Linksamling til artikler, sites, leksika, videoer til Woody Guthrie 100 år
Er der kun liberal systemkritik tilbage?
Af Pil Christensen | 23. oktober 2011 | 13:40 | 19 kommentarer |
”Der er kun liberal systemkritik tilbage. Hvor skulle systemkritikken fra venstre komme fra?” det spørgsmål stilles retorisk af Christopher Arzrouni fra tænketanken Cepos i en stor artikel om Enhedslisten og venstrefløjen i Information weekenden efter valget. Selvom jeg sjældent er enig med Cepos, må jeg delvist give Arzrouni ret. Der er langt imellem, at store drømme om et andet samfund eller nye måder at indrette det eksisterende på, kommer fra venstresiden af skalaen.
Men med valget af en rød regering d. 15. september har der åbnet sig nye muligheder for venstreorienteret systemkritik. Samtidig gør 10 års borgerlig politik, finanskrise og et forfaldent velfærdssamfund det helt nødvendigt at venstrefløjen kommer med visioner og bud på andre retninger for samfundsudviklingen.
Systemkritikken og visionerne for et radikalt andet samfund end det vi kender, har derimod ikke manglet fra den anden ende af spektret de sidste ti år. Cepos har selv stået for en del af dem, med eksempelvis skatteforslag, der har haft som mål at omfordele midlerne drastisk fra de fattigere dele af befolkningen til de rige. Men også Dansk Folkeparti har fremlagt forslag, der gør op med nogle af de borger- og frihedsrettigheder, vi ser som faste bestanddele af vores samfund, eksempelvis retten til at gå klædt som man selv vil.
Systemkritikken, visionerne og utopierne for et mere lige, solidarisk og frit samfund har haft svære kår de sidste ti år. Det er som om både kritik og visioner ikke har kunnet ånde og få liv i den dagsorden der har været sat af den borgerlige regering, dens støtteparti, diverse borgerlige kommentatorer og tænketanke.
Størstedelen af venstrefløjens arbejde (det jeg selv har lavet inklusivt) har udformet sig som en defensiv kamp, hvor man med næb og klør har forsøgt at forsvare status quo. Der har været modstand mod de forringelser af velfærd, rettigheder for asylansøgere, lønmodtagere, arbejdsløse og klima vi har oplevet igennem ti år.
Men det har ofte været en desperat kamp, hvor visioner og mere langsigtede kritikker er trådt i baggrunden til fordel for et hæst råb om vi ikke bare i det mindste kan bevare efterlønnen og ikke skære i dagpengeperioden. Det er ikke fordi, disse sager ikke er vigtige, men det understreger den absolut defensive rolle venstrefløjen har indtaget de sidste ti år.
En forklaring kan være, at venstrefløjen har været for meget i opposition. Placeret så langt fra magten, både på Christiansborg og i den offentlige debat, at det ikke har givet mening at råbe op omkring utopier, mens den dårligst stillede del af befolkningens levestandard blev konstant forringet. Visioner fra venstrefløjen har virket malplacerede og ligegyldige i et borgerligt domineret landskab.
Manglen på venstrefløjsvisioner i den offentlige debat er derfor ikke kun et spørgsmål om mangel på kloge hoveder, gode ideer og taletid, men må også ses som et strukturelt problem, skabt af ti års borgerligt hegemoni.
Den neoliberale samfundspagt visner
Arzrounis begrundelse for den manglede systemkritik fra venstre forklares med at SF og Socialdemokraterne er systemet. Det er en udlægning, som jeg bestemt mener har en vis gyldighed. Det er dog et noget andet system, jeg har i tankerne end Arzrounis.
Den røde regering og partierne bag den er en del af det system og den politik der er blevet forstærket og udbygget de sidste ti år under Fogh og Løkke, men som blev skabt allerede med Nyrups socialdemokratiske regeringer i 90´erne og det konservative styre i 1980´erne. Dette system kan betragtes som en gennemgribende neoliberalisering af vores samfund.
Det har betydet privatiseringer, forringelser af velfærden, svækkelse af arbejdstagernes rettigheder og magt, individuelle løsninger i stedet for kollektive og en magtmæssig og økonomisk omfordeling fra de mindre til de mere bemidlede.
Det neoliberale projekt som har omformet vores samfund har også ændret staten markant. Men man skal ikke tage fejl her, selvom den liberale drøm inkluderer et mindre statsapparat i den klassiske udgave, så har det langt fra været en del af den neoliberale udvikling. Staten har beholdt sin størrelse, men har ændret sit fokus fra et socialt og forsørgermæssigt, til et kontrollerede og straffende.
Den nye regerings politik ligger vejen åben for at fortsætte i det neoliberale spor, den har endda vist sig villig til føre en endnu mere højreorienteret økonomisk politik, end man kunne have håbet på. Alligevel er det på flere måder et andet politisk landskab, vi står i.
Finanskrisen har været med til at skærpe fornemmelsen for den uretfærdige fordeling af goder i vores samfund. Jeg tror, at der er en del flere mennesker i dag end for 5-10 år siden, som eksempelvis synes bankerne må betale det tilbage, de har fået af statskassen og komme under en vis administration.
Samtidig står vi for første gang siden Anden Verdenskrig i en situation, hvor den unge generation ikke kan håbe på en fremtid, der er bedre eller lige så god som forældregenerationens. Stigende arbejdsløshed, forgældning og usikkerhed er allerede store dele af den europæiske ungdoms basale livsvilkår.
Den neoliberale samfundspagt som lovede os evigt forbrug og stigende velstand på baggrund af en uudtømmelig kilde af billige lån, hvis vi til gengæld arbejdede hårdt og mere, er på retur. I stedet betaler vi nu direkte for finanssektoren og eventyrlystne virksomheders tab, når renten for almindelige mennesker sættes op, så banker og virksomheder ikke krakker.
Det neoliberale projekt er bestemt ikke dødt, men tømmes for egentligt indhold. Løsningerne i form af flere lån, mere forbrug, flere udliciteringer, privatiseringer og omfordeling til de rige, til fordel for os alle, fremstår mere og mere skingre og virkelighedsfjerne.
Men det er ikke kun på den økonomiske front, at vi står i en anderledes situation. De Radikale og Enhedslistens store fremgang, har også vist, at de partier der har stået fast på en anden udlændinge- og flygtningepolitik end flertallet, er blevet belønnet for det. Nationalkonservatismen og den fjendske udlændingepolitik har lidt et lille nederlag, som forhåbentligt kan vise sig bare at være begyndelsen til et større opgør med den retning Danmark og mange andre europæiske lande, har bevæget sig i.
En ny situation
Men vigtigst lige nu og her er, at vi fået en ny regering, der på trods af den tilsyneladende højredrejning i regeringsgrundlaget, giver venstrefløjen et andet felt at agere i. Det giver en stor forpligtelse til at udnytte dette nye mulighedsfelt ved at udfordre og presse den parlamentariske venstrefløj og den røde regering hen mod en mere solidarisk, lige og fri dagsorden.
Visioner, utopier og systemkritik fra venstrefløjen vil klinge mindre hult og virkelighedsfjernt i den nye situation, end den har gjort de seneste ti år. Og den er absolut nødvendig hvis ikke vores nye røde regering skal ende med at videreføre en neoliberal politik, der bortset fra et par afslebne kanter, en luns til diverse røde organisationer nu og da og et par oppustede og hule røde mærkesager, ellers vil ligne de sidste ti års borgerlige politik.
Her er Enhedslisten markant ændrede rolle vigtig. Enhedslisten kan som parlamentarisk grundlag ikke vælte en ny regering ved først kommende utilfredshed. De stemmer, som Enhedslisten har fået, er stemmer til at trække en ny regering til venstre, ikke til at vælte den og skabe mulighed for en ny borgerlig regering.
Det betyder også at venstrefløjens parlamentariske vagthund træder i baggrunden, for en mere kompromissøgende vovse, der undlader at gø og snerre i situationer, hvor den ellers ville have gjort det. Det bliver derfor heller ikke Enhedslisten, der hovedsageligt kan komme med visionerne for et mere demokratisk, mere lige og solidarisk samfund, i stedet kommer de sandsynligvis til at bruge det meste af deres tid på at rulle den borgerlige politik tilbage på så mange punkter som muligt.
Det er dette, som bliver Enhedslistens succeshistorier – når borgerlig politik bliver rullet tilbage, måske helt tilbage til 2001 niveau. Ikke at det er uvæsentligt – for den borgerlige politik har bestemt gjort stor skade. Men det er langt fra nok i forhold til de udfordringer vi står overfor med global finanskrise, klimakatastrofe, stigende arbejdsløshed og større og større ulighed.
Enhedslisten ændrede rolle er med til at understrege behovet for en aktiv, systemkritisk og visionær venstrefløj udenfor parlamentet, hvis der skal udvikles alternativer til den skrantende neoliberale samfundspagt.
Den ikke-parlamentariske politik er ikke kun nødvendig som en modspiller til den parlamentariske. Der er behov for systemkritik, politikudvikling og visioner, som tør skide på om der kan tælles til 90. Der er brug for ideer og visioner om, hvordan Danmark kan trækkes egentligt til venstre, uden at parlamentariske flertal og overdreven pragmatik hele tiden skal tænkes med. Visioner, ideer og utopier, der går på tværs af det parlamentariske spil er en nødvendighed for at udvide tankerummet for hvad der overhovedet er muligt at forestille sig og legitimt at håbe på.
Konsensus lammelsen
Vi står i en situation, hvor alle Folketingets partier er indrulleret i velfærdsstatsparadigmets konsensus lammelse. Det neoliberale projekt er, uagtet om det er blevet videreført af den blå eller den røde side, hele vejen igennem blevet italesat indenfor rammerne af velfærdsstaten. Velfærdstaten rummer hele det parlamentariske politiske landskab, og det er her et af problemerne opstår.
Vi har i løbet af de sidste ti år set at skellet mellem de mest og de mindst bemidlede er øget betragteligt. Der er sket igennem 1. og 2. klasses velfærdsydelser, 1. og 2. rangsplaceringer inden for velfærdssamfundet, hvilket har været med til at øge marginaliseringen af bestemte grupper. Ekskluderingen af disse grupper er blevet slået fast og vejen ind i 1. klasses fællesskabet er næsten blevet umuliggjort.
De store kollektive fortællinger der omhandlede os alle er blegnet, mens de tilhørende institutioner der skulle inkludere alle er svækkede. Velfærdsstatens fællesskab er ikke længere for os alle sammen og dette er kernen i den neoliberaliserede velfærdsstat.
Logikken er at den økonomiske krise har sat os i spændetrøje: det er vores økonomiske overlevelse (konkret: vi skal ikke ende som Grækenland) eller velfærdsydelserne som vi kender dem, valget står imellem.
Det hele handler godt nok om at bevare velfærdsstaten, lige meget hvilken ende af det politiske spektrum vi befinder os i og vi står derfor med et ikke-valg. Den neoliberale økonomiske politik, der er blevet fundamentet for velfærdsstaten, har ændret sig fra at være politik – altså det at tage valg og lave prioriteringer - til lovmæssigheder, noget som normalt hører naturvidenskab til.
Men den neoliberale velfærdsstat er i krise. Og venstrefløjen skal ikke forsøge at samle stumperne op og redde den synkende skude med bankpakker. Det er der bare ikke nogen af Folketingets partier tilhørende den røde ende, der kan tillade sig at sige. Bevarelse af den neoliberaliserede velfærdsstat er det eneste, de har haft på dagsordenen, så længe de har fungeret som opposition, de hverken tør eller kan derfor komme med ideer, der rækker udover denne.
Men måske er velfærdsstaten, i sin nuværende form, eller som den tog sig ud den gang de borgerlige og neoliberalismen endnu ikke havde været på spil, ikke den eneste vej at gå for venstrefløjen. Det betyder også at venstrefløjen ikke nødvendigvis skal kræve at få de gamle velfærdsydelser tilbage.
Det er muligt, at vi kan udtænke andre måder hvorpå kollektivitet, solidaritet og omfordeling, sammen med lige muligheder, frihed og fællesskab kunne blive et bæredygtigt fundament for vores samfund. Noget der vil kræve at den neoliberale samfundspagt brydes endeligt og at der ikke tages udgangspunkt i et økonomisk system, som kun modarbejder netop det fælles via eksklusion.
En ting, vi dog kan være forholdsvis sikre på, er, at sådanne visioner ikke udarbejdes i Folketinget. Derfor er det helt nødvendigt, at en venstrefløj som ikke er bundet af parlamentet kommer på banen både med systemkritik og visioner. De gælder lige fra de græsrodsorganisationer som er aktive i lokalmiljøer og omkring enkeltsager, til de mere flygtige grupperinger organiseret omkring særlige steder og praksisser samt de initiativer vi har set opstå og forsvinde igen i løbet af de sidste 10 år, som reaktion på den borgerlige dominans.
Men hvis Arzrounis udsagn skal udfordres, skal de mere etablerede ikke-parlamentariske organisationer også på banen både når det kommer til kritik og visioner. Det gælder fagbevægelsen, såvel som diverse centrum-venstre tænketanke, interesseorganisationer og Ngo’er. De skal ikke være så bange for at slå revner i den nye og røde facade og heller ikke for at komme med ideer og forslag, som ikke passer ind i den parlamentariske dagsorden. Heller ikke for at stille langt højere krav end flertalskonstellation kan rumme.
Det er muligt at sådanne organisationer og sammenslutninger, er syltet ind i staten og partierne på alle leder og kanter. Alligevel må de komme med ideer og forslag der går langt ud over S og SF´s partiprogram og regeringsgrundlaget. De skal se det som deres opgave at overskride hvad de parlamentariske partier kan. Særligt i den delvist låste situation den nuværende regeringskonstellation skaber for både regeringspartierne og Enhedslisten.
Politik er simpelthen for vigtigt til at overlade til kun dem, der nu har det som arbejde – politikerne. Politik er ikke bare administration af vores liv, det er er skabelsen af fundamentet for det. Politik i dag fremstår mere og mere som et simpelt karrierevalg, bl.a. understøttet af det faktum at de fleste politikere aldrig har haft andet arbejde. Politik er selvstyringen af vores egne liv og samfund sammen, derfor skal det ikke begrænses til parlamentet og politiske karrierer, noget det historisk heller ikke har været.
Kommentarer
Kommentar af Morten G | 23. oktober 2011 | 16:12
God analyse af venstrefløjens mangel på visioner. Og selve artiklen er et eksempel på samme: Der kaldes på visioner, og forfatteren har tilsyneladende ikke selv nogen.
Venstrefløjen er tilfreds med, at de rige skal betale mere i skat. Hvordan man får mere ud af pengene, er der ingen, som interesserer sig for, så den del af banen overlades til Lomborg. Og så skal der helst ikke ske for meget ude i verden. For eksempel skal diverse diktatorer blive siddende.
Jeg tror, at venstrefløjens problemer udspringer af en grundliggende ringe analyse af det omgivende samfund. Et eksempel fra ovenstående blog: "Cepos har selv stået for en del af dem, med eksempelvis skatteforslag, der har haft som mål at omfordele midlerne drastisk fra de fattigere dele af befolkningen til de rige. "
Nej. Det er de rige, som har pengene og skatten omfordeler til de fattige. Så den rigtige formulering er ".... at omfordele midlerne mindre drastisk fra den rigere del af befolkningen til den fattige."
Kommentar af stephan | 23. oktober 2011 | 16:18
jeg giver dig ret i alt sammen. Men den af magthaver fra venstreradikalt perspektiv indholdet intet konkretisering af noget alternativ: feks.: kommunistisk, kommunalistisk, anarkstisk eller et eller andet socialstisk utopi. Uden dette vil det libreale stedivæk have overhånd i dominere diskursen. Jeg syndes at du der denneste blogger som bidrag med en salgs kritik af velfærdsstats-ideologien på modrkaft, og set er ret så enestående, men jeg tror ikke at den esksiterende venstrefløj er i stand eller parat til at find tilbage til sine rødder hvor kooperativer og arbejderkontrolerede af arbejdspladser er en reform vej fra formynderisk socialstat til et realt socialstisk alternativ.
Den bedste kritik af socialstaten fra marxistisk hold har jeg fundet på:http://www.ruthlesscriticism.com. Den er mere dybtegåend end megat andet jeg har læst.
mere for at komme videre. Det vil kræve konkrete reform forslag fra et parti bliver stillet i offentligheden på den ens sider og på den anden side arbejder som har viljen og evnerne til at overtage produktionen. Når disse to betingelser ikke er opfyldt er der ikke mulighed for alliancer mellem partier og radikaliserede arbejder. Jeg tror den slags er muhligt nu feks. Spanien, USA, Grækkland, ... osv hvor arbejdspadserne er i fare, men selv dette kan blot være reform krav som ikke er et spor antikapitalistisk uden det Bloch kælder "konkret utopi".
Sidste er også igen at gå i kompromis med hvad jeg syndes er idealt ud fra en anarkistisk syn, fordi hvad vil arbejder som har allerede har en konkret utopi får ud af at gå i alliancer med den slags venstrefløjs partier som SF og Ø som har det med at udvikle eliter som ikke ønsker radikal forandringer ved at de har privillegier som nogen som "ledere" og er "allierede" med en bevægelser - men det er en helt anden debat.
Kommentar af Brian Svensson | 23. oktober 2011 | 18:17
Enig med @Morten i at der ikke fremkommer konkrete idéer i den ellers fremragende blog. Et af problemerne er at heller ikke venstrefløjen tør udfordre den velbjærgede middelklasses privilegier for alvor. Afskaf støtten til kultur-eliten og de borgerlige kulturinstitutioner, målret fradrag og tilskud til de fattigste 20%, gør op med den herskende klasse af embedsmænd og horden af direktører i det offentlige og halvoffentlige regi (herunder fagforeninger og boligselskaber) der tjener 10 gange mindstelønnen eller mere. Der skal prioriteres benhårdt. Venstrefløjen skal ikke, af angst for diverse meningsmålinger, blot være "mere af det hele til alle".
Vedr. "de folkelige bevægelser": meget udenomsparlamentarisme i den vestlige verden er desværre ikke andet end "kræve-ind"-grupper uden langsigtede visioner, for ikke at tale om at bøller og volds-psykopater florerer overalt hvor de kan møve sig ind og afspore fredelige manifestationer. Det skal ændres før du får reel folkelig opbakning til noget udenfor folketinget.
Kommentar af Neo | 23. oktober 2011 | 18:32
@Morten G: Jeg er enig med dig i at bloggen her lider af en klassisk venstrefløjsfodfejl, nemlig at tale om visioner, visioner, visioner ... og lade det blive ved de uforpligtende formuleringer. Men lad den diskussion ligge lidt.
Det, der får mig til tasterne, er din økonomi-tænkning, hvor du argumenterer for, at skat omfordeler fra rig til fattig. Det lider af to skavanker.
For det første er "rigdom" ikke en metafysisk tilstand, der er dumpet ned fra himlen, det er besiddelsen af den del af den samfundsmæssige produktion, sådan groft sagt.
Et enkelt eksempel: Når et hus stiger i værdi (og realiseres som penge), ja, så får ejeren af huset en del af den samfundsmæssige produktion. De velstillede husejere tilraner sig på denne måde en større del af den samfundsmæssige kage når værdistigningerne er størst her - på det øvrige samfunds bekostning, også de fattiges.
Man kan etablere lignende ræsonnementer omkring fordelingen af andre måde som de samfundsmæssige rigdomme fordeles.
Man får ikke blot og bart en løn, der er naturgivet, alle lønninger indgår i udvekslingen af værdier i den samfundsmæssige produktion. En direktør kan ikke opretholde sin høje løn uden at være en del af en virksomhed, altså en social produktionsenhed, der bidrager til den samlede økonomi. Direktørens løn er ikke et individuelt produkt, det er et samfundsprodukt - som også lavtlønnede bidrager til.
Mærsk McKinney har sgu ikke skabt værdi for flere milliarder kroner - det har hans ansatte. Og Mærsk McKinney har tilranet sig den værdi.
For det andet har Pil også ret, selv hvis man opretholder et borgerligt rigdomsbegreb. For hvis de velstillede får skattelettelser uden at det er forbundet med tilsvarende besparelser på de offentlige budgetter, ja, så er det altså de mindre velstillede, der kommer til at betale regningen.
Kommentar af Morten G | 23. oktober 2011 | 19:23
@Neo: Man kan teoretisere herfra og til Langbortistan. Det ændrer ikke ved, at nogen har og andre har mindre.
For eksempel har rigtig mange mennesker i Danmark rigtig mange penge i forhold til mennesker i Somalia. Skal der laves om på det, skal der ske en eller anden form for omfordeling. Længere er den ikke.
I Danmark er der mennesker, som har mange penge og nogle som har få. Skal der laves om på det, skal der ske en omfordeling. Vi har så valgt at gennemføre omfordelingen via skatten.
@stephan: Hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke forstå, hvad du skriver. Beklager.
@Brian Svensson: Spændende eksperiment. Lad de 20 % rigeste betale til de 20 % fattigste. I dag betaler de 90 % rigeste til de 90 % fattigste. Og det må vel munde ud i en del overadministration.
Kommentar af Neo | 24. oktober 2011 | 12:55
@Morten G: Selvfølgelig kan man teoretisere alt ihjel - og selvfølgelig er ulighed i samfundet, lokalt og globalt, et konkret fænomen.
Jeg ville blot pointere to ting: At al rigdom/løn- og indkomstprivilegier allerede er resultat af en omfordeling af den samfundsmæssige produktion - altså et samfundsprodukt, ikke en naturtilstand, og at skattelettelser for de velstillede har konsekvens for de ikke-priviligerede.
PS. To bemærkninger mere:
Dit forslag om omfordeling mellem Somalia og Danmark går næppe ud på at hæve skatten i Danmark med 10 procent og sende det provenue til de sultende. En "omfordeling" handler vel om at understøtte muligheden for en bæredygtig lokal produktion, ikke blot en omfordeling af de eksisterende varer.
Dansk skat handler ikke udelukkende om omfordeling mellem priviligede og upriviligerede (selv om den differentierede skatteprocent er en del af det) - skattekronerne går også til fælles goder (børnehaver, skoler, veje ...) og fastholdelse af klasseprivillegier (bankpakker, erhvervsstøtte, skattefradragsregler ... you name it). Mig bekendt er erhvervstøtte og socialudgifter (incl. arbejdsløshedsunderstøttelse) de to største og mest tunge poster - altså forsøg på at rette op på markedets økonomiske ufornuft, at det ikke per automatik opretholder en samfundsnødvendig produktion og ikke kan sætte alle i gang med samfundsnyttig aktivitet.
Kommentar af Morten G | 24. oktober 2011 | 14:17
@NEO: Det, jeg skriver, er, at ulig velstand udlignes ved omfordeling. I Danmark gennemfører vi dette ved hjælp af skatten. I forhold til Somalia ville man ved en omfordeling benytte andre redskaber. Det kunne for eksempel være betaling for de naturressourcer, vi henter i Somalia eller ved bistand uden modydelse.
Altså: Omfordeling er målet. Skat kan være et middel.
Omfordelingen gennemføres ikke alene ved, at der udbetales penge til de fattigste. Selvom overførselsindkomsterne udgør en meget stor del af det samlede offentlige forbrug. Også gratis uddannelse og hospitalsvæsen er udtryk for omfordeling. Og bloktilskud til de fattigere kommuner.
Endelig har jeg lidt svært ved at se, at erhvervsstøtte skulle være en større post end sundhedsvæsenet. På den anden side ved jeg ikke, hvad udsagnet "forsøg på at rette op på markedets økonomiske ufornuft" dækker over, så det kan udemærket være, du har ret.
Kommentar af Neo | 24. oktober 2011 | 16:22
Morten G: "Omfordeling er målet" - jeg tror, det er her, vi er uenige. Omfordeling er ikke et mål for mig, det er et middel mod ulighed (og et grundvilkår, når fysisk produktion gøres op i markedsværdier).
Lighed er et mål for mig.
Jeg har derfor heller ikke et principielt ønske om at støtte Somalia, men en målsætning om at få et selvforsynede, økonomisk og økologisk bæredygtigt Somalia - evt. hjulpet på vej ved hjælp af omfordeling.
Diskussionen kan ligne begrebsgymnastik - men jeg mener, det er i den samfundskritik, der rejses, at visionerne om et anderledes, socialistisk samfund skal findes - socialdemokratisk lapperi eller en radikal utopi om lighed i adgangen til behovtilfredsstillelse.
Altså accept af uligheden som grundvilkår (jeg håber ikke, jeg her mistolker dig?) eller i ønsket om at gøre op med uligheden, ikke blot at reparere på dens skadesvirkninger.
Kommentar af Morten G | 24. oktober 2011 | 19:28
@Neo: Beskrivelse af omfordelingen som målet var nu mest for at forklare sammenhængen mellem skat og omfordeling. Jeg havde egentlig ikke overvejet, om jeg synes, at det er et mål, det er værd at sigte mod. Det ligger nok bare dybt i mig at gå ud fra, at det er sådan, vi deltager i fællesskabet.
Jeg har svært ved at forstå det der med at gøre op med uligheden. Betyder det, at den aldrig skal opstå ? Hvordan skal det foregå ?
Der vil altid være nogen, som taler lidt bedre på møderne, som er lidt bedre til at komme i kontakt med pigerne, som har lidt lettere ved at skaffe sig en vennetjeneste, som er mere vellidt, som har mere talent for noget, som mange vil have.
Så længe verden er sådan, vil der være ulighed. Jeg kan ikke forstå behovet for at tage udgangspunkt i et eller andet, som ikke findes.
Kommentar af Neo | 24. oktober 2011 | 20:22
@Morten G: Så er vi sikkert ikke så uenige. Mine idealer er først og fremmest skabt af en utilfredshed med (blandt andet) uligheden, altså i de eksisterende forhold. Utopier og idealer bliver tit/let kedsommelige - uden at jeg vil afvise de også spiller en rolle i min forståelse af virkeligheden.
Kommentar af stephan | 25. oktober 2011 | 02:07
Enig i kritiken - men den er faktisk ikke radikal nok - der mangler blot en konkret eks. på kommunistisk utopi - fordi en kritik af mangel på utopi - manlger at du beskrive en utopi .feks.: Hvordan organisere man mad produktion, fordsyning og mad lavning på trods af klimakrisen i et modernet kommunistisk samfund. Hvordan organisere og fungerer fordeling af vigtig opgaver i et kommunistisk samfund? Hvordan går man fra nu til utopi? For mangel på fantsi kan du kun kritiser dig selv for - ikke politikerne! Hvorfor skal vi forvente noget af poltikere? Du har en vage kritik af velfærdsstaten pakket ind i akdemiske analyse, men det er enestående på modrkaft ved at dere er mere end alle andre har. Den bedste kritik af socialstaten fra marxistisk hold har jeg fundet. Jeg tror at foranding i Denmark kommer kun ved en analyse og konkret eks. som viser af velfærdsstaten ikker er noget alternativ. http://www.ruthlesscriticism.com.
Kommentar af jonas t | 25. oktober 2011 | 16:00
AK-47 eller nedlæg Venstrefløjen!
Efter "Muren fald" har kapitalismen, anført af den ideologiske kræftknude USA, fuldkommen givet los og danske, europæiske, skandinaviske politikere m.fl. har ladet markedet overtage kontrollen med alt i samfundet.
Den absolutte "subsumering" ville Marx Have kaldt dette. Efter massive globale, vestlige kapitalistiske spekulationer, er den vestlige økonomi på sammenbruddets rand og de almindelige befolkninger betaler priser herfor. Eksempler: Grækenland, Spanien, Italien, Irland mv.
Løsning folkeligt oprør som i Det Arabiske Forår, sæt menneskeheden fri: afskaf kapitalismen.
Intet i DK, uagtet om det er en højresnoet ”Keynsiansk-politik” der føres, eller andre kapitalisme og ulighedskonserverende politikker der føres, vil ændre noget.
Lige NU er Helle Thorning-Schmidt, eller ”VKO med spadser dragt og høje hæle”, i gang med at føre kynisk neolibereal politik.
Politisk og økonomisk objektivt findes der i DK i 2011 derfor reelt kun et parti (som i USA) og det er den ”borgerlige politiske blok (S, RV, K, V, DF LA, SF)” og de er bare ude på at føre NATO, KAPITALISME og EU accepterende politik!
I vil måske ikke forstå det, acceptere det, høre på det, eller andet: men alle der forfatter på diverse venstrefløjsdebatsider på Internettet, i studiekredse, eller i dagblade etc. eller deltager i debatten fat dette:
INTET I DET LAND DER HEDDER DANMARK, SOM ER ET FASCISTISK DIKTATUR STAT I 2011, VIL ÆNDRE SIG HVIS IKKE, AT DER KOMMER EN MARXISTISK OG REVOLUTIONÆR OPSTAND MOD DETTE RÅDNE REGIME!
Der kan forfattes endeløse beregninger mv. over omfordeling, skatteprocenter, udligningsordninger, konkurrenceevne osv., men det flytter ikke et komma i historiebøgerne. CEPOS, DA, DI, V, K, AMCHAMBER m.fl. griner ad venstrefløjen, selv om Enhedslistens sejr måske har fået deres grimme Cosa Nostra grin til at stivne noget.
BUNDLINJEN: militant og venstreradikalt oprør mod den danske statsmagt, PET, FE, bankerne, Politiet, de borgerlige partier etc.
Ellers vil venstrefløjen, som kan gå hen og blive meget mindre end den er i dag, blive reduceret til en mindestue for gamle aktivister der kan sidder og slubre kaffe og blødt brød i hjemløse barakkerne, medens gebisset hviler i et beskidt plastickrus.
Værsgo her er jeres fremtid: uden et militant oprør.
Find så den AK-47 frem!
Kommentar af Brian Svensson | 25. oktober 2011 | 18:35
@Jonas T., hvis vi er uenige med dig kommer du så og skyder os........?
Kommentar af Erik Olsen | 25. oktober 2011 | 18:43
@ "Rød regering"
Forkert! Vi har ikke fået en rød regering. Det er et udtryk som fanden (pressen) har skabt. Vi har version 2 af en liberal regering med et lidt mindre asocialt fokus end den tidligere og nogle andre personer på taburetterne. Rød er den ikke, men den er til gengæld heller ikke længere brun eller sort.
@"En ting, vi dog kan være forholdsvis sikre på, er, at sådanne visioner ikke udarbejdes i Folketinget"
Læs seneste nummer af Merkur Banks tidsskrift "Pengevirke". Der er mange gode bud på hvordan vi kan få samfundet drejet fra at være skævt til at være inkluderende. Bl.a. ved en anderledes anvendelse af virksomhedernes opsparede overskud, ved borgerløn / basisydelse osv.
Kommentar af Jonas Jørgensen | 25. oktober 2011 | 19:55
@Jonas T
Jeg ville ønske verden var så sort hvid som den du åbenbart lever i, men det faktum at du kan skrive om våben, revolution og oprør på nettet uden kryptering, er for mig at se et eksempel på at vi ikke lever i et fascistisk diktatur. Man kan roligt sige at vi ikke lever i et optimalt samfund, men om du vil det eller ej, så lever vi ikke under fascismen - at påstå andet er skamløst overfor de mennesker der har levet og lever under forhold du kun kender fra TV.
Kommentar af Bj | 26. oktober 2011 | 11:16
Ville så inderligt ønske at vi fik en ny Anker Jørgensen på banen, som bare ikke støttede arbejdsgiverne osv. Det er i hvert falde helt sikkert at både den parlmentariske som den udenomsparlementariske venstrefløj, har noget at arbejde videre på og slå igennem med.
Kommentar af Pelle Dragsted | 26. oktober 2011 | 13:13
Hej Pil
Tak for et spændende blogindlæg. Jeg forstår dog ikke din pointe om Enhedslisten. Hvorfor skulle Enhedslisten ikke kunne snakke om visioner for at andet samfund og stille systemudfordrende krav?
Det forstår jeg ganske enkelt ikke, og jeg synes ikke rigtig du forklarere hvorfor du mener det skulle forholde sig sådan?
Kammeratligt
Pelle
Ps. ikke fordi jeg er uenig i behovet for at der formuleres politik og visioner alle mulige andre steder end i partierne, men jeg tror ikke at det er et enten eller....
Kommentar af Pil Christensen | 27. oktober 2011 | 09:02
Kære Pelle,
Tak for din kommentar. Jeg skal forsøge så godt jeg kan at uddybe og klargøre min pointe. For det første er Enhedslisten selvfølgelig i stand til at snakke om visioner og udvikle systemkritik, hvis det er dette partiet vil prioritere sin tid og taletid på. Min pointe er ikke, at partiet slet ikke er i stand til dette.
Men det er ikke mit indtryk at det er det som tiden op til, under og efter valget er blevet brugt på. Derimod har Enhedslisten, som jeg ser det, lagt en masse kræfter i at komme med meget konkrete forslag, der indenfor systemet, kan hive regeringen til venstre på alle områder. Jeg synes dette er en god strategi og jeg er ikke uenig i at man vælger at prioritere de helt konkrete muligheder og løsninger, når man nu faktisk kan få indflydelse på dem for første gang i 10 år.
Men en sådan strategi (som jeg mener er et grundvilkår, når man er et parlamentarisk parti, der faktisk gerne vil deltage i det parlamentariske styre) skubber unægteligt systemkritik og overskridende visioner i baggrunden. Det virker jo ikke helt troværdigt eller måske mere bare forvirrende hvis du Pelle eks. sidder i deadline og i samme sætning forslår konkret hvordan staten kunne stille krav til bankerne og samtidig fortæller hvordan Enhedslisten har tænkt sig at omvælte kapitalismen.
Eller hvis man eks. stemmer for en finanslov, med gode ting, men også forskellige problematiske punkter, så tror jeg Enhedslisten vil bruge tiden på at forklare hvorfor man har gjort dette og ikke bruge tiden på at snakke om man måske kunne forestille sig helt andre måder finanspolitikken som sådan kunne håndteres.
Dette ville ikke være umuligt i en drømmemedieverden, hvor alt ting var som i P1, med masser af taletid, nuancer og grundig journalistik. Men sådan er virkeligheden ikke. Derfor skal (mener jeg), Enhedslisten være præcise og vælge hvilke ting man vil satse på at kommunikere ud, sætte på dagsorden osv. Jeg tror ikke (og mener sådan set heller ikke) og synes indtil videre ikke, at det er systemkritikken og de store visioner Enhedslisten er kommet med. Men det er heller ikke den rolle de bør spille i det nye politiske landskab.
Med denne analyse og holdning som baggrund mener jeg at behovet for at den ikke-parlamentariske venstrefløj (over hele linjen, som jeg også har skrevet), kommer på banen, med netop systemkritik og visioner. Jeg er umiddelbart derfor uenig med dig og mener at den konkrete situation netop skaber et enten eller og derfor understreger behovet for mange forskellige former for politisk organisering.
De bedste hilsner,
Pil
Kommentar af Karl Smart | 30. oktober 2011 | 19:16
hej, jeg forstår grundlæggende ikke hvorfor du (som mange andre) fremsætter krav på "systemkritik" og "visioner" adskilt fra en analyse, der først ville begrunde dem. hvorfor kan de eksisterende institutioner ikke bruges til noget, og hvorfor er ELs reformforslag da ikke gode nok? hvis systemkritik skal blive relevant, må det være netop fordi de eksisterende institutioner er kritikable og ikke kan bruges til at gøre livet (nævneværdigt) bedre. på det punkt har venstrefløjen defacto givet totalt op. den ønsker højere SU, "FN i stedet for krig", og "mere demokrati" etc., etc. den er holdt op med at spørge, hvad man har det med at gøre i noget som det statslige uddannelsessystem, staters internationale traktater, repræsentation i staten osv., for i stedet at stille krav om, at de forhold "i virkeligheden" kunne være super-dejlige, hvis bare de var anderledes, end de rent faktisk er. i stedet for at forstå, hvilke statslige beregninger der fx gør at SUen ikke rækker til et studenterliv uden job, eller hvad stater gør, når de mødes i FN og hvorfor der alligevel er krig, osv. udvikler venstrefløjen så de kedeligste "visioner" for hvordan "det ku være så godt". jeg vil i stedet foreslå, at vi som venstrefløj i stedet beskæftiger os med hvordan den kapitalistiske verden hænger sammen. den analyse vil også begrunde, hvorfor krav som højere SU etc. ikke er nok.
Kommentarfunktionen er lukket
27 år, bachelor fra RUC i Socialvidenskab og Arbejdsslivsstudier. Har tilbragt et år som studerende ved UC Berkeley i Californien. Nu specialestuderende på Sociologi, Københavns Universitet.
Skribent og aktivist på den udenomsparlamentariske venstrefløj igennem de sidste 14 år.
Blogger om venstrefløjens muligheder, udfordringer og dilemmaer. Den aktuelle politiske situation og særligt den økonomiske krise. Fagbevægelsens fremtid, arbejde og produktion. Og har en særlig forkærlighed for USA.
Blogarkiv
Det bliver varmere og vi glemmer dem igen
Den umulige kærlighed til kapitalismen
Carina og Sofie er vores allesammens problem...
Er der kun liberal systemkritik tilbage?
Valg i krisens tegn
En sidste opdatering fra Guds eget land
1. Maj: Fire strategiske krav til fagbevægelsen
Med Gud i Disneyland
Den økonomiske krise udstiller fagbevægelsens utilstrækkelighed
Frontalt angreb på den amerikanske fagbevægelse
