Vi er flyttet! modkraft.dk



Nazi-march i Århus - hvad nu?

Af Sarah Bruun | 7. februar 2012 | 10:45 | 36 kommentarer |


"Nej! Nej, nej, neeeej. Det er løgn, det er simpelthen løgn. Aaarhh. Ååhh."

Sådan cirka var min personlige reaktion, da jeg hørte om den bebudede European Defence League (fremover blot: EDL) demonstration den 31. marts. Herefter gik tankerne højt og spørgsmålene blev mange: Hvad betyder det for overfaldsraten her i byen? Hvordan vil pressen dække det? Hvad skal vi gøre? Hvad skal jeg gøre? Kan vi gøre noget?

… ja da! Vi kan, og vi skal! Lørdag den 31. marts skal ikke blive dagen, hvor nynazister fra hele Europa uforstyrret skal gå igennem Århus’ gader med hadske budskaber. Vi skal i Århus sige fra. Dette vil jeg komme nærmere ind på lidt senere. Først vil jeg bringe nogle diskussioner op, som jeg ved findes og som der absolut findes delte meninger op. Jeg bringer dem op for at få en nuanceret debat om det, og jeg håber, at du vil deltage.

Forbud?

I Danmark har vi været ret enige om, ikke at gå ind for et forbud mod nazistiske organisationer, som man ellers gør i eksempelvis Tyskland. Denne holdning bakker jeg fuldt op om.

Jeg bringer naturligvis ikke denne diskussion op for ingenting, men fordi jeg er stødt på den i forbindelse med EDL-demonstrationen. Uanset om det er fascister eller andre udemokratiske organisationer der ønsker at gå på gaden og demonstrere, mener jeg at det er vigtigt, at vi anerkender deres ret til at gøre det og ikke begynder at kræve et forbud. Det mener jeg af to grunde.

For det første fordi, at jeg ganske enkelt ikke finder det demokratisk, at forbyde andre organisationer at demonstrere. Heller ikke selvom det er udemokratiske organisationer der ønsker at demonstrere. Man kan jo spørge sig selv: Hvem skal demokratiet indbefatte - og hvem ikke?

For det andet fordi, at jeg ikke mener at det vil gavne vores sag. Hvis vi skal vinde befolkningen - og det skal vi - så er det vigtigt at vi gør det med ord og aktivistiske handlinger frem for borgerlig lovgivning. Hvis vi kan samle en stor, bred og mangfoldig demonstration, der vil få naziernes til at blegne, har vi for alvor vundet. Så har vi gjort det. Så tror jeg virkelig, at vi har forandret Århus. Måske ikke revolutionerende. Måske ikke engang vildt radikalt. Men alligevel nok til, at det giver os den fornødne styrke og opbakning vi så inderligt har brug for, hvis vi skal gøre Århus nazi-frit og trygt også for os venstreorienterede at bo i.

Pro eller anti?

Jeg hører tit og ofte fra min familie og studiekreds, at venstrefløjen demonstrerer for meget IMOD og for lidt FOR. Og jeg er faktisk enig. Vores tendens til at være anti-noget i stedet for pro-noget smitter negativt af på folk, og det betyder, at folk der ellers er enige i vores budskab, vælger ikke at dukke op. Det samme gør sig gældende når det kommer til anti-nazi demonstrationer. ANTI-nazi demonstrationer. Der kan du selv se. Jeg brugte selv ordet. Og jeg mener, at vi skal væk fra det.

Hvis vi ønsker den brede opbakning, skal vi fortælle folk, hvad det er vi kæmper for. Hvad vi går ind for - og står for. Vi skal være progressive. Positive. Og fremadrettet. Ikke lalleglade og hippie - men fremadrettet.

Det betyder, at vi i stedet for at erklærede en demonstration imod EDL, bør erklære en demonstration for et mangfoldigt Århus, med plads til forskellighed. For en anerkendende by. For multikulturalisme. For en by, der giver plads til alle, der giver plads til alle. For, for, for. Det er det folk vil høre - og ærlig talt er det også det, jeg hellere vil være med til at fortælle folk.

Men, er I med på den?

Hvordan så?

Lørdag den 31. marts skal ikke blive dagen, hvor nynazister fra hele Europa uforstyrret skal gå igennem Århus’ gader med hadske budskaber.

Det var nogle af mine indledende ord, og jeg vil nu forsøge at konkretisere det.

Min drøm, mit håb - det jeg vil knokle og arbejde for - er at vi får stablet en demonstration på benene, som sparker røv. Som er domineret af hr. og fru Århus. Den unge og gamle. Den studerende, arbejderen og den arbejdsløse. Alle og enhver. Du, din familie og dine venner. Alle århusianere.

For at dette kan lade sig gøre kræver det, at vi meget aktivt går i dialog med relevante parter. Lad os tage ud på ungdomsuddannelserne (gymnasierne såvel som de tekniske skoler), de videregående uddannelser, arbejdspladserne, de humanistiske organisationer, Bazar Vest … ja, fortsæt selv listen. Og jeg mener det. Lad os tage kontakt til ovennævnte og endnu flere parter og for at mobilisere. Vi skal i direkte dialog med den almene århusianer. Vi skal ud og overbevise. Vi skal være aktivistiske.

Kan vi gøre det? Er vi villige nok? Er du villig?

Lad dette blog-indlæg være startskuddet til en offentlig og åben debat og erfaringsudvekskling: Hvordan får vi Århus lørdag den 31. marts til at demonstrere for et mangfoldigt Århus? Altså, hvordan gør vi egentlig?

Det ved du lige så vel som jeg. Kom med dit bidrag!



Kommentarer


Kommentar af Chris Bay | 7. februar 2012 | 11:49

Der er 3 løsninger og det er:

Positiv presse Positiv presse Positiv presse

Så skal ind og sætte dagsordenen om demonstrationen. Personligt synes jeg f.eks at det er vigtigt at få belyst det ideologiske fællesskab med anders brejvik, der havde venner i EDL og så dem som sit forbillede. I SUF´s antiracistiske gruppe har vi vedtaget følgende parole:

Aldrig mere Utøya Aldrig mere Folkemord Aldrig mere Nazisme

For selvom at de tager retorisk afstand fra nazismen. Så er det politiske fælleskab svært at overse. Ligesom at den udtalte brug af vold og direkte provokationer også ligger tæt op af nazisternes taktikker. Det skal vi have i tale sat.

Derudover vil jeg give dig 100% ret. Vi skal være FOR noget. For mangfoldighed, Kæmpe for et Århus for alle, for retten til forskellighed (den sidste er lidt kliche, i know). Men der er ingen grund til at være så negative hele tiden. Der er masser af tid til at genbruge venstrefløjens gamle: "Nej til alt, ud af resten" -retorik. Den positie vinkel var også udgangspunktet da jeg var med til at lave "Viborg for mangfoldighed" Hvilket, tror jeg, var grunden til at der dukkede 150 mennesker op en lørdag eftermiddag. (hvilket er mange i viborg-standard)

Det samme var jo tilfældet til "giv århus smilet tilbage" - vi ville noget positivt, og mange var med i demoen. Hvorimod mere konfrontative projekter som "good night white pride" og plakatopsætningen med nazi-medlemmerne, aldrig rigtigt fik samme opbakning i befolkningen. Hvilket er en skam, for bevæggrundende bag initiativerne var jo reelle nok :)

Jeg håber på en barnevognbrigade, folk fra et bredt politisk spktrum, med balloner og masser af støtte fra fagbevægelse og kommune.


Kommentar af Tore | 7. februar 2012 | 11:51

Rigtig fint skriv, Sarah.

Og jeg er helt på linje med dig, når du skriver om, at man skal være mere FOR noget andet. Vise, hvad det er, vi GERNE vil have som modpol til fascisterne. Det er jo sådan set dem, der er imod noget og det skal tydeliggøres.

Mit håb, da jeg hørte om demonstrationen var netop også, at det der kunne give allermest efterklang, ville være, at det var "ganske almindelige mennesker", der var de centrale deltagere. Familier med klapvogne og bedsteforældre med deres børnebørn. Folk som bare siger: "Vi er altså for et andet DK!" Akkurat som da borgere i lokalområdet sang nazisterne ud af deres hus i Aalborg for nogle år siden. "Almindelige" mennesker, der brugte hver eneste aften på at synge nazisterne ud. Det var smukt.


Kommentar af Jannick | 7. februar 2012 | 12:44

"Min drøm, mit håb - det jeg vil knokle og arbejde for - er at vi får stablet en demonstration på benene, som sparker røv."

Når du skriver, sådan hvad mener du så præcis at demonstrationen skal være? En symbolsk march fra punkt A til B, en fredelig blokade (som man har haft stor succes med i Tyskland de seneste år) eller noget helt tredje?


Kommentar af Hr. Madsen | 7. februar 2012 | 15:29

Godt skrevet og vi er nogle der blot venter på Århus initiativ og så skal vi andre nok bakke op.

Om det bliver en march fra A til B, blokade eller noget helt 3. er jeg lidt ligeglad med, mit håb er at der mobiliseres folk nok, vores folk, til den 31. marts, så det simpelthen ikke bliver muligt for EDL at forsamle sig. Men denne mobilisering kan kun ske når der er et initiativ og et grundlag at samles om.


Kommentar af CK | 7. februar 2012 | 17:45

Skal vi ikke lige en gang for alle blive enige om, at Danish Defence League, der er den organisation der faktisk arrangerer demonstrationen 31. marts, er racistisk, rabiat højreorienteret og antimuslimsk, men ikke nynazistisk? Det er simpelthen forkert at kalde DDL og EDL for nynazistisk og marchen for en nazi-march. DDL er langt farligere, fordi de netop ikke er heilende nazister, men nærmere kan ses som en voldsberedt og militant version af DFU, der rekrutterer blandt "almindelige" racister, umiddelbart til højre for Dansk Folkeparti. De samler folk op, for hvem DF er blevet for pæne, og de har derfor et kæmpe potentiale.

Derfor er det vigtigt, at deres demonstration i Århus bliver så stort et nederlag som muligt.

Læs iøvrigt Projekt Antifas analyse af DDL og demonstrationen 31/3 her


Kommentar af Frank | 7. februar 2012 | 19:39

Normalt demonstrerer man fordi, der er noget man er utilfreds med og gerne vil have lavet anderledes. Det gælder også den 31 marts, hvor jeg er utilfreds med at DDL vil marchere i Århus gader. Hvis de ligner deres engelske forbilleder, så er det rimeligt, at forvente at DDL lægger op til slagsmål og rav i gaden. Det er ekstremt utilfredsstillende. Hvis de får held til, at gøre gaderne usikre for folk, så har de halvvejs vundet. Det er derfor vigtigt, at de ikke kommer til at marchere nogen steder andet end under så massiv politibeskyttelse, at marchen bliver en ydmygelse. Jeg er enig i Sarah Bruuns ide om, at gøre demonstrationen til mere end bare en moddemonstration til nogle usympatiske bøllers forsøg på at intimidere folk.

En kæmpestor demo for et multikulturelt, inklusivt og kosmopolitisk Århus må være vejen frem. En demo så stor, at folk med sympatier for DDL, "White Pride" og Breivik i den grad kommer til at indse, at de holdninger, som de har, bare ikke har gang på jorden i Århus.


Kommentar af Libsoc | 7. februar 2012 | 20:40

En kanon blog Sarah!!!

Det eneste rigtige modsvar er en demonstration for mangfoldighed, så bred og så stor mulig. Du overrasker mig positivt med dette indlæg.

Det her er så vigtigt.


Kommentar af K-Townbootboy | 7. februar 2012 | 21:35

Der kommer ikke nogen til din multi-kulti demo Sarah. DDL demoen skal behandles som en nazi demo, for det er hvad det er, og det vil kun være at pisse i egen lomme at begynde at differentiere mellem DDL og DNSB. Man bør holde fast i at Aarhus skal være nazi-frit, med eller uden Bazar-Vest.


Kommentar af Bavianen | 7. februar 2012 | 22:36

Kan godt lide budskabet ift. mangfoldighed uanset hvad andre måske herinde syntes. Problemet er jo netop det konfrontative aspekt under proklamationen af disse moddemonstrationer. Var i Malmö som venstreorienteret presse og dække de store demonstrationer mod SDU marchen sidste efterår. Der kunne man se resultatet af det mangfoldige budskab på de flyere som blev delt ud få timer, før det gik løs på stortoget og gustav adolf torv. Almindelige folk, familiefædre- og mødre m. børn etc. på tværs af politiske skel, der pludselig begyndte at komme ud af biler, fra gadeporte og andre sidegader og gå med i demonstrationerne; med det resultat at politiet virkede målløse og sågar måtte overskride deres budget med 153 mio. i ekstra mandskab fra sveriges tre største byer. Godt nok var der også voldelige anholdelser, heste og hunde osv. men jeg vil sågar stadig sige at også østjyllands politi og dansk politi i det hele taget, kunne lære af deres svenske artsfæller. Allerede fra tidligt om formiddagen havde man nøje barrikaderet ruten hvor SDU’erne skulle gå og sørget for at holde dem væk fra andre borgere, på sikker afstand.

Så ja lad os da håbe at flere folk (og ikke kun dem fra Bazar vest og gjellerup samt black bloc:-) herhjemme også fanger det gode budskab, så man heller ikke ser de samme scenarier som i Hillerød i 2006 med masseanholdelser og i Hundige de sidste to gange, hvor borgere (som selv skulle have deltaget) sidder på sidelinien med popcorn, mens kanonslag hagler ned over vrede pansere, der senere går amok med knipler, tåregas og hunde, og det hele ender med demonstranter siddende i futtog. Anyway thumbs up og held og lykke. Jeg skal nok se om jeg får tid til at dække det der foregår derovre, også selvom jeg kommer hele vejen fra KBH;-)


Kommentar af En libertær socialist | 8. februar 2012 | 00:17

@Sarah: Godt indlæg!

Jeg er helt enig med dine to grunde til at være imod et forbud mod nazistiske grupperinger. Og der er flere gode grunde endnu til at være imod et forbud. For det første virker det ikke – se blot på Tyskland, hvor der bestemt ikke er nogen mangel på nazister. Og for det andet er det lidt at skyde sig selv i foden. Når man går med til, at ekstreme holdninger som nazismen i sig selv kan kriminaliseres, så giver man magtapparatet et middel, som de senere hen kan bruge mod venstrefløjen også. Når man kan forbyde den ene slags ubekvemme holdninger, kan man vel også forbyde den anden slags?

Der er talrige eksempler på den slags udviklinger: Når magteliten vil have øgede beføjelser, plejer de altid at lancere disse beføjelser som et våben mod særligt foragtede grupperinger, og så sidenhen brede beføjelserne ud til også at gælde andre grupperinger. Som den pæne advokat Johan Schlüter fra Antipiratgruppen (nu: Rettighedsalliancen) sagde til et seminar i Sverige: "Child pornography is great ... because politicians understand child pornography. By playing that card, we can get them to act, and start blocking sites. And once they have done that, we can get them to start blocking file sharing sites."


Kommentar af Martin K | 8. februar 2012 | 09:57

Danish Defence League er fascister. Punktum.

Det kan godt være, at de ikke abonnerer på racebiologien eller prædiker klassesamarbejde, men det gør de fleste andre fascister i Nordeuropa heller ikke. Det er ikke moderne for tiden. Ultranationalismen, racismen (primært mod indvandrere fra Mellemøsten og Afrika), antisocialismen og brugen af vold mod uskyldige har DDL/EDL dog ikke lagt bag sig.

Når man tillader at fascister samler sig, tillader man at de vokser sig stærkere. Også selvom de ser dumme ud i pressen. Vi kan nok blive enige om, at fascisterne ikke udgør en kæmpe kraft i samfundet, men de behøver desværre ikke være særligt stærke for at være meget skadelige. Se på Århus, hvor det går hårdt ud over venstrefløjen og etniske minoriteter, med livsfarlige overfald, trods at kernen af fascister faktisk er ret lille.

Danish Defence League skal stoppes 31. marts.

¡No pasaran!


Kommentar af T Terror | 8. februar 2012 | 12:32

Mangfoldingheden og et bredt fokus er naturligvis vigtigt i modstanden mod undertrykkende organisationer, OGSÅ i en demo mod volds forherligende facister. Dog skal vi lige huske på, som K-Town, Bavianen og Martin K siger: DDL/EDL skal ALDRIG have lov at danne grundlag for deres hadske holdninger i Danmark (Århus, KBH, Holbæk, Helsingør, Vejle, Whatever!)

Det er helt utroligt vigtigt at vi sender den samlede Defence League et komplet klart budskab...

Derfor skal den march stoppes - For en hver pris!


Kommentar af Sarah Victoria Bruun | 8. februar 2012 | 13:01

Chris Bay, Tore, Frank, Bavianen, En Libertær Socialist: Tjaah. Enig, enig, enig. Mere er der sådan set ikke i det.

Jannick: Helt personligt mener jeg, at vi bør indkalde og mobilisere til en mangfoldig demonstration, hvor vi marcherer fra punkt A til B. På "punkterne" skal der være talere og sang, og under marchen skal sangene fortsætte og råbene (fx: Dem der ikke hopper...) udbryde.

Hvis vi kunne samle hele Århus til en fredelig blokade, hvor vi fx sætter os ned og det derfor vil være umuligt for nazisterne at fortsætte deres march, ville jeg da synes at det var fedt. Men jeg mener ikke, at vi skal indkalde til blokade. Hvis demonstrationen blive stor og folkelig, og samlingen vil blokere, går jeg med. Men det skal ske spontant og på et folkeligt, fredeligt grundlag - og det kan vi jo ikke rigtig planlægge os til.

Hr. Madsen: Mon ikke Århus finder på noget - det ville da ligne byen ;)

CK: Den klassiske nazisme er en ideologi der bl.a. pr. definition er imod jøder. Dette kan man måske ikke sige om EDL, men det er jo heller ikke det nynazister som sådan gør sig kendt på. De er ikke imod jøder, men imod muslimer. Eller som man siger: "Muslimerne er nutidens jøder".

Jeg vil dog godt være med til at omtale dem som fascister, frem for nazister, hvis det gør dig mere tilfreds ;) Bare dette ikke får lov at skygge for det dette handler om: At mobilisere til en mangfoldig demonstration. Har du nogen bud på, hvorledes vi gør det?

K-Townbootboy: Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er du prøver at sige??

Martin K: Jeg er helt enig med dig i din første del af dit indlæg. Men jeg kunne godt tænke mig at du uddybede din anden del? Og især spørge ind til, hvordan du konkret mener, at vi bør gribe dette an på?


Kommentar af Sarah Victoria Bruun | 8. februar 2012 | 13:03

T Terror: Mener du virkelig det? For enhver pris?


Kommentar af Mads (den kildne) | 8. februar 2012 | 14:23

Jo lad os gøre noget... Jeg har altid haft en fornemmelse af at folk på den yderste højrefløj, rent faktisk godt kan lide at man er sure på dem. At de nyder når folk råber af dem. Måske ser de det som en undskyldning for at smadre nogen, eller noget senere. Jeg foreslår derfor at man stiller sig op og griner ad dem. For, let’s face it, de er jo latterlige. Forestil jer hvad der sker hvis alle bare står og slår sig på lårene af grin af dem og deres sjask-hamrende latterlige synspunkter. Grin dem ud af Århus :) :D


Kommentar af En International Socialist | 8. februar 2012 | 14:39

Jeg er både enig og uenig med Saras blok.

Jeg er enig med Sara i at vi skal samle en bred demo og at et forbud ikke hjælper, men jeg er ikke enig i stilen på demoen.

I tider med dyb økonomisk krise, stigende arbejdsløshed, og øget polarisering i samfundet vil truslen fra det yderste højre vokse. Det er afgørende, at vi som socialister, humanister og arbejderklassen generelt bliver klar til at konfrontere denne trussel.

En metode som er brugt i mange andre byer er at samles så tæt på nazisterne som muligt og overdøve deres demo med larm og kampråb. Det er den form for "konfrontation" jeg mener vi skal indkalde til i Århus. Denne form for blokade kan både samle mange og samtidig vil det være med til at give EDL et nederlag.

Nazisterne samles fordi de kan vejre morgenluft, de ved de kan rekruttere i den apati som krisen og skuffelsen over den nye regering har påvirket folk med. Da fascisterne lever af splittelse og passivitet i arbejderklassens organisationer, er det nødvendigt at modsætte sig dem gennem enhed og aktivitet. Det er det, enhedsfronten betyder.

Moddemonstrationen skal mobiliseres så bredt som muligt og derfor skal vi i gang så hurtigt som muligt. Der er allerede gået for lang tid og vi har endnu ikke nogen materialer at tage med ud på vores skoler og arbejdspladser - det er et problem!

Den 31. marts vil hele verdens øjne være rette mod Århus – Vi skal gøre dagen til et nederlag for muslimhaderne i DDL og EDL.

NO PASARAN

/JJM


Kommentar af Tucholski | 8. februar 2012 | 16:18

Sahra, rigtig fin initiativ ! Og, det er vigtigt, at man mobiliserer alt hvad der kan gå og stå til sådan en demo mod dumhed, had og enfoldighed. Prøv at kontakte alle demokratiske kræfter om det, det må da lykkes at få befolkningen op af stolen mod højreterrorismen og Breivikianismen !


Kommentar af Martin K | 8. februar 2012 | 16:45

@Sarah Victoria: Mht. anden del af mit indlæg mener jeg, at vi bør stoppe dem. Ikke bare protestere.

Som andre nævner har der de seneste år været succesfulde folkelige blokader af fascistiske marcher. Det bedste eksempel er vel forrige år (så vidt jeg husker) i Dresden, hvor Hessmarchen ikke flyttede sig en meter. Langs ruten havde en bred skare af lokale og aktivister stillet sig i vejen.

Forskellen er, at fascisterne i deres egen forskruede verden kan have en succesoplevelse ud af en lille taberdemo. Det nytter ikke nødvendigvis noget, at vi står mange flere demonstranter på sidelinien, eller helt ude af syne. Dét er rent symbolsk, hvor det at stille sig i vejen er konkret.


Kommentar af Oprør Nu | 8. februar 2012 | 17:26

Hvorfor har man ikke DEBATTERET den Aarhus baserede højreradikale-nazi organisation ORG?

http://dai.ly/xGvXrL


Kommentar af Anti-Fascist | 8. februar 2012 | 20:10

Er helt enig med dem der mener at DDL mødet skal stoppes, overdøves eller på anden måde obstrueres. For mig lyder det som en rigtig god og fin ide at kalde det en demo FOR et mangfoldigt Aarhus, selvom det for mange faktisk er en ANTI-DDL (eller ANTI-fascistisk) demo. Ingen tvivl om at mange er trætte af at høre venstrefløjen være imod noget, så igang med plakater og flyers med et slogan i stil med: "DDL vil demonstrere i århus mod islamiseringen, men vi laver en sejere og flottere demo som viser at Århus er og bliver en by for MANGFOLDIGHED!" Det vigtige er at komme igang NU!!!


Kommentar af Anti-Fascist | 8. februar 2012 | 20:11

Og tak til Oprør Nu for det relevante videolink!


Kommentar af Tucholski | 8. februar 2012 | 21:09

den tyske jødiske centralorganisation udtaler noget konstruktivt ang. demonstrationer i Tyskland:

http://www.ad-hoc-news.de/zentralra...

formanden Kramer siger:

"Die Erfahrung der vergangenen beiden Jahre habe gezeigt, dass die Aufmärsche nur mit Blockaden verhindert werden könnten. ’Rechtsextremismus erledigt sich nicht durch Weggucken oder Schweigen’, "

De sidste par års erfaringer viser, at marcher kun kan forhindres med blokader, højreekstremisme forsvinder ikke gennem tien stille eller ignorance. (min oversættelse) _


Kommentar af Ulrik S. Kohl/Monsun | 8. februar 2012 | 22:09

Kære debattører, der er slettet flere indlæg, som ikke holder sig til Modkrafts husregler for debat.

Venligst,

Ulrik S. Kohl, redaktør


Kommentar af sigmigligeengang | 8. februar 2012 | 22:11

Nu troede jeg lige du havde skrevet en god blog. Men nu begynder jeg at forstå at du ikke vil demonstrere i nærheden af EDL/DDL og alle de andre facister? Er det korrekt forstået.


Kommentar af C. Halvorsen | 9. februar 2012 | 10:59

Eng med Sarah.

Den bedste omtale EDF kan få, er gadekampsbilleder. Det er det, de håber på.

En farverig og fredelig moddemonstration vil helt isolere dem i mediebilledet og sætte deres ynkelige racisme i relief.


Kommentar af Erik Salsø | 9. februar 2012 | 11:39

Først og fremmest: Hvem er det der bruger LibSoc som alias? Lad vær med at bruge LS´ navn til dine personlige indlæg!

Jeg er enig i at nazismen ikke kan bekæmpes igennem forbud. Det har bare den konsekvens at nazimiljøet går under jorden, og den bliver sværere at bekæmpe. Det er kun folkeligt pres der kan komme nazismen og fascismen til livs.

Det er en god idé at have et positivt udgangspunkt, og være "for" noget, men det er også vigtigt at fremhæve, at fascismen skal bekæmpes. Altså at sige "Vi går ind for mangfoldighed, derfor er vi imod EDL og DDL". På den ene side skal man sikre bredden, og på den anden målrettetheden. Hvis det hele bare bliver blomster og barnevogne, kan det måske være at mange dukker op, men uden rigtigt at vide hvorfor, og at det er en historisk pligt at bekæmpe fascismen og nazismen.

Demonstrationen skal stoppes for enhver pris. Og de skal ydmyges så meget, at de ikke har lyst til at dukke op igen. Det er ikke nok hvis de får lov at gå, men bare under massiv politibeskyttelse. De skal slet ikke have lov at gå, og derfor mener jeg, at det er ekstremt vigtigt med en blokade. Og en så folkelig blokade som muligt, medmindre den selvfølgelig kommer tæt på nazidemoen, så er det ikke ligefrem så godt med gamle damer og barnevogne...

Jeg mener ikke det giver nogen mening, at sige at EDL/DDL ikke er nazister. De anvender samme taktikker, har samme retorik og har egentlig også samme ideologi. Der er måske en eller anden gammel nedskreven definition, hvor det har noget med racebiologi og antisemtisme at gøre. Men for den yderste højrefløj er disse ting forældet. Muslimer er de moderne jøder, og racebiologien er skiftet ud med en anden pseudovidenskab, der siger at vi vil være overbefolket af muslimer om få årtier, selvom herboende muslimer ikke får flere børn end etniske danskere.


Kommentar af Bavianen | 9. februar 2012 | 14:43

T-Terror>Har nu aldrig sagt at DDL og EDL ikke skal have et grundlag i DK og skal stoppes for enhver pris. Min pointe er mere at man gør modstanden så folkelig så muligt, så det bliver som det jeg bevidnede i Malmø, at marchen på en indhegnet rute, måtte indpakkes politi og fuldkommen blev overdøvet at de hundredevis af mennesker der stod og råbte og buede, så meget så selv nogle af betjentene kiggede med et smil over på SDU-marchen. Dermed havde man jo faktisk undergravet hele budskabet. Forøvrigt har der jo også været talt om hvad man kunne gøre. Sit-ins er nok ikke det bedste da folk sikkert bare bliver fjernet, men at stille sig op ved ruten, eller noget i stil med det i Sverige, hvor der også var en kombination af G13, kunne jo være en ide. Denne film var fra EDLs demonstration i Cambridge sidste år:

http://www.youtube.com/watch?v=IsQT...


Kommentar af Ano N. | 10. februar 2012 | 08:53

Godt blogged !

Jeg syntes, at det er en rigtig god ide, at tage den på den positive og anti-konfrontatoriske måde, i erkendelse af, at vi allesammen har ret til at ytre os og demonstrere, og så er der jo også den kendsgerning med, at vold avler vold (og omvendt).

Det kunne være godt, hvis man tog den fra den pædagogiske vinkel, hvor man spørger, hvor har de unge mennesker på højrefløjen fået sine ideer fra ?

Dvs. at man laver en sammenligning mellem, hvad danske (og engelske og hollanske m.fl.) politikeres har sagt og så hvad dem fra EDL siger. Hvis man så fx indkluderer denne vinkel i opslagene for mod-demostrationen, så kan man få skabt en god ideologisk sammenhæng mellem VKO og EDL, som tvinger de ansvarlige fra VKO til at tage afstand fra Nazi-marchen mv.

Altså udgangspunktet er, hvor får EDL sine ideer fra, og så angriber man bagmændene (m/k).

Tjek evt. Venstres valgkamp fra 2001, som var mere direkte og ekstrem end DFs.

Nogle kunne måske også tage den diplomatiske vinkel og fx lave en folder, som med udgangspunkt i diplomati, forsøger at oplyse EDL om, at de er blevet vildledt af kyniske politikere med en stærkt tvivlsom agenda. Det er ikke indvandrernes skyld, at lille EDL har det svært i hverdagen...

Forslaget er lidt i stil med det om bare at grine af EDL, men dog mere pædagogisk og oplysende.


Kommentar af Jakob krogh | 10. februar 2012 | 13:54

Jeg er helt enig i at det ville være tåbeligt at sætte sig ned og håbe på at der kommer et forbud. Det er kun mobesliseing af arbejderklassen, antiracister og andre gode kræfter, der kan sikre os sejren.

Vi skal lave en så bred mobelisering som muligt. Hvis EDL for alvor skal føle det som et nederlag skal de se, at vi er langt flere end dem. At vi har en styrke der er dem overlegen. Det vil vi kunne visse dem, hvis det løkkes os, at bloker deres demonstrationens rute, derfor syntes jeg det er den taktik vi skal vælge.

Dog mener jeg, at dem der arbejder med det i Aarhus skal vælge en taktik, der sikker opbakning fra LO -Aarhus, Socialdemokratiet, SF og andre dele af den reformistiske arbejderbevægelse. Da vores største stryke er, at vi er mange og flertallet af arbejder er reformister og lytter til de reformistiske organisationer - hvis de lytter til nogen organisationer.

Som paroler vil jeg forslå, at vi både demonstrere imod EDL og for mangfoldighed. Vi demonstære i Aarhus, fordi vi er imod, at EDL vil demonstrer i Århus. Derfor skal vores hovedparole også være Imod EDL. En parole som "Ingen nazister i Aarhus" er for mig, at se en meget posetiv parole, da nazisme er negativet. Derfor må fraværet af nazisme være noget posetivt. De fleste andre har det på samme måde.

Når jeg også gerne vil have en mangfordigheds parole er det, fordi der også er en pointe i at angribe den danske racisme mere bredt. De sidste mange års hetz mod muslimer fra DF, medierne osv. er sammen med nedkæringer, arbejdsløshed og krise det der skaber grobund for organisatiner som EDL. Derfor skal vi bruge den styrke vi får i kampen mod EDL til at kæmpe imod krisepolitikken, som EU og andre gennemføre. Der er bl,a, EU demonstration http://www.eufagligt.dk/artikel/dag...

Til slut, hvis vi gennem vores pres fik politikerne til at trække EDL’s tilladelsen til demonstration tilbage, flytte den til et industrikvarter eller fik politimestren I Århus til at sige, at politiet ikke ville grantere for EDL sikkerhed. Således at EDL fik endnu svære ved at demonstære. Sådanne statslige eller kommunale tiltag ville være udtryk for vores styrke ikke udtryk for en reformistisk tro på staten.


Kommentar af Ano N. | 10. februar 2012 | 15:04

Jeg er enig i det meste Jakob skrive, dog mener jeg, at vi skal benytte racist i stedet for nazist, da racist er nemmere at forstå, mere præcist og da mange mennesker relaterer nazisme til 2. verdenskrigs rædsler og jøde-udryddelse og derfor afviser, at relaterer nazisme til EDL.

Og ja, hvis vi laver en god demonstration, så vil vi kunne bruge den styrke vi får i kampen mod EDL til at kæmpe imod krisepolitikken, som EU og andre gennemføre. Det gælder også i den fortsatte kamp mod EDL i andre lande.

Jeg faldt lige over en artikel i DR: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/201...

som referere til en artikel i Leksikon.org hvori det fremgår at Venstre er en kriminel organisation:

http://www.leksikon.org/art.php?n=5212

Læs evt. fra: 2001-11 Omdannelse til kriminel organisation

Det siger godt nok ikke ret meget om Venstres valgkamp i 2001, men det fortæller alligevel en del om Venstres uanstændige politik.


Kommentar af Jakob Krogh | 11. februar 2012 | 14:33

@Arno har ret i at mange mennesker relaterer nazisme til 2. verdenskrigs rædsler og jøde-udryddelse og derfor afviser, at relaterer nazisme til EDL. Derfor vil jeg foreslå at vi bruger ordet fascisme i stedet. Racisme er for svagt, da EDL modsat racistiske partier som Dansk Folkeparti, organiser tæskehold der angriber indvandre og hvis de bliver stærke nok også ville angribe arbejderklassen organisationer.

Briviks angreb på en socialdemokratisk ungdomslejre viser tydeligt, at det er arbejderklassens organisationer facisterne mener er forhændringen for at virkliggøre deres idealsamfund. Vi skal visse dem, at de har ret så langt!


Kommentar af Ano N. | 12. februar 2012 | 07:58

Fascisme er et væsentligt mindre kontroversielt udtryk en nazisme, men det er også mindre klart, hvad fascisme egentligt betyder.

Læs fx her: http://www.leksikon.org/art.php?n=761

Jeg betragter nazisme som et imperialistisk elite-projekt, der på ledelsesplan var stærkt okkult og gik skridtet videre med racistisk race-lære (eugenics wars).

Så det kommer lidt an på, hvad EDL egentligt står for, når vi skal vælge, hvilke udtryk vi vil bruge.

Måske kunne nogen lave en folder, hvor man selv kan sætte kryds ud for forskellige beskrivelser og dermed selv stemple EDL som hvad man nu syntes er mest rigtigt.

Dvs. man laver en side i en folder, hvor der står fx "Identifiser EDL" og så er der 3 eller flere udtryk med forklaringer og afkrydsnings-firkanter.


Kommentar af | 15. februar 2012 | 14:29

Kære alle,

Beklager mit synlige fravær, men har simpelthen haft travlt med studiet. Det ændrer dog ikke på, at I fortjener et svar fra mig, og det kommer så her:

Mads (den kildne): Jeg synes, at det er et rigtig fint og sjovt forslag. Den vil jeg godt lige have i "gemmern" :)

En International Socialist: Jeg er enig i, at vi skal gøre dagen et nederlag for fascisterne og en sejr for mangfoldigheden. Men jeg mener ikke, at vi skal indkalde til en konfrontativ blokade. Det tror jeg ganske enkelt ikke på, nødvendigvis vil give dem nederlag og os sejr. Og jeg tror ikke på, at vi kan mobilisere på et sådan grundlag. Jeg tror, at Århusianerne i så fald vil holde sig væk.

I øvrigt tror jeg heller ikke på, at vi får lov af politiet at marchere i nærheden af dem. Og hvad så? Skal vi så trodse politiet? Det synes jeg ikke.

Tucholski: Vi er i gang :)

Martin K og Anti-Fascist: Jeg vil stille samme spørgsmål til jer, som til En International Socialist: Jeg tror ikke på, at vi får lov af politiet til at marchere i nærheden af EDL: Mener I så, at vi skal trodse politiet? Og tror I virkelig, at det kan forholde sig "fredeligt"?

Oprør Nu: Fordi, at det lige nu handler om et få mobiliseret til en stor, mangfoldig, farverig og fredelig demonstration i Århus den 31. marts.

Sigmigligeengang: Det vigtigste for mig er, at vi får mobiliseret til og afholdt en stor, mangfoldig og fredelig demonstration. Og jeg tror IKKE på, at vi får lov af politiet at holde vores demo i nærheden af deres. Ganske enkelt.

Erik Salsø: Mener du, at for at folk forstår alvoren i det, at så SKAL vi blokere deres demo? Kunne budskabet ikke findes frem ved paroler, taler, musik etc?

Også til dig vil jeg stille spørgsmålet: Vi får ikke lov af politiet af demonstrere i nærheden af EDL. Det er jeg 100 % sikker på. Og hvad skal vi så gøre? Mener du så, at vi skal bryde politiets blokader? Og kan det gøres fredeligt? Det tror jeg ikke på.

Ano N: Også dén vinkel vil jeg havde i "gemmern" :)

Jakob Krogh: Er nu altså ikke helt enig med dig i, at parolen "ingen nazister i vores gader" lyder særligt positivt :) Du kan meget vel argumentere for, at det er positivt, men sådan vil det ikke opfattes af folk. Og så tror jeg ikke, at folk vil dukke op. Heller ikke SF’erne og Socialdemokraterne.

Men er helt enig med dig i, at vi skal søge opbakning fra reformisterne. De har en ret stor magt og kan hurtigt gøre demoen upopulær, hvis de går ud og taler kraftigt imod den. Vores borgmester (båtnakke!) har allerede været ude og sige, at vi gør "tie dem ihjel". Dén holdning skal vi lige have vendt hos dem.

Jeg mener ikke, at vi skal få politiet til at forbyde EDL i at mødes. Det mener jeg ganske enkelt ikke er demokratisk, og jeg tror heller ikke på, at vi vinder kampen på dén måde. Den vinder vi kun med massiv mobilisering af den brede befolkning. Med ord - og handling.


Kommentar af Erik Salsø | 17. februar 2012 | 10:04

Man skal så vidt muligt undgå konfrontation, men det er kun sålænge de bløde metoder virker. Jeg tror ikke man kan tie DDL/EDL til tavshed, bare ved at holde en stor fest et andet sted i byen. Hvad man kan frygte, er at de føler at deres demoer er en succes, og at de vil gøre Aarhus til et fast mødested, fordi de ikke virkelig får følelsen af at være uvelkomne. Demoen bliver ikke mere retfærdig, fordi politiet stiller sig i vejen. Og man behøver ikke yde vold på betjentene for at trænge igennem en blokade, det handler om at være mange og være organiserede.

Jeg synes der er et problem på venstrefløjen, hvor det hele udelukkende handler om bredde og god presse, på bekostning af målretningen og den direkte aktion.


Kommentar af bitten | 27. februar 2012 | 22:49

400 EDLere der holder gademøde eller march et sted i Århus

15.000 der fester for Århus for mangfoldighed et andet sted i Århus

Hvem var det der vandt i dag ??

Det var EDL !!


Kommentar af Ulrik S. Kohl/Monsun | 28. februar 2012 | 10:21

Kære debattører, der er slettet enkelte indlæg, som ikke følger Modkrafts husregler om at tale pænt og holde sig til emnet.

Venligst,

Ulrik S.Kohl, redaktør


Kommentarfunktionen er lukket


Mit navn er Sarah Bruun, medlem af Enhedslisten siden sommeren 2006 og tidligere SUF’er (nu aktiv i EUN - Enhedslistens UngdomsNetværk).

Århusianer by heart og lærerstuderende - samt derfor aktiv i LL - på andet år.

Foruden dette er jeg talsperson for Anti-Racistisk Netværk Århus og byrådskandidat for Enhedslisten her i Århus som to’er - og satser stærkt på, at komme ind i det dersens byråd i 2013.

Jeg vil i mine blogs komme vidt omkring, men mine stærkeste politiske interesser ligger inden for Folkeskolen, ulighed og udlændingepolitik.

Hvis du vil i kontakt med mig, er du velkommen til at kontakte mig på sarahbruun.enhedslisten@hotmail.com




Blogarkiv

24. februar 2012
Folkeskolen skal radikalisere!
37 kommentarer

7. februar 2012
Nazi-march i Århus - hvad nu?
36 kommentarer


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer