Vi er flyttet! modkraft.dk


Danske politikere går Tyrkiets ærinde

Af Serdal Benli | 20. januar 2012 | 4 kommentarer

I den seneste tid er vi desværre blevet vidne til, at politikere og regeringen utidigt har blandet sig i sagen om den kurdiske tv-station Roj-TV og ønsket at lukke den, før parterne overhovedet havde anket.

Justitsminister Morten Bødskov (S) og kulturminister Uffe Elbæk (R) skrev nemlig i en pressemeddelelse: ”Sammen vil vi..nu i Justitsministeriet og Kulturministeriet sikre, at lovgivningen på tilstrækkelig vis giver adgang til at skride ind over for radio- og tv-stationer, som opfordrer til terrorisme.”

Kilde: Jens Hage

Læs artiklen "Massiv kritik af regeringen i ROJ TV-sag"

Flere politikere, heriblandt Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus og de Konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, var ligeså bombastiske og erklærede deres utvetydige støtte til ideen. Populismen længe leve!

Godt nok har processen omkring hele Roj-sagen været ganske besynderlig, men den seneste udmelding fra de nyudklækkede ministre gør det mildt sagt bizart og efterlader en sort skygge henover vores demokratiske traditioner. Jeg troede at vi havde et armslængdeprincip i vores demokratiske samfund!

For som den forhenværende socialdemokratiske udviklingsminister Helle Degn, siger til modkraft.dk, er det i strid med almindelig retsopfattelse, og det er bestemt ikke godt at gribe ind i den demokratiske proces på den måde. Det strider imod vores demokratiske traditioner, at politikerne blander sig, mens retsprocessen endnu ikke er afgjort endeligt.

Læs artiklen "Opgør hos Socialdemokraterne om Roj Tv"

Det danske Radio og TV-nævn har alle de gange, de har undersøgt ROJ TV, frikendt dem for de tyrkiske beskyldninger. I stedet for kunne man fra dansk side efterlyse, at man gjorde mere for at sikre pressefriheden i Tyrkiet, også kendt som ”verdens største fængsel for journalister”, jævnfør det Internationale Presseinstitut, IPI’s ord. Der sidder lige nu 95 journalister fængslet i Tyrkiet og på 19 år er det lykkedes de tyrkiske politikere og myndigheder at lukke ca. 40 kurdiske aviser, mens 40 journalister er blevet dræbt i kampen for det frie ord!

Læs artiklen "Regeringen vil lukke terrordømt tv-station"

Terroroptikken forlænger konflikten og knægter ytringsfriheden

Det hedder i dommen mod Roj-TV, at PKK er en terrororganisation. Vi må se med mere kritiske og nuancerede briller på terrorstemplingen af PKK og ikke glemme at den kurdiske oprørsbevægelse er et politisk produkt af årtiers undertrykkelse af det kurdiske folk. Vi må desuden heller ikke glemme at den tyrkiske stat umuliggør kurdernes LEGALE politiske kamp.

Den tyrkiske stat har, med baggrund i den tyrkiske statsideologi, kemalismen, der forbyder andre nationaliteter end den tyrkiske, i praksis umuliggjort kurdernes parlamentariske fredelige kamp. På tyve år er 7 politiske partier blevet lukket, idag sidder 5000 politikere i fængsel, heraf 6 parlamentarikere og 27 borgmestre.Terroroptikken har blot givet den tyrkiske regering og de nationalistiske kredse i Tyrkiet et stærkt kort i hånden og i virkeligheden opbakning fra EU om at holde problemet uløseligt henne. Den tyrkiske regering har udelukket PKK, hvilket har styrket de tyrkiske nationalister, som ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, hvor kurderne ikke bliver anerkendt og som bygger på den nationalistiske-fascistiske grundpille om ét flag, ét folk og ét sprog, nemlig tyrkisk.

Det er med fjenden, man skal søge freden

Hvis vi skal have en løsning på dette problem, som hidtil har kærvet over 40.000 dødsofre og som dagligt dræner den tyrkiske økonomi, så må de involverede parter mødes og forhandle. Som Israels tidligere premierminister Itzhak Rabin sagde: ”Det er med sin fjende, at man skal søge freden.”

I den sammenhæng er terrorstemplingen af PKK en alvorlig forhindring for en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål og måske skulle danske politikere begynde at interessere sig for dette i stedet for at lukke tv-kanaler.

For historien har vist, at konflikter løses med de involverede parter som i Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet? EU og Danmark kunne støtte freden ved at fjerne PKK fra terrorlisten. Ellers bliver det igen en potentiel sprængfarlig situation. Hvis denne chance tabes vil volden igen eskalere og borgerkrigen bryde ud på ny.


Den tyrkiske AKP-regerings reformer – hvor blev de af?

Af Serdal Benli | 20. december 2011 | 16 kommentarer

I 2009 vedtog den nuværende tyrkiske AKP-regering med premierminister Erdogan i spidsen et såkaldt demokratisk initiativ, som skulle give kurderne flere rettigheder og bane vejen for et EU-medlemskab. Erdogan erklærede, at ”det kurdiske problem er mit problem,” og lovede en løsning på årtiers konflikt.

Faktisk har tidligere tyrkiske premierministre også lovet det samme. Süleyman Demirel sagde ”Vi anerkender den kurdiske realitet” og en anden, Mesut Yilmaz sagde, at ”vejen til Bruxelles går gennem Diyarbekir”, den kurdiske hovedby. Men det blev ved det. Hvad så med AKP’s løfter om reformer - bliver de også kun ved snakken?

Kurderne undertrykkes fortsat

Jeg fristes desværre til at tro det sidste, når man ser på fakta.

• Det er stadig ulovligt at bruge kurdisk i politiske sammenhænge og i undervisningen på skolerne.

• Over 4000 folkevalgte, kurdiske politikere og aktivisterer pt. fængslet. Nogle nægtes at føre deres sag på kurdisk ved domstolene, da det er et ”ukendt og uforståeligt sprog”.

• Tusinder af kurdiske børn sidder fængslet for at kaste sten mod tyrkiske soldater. Ofte med horrible lange domme svarende til det dobbelte af deres egne aldre.

• Kurdiske journalister forfølges som aldrig før, og ikke uden grund har Det Internationale Presseinstitut for nyligt udråbt Tyrkiet til ”verdens største fængsel for journalister” med 63 journalister i fængsel. Senest i dag er ca. 40 journalister blevet arresteret.

Fakta er desværre, at udover lanceringen af en – i øvrigt stærkt statskontrolleret og censureret – 24-timers tv-kanal på kurdisk, TRT-6, er der ikke kommet noget konkret ud af Erdogans ”initiativ”.

Brug for en forfatningsændring

En reel løsning af det kurdiske problem i Tyrkiet indebærer derfor, at AKP gør grundlæggende op med den tyrkiske republiks kurderpolitik. AKP har i denne henseende talt om at lave en ny forfatning, men uden at løfte sløret for dets indhold.

Ønsker AKP reelt en holdbar løsning, må det starte med at sikre det kurdiske sprog - der tales af en tredjedel af hele befolkningen i landet – en officiel status i forfatningen. Da sproget stadig er delvist forbudt, sender den tyrkiske stat dermed et signal om, at kurdisk ikke er accepteret. Ikke at acceptere et sprog, svarer til stadig at benægte eksistensen af det folk, der taler kurdisk.

Dialog er vejen frem

Derudover bliver AKP nødt til at gå i dialog med kurdiske repræsentanteri det pro-kurdiske parti BDP. Ignorancen over for BDP og kurdernes rettigheder samt fængslingen af kurdiske politikere er sørgelige eksempler på, at den legale politiske arena for kurderne bliver indskrænket. Dermed er AKP med til at legitimere den militære kamp, som PKK står for og bidrager til at radikalisere kurderne.

Målet må være at gøre den militære kamp overflødig, og derfor skal AKP gå væk fra udelukkende at se det kurdiske problem og PKK i en terroroptik. Det sidste har hidtil blot givet den tyrkiske regering et stærkt kort i hånden og opbakning fra EU til at holde problemet uløst henne. At behandle PKK som terrorister – hvad man end mener om organisationen – virker desuden absurd, når PKK allerede har drøftelser med de tyrkiske myndigheder og samtidig støttes af millioner af kurdere.

Erdogans mål bør hellere være at inddrage BDP i forhandlingerne og dermed give PKK-guerillaerne en grund til at lægge våbnene fra sig og tilslutte sig den demokratiske proces.

Ellers risikerer vi en fortsat optrapning af konflikten, der har kostet 45.000 liv indtil videre, og som har udsultet den tyrkiske økonomi. Dette kan ikke være i nogens interesse – heller ikke EU’s.


Tag de arbejdsløse alvorligt!

Af Serdal Benli | 14. december 2011 | 2 kommentarer

Debatten om de arbejdsløse raser på fuldt tryk. Dette sker dog uden, at vi får leveret seriøse og holdbare bud på, hvordan vi løser udfordringen. Tværtimod har debatten – hjulpet godt på vej af den fatale fattigdomsdiskussion, som blev afsporet med Carina-eksemplet – fået en hård og mistænkeliggørende tone. Dette tjener ikke hverken de arbejdsløse eller samfundet, der trues af risikoen for social uro. Derfor skal debatten om de arbejdsløse vendes, så fokus bliver rettet mod det, de arbejdsløse allerhelst ønsker: At komme i arbejde.

Arbejdsløshed er ikke kun den enkeltes skyld

Den seneste tids uheldige – og heftige – fattigdomsdiskussion har medført en hård tone over for dagens arbejdsløse, der hænges ud som dovne nassere, der kun kræver af samfundet – og ikke yder. Dette er en uheldig udvikling, der fordrejer virkeligheden og fører debatten på et sidespor. Der er brug for, at vi får sagligheden ind i debatten. Fx viser udviklingen i arbejdsløshed i byggefagene, at det ikke er de arbejdsløse, men de økonomiske konjunkturer og strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, der er problemet.

Sandheden er også den, at vi de seneste år har fået tusindvis af arbejdsløse i Danmark på grund af den økonomiske krise, der fortsat raser. Disse mennesker skal ikke mistænkeliggøres og jages. For flertallets vedkommende er det mennesker, som har passet deres job og betalt deres skat til fællesskabet hele livet.

Fokus på løsninger – og vækstmuligheder

Der er derfor brug for, at vi får set på, hvordan vi skaber vækst og dermed arbejdspladser, samtidig med at vi får reformeret beskæftigelsespolitikken. Således skal vi gøre op med ti års regelbureaukrati og føre en aktiv beskæftigelsespolitik, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske. For hvis ikke vi får debatten på sporet igen og stopper hetzen mod de arbejdsløse, kan vi gå en bekymrende fremtid i møde.

Fakta taler i hvert fald sit tydelige sprog. Fx viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at det i dag er 13,1 procent af alle unge mellem 15-29 år, som hverken er under uddannelse eller i beskæftigelse. Særligt er det i udkantsområder som Lolland, Nord- og Sønderjylland samt Syd- og Vestsjælland, at andelen er høj med Lolland Kommune som topscorer med hele 20 procent arbejdsløse i den nævnte aldersgruppe.

Høj risiko for social uro

Denne udvikling øger samtidig risikoen for ulighed og social uro i samfundet. Unge mennesker, der mister håbet og troen på fremtiden, er et stort tab for vores samfund – både menneskeligt og samfundsøkonomisk. Vi har ikke råd til at tabe dem på gulvet.

Mens arbejdsløsheden buldrer derudaf i vores lille andedam, har en bølge af protester det seneste år bredt sig ud over verdenskortet - fra Tahrirpladsen i Kairo over Athen til Wall Street i New York. Som Ugebrevet A4 så korrekt skriver, satte Jasminrevolutionen i Tunesien gang i en sand kædereaktion i den arabiske verden, hvor befolkningerne har vendt sig mod diktatoriske og undertrykkende regimer i en lang række lande. Nu er turen kommet til Europa og USA, hvor stigende arbejdsløshed, nedskæringer på de offentlige budgetter og utilfredshed med fordelingen af de økonomiske goder har pustet nyt liv i gadens parlament.

Denne udviklingstendens bekræftes af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i en ny rapport om udviklingen på det globale arbejdsmarked og sammenhængen mellem den økonomiske krise og befolkningens tiltro til det politiske system i 199 forskellige lande. Ifølge ILO er risikoen for social uro steget i 40 procent af verdens lande siden 2009. Og særligt Europa og USA er i farezonen for at opleve folkelige opstande i de kommende år.

Debatten skal vendes

Ovenstående scenarier er ikke langt fra at blive til virkelighed herhjemme, hvis ikke vi får vendt debatten til at handle om løsninger på, hvordan vi skaber arbejdspladser og dermed øger mulighederne for at få folk i arbejde. Lad os derfor én gang for alle gøre op med hetzen og mistænkeliggørelsen af de arbejdsløse og tage dem alvorligt. For vi må ikke glemme, at de allerfleste arbejdsløse kun har ét ønske – nemlig at komme i arbejde.


Tid til opgør mod tvungen aktivering

Af Serdal Benli | 2. november 2011 | 10 kommentarer

En stats opgave er at tage sig af dets borgere, heriblandt de syge iblandt dem. Statens opgave er ikke at forværre de syges sygdom. Men det er, hvad der desværre sker. Syge ledige presses i aktivering, hvilket forværrer deres sygdom.

Op til 8.000 mennesker bliver hvert år frataget deres sygedagpenge, når de har været sygemeldte i 52 uger.

Jeg bliver som formand for Beskæftigelsesudvalget i Gladsaxe Kommune dagligt kontaktet af borgere, der kommer i klemme og presses til aktivering, hvilket gør dem mere syge. Man fristes til at tro, at det for kommunerne blot handler om, at folk skal hurtigt tilbage i arbejdet og ikke om, at folk rent faktisk skal blive raske.

Utidig indblanding i privatliv

Sygedagpengeloven er en utidig indblanding i det enkelte menneskes privatliv. Med den lov i hånden påduttes den sygemeldte den behandling, kommunen finder for godt. Det er i strid med den menneskeret, som handler om at bestemme over egen krop.

Egentlig er det ikke så sært, at det står sådan til. For kommunerne får med de nuværende sygedagpengeregler en større del af de udbetalte sygedagpenge refunderet af staten, hvis de sender folk i såkaldte virksomhedsrettede tilbud eller vurderer folk til at være parate til ”gradvis tilbagevenden til beskæftigelse”.

Med regeringsskiftet er der ændringer på vej. Som en del af det nye regeringsgrundlag vil den nye S-R-SF-regering afskaffe den såkaldte varighedsbegrænsning på sygedagpenge, som nu gør, at syge får frataget sygedagpenge efter 52 ugers sygdom. Men det løser ikke hele problemet. For lovgivningen er stadig den samme.

Kommunerne kommer med forkerte afgørelser

Samtidig er kommunens afgørelser i sager om borgernes arbejdsevne ikke altid troværdige.

Avisen.dk kunne den 10. oktober 2011 berette, at der ofte er forskel på, hvordan en borgers arbejdsevne vurderes fra kommunens og privatpraktiserende psykologer og psykiateres side.

”Det er et problem, at der opstår uenigheder, så hyppigt, som det gør, fordi det skaber tvivl om, hvorvidt kommunens vurdering er i orden,” siger Borgerrådgiver Johan Busse til Avisen.dk, 10/10-11.

Ligeledes har Ankestyrelsen underkendt kommunernes fremgangsmåde i en række sager om sygedagpenge (Avisen.dk, 9. september). Alt sammen noget, som stiller spørgsmålstegn ved kommunernes vurderinger på området.

At jobcentrene er gået alt for langt i forhold til syge borgere, kan Fyns Amts Avis også afsløre (11/10-11). I Svendborg Kommune har et jobcenter registreret de syge borgeres deltagelse i fuldt lovlige demonstrationer. Er vi blevet en bananrepublik, siden vi skal holde øje med, hvad borgere foretager sig af – i øvrigt fuldt lovlige – handlinger? Det er en meget grov overtrædelse af både Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jeg håber, at den nye S-R-SF-regering ser på hele området, for den nuværende tvungne aktivering løser ikke problemet. Den er en del af problemet. Hvis det fortsætter, skrider fundamentet for det civiliserede samfund og den ægte omsorg for den enkelte, hvilket vi i Danmark længe har brystet os af.


Derfor er Roj-TV uundværlig!

Af Serdal Benli | 17. august 2011

Den kurdiske tv-station Roj-TVs stemme bør ikke ofres i et storpolitisk spil. Meget tyder på, at de tyrkiske anklager mod Roj-TV primært skyldes Ankara’s ønske om at kontrollere den nyhedsstrøm, som kurderne modtager.

Sjældent er Danmark i den grad kommet i søgelyset i en sag, der handler om medier og ytringsfrihed, som i sagen om den kurdiske tv-station Roj-TV. Dens sendetilladelse i Danmark skaber vrede hos tyrkerne, fordi de mener, at Roj-TV bliver finansieret af den kurdiske oprørsbevægelse PKK.

Tyrkerne selv henviser til, at de som enhver moderne stat vil bekæmpe deres ”fjendes medieorgan”, hvormed de hentyder til Roj-TV som værende PKKs propagandakanal. Men Københavns politi og Bagmandspolitiet har nu i årevis undersøgt Roj-TV efter tyrkiske klager. Uden at finde noget strafbart. To gange har efterforskerne lagt låg på sagen, da der ikke var grundlag for en straffesag (Jyllands-Posten, 4/4-09). Radio- og TV-nævnet har i fire omgange, senest i forrige uge, afgjort, at Roj-TV’s udsendelser ikke strider mod dansk lov.

Tværtimod ser det ud til, at sagen skal føres efter tyrkisk (og amerikansk) pres. Hemmeligstemplede dokumenter fra Wikileaks afslørede i november 2010, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen indgik en studehandel med Tyrkiet, da han skulle vælges som NATO-generalsekretær i april i 2009.

Til gengæld for tyrkisk accept, skulle Fogh ”undersøge det juridiske aspekt” ved at lukke Roj-TV. Det er helt grotesk, at ytringsfriheden åbenbart er til salg!

Farlige billeder af tyrkisk politivold og undertrykkelse

Meget tyder på, at den tyrkiske irritation over Roj-TV skyldes den kurdiske tv-stations udfordrende nyhedsudsendelser. Roj-TV præsenterer sin seer for et helt andet billede af Tyrkiet, end det, der er gældende på mainstream tyrkiske tv-stationer, hvor den tyrkiske republik og dens hær generelt fremstilles udelukkende i positivt lys.

Et eksempel er en demonstration i anledning af PKK-lederen Abdullah Öcalan’s 60 års fødselsdag i april sidste år, hvor to unge kurdere døde i kamp med tyrkisk politi. Ifølge Roj-TV startede politiet med at skyde ind i mængden og affyrede en gaspatron imod den ene mand, der senere døde. Slår man ind på de tyrkiske tv-kanaler, var det tværtimod demonstranterne, der startede med at angribe politiet. Indtil da havde politiet forholdt sig i ro, men herefter forsvarede de sig selv. Demonstranterne ramte hinanden med sten og sådan døde de to af dem, ifølge tyrkerne. Roj-TV gentager klippet, hvor den ene mand bliver ramt i hovedet af politiets gaspatron, mens de tyrkiske medier slet ikke viser klippet. Det er formentlig sådanne billeder, som Tyrkiet vil hindre kurderne i at se.

Ligeledes tager Roj-TV fat på kontroversielle emner og tabuer, som det vil være utænkeligt at finde beskrevet uden censur i de tyrkiske medier. Her er der blandt andet tale om det tyrkiske militærs nedbrænding af ca. 3500 landsbyer i jagten på PKK og den efterfølgende fordrivelse af to mio. kurdere fra deres områder. Eller det armenske folkemord i 1915, hvor de tyrkiske myndigheder fik udslettet to mio. armeniere i Anatolien.

Tyrkiet har problemer med at give minoriteter rettigheder

En væsentlig grund til den tyrkiske modvilje mod Roj-TV skal også søges i, at Ankara generelt har et problem med at lade kurderne nyde frihedsrettigheder og ønsker at indskrænke kurdisk kultur og medievirksomhed. I 1924 blev det kurdiske sprog nemlig forbudt af Tyrkiets stifter Atatürk. Selv ordene ‘kurder’ og ‘Kurdistan’ blev forbudte. “Tyrken er dette lands eneste herre, eneste ejer. Dem, der ikke er af ren tyrkisk race har kun én ret: Retten til at tjene andre og være slaver” (den tyrkiske avis Milliyet, 19/9-1930).

Så kort og kontant forklarede den tyrkiske justitsminister det senere EU-ansøgerlands politik overfor minoriteter. Tyrkiet benægtede kurdernes blotte eksistens. Tyrkiske embedsmænd påstod, at ”kurderne” i virkeligheden bare var såkaldte ‘bjergtyrkere’, der blot havde fået deres navn, fordi deres støvler i sneen frembragte en lyd i retning af ”kart, kurt”. Siden er sneen i Kurdistan langsomt begyndt at tø op. En række reformer, som er blevet til efter pres fra EU, er blevet vedtaget. Deres formål har været at løsne grebet om det kurdiske – officielt set, altså.

Men de tyrkiske myndigheder slår anno 2011 stadig ned på brug af kurdisk i sager.

Kurdisk er stadig forbudt i fængsler og i politisk sammenhæng. Ved den såkaldte KCK-sag, hvor over 3000 kurdiske politikere (flere af dem folkevalgte) og aktivister sidder fængslet mistænkt for at have forbindelser til KCK (Kurdistan Associations Union), der er forbudt i Tyrkiet, afviste domstolen at lade de anklagede forsvare sig selv på kurdisk, da det for dem var et ”ukendt sprog”.

Journalister er blandt dem, der har det hårdt i Tyrkiet. Med 57 journalister i fængsel ligger landet helt nede på en 138-plads i pressefrihed, iflg. Journalister Uden Grænser. Kurdiske børn bliver smidt i fængsel og idømt en straf, der er det dobbelte af deres alder med beskyldninger om, at de har kastet med sten mod tyrkisk politi.

Den tyrkiske regering støtter de 150.000 tyrkere, der bor i Cypern i at få en føderation, mens de selv nægter ca. 25 mio. kurdere i Tyrkiet lokalt selvstyre, endsige undervisning på kurdisk. Dette sker samtidig med at Tyrkiets premierminister Recep Tayyib Erdogan opfordrer europæiske tyrkere til at åbne deres egne skoler i udlandet med tyrkisk modersmålsundervisning.

Tyrkiet accepterer kun kurdiske udsendelser, hvis det udgår fra deres egne statskontrollerede organer, såsom tv-kanalen TRT-6. Dermed bliver de i stand til at kontrollere dets indhold. TRT-6 er en kanal, som den tyrkiske stat oprettede i januar 2009, og som sender kurdisk døgnet rundt. Således bruger TRT-6 på lovlig vis de ellers omstridte, kurdiske bogstaver w, x og q i dets udsendelser. Men når ikke-statslige, kurdiske aktører kommer på banen, skifter den tyrkiske tone altså karakter.

Uden Roj-TV intet ikke-statsligt kurdisk tv i Tyrkiet

Uden Roj-TV har de op mod ca. 25 mio. kurdere i Tyrkiet ikke noget ikke-statskontrolleret tv, der er på deres eget sprog og som appellerer til deres kultur og hverdag.

Den tyrkiske regering henviser kurderne til at se det statslige TRT-6 i stedet for det systemkritiske Roj-TV.

Men åbningen af en lovlig, kurdisk-sproget tv-kanal som TRT-6 har vist sig at være et spil for galleriet og en propagandakanal for tyrkerne. Således åbnede TRT-6 blot tre måneder inden det tyrkiske lokalvalg i marts. Den var dermed et middel for den tyrkiske regering til at sikre valgstemmer fra kurderne, der udgør en tredjedel af Tyrkiets befolkning. Med det statsstyrede TRT-6 håber den tyrkiske regering ligeledes at skabe et alternativ til det statskritiske Roj-TV. Samtidig er formålet med TRT-6 at overbevise udenlandske kritikere, såsom EU om, at kurderne da skam har rettigheder i Tyrkiet – sågar deres egen tv-kanal!

TRT-6 er heller ikke blevet sikret forfatnings- og lovmæssigt, hvad større lovændringer eller reformer i Tyrkiet normalt bliver. Dermed har kurderne med TRT-6 ikke fået nogen forfatningsmæssig garanti fra det tyrkiske system på deres ret til tv på deres sprog.

Ligeledes er TRT-6 upopulær blandt kurderne, fordi den er præget af censur, så det minder om diktaturstatslige tilstande. Ord som Kurdistan og etnisk-kurdiske symboler bortcensureres.

Som set er der hidtil ikke fundet noget bevis for, at Roj-TV’s virke i Danmark er ulovligt. Så længe det ikke er tilfældet, bør Roj-TVs stemme derfor ikke forties. Det Danmark, der under Muhammedkrisen talte så meget om ytringsfrihed, må modsætte sig et land som Tyrkiet, der åbenbart vil diktere politikken herhjemme og som selv knægter ytringsfriheden i dets eget land. Ved at støtte den omstridte tv-stations ret til at eksistere, markerer man, at kurdere også har ret til at modtage ikke-statskontrolleret tv på deres eget sprog som alle andre nationer.


Civil ulydighed og tyrkisk aggression

Af Serdal Benli | 31. marts 2011 | 2 kommentarer

Den seneste tids opstande i Ægypten, Tunesien og Libyen har nu også inspireret den kurdiske region. I den seneste periode har der været demonstrationer i både Sydkurdistan (Irak) og Nordkurdistan (Tyrkiet), men mens demonstrationen i Sydkurdistan mest har handlet om et ønske om demokrati og et opgør mod et korrupt statssystem, har den folkelige opstand i Nordkurdistan været båret af ønsket om en fredelig og demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål.

Newrozpladsen i Diyarbakir 2011 Newrozpladsen i Diyarbakir 2011, hvor over en million mennesker var samlet.

Siden den 18. marts 2011 har kurderne i Nordkurdistan, ledet af det pro-kurdiske BDP (Partiet for Fred og Demokrati), igangsat en civil ulydighedskampagne. Forud for kampagnen blev der rejst såkaldte ”demokratiske fredstelte” med initiativet Mødre for Fred i centrum (mødre til dræbte guerillekrigere og politiske aktivister). Teltene findes i både de kurdiske områder og i de tyrkiske byer og udgør et stærkt og tydeligt symbol for det kurdiske folks beslutsomhed og ønske om frihed, fred og demokrati.

Det kurdiske folks ønsker kom tydeligt frem under Newroz fejringerne (kurdisk nytår) i 2011, hvor millioner af mennesker markerede anledningen til i fællesskab at erklære deres krav om frihed og fred. Jeg deltog selv i Newroz-festlighederne og oplevede på tætteste hold håbet og et stålfast ønske om en fremtid i frihed.

Helt konkret ønsker kurderne følgende krav opfyldt:

1. Alle militære og politiske operationer skal stoppes

2. Retten til modersmålsundervisning og retten til at anvende sit modersmål i offentlige skal sikres i forfatningen

3. Spærregrænsen på 10 procent skal ændres således, at det kurdiske folks repræsentation i Parlamentet styrkes

4. Alle politiske fanger skal løslades

Desværre er kurdernes hidtidige demokratiske bestræbelser gang på gang blevet afvist af de tyrkiske myndigheder og besvaret med politivold og fængslinger. F.eks. blev den demokratiske fredsmarch, som jeg selv deltog i i den kurdiske hovedby Diyarbakir i forrige uge, angrebet af tyrkisk politi med tåregas og vandkanoner uden skelen til børn, gamle og handicappede, der også befandt sig på stedet. Konsekvensen af alt dette er og har været flere voldelige optøjer og et større had til den tyrkiske stat blandt de kurdiske unge!

Demokratiske fredstelte Demokratiske fredstelte Diyarbakir

Senest har de tyrkiske myndigheder fjernet kurdernes legale politiske repræsentation i byen Baskale. I dag er borgmesteren i Baskale (Van) Ihsan Güler blevet afsat af Indenrigsministeriet i Ankara. Han er blevet idømt 10 måneders fængsel for at have talt ved en mindehøjtidelighed i 2006, hvor han eftersigende skulle have propaganderet for den kurdiske oprørsbevægelse. Denne dom og den seneste udvikling, hvor over 2000 politikere og aktivister er blevet fængslet, er bekymrende. Intet af dette bidrager til freden. Tværtimod bidrager det til øget radikalisering blandt kurderne og sender et farligt signal. For hvis de tyrkiske myndigheder fjerner kurdernes legale politiske repræsentation, så siger de også, at de ikke vil spille det demokratiske spil. Dermed legitimerer de den militære kamp som den eneste mulighed. Jeg håber ikke dette bliver tilfældet. Derimod er det mit største ønske, at kurdernes demokratiske kamp og deres seneste kampagne vil sejre på fredens og demokratiets vegne.

AKP-regeringen i Tyrkiet, der den seneste tid har belært de mellemøstlige lande i demokrati, bør tage sig sammen og feje for egen dør først og løse det kurdiske spørgsmål ad demokratisk vej.


Assimilation - aldrig i livet

Af Serdal Benli | 10. marts 2011 | 10 kommentarer

Med de seneste ændringer på ministertaburetterne i regeringen og med Søren Pind som integrationsminister har dansk integrationspolitik nået nye højder. Regeringens højredrejning er nu for alvor fasttømret, og DF har vundet en af sine største sejre nogensinde. Med assimilation som målsætning har intolerancen, snæversynetheden og nationachauvinismen for alvor vundet indpas.

Den nye integrationsminister har ikke overraskende fra første færd lagt sig på linie med højrefløjens åndelige leder, Søren Espersen, der i 2009 skrev i Politiken, at alle første-, anden-, tredje- og snart fjerdegenerations indvandrere skal være velkomne i DK på betingelse af, at de lader sig assimilere. Hmm!

Det er desværre de præmisser, d’herrer har lagt til grund for integrationen i det danske samfund de sidste ti år. Altså en forståelse af integration, der nærmere kan betegnes som assimilation og som ikke tilsigter at skabe et fællesskab med anerkendelse af forskellighed. Nej, tværtimod handler det om, at vi alle skal blive ”danske”. Ikke-danske individer skal lære at indordne sig i det danske samfund og fungere som danskere. Det betyder bl.a., at man skal testes i danskhed, tillæres danske ”værdier” og vaner, også selvom man er født og opvokset i dette land. Dette er ikke integration, men en ensretning og en tilpasning til en fasttømret dansk kultur og et dansk samfund.

Dette absurde krav om assimilation er et tydeligt skred i forhold til demokratiske grundværdier. Vi må ikke og kan ikke skabe integration ved at tvinge mennesker til at opgive tro, sprog, eller venner - og slet ikke rettigheder. Nej, for dermed ophører det demokratiske samfund, som vi alle bryster os af.

En anden interessant og usmagelig manøvre fra statsministerens side er valget af Søren Pind som integrationsminister, da dette beror på klare taktiske grunde. Valget af ham indikerer, at integration eller mangel på samme endnu engang bliver et af de skelsættende temaer i valgkampen og det på trods af, at landet står overfor en af de største økonomiske kriser nogensinde. Ansvarlighed og fremtidsvisioner kan man vel ikke forvente fra den side af det politiske landskab og slet ikke med Pind i spidsen for integrationspolitikken eller rettere assimilationspolitikken.

Herfra lyder sloganet; assimilation - aldrig i livet. Men mon ikke Pind og co. burde integreres i den danske virkelighed anno 2011 - for jeg er et levende billede på danskhed, dansk kultur og integration anno 2011 og deler næppe mange værdier og menneskesyn med d’herrer. Der skal være plads til mangfoldighed i det danske samfund. Det er en af vores styrker i Danmark.


Sange må ikke udsættes for censur

Af Serdal Benli | 2. marts 2011 | 5 kommentarer

”Forestil dig en verden uden musik. Eller forestil dig en verden, hvor vi får besked på, hvad vi må spille, synge og endog, hvad vi må lytte til i vore private hjem.”

Dette skriver komponisten og musikeren Ray Lema i en tankevækkende og spændende artikel om musikcensur i verden. For som Ray Lema påpeger, er dette ikke blot en forestilling, men en realitet for mange musikere og komponister, der dagligt udsættes for censur og overgreb rundt omkring i verden.

Her dagen før den internationale ”Music Freedom Day” (3. marts) går mine tanker unægtelig til de mange tusinder af kunstnere og musikere, der bliver forfulgt og censures, fordi de gennem deres kunst fungerer som talerør for de svageste i samfundet og udfordrer magthaverne. De er brave og har min fulde støtte. Nogle af dem findes i Tyrkiet, som er et af de lande, hvor censuren fortsat lever i bedste velgående.

I denne sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på og nævne, at et af mine store idoler i halvfemserne var den kurdiske protestsanger Ahmet Kaya, der blev tvunget til at gå i eksil i 1999 på grund af hans musik og nedenstående udtalelse:

Ahmet Kaya & Ferhat Tunc

”Jeg skal synge en kurdisk sang i et album, som jeg for tiden arbejder på, og som snart udkommer, og jeg vil lave en musikvideo til den. Jeg ved, at der iblandt jer er ærefulde tv-folk, der vil vise denne musikvideo. I er nødt til at erkende den kurdiske realitet.”

Kaya var på alle måder en kritisk røst og et konstruktivt bidrag til den demokratiske udvikling i Tyrkiet. Men eksilen tog livet af ham i en forholdsvis tidlig alder, og hans musik og person er fortsat kontroversiel og mindeværdigt. Jeg bifalder derfor, at Freemuse og Fokus-a (kurdisk studenterorganisation) i anledningen af Music Freedom Day arrangerer et mindearrangement til ære for Kaya i Ishøj. Læs mere om arrangementet her.

Selvom den tyrkiske premierminister senest i efteråret 2010 proklamerede, at musikere og kunstnere nu ville være frie, er udviklingen i landet ikke overraskende gået den stik modsatte vej. Som så mange gange tidligere har det vist sig blot at være varm luft.

Her er flere eksempler, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt musikere og kunstnere nu også er frie i Tyrkiet som påstået.

Den kurdiske musiker Ferhat Tunc fik 25 dages fængsel for i en tale under en koncert at have rost en illegal handling eller organisation.

Pınar Sag og Mehmet Özcan, der begge er musikere, fik 10 måneders fængsel hver, fordi de under en koncert i 2009 roste en afdød venstrefløjsleder.

Musikgruppen Koma Aheng’s medlemmer Nurcan Degirmenci, Zelal Gökce ve Meral Tekci fik hver især 10 måneders fængsel for at have rost en illegal organisation .

Den kurdiske sanger Şahin Günes, også kendt som Şahê Bedo, fik 3 års fængsel for at have sunget kurdisk til koncerter både i byen Diyarbakır og Bursa.

Musikeren Bahdin Acar fik 10 måneders fængsel, fordi han sang kurdisk ved den kurdiske Newroz (nytårsfest) i byen Uludere i 2010.

Den kvindelige kurdiske sanger Rojda fik 20 måneders fængsel, fordi hun til en Kultur og Kunst Festival i 2009 sang sangen ”Kammerat Kamuran”, som er en sang, der blev skrevet til minde om en afdød kurdisk guerilla.

Musikeren og komponisten Cevdet Bağca fik 10 måneders fængsel og blev fjernet fra sit job som folkeskolelærer, fordi han udtalte sig kritisk om den nuværende regeringspolitik under en koncert.

Musikgruppen Grup Munzur’s medlemmer fik ligeledes hver især 10 måneders fængsel for at have deltaget i koncerter, der ikke faldt i god jord hos de tyrkiske myndigheder.

Alle ovennævnte domme blev givet i 2010 og bekræfter vel endnu engang, at domstole og politiet i Tyrkiet er politikernes sværd og værn mod anderledestænkende i Tyrkiet. Ja, så meget for ytringsfriheden!

Det er vel på tide, at vi i Danmark viser vores støtte til de tusinder, der gennem deres musik og ytringer kæmper for en verden, hvor sange ikke længere censureres, og kunstnere ikke ties stille. Måske kunne vi i Danmark udvide fribyordningen, som giver husly til forfattere, der er forfulgte i deres hjemland, til også at omfatte musikere og kunsterne, som trues på livet på grund af deres kunst.

God Music Freedom Day i morgen og tak til Freemuse, som er den dansk-baserede internationale ytringsfrihedsorganisation, der for 4 år siden tog initiativ til dagen, som dedikeres til fokus på musikeres ytringsfrihed.


Forbrydelsens uhyrlige gravkamre

Af Serdal Benli | 23. februar 2011 | 4 kommentarer

I de sidste uger har kraner gravet løs i Kurdistans bjergrige terræn. Ikke efter råstoffer men efter resterne af ofre for det tyrkiske militærs brutale fremfærd mod kurderne i 1990’erne. Grusomme billeder fra udgravningerne, der i øvrigt har været vist sparsomt i tyrkiske medier og desværre slet ikke i de danske, minder om scener fra udgravninger af massegravene på Balkan efter massakrerne på tusinder af uskyldige sjæle, der blev ofre for en flok blodtørstige nationalisters krigshandlinger. Afsløringerne i Kurdistan er på samme måde en del af de forbrydelser mod menneskeheden, der har fundet sted og stadig finder sted i Kurdistan.

I 1990’erne, hvor konflikten mellem den kurdiske frihedsbevægelse og det tyrkiske militær var på sit højeste, forsvandt tusindvis af mennesker sporløst. I 1997 var antallet af uopklarede mord oppe på i alt 19.692, og ofrene var alt fra lokale bønder, lærere, advokater, politikere til fagforeningsfolk og andre. Dengang som i dag møder ofrenes familier en mur af tavshed i deres kamp for at finde ud af, hvad der skete med deres nærmeste.

Statens officielle politik og dødspatruljerne

Likvideringerne var ledet af de tyrkiske sikkerhedsstyrker, som er berygtet i hele Mellemøsten for deres systematiske, etniske udrensninger af 4000 kurdiske landsbyer og vilkårlige myrderier af civilbefolkningen. Blandt andet stod sikkerhedsstyrkerne bag de paramilitære dødspatruljer, der udførte knap 20.000 udenomretslige henrettelser af advokater, forfattere, politikere og andre civile menneskerettighedsforkæmpere i de blodige 1990’ere. Dette forhold er dokumenteret i kilometervis. Interesserede kan blandt andet læse mere herom i bogen”Ergenekon – Tyrkiet bag facaden” af forfatteren Pola Rojan.

Disse dødspatruljer var organiseret under navnet JITEMhttp://www.information.dk/188359, en efterretningsenhed, der skulle handle og udføre militære operationer i både ind- og udland. På trods af at den tyrkiske stat gang på gang har benægtet JITEM’s eksistens, har lejemordere for enheden og senere hen generaler, der faldt i unåde, bekræftet eksistensens af disse dødens lejesvende. En af JITEM’s mest centralt placerede håndlangere, som i dag bor i Sverige, hvor han har fået asyl, har tilstået alt og afsløret organisationen indefra. Han var en af hovedmændene bag likvideringen af den kurdiske forfatter Musa Anter, der blev dræbt i 1992 i den kurdiske hovedby Diyarbakir. Ifølge Emma Sinclair Webbfra organisationen Human Rights Watch var likvideringerne og forsvindingerne en del af den statslige politik, der havde til formål at terrorisere den lokale civilbefolkning og dermed mindske opbakningen til den kurdiske frihedsbevægelse. Hun udtaler:

"In the early 90’s there was a policy of rounding of hundreds and thousands of civilians, and giving no proper trial or judicial process, but rather taking them in, threatening them, torturing them. There was systematic torture throughout that period, and a lot of others simply were not heard of again and in that region thousands disappeared or bodies were found too at the time, but not identified and there was no attempt to discover how the killings took place and who by. So there is massive legacy and impunity. For the past abuses, for the disappearances and killings."

Skræmmende tavshed

Tavsheden, som de pårørende til ofrene har mødt, eksisterer stadigvæk. Den tyrkiske regering har indtil videre ikke udtalt sig om massegravningerne. Ifølge Tyrkiets største menneskerettighedsinstitut, IHD, er der indtil videre fundet 88 massegrave med resterne fra i alt 1298 personer.

Det pro-kurdiske parti i Tyrkiet, BDP, har flere gange opfordret til en parlamentarisk undersøgelse af de uopklarede mord. Men den islamisk-konservative regering har gang på gang afvist dette krav som værende terroristpropaganda. Man har sågar foreslået en sandheds- og forsoningskommission, der skulle granske perioden og kortlægge grusomhederne.

Samme tavshed har man mødt i de danske medier, hvor der næsten ingen dækning af udgravningerne har været. Er det ikke på tide, at vi alle stiller krav til Tyrkiet om, at man graver i sin nære fortid og gør op med spøgelserne?


Dømt til fattigdom

Af Serdal Benli | 10. februar 2011 | 6 kommentarer

Skruen strammes endnu en gang over for samfundets svageste på kontanthjælp. Familier med børn, hvor forældrene ikke har arbejde, kan se frem til endnu en stramning, som netop er vedtaget af den borgerlige regering og Dansk Folkeparti.

Nye stramninger

Fra 1. juli 2011 skal ægtepar, der har modtaget kontanthjælp i 2 år, fremover opfylde et krav om 450 timers ustøttet arbejde indenfor de seneste 24 måneder, for at begge ægtefæller kan få kontanthjælp. Før 1. juli 2011 var grænsen sat til 300 timer, og deraf kommer også navnet ”300-timers-reglen”, som snart skal omdøbes til “450-timers-reglen”.

Lavkonjunkturen raser

Ingen er uenig i, at alle har ret og pligt til et arbejde. Men at rive tæppet væk under de svageste i samfundet er en anden og ubehagelig sag. Lavkonjunkturen blæser ind over Danmark og det meste af verden i øjeblikket. I dag er der mange om buddet til fx et rengøringsjob i Danmark. De svageste i samfundet, der har lidt eller ingen erfaring på arbejdsmarkedet, står sidst i køen til ufaglærte jobs, så længe lavkonjunkturen raser.

I Gladsaxe Kommune, hvor undertegnede er formandfor beskæftigelsesområdet, står vi med en udfordring, der kræver noget af os som politikere. I kommunens jobcenter forsøger vi at hjælpe de borgere, som er udsatte i forhold til 450-timers-reglen ved at målrette indsatsen med en tidlig varsling af de ramte borgere samt et konkret jobtilbud til den enkelte. Men konjunkturerne raser også i Gladsaxe, og udviklingen efterlader bekymrende miner hos undertegnede. Helt konkret drejer det sig om ca. 40 personer (familier) i Gladsaxe, der i 2011 skal hjælpes, således at de ikke mister deres livsgrundlag, og familierne derved bliver tvunget ud i endnu større problemer.

Kvinderne rammes hårdest

På den korte bane er konsekvensen, at samfundets svageste bliver ramt af 450-timers-reglen. En undersøgelse i Esbjerg Kommune viser, at det hovedsageligt er børnefamilier med anden etnisk baggrund end dansk, der bliver ramt af reglen.Typisk er det kvinder, som næsten alle har indvandrerbaggrund og flere børn, der bliver ramt. Det er mødre med eksempelvis tyrkisk, somalisk eller iransk baggrund, som må holde for. Er det det, vi vil med vores velfærdsstat? Vil vi ramme de svageste ledige og kvinder med anden etnisk baggrund end dansk? Indtægterne for den enkelte familie er så lav, at det bliver vanskeligt at få pengene til at række til nyt tøj til børnene og betaling af fritidsaktiviteter, lejrskoler m.m. En familie, hvor den ene ægtefælle mister kontanthjælpen, står tilbage med en månedlig forsørgelse på 13.345 kr. før skat plus eventuelle tilskud i 2011 (fx boligydelse).

På den lange bane

450-timers-timers reglen kan få fatale konsekvenser for familier med anden etnisk baggrund end dansk. Hvis familierne bliver dømt til fattigdom, således at det rent faktisk hindrer en vellykket integration af børn og voksne i det danske samfund, er vi på katastrofekurs. Det er noget vi må tage alvorligt og kæmpe for at ændre. At Dansk Folkeparti vil profilere sig politisk på bekostning af de svageste i samfundet, er deres sag. Men almindelig anstændig fornuft dikterer, at 450-timers-reglen fastholder de svageste i fattigdom, så længe der ikke er ufaglærte jobs at få. Det er derfor bydende nødvendigt nu med en ny regering, der gør op med starthjælpen, kontanthjælpsloften og 450 timers-reglen, som alle er ydelser, der presser mennesker dybere ned i fattigdom og længere væk fra arbejdsmarkedet.


1 2



Serdal Benli (cand.scient.soc.) er en progressiv stemme på venstrefløjen og blogger om politik, kultur og samfund. Han er folketingskandidat for SF i Københavns Omegns Storkreds og formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Gladsaxe Kommune. Han blogger særligt om dansk politik med særligt fokus på integrations-, social-, sundheds-, og arbejdsmarkedspolitik samt international politik med særligt fokus på Tyrkiet og Kurdistan. Direkte og uden filter.

Du kan læse mere om Serdal på www.benli.dk eller finde ham på www.facebook.com/serdalbenli.




Blogarkiv

20. januar 2012
Danske politikere går Tyrkiets ærinde
4 kommentarer

20. december 2011
Den tyrkiske AKP-regerings reformer – hvor blev de af?
16 kommentarer

14. december 2011
Tag de arbejdsløse alvorligt!
2 kommentarer

2. november 2011
Tid til opgør mod tvungen aktivering
10 kommentarer

17. august 2011
Derfor er Roj-TV uundværlig!

31. marts 2011
Civil ulydighed og tyrkisk aggression
2 kommentarer

10. marts 2011
Assimilation - aldrig i livet
10 kommentarer

2. marts 2011
Sange må ikke udsættes for censur
5 kommentarer

23. februar 2011
Forbrydelsens uhyrlige gravkamre
4 kommentarer

10. februar 2011
Dømt til fattigdom
6 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater