Vi er flyttet! modkraft.dk


Beskidte hænder og ren socialisme

Af Peter Westermann | 20. februar 2012 | 8 kommentarer

Jeg var til den gode debataften torsdag ”Er Modkraft blevet for højredrejet”. Det svarede de fleste af os vist nok nej til. Det var nu ikke konklusionerne, der gjorde debatten god, men i stedet at vi på en konstruktiv måde diskuterede vores uenigheder. Uenigheder, som kan bruges konstruktivt til at skabe en skarpere venstrefløj.

Debatten var startet af Eskil Andreas Halbergs blogindlæg, hvor han var bekymret over at der er bloggere fra regeringspartierne på Modkraft.

Det er en logisk helt forståelig pointe, hvis man opfatter Modkraft som et forum, der bygger sig på en principiel afvisning af magten. Det gør jeg ikke.

Jeg opfatter Modkraft som en progressiv portal for dem, der ønsker en anden udvikling, end den, de dominerende kapitaliske, imperialistiske og chauvinistiske ideologiske strømninger vil føre til, hvis de ikke ydes en stærk modstand - modkraft. Modkraft er for mig modstand mod magtens nuværende præmisser og resultater, men ikke en modstand mod magt i sig selv.

Måske kan man forestille sig et utopia uden magtforhold af nogen art, men jeg har svært ved at se det, herfra hvor jeg står. Og skal vi flytte os fra hvor vi står som samfund, må vi bruge magten (demokratisk) - det sker ikke af sig selv. Jeg er ikke sikker på, at der er nogen her, der pr. definition er imod al magt (i så fald må de forklare mig, hvordan de vil forandre politisk), men jeg synes, at det er en vigtig skelnen i denne debat.

Det er også en skelnen, der snarere adskiller anarkister og andre antiparlamentarisk orienterede fra den del af venstrefløjen, der har accepteret parlamentet som en legitim platform for statens magtudøvelse og derfor også er gået ind i den parlamentariske kamp. Her er der ingen væsensforskel mellem regeringspartiet SF og støttepartiet Enhedslisten.

For mig – og en stor del af de tilstedeværende torsdag – at se er Modkraft en gave til os, der ønsker at samles om at udvikle tanker, der kan ændre på de grundlæggende magtstrømme og deres ideologiske præmisser, så progressive alternativer kan spire frem. Det, synes jeg, er - og skal være - det fælles udgangspunkt for os herinde.

Hvis man er bekymret for hvor SF er ved at drive hen, er det da dumt at kappe båndene – så har man ingen mulighed for at påvirke retningen. Kom i stedet med indspark og opråb, som vi kan diskutere og nogle af os SF’er måske vil tage med i vores arbejde i partiet. Det lader ikke til at være Eskils ønske, da han indfører en anden skelnen, der skal udgrænse regeringspartierne fra den øvrige venstrefløj, ved at kalde regeringsprojektet – og dermed SF’s projekt – nyliberalt:

”Det står mig mere og mere klart, at deres projekt er nyliberalt i den forstand, at de øger skellet mellem rig og fattig, og at deres politik skaber løntrykkeri og øget individuel konkurrencementalitet.”

Det samme argument, bare stærkere, kom fra min sidemand i debatten, der et par gange tordnede mod at SF ”ikke laver andet end at jagte de fattige.”

Det synes jeg er for langt ude. Så langt, at det ikke gavner en debat mellem os, men det er måske meningen. Selvom jeg ikke vil lyde som en ureflekteret ” legitimeringsmaskine for regeringens politik”, som Eskil kalder nogle af mine partifæller på Modkraft, vil jeg heller ikke acceptere ureflekteret kritik.

Et af regeringens allerførste resultater var afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Det betyder, at de fattigste kontanthjælpsmodtagere får op mod en fordobling af indkomsten. Så kan man vælge at være forarget over, at den bebudede skattereform ikke ser ud til at give folk på overførsler op til et par procent mere udbetalt, fordi den i stedet fokuserer på at lette skatten for de laveste lønindkomster. Men at kalde det en jagt på de fattige og mene, at regeringens samlede politik øger uligheden, er simpelthen forkert.

Den strategiske forskel på SF og Enhedslisten, er forskellen mellem Enhedslistens princip om at være fri til at stemme”for enhver forbedring og imod enhver forringelse” (selvom det for nylig er opblødt – eller bare gjort anvendeligt i praksis…) og SF’s vilje til kompromisser og regeringsmagten for at kunne bruge den til samlet set at bevæge samfundet mod socialisme. Det er ikke nyliberalisme, men pragmatisme eller realisme.

Jeg havde selvfølgelig foretrukket en rent socialistisk på et arbejderflertal, men valgresultat gav os den radikale klemme. Når man tager fat for at bygge noget, risikerer man beskidte hænder og klemmelus. Men det er ikke på tømrerens hænder, huset skal vurderes.

Man kan mene, at SF igen skulle have indtaget rollen som støtteparti for en SR-regering. Den strategi gav ikke særligt meget socialisme i 90erne. Jeg håber og tror at regeringsdeltagelsen vil vise sig at være en bedre løsning, selvom det ikke er den nemme løsning. Jeg er, som jeg har skrevet et blog-indlæg om, eksempelvis ikke tilhænger af europagten, som jeg godt kan forstå folk kalder højreorienteret, men jeg mener stadig, at regeringsdeltagelsens samlede resultat kan blive overvejende progressivt.

Samtidig er det vigtigt at pointere, at regeringsmagt ikke er den eneste (og desværre heller ikke den stærkeste) magtform i verden i dag. Hertil er den selvstændige økonomiske magt (ikke mindst koncentreret hos multinationale selskaber og andre skidtfolk) og de øvrige globale magtforhold for stærke. Den erkendelse er også vigtig:

Selvom venstrefløjen har fået en fod i døren til magten her til lands, er vi stadig oppe imod langt stærkere kræfter, der vil en anden vej end os. Jeg tror så bare, at venstrefløjen har størst indflydelse på samfundsudviklingen med et socialistisk parti i regeringen. Men det kræver en stærk, folkelig samfundsbevægelse, der går forrest. Og et stærkt SF, der holder fast i sin socialistiske målsætning.

Venstrefløjen deler et antikapitalistisk, socialistisk mål, men vi er uenige om, hvordan vi bedst opnår det. Det kan, hvis vi holder fast i vores indbyrdes enigheder, bruges til en dynamisk arbejdsdeling, hvor vi sammen, men på hver vores måde, trækker samfundet til venstre.

For os, der ikke er antiparlamentariske, er det et delmål, at det ved næste valg bliver mindst halvdelen, der stemmer på et rødt parti, i stedet for de lidt over 40 % af vælgerne, der gjorde det 15. september. Og der skulle gerne være flere end de lidt over 15 %, der stemmer på SF og Enhedslisten. Den røde blok blev nøjagtig lige så stor, 40,7 %, som ved valget i 2007. Forskellen er at SF er gået tilbage og Ø frem. Dermed bør listefolk være glade for SF’s regeringsprojekt. Det er en win-win for dem: Regeringen rykker til venstre og Enhedslisten vokser. Jeg forventer dog ikke, at det i sig selv standser kritikken – hvilket også ville være spøjst.

Det er helt i orden, at mene at SF’s regeringsprojekt er en fejl, men det er for billigt at skælde SF ud for at være nyliberalistisk. SF er stadig et socialistisk parti, der vil reformere samfundet, så det er grundlæggende forandret - revolutioneret.

Skelnen mellem reform og revolution beror i denne betydning på bevægelsens hastighed og tålmodighed, ikke dens mål om at indføre socialisme ved grundlæggende at ændre magtstrukturerne. En mere reformvenlig, realpolitisk strategi er ikke nyliberalistisk – ikke engang usocialistisk, selvom Esben Bøgh Sørensen mener det i sin kontradoxa-artikel.

Der lyser i hvert fald en klar socialistisk selvforståelse ud af udkastet til SF’s nye principprogram:

”Udgangspunktet er for SF en udogmatisk demokratisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser, og som er inspireret af en marxistisk samfundsforståelse. Dertil kommer en humanistisk og kulturradikal tradition, der vægter menneskelig frihed, udfoldelse og medmenneskelig ansvarlighed.”

Programudkastet er socialistisk. At det måske er knap så revolutionært, er en anden snak.

Jeg er glad for at kunne være en del af Modkraft og glæder mig til debatten om socialistiske principper og strategi, som også gerne skulle vokse ud af dette indlæg. Det gør jeg, fordi jeg – i tråd med den marxistiske tradition – mener, at sammenstød mellem forskellige positioner – dialektik – skaber nye, stærkere positioner.


Occupy og kooperativer - kritik og løsning?

Af Peter Westermann | 4. januar 2012 | 42 kommentarer

Jeg så, som forhåbentlig mange andre, dokumentarfilmen Inside Job i går. Hvis du ikke har set den, så gør det! Den er super godt lavet og afslører finanskrisens bagmænd trin for trin og endda så letforståeligt, som det nu kan gøres, når det handler om hyperkomplekse finansielle humbugprodukter som derivater og credit default swaps.

Mange af interviewene i filmen er rene tilståelsessager for de mørke finansfyrster – hvilket bare gør frustrationen over, at de kunne grine hele vejen ud af bankerne, der kollapsede om ørerne på dem - eller blev reddet af skattekroner, job og velfærd. Der er behov for et globalt retsopgør med de ansvarlige for finanskrisen – og et politisk opgør med de ansvarlige politikere.

Vreden over finanskrisens syndere er stor - ikke mindst over det faktum, at syndernes forladelse er betalt af almindelige skatteborgere og arbejdstagere , der må se deres velfærd og arbejdspladser forsvinde i takt med at finanskrisen blev nationaliseret til en gældskrise.

Det har resulteret i en global Occupy-bevægelse, der også har ramt vor salten østerstrand i form af Occupy Denmark og de faglige og srøde ungdomsorganisationers aflægger ”Jeres krise – jeres regning”.

Occupy-bevægelsen leverer en kontant kritik af de utøjlede finansspekulanters jagt på kortsigtet profit ved en udlånsmæssig overgearing, der belejligt nok kunne frigive kapital hos privatkunder, som så kunne investeres i spekulanternes aktieselskaber efter slesk dobbeltmanipulation:

Først overbeviste man folk om, at de sagtens kunne belåne sig mere end hvad almindelig sund fornuft tillader. Dernæst overbeviste man mange af dem om at investere pengene i mystiske finansielle produkter, hvis høje risiko blev holdt hemmelig.

Den værste manipulation fra spekulanterne så vi, da systemet krakkede. Nu blev regering efter regering – og medie efter medie – overbevist om at bankerne var too big to fail. Men grunden til, at systemet fejlede var jo netop, at de rådne aktører havde vokset sig for store – og for fejlbarlige.

Det er sikkert sandt, at samfundsøkonomierne havde fået et smæk, hvis de store banker og finanshuse havde fået lov at krakke. Men derfra og så til ukritisk at samle regningen op gennem bankpakker, er der immervæk et stykke.

Hvis der skulle gives bankpakker, burde enhver rimelighed kræve, at der med dem fulgte kontrol og afkast, der stod mål med investeringerne. Tilsyn burde skærpes og megafusioner nægtes.

Det skete ikke, og nu ser den spekulative markedsmodel ud til at kunne fortsætte business as usual – bare med en endnu større taktstok at svinge over samfundsøkonomierne: Efterhånden som spekulanternes overlevelse lagde dræn i statskasserne, blev staterne mere sårbare over for finansmarkedernes luner.

Ikke mindst de selvbestaltede overdommere i ratingbureauerne (der i øvrigt modtog betaling for at give de giftige produkter og investeringsbanker topkarakterer) kunne pludselig, med bare en trussel om nedgradering af et lands eller en unions kreditværdighed, få de pågældende lande eller unioners regeringer til at føje sig.

Europagten er det seneste eksempel: Et af hovedargumenterne bag den er at berolige de ellers notorisk urolige og hysteriske ratingbureauer – og dermed finansmarkederne.

Stillet over for denne politiske og samfundsmæssige magtesløshed kan det være svært at se, hvordan en ansvarlig og bæredygtig økonomi kan bygges ud fra dette fundament. Men der er muligheder for alternativer.

Når problemet har været direktører og aktionærers kortsigtede profitmotiver og totale ligegyldighed over for deres handlens konsekvenser for samfundet i øvrigt, må det være her, der skal sættes ind.

Vi må bygge videre på virksomhedsmodeller, der ikke baserer sig på profit og hensynsløshed. Sådanne modeller findes heldigvis – og de er i fremgang, ikke mindst fordi de ikke var nær så sårbare over for krisen. Svaret kan være den kooperative virksomhedsfilosofi.

Denne filosofi indebærer en værdibaseret virksomheds- og organisationsmodel, hvor medlemmerne på demokratisk vis både ejer og driver deres virksomhed eller aktivitet. Den kooperative virksomhed skal ydermere være til størst mulig nytte for medlemmerne og samfundet - frem for at give det størst mulige økonomiske overskud.

Her er modellen diametralt modsat den privatkapitalistiske model, hvor ejerne – aktionærernes – interesse typisk står i modsætning til de ansattes og samfundets interesser.

At den kooperative model hverken er batikfarvet hippienostalgi eller tossegod filantropi, men derimod rentabel, bæredygtig og robust, understreges af nogle få fakta: På verdensplan har kooperative virksomheder 800 millioner medlemmer og skaber 100 millioner arbejdspladser.

Tænker du, at kooperativer kun er noget med landbrug i Sydamerika, kan du godt tro om igen: Kooperativer producerer hvad som helst, hvor som helst.

Som modsvar til finanskrisens skyldige spekulanter kan kooperativer også byde ind med bankvirksomhed: I Frankrig står kooperative virksomheder for 60 procent af banktransaktionerne. Mere end hver tredje amerikaner – 90 mio. – har sat penge i en credit union, svarende til en kooperativ andelskasse. Deres samlede indlån udgør ca. 1 billion dollars. For de penge kan man lave 190 Øresundsforbindelser.

At den kooperative tanke er i fremgang i USA blev understreget på aktionsdagen 5. november 2011, Bank Transfer Day, hvor 650.000 amerikanere skiftede deres privatkapitalistiske bank ud med credit unions. Occupy Wall Street bakkede op om initiativet.

I Danmark har vi kooperativer som ALKA forsikring, en række banker og andelskasser, mejerier, brugsforeninger og så videre. Alt fra helt store virksomheder til de helt små har valgt at fungere kooperativt. Kooperationen, der er arbejderkooperationens interesseorganisation, har 225 medlemsvirksomheder, der tæller 16.000 ansatte, der som oftest også er medejere.

I forbrugerismens og valgfrihedens tidsånd er vi længe blevet opfordret til at stemme med fødderne. Det kan vi også gøre for samfunds- og ikke bare egeninteressen. Det vil uden tvivl være mange små skridt i retning af en mindre spekulationsdrevet økonomi.

Men kooperativer kan ikke gøre det alene, og selv hvis de skal styrkes, batter det først for alvor, hvis der bakkes op - samfundsmæssigt og politisk - om den kooperative tanke. Jeg tror ikke at den politiske forbruger alene kan gøre forskellen.

Og jeg tror ikke at vi kan fjerne finanskapitalismens greb om samfundene alene gennem kooperativt forbrug og produktion. Men det kan løsne finanskapitalismens greb, så et andet samfund – hjulpet på vej politisk – kan spire frem.

De store privatkapitalistiske aktører har større reklamebudgetter og brand values alene på grund af deres størrelse. Derfor er det en kæmpe udfordring hvis den kooperative filosofi skal udbredes - individuelt, kollektivt og politisk.

Sådan kan vi – nedefra og op – finde løsninger på finanskrisen, som Occupy-bevægelsen er så forståeligt vred over. Jeg håber, at bevægelsen vil tage tråden op, så der bliver en klar rød tråd, der forbinder kritikken med nogle demokratiske, socialt og økonomisk bæredygtige alternativer.

- og hop så ind og hent Inside Job, hvis du ikke har set den!


Europagt: Hate to say we told you so...

Af Peter Westermann | 21. december 2011 | 11 kommentarer

Jeg var en af de tre i SF’s landsledelse, der 12/12 2011 stemte imod at fortsætte processen, der kan føre til dansk deltagelse i europagten. Her kan du læse hvorfor jeg ikke tror, at pagten kan ændres, så den bliver god for Danmark – for ikke at tale om resten af EU…

Det er gået op for eurolandene, hvad vi ØMU-modstandere sagde fra start af: ØMUen kan ikke bestå uden en tæt finanspolitisk union.

En sådan union ønskede og ønsker vi ikke, netop fordi den fratager landene deres selvbestemmelse og er for enstrenget og ufleksibel over for de forskellige økonomiske forhold, der vil gælde i medlemslandene.

Dertil kommer, at den konkrete politik, der lægges til grund for unionen, er hamrende højreorienteret: Den er kun fokuseret på inflationsbekæmpelse og nedskæringer, frem for også at give plads til at stimulere vækst og beskæftigelse. Efterspørgslen må kigge længe efter hjælp i ØMUen.

Poul Nyrup Rasmussen, der indtil for nylig var leder af de europæiske socialdemokrater, og ikke ligefrem kan kaldes ekstrem i sin venstreorientering, beskrev planerne bag europagten ret rammende i Politiken: »Det er dybt tragisk for Europa, at Merkel og Sarkozy på denne meget udemokratiske måde vil tvinge deres konservative tanker igennem. Jeg tror, at de undervurderer, hvor farligt det her er. Befolkningerne vil ikke finde sig i det«. Jeg håber, at han får ret.

Befolkningerne skal ikke finde sig i at det får mindre betydning på finanspolitikken om de stemmer socialister eller konservative ind i deres nationale parlamenter. Konsekvensen af europagten bliver nemlig den, at alle lande, der tilslutter sig den, binder sig til en konservativ krisehåndtering. Samme krisehåndtering, som Danmarks røde blok op til folketingsvalget kritiserede for at ville spare landet dybere ned i krisen.

Denne europagt, som eurolandene blev enige om under stor dramatik, er en brandvarm politisk kartoffel for tiden. I mine øjne burde den ellers være iskold for alle, der ønsker at (finans)politik skal afgøres af folkevalgte frem for EU-teknokrater i Kommissionen. Og for alle, der hælder til den moderat venstreorienterede opfattelse, at en samfundsøkonomi i krise skal kunne stimulere sig selv gennem offentlige investeringer eller en anden form for ekspansiv finanspolitik.

Disse to muligheder; demokratisk selvbestemmelse over finanspolitikken og muligheden for at koldstarte økonomien, forringes nemlig markant med europagten, der vil binde landene til at holde underskud på den strukturelle balance (den økonomiske bundlinie fratrukket konjunkturbestemte poster, såsom udbetalinger til arbejdsløse osv.) på højst 0,5 %. Hertil kommer en række automatiske sanktioner og kontrol- og inspektionsmekanismer.

At sanktionerne ikke kan gælde for Danmark, grundet vores forbehold, er ikke en god grund til at tilslutte sig: Vi vil stadig kunne skammes ud for ikke at overholde en aftale. Det er snarere et argument for at holde sig ude: Der er ikke meget øget økonomisk troværdighed - hvilket er et af tilhængernes argumenter - i at indgå en aftale, vi ikke kan straffes for at bryde.

Selv hvis man som venstreorienteret i Danmark skulle ønske at føre politik af hensyn til de hysteriske finansmarkeder og ratingbureauer, er der altså ikke meget at vinde ved europagten. Den ændrer næppe noget i deres øjne. Til gengæld vil pagten være en konservativ rettesnor, danske og EU-politikere vil kunne bruge til at slå en ekspansiv og progressiv krisepolitik i hovedet med.

En dansk tilslutning vil derfor udelukkende sende et signal om, at vi bakker op om en afdemokratisering og automatisk højredrejning af finanspolitikken i Danmark, såvel som i resten af EU.

Eurolandene står med pagten nu hver især over for at skulle overgive endnu en væsentlig del af deres sidste økonomiske selvbestemmelse til Bruxelles’ bureaukrater, der ikke alene vil afdemokratisere finanspolitikken, men også sætte den på et spor, der kun kan svinge til højre.

Det har længe været de EU-positives argument, at det ikke længere skal handle om for eller imod EU, men om at se EU som en politisk kampplads mellem højre og venstre. Udmærket. Så må en venstreorienteret vel vurdere, om det konkrete tiltag drejer politikken i EU til venstre. Hvis den ikke gør, må man vel – ifølge denne opfattelse – være imod europagten. For selvom det ikke må handle om for eller imod, er det immervæk de eneste to muligheder, man kan forholde sig til et politisk forslag når man kommer til afgørelsen.

Et andet argument; "vi skal sidde med ved bordet for at få indflydelse", virker ret naivt, når man ser på historikken omkring europagtens tilblivelse. Den er foreslået af Tyskland og Frankrig - men først efter at det største EU-land, Tyskland, havde banket ønskerne fra det næststørste, Frankrig, om euroobligationer ud af banen. At en lilleput som Danmark kunne få indflydelse på en pagt, der handler om at styrke en valuta, vi ikke er med i, virker i den sammenhæng som ønsketænkning.

Der er ingen tvivl om, at euro-landene har behov for at stabilisere euroen og selvfølgelig skal et land ikke bare kunne køre med store underskud på sine statsfinanser i årtier. Men derfra og til at sige, at alle lande skal holde sig inden for højst 0,5 % underskud på den strukturelle saldo i enkelte år, er der et langt stykke.

Det kan måske være en løsning for nogle lande lige nu at holde igen og skære ned. Men for andre lande - heriblandt Danmark - er udfordringen den omvendte: At skabe vækst og job. Det gør man ikke gennem nedskæringer, men gennem investeringer.

Derfor må der køres med større underskud nu, som så skal rettes op af overskud senere. At eurolandene har valgt at binde sig til en benhård og højreorienteret ØMU-politik er synd for dem. Mange af dem betaler nu prisen for ikke at kunne føre en offensiv finanspolitik, som den nye finanslov tilsiger her til lands.

Den vil betyde en strukturel balance på minus 1,1 % (måske mere) - altså mere end dobbelt så stor som det, den nye europagt vil tillade. Den danske kickstart kunne endda have været meget mere offensiv: Økonomer diskuterer, om den er stor nok til at få væsentlig effekt.

Det er dermed usikkert, om Danmarks økonomi overhovedet lever op til kravene i den nærmeste fremtid. Hvad der synes mere sikkert er, at det danske euroforbehold – om ikke også juridisk, så i al fald politisk – næppe tillader en dansk tilslutning, selv hvis en centrum-venstre regering mod forhåbning skulle ønske det.

Euroklubben har sikkert et behov for nye regler, men når man ikke vil med i klubben, vil det da være fjollet at påtage sig nogle rigide regler, der skader økonomi og demokrati. Om euroen kan reddes er tvivlsomt. Endnu mere tvivlsomt er det, om folkenes styre over deres økonomier kan reddes i de lande, hvor europagten kommer til at gælde.

Det danske svar til eurolandenes pagt må derfor være et forstående og forståeligt:

”No thank you. And we hate say we told you so.”






www.peterwestermann.dk

www.facebook.com/pages/Peter...

Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i politisk kommunikation, repræsentation og organisation.

Vokset op i Nordsjælland, hvor der er længere mellem deledrenge som mig med en mor, der var lærer og en far, der for det meste var ledig. Og hvor der– måske af samme grund – er længere mellem idealistiske socialister.

Jeg har engageret mig i kampen for mere retfærdige forhold, siden jeg gik ud af folkeskolen i 2001. Et engagement, der har båret mig gennem SF Ungdom, hvor jeg i 2008 endte som formandskandidat med 49,3 % af stemmerne.

Så kastede jeg mig over den venstredrejede tænketank Cevea, hvor jeg var medstifter og vicedirektør. I årene før var jeg ansat organisationssekretær i den konstruktivt kritiske EU-debatorganisation Udfordring Europa.

I sidste halvdel af 2010 sad jeg i Folketinget som indsuppleret boligordfører for SF, men blev med mine 1074 nordsjællandske stemmer ikke indvalgt i 2011. I dag er jeg medlem af SF’s landsledelse.

Min puls kommer op, når talen falder på ulighed, uddannelse, arbejdsmarkeds- og boligpolitik, EU og udvikling – og så har jeg en svaghed for idealistiske fællesskaber og ideologiske diskussioner, der smager af demokratisk socialisme, progressiv idéudvikling og moderne marxisme.




Blogarkiv

20. februar 2012
Beskidte hænder og ren socialisme
8 kommentarer

4. januar 2012
Occupy og kooperativer - kritik og løsning?
42 kommentarer

21. december 2011
Europagt: Hate to say we told you so...
11 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater