Vi er flyttet! modkraft.dk


Simon lavede en Bent

Af Rosa Lund | 1 september 2011 | 22 kommentarer

Åh nej, har jeg lige lavet en Bent Bendtsen? Simon Emil Ammitzbøl stod i sit jakkesæt og så gevaldigt overrasket ud, da han onsdag tog fejl og troede, jeg var elev på Niels Brock på Islands Brygge i København. Jeg gav ham hånden: Nej, jeg går ikke på Handelsskolen. Jeg er spidskandidat for Enhedslisten, måtte jeg betro ham. Og jeg var der ikke for at heppe på ham, men for at diskutere politik mod ham og med eleverne på skolen.

Hans pinlige fejl mindede ham tilsyneladende om Bent Bendtsen, der lige inden partilederrunden før sidste valg bad min partifælle Johanne Schmidt-Nielsen om at smutte hen og hente en kop kaffe til ham.

De magtfulde mænd i jakkesæt lever deres liv på Christiansborg, hvor der er flere slips end høje hæle. Når Bent Bendtsen eller Simon Emil Ammitzbøl møder en ung kvinde under en valgkamp, ser de åbenbart en studine eller en sekretær – det falder dem ikke ind, at vi kan være politisk aktive kvinder.

Men jeg bebrejder ikke de to. For virkeligheden er, som Politiken forleden fortalte, at to ud af tre kandidater til dette folketingsvalg er mænd. Til gengæld bebrejder jeg de politikere, som ligestillingsminister Lykke Friis, der ikke synes, det er et problem, at adgangen til Borgen ikke er lige.

I Enhedslisten har vi taget fat og har nogenlunde lige kønsfordeling mellem vores spidskandidater. Men det løser ikke den ulighed, der findes i samfundet. Og den er vi nødt til at gøre noget ved. Fx kan vi starte med at få en ny ligestillingsminister.


Begyndelsen på enden?

Af Rosa Lund | 27. august 2011 | 13 kommentarer

Endelig kom den - forløsningen! Valget er udskrevet, og der 19 dage tilbage til vi skal sætte vores kryds for en ny politik i Danmark. Jeg har trippet og ventet i SÅ lang tid og jeg er klar!

Når vi om 19 dage skal sætte krydset, skal vi gøre op med 10 års borgerlig ørkenvandring. En ørkenvandrig der har budt på ringere velfærd og dårligere uddannelser - du kender historien. Men nu er det tid til at vende skuden og arbejde for, at vi får et rent rødt flertal. Det, som vi gerne vil, kan faktisk blive virkelighed! Og derfor er det vigtigt at vi stemmer dem 15. september. Det kan godt være at vi ikke får opfyldt hele vores ønskeliste og den perfekte verden ved at skifte Lars ud med Helle, men nogen ting bliver altså bedre. For alle de offentligt ansattes hverdag er det afgørende at ministrene skiftes ud. For alle dem der lige nu sidder i Asyl lejrene kommer en ny regering også til at gøre en forskel. Selvom vi godt kunne ønske os mere af en S –SF regering, så kommer der altså til at ske nogle forbedringer hverdagen for dem der bor i Danmark - nogen forbedringer som jeg gerne vil være med til at sikre. Det betyder selvfølgelig også at en forhåbentlig kommende rød regering kun er starten – herefter begynder kampen for at gøre danskerne mere venstreorienterede.

Men for overhovedet at nå det til kræver det, at vi kæmper. Lars Løkke og blå blok kan stadig vinde valget og ingenting er sikkert, før vi har vundet. Derfor er det heller ikke tid til at læne sig tilbage og følge valget på afstand. Der er brug for alle, og alle kan gøre en forskel. Og det er nu, det går ned! Vi skal arbejde for, at Enhedslisten får et godt valg. For selvom rød blok står til at vinde valget, er mandatfordelingen helt afgørende for, at S og SF bliver trukket i den rigtige retning. Jo større et Enhedslisten, jo rødere en politik. Så hvad vil du gøre, når nu der kun er 19 dage tilbage til at komme af med Løkke og co.? Hvad jeg ville gøre?

Jeg har tre forslag: Kast dig ud i diskussionen på arbejdspladsen og blandt dine venner. Henvend dig til din lokale Enhedsliste-afdeling og spørg, hvad du kan hjælpe med. Del min side påfacebook Vil du også være med til at ændre magten i dansk politik og synes du også det er vigtigt med et stærkt Enhedslisten, så hop ombord - Jeg glæder mig til at se dig!


Hvem passer vores velfærd

Af Rosa Lund | 21. april 2011 | 2 kommentarer

Min mor arbejder på et pædagogseminarium, eller pædagoguddannelsen på en professionshøjskole som det hedder. Den er en del af UCC, som er den ene af de to professionshøjskoler der ligger i København. I løbet af de sidste par år, har underviserne på UCC oplevede fyringsrunder; bare i år er der blevet fyret 4 og 5 er sat ned i tid, ud af en lærergruppe på ca. 40. Man bliver selvfølgelig bekymret når der er fyringsrunder på mors arbejde, men som min mor sagde ”jeg bliver nok ikke fyret, for jeg er ikke linjefagslærer”. Det betyder altså dem der i første omgang bliver fyret underviser i linjefag, som er de eneste fag tilbage i pædagoguddannelsen som indeholder kreative elementer såsom bevægelse, musik, billedkunst etc. Det er med til at forringe uddannelsen når man skærer i linjefagene, fordi pædagoguddannelsen gerne skal skabe pædagoger, der skal kunne det hele og være med til, at gøre de børn de skal arbejde med til hele mennesker. Det er i det hele taget dumt at spare på undervisningen til dem der skal passe vores velfærdssystem. For det er ikke kun pædagogerne, der oplever nedskæringer det er også sygeplejerstuderende, lærerstuderende og socialrådgiverstuderende. På finansloven fra 2011 skal proffessionshøjskolerne spare 95 mio. kroner! Det er efterhånden ingen overraskelse, at denne regering har skåret på uddannelse, men det gør det ikke mindst mere skræmmende. At forringe især professionsuddannelserne får store konsekvenser for fremtidens velfærd – her uddannes jo netop dem der skal varetage den.

Men nedskæringer stopper ikke her. Som følge af, at man fra regeringens side har lavet disse professionshøjskoler, har man netop slået alle de mellem lange videregående uddannelser sammen i større, om ikke andet, administrative fællesskaber. Tanken er at disse fællesskaber skal udvides og der skal derfor være et fælles campus i UCC. Alle uddannelserne i UCC skal altså fysisk flytte sammen på et nyt og smart campus i Carlsberg byen. Dette skulle både skabe et bedre studiemiljø og også tiltrække flere studerende. Men konsekvensen af planerne er desværre nedskæringer og fyringer nu. Det nye lejemål er betydeligt dyrere end dem UCC har nu, men smarte lokaler et smart sted i byen er åbenbart vigtigere end undervisning for konsekvensen er i hvert fald at det er den der bliver skåret på.

Men hvor satan kommer alt dette fra? Alt den tid jeg har været aktiv i elev- og studenterbevægelsen har jeg ikke hørt politikerne sige andet end mere faglighed og uddannelse i verdensklasse – men hvor bliver det af? Nedskæringer og fyringer er i hvert fald ikke en del af det. Det hel kan spores ind i regeringens uddannelsespolitik; man ønsker at centralisere og ensrette. Så bliver det hele også billigere og nemmere. Men dette giver altså hverken mere faglighed eller uddannelse i verdensklasse for den sags skyld. Mere faglighed må da som det mindste betyde at der er undervisningstimer nok. Det er ikke nødvendigvis dårligt at centralisere men når det betyder en forringelse af uddannelsen kan det umuligt være godt. Dertil kommer så at der i bestyrelserne på professionshøjskolerne sidder folk med som er hentet fra erhvervslivet, og her kan man jo hurtigt få den tanke at der er nogle andre ting end undervisningen der er vigtigere, for netop disse repræsentanter.

Disse professionshøjskoler, eller velfærdsuddannelser om man vil, er altså hårdt ramt af nedskæringer fra alle sider. Heldigvis har undervisere og studerende taget kampen op mod nedskæringerne. En kamp som jo er vigtig for os alle sammen. Bedre velfærd handler jo i den grad om at de mennesker der passer velfærden har fået en god uddannelse


Tillidsmandsmøde for første gang

Af Rosa Lund | 3. februar 2011 | 3 kommentarer

Onsdag d. 2. februar kl 10.10: Jeg sidder i en bus med tillidsfolk fra 3F Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund og 3F Hotel og restauration. Vi er på vej til tillidsmandsmøde om efterlønnen i Odense. Jeg har aldrig været til tillidsmandsmøde før. Måske en gang som gæst fra DGS, men aldrig på møder der var større end 100 mennesker, måske ikke en gang det. Da klokken er 10 minutter i tolv lyder meldingen i bussen at der allerede er ankommet flere til Odense kongres center end man havde regnet med – altså flere end 3000… Det er altså mange mennesker til et møde.

Folkene i bussen er også helt oppe at køre, de er godt trætte at den siddende regering, imens en tillidsmand fra posten konstatere at når man er ufaglært, middel aldrende og kvinde så er det selvmord at stemme på blå blok, råber en anden at hvis vi ikke vælter regeringen denne gang så gør vi bare ligesom egypterne. Da vi ankommer kongrescenteret er jeg (selvfølgelig) ved at blive væk fra de andre i menneskemængden. Alle samtaler jeg overhører inden mødet handler om at det er et historisk møde og at det er godt at være så mange samlet – på trods af der ikke skal besluttes noget. Måske er det heller ikke vigtigt. Rummet emmer af at, nu skal der snart ske noget – nu skal vi gøre noget.

Knyttede næver og klar til kamp

Ingen ved helt hvornår og hvad det præcis er vi skal gøre, men alle der er til stede er klar på at kæmpe og forsvare efterlønnen med næb og klør. Ja, kæmpe som i slås. Sloganet for mødet er da også til kamp for efterlønnen, og logoet er to knyttede næver. Ord og symboler som jeg troede den danske fagbevægelse ikke ville tage i brug, men det gør de altså nu – og jeg fornemmer at kampgejsten i den danske fagbevægelse er blevet vækket. Det er som om nogen eller noget har vækket en stor sovende bjørn, der nu er sulten. Det er alligevel utroligt at der skulle så mange nedskæringer og angreb på faglige rettigheder til for at bjørnen vågnede, men ikke mindst er den vågnet. Det er spændende. Mødet åbnes af formændene for de fem største forbund – i ført det stiveste pus. De holder en fælles tale, og der er stille i salen. De er skiftevis oplyst, ellers er der helt mørkt. Det er et show, lidt som om de var Backstreet boys (Backstreet Boys er også fem og Dennis Kristensen ville klart være AJ, balladedrengen).

Det var et show ja, men jeg får stadig kuldegysninger når jeg tænker på mødet. Så mange røde faner og så mange mennesker der synger internationale - jeg er en sucker for den slags ”kamp–romantik”.

Det store i det er for mig hverken Harald Børstings tale eller at Eva Jørgensen kendt-fra-tv var vært. Nej det store er at så mange mennesker, for real er kommet op af stolene og er klar til at gøre noget for at ændre deres egen og deres kollegaers hverdag. Det handler lige nu om en ny regering, men også om en vilje til selv at skabe forandring. Det er lige præcis den stemning og gejst vi som venstrefløj skal blive ved med at vække og opildne. Og det vigtige er jo netop nu, at vi alle sammen skal arbejde på holde ilden i gang.

Jeg skippede min undervisning for at være med til mødet, men jeg har nok lært noget vigtigere på tillidsmandsmødet. Jeg har lært at der er en kampgejst i den danske fagbevægelse som trænger til at blive ført ud i livet, og det kan kun gå for langsomt


kære Tina

Af Rosa Lund | 6. november 2010 | 12 kommentarer

Først var der masser af snak om de hjemmeboendes SU, gymnasier og handelsskoler nedlagde undervisningen og pressen skrev løs om de såkaldte cafepenge – i nogle dage. Jeg synes vi skal huske at forhandlingerne om SUen er på vej – derfor får i lige dette brev, som en af mine venner har skrevet til undervisnings minister Tina Nedergaard. Jeg håber at hun kan give ham et ordentligt svar

Kære Undervisningsminister Tina Nedergaard (personligt) 1/11-2010

Jeg er en ganske almindelig landbrugsskoleelev på 19 år, der går på den Økologiske landbrugsskoleelev på Kalø. Jeg ynder ingen overflod og kan finde glæden i mange ting der ikke nødvendigvis koster penge eller har en materiel værdi. Men jeg blev ærlig talt forarget, da jeg i dag fandt ud af, hvilken SU I tror mennesker kan leve for. Jeg har tidligere gået på Marselisborg Gymnasium i Århus, hvor jeg det sidste år fik SU mens jeg boede hjemme. Derover arbejdede jeg for at kunne få det hele til at køre rundt. Fra og med jeg blev 18 år definerede jeg mig selv som voksen. Jeg må køre bil, stemme, skal betale forsikringer. Kort sagt: Jeg tager selv ansvar for min gøren og laden, både juridisk og identitetsmæssigt. Derfor mener jeg også at det ikke kan være rigtig, at mine forældre, om de kan eller ej, skal betale for mig - og da slet ikke efter at jeg er flyttet hjemmefra. Derfor vil jeg rigtig gerne vide, hvorfor jeg defineres som værende indkomstafhængig af mine forældre, da vi har fuldstændig adskilte økonomier? Hvorfor har I fundet på 20/20-reglen, for jeg kan ikke se hvilken gavn den skulle have for nogen? Det betyder at jeg får udbetalt 2628kr om måneden. Vi skal betale 2200kr i kost og logi på skolen, hvor jeg bor. Det vil sige, at tilbage har jeg 428kr om måneden til tøj, transport, frisør, telefon og jeg kunne blive ved. Det betyder at jeg har 13,8kr om dagen at gøre godt med, men når en returbillet til Århus, hvor stort set alle mine venner bor, koster 66kr, kan du forhåbentlig godt se at jeg har begrænsede handlemuligheder. Jeg har ikke mulighed for at tage et studiejob ved siden af skolen, da vi har timer fra 8-16 hver dag, skolen ligger 6 km fra nærmeste by (Rønde) og der er 30km ind til Århus. En bil har jeg jo umuligt råd til.

Jeg kan ikke umiddelbart se hvad jeg skal gøre? Tage et lån og forgælde mig? Undvære at se venner og deltagelse i sociale arrangementer som julefrokost i min gamle gymnasieklasse? Pjække fra nogle timer og arbejde? Gå nøgen rundt?

Jeg håber du kan give mig et fyldestgørende svar på de problemstillinger, jeg oplever. Og jeg anser ikke forslag som at cykle til Århus eller tigge om penge ved mine forældre de ikke selv kan undvære, som realistiske eller værdige svar.

I fredags (29/10-2010) havde vi besøg af jeres skolepatrulje, som skulle se på hvordan vores skole er, og hvorfor vi stort set intet frafald har trods det at vi hører under EUD-lovgivningen, hvor der jo normalt er et frafald på ca. 30%. De lærte noget af at besøge vores lille specielle skole, og det tror jeg bestemt også du kan. Både omkring frafaldt men også i forhold til de problemer jeg oplever, så derfor vil jeg rigtig gerne invitere dig på kaffe og kage på den Økologiske Landbrugsskole på Kalø inden for nærmeste fremtid.

Med håb om positivt svar?

Rasmus Vestergaard Madsen


Statens Uddannelsesstøtte

Af Rosa Lund | 16. oktober 2010 | 7 kommentarer

Alle snakker om ghettoer i disse dage. Det er sådan set klart nok, når både statsministeren og S/SF kommer med vældig provokerende udmeldinger om bulldozere og udgangsforbud. Jeg tror nu alligevel at jeg vil lade andre om at diskutere dette emne eller i hvert ikke behandle det lige nu. Mens alle snakker om ghetto så er debatten om den hjemmeboende SU døet lidt hen – i medierne. Den lever i hvert fald i bedste velgående blandt unge. I mandags deltog jeg i en paneldebat på en handelsskole i Ishøj. En handelsskole der i øvrigt har haft nedlagt undervisningen i protest i flere dage!? De ville selvfølgelig gerne snakke om regeringens planlagte besparelser på deres SU, men de andre paneldebattører fra henholdsvis Radikal Ungdom, Venstres Ungdom og Dansk Folkepartis ungdom gjorde alt hvad de kunne for at undgå at komme til at snakke om det, fordi de som bekendt mener at SUen for de hjemmeboende skal fjernes helt - det er det mest ansvarlige. Det betyder så, at når man mener at den hjemmeboende SU skal bevares bliver man til dels beskyldt for at være uansvarlig, og dels for at mene det, fordi det er populært blandt HHx, Htx og gymnasieelever. Skide irriterende, når man nu engang synes, det er meget vigtigt at de hjemmeboende også får SU.

Hvad der er endnu mere irriterende er, at pressen – ja selv vi-er-åhh-så-politisk-korrekte-Politikken har slugt udtrykket cafe penge råt for usødet. Cafe penge lyder som en luksus, der ikke er strengt nødvendig. Cafe penge er et udtryk der desværre har hængt fast i alt for lang tid – jeg kan huske at det også blev brugt dengang jeg var formand for DGS i 2006 og det går sikkert længere tilbage. Og jo der er da sikkert nogle som er på hjemmeboende SU, der bruger pengene på café latte og tøj – også er der en stor andel der rent faktisk bruger pengene på husleje derhjemme og transport til og fra skole. Selvom mange af de politikere jeg har diskuteret netop dette emne med ikke tror på det. Det er muligvis fordi de fleste ”ungdomspolitikere” ikke selv har skullet betale husleje derhjemme og har været så bogligt stærke at det ikke var noget problem for dem at arbejde ved siden af. Men sådan er det bare ikke for alle.

Hvis vi vender tilbage til handelsskolen i Ishøj så lød et af spørgsmålene til panelet: hvordan vil i have jeg skal overleve uden min SU? Jeg har ikke tid til at arbejde hvis jeg skal nå at lave alle mine lektier og jeg betaler altså husleje derhjemme. Det lyder som et tænkt spørgsmål, eller noget som jeg har fundet på for at underbygge min argumentation – det er det ikke. Derudover er det åbenbart helt i orden, at man som gymnasieelev har råd til at drikke sig fuld til gymnasiefesterne en gang i mellem, uden at skulle arbejde ved siden af sin skole. Selvom Lene Espersen levede af hvide bønner i sin studie tid, er det jo ikke nødvendigvis det samme som at det absolut skal være sådan.

Og ja, der er helt sikkert nogle der får hjemmeboende SU som ikke har brug for den, men der er nok et større antal der har brug for det. Jeg synes faktisk, at det er helt i orden, at når man er fyldt 18, og dermed er uafhængige af sine forældre og har valgt at bidrage til samfundet ved at tage en uddannelse, får nogle penge så man kan få det optimale ud af sin uddannelse.

Det argument der slår hårdest i debatten, er at der er krise i Danmark og at staten ikke længere kan dele ud af godteposen. Det er også rigtigt at det er et hul i statskassen, men det sgu ikke elever der skal dække hullet i statskassen. Jeg synes ærlig talt, at det er meget uansvarligt at tage pengene fra dem der skal opfinde ny teknologi og dem der skal bære fremtidens velfærdssamfund. Det rigtige at gøre må da være, at tage pengene fra dem der har skabt krisen. Det mest ansvarlige må være at tage pengene fra dem der har flest(læs: dem de 105 rigeste der har fået skattelettelser)!


Metro 4 life

Af Rosa Lund | 27. august 2010 | 6 kommentarer

D. 30 august starter de første elever på det helt nye Gefion Gymnasium. Gymnasiet, som kommer til at ligge i Københavns indreby, har 13 forskellige studieretninger og sprit nye bygninger. Dette er alt sammen rigtig fint, og Gefion bliver sikkert et rigtig godt gymnasium.

Gefion er dog ikke et resultat af at undervisningsministeriet endelig har fået øjnene op for, at der ikke er plads til det stigende antal elever på de københavnske gymnasier. Gefion Gymnasiet er derimod blevet til fordi de to gamle københavner gymnasier Metropolitanskolen og Østre Borgerdyd har set sig nødsaget til at lægge sig sammen.

Da jeg selv skulle starte i gymnasiet ville jeg helst have gået på Christianshavns Gymnasium eller det frie gymnasium, sammen med de andre venstreorienterede. Men sådan gik det ikke. Jeg endte på Metropolitanskolen, sammen med de andre Nørrebro-unger, og egentlig også rigtig mange fra Nordvest og Amager. Metropolitanskolen var dengang ikke et særlig søgt gymnasium, og har vist aldrig rigtig været det. Kun de elever, der boede i nærområdet, og kom fra de mindre velstillede hjem (eller hvordan man nu siger det på den politisk korrekte måde), havde rent faktisk søgt ind på Metropolitanskolen. Metropolitanskolen var i øvrigt Nørrebros eneste gymnasium (Det frie gymnasium er privat). Os der ikke havde søgt det, valgte nu alligevel at blive gående der og forsøgte at forme gymnasiet til vores eget. Det lykkedes da også nogenlunde; vi fik stablet elevråd, cafe udvalg etc. på benene. Metro 4 life som vi sagde til hinanden, når vi var trætte af at det aldrig virkede så smart som det gjorde på de populære københavner gymnasier. Det blev nemlig aldrig til den type gymnasium som Christianshavns var (og er). Det var nok også meget godt - jeg er i hvert fald i dag glad for at jeg har gået på et gymnasie der var så mangfoldigt som Metropolitanskolen.

At Metropolitanskolen lukker, synes jeg er meget ærgerligt - ikke kun fordi, jeg har selv gået der eller fordi det er et historisk gymnasium; Scherfig, det forsømte forår etc., men fordi Nørrebro nu ikke længere har et offentligt gymnasium. Hvis man vil gå i gymnasiet på Nørrebro fremover, skal man have nogle forældre kan betale for det. Det betyder højst sandsynligt, at de ressourcesvage unge, som der er en del af på Nørrebro og i Nordvest, vil droppe at tage en gymnasieuddannelse og højst sandsynligt ikke vil få knækket den sociale uligheds kode.

Ingen tak til systemet

Hverken rektoren på Metropolitanskolen eller Østre Borgerdyd har sådan set ønsket at lukke deres gymnasier, men på grund af for mange røde tal på bundlinien har den eneste løsning været at slå de to gymnasier sammen. Som den gode socialist jeg er, skyder jeg skylden på systemet, eller i dette tilfælde mangel på samme.

I 2007 blev gymnasierne med strukturreformen gjort til selvejende institutioner, med et økonomisk fundament, der var baseret på et taxametersystem. Det vil sige, at gymnasierne efter bedste markedslogik tjener penge på hvor mange elever, der går på gymnasiet. Det har efter alt at synes - igen efter bedste markedslogik – vidst sig at være en god forretning for de populære gymnasier og en meget dårlig forretning for de mindre populære gymnasier - og i øvrigt også for de små gymnasier, der ligger i det så omtalte udkants Danmark. De gymnasier, der ikke formår at sælge ”varen”, altså uddannelsen, har tabt. Det har de elever, der mister deres gymnasium i nærområdet sådan set også. Samtidig har det betydet, at man på de populære gymnasier har stoppet mange flere elever ind i klasserne end der er plads til, for at tjene penge. Det er præcis den samme udvikling vi har set på handelsgymnasierne, som blev selvejende for mange år siden.

Tilbage til Metropolitanskolen anno 2003. Her kom størstedelen af dem jeg gik i gymnasium med fra hjem, hvor forældrene havde en kort uddannelse – hvis overhovedet nogen - og dårlig nok snakkede dansk. Derudover var der selvfølgelig også alle os, som ikke var kommet ind på Christianshavns og Rysensteens Gymnasium. Pointen er at ledelsen på Metropolitanskolen gjorde rigtig meget for, at vi alle sammen skulle klare os så godt som muligt. Der var derfor meget studievejledning til dem, der havde brug for det og lektiecafeer to dage om ugen. Det betød alle havde en chance for at klare lektierne, uanset hvilken baggrund de havde og om ikke kunne få hjælp derhjemme. Desværre er disse tiltag ikke nogle, der giver penge i kassen. Og med en regering, hvis mantra er at økonomisk fremgang er det eneste parameter til at vurdere succes, har gymnasier som Metropolitanskolen ikke en chance.

Det nye Gefion gymnasium har fået rigtige mange ansøgere, og man kan kun håbe, at de ligeledes vil arbejde for at dem, der kommer fra ressourcesvage hjem også bliver studenter. Desværre løser dette bare stadig ikke Nørrebro og Nordvest-ungernes problem.

Historien om Metropolitanskolen er således et eksempel på den forfejlede uddannelsespolitik, som regeringen har ført de sidste ti år. Det er et eksempel som desværre ikke står alene. Til trods for en ambition om at 95% af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, har regeringens politik medført en tilbagegang til 80 procent. Man kan med sammenlægningen ydermere frygte, at vi først nu for alvor ser de sande konsekvenser af et årti, hvor liberalisme og markedslogik er blevet dyrket som religion.


En gammel traver om Roskilde festival

Af Rosa Lund | 11. juli 2010 | 41 kommentarer

Nu har jeg næsten sovet ud efter dette års Roskilde festival. Igen i år har jeg brugt en uge af min ferie med masser øl, god musik og ikke mindst gode venner. Af en eller anden sær årsag er jeg sommer efter sommer endt på festivalen i en hel uge på et tyndt liggeunderlag, i et alt for varmt telt og med makrel og lunkne øl som primær føde. Hvert år efter festivalen siger jeg til mig til selv, at denne festival er den aller sidste, og alligevel er jeg der igen næste år. Jeg tror det er fordi, at jeg inden festivalen går i gang tænker at det er en uge, hvor man er helt fri og det største problem er når to koncerter overlapper hinanden. Der er ingen møder, ingen mails og ingen lange to do lister. Samtidig er der også en hel uge, hvor man kan drikke sig så uhæmmet fuld og ryge så mange cigaretter, som man overhovedet kan, man skal ikke gå i bad i en hel uge og man behøver ikke at skifte tøj. Der er ubegrænset frihed.

Og sådan er Roskilde festival, altså i hvert fald hvis man er en mand. For i løbet af året glemmer jeg, at man som kvinde ikke har ubegrænset frihed, men at man er udsat for diverse karaktergivninger og skæve blikke, når man opfører sig som man bør gøre på en festival.

Det er lidt en gammel traver at brokker sig over sexismen på Roskilde festivalen, men om ikke andet fylder det enormt meget når man er på festivalens campingarealer. Og særligt i år har jeg tænkt meget over at der er enorm forskel på den måde mænd og kvinder er på festival på. For mig at se virker det som om mændenes eneste regel, når de er på festival er ”det kan godt blive højere, det kan godt blive vildere”. Sådan er det selvfølgelig ikke for alle mænd på en festival, og det er sikkert også en regel, der for mange mænd er irriterende at skulle ligge under for. Men for størstedelen af alfahannerne er det 7 dage med en ’truth or dare’ der bliver vildere og vildere indtil de står med hinandens pis i en kop og drikker dus. Kvinderne på festivalen bliver konstant målt og vejet. Man kan ikke gå nogen steder på festivalen uden at der er nogen der skal fortælle en hvor godt eller dårligt man ser ud, eller gætte hvor store ens bryster er. Det betyder, at når man som kvinde er på festival ligger man under for præcis de sammen uskrevne regler, som man gør når man ikke er på festival. Mange kvinder gør lige så meget ud af deres udseende på Roskilde festival, som de gør derhjemme og garderoben er nøje planlagt. Det er ikke mit indtryk, at det er sådan for mændene. For de fleste mænd er festivalen nemlig et frirum, hvor de kan opfører sig præcis som de har lyst til, fordi alle regler er ophævet. Som kvinde kan man selvfølgelig også opføre sig præcist som man har lyst – og det bør man også gøre. Forskellen er bare, at når kvinderne træder udenfor boksen bliver der kigget skævt til dem.

Den fælles gode stemning

Festivalen er derfor overhovedet ikke på samme måde et frirum, hvor alt er accepteret. Alt det her skal man selvfølgelig både som mand og kvinde sige fra overfor, ligesom man skal alle andre steder. På festivalen kan dette dog være særlig svært, idet man ved at sige fra, ofte vil blive betragtet som kedelig og sippet. Og samtidig betragtes enhver kritik af de gængse normer, som et angreb på den fælles ”gode stemning”. En god stemning, der åbenbart består i retten til at kommentere ethvert par bryster, der kommer gående forbi.

Jeg har diskuteret det med mange og overraskende nok?! siger de fleste, at det er helt i orden, at mændene giver pigerne point når de går forbi og niver dem i røven til toilet køen. Og det er med den begrundelse, at ”sådan er det jo på festival” - at folk må opfører sig som de vil og at det jo bare er for sjov denne ene gang om året. Problemet er bare at point-givningen og det lille klem i venstre balle sætter mange absurde normer for, hvordan kvinderne på festivalen skal opføre sig, alt imens alle civilsamfundets normer for mænd er ophævet. Og så er det i øvrigt også pisse ubehageligt at blive bedømt på den måde.

Forskellen på hvad der er tilladt for mænd og kvinder er bare mere udtalt på Roskilde festival, fordi det er et sted, hvor kun den ene halvdel af festivalen får lov til at smide alle hæmninger.

Jeg synes fandme det er noget mærkeligt noget, at når fyrene ter sig som tosser og er ekstraordinært klamme, så er det en del af festival kulturen, men når man som kvinde tisser i to tomme fadølskrus til en koncert så er det for meget.


SUFs landsmøde part 2

Af Rosa Lund | 24. april 2010

Nu var det jo meningen at det her skulle være skrevet umiddelbart efter landsmødet, men jeg skulle åbenbart bruge to uge på at sove ud.

Jeg har efter to år i SUFs ledelse valgt ikke at genopstille, men jeg har selvfølgelig nogle holdninger til hvad den nye ledelse skal lave. Det er jo så dejligt nemt at stå på sidelinien og sige hvilke problemer andre skal løse.

Temaet for landsmødet var organisationsudvikling. Måske et lidt kedeligt tema for en politisk ungdomsorganisation, skulle man tro. Men det har faktisk været et tema i SUF det sidste halve år, hvordan vores organisation skal være skruet sammen. Ironisk er det at vi efter landsmødet står med næsten den samme organisationsstruktur som før landsmødet. Det er blevet vedtaget nogle små justeringer, men overordnet set er det den samme struktur. Dette må ses som et utryk for de mange forskellige holdninger der er SUF. I SUF er der mange forskellige politiske strømninger, og der kommer i sær til udtryk når der diskuteres struktur. Det skal ikke være nogen hemmelighed at den mest ophedede debat har været om SUF skulle have en daglig ledelse og om SUFs emnegrupper skulle være mere selvstændige i form af selvstændig økonomi. Begge dele faldt. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at jeg personligt gerne havde set at SUF havde fået en daglig ledelse, ligesom at andre gerne havde set at emnegrupperne fik mere magt i organisationen. Anyways er pointen at SUF står tilbage med den samme struktur, som man havde da SUF i sin tid blev stiftet. Det er ærgerligt at organisations struktur ikke er fulgt med det voksende antal medlemmer. Samtidig kan man jo sige at den struktur vi har i dag er et kompromis mellem de forskellige strømninger. Alligevel er det værd at bemærke at størstedelen af medlemmerne var for daglig ledelse. Jeg synes det er vigtigt at den nye ledelse tænker over hvordan der bliver plads til alle dem der er gerne ser en daglig ledelse og dem der ikke gør.

Selvom SUF har den samme struktur, er der alligevel sket nogle ting siden jeg meldte mig ind i 2007. En ting er at SUF er vokset medlemsmæssigt, at mange nye er kommet til. Men SUF er også blevet bedre til at fastholde medlemmer. Det er heldigvis ikke længere sådan at man stopper med at være aktiv i SUF den dag man fylder 20. Det betyder at SUFerne bliver bedre og bedre til at diskutere politik og at den dybe tallerken ikke skal genopfindes på ny. Hvis det skal blive ved med at være sådan må man fortsat arbejde med at lave arrangementer som både uddanner nye og gamle medlemmer.

Al den tid jeg har været aktiv i SUF har der været mange forskellige projekter i gang i organisationen, det er noget at det der kendetegner SUF. Det gør det nemt at blive aktiv fordi der altid er et nyt projekt man kan kaste sig over, og blive en del af. Det er vigtigt at man holder fast idet. Når det så er sagt så synes jeg det er vigtigt at ledelsen prioriterer i de ting de skal kaste sig over det næste års tid. Dette er nødvendigt hvis SUFs budskab skal gå klart igennem, men allermest er det vigtigt for at ledelsesmedlemmerne ikke kører sig selv ned i et sort hul af stress og derfor ikke kan drive organisationen.

SUF er den eneste landsdækkende revolutionære ungdomsorganisation, efter Offensiv og Rød Ungdom ikke længere eksisterer. Og det forpligter jo. Det betyder at SUF nu reelt skal være en landsdækkende organisation, og ikke blot være det på papiret. Ikke at SUF indtil nu kun har været en landsdækkende organisation på papiret, men at SUF til tider er dårlig til at løfte i flok. Vi er blevet bedre til det, men de store kampagner bliver tit kun udført i København og en gang i mellem Århus. Jeg håber at den nye ledelse vil tænke i hvordan vi i SUF kan løfte i flok, og sprede de gode budskaber i hele landet

Herfra er der kun at sige god arbejdslyst til den nye ledelse


SUFs landsmøde part 1

Af Rosa Lund | 10. april 2010 | 10 kommentarer

I denne weekend er 200 unge socialister samlet til Landsmøde i Socialistisk Ungdomsfront.

Jeg havde æren af at åbne mødet i går, med disse ord:

SUF har været imponerende meget aktive i år! Det har været sjovt og spændende at lave demonstrationer, aktioner og kampagner. Men ikke mindst har det været hamrende nødvendigt!

Den borgerlige regering har ikke blot gjort det sværere at være socialist, den har gjort det sværere at bo i Danmark; overvågning, racisme, nedskæringer og fyringer er den hverdag vi lever i og den det er den hverdag regeringen har skabt.

Heldigvis synger denne regering på sidste vers, og ved det næste folketingsvalg, skal vi være garanten for at den bliver væltet. Så langt, så godt.

Os der er her ved godt at en ny regering ikke er løsningen, men et skridt på vejen. En ny regering er ingenting uden en ny politik.

Derfor skal vi stille krav og mobiliserer for en ny politik. Vi vil have social retfærdighed, frihed og demokrati. Vejen til at presse en centrum – venstre regering går gennem bevægelserne Vi skal fortsat være aktive i og styrke kampen for ordentlig løn og for arbejde til alle. Vi skal fastholde og opbygge asylbevægelsen, Vi skal kæmpe for at der kommer seriøse ændringer i klimapolitikken som ikke er profitorienteret. Vi skal knokle for at elev og studenterbevægelsen fastholder kravet om god og gratis uddannelse.

Jeg er stolt af at være SUFer! Det er jeg fordi vi godt ved at når man massefyrer 350 slagteriarbejdere og udflytter danske arbejdspladser til udlandet kommer helt almindelige mennesker til at stå uden tag over hovedet. Vi ved godt at når man går i krig bliver mennesker slået ihjel og jaget på flugt. Og vi ved godt at klimaforandringerne har forfærdelige konsekvenser for mennesker i det globale syd. Vi har set arbejdsløse på dagpenge der prøver at overleve, vi har set asyl ansøgere i øjnene mens deres familier rives fra dem. Og vi har set hjem blive smadret af oversvømmelser.

Mest af alt er jeg stolt af at være SUFer fordi vi tør sætte handling bag holdning. Vi er med til at lukke asyllejre og skjuler gerne folk der flygter fra krig, vi kaster hestelort på Dansk Industri når de lader krisen gå ud over almindelige mennesker, og vi står forrest når klimabevægelsen viser slipsedrengene i Bella centeret hvad civil ulydighed er.

Vi ved at det her ikke er et spil om ministertaburetter, men at det er den virkelighed vi lever i. Derfor er SUF afgørende for en ny politik, for en ny virkelighed. For en ny verden

Jeg er stolt af at være SUFer, og jeg er glad for at kæmpe de her kampe sammen med jer!

SUF er nu den sidste store revolutionære ungdomsorganisation i Danmark, og det forpligter. Det er vigtigt at vi står skulder ved skulder i kampen mod den kyniske kapitalisme og at vi ikke er tilfalds for letkøbt populisme. Vi skal stå fast på vores principper og påtage os det ansvar og den opgave det er at være de eneste som tør drømme med åbne øjne om, en anden verden.

Vi får tit at vide at vores vision om et andet samfund, er en utopi men vi ved at vores drømme er de eneste løsninger.

I SUF favner vi ungdommen bredt. Vi er forskellige og gør tingene på forskellige måder, men vigtigst af alt deler vi en drøm og et håb om en anden verden. Mangfoldigheden gør os stærkere, men selvom vi er forskellige er det vigtigt at vi står sammen. Hvis vores drømme skal blive til virkelighed må vi kæmpe sammen og løfte i flok. En stærk organisation må være udgangspunktet for vores fælles kamp, for socialismen.

Nu er det tid til at se hinanden i øjnene. Vi skal se på året der er gået og vi skal se fremad. Et årti med diskrimination, hets, kontrol og tyranni er slut. Bøtten skal vendes. Det tid til et nyt årti – et nyt SUF – en ny verden. velkommen til SUFs landsmøde 2010


1 2 3 4 >



Rosa Lund

Født 1986. Studerer statskundskab på Københavns Universitet. Arbejder som vikar i en daginstitution på Nørrebro.

Folketingskandidat for Enhedslisten på Vesterbro med gode chancer for at ende på Christiansborg. Samtidig talsperson for initiativet Genstart Danmark, som består af SUF, SFU, DSU og den unge LO-fagbvægelse.

Startede som aktivist på venstrefløjen som 14-årig.

Mit hjerte banker for kampen for uddannelse og velfærd til alle, hvor de fleste kræfter også er blevet lagt gennem tiden. Blandt andet som formand for gymnasieelevernes organisation, DGS, og som talsperson for initiativet Velfærd til alle.

Har udover det også viet mine kræfter til kampen mod racisme gennem antiracistisk netværk og som talsperson for Kirkeasyl.




Blogarkiv

1 september 2011
Simon lavede en Bent
22 kommentarer

27. august 2011
Begyndelsen på enden?
13 kommentarer

21. april 2011
Hvem passer vores velfærd
2 kommentarer

3. februar 2011
Tillidsmandsmøde for første gang
3 kommentarer

6. november 2010
kære Tina
12 kommentarer

16. oktober 2010
Statens Uddannelsesstøtte
7 kommentarer

27. august 2010
Metro 4 life
6 kommentarer

11. juli 2010
En gammel traver om Roskilde festival
41 kommentarer

24. april 2010
SUFs landsmøde part 2

10. april 2010
SUFs landsmøde part 1
10 kommentarer

1 2 3 4 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater