Af Rosa Lund | 6. november 2010 | 20:18 | 12 kommentarer |
Først var der masser af snak om de hjemmeboendes SU, gymnasier og handelsskoler nedlagde undervisningen og pressen skrev løs om de såkaldte cafepenge – i nogle dage. Jeg synes vi skal huske at forhandlingerne om SUen er på vej – derfor får i lige dette brev, som en af mine venner har skrevet til undervisnings minister Tina Nedergaard. Jeg håber at hun kan give ham et ordentligt svar
Kære Undervisningsminister Tina Nedergaard (personligt) 1/11-2010
Jeg er en ganske almindelig landbrugsskoleelev på 19 år, der går på den Økologiske landbrugsskoleelev på Kalø. Jeg ynder ingen overflod og kan finde glæden i mange ting der ikke nødvendigvis koster penge eller har en materiel værdi. Men jeg blev ærlig talt forarget, da jeg i dag fandt ud af, hvilken SU I tror mennesker kan leve for. Jeg har tidligere gået på Marselisborg Gymnasium i Århus, hvor jeg det sidste år fik SU mens jeg boede hjemme. Derover arbejdede jeg for at kunne få det hele til at køre rundt. Fra og med jeg blev 18 år definerede jeg mig selv som voksen. Jeg må køre bil, stemme, skal betale forsikringer. Kort sagt: Jeg tager selv ansvar for min gøren og laden, både juridisk og identitetsmæssigt. Derfor mener jeg også at det ikke kan være rigtig, at mine forældre, om de kan eller ej, skal betale for mig - og da slet ikke efter at jeg er flyttet hjemmefra. Derfor vil jeg rigtig gerne vide, hvorfor jeg defineres som værende indkomstafhængig af mine forældre, da vi har fuldstændig adskilte økonomier? Hvorfor har I fundet på 20/20-reglen, for jeg kan ikke se hvilken gavn den skulle have for nogen? Det betyder at jeg får udbetalt 2628kr om måneden. Vi skal betale 2200kr i kost og logi på skolen, hvor jeg bor. Det vil sige, at tilbage har jeg 428kr om måneden til tøj, transport, frisør, telefon og jeg kunne blive ved. Det betyder at jeg har 13,8kr om dagen at gøre godt med, men når en returbillet til Århus, hvor stort set alle mine venner bor, koster 66kr, kan du forhåbentlig godt se at jeg har begrænsede handlemuligheder. Jeg har ikke mulighed for at tage et studiejob ved siden af skolen, da vi har timer fra 8-16 hver dag, skolen ligger 6 km fra nærmeste by (Rønde) og der er 30km ind til Århus. En bil har jeg jo umuligt råd til.
Jeg kan ikke umiddelbart se hvad jeg skal gøre? Tage et lån og forgælde mig? Undvære at se venner og deltagelse i sociale arrangementer som julefrokost i min gamle gymnasieklasse? Pjække fra nogle timer og arbejde? Gå nøgen rundt?
Jeg håber du kan give mig et fyldestgørende svar på de problemstillinger, jeg oplever. Og jeg anser ikke forslag som at cykle til Århus eller tigge om penge ved mine forældre de ikke selv kan undvære, som realistiske eller værdige svar.
I fredags (29/10-2010) havde vi besøg af jeres skolepatrulje, som skulle se på hvordan vores skole er, og hvorfor vi stort set intet frafald har trods det at vi hører under EUD-lovgivningen, hvor der jo normalt er et frafald på ca. 30%. De lærte noget af at besøge vores lille specielle skole, og det tror jeg bestemt også du kan. Både omkring frafaldt men også i forhold til de problemer jeg oplever, så derfor vil jeg rigtig gerne invitere dig på kaffe og kage på den Økologiske Landbrugsskole på Kalø inden for nærmeste fremtid.
Med håb om positivt svar?
Rasmus Vestergaard Madsen
Kommentar af Pete Nielsen | 7. november 2010 | 12:58
Ikke så trist nu Rasmus.
De 6 km du har til Rønde er jo godt nok kun 3,4km, men selvfølgeligt op af bakke. Men mon ikke du kan overkomme det på cykel? Ellers holder bussen jo også lige ud for din skoles indkørsel 2-3 gange i timen. I rønde søger Netto, Superbest og byggemarkedet ofte personale til de skæve tidspunkter, hvor du jo har fri fra skole. Prøv du og søg der, jeg tror gerne de vil have en type som dig der ved dit uddannelsesvalg viser at du er en der kan tage fat. Jeg kan også anbefale et klippekort når du skal til århus, så er det så vidt jeg kan se kun 22 kr hver vej det koster. Selv plejer jeg at tage den på stop når jeg skal besøge vennerne. Så skal du såmænd se, så går det nok.
Vh, Pete
Kommentar af KP | 8. november 2010 | 15:24
Om du har 10.000 til dig selv, eller 10 kroner, gør jo heller ikke mors og fars mad dårligere. Desuden er det ikke et fyord at gældsætte sig under uddannelsen. Det er der så mange andre der gør. Så kære Rasmus, du klarer den såmænd nok, ellers sender jeg gerne en tyver til dig, så du kan besøge vennerne.
Kommentar af Mads Eigil | 9. november 2010 | 11:01
Jeg synes, det er nogle triste kommentarer, der ikke lytter til, hvad der står i et fint brev.
Kommentar af Rosa Lund | 9. november 2010 | 16:25
kære Pete og KP Jeg kan ikke rigtigt finde ud af om i mener jeres kommentarer alvorligt. Men anyway - for det første skal det jo ikke være sådan at man skal arbejde ved siden af sit studie, det tager tid fra lektielæsning og forberedelse til timerne. Fars og mors mad er meget herligt, men hvis nu man bor langt fra sine forældre, og derfor må bruge mange penge på den dyre offentlige transport - så er det lige pludselig ikke billigt at spise hjemme hos de de gamle. Jeg vil ikke afholde dig, KP i at send een tyver til Rasmus- det synes jeg faktisk du skal gøre. Men der er mange andre der er i Rasmus situation. Som jeg ser det er tre meget nemme ting man kan gøre for at løse Rasmus´og mange andres problem. 1) afskaf 20/20 reglen 2) indfør en rabatordning for studerende der bruger offentlig transport - i hele landet 3) hæv Su en med 1000 kroner
- Rosa
Kommentar af Kpn | 9. november 2010 | 19:59
I resten af verden skal man betale for at få en uddannelse. Den slags er gratis i Danmark = den bliver betalt af skatteyderne. Den virkelighed er fuldstændigt glemt i kravet om endnu flere penge fra skatteyderne til dem der går på landbrugsskole på Kalø. Skatteyderne betaler formentligt allerede 100-300.000 kr. om året per studerende på skolen.
Kommentar af Kpn | 9. november 2010 | 20:54
Jeg tror jeg har fundet løsningen på alle problemerne : Et fritidsjob ;-). Det er der mange andre der har, man tjener sine egne penge selv og så er der pludselig råd til de sjove ting også. Så hvad er problemet?
Kommentar af Konrad | 9. november 2010 | 21:26
Mors mad smager sikkert rigtig godt. Men nu betaler han 2200kr. får at gå på en skole der sørger for hans kost og logi, så hvorfor skulle han spise hjemme hos hans forældre?
Kommentar af ærmet | 9. november 2010 | 21:36
@KPN
Det er rigtigt at der i vid udstrækning er gratis uddannelse i Danmark (bemærk at jeg sige vid udstrækning, for det er altså langt fra alle uddannelser der er gratis, og mange er heller ikke SU berettiget). Det har i lang tid været et mål at uddanne yderst kvalificeret arbejdskraft i det danske samfund, for vi kan ikke være konkurrencedygtige på prisen, ergo må vi være det på andre områder hvis vi skal klare os i den såkaldte internationale konkurrence. Det er et valg vi har taget. Andre lande har taget andre valg. At dømme efter den levestandard de fleste har i Danmark, tror jeg det var et godt valg. Intentionen med SUen er jo at gøre studier til et fuldtidsjob, hvilket i høj grad er nødvendigt hvis man vil have den mest kvalificerede arbejdskraft i verden. Ergo giver det ikke mening at man ved siden af sit fuldtidsjob, også skal have et deltidsjob - bare for at få sin hverdag til at løbe rundt. Der er vel heller ikke nogen der forventer at de skal have et fuldtids ’og’ et deltidsjob, bare for at kunne betale et minimum af husleje, få mad og få råd til lidt af den danske hygge. Der er jo ikke snak om, at Rasmus mener han skal have råd til privat jetfly eller lign.
Man kan vel også sige, at gratis uddannelse er lidt af en tilsnigelse hvis man er nødt til at tage lån for at uddanne sig. Lån er jo ikke ligefrem gratis. Efter 6½ år på universitetet, synes jeg i hvert fald ikke ligefrem det har været gratis - selvom det ganske vist ikke er mit universitet jeg betaler til. Hvis det så bare var det. Så pak den gamle forstokkede floskel væk, og se hellere på hvad det er for et samfund man siger fra politisk hold at man vil skabe, men på alle måder modarbejder i praksis.
Kommentar af Jannick | 10. november 2010 | 11:05
Jeg kan udemærke forstå Rasmus’ frustration, men når det er sagt er der nogle punkter som springer mig i øjnene.
For det første er 2628 kr altså en del penge. Hvis du har 428 kr til overs (og du selvfølgelig har fået de basale fornødenhedder som kost og logi), så har du da nogle penge til at starte med. Ja der er SU-lån og ja du kommer til at gældsætte dig ved at gøre det, men det har mange af mennesker som har taget uddannelse. Dog kan jeg godt forstå din indvending mod at gældsætte sig, men hvorfor ikke tage et studiejob så? Hvis du har, som Pete siger, 3,4 km til Rønde er det vel bare en rask tur på en cykel for en 19 årig mand?
Der er masser af jobs man kan tage som eks. kasseassistenter, flaskedrenge, postbude, tankpasserer, arbejde i industri som trykkerier eller noget samlebåndsarbejde eller måske noget socialt arbejde med børn eller unge. Du kunne måske endda være så heldig at få et studierelevant arbejde hos en landmand eller lignende. Jeg har selv tit måtte arbejde i weekender og hverdagsaftener, og har overlevet gymnasiet og universitetet indtil videre. Mit gæt er at du kan tjene mellem 1000 - 3000 kr på et studiejob, alt afhængig af hvor meget du arbejder. Dog skal arbejdet ikke tage overhånd og fylde mere end dit studie. Slutteligt vil jeg blot påpege at studerende på vidergående uddannelser får tudet ørerne fulde af vigtigheden af et studierelevant job. De arbejder mellem 10 - 20 timer om ugen, og får vigtig erhverserfaring, en erfaring som senere er uhyrre vigtig for at få et job efter endt uddannelse. Man kan diskutere om det gør studietiden længere (hvilket nok er rigtigt), men sådan er det.
Man kan diskutere, om de penge man sparer ved, at suspenderer SUen til hjemmeboende ikke også (udover en større nødvendig indsats i folkeskolen) kunne bruges til at forhøje SUen for udeboende, og kigge 20/20 reglen igennem og måske lempe den? Som inspiration til Rasmus kan jeg sige, at jeg boede ude på et kollegie i 2 år med en husleje på 2.200 kr alt inklusivt (rigtig billigt), havde et madbudget på 1.100 kr, gik i byen tit, havde et fritids/studiejob og brugte min cykel meget.
Jeg håber også at Rasmus kigger med, der er mange gode forslag til ham og hans situation. Vh. Jannick.
Kommentar af KPN | 10. november 2010 | 14:02
@ ærmet : Hvis du for det første havde afsluttet din uddannelse på normeret tid ville problemet måske ikke have været helt så stort. For det andet er dine problemer formentligt ikke helt så store som hvad man ser i lande som England, hvor man skal betale en studieafgift på 50-100.000 kr. om året. Der er det ikke unormalt at folk der har fået en universitetsuddannelse skylder en million væk (til gengæld betaler de så ikke de danske misundelsesskatter, så det går måske lige op). Men for at tage stilling til det du skriver : Hvis det er forstokket at mene at danske studerende er dybt forkælede i forhold til så mange andre lande, så må du gerne kalde mig forstokket. Kan mærke at du er et barn af forsørgelsessamfundet, hvor man kræver uden at yde.
Kommentar af Rasmus V. Madsen | 12. november 2010 | 23:34
Jeg må næsten hellere komme med en kommentar, da det nu er MIT brev til Tina Nedergaard, som Rosa har været så sød at bruge på sin blog.
Siden jeg sendte brevet har situationen ændret sig. For den regning jeg fik fra skolen lød på 2780kr, da jeg i mine tal ikke havde medregnet supplerende materialer og ekskursioner. Det betyder at jeg ikke længere har 14kr om dagen at leve for, men MINUS 5kr (152kr om måneden). Og det skal altså dække alt fra at besøge familie rundt i landet, tandbørste, tøj og hvad der nu ellers er.
Jeg finder det yderst besynderligt, at i bare tror jeg sådan kan finde et arbejde. En lokal landmand vil være udelukket, da malkning vil starte inden jeg kan være der, jeg har ingen butikserfaring og er over 18 år, så det vil være usandsynligt at hverken Netto, Super Best eller Fakta i Rønde kan bruge mig. Og jo jeg kunne da bruge mine weekender på at arbejde, men hvornår skal jeg se besøge mine venner, min familie og hvis jeg evt. fik en kæreste i Århus.
Det er godt nok sørgeligt, at på en progressiv portal som Modkraft har læsere der negligere mit problem. det her handler helt konkret om at 20/20-reglen burde afskaffes og der burde være en SU til at leve af, hvis jeg som myndigt voksent menneske fik samme udeboende SU, som personer på 20år eller derover ville jeg sagtens kunne klare mig. Det er vel ikke et stort problem for venstreorienterede at acceptere?
Kommentar af Rene | 22. januar 2011 | 11:35
Problemet omkring SU er vel desværre at uddannelsesorganisationerne er ganske stille. Den mest markante (DGS) er jo idag de facto nedlagt fordi man i jagt på "bredde" slog sig sammen med en lille bitte borgerlig studenterorganisation og blev en snakkeklub. Og DGS fald har desværre påvirket alle de andre organisationer.
Rosa Lund
Født 1986. Studerer statskundskab på Københavns Universitet. Arbejder som vikar i en daginstitution på Nørrebro.
Folketingskandidat for Enhedslisten på Vesterbro med gode chancer for at ende på Christiansborg. Samtidig talsperson for initiativet Genstart Danmark, som består af SUF, SFU, DSU og den unge LO-fagbvægelse.
Startede som aktivist på venstrefløjen som 14-årig.
Mit hjerte banker for kampen for uddannelse og velfærd til alle, hvor de fleste kræfter også er blevet lagt gennem tiden. Blandt andet som formand for gymnasieelevernes organisation, DGS, og som talsperson for initiativet Velfærd til alle.
Har udover det også viet mine kræfter til kampen mod racisme gennem antiracistisk netværk og som talsperson for Kirkeasyl.