Vi er flyttet! modkraft.dk


Det bliver varmere og vi glemmer dem igen

Af Pil Christensen | 21. februar 2012 | 1 kommentarer

Det er allerede ved at blive plusgrader igen om natten og dermed er man ikke længere i livsfare, når man sover på gaden – i hvert fald ikke for at fryse ihjel. Det kan hurtigt få medier, politikere og organisationers opmærksomhed væk fra problemet – det problem at der er mennesker som lever på gaden i Danmark og ikke kan få husly om natten – uanset om det er plus eller minus grader.

Jeg mener ikke vi skal acceptere, at mennesker tvinges til at sove på gaden i Danmark, bare fordi de ikke har et sygesikringskort og et dansk cpr. nr.

I morgen onsdag d. 22 februar afholdes i Maria Kirken på Vesterbro et arrangement, for at sætte fokus på de glemte og gemte mennesker, som lever i vores samfund og som vi alle har et ansvar for. Det er de mennesker som lever på gaden, og som samtidig er immigranter - nogen papirløse, andre fra EU landende omkring os, særligt Østeuropa.

Det er mennesker har ikke adgang til hjælp fra det danske system. De har ikke adgang til sundhedsydelser ud over det mest akutte. De har ikke adgang til misbrugsbehandling og overnatning på offentligt finansierede herberger. De er dermed afskåret fra en række af de tilbud, som danske hjemløse kan gøre brug af. Det er altså nogen af de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund.

I stedet for at række disse mennesker en hånd, vælger de danske politikere, at løse problemet ved at kriminalisere dem. Fokusset er på, at øge politiindsatsen og antallet af udvisninger - i stedet for, på et tag over hovedet og mad i maven. Men vi bliver nødt til at se os selv i øjnene og spørge om det kan være retfærdigt at kriminalisere mennesker, hvis eneste forbrydelse er, at de er rejst fra deres hjemland, for at søge en bedre tilværelse?

Jeg har aldrig i mit mangeårige engagement med flygtninge og indvandrer politik, mødt nogen mennesker, som havde forladt deres land, deres familie, ja hele deres liv, uden at der var en temmelig god grund til det. Der er jo ingen af os som forlader alt det vi kender og alle dem vi holder af, hvis ikke vi ser os nødsaget til det - pga. af fattigdom, arbejdsløshed og andre problemer.

For mig og se, er dette ikke et spørgsmål om kriminalitet - det derimod et socialt problem og det skal også håndteres sådan.

Det er ligeledes et problem, at vi kriminaliserer de herberger som tilbyder de hjemløse immigranter en seng at sove i og måske en skål suppe. På den måde tvinger vi herbergerne til at vælge mellem på den ene side, at overholde loven, men samtidig svigte mennesker i nød, eller på den anden side, at blive lovovertrædere. Det er simpelthen ikke i orden at sætte herbergerne i den situation.

Hvis herbergerne vælger at sætte medmenneskeligheden over loven og skride til civil ulydighed, får de i hvert fald min dybeste respekt.

Det er vigtigt at påpege at mange af de udenlandske hjemløse som opholder sig i Danmark, faktisk er her lovligt. De er EU borgere som har ret til at opholde sig i Danmark i 3 måneder og i 6 måneder hvis de søger arbejde. Der er undersøgelser, som viser at flertallet af udenlandske hjemløse som opholder sig i Danmark og andre europæiske lande, kom med et mål om at søge arbejde.

I EU har vi valgt at åbne grænserne for fri bevægelig af varer og arbejdskraft. Men der tages ikke det sociale ansvar, som følger med, at mennesker bevæger sig over grænserne. Når der er højkonjunktur og mangel på arbejdskraft – ja, så priser politikerne sig lykkelige for at arbejdskraften kan strømme over grænsen.

Men når krisen kommer og arbejdskraften bliver til mennesker – mennesker uden et sted at bo og uden penge til mad, ja så trækker man sig væk fra ansvaret og ønsker at politiet går ind og smider den nu samme ”ubrugelige” arbejdskraft ud.

Det er dybt dobbeltmoralsk at man gerne vil have billig arbejdskraft, men ikke vil tage det sociale ansvar som følger. Mange udenlandske hjemløse her i Danmark har ikke råd til billetten hjem. Men for mange er situationen i hjemlandet heller ikke meget bedre end liv på gaden i Danmark. Nogen af de hjemløse har massive sociale problemer, andre er blevet udnyttet groft af en dansk arbejdsgiver, som har undladt at udbetale løn.

Danmark trækkes desværre frem, som et dårligt eksempel i sammenligning med andre europæiske lande. I Danmark skelner man nemlig mellem statsborgere og mennesker uden dansk statsborgerskab – også selvom det handler om mennesker i den dybeste nød og i den mest sårbare situation.

Samtidig er det dog vigtigt at problemet omkring hjemløshed ikke bliver et spørgsmål om barmhjertighed. Selvom det er både beundringsværdigt og vigtigt at nogle kirker valgte at åbne dørene for de mest udsatte, kan vi ikke overlade menneskeskæbner til almisser og barmhjertighed.

Derimod skal der skal findes en holdbar, langsigtet og permanent løsning. Problematikken omkring hjemløshed forsvinder ikke af sig selv og må frem i lyset. Det kan ikke komme som en overraskelse hvert år for de danske politikere, at vinteren er temmelig kold i Danmark.

Finanskrisen er over os og skaber alvorlige problemer for mange i Danmark, som mister deres arbejde, deres hjem og det liv de ellers levede. Vi vender blikket indad i disse tider og fokuserer på os selv. Og det er forståeligt. Men vi må ikke glemme hvad der forårsager fattigdom og nød, og som tvinger mennesker til at søge et bedre liv. Det er ikke disse mennesker som skal bebrejdes. Det er derimod dem som har tjent og stadig tjener styrtende på vores alle sammens bekostning.

Kira Skov, Jacob Mielcke, Mike Sheridan og jeg selv serverer mad og musik for de hjemløse i Mariakirken, Istedgade, Kbh V. I morgen onsdag d. 22. feb. kl. 18:00.

Som optakt til den forestående turné med materialet fra Kira Skovs plade "Memories of days gone by" har hun arrangeret en koncert for de hjemløse i Mariakirken i København. Endvidere er Kira gået sammen med mesterkokken Jakob Mielcke (Mielcke og Hurtigkarl), som i dagens anledning vil lave gourmet-suppekøkken - efterfulgt af en minikoncert i kirken. Som afslutning på en varmende aften giver Mike Sheridan et mini DJ sæt i Mariakirkens varmestue. Alle involverede i arrangementet i Mariakirken stiller frivilligt op og uden honorar. Hus Forbi’ s sælgere og samtlige af Københavns herberger og hjælpeorganisationer er blevet inviteret.

Præsten Birgitte Jeppesen fra Mariakirken udtaler: "Arrangementet er både for mennesker, hvis hverdag er et udsat liv på gaden og for mennesker, som ønsker at vise deres støtte. Når vi er sammen, bliver vores liv bare rigere. Derfor inviteres alle indenfor til varme, suppe og musikalsk nærvær".


Den umulige kærlighed til kapitalismen

Af Pil Christensen | 19. januar 2012 | 21 kommentarer

I fredags afholdt Information et debatmøde med den tidligere finansieringsrådgiver Sony Kapoor, som nu er leder af den internationale tænketank Re-Define. Kapoor lagde ud med at erklære sig som helhjertet kapitalist, men af den gamle skole. Dengang kapitalismen skabte vækst og fremgang, var i harmoni med de fremvoksende vestlige velfærdssamfund og vigtigst af alt – under kontrol. Men den velfærdskapitalisme som Kapoor idylliserer og ønsker at vende tilbage til, er et overstået kapitel i historien.

Kapitalismen har siden dengang i 70´erne ændret sig radikalt, den har løsrevet sig fra den egentlige produktion af varer. Det er en kapitalisme på speed, der tjener penge på penge, dvs. gennem spekulation, der spekulerer i flere spekulationer. Ifølge Kapoor er kapitalismen som en vej, en rejse der foretages fra en destination til en anden. Dengang kapitalismen var god, var vejen reguleret af lyskryds og masser af trafikpoliti. Bilerne var små, kunne ikke køre særligt hurtigt og havde gode bremser.

Igennem de sidste 30-40 år er bilerne blevet til kæmpe lastbiler, deres ladninger er fyldt med giftigt og eksplosivt materiale, lysreguleringerne er væk, og de politibetjente der er tilbage er dybt korrupte, fordi de i virkeligheden bare ønsker selv at køre lastbilen.

Chaufførerne får ikke som tidligere deres løn, når de når destinationen. I stedet bliver de nu belønnet undervejs, og belønnet for hvor hurtigt de kan køre. Sidst men ikke mindst har der sænket sig en tyk tåge over landskabet, som gør det umuligt at gennemskue, hvem der kører hvor og hvornår.

Kapoor vil tilbage til den hyggelige og fornuftige kapitalisme, der kørte i små biler. Og hvor chancerne for uheld, eller deciderede økonomiske katastrofer, som den vi ser i dag, derfor også kunne undgås.

Og Kapoor er ikke den eneste fuldblods kapitalist, som trækker i land for tiden og siger at en kapitalisme domineret af finansielle og fuldstændig uansvarlige markeder ikke er holdbar. Vores egen Klaus Riskær erklærede mere eller mindre det samme i Information d. 3. Januar i år.

Og der har været flere med dem – økonomer og finansfolk, som har siddet i maskinrummet, da finanskapitalismen med fuld fart kørte mod afgrunden.

Regulering er svaret i følge disse ansvarlige kapitalister. Politikerne skulle have krævet noget til gengæld fra bankerne, da de fyldte dem med borgernes penge og reddede dem fra den endelige undergang. Bankspekulanternes bonusser skal have et loft, og så skal der investeres. Men ikke bare i voksende paladser af fiktive værdier, men derimod i den rigtige produktion, den der faktisk producerer fysiske varer og services.

Og hvorfor skal vi så stole på at denne kapitalisme er det bedste system vi kan få? Et system som medfører at folk lige nu sættes på gaden i millionvis verden over, hvor arbejdsløsheden øges. Et system hvori de spekulanter der tager de største chancer stadig forgyldes, og samtidig er frække nok til at true med det endelige kollaps, hvis ikke de får flere støttekroner og redningspakker?

Ifølge Kapoor fordi kapitalismen grundlæggende er demokratisk. Eller det var i hvert fald sådan den burde være – en køber og en sælger, den klassiske sang om den usynlige hånd der regulerer udbud og efterspørgsel. En kapitalisme der flytter ressourcerne derfra, hvor der er for meget, til der hvor det mangler.

Men Kapoor, og de andre fuldblodskapitalister der vil tilbage til den gode gamle kapitalisme, mangler en mellemregning eller to. Den krise som ændrede kapitalismen radikalt og som startede i 70´erne og fortsatte ind i starten af 80´erne, havde sine årsager.

Den kapitalisme der havde gået hånd i hånd med efterkrigstidens fremvoksende velfærdsstater og på toppen af de tidligere kolonier i den 3. verden kom i en grundlæggende krise. Ud af dens skal voksende den neoliberale spekulative kapitalisme vi kender i dag.

Kort fortalt var den gamle og rolige form, kapitalismen antog i efterkrigstiden ikke profitabel nok. Potentialerne til at tjene penge på den gamle og ”fornuftige” måde var ved at være udtømt. Samtidig var der udsigt til at der kunne tjenes penge på nye og før uberørte markeder, nemlig pengene selv. Med dollarens løsrivelse fra guldstandarden og dereguleringen af de finansielle markeder åbnede der sig nye muligheder for kapitalismens transformation.

Den usynlige hånd, der efter sigende regulerer markedet, og gør det demokratisk greb ikke ind og forhindrede kapitalismen i at udvikle sig til det selvdestruerende monster, som den er blevet til i dag. Og det gjorde den ikke, fordi hånden langt hen af vejen er en fantasi fostret af en idealistisk markedsfundamentalisme.

Kapitalismen viste heller ikke sit demokratiske ansigt, et ansigt der tillige har meget lidt med virkeligheden at gøre. En virkelighed hvor kapitalismen derimod handler om interesser.

Der var og er nogen, der har fået helt utrolig meget ud af kapitalismens finansielle transformation. Og når Kapoor og andre ”gode” kapitalister har svært ved at svare på, hvorfor de på den ene side har en grundlæggende tro på kapitalismens evne til at være demokratisk, og samtidig skriger på politikernes regulering og styring af kapitalismen, er det fordi de overser interessekonflikten.

Hos Kapoor og ligesindede er det som om, vi skal redde kapitalismen fra den onde finansverden og konkret fra de rådne æbler, der sidder på toppen og ufortjent rager til sig. Problemet er dog, at det er temmelig svært at skille det, at der overhovedet er profit-jagende og grådige på toppen, fra det kapitalistiske system som sådan.

Men det mest grundlæggende problem ved Kapoors romantisering af den gode gamle kapitalisme og hans ønske om at vende tilbage er, at det er meget tvivlsomt hvorvidt det overhovedet ville være en mulighed.

Den gamle velfærdskapitalisme var i høj grad baseret på en massiv vækst, skabt af de helt rette betingelser i efterkrigstiden. En vækst som ikke har været skabt siden i den vestlige verden, og som ikke vil kunne skabes igen, bl.a. på grund af den trussel vækst udgør mod klimaet, for bare at nævne en enkelt grund.

Der var en årsag til, at kapitalismen vendte sig mod sig selv for at skabe profit, for at tjene penge på penge. Og vi vender ikke tilbage til en kapitalisme i små biler, der kan skabe alt den nødvendige vækst ved at investere i den egentlige produktion.

Vi skal derfor tage et opgør med den drejning økonomien har taget væk fra samfundsvidenskaberne og ind i det naturvidenskabelige paradigme. Vi kan ikke gå til økonomien, som om det var et fænomen, vi kan måle, veje og forudsige. I stedet skal økonomi behandles som det politiske spørgsmål det er. Politiske spørgsmål handler om at tage valg og fravalg, grundlæggende om tage magten tilbage til os selv, til demokratiet.

Et ønske om få økonomien ind på den politiske scene, som noget der faktisk kan diskuteres og ikke bare skal følges, er langt fra det samme som at skrive under på planøkonomi eller en tilbagevenden til Sovjet. Den politiske fantasi må genstartes, så vi ikke står og råber velfærdskapitalisme og planøkonomi i munden på hinanden, for der er nok andre muligheder.

I stedet er det måske på tide, at vi tænker på, hvordan vi kan skabe en økonomi, der ikke er baseret på vækst, som vi kender den. I stedet for at længes tilbage, skal vi tænke radikalt nyt. Jagten på vækst er det, som har drevet os til, hvor vi står nu, i den dybeste økonomiske krise vi nogensinde har oplevet og i den mest faretruende klimakrise vi har kunnet forestille os.

Kapitalismens evne til at skabe rigdom er knækket over, og vi må tage vores skæbne i egen hånd. I stedet for som Kapoor at tro på, at et system der er ved at æde sig selv op, vil redde os. Der står ingen Roosevelt og ingen Glass-Steagal Act i kulissen klar til at komme kapitalismen til undsætning. Ikke denne gang.


Carina og Sofie er vores allesammens problem...

Af Pil Christensen | 16. januar 2012 | 6 kommentarer

Fattigdomsdebatten raser stadigvæk og det nyeste skud på stammen i sager der kan forarge, er Sofie, der har tilladt sig, at beklage sig over sin situation som fattig studerende. Hun har skrevet det mest kommenterede indlæg på politikken nogensinde og før hende var det Carina, den enlige mor, som var i vælten.

Jeg tror, at mange vil være enige med mig i, at debatten er kørt af sporet. Den er kørt et sted hen, hvor det handler om enkeltpersoners budgetter, hvorvidt det er en ret at kunne deltage i det sociale liv på sit studie, eller hvor mange gange man med rimelighed skal spise pasta med ketchup om ugen. Selvom at diverse nyhedsmedier kunne finde en person, alle kunne blive enige om var egentlig fattig, ville debatten alligevel være for ensidig.

Selvfølgelig handler spørgsmålet om fattigdom om den enkeltes levevilkår og hvor vidt disse er rimelige. Men der er også en hel samfundsmæssig dimension, som let bliver glemt i debatten. Den handler om hvad fattigdom som en mere generel størrelse gør ved vores samfund.

Fattigdom som samfundsmæssigt fænomen, er nemlig ikke noget vi kan måle på de enkeltes rådighedsbeløb, det handler om den afstand der er mellem de der er nederst i et samfund og de der er øverst. Det er er altså uligheden, som har den største betydning. Her på modkrafts Kontradoxa sektion har jeg anmeldt bogen ”Lighed – hvorfor alle klarer sig bedre i lige samfund”, af Richard Wilkinson og Kate Pickett, som bl.a. viser at vores konkrete placering i et samfund i forhold til andre samfundsmedlemmers placering har en væsentlig betydning for, hvordan vi har det rent mentalt og fysisk. Dermed har den interne fordeling af rigdom ofte mere at sige end den samlede rigdom i et land.

Igennem en række statistiske og kvalitative undersøgelser viser Wilkinson og Pickett hvordan lighed gavner samfundslivet og de sociale relationer, den mentale sundhed og stofmisbruget, det fysiske helbred og den gennemsnitlige levealder. Men også antallet af overvægtige, indsatte i fængslerne og teenager graviditeter, uddannelsesniveauet, mængden af vold, længden af de straffe der gives og den sociale mobilitet.

Og noget af det mest interessante er, at Wilkinson og Picketts undersøgelser viser, at ”næsten uanset indkomstniveau er det (...) bedre at leve i mere lige samfund”. Lighed gavner alle i et samfund, ikke kun de fattige. Med de sidste ti års voldsomme udvikling i uligheden i Danmark, bør bogen give stof til eftertanke og ikke mindst skyts til venstrefløjen, i den aktuelle fattigdomsdebat.

Samtidig giver bogen et grundlag for et endeligt opgør med den borgerlige idé om, at ulighed er en katalysator for vækst, som gavner hele samfundet – også de dårligst stillede. Ulighed gavner ikke hele samfundet, faktisk forholder det sig stik modsat. Og det er sådan set det vi burde diskutere, når debatten handler om fattigdom, i stedet for tilfældige menneskers budgetter.

Vores gamle regering førte en økonomisk politik, der gjorde Danmark mere ulige og dermed overordnet til et dårligere samfund – ikke bare for den dårligste stillede del af befolkningen, men for os alle sammen. Vores nuværende regering viderefører stort set den samme økonomiske politik, bl.a. fordi De Radikale har fået så forholdsvis stor indflydelse. De er dermed i gang med at ødelægge det ligheds fundament, der gør og har gjort Danmark til et langt bedre samfund at leve i, end eksempelvis USA.

Men det er samtidig langt fra nok at kræve 1960’ernes Danmark tilbage. Vi kan ikke sætte vores lid til socialdemokratisme og keynesianistisk politik. Verden og den globale økonomi har forandret sig for meget. Vi lever i en global neoliberal kapitalisme, hvor små stabile og lukkede socialdemokratier er en ting fra fortiden. Keynes er, grundet manglede alternativer, blevet venstrefløjens økonom. Det eneste vi kan finde på som svar på krisen, er offentlige investeringer. Men dette langt fra nok – alene af den grund, at Danmark er en åben økonomi og offentlige investeringer derfor i nogen grad er, som at skovle penge ud i havet.

For at skabe ikke bare lidt mere lighed i forhold til hvordan tallene så ud, da den borgerlige regering gik af, men meget mere lighed, skal vi tage et fundamentalt opgør med vækstdogmet, underordnet hvordan vi vil forøge at skabe vækst. Hvis vi følger resultaterne af Lighed er vi nødt til grundlæggende at transformere vores samfund – hvilket ikke er noget socialdemokratisk politik anno 2011 peger i retning af.

Der er derfor masser af gode grunde til, at vi i Danmark hopper ordentligt med på Occupy-bevægelsen og arbejder for reel lighed for de 99 procent, der også vil få gavn af den.


Er der kun liberal systemkritik tilbage?

Af Pil Christensen | 23. oktober 2011 | 19 kommentarer

”Der er kun liberal systemkritik tilbage. Hvor skulle systemkritikken fra venstre komme fra?” det spørgsmål stilles retorisk af Christopher Arzrouni fra tænketanken Cepos i en stor artikel om Enhedslisten og venstrefløjen i Information weekenden efter valget. Selvom jeg sjældent er enig med Cepos, må jeg delvist give Arzrouni ret. Der er langt imellem, at store drømme om et andet samfund eller nye måder at indrette det eksisterende på, kommer fra venstresiden af skalaen.

Men med valget af en rød regering d. 15. september har der åbnet sig nye muligheder for venstreorienteret systemkritik. Samtidig gør 10 års borgerlig politik, finanskrise og et forfaldent velfærdssamfund det helt nødvendigt at venstrefløjen kommer med visioner og bud på andre retninger for samfundsudviklingen.

Systemkritikken og visionerne for et radikalt andet samfund end det vi kender, har derimod ikke manglet fra den anden ende af spektret de sidste ti år. Cepos har selv stået for en del af dem, med eksempelvis skatteforslag, der har haft som mål at omfordele midlerne drastisk fra de fattigere dele af befolkningen til de rige. Men også Dansk Folkeparti har fremlagt forslag, der gør op med nogle af de borger- og frihedsrettigheder, vi ser som faste bestanddele af vores samfund, eksempelvis retten til at gå klædt som man selv vil.

Systemkritikken, visionerne og utopierne for et mere lige, solidarisk og frit samfund har haft svære kår de sidste ti år. Det er som om både kritik og visioner ikke har kunnet ånde og få liv i den dagsorden der har været sat af den borgerlige regering, dens støtteparti, diverse borgerlige kommentatorer og tænketanke.

Størstedelen af venstrefløjens arbejde (det jeg selv har lavet inklusivt) har udformet sig som en defensiv kamp, hvor man med næb og klør har forsøgt at forsvare status quo. Der har været modstand mod de forringelser af velfærd, rettigheder for asylansøgere, lønmodtagere, arbejdsløse og klima vi har oplevet igennem ti år.

Men det har ofte været en desperat kamp, hvor visioner og mere langsigtede kritikker er trådt i baggrunden til fordel for et hæst råb om vi ikke bare i det mindste kan bevare efterlønnen og ikke skære i dagpengeperioden. Det er ikke fordi, disse sager ikke er vigtige, men det understreger den absolut defensive rolle venstrefløjen har indtaget de sidste ti år.

En forklaring kan være, at venstrefløjen har været for meget i opposition. Placeret så langt fra magten, både på Christiansborg og i den offentlige debat, at det ikke har givet mening at råbe op omkring utopier, mens den dårligst stillede del af befolkningens levestandard blev konstant forringet. Visioner fra venstrefløjen har virket malplacerede og ligegyldige i et borgerligt domineret landskab.

Manglen på venstrefløjsvisioner i den offentlige debat er derfor ikke kun et spørgsmål om mangel på kloge hoveder, gode ideer og taletid, men må også ses som et strukturelt problem, skabt af ti års borgerligt hegemoni.

Den neoliberale samfundspagt visner

Arzrounis begrundelse for den manglede systemkritik fra venstre forklares med at SF og Socialdemokraterne er systemet. Det er en udlægning, som jeg bestemt mener har en vis gyldighed. Det er dog et noget andet system, jeg har i tankerne end Arzrounis.

Den røde regering og partierne bag den er en del af det system og den politik der er blevet forstærket og udbygget de sidste ti år under Fogh og Løkke, men som blev skabt allerede med Nyrups socialdemokratiske regeringer i 90´erne og det konservative styre i 1980´erne. Dette system kan betragtes som en gennemgribende neoliberalisering af vores samfund.

Det har betydet privatiseringer, forringelser af velfærden, svækkelse af arbejdstagernes rettigheder og magt, individuelle løsninger i stedet for kollektive og en magtmæssig og økonomisk omfordeling fra de mindre til de mere bemidlede.

Det neoliberale projekt som har omformet vores samfund har også ændret staten markant. Men man skal ikke tage fejl her, selvom den liberale drøm inkluderer et mindre statsapparat i den klassiske udgave, så har det langt fra været en del af den neoliberale udvikling. Staten har beholdt sin størrelse, men har ændret sit fokus fra et socialt og forsørgermæssigt, til et kontrollerede og straffende.

Den nye regerings politik ligger vejen åben for at fortsætte i det neoliberale spor, den har endda vist sig villig til føre en endnu mere højreorienteret økonomisk politik, end man kunne have håbet på. Alligevel er det på flere måder et andet politisk landskab, vi står i.

Finanskrisen har været med til at skærpe fornemmelsen for den uretfærdige fordeling af goder i vores samfund. Jeg tror, at der er en del flere mennesker i dag end for 5-10 år siden, som eksempelvis synes bankerne må betale det tilbage, de har fået af statskassen og komme under en vis administration.

Samtidig står vi for første gang siden Anden Verdenskrig i en situation, hvor den unge generation ikke kan håbe på en fremtid, der er bedre eller lige så god som forældregenerationens. Stigende arbejdsløshed, forgældning og usikkerhed er allerede store dele af den europæiske ungdoms basale livsvilkår.

Den neoliberale samfundspagt som lovede os evigt forbrug og stigende velstand på baggrund af en uudtømmelig kilde af billige lån, hvis vi til gengæld arbejdede hårdt og mere, er på retur. I stedet betaler vi nu direkte for finanssektoren og eventyrlystne virksomheders tab, når renten for almindelige mennesker sættes op, så banker og virksomheder ikke krakker.

Det neoliberale projekt er bestemt ikke dødt, men tømmes for egentligt indhold. Løsningerne i form af flere lån, mere forbrug, flere udliciteringer, privatiseringer og omfordeling til de rige, til fordel for os alle, fremstår mere og mere skingre og virkelighedsfjerne.

Men det er ikke kun på den økonomiske front, at vi står i en anderledes situation. De Radikale og Enhedslistens store fremgang, har også vist, at de partier der har stået fast på en anden udlændinge- og flygtningepolitik end flertallet, er blevet belønnet for det. Nationalkonservatismen og den fjendske udlændingepolitik har lidt et lille nederlag, som forhåbentligt kan vise sig bare at være begyndelsen til et større opgør med den retning Danmark og mange andre europæiske lande, har bevæget sig i.

En ny situation

Men vigtigst lige nu og her er, at vi fået en ny regering, der på trods af den tilsyneladende højredrejning i regeringsgrundlaget, giver venstrefløjen et andet felt at agere i. Det giver en stor forpligtelse til at udnytte dette nye mulighedsfelt ved at udfordre og presse den parlamentariske venstrefløj og den røde regering hen mod en mere solidarisk, lige og fri dagsorden.

Visioner, utopier og systemkritik fra venstrefløjen vil klinge mindre hult og virkelighedsfjernt i den nye situation, end den har gjort de seneste ti år. Og den er absolut nødvendig hvis ikke vores nye røde regering skal ende med at videreføre en neoliberal politik, der bortset fra et par afslebne kanter, en luns til diverse røde organisationer nu og da og et par oppustede og hule røde mærkesager, ellers vil ligne de sidste ti års borgerlige politik.

Her er Enhedslisten markant ændrede rolle vigtig. Enhedslisten kan som parlamentarisk grundlag ikke vælte en ny regering ved først kommende utilfredshed. De stemmer, som Enhedslisten har fået, er stemmer til at trække en ny regering til venstre, ikke til at vælte den og skabe mulighed for en ny borgerlig regering.

Det betyder også at venstrefløjens parlamentariske vagthund træder i baggrunden, for en mere kompromissøgende vovse, der undlader at gø og snerre i situationer, hvor den ellers ville have gjort det. Det bliver derfor heller ikke Enhedslisten, der hovedsageligt kan komme med visionerne for et mere demokratisk, mere lige og solidarisk samfund, i stedet kommer de sandsynligvis til at bruge det meste af deres tid på at rulle den borgerlige politik tilbage på så mange punkter som muligt.

Det er dette, som bliver Enhedslistens succeshistorier – når borgerlig politik bliver rullet tilbage, måske helt tilbage til 2001 niveau. Ikke at det er uvæsentligt – for den borgerlige politik har bestemt gjort stor skade. Men det er langt fra nok i forhold til de udfordringer vi står overfor med global finanskrise, klimakatastrofe, stigende arbejdsløshed og større og større ulighed.

Enhedslisten ændrede rolle er med til at understrege behovet for en aktiv, systemkritisk og visionær venstrefløj udenfor parlamentet, hvis der skal udvikles alternativer til den skrantende neoliberale samfundspagt.

Den ikke-parlamentariske politik er ikke kun nødvendig som en modspiller til den parlamentariske. Der er behov for systemkritik, politikudvikling og visioner, som tør skide på om der kan tælles til 90. Der er brug for ideer og visioner om, hvordan Danmark kan trækkes egentligt til venstre, uden at parlamentariske flertal og overdreven pragmatik hele tiden skal tænkes med. Visioner, ideer og utopier, der går på tværs af det parlamentariske spil er en nødvendighed for at udvide tankerummet for hvad der overhovedet er muligt at forestille sig og legitimt at håbe på.

Konsensus lammelsen

Vi står i en situation, hvor alle Folketingets partier er indrulleret i velfærdsstatsparadigmets konsensus lammelse. Det neoliberale projekt er, uagtet om det er blevet videreført af den blå eller den røde side, hele vejen igennem blevet italesat indenfor rammerne af velfærdsstaten. Velfærdstaten rummer hele det parlamentariske politiske landskab, og det er her et af problemerne opstår.

Vi har i løbet af de sidste ti år set at skellet mellem de mest og de mindst bemidlede er øget betragteligt. Der er sket igennem 1. og 2. klasses velfærdsydelser, 1. og 2. rangsplaceringer inden for velfærdssamfundet, hvilket har været med til at øge marginaliseringen af bestemte grupper. Ekskluderingen af disse grupper er blevet slået fast og vejen ind i 1. klasses fællesskabet er næsten blevet umuliggjort.

De store kollektive fortællinger der omhandlede os alle er blegnet, mens de tilhørende institutioner der skulle inkludere alle er svækkede. Velfærdsstatens fællesskab er ikke længere for os alle sammen og dette er kernen i den neoliberaliserede velfærdsstat.

Logikken er at den økonomiske krise har sat os i spændetrøje: det er vores økonomiske overlevelse (konkret: vi skal ikke ende som Grækenland) eller velfærdsydelserne som vi kender dem, valget står imellem.

Det hele handler godt nok om at bevare velfærdsstaten, lige meget hvilken ende af det politiske spektrum vi befinder os i og vi står derfor med et ikke-valg. Den neoliberale økonomiske politik, der er blevet fundamentet for velfærdsstaten, har ændret sig fra at være politik – altså det at tage valg og lave prioriteringer - til lovmæssigheder, noget som normalt hører naturvidenskab til.

Men den neoliberale velfærdsstat er i krise. Og venstrefløjen skal ikke forsøge at samle stumperne op og redde den synkende skude med bankpakker. Det er der bare ikke nogen af Folketingets partier tilhørende den røde ende, der kan tillade sig at sige. Bevarelse af den neoliberaliserede velfærdsstat er det eneste, de har haft på dagsordenen, så længe de har fungeret som opposition, de hverken tør eller kan derfor komme med ideer, der rækker udover denne.

Men måske er velfærdsstaten, i sin nuværende form, eller som den tog sig ud den gang de borgerlige og neoliberalismen endnu ikke havde været på spil, ikke den eneste vej at gå for venstrefløjen. Det betyder også at venstrefløjen ikke nødvendigvis skal kræve at få de gamle velfærdsydelser tilbage.

Det er muligt, at vi kan udtænke andre måder hvorpå kollektivitet, solidaritet og omfordeling, sammen med lige muligheder, frihed og fællesskab kunne blive et bæredygtigt fundament for vores samfund. Noget der vil kræve at den neoliberale samfundspagt brydes endeligt og at der ikke tages udgangspunkt i et økonomisk system, som kun modarbejder netop det fælles via eksklusion.

En ting, vi dog kan være forholdsvis sikre på, er, at sådanne visioner ikke udarbejdes i Folketinget. Derfor er det helt nødvendigt, at en venstrefløj som ikke er bundet af parlamentet kommer på banen både med systemkritik og visioner. De gælder lige fra de græsrodsorganisationer som er aktive i lokalmiljøer og omkring enkeltsager, til de mere flygtige grupperinger organiseret omkring særlige steder og praksisser samt de initiativer vi har set opstå og forsvinde igen i løbet af de sidste 10 år, som reaktion på den borgerlige dominans.

Men hvis Arzrounis udsagn skal udfordres, skal de mere etablerede ikke-parlamentariske organisationer også på banen både når det kommer til kritik og visioner. Det gælder fagbevægelsen, såvel som diverse centrum-venstre tænketanke, interesseorganisationer og Ngo’er. De skal ikke være så bange for at slå revner i den nye og røde facade og heller ikke for at komme med ideer og forslag, som ikke passer ind i den parlamentariske dagsorden. Heller ikke for at stille langt højere krav end flertalskonstellation kan rumme.

Det er muligt at sådanne organisationer og sammenslutninger, er syltet ind i staten og partierne på alle leder og kanter. Alligevel må de komme med ideer og forslag der går langt ud over S og SF´s partiprogram og regeringsgrundlaget. De skal se det som deres opgave at overskride hvad de parlamentariske partier kan. Særligt i den delvist låste situation den nuværende regeringskonstellation skaber for både regeringspartierne og Enhedslisten.

Politik er simpelthen for vigtigt til at overlade til kun dem, der nu har det som arbejde – politikerne. Politik er ikke bare administration af vores liv, det er er skabelsen af fundamentet for det. Politik i dag fremstår mere og mere som et simpelt karrierevalg, bl.a. understøttet af det faktum at de fleste politikere aldrig har haft andet arbejde. Politik er selvstyringen af vores egne liv og samfund sammen, derfor skal det ikke begrænses til parlamentet og politiske karrierer, noget det historisk heller ikke har været.


Valg i krisens tegn

Af Pil Christensen | 14. september 2011 | 3 kommentarer

Hvad den danske ungdom er ved at vågne op til – stigende arbejdsløshed, forgældning og usikkerhed – er allerede den engelske ungdoms basale livsvilkår. Som i Grækenland, Spanien, Egypten og Tunesien stiller den brede del af ungdommen spørgsmålstegn ved om de kan håbe på fremtid, der er bedre end forældregenerationens.

Uanset hvem der vinder valget i Danmark på torsdag, vil de alle skulle føre politik på baggrund af den nuværende finanskrise.

Den finansielle krise, der i 2008 brød ud i lys lue, har været efterfulgt af en række voldsomme nedskæringer på alle former for sociale ydelser og uddannelse i de fleste europæiske lande, i USA og i resten af verden. Men krisen er også blevet mødt med en række protester og optøjer, hovedsageligt ført an af ungdommen.

I de mest neoliberaliserede samfund, og her er England et ‘foregangsland’, findes både de mest ekstreme eksempler på klassekamp fra oven – omfordeling af velstand og gæld til fordel for bankerne og de velbemidlede – og de modstands- og afmagtsformer, der er mest kendetegnende for neoliberalismens tidsalder.

Millbank-optøjerne i november 2010 var et politisk vendepunkt for den engelske ungdom, en overgang fra afmagt til modstand. Tre tusind unges besættelse og ødelæggelse af det konservative partis hovedkvarter var ikke blot udtryk for ungdommens frustration og vrede, men definerede denne ungdom som mere end blot en passiv gruppe.

En anden side af den sociale og økonomiske armod var de gadekampe og massive plyndringer af butikker i London og en række andre engelske byer, som skabte overskrifter i hele verden i sommers. Det har ikke skortet på fordømmelser af sommerens eksplosive oprør. Men heller ikke på analyser af hvad der har forårsaget oprøret og hvordan vi skal forstå det.

David Harvey fortæller os hvordan kapitalismen er blevet vild og uhæmmet og at når de rige stjæler med arme og ben fra alle andre, så svarer mennesker uden noget igen. De plyndrer, hærger og bruger vold og spejler på den måde kapitalismens vildskab. Slavoj Zizek forklarer os, hvordan vores samfund fejrer valget, men i virkeligheden er den eneste måde at bryde den demokratiske konsensus netop den blinde, programløse vold og hærgen. Mens Zygmunt Bauman analyserer oprøret som en reaktion fra den urealiserede forbruger, der ikke kan blive et helt og inkluderet menneske, uden at kunne forbruge og derfor må anskaffe sig tingene på anden vis.

Tilbage i Danmark har det været forsøgt utallige gange fra politikere, kommentatorer og medier at begrave finanskrisen, alligevel tror jeg det står lysende klart for de fleste, at den slet ikke er død, ovre eller på vej til at blive opsving. Snarere ser det ud til, at den bider sig mere og mere fast i kødet på vores økonomi. Jeg tror også godt, at mange er klar over, at hverken 12 minutter, skattelettelser eller offentlige investeringer vil ændre den økonomiske situation radikalt.

Den stigning der har været i uligheden i de sidste 10 år, er selvfølgelig et resultat er den førte borgerlige politik. Det ville næsten også være mærkeligt andet, hvis ikke det var lykkedes vores regering, at sætte et sådant præg på Danmark. Men det er ikke dansk borgerlig politik alene, der har gødet jorden for stigende ulighed.

Danmark er en del af en global økonomi og globale finansielle institutioner har indflydelse på både økonomi og politik. Derfor kan vi godt kigge ud i verden, både når det gælder om at forstå, hvad finanskrisen er og betyder for vores samfund, og når det kommer til modstanden generelt mod neoliberaliseringen af vores samfund og konkret de tiltag, der er blevet gjort sidens finanskrisens start.

Hvilken regering vi får efter valget på torsdag kommer absolut til at have en betydning for hvordan finanskrisen vil blive håndteret. Men det er svært at forestille sig, at selv en rød regering løser alle problemerne. En rød regering, vil også skulle agere og lave politik i en verden der gennem de sidste 30-40 år har set en radikal neoliberalisering af kapitalismen og en medfølgende øgning af skellet mellem rige og fattige, privatiseringer af det offentlige og det fælles og nedskæringer på alle fronter af det traditionelle velfærdssamfund.

Finanskrise og neoliberaliseringen i både et nationalt, globalt og lokalt perspektiv er derfor noget vi er nødt til at forholde os til lige meget hvilken regering vi får.

Med udgangspunkt i det seneste års bevægelser, protester og optøjer med rod i ungdommens vrede, vil fire gæster fra England dele deres analyser og erfaringer fra den ekstreme engelske neoliberalisme og modstanden mod den. Jeg håber dette kan være et udgangspunkt for at diskutere den finansielle krises og den fremadskridende neoliberalismes omformning af vores muligheder og fremtid, men også den specifikke situation i Danmark: hvad kan vi lære af vores gæster, og hvad kan vi lære dem?

Deltagere:

David Harvie og Keir Milburn (The Free Association og Turbulence magazine)

Sara El Sheekh (King’s College No Cuts and Action Palestine, Egypt Solidarity)"

Aktivist fra Precarious Workers Brigade og Arts Against Cuts

Sted og tid:

Folkets Hus, kl. 15-19.30 (med folkekøkken) Lørdag d. 17 September 2011

OBS: Senere på efteråret vil en gruppe græske aktivister besøge København og fortælle om finanskrisen, nedskæringer og kampen i mod de neoliberale tiltag i Grækenland – mere info vil følge.


En sidste opdatering fra Guds eget land

Af Pil Christensen | 15. juli 2011 | 43 kommentarer

Det er præcis 11 måneder siden, jeg forlod København og satte kursen mod San Francisco. Jeg startede mit amerikanske eventyr og de refleksioner jeg har gjort mig over det her på bloggen.

Nu sidder jeg i flyveren på vej mod Zürich og har lige fået den 80-årige Filipinsk-amerikanske dame, jeg sidder ved siden af, til at stoppe med at missionere. Den ellers så smilende og gamle dame fik vilde øjne og en skinger stemme, mens hun citerede bibelvers for mig. Hun fortalte at herren altså snart kom, og at jeg blev nødt til at tro.

Det er på sin vis en fin måde at afslutte min USA tur på, fordi religion på flere måder har været en stor del af mit ophold. På den ene side har Sarah Palin og hendes fanatiske tea-party kammerater runget ud gennem alle medier med deres dybt højrereligiøse og reaktionære budskaber, hele den tid jeg har været her. På den anden side har to af de mennesker allertættest på mig, været henholdsvis dybt troende muslim og katolik - begge to yderst progressive og seje.

De to forskellige måder religion har været i mit liv på, har understreget for mig, at den gamle marxistiske idé om religion som opium for folket, er en forstokket og old-school forestilling. Religion er et socialt fænomen, og det er også sådan, vi bør forholde os til det. Mennesker fortolker og bruger det forskelligt – både til gode og dårlige ting, men det er altid mennesker, der bruger religionen og ikke omvendt.

Min tid herovre har ikke fået mig til at ændre mine meninger om religion radikalt, men oplevelsen af at være så tæt på mennesker og en verden hvor religion har så stor betydning, har givet mig en anden og dybere forståelse af fænomenet. Det samme gælder for noget som racisme, et fænomen jeg ligeledes har oplevet på en anden måde i USA.

Jeg har skrevet en del her på bloggen om den tætte sammenhæng mellem klasse og race, jeg har oplevet. Men det er vigtigt at understrege at racisme også er en mekanisme, som er absolut uafhængig af alle former for økonomi.

En del af racismens måde at virke på hænger sammen med racialisering, som er den proces der sker, når race produceres og reproduceres socialt. Socialt hierarki mellem racer er selvfølgelig en del af racismen, men det vidste jeg godt i forvejen. Til gengæld er noget af det, jeg har oplevet, der har slået mig hårdest, været den afracialisering der sker af hvide, som en del af reproduktionen af et race hierarki.

Det jeg begyndte at forstå er nemlig, at hvide er ikke nogen race og at det er her, en vigtig del af magtforholdet befinder sig. Der er alt for stor forskel på hvide, de er jo alt muligt forskelligt og kommer fra en masse forskellige lande, har utroligt forskellige traditioner og kulturer. De kan slet ikke kategoriseres i en bunke på samme måde som alle andre. Det gælder i høj grad for hvide amerikanere, som nærmest altid henviser til deres europæiske arv.

Selvom forskelligheden jo teknisk set er ligeså stor eller større mellem alle de personer, der racialiseres som sorte, latinoer eller asiater osv., er dette perspektiv meget lidt fremstående. For racismen virker igennem det at kunne kategorisere, vedhæfte en kultur, ideer, opførsel og traditioner og kæde det samme med forskellige fysiske og sociale træk.

Men der findes ikke fysiske racer, derimod findes der forskellig hårfarve og tekstur, hudfarve osv. Genetisk set er der større intern forskel mellem de mennesker, vi betegner som sorte, end der er mellem sorte og hvide. Race eksistere kun i vores sociale omgang med hinanden og i vores hoveder. Og det eksisterer aldrig som neutral forskellighed, men altid som et magtforhold.

En sidste ting, som har fyldt mine tanker herovre, handler om en særlig pragmatisme, der har trængt sig på. I et år har jeg fortalt om den danske velfærdsstat og alle de fantastiske ting den indeholder, kritiseret det sociale system i USA og prist mig lykkelig over at komme fra Danmark.

Jeg kender mennesker, hvor et ophold i USA har ændret dem meget, og jeg forstår det godt. Med kapitalisme på speed, et fuldstændigt ødelagt socialt sikkerhedsnet, den mindste sociale mobilitet i de vestlige lande og en forskel mellem rig og fattig, så man slet ikke forstår det – er det ikke så mærkeligt, at en rolig kapitalisme, med socialdemokratisk omslag virker ret så tiltalende.

På kort sigt er jeg da også sikker på, at mere social demokratisk politik ville gøre USA et bedre sted for de mange mennesker, der ikke lever fedt af at udnytte andre. Mere omfordeling af den samlede værdi kan man aldrig klage over.

Samtidig har jeg her i USA oplevet en direkte solidaritet, en åbenhed og en hjælpsomhed, som har overvældet mig. Som jeg har skrevet om før, skaber den solidaritet der medieres gennem staten en socialdemokratisk sump, som bliver problematisk i længden, fordi den blokerer for den mere direkte solidaritet. Det er blandt andet denne sump, som har en stor del af skylden for, at den neoliberale drejning af vores samfund har fået så forholdsvis lidt modstand.

Jeg er derfor også kommet frem til, at det ikke går at blive pragmatisk i den klassiske forstand, selvom denne pragmatisme har trængt sig på. Selvom jeg sætter meget stor pris på, at jeg bor i Danmark og ikke i USA, ville det ikke være rigtigt at stræbe bagud, mod den lunkne løsning man har. Det ville være absurd, hvis man begrænsede sin politiske fantasi til ultra kapitalisme eller reguleret stats socialdemokrati.

USA har derfor nærmest også haft den modsatte virkning på mig. I stedet tænker jeg, at det må være muligt at få det bedste fra begge verdner og ende et sted der ikke ligner nogen af dem.

Oprindeligt havde jeg egentlig tænkt at bloggen skulle stoppe, når USA turen var slut. Men tror ikke helt jeg er færdig med at skrive her, så den fortsætter nok lidt endnu.


1. Maj: Fire strategiske krav til fagbevægelsen

Af Pil Christensen | 1 maj 2011 | 11 kommentarer

Fagbevægelsen er helt og aldeles nødvendig som samfundsforandrende kraft, men den er ikke progressiv i sig selv. Derimod kan fagbevægelsen som institution, være med til at konservere gældende magtstrukturer og være direkte tilbageskuende.

Kapitalismen har gennemgået en gennemgribende transformation de sidste 30-40 år og til trods for arbejderkampenes drivende rolle i denne forandringsproces, har fagbevægelsen ikke formået at forandre sig selv tilsvarende. Som en konsekvens af det, formår fagbevægelsen ikke at relatere til de nye forhold og handle på dem.

Som tidligere argumenteret for, her på bloggen, udstiller den økonomiske krise de svagheder den nuværende fagbevægelse lider under. Krisen stiller samtidig skarpt på de valg, fagbevægelsen er nødt til at tage i den allernærmeste fremtid. I forlængelse heraf og i dagens anledning, vil jeg stille fire strategiske krav, som kan være med til at skabe en progressiv fagbevægelse.

1. Krav: Fagforeningerne skal blive globale i kampen mod neoliberalisme og kapitalisme

Med en fuldstændig global kapitalisme, vinder vi aldrig, hvis den faglige kamp forbliver på det lokale og nationale niveau. I stedet for at praktisere, i mange sammenhænge halvhjertet, transnationalt samarbejde, skal fagforeningerne arbejde på at blive reelt globale.

Det betyder, at samarbejder med fagbevægelsen i andre lande og andre dele af verden ikke skal ske med henblik på, først og fremmest, at forbedre egne forhold. Eksempelvis skal at den danske fagbevægelse ikke primært samarbejde med indiske fagforeningerne, for at sørge for, at disse ikke udgør en trussel mod danske arbejdspladser.

De skal samarbejde med dem, fordi det kun er igennem fælles strategier og kampe, der bevæger sig på både globalt, nationalt og lokalt niveau, at vi kan gøre os håb om, at blive en reel modstand mod den kapitalistiske udbytning.

Det transnationale samarbejde skal blive globalt ved, at der dannes og investeres tid og ressourcer i globale organisationer og netværk. De nye organisationer skal ikke kun arbejde for at opretholde allerede eksisterende rettigheder og konventioner (som eks. ILO). Derimod skal de kæmpe solidariske kampe for nye rettigheder, der krydser grænser.

2. Krav: Fagforeningerne skal rodfæste sig i lokalsamfundet

Fagforeningerne skal danne stærke alliancer med de lokalområder, hvori de arbejder. Det gælder både en direkte forankring i området, men også samarbejde med forskellige former for lokale organisationer, grupper og bevægelser.

Eksempler på en sådan solidaritet og gensidighed kommer til udtryk når den lokale havnearbejder fagforening i Oakland (ILWU, Oakland Dock Workers Union), lukker havnen i protest mod politiets racistiske behandling af unge sorte mænd i byen. Eller når samme fagforening nægtede at aflæsse sydafrikanske handelsvarer i havnen under Anti-apartheid regimet.

Som jeg har skrevet før, engagerer fagforeningen sig konkret i de problemer, medlemmerne møder og da race og klasse er vævet sammen, er den antiracistiske kamp en nødvendighed i arbejdskampen.

Men endnu vigtigere, så formår ILWU at forbinde specifikke kampe, der hænger sammen i den overordnede kamp for et mere lige, demokratisk og retfærdigt samfund. Det samfund vi drømmer om og kæmper for, er ikke er et samfund, hvor det kun er udbytningen af menneskets produktivitet, der er ophørt. Det er derimod et samfund, hvor alle former for undertrykkelse og hierarkier bygget på eksempelvis race, etnicitet, køn eller seksualitet er væk.

3. Krav: Fagforeningerne skal opløse grænsen mellem produktivt og reproduktivt - betalt og ubetalt arbejde

Fagbevægelsen opgave på lang sigt, er at opløse de strukturer, der skaber udbytning. Da udbytning ikke kun sker på selve arbejdspladsen, skal fagbevægelsen både i deres konkrete arbejde og med øje for det langsigtede perspektiv, arbejde mod at nedbryde skellet mellem det produktive og det reproduktive - det betalte og det ubetalte arbejde.

Mere og mere arbejde udføres, og værdi produceres, uden for det traditionelle arbejdsmarked. Det gælder ikke kun for vidensarbejderen, der får i ideer ved spisebordet og i badet, men også for servicearbejderen og omsorgsarbejderen der udvikler sine evner til at danne sociale relationer til den lokale byfest.

Derfor skal fagforeningens arbejde også inddrage hele livet – for det er hele det menneskelige liv, som er produktivt og hele livet som udbyttes.

Konkret skal fagforeningerne organisere arbejdsløse, kontraktansatte, løsarbejdere, husarbejdere, papirløse immigranter og studerende. Fagbevægelsen skal på sigt stile mod at opløse de faglige skel og arbejde ud fra en idé, hvor hele det menneskelig liv anerkendes som en del af grundlaget for vores produktion.

4. Krav: Fagbevægelsen skal have som mål at overskride kapitalismen

Der skal gøres op med den idé, at det skulle være specielt radikalt eller utopisk at overskride kapitalismen. Hvad der er radikalt eller utopisk er løbende til forhandling, og ikke statiske størrelser.

Den nuværende strategi har spillet fallit; den kapitalistiske måde at producere på og organisere de basale menneskelige relationer, har frembragt en ulighed, som kun er taget voldsomt til de sidste 30-40 år – både indenfor de enkelte nationalstater og mellem nord og syd.

Samtidig er den kapitalistiske produktionsmåde i fuld gang med at ødelægge det dyrebareste og mest basale vi har – vores natur, som skaber grundlaget for alt andet liv. Den kapitalistiske måde at organisere produktionen på nedbryder vores solidaritet og vores fællesskaber og opbygger antagonisme og fjendskab.

Der er intet i denne verden – om det gælder rigdom eller lykke, vi ikke kan skabe uden et kapitalistisk system. Fagbevægelsen skal være med til at lede efter sådanne alternativer, formulere forslag til andre produktionsmåder og gøre utopierne til virkelighed.

God 1. Maj


Med Gud i Disneyland

Af Pil Christensen | 14. april 2011

Kapitalismen bruser gennem mine årer, og alt er som i en barnedrøm, her i det de kalder ”det lykkeligste sted på jorden” – Disneyland. Der er proppet med mennesker, og det ser ud til, at en god del af dem er faldet i frituregryden som børn. Disneyland får mig til at føle en blanding af lykke og afsky som aldrig helt rigtig kommer i balance i de 14 timer jeg befinder mig i denne verden, hvor alt er lavet af plastic og dyppet i friture.

Jeg er taget med min veninde ned for at besøge en del af hendes familie, som bor lidt uden for LA, kun 10 minutters kørsel fra Disneyland. Familien har årspas til den legendariske forlystelsespark og kommer der flere gang om ugen.

Kusinen arbejder, som levende reklamesøjle, i en mærkelig fusion af en forlystelse og et fremtidseksperimentarium. Hendes job er at optræde i forskellige installationer – en stue, et køkken eller en bil og fortæller om disse produkter. De firmaer der får fremført de levende reklamer har sponsoreret forlystelsen, som viser deres nyeste og fremtidige opfindelser.

Vi ankommer tidligt, for der er meget, der skal nås. Et par underholdende timer senere, lægger jeg mærke til, at mange af de besøgende går og spiser en underlig stor brun ting på pind. Det er ikke en is, men en corn-dog: En pølse indsvøbt i majsbrød og derefter friturestegt. Familien griner længe af min uvidenhed og er dybt forundrede over mit manglende kendskab til den alternative hotdog.

Den kulinariske oplevelse kan jeg ikke længere være foruden, fastholder de. Vi placerer os med hver vores corndog i en lille have, rammet ind af et yndigt lille hvidt stakit og buske med lyserøde borde af plastic, små nuttede parasoller med flæser. Over alt er lyserøde og lyslilla sløjfer.

Jeg ved ikke helt, hvordan det sker, men på en eller anden måde kommer vi til at snakke om, at min venindes onkel Chris har været alkoholiker. Den kæmpe store mand beretter, hvordan han drak tæt i mange år, og satte alkoholen over alt - selv sin familie. Tante Ruth sidder ved siden af, hun ville ikke forlade ham, siger hun, han var en god mand og en god far, men hun bad hver dag til, at han ville stoppe. Til sidst lykkedes det hende at få ham overtalt til at tage på et kristen hjem for alkoholiske mænd.

Onkel Chris forklarer, at han midt under naveren pludselig indser, at Jesus tog vores synder på sig. Manden der på ingen måde ellers har virket skrøbelig, begynder at græde, og fortæller at han gik direkte hjem og drak alt der var i huset og ikke har rørt alkohol siden. ”Det er et mirakel, for han har ikke siden haft abstinenser.”, supplerer Tante Ruth.

Så tager samtalen en for mig uventet drejning. Onkel Chris stopper sin fortælling og kigger direkte på mig. ”Du tror ikke vel?,” spørger han. Jeg kaster et kort blik på den friture indsvøbte pølse på det lyserøde bord og drejer hovedet: ”Nej det gør jeg ikke og det har jeg aldrig gjort.” svarer jeg.

Forskellige beretninger om Jesus, som alt sammen er almen viden, hvis man da ellers var vågen i kristendomstimerne, bliver fremlagt for mig. På et tidspunkt går det op for mig, at de faktisk missionerer for mig.

De er evangelister og en stor del af denne retning indenfor kristendommen handler netop om at missionere. Mange evangelister er genfødte, efter en fortid fyldt af alkohol, stoffer eller andre ugudelige ting. Det er også dele af den evangelistiske bevægelse i USA, man oftest forbinder med kristne fundamentalister.

Snakken falder på, hvorvidt Gud er en mand, og det mener tante Ruth ikke nødvendigvis. Det er mere ånd og er ikke rigtig noget køn. Men onkel Chris bryder ind, Gud bliver kaldt Faderen, så derfor må han altså være en mand.

Kommer gode mennesker der ikke tror på Gud kommer i helvede”, spørger jeg. Det er et svært spørgsmål, kan man se, for de synes uden tvivl, at jeg et godt menneske, men de mener også, at der er udvalgte folk. Efter lidt overvejelse, forklarer onkel Chris, at helvede jo sådan set bare er det evige liv uden Gud.

Det hele forekommer mig som et temmelig modsætningsfuld oplevelse. Den ultimative forbrugs, begærs og forlystelses himmel, som Disneyland er, passer umiddelbart ikke så godt med det simple og rene Gudsforhold, de taler om.

Næste dags kirkebesøg, gør ikke kontrasten mindre. Kirken er en stor betonbygning, og væggene er helt bare, på nær to storskærme, der på karaoke agtig manér, viser sangtekster, til det band, som spiller. Præsten kommer frem på scenen, og udlægger temaet for dagens gudstjeneste: grådighed.

I denne retning af kristendommen, er alt det overflødige taget væk – pynten i kirken, alle ritualerne, selv præstens sædvanlige outfit, er skiftet ud med cowboybukser og en sweater. Disney Land er modsætningen til alt det, med dets uendelige overflod og ekstravagance.

Dele af kristendommen og kapitalismen har gået hånd i hånd igennem meget af historien og forbrug er i den vestlige verden er tæt knyttet til de kristelige højtider. Alligevel slår det mig at se de to så tæt forbundet, uden at det ser ud til, at skabe den mindste følelse af paradoks hos de involverede.

Tilbage i den lyserøde have udtrykker jeg respekt for deres valg om være religiøse og de udtrykker respekt for mig. Men jeg understreger, at jeg selv forstår verden på en anden måde. Den godhed der findes, er i mine øjne ikke en som kommer fra Gud, derimod findes den netop imellem mennesker. Kærlighed til den anden ikke er noget, jeg behøver en Gud for at tro på. Og selvom der skulle være en Gud, gør det ikke så meget, for jeg tror ikke, at jeg nødvendigvis ville gøre så meget anderledes.

Vi lander på en kompromis, hvor kærlighed til andre mennesker må være det vigtigste – med eller uden Gud. Jeg kan mærke de på en eller anden måde har ondt af mig, ikke patroniserende, men oprigtigt. Tante Ruth siger, at det kan være, at de alligevel en dag hører, at Pil har fundet Jesus og at de så vil blive meget glade. Jeg svarer, at jeg da er rigtig glad for, at Gud har taget mig med i Disneyland i dag.


Den økonomiske krise udstiller fagbevægelsens utilstrækkelighed

Af Pil Christensen | 30. marts 2011 | 13 kommentarer

Den økonomiske krise har udstillet nogle af fagbevægelsens største svagheder. I USA såvel som i Danmark. Den danske fagbevægelse står overfor en skillevej og historien om de massive protester i Wisconsin kan hjælpe den med at tage den rigtige vej. Den danske fagbevægelse skal ikke lære af deres amerikanske kammerater, men derimod tage en helt anden kurs.

Den folkelige modstand mod det lancerede frontalangreb på den amerikanske fagbevægelse i Wisconsin er indtil videre slået ned. Ikke med bombefly, men med det lovforslag, der forbyder fagforeningerne at forhandle kollektivt.

Lovligheden omkring proceduren, der blev brugt til at vedtage lovforslaget, er dog blevet draget i tvivl af en dommer, så intet er afgjort endnu. Mens vi venter, kan tiden bruges til at reflektere over nogle af de større linjer, der er blevet tegnet i forbindelse med hele Wisconsin-affæren.

Selvom min tidligere blog om samme emne kunne ligne en hyldest til den amerikanske fagbevægelse – eller fagbevægelsen som sådan - mener jeg også, der er god grund til at give fagbevægelsens rolle i den nuværende økonomiske krise rolle en mere kritisk granskning.

De offentligt ansattes fagforeninger i Wisconsin var klart og tydeligt imod, at deres ret til at forhandle kollektivt blev fjernet. Det giver naturligvis god mening, da det er en af fagforeningernes vigtigste våben. Men forud for den modstand, havde fagforeningerne sagt ja til store nedskæringer i både pensionsydelserne og støtte til sygeforsikringen.

På den måde påtog de sig det ansvar, de blev pålagt for den økonomiske krise, som er årsagen til nedskæringerne. Wall Street-krak, fede direktørlønninger og bonusordninger, spekulative investeringer og et gigantisk krigsmaskineri – alt det tog de på sig. Der kom ikke mange pip fra den etablerede fagbevægelse, om at de store nedskæringer måske hang sammen med den hasard-kapitalistiske finansmaskine, som den amerikanske økonomi i høj grad er baseret på.

Hvis man ser på den amerikanske fagbevægelses historie, er den manglende kritik egentligt ikke så underlig. Fagbevægelser over hele Europa og USA tog nogle af de vigtigste og mest afgørende kampe i slutningen af 1800-tallet. Disse kampe afgjorde på mange måder deres fremtid i de næste 100 år.

Men hvor den europæiske fagbevægelse formede sig som en relativ progressiv bevægelse, der kæmpede for radikale forbedringer for arbejderklassen, endte den amerikanske fagbevægelse med at blive en temmelig konservativ størrelse.

Vejen til denne konservatisme er selvfølgelig kompliceret, men det er muligt at trække nogle hovedårsager frem. For det første var den amerikanske fagbevægelse udsat for en ualmindelig hård repression fra staten og arbejdsgiverne. Især rettede repressionen sig mod de radikale fagforeninger som IWW (http://www.iww.org) og The Knights of Labor. Disse foreninger organiserede sorte, immigranter og ufaglærte, sammen med faglærte arbejdere. Og de var udtalt politiske og kapitalismekritiske.

Disse bevægelser blev knust, og den mere moderate amerikanske fagbevægelse AFL (American Federation of Labor) etablerede sig som den dominerende, ved at tage ved lære af den hårde modstand mod de mere radikale organiseringer: De organiserede kun faglærte hvide arbejdere, og deres fokus lå på ren og skær organisering, mens man omvendt holdt sig fra at involvere sig politisk.

Denne konservatisme har fulgt den amerikanske fagbevægelse op til i dag, hvilket forklarer de reaktionerne, der blev givet på de nedskæringer, som er fulgt efter den økonomiske krise.

Den kamp, der udspillede sig i slutningen af 1800-tallet, blev afgørende for fagbevægelsen rolle i det amerikanske samfund. Og den økonomiske krise, vi gennemgår i dag, har en lignende afgørende betydning for fagbevægelsen og kan være med til at definere fremtidens fagbevægelse. Fagbevægelsen skal rekonstituere sig og i denne proces tage afgørende valg.

Den økonomiske krise ser ud til at betyde, at vi bliver den første generation i mange år, der vil opleve at leve dårligere end vores forældre. Samtidig sætter denne krise de fremtidige politisk-økonomiske strategier på spidsen – køber vi smøren om, at fremtiden kun sikres ved nedskæringer på velfærden og mere arbejde, eller begynder vi at udtænke helt nye visioner for et fremtidigt samfund.

Som den gang i 1800-tallet, hvor styrkeforholdet mellem de forskellige klasser blev sat midlertidigt på plads, giver den nuværende økonomiske krise udsigter til en genforhandling af denne magtbalance. Klassekampen sættes på spidsen. Og i denne proces skal både kampen, såvel som forståelsen af klasser fornyes.

Selvom den danske fagbevægelse på mange måder adskiller sig fra den amerikanske, mener jeg, at den danske fagbevægelse ligeledes har bevæget sig i en konservativ retning. Og tiden er kommet, til at sætte en stopper for den udvikling. For hvis den danske fagbevægelse forsætter i samme konservative spor, vil den pege i retning af et samfund som det amerikanske, hvor kapitalismen må siges at have den absolutte overmagt.

Den danske fagbevægelse skal derfor tage ved lære af de radikale elementer i den amerikanske fagbevægelse, der blev knust dengang tilbage i 1800-tallet. Den skal forny sig og tage klassekampen seriøst. Dette indebærer at organisere bredere, og ikke kun fokusere på dem der umiddelbart ser ud til at være de stærke (i dagens Danmark de fastansatte offentligt og privat ansatte – i 1800-tallets USA, de hvide faglærte arbejdere).

De skal organisere alle, der tilhører den udbyttede (og produktive) klasse – det gælder studerende, såvel som arbejdsløse, illegale og østarbejdere, men også dem der arbejder ufaglært i den voksende servicesektor og nutidens daglejer, der skifter mellem at være kontraktansat og ikke have noget arbejde. De faglige grænser skal opløses, der hvor de ikke længere giver mening. Og sidst men ikke mindst skal fagbevægelsen blive en politisk kamporganisation.

Det betyder f.eks. at de skal gå lige i flæsket på uretfærdige bankpakker, udstille den sociale skævvridning en afskaffelse af efterlønnen vil skabe, generelt gå til frontal-angreb på den eksisterende forståelse af ”økonomisk ansvarlighed” som er baseret usikre økonomiske fremskrivninger og en misforstået ”economic man”-forståelse, fremlægge progressive strategier for hvordan fremtidens arbejde og værdi kan fordeles og stoppe med at opføre sig som en privat arbejdsløshedsforsikring.


Frontalt angreb på den amerikanske fagbevægelse

Af Pil Christensen | 11. marts 2011 | 5 kommentarer

Så skete det. Et historisk og altafgørende angreb på den amerikanske fagbevægelse er ført til ende. I Wisconsin er det lykkedes den republikanske guvernør Scott Walker at forbyde de offentligt ansatte at forhandle kollektivt. Det hele startede med at borgerne i Wisconsin udskiftede deres demokratiske guvernør med en republikaner, der viste sig at have det erklærede mål at udslette fagforeningerne for på den måde at ”genvinde friheden for det amerikanske folk”.

Der er massive budgetnedskæringer på dagsordenen i langt de fleste amerikanske stater, og dette har været anledningen til at starte et frontalangreb på fagbevægelsen i flere stater med republikansk styre. De offentligt ansatte skal betale deres del af nedskæringerne, hedder det sig, og Guvernøren i Wisconsin har derfor fremsat et forslag, der skærer voldsomt i både pension og sygeforsikring for statens offentligt ansatte.

Men det er ikke det eneste som er på spil, da Guvernøren via en udspekuleret manøvre i samme forslag, har fjernet de offentligt ansattes ret til at forhandle kollektivt og derved reelt fagforeningens handlingsmulighed.

De meget dramatiske nedskæringer gik fagbevægelsen med på, men hvad de derimod nægtede, var at opgive deres ret til at forhandle kollektivt. Guvernørens forslag har bragt mellem 80.000 og 100.00 mennesker på gaden i protest, samt fået flere tusinde mennesker til at overnatte, i ugevis, inden i Wisconsins parlamentsbygning - senarier, der giver mindelser om Tahrir-pladsen i Kairo.

Og det er ikke kun de massive protester, der giver anledning til at sammenligne de nye tilstande i den nordamerikanske stat med situationen i Egypten.

Der er mange ting på spil i frontalangrebet på offentlige ansatte og deres fagforeninger. Men en ting går på tværs og sætter deres modstand i tættere forbindelse med revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika, end man umiddelbart først skulle tro. Begge steder handler det grundlæggende om demokrati – ikke kun den parlamentariske af slagsen, vi i Danmark praktiserer, men det mere gennemgribende demokrati, der handler om indflydelse over eget liv, medbestemmelse og frihed.

En af de vigtigste bevægelser i den egyptiske revolution er uden tvivl fagbevægelsen. Strejker over hele Egypten i alle sektorer har været og er stadig et helt centralt element i den proces, der skal føre til grundlæggende forandringer i det egyptiske samfund. Demokrati og frihed var de budskaber, der kom tydeligst igennem til de vestlige medier, men krav om social sikkerhed, ordentlig løn og arbejdsvilkår var en lige så stor del af revolutionen.

Fagbevægelsen har historisk set spillet en central rolle i de sociale forandringsprocesser, der har ført til mere demokrati, lighed og frihed. Derfor er den kamp de amerikanske fagforeninger for offentligt ansatte kæmper og som nu har stået på i en måned så enormt betydningsfuld.

Manglen på demokrati i både Egypten og Wisconsin er slående. Guvernør Scott Walker har modtaget meget store pengebeløb fra et par aldeles velhavende og meget højreorienterede forretningsmænd, Koch-brødrene. De har støttet Tea Party-kandidater over hele USA og har en udtalt modstand mod fagforeninger.

En journalist udgav sig for at være en af Koch-brødrene og optog en lang samtale med guvernøren, som, udover at slå helt fast at budgetnedskæringerne havde til formål at udslette fagforeninger, blandt andet afslørede, at guvernøren overvejede at sætte ballademagere ind i demonstrationerne for at skabe modvilje mod de ellers populære folkelige protester mod guvernørens forslag.

Når historien om Wisconsin bliver fortalt, starter den med nødvendighederne af budgetnedskæringerne, der er en ’naturlig’ følge af den økonomiske krise. Det er derfor de offentligt ansatte skal bidrage ved blandt andet at få skåret markant i deres pension. Men hvis vi lige spoler tilbage engang og kigger på, hvorfor Wisconsin og mange andre stater er i økonomisk krise, skal årsagen blandt andet findes i, at de selv samme pensionsopsparinger blev investeret med stor risiko i de dengang så lukrative Wall Street-aktier.

Efter den økonomiske krise satte ind, har pensionsopsparingerne mistet betydelig værdi. De så før velstående ejere af de firmaer, pensionsopsparingerne er investeret i, er sjovt nok stadig enormt velstående. Regningen derimod er blevet sendt direkte til de offentligt ansatte, der nu ikke bare skal betale for de risikofyldte fejlinvesteringer, men også fratages deres rettigheder til at forhandle kollektivt, så man sørger for, at de ikke på nogen måde skulle genvinde de tabte goder.

Den nødvendighedsretorik, som er så dybt integreret i alle diskussioner af den økonomiske krise – ikke mindst i Danmark, hvor også oppositionen leverer samme retorik – er et godt gammelt kneb, som skal få os til at opgive rettigheder for det såkaldt fælles bedste. Men der ikke noget ”fælles bedste”. Det står skåret ud i neonbogstaver, når man befinder sig her i USA og følger udviklingen i Wisconsin og de andre stater. Der er kun rene interessemodsætninger.

Angrebet på den kollektive ret til at forhandle er købt og betalt af personer med direkte interesse i, at fagforeningerne svækkes eller helt udryddes. Resultatet er fatalt for USA´s arbejdende befolkning, men også for det i forvejen skrantende amerikanske demokrati.

Koch-brødrene, Scott Walker, Wall Street og deres ligesindede har vundet en foreløbig sejr - og en stor en af slagsen. Men USA har også set de største folkelige protester siden Vietnamkrigen, og jeg tror ikke kampen er overstået endnu. Protesterne i Wisconsin er stærkt inspireret af revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika – særligt Egypten. De er inspireret af deres lederløse karakter, af deres vedholdenhed og grundlæggende det faktum, at kollektiv kamp kan føre til forandring.

Det er både vores ret at kæmpe kollektivt, men også vores eneste håb, for vi vinder ikke alene, men når vi samles - om det er i fagforeninger, i Madisons gader eller på Tahrir-pladsen.

Jeg har kun fortalt en lille del af den omfangsrige historie om kampen i Wisconsin og de andre amerikanske stater – her er nogle links, der fortæller lidt mere:

http://www.democracynow.org/

http://en.wikipedia.org/wiki/2011_Wisconsin_protests

http://www.nytimes.com/2011/03/01/us/01poll.html?_r=4&hp http://www.ugebreveta4.dk/da/2011/201109/Artikler/Amerikas_fagbevaegelse_kaemper_for_livet.aspx

http://www.kritiskdebat.dk/news.php?readmore=29

http://www.slate.com/id/2286742?wpisrc=xs_wp_0001

http://www.salon.com/news/feature/2011/02/27/wisconsin_national_rallies_labor_protest


1 2



27 år, bachelor fra RUC i Socialvidenskab og Arbejdsslivsstudier. Har tilbragt et år som studerende ved UC Berkeley i Californien. Nu specialestuderende på Sociologi, Københavns Universitet.

Skribent og aktivist på den udenomsparlamentariske venstrefløj igennem de sidste 14 år.

Blogger om venstrefløjens muligheder, udfordringer og dilemmaer. Den aktuelle politiske situation og særligt den økonomiske krise. Fagbevægelsens fremtid, arbejde og produktion. Og har en særlig forkærlighed for USA.




Blogarkiv

21. februar 2012
Det bliver varmere og vi glemmer dem igen
1 kommentarer

19. januar 2012
Den umulige kærlighed til kapitalismen
21 kommentarer

16. januar 2012
Carina og Sofie er vores allesammens problem...
6 kommentarer

23. oktober 2011
Er der kun liberal systemkritik tilbage?
19 kommentarer

14. september 2011
Valg i krisens tegn
3 kommentarer

15. juli 2011
En sidste opdatering fra Guds eget land
43 kommentarer

1 maj 2011
1. Maj: Fire strategiske krav til fagbevægelsen
11 kommentarer

14. april 2011
Med Gud i Disneyland

30. marts 2011
Den økonomiske krise udstiller fagbevægelsens utilstrækkelighed
13 kommentarer

11. marts 2011
Frontalt angreb på den amerikanske fagbevægelse
5 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater