Vi er flyttet! modkraft.dk


Magt og afmagt på Sejrenes Plads

Af Sven Gårn Hansen | 4. april 2011 | 1 kommentarer

Politikæden er brudt, nogle betjente er blevet væltet og løbet over ende. Vrede, adrenalinfyldte demonstranter fylder lidt efter lidt gaden bag formationen. Betjentene er bekymret for deres rygdækning, men holder disciplinen og kæden. En officer beslutter at kæden ikke længere er en spærring, men er blevet et filter. Han tager post ved hullet i kæden og vinker demonstranter igennem – hormonbalancen bag betjentenes rygge falder betragteligt, og volden siver ud af konfrontationen.

Managua, Nicaragua

Demonstranternes taktiske mål er at nå frem til en lille plads 200 meter længere fremme. I alt tre politikæder spærrer vejen. Den første består af kvindelige betjente, den anden af mænd, og den tredje af kampklædte uroer af begge køn.

Et enkelt sted når en lille gruppe demonstranter ad en sidevej frem til den tredje kæde. Uroerne gør, hvad de er bedst til, og de bliver jaget væk med knippelsuppe. De få, som ikke når at løbe, bliver taget i arme og ben og lempet over de genetablerede spærringer som kartoffelsække.

Marcha

En snes betjente har fået knubs under skubberiet, og en del demonstranter er blevet grundigt mast, farvet blå af kniplerne eller af at blive smidt tilbage over spærringerne. Ingen er blevet anholdt – igen en taktisk beslutning fra politiledelses side: ingen anholdelser betyder bevarelse af politets formationer og officerernes evne til at fastholde kontrol og disciplin, ingen små grupper af betjente udsat for befrielsesaktioner, ingen isolerede konfliktpunkter, der kalder på demonstranternes mod, handlekraft og offervilje.

Komparativ politianalyse

Demonstranterne er rasende: Det er slut med demonstrationsfriheden i landet. Politiet er blevet en del af undertrykkelsesapparattet. Politiet tæsker demonstranter i stedet for at beskytte dem. Det er det rene diktatur, det her. Vi skal tage disse billeder med os til udlandet så udlandet kan, at demokratiets dage er talte her i landet.

Jeg tror, at enhver, der har demonstreret i København iført sort tøj, ville mene, at dette billede af det nicaraguanske politi er overdrevet. Selv synes jeg politiet har opført sig disciplineret og har valgt at tage imod flere slag end de gav. Demonstranternes vrede kan forklares i, at Nicaraguas politi er født af en revolution, og har i sin træning og i sin politik lagt stor vægt på at distancere sig fra en rolle som undertrykker. Få nicaraguanere har oplevet politiet i en undertrykkende sammenhæng, og det er derfor stadig chokerende, når det sker.

Marcha

Den reelle undertrykkelse denne dag ligger ikke i politiets opførsel på gaden, men i hvordan dagens politiske gadeteater i det hele taget er blevet iscenesat

Nederlaget, der gik tabt

Demonstranterne er en blanding af midaldrende revolutionære, socialarbejdere, veteraner fra kvindebevægelsen, bedsteborgere, hattedamer, organiserede arbejdere og studerende. Demonstranternes mål holdes besat af nogle tusinder unge fra regeringspartiet, der fejrer en “festival for fred og kærlighed”. De er flere, og mange har erfaring fra slagsmål i de gadebander og kvarterer, de er hentet fra, eller de mange gange, de har banket oppositionsdemonstranter ned før.

Grunden til, at oppositionsdemonstranterne ivrigt opsøger et gadeslag, der kun kan ende med deres nederlag, er at stedet er udgangspunktet for den rute, de oprindeligt havde meldt til politiet. Deres plan var at gå herfra og hen til Det øverste valgråd for at demonstrere mod regeringspartiets præsidentkandidat, hvis opstilling de mener er grundlovsstridig.

Managua, Nicaragua

Få dage efter indkaldelsen til protestdemonstrationen meldte regeringspartiet, at dets ungdomsafdeling ville holde en “Festival og march for fred og kærlighed” til støtte for harmoni i landet, for partiets præsidentkandidat, og for Libyens folk, der for tiden angribes af imperialistiske hære. Festivallen og marchen skulle holdes langs alle punkter på oppositionsdemonstrationens planlagte rute, inklusiv foran Valgrådet.

Politiet tillod straks denne march og anviste oppositionen at demonstrere ude i et forstadskvarter i stedet, “for at undgå konfrontationer”. Demonstranterne mener, at de kom først, og har insisteret på at fastholde den oprindelige rute, som altså nu er uden polititilladelse.

Gaderne til folket - busserne væk fra gaderne

Dette er den første større oppositionsdemonstration i tre år. Under parolen “Gaderne er folkets” blev den sidste demonstration omringet og spærret inde af en mere talstærk regeringsvenlig moddemonstration. Oppositionens optog kunne ikke rokke sig ud af stedet og folk, der ville ind til demonstrationen, måtte igennem et lag af skældsord og tæsk, hvis de ville frem. Stedet, dette gadeslag skete på, blev siden af regeringen officelt omdøbt til “Sejrenes plads” og er det samme sted, som oppositionen på grund af symbolikken havde udset sig som udgangspunkt for deres demonstration i dag.

Managua, Nicaragua

Oppositionsdemonstrationen består vel af to til fire tusinde mennesker. De regeringsvenlige unge på “Sejrenes Plads” er vel nogle tusinde flere, og kan trække på forstærkninger fra andre ti til tyve tusinde fordelt langs kærlighedsmarchens rute. Forstærkningerne er dog ikke alle kampklare unge. Funktionærer fra forskellige statsinstitutioner fylder som altid op i regeringens demonstrationer – denne gang ser jeg det statslige havneselskabs administration og Den sociale nødhjælpsfond tage afsted. Der er udkommanderet næsten 12.000 politifolk.

Oppositionen ville nok have kunnet mønstre flere demonstranter, hvis ikke halvdelen af hovedstadsområdets offentlige transport – busser og taxaer – var blevet trukket ud af rute- og taxakørsel for at transportere de regeringsvenlige unge til deres koncentrationspunkter, hvor hundreder af parkerede busser blokerer vejene, mens oppositionen så vidt jeg ser ikke har kunnet mønstre mere end en snes busser. Ruteændringen gjorde det også svært for mange at finde frem yil demonstrationen. Desuden var store dele af indre by spærret af for trafikken, og den smule offentlig transport der kører, er i kaos.

Who´s the man?

Hvad viser en dag som denne?

Regerings strategi for gademagt (“Folket ejer gaderne”): regeringen regererer med 38% af stemmerne men vil aldrig tillade, at oppositionen viser sig mere talstærk på gaderne end regeringen. Isoler, frustrer oppositionen og udstil den som magtesløs. Gør det meget klart, at du er meget alene, og at kun politet redder dig fra tæsk, hvis du vil demonstrere. Og at det er regeringens, ikke politiets valg, om der skal være gadekamp.

Regeringens strategi for institutionel afvikling: Regeringen gør igen klart, at det er den, der i sidste ende bestemmer over politiets strategiske dispositioner (polititilladelser, demonstrationsruter). Politiet, der stadig nyder en vis folkelig opbakning, har modtaget og lystret ordrer fra partiet, og er blevet manipuleret ind i rollen som begrænser og ikke garant af ytringsfriheden. Til trods for den taktiske uafhængighed, politiledelsen viste, er partikontrollen over korpset øget en tak.

Regerings strategi for kommunikativ potens: Regeringenen taler til folk, aldrig med folk. Regeringen har ikke behov for at lytte, endsige tage højde for andre stemmer end sin egen: Regeringen delegitimerer i sine egne rækker oppositionen som ultrahøjre, købt af imperialismen og latterligt magtesløs og dens fodsoldater fester sorgløst, mens oppositionen ikke engang kan få gang i et ordentligt slagsmål, endsige nå frem og demonstrere foran den statslige institution, som er deres mål.

Regeringen opnåede således på tre måder at vise, hvem der er den stærkeste bølle i kvarteret. Overfor dette opnåede oppositionen ikke meget andet end at vise, at  den er  i live: for første gang i tre år har oppositionen turdet gå på gaden med deres sag og oplevet at de er, omend ikke mange, så i det mindste tusinder.

Managua, Nicaragua

I forhold til de små nålestiksaktioner med civil ulydighed, som et par snese modige unge har holdt gang i, er det et stort skridt frem. Der er valg i Nicaragua til november, kandidaterne er lige blevet stillet op, den siddende præsident stiller op grundlovsstridigt, og derfor var aktionen i dag nærmest obligatorisk: enten vise sig på gaden eller offentligt indrømme, at man ikke længere er på banen.

Men der er langt igen for at bevise et så magtbevidst folk som det nicaraguanske, at man faktisk er med i konkurrencen.


Borgermagt i den bolivarianske revolution

Af Sven Gårn Hansen | 27. marts 2011 | 2 kommentarer

Det er en af Managuas barrioer. Det er en dag i marts. Solen bager, og alle bevæger sig med den særlige langsomme blødlemmede gang, som overhovedet gør bevægelse mulig midt om dagen i et tropisk land.

Managua, Nicaragua

Kvinden er vel et par og tres, smuk og livlig, taler og bevæger sig som en, der er ti år yngre. Hun har budt på kiks og saftevand fra sin kiosk, som hun driver fra stuen. Af og til kommer der nogen forbi og køber lidt hvidløg eller en pose chips. Hun taler lavmeldt.

»Her er så mange ører. Alle her i barrioen er sandinister!« forklarer hun.

Ører er et udtryk, der går tilbage til 60erne og 70erne. Det er det gamle udtryk for Somozaregimets system af stikkere.

»Det går dårligt. Min datter var arbejdsløs et år inden hun fik arbejde for nogle måneder siden. Ikke et sikkert arbejde, hun skal piske igennem hver dag for at beholde det, det er meget stressende for hende. Min søn har ikke haft arbejde i årevis. Min anden søn har et arbejde, Gud ske lov.«

»Det koster 3.000 om måneden bare at dække det minimale forbrug til husholdningen, så det er svært at få det til at løbe rundt. Det er selvfølgelig godt for bønderne, at madpriserne er steget, men før købte jeg 10 pund bønner om måneden – nu nøjes jeg med to. Men bare vi spiser os mætte hver dag, skal det nok gå.«

»Men jo, der har været fremskridt her under denne regering. Vejen er blevet genoprettet, og der er bygget en ny vej ud af barrioen. Jeg tror, at Manden (El hombre) er en sympatisk mand.«

Cristiana, Socialista, Solidaria

Det er Præsident Ortega, der er Manden. Det er også et udtryk fra gamle dage, det var sådan mange dengang omtalte landet stærkeste mand, Somoza. Nu hører jeg flere og flere bruge samme udtryk om Daniel Ortega.

»Jeg tror, hans hjerte er hos de fattige. Der er gjort meget for bønderne ude på landet, tag bare derud og se. Og ofrene for Nemagon-giften, de har fået huse nu. Det har de fortjent efter de alle år i deres protestlejr, under plastik, og alle dem, der døde undervejs af deres sygdomme. Det under jeg dem.«

»Men ikke hos os, vi har ikke fået det bedre. Når jeg tager til hospitalet gør de ikke noget for en. De taler om gratis sundhed, men medicinen er lige så dyr som altid. Der var et hold cubanske læger forbi her og skrev de trængende op – jeg skrev min gamle far op som trængende, og nogle blikplader, så vi kan udvide huset. Men det tror jeg ikke der kommer noget ud af! Det er fire måneder siden og intet har vi set. Jo, dem fra borgermagtsrådet her i barrioen, de har fået: de har fået medicin, de har fået blik. Borgermagtsrådet, der er jo sandinistpartiet, det er dem, der er øjnene og ørerne her i barrioen. De holder øje med os og lytter til hvad vi siger.«

Borgermagtsrådene – Consejos de Poder Ciudadano – er en en landsdækkende institution, der ledes af Daniel Ortegas kone Rosario Murillos og som skal fungere som en slags folkemagtsorgan overfor stat og kommuner. Det er meningen, at der skal være et borgermagtsråd i hver barrio og landsby.

»Det er ikke Manden, jeg synes jeg kan se det i hans ansigt, at hans hjerte er på rette sted. Men det er dem omkring ham, der ødelægger det hele.«

»Dem fra borgermagtsrådet, mange af dem har fine biler stående udenfor deres huse nu, nogle af dem har sønner, der har fået fine stillinger til 20.000 cordobas om måneden hos regeringen. Min datter har flere universitetsgrader og hun har et job, hun kan miste i morgen, der giver 4.000. Og så sidder de her drenge, som ingen uddannelse har, i fine stillinger og tjener 20.000 om måneden. Nu skal man have medlemskort til partiet for at få job i staten, ved du.«

»Jeg har også fået partikort. For at blive ordentligt behandlet, når jeg tager på hospitalet. Men jeg vil ikke være aktiv i partiet uden faktisk at mene noget med det, bare for at få noget. Jeg vil ikke bare slikke røv, gøre mig til en igle, som vi siger her. Det ligger ikke til mig. Jeg synes man skal yde noget for det man får.«

»Og så ville jeg også skulle tage med til revolutionspladsen hver den 19. juli. Jeg kan jo ellers godt lide at tage til pladsen, men for musikken, ikke for talerne. Så kan man vrikke ballerne lidt og få en øl, hvis der er penge til det. Men jeg gider ikke høre ham tale, det er jo i timevis. Jeg er der bare til musikken og så tager jeg hjem. Så står de der fra borgermagtsrådet og holder øje og siger, hov, hvor skal du hen? Men jeg går hjem, når jeg vil. Det er to år nu, siden jeg sidst var med på pladsen.«

Cristiana, Socialista, Solidaria

»Og nu stiller Manden op til genvalg, hvad giver du! Men det ender nok med at jeg stemmer på ham alligevel. For de andre? Pffff! Aleman? Musen? Ham radiomanden?« (Hun vender øjnene op under øjenlågene ved hvert navn hun nævner.)

Aleman er en liberal, der stjal 100 millioner dollars da han var præsident. Musen er Eduardo Montealegre, en bankmand, der som minister var medansvarlig for, at skatteborgerne betalte regningen efter, at det nicaraguanske bankvæsen kollapsede i 2000 (Nicaragua var otte år foran os andre på det punkt). Radiomanden er Fabio Gadea, en 80 år gammel konservativ radiomand, der har skabt en elsket radiofigur, der gør det nicaraguanske bondeliv til en Holberg-komedie fuld af ordsprog og hverdagsvisdom.

»Manden har dog bragt noget fremskridt. Børnefestivallen, han holder hver år, den tager vi til. Der er skøjtebane og cirkus, og der er gratis adgang. Hvornår ville vores børn ellers opleve et cirkus – en billet koster jo i hundredvis af cordobas! Jeg tror, jeg håber, han er god nok, at det bare er dem omkring ham, der ødelægger det hele. Men Gud råder. Her kommer der til at ske det, der sker. Men bare vi kan spise os mætte, så skal det nok gå.«

Jeg er i Nicaragua på en reportagerejse. Vi ville gerne have hun stillede op til interview foran kameraet. Men hun er bange for repressalier. Så det bliver nok ikke til noget.

Consejo Supremo Electoral, Managua


Den gode jord

Af Sven Gårn Hansen | 2. juni 2010

Denne historie er slags familiekrønike fra Nicaraguas bondeland – pletskud i Jarquinernes og Mirandaernes historie igennem syv årtier. Fra oldeforældrenes kampe om blod, ære og jord, til en ungdomsgeneration, hvis drømme og rygge langsomt krummes ved symaskinerne inde i hovedstaden.

Kommunen hedder Terrabona – Den gode jord. Godset hedder El Arado – Den pløjede mark. Landsbyen hedder Montaña Grande – Det store bjerg.

Billederne er fra El Arado og Montaña Grande og blev taget af fotograf Maj Britt Gaarn Hansen til bogen Dreams and Hopes fra 2003.

El Arado, Terrabona

Det skamskudte æsel

(1945?) Mercedes Jarquins farfar ejede 5000 manzanas i Montaña Grande og El Arado. Han var en mand, der var rig i jord, og som resten af det nicaraguanske landbosamfund i 30erne og 40erne, fattig i alt andet.

Mercedes fortæller, at han havde en søn, denne farfar, der kunne lide at jage. Han var tit ude om natten og skyde vildt. Der var også en anden ung mand, der tit gik på jagt, og deres veje krydsedes sommetider om natten. En morgen skete der det, at man fandt et af den lokale fredsdommers æsler død, skamskudt.

Fredsdommerne var et omdrejningspunkt for landbisamfundet dengang, et system, som den gamle Somoza etablerede for at have øjne og ører ude i alle kroge af landet. Denne fredsdommer var en Artola, den samme familie som Matagalpa Artolaerne og faktisk bedstefar til den Nelson Artola, der blev borgmester i Matagalpa. Det var jo kendt hvem der gik på jagt på de kanter, så Artola havde et valg. Og den, som gamle Artola valgte at sende sine folk af sted for at hente, det var Mercedes onkel.

Hendes farfar sagde til dem: “Hør her, gå ud på min græsgang, vælg de tre bedste kvier som I kan finde, og tag dem med i stedet. Det vil mere end betale for æslet. Tag mine bedste køer, tag tre af dem, bare I ikke tager min søn.”

Men de tog sønnen. Han nåede ikke engang hele vejen til Terrabona. På halvvejen klyngede de ham op i et tre, og der, mens han hang i sine ben med hovedet nedad, skød de ham i brystet. Sådan fandt hans lillebror ham, hængende som en slagtet gris.

Den dødes far, Mercedes bedstefar, holdt sig i ro. Dem, der gjorde noget ved det, var en vild bande af slægtninge, fætre og nevøer fra en nabolandsby. De talte sammen og så gik de i krattet. Og så begyndte drabene.

“Den gamle Artola mistede tre, og farfar kun en. Først mistede den gamle en søn. Så mistede han en til. Og den tredje, det var den gamle selv.”

De overlevende Artolaer flygtede. De blev til en Matagalpa-familie, blev ved med at være i politik og blev senere sandinister. Et barnebarn, Nelson, har både været været borgmester i Matagalpa og viceminister inde i Managua.

Mercedes farfar måtte også gemme sig i Matagalpa, selvom han ikke havde dræbt nogen. Det var mens, at han gemte sig der, at en oberst i Nationalgarden tilbød at købe hans jord. Så ville man kunne se til den anden side i sagen om den døde fredsdommer.

Mercedes far, don Chico, mistede altså den arv, han havde regnet med at komme til som voksen. Men på en måde blev han ved med at drive familiegården. Han endte med at blive forvalter på oberstens gods, og var det lige til revolutionen i 1979.

Og sådan var det, at Jarquin familien holdt op med at være jordejere, og obersterne kom til Terrabona.

El Arado, Terrabona

Onklens fejde

(1950?) Reynaldo Miranda fortæller, at hans familie også havde jord, ikke som meget som Jarquinerne, men dog noget. Det var ikke hans far der havde jord, men farens onkel, Den måde, de mistede den, var at en dag blev denne onkel, der var lidt af en stædig karl, uvenner med en anden mand. Han gik til obersten, og bad om at måtte købe et haglgevær. Han fik den til 300 cordobas, og aftalen varm at gælden skulle betales i arbejde, ikke i penge. Tres dage a fem cordobas, som pengene var værd dengang.

Reynaldos grandonkel gik med geværet, og tiden gik. Han kom engang imellem og lagde en dags arbejde for obersten. Obersten noterede dagene, og efter et år gik han til onklen og sagde: “Aftalen var, at du skulle betale 300 cordobas for geværet, men i arbejde, ikke i penge. Men du har knap og nap arbejdet 20 dage. Så du har kun indfriet 100 cordobas, og nu vil jeg foreslå dig at sælge mig din jord mod den gæld, du stadig har tilbage.”

I en sag som denne var det ikke så klogt at sige nej til en oberst i Nationalgarden.

“Sådan solgte vi vores 3000 manzanas for 200 cordobas og et haglgevær”, siger Reynaldo.

Og på den måde var det, at Terrabona blev kendt som obersternes land. Fem oberster og en enkelt major kom langsomt til at eje hele Terrabona fra Montaña Grande til Puertas Viejas, og et godt stykke af Dario også.

Hvad der blev af onklens fejde, og om haglgeværet nogensinde blev brugt, fortæller historien intet om.

El Arado, Terrabona

Manden på sengen

(1965?) Mercedes Jarquin voksede op som forvalterens datter, den lille pige på oberstens gods. Det var en god tid. Godset var utroligt smukt. Der var altid vand i vandløbet og El Arado var altid grønt. Der var appelsinlunde ned til vandløbet, og frugttræer overalt: mango, avocado, grapefrugt. Alt blev holdt, træerne fik lov at vokse sig store, og ingen gik på rov i plantagen. Men som datter af forvalteren var der ingen, der sagde noget til, at hun plukkede af frugterne, og sommetider tog hun sine venner med.

Hun så engang to brødre blive redet forbi af nogle af oberstens soldater, fastpændt på heste, ryggen pisket i laser. De havde stjålet vand fra vandløbet til deres marker. Dengang var der altid vand i vandløbet. Nu om dage er der langt imellem appelsinerne i El Arado. Vandløbet er næsten udtørret, og efter revolutionen klatrede børnene så meget rundt i frugtræerne, at dækgrenene knækkede, og træerne tørrede ud.

Bagerst i haciendavillaen var der et værelse, der var indrettet som fængselscelle. Da hun var lille, sneg Mercedes sig til at se igennem revnerne i muren en dag, da de havde en mand til afhøring der. De havde spændt ham fast til en oprejst sengebund, en af den slags med metalfjedre. En dunkende dieselmotor sørgede for strømforsyningen. Det hun så og hørte har fulgt hende lige siden.

El Arado, Terrabona

Lara-brødrene

(1970?) Obersterne var hårde. Men Laraerne, de var sindsyge. Det var en gruppe brødre og deres vedhæng, alle nationalgardister af en slags, der indrettede sig på kasernen i Terrabona. Deres forretning var narko, under en eller andens slags forståelse med regimet, og de gjorde Terrabona til Nicaraguas marijuana-distrikt.

De var splitterragende skøre.

De kunne være charmerende. En gang kom der en salvadoraner til Terrabona, en handelsrejsende i lommeure og armbåndsure. Han havde mødt en af Laraerne på landevejen, de var blevet venner og han blev inviteret med hjem til Terrabona. Efter hans besøg forsvandt han og blev ikke set igen før efter 1979, da de fandt hans skelet ude ved afkørslen fra Carreterra Panamericana.

Laraerne var voldsomme og drukfældige. Deres kvinder havde de alle stjålet fra familier i Terrabona, og de blev holdt som slaver på kasernen.

En dag var der en ung mand, der var kommet til penge og havde købt en motorcykel. Han kørte begejstret rundt og rundt på pladsen foran kirken, overvældende stolt. En af Laraerne ovre ved kasernen blev mere og mere irriteret på ham og begyndte at råbe til ham: han skulle køre sin vej, han larmede, han rejste støv. Knægten var ligeglad, lykkelig og stolt som en pave. Så tog denne Lara sin pistol, sigtede, og skød ham af motorcyklen.

Der lå han så alene i støvet midt på pladsen og våndede sig. Ingen turde gå ud til ham, pistolmanden stod der stadig og råbte: “Ingen ser til ham!”

Der gik en tid, og så kom præsten ud af kirken. Han gik hen til den sårede og råbte: “Nu må du skyde mig eller lade være, men jeg tager mig af denne dreng!” Så tog han knægten og bar ham ind i kirken.

“Det var en modig præst”, siger Mercedes. Han var elsket i den by.

El Arado, Terrabona

Endnu en død Jarquin

(1975?) En dag kom Mercedes farbror ridende til byen. Han havde drukket lidt. På vejen mødte han et slæng af gardister, også nogle af Laraerne. Denne farbror havde en tvist af en slags med en af dem, jeg kan ikke huske hvad Mercedes sagde, om det var over en hest eller hvad, han havde i hvert et horn i siden på dem og viste det åbenbart den dag.

Hvorfor ser du så olmt på mig”, spurgte denne Lara-bror. Farbroren sagde intet, men så opdagede Lara, at han var bevæbnet. “Giv mig dit våben”, sagde han. Han nægtede, situationen blev spændt, og efter lidt mere snak frem og tilbage afgjorde Lara sagen ved at tage et våben frem og skyde ham.

Da de hørte om dette hjemme hos Mercedes, samlede faren hele familien i huset og lukkede døre og vinduer, og alle ladede deres våben. Og rigtignok, af frygt for, at familien ville hævne sig, samlede Lara sine brødre og en flok soldater og tog straks hen for at anholde familien. Jeg ved det ikke, men måske var det sådan, at familien Jarquin havde et vist ry efter den sag med Artola-familien.

Don Chico nægtede selvfølgelig at åbne døren, han vidste hvad der ville ske, hvis de overgav sig. Og med ladede geværer på begge sider fortsatte belejringen til langt ud på natten. Pludselig kom to jeeps med højtstående officerer farende ind på gårdspladsen, en hel masse sølv og guld samlet på epauletterne. Det var obersten, han var kørt fra Managua, så snart han hørte hvad der var sket. Han sagde til Laraerne: “Denne mand er min mand. Jeg lover, at han ikke vil hævne sig, men hvis I rører ham, er det jer, der ryger ned.” Han havde venner nok med fra hovedkvarteret i Managua til, at det var meget imponerende. På den måde reddede obersten Jarquin-familiens liv den nat.

Da revolutionen kom, stak alle nationalgardisterne af, også Laraerne. Terrabonas borgere lagde et baghold for Laraerne ude ved frakørslen til Carreterra Panamericana, men de lugtede lunten og slap væk. De lod deres kvinder og børn blive tilbage, og borgerne lavede et vagtværn en rum tid for det tilfælde, at de ville komme tilbage for at hente dem. Men så flygtede kvinderne selv en nat – de ville tilbage til dem, der havde holdt dem som svin i en svinesti, forstå det hvem der kan. Mercedes kan i hvert fald ikke.

Siden har man ikke set Laraerne i Terrabona eller vidst meget af dem. Kort tid efter freden, i 1990 eller 1991, så Balbino Miranda en af dem i en by oppe nordpå, Rio Blanco eller Rancho Grande, tror jeg. Balbino gjorde ikke opmærksom på sig selv, forlod bare restaurationen uden at opsøge ham og uden at veksle et blik. En af dem blev efter sigende fængslet i USA, efter at have myrdet sin nordamerikanske kone og begravet hende under gulvet, mens han sagde til naboerne, at hun var taget på ferie i Nicaragua.

El Arado, Terrabona

El Arado

(1994) Da jeg først lærte El Arado og Montaña Grande at kende, var det som brigadist. Det var fire år efter sandinisternes valgnederlag, stadig en usikker periode for bønder, som havde fået jord under revolutionen. Regnskaber fra krigens tid blev stadig gjort op i stort antal: hundrede sandinister døde hvert år i snigmord rundt omkring i landet, og et lidt mindre antal gamle contraer ligeså. Det var recontraernes og recompaernes tid. En firehjulstræk med tonede ruder, der stod på vejen foran gærdet, kunne være nok til at sætte rygterne igang: nu var godsejeren på vej tilbage, nu var det nok tid til at flytte.

Kooperativet i El Arado var et af seks, som sandinisterne havde skabt i Terrabona af obersternes eksproprierede godser. Seks små øer af sandinister i et hav af liberale småbønder og små-stormænd. Intet er stort i Terrabona, heller ikke borgerskabets stolte anførere: det er købmanden, vognmanden, en snes kvægavlere, måske lige så mange grøntsags-avlere. De leder et par tusinde ludfattige bondefamilier, de fleste loyale liberale, men hvoraf godt hundrede med revolutionen altså havde sat sig på kommunens største kvægfarme: landarbejdere, der indtil da ikke ejede en tønde land imellem sig, opkomlinge alle til hobe.

Der var tretten medlemmer af kooperativet i 1994. En del havde meldt sig ud umiddelbart efter valgnederlaget, af frygt for en hævn fra borgerskabet, der aldrig rigtig blev til noget. Andre pressede på for at opløse kooperativet og dele jorden.

Jeg kan ikke huske dem alle, men de fleste. Miranda brødrene: Balbino, Reynaldo, Margarito, Nicolas. I kraft af antal, sammenhold og iderighed den drivende kraft i kooperativet. Jarquin søstrene: Mercedes og Modesta, gift med henholdsvis Reynaldo og Jorge, som var en ung bonde med dyretæft og en gammel mormor fra Tipitapa. Det var Jorge og Modesta, jeg boede hos de seks uger, vi var i landsbyen. Julian og Francesca, hun en af lederne i den lokale kirke, han langsom og kærlig. Fidel, gammel og tvær. Vidal. Eusebio, som blev kaldt El Tigre på grund af sit overskæg, sin styrke og sin totale ufarlighed. Damaso, Kamelen, som han blev kaldt, på grund af hans lange ansigt, den eneste i banden som var vokset op med egen jord under neglene. De andre var alle landarbejdere, kvæghyrder og daglejere, indtil revolutionen ændrede deres liv.

De havde 700 hektar græsgang og krat i fælleseje, alt for lidt pigtråd til at hegne det ordentligt ind, og godt hundrede magre stykker kvæg, der ustandselig blev væk i slugter og bakker. Trods de hårde tider og usikkerheden holdt El Arado fast i sin kvægjord, modstod enhver fristelse til at sælge den fra for at dække den ene eller den anden katastrofe.

Det var fattige folk. Afgrøderne var elendige og kvæget gav uendelig lidt. Deres huse var selvbyggede af mudder og kolort. De fleste havde ikke strøm, og den eneste grund til, at de havde lavet latriner, var fordi ellers ville vi i brigaden ikke have kommet. Når de samledes, var det almindelige indtryk flokken gav, alligevel af højrøstede, glade mennesker: hus, jord at så på, nogle magre køer, et par udsultede ponyer, det var stadig et bedre liv end de havde kunnet håbe på som daglejere eller fæstere på obersternes godser. Jeg tror, at mange af dem aldrig helt er holdt op med i det stille at godte sig over den forargelse, de stadig kan mærke blandt naboerne, når de rider rundt på obersternes jorde, som var det deres egne.

En marginalt mere velstående nabo havde El Arados eneste fjernsyn, og her samledes de unge par hver aften for at følge med i de brasilianske sæbeoperaer. Bagefter, hjemme i sengen, lå de længe i mørket og diskuterede hver eneste scene sønder og sammen, alle følelserne og forræderierne. Den nærmeste kiosk, hvor cigaretter blev solgt en eller to ad gangen, lå tre kvarter væk. Landsbyens samlingssteder: Landsby-fjernsynet og det katolske kapel, suppleret af mandefælleskabet i kooperativets daglige arbejdsfælleskab, og en nystartet protestantisk sekt, der mødtes privat efter tur hos dem, der kunne give et måltid. Det var landsbyens sociale liv og dens horisont.

Tiderne blev ikke bedre for de sandinistiske bønder i Terrabona. De tabte valget i 1996 og det næste 2001. Orkanen Mitch smadrede det hele i 1998. Efter 2001 opgav mange håbet om, at de gode tider med statslån ville vende tilbage, og bad om at melde sig ud med et stykke jord og et par kvæg. Til sidst var de kun 7 tilbage i kooperativet i El Arado. I 2002 opløste de kooperativet og delte den tilbageværende jord og kvæg mellem sig.

Nu er det efterhånden blevet 2010, og jeg har altså kendt El Arado og dets bønder i 16 år.

El Arado, Terrabona

Damaso sælger jord!

(2004) “Damaso sælger jord”, siger Reynaldos kone Mercedes med dommedagsklokker i stemmen. For hende er det at sælge jord begyndelsen til enden for en bonde.

“Jeg kunne finde på at sælge mit kvæg, tage lån, hvad som helst, men aldrig jorden. Det gør mig trist at se familier, som fik jord af revolutionen, som nu går rundt og tigger efter arbejde.”

Damaso er en af de gamle medlemmer af det nu opløste kooperativ – han sælger jord for at sende en søn til USA.

Kooperativets opløsning var en langstrakt proces. Nogle, som Vidal, Julian og Jorge, meldte sig ud og krævede deres andel udbetalt inden den formelle opløsning. Andre holdt ud til det sidste, heriblandt Miranda-brødrene og Damaso. De vandt præmien. De fik nemlig andel ikke blot deres indskud tilbage, men også andel i opdelingen af kooperativets egenkapital: den megen jord, som kooperativet havde fået af landbrugsreformen i 80erne var langt mere værdifuld end de enkelte medlemmers indskud. Dem, der nåede at falde fra før tid føler sig selvfølgelig snydt af den lille gruppe, der endte med at dele den store gevinst. Det hele foregik efter vedtægterne, men hvor mange havde læst dem? Hvor mange kunne? Ikke Julian, i hvert fald. Hvis han kan genkende sit navn på skrift, er det meget.

Reynaldo kom ud af kooperativets opdeling med en hel del jord, og lige siden er fortsat med støt at købe jord op. Han har meget mere, end han kan dyrke, men han har fremtid. Så meget fremtid, at han har beholdt en lille skov på noget af den jord, han har købt. Den bliver værdifuld om ti års tid.

Andre af det gamle kooperativs medlemmer har ikke klaret sig så godt.

Jorge flyttede til Managua. Vidal solgte den jord, han fik af kooperativet og var en tid jordløs. Men han fortrød, og hans gode ven Julian solgte ham noget af sin jord, så han kunne starte forfra som landmand. Han lever stadig tydeligt fattigere end Reynaldo og Mercedes, og hans kone var i en periode tit oppe hos Mercedes for at “hjælpe til” med madlavning og tortillabagning. Nu har Mercedes fået svigerdøtre i huset og har ikke længere brug for arbejdskraft udefra.

Siden Julian solgte jord for at hjælpe sin Vidal ud af sin knibe, har Mercedes vedholdende haft gang i dommedagsrygter om, at han er ved at sælge sin jord. Rygtet griner Julian og Francesca af, hver gang jeg nævner det for dem. Julian har stadig sin jord og en smule kvæg, men han har ikke købt mere, som Reynaldo. Han er en forsigtig mand, sår kun det han har råd til, vil ikke låne penge til noget. Han vinder aldrig stort, men taber heller aldrig synderligt. Reynaldo derimod låner gerne penge til risikofyldte foretagener, slår til når der et godt tilbud og ordner finansieringen senere. “De mennesker lever forgældet”, siger Francesca med en hård stemme.

De to familier er ikke på talefod og har ikke været det, siden kooperativet gik i opløsning. Det gør ondt på mig. Jeg er glad for alle fire gode mennesker.

El Arado, Terrabona

De unge flygter

(2006) En anden familie, der solgte sin jord var Jorge og Modesta (hun er Mercedes lillesøster), som jeg boede hos da jeg var brigadist her i 1994. De flyttede til Tipitapa udenfor Managua.

Modesta arbejder på en tekstilfabrik i “zonen”, når hendes helbred tillader det. Deres ældste søn Cesar er i lære i en isenkrammer-forrretning. Jorge er stadig ved landbruget, selv om han er flyttet til byen. Han passer kvæg for en lokal mælkeproducent. Jorge tjener 1200 cordobas om måneden for at arbejde 6 timer om dagen 7 dage om ugen. Det er det samme som 300 kroner og selv i Nicaragua er det en miserabel løn, men kvæg er faktisk det eneste Jorge kan. Han er hverken særlig god til tal eller ord eller store planer, men har et sjældent tag på dyr.

Jorge fortryder vist nok i sit stille sind, at det ikke er hans eget kvæg, han malker hver morgen. Det er flere år siden han sidst har været i Montaña Grande, men han taler stadig om vejret og afgrøderne, om hver familie, hver gård, og hvert landbrug som var det i går, han flyttede.

Flytningen skete dels fordi han ville til Tipitapa og passe sin gamle mormor, som er den, der har opdraget ham. Dels fordi Modesta drømte om at slippe væk fra landet og komme til storbyen. Og dels fordi Jorge føler sig snydt af opdelingen af kooperativets jord. Den andel, som tilkom ham, var meget lille, synes han. Han fik tilbuddet om at få penge eller jord, og valgte så penge og flyttede.

Som syerske på en af den toldfri eksportzones fabrikker kan Modesta tjene mere end det dobbelte af Jorge, men hun lider af sukkersyge og slidgigt og har lange sygeperioder og store omkostninger til medicin. Zonen er en arbejdsplads for de unge og hårdføre, ikke for husmødre der har rundet de tredive.

Tekstilfabrikkerne er en magnet for rastløs landboungdom og har været stoppested for mange unge fra El Arado: Reynaldos lillesøster, Mercedes og Modestas yngste lillesøster Blanca og også en lillebror, og Mercedes ældste datter Mayra. Blanca havde ellers fået et hus i El Arado af regeringen efter Mitch-orkanen i 1998. Mod Mercedes råd solgte hun og kæresten det og flyttede til Managua, hvor de i 2005 boede to unge par til leje sammen i et hus i en barrio, et slags minikollektiv, som var vældigt hyggeligt at besøge.

Modesta og Jorge er kørt i stå i små penge og hurtig nedslidning, men for de fleste er Maquilaen kun en periode: Reynaldos søster giftede sig med en vognmand i Managua, og de andre er også nået videre i deres liv, de har alle fået arbejde i Costa Rica, tilsyneladende med gode jobs. Selv om lillebroren for et par måneder siden gik galt af en maskine på papirfabrikken og fik mast et ben til plukfisk. Det er ved at blive rekonstrueret i titanium på arbejdsgiverens regning – det ville aldrig ske i Nicaragua! Imens ligger han i pleje i San Jose hos de andre familiemedlemmer. Familie er og bliver uundværlig i en udvandrertilværelse. Om han kan komme tilbage til sit arbejde eller kommer hjem til landsbyen som krøbling, vil tiden vise.

Terrabona

Damaso med sine børnebørn i 2010 (mit billede).

De heldige udvandrere

(2008) Grunden til, at Damaso solgte jord i 2004 var for at sende først den ene, så den anden af sine to store sønner til USA. Det koster 6,000 USD at komme ulovligt til USA fra Terrabona. Det er mange penge.

“Jeg havde tænkt på jorden som hans arv, men det han ville var at tage til USA. Jeg prøvede at snakke ham fra det, men det var det han ville”, sagde Damaso, da jeg snakkede med ham om det. Dengang var sønnen kommet helskindet til New York, hvor der var familie at bo hos og hjælpe ham til rette.

Jeg kender ikke statistikken, men i Terrabona er udvandrernes oplevelser med anholdelser, kautioner, deportationer, fængslinger, røverier, overfald, mord, og svindleriske menneskesmuglere fast samtalestof. Risikoen ved den amerikanske drøm må være mindst lige så stor, som når Reynaldo forgælder sig for at plante hele gården til med bønner “de primera”, som i Terrabona højst giver høst et år ud af tre.

Men heldet var med Damasos sønner. Menneskekæden fra Terrabona til USA, og de uundværlige familiekontakter i New York og Florida, viste sig pålidelig nok.

Så kom Katrina. Genopbygningen af New Orleans blev et paradis for spekulanter og sorte bygherrer og sort arbejdskraft. Som medlem af et rejsende byggesjak har sønnen tjent gode, skattefrie penge på nyindretningen af New Orleans. Den anden søn har også klaret sig godt, i Florida. Med pengene, som de har sendt hjem til Terrabona, har den ældste bygget hus til sig selv og sin nye kone, menneskesmuglerne er blevet betalt og resten af familiegælden er blevet afviklet, Det, der var tilovers, er blevet investeret i tyrekalve. Damaso malker 20 kvier i år – mere end dobbelt så mange som Reynaldo og HANS sønner malker.

Så man må sige, at frasalget af jord har været en god investering for familien Martinez. Det var ikke den begyndende deroute, som Mercedes spåede. At Damaso vil sælge jord til fordel for en så risikofyldt investering kommer måske af, at han voksede op i en jordejende bondefamilie – køb af salg af jord er mere naturligt, når det at eje jord er mere af en selvfølge. For Reynaldo, hvis liv som landarbejder og som sandinist har været een lang kamp om at få jord, og for Mercedes, jordløs datter af en familie, som for 50 år siden ejede halvdelen af Montaña Grande, er jord mere en hjertesag end en hjernesag.

I Damasos stue har de gængse plastikstole viget pladsen for et blødt sofasæt. “Jeg kan ligefrem falde i søvn i sofaen, når jeg sætter mig om eftermiddagen, så blød er den”, siger Damaso, stadig forundret over denne nye dimension i et bondeliv. På væggen hænger portrætter af hans sønner side om side med Jomfru Maria. På gulvet leger hans børnebørn, når de da ikke tvinges op i skødet på deres alvorlige farfar, som bliver helt pjattet i selskab med dem. Så kigger han op på portrætterne på væggen, og den pludselige skygge, der sænker sig over hans ansigt, og de sviger-døtrenes tavse indelukkethed, når de kommer og går, fortæller om familielykkens pris.

Læs mere:


Familieforpligtelser

Af Sven Gårn Hansen | 4. november 2009 | 3 kommentarer

Så kom Mayra forbi en dag. Det er Mercedes datter fra første ægteskab. Vi har ikke set hende i to et halvt år, siden hun tog til Costa Rica for at søge lykken. Der er en hel klan af Jarquin familien i Costa Rica, som hjælper hinanden til job og husly, en langsomt skiftende flok af søskende, fætre og kusiner, som har holdt et permanent brohoved åben for familien siden sidst i 90erne. Jarquin-familien arbejder med lidt af hvert i San José, i huset, bag disken, på kontor. En af brødrene var i byggeriet indtil en eller anden slags maskine med en meget skarp kant tog det meste af et ben. Han halter nu rundt på en platinknogle i benet, takket være Costa Ricas arbejdsgiveransvar, og er hjemme på gården igen.

Påske 2005

Mayra (th) og hendes mor på påskeudflugt i 2005

Mayra

Mayra arbejdede for en Dominos Pizza i San Jose, men mistede jobbet, da de krakkede og de mexicanske ejere forsvandt til Panama. I Managua var hun lige ude og besøge moster Modesta i Tipitapa. Modesta arbejder i Maquilaen, og måske kunne hun skaffe Mayra et job. Men i ”zonen” fyrer de flere end de ansætter for tiden, krisen du ved, så der var intet at hente.

Men Mayra er en foretagsom kvinde, efter kun to uger i Managua fik hun en samtale med Subway i Multicentro Las Americas. De vil betale 150 dollars om måneden – en god løn i Managua, selv om akkorderne i zonen gør, at en ung stærk kvinde som Mayra godt kan tjene mere ved en symaskinen end bag en fast food disk. Nu venter hun på opringningen. Imens går hun på computerkursus – for at lære at bestyre en kassemaskine. Det koster 50 dollars om måneden, som stedfar Reynaldo hjemme på gården betaler. Undtagen i denne måned – hun kunne ikke tage til El Arado af frygt for ikke at være ved telefonen, når opringningen kom, så Reynaldo bad hende høre, om jeg ikke ville lægge ud.

Mayra studerede ellers i Siuna nogle år og er kun et år eller to fra eksamen, men så tørrede den finansielle støtte fra stedfar ud. Efter et par måneders lediggang på bondegården i El Arado fik hun nok af at trille tommelfingre og søgte lykken i Costa Rica. Og nu i Managua. Til en tredjedel af den løn man kan få i Costa Rica, godt nok.

Jorge

Så havde vi også Jorge på besøg. Det er Modestas mand. Han kommer sommetider forbi for at drikke en kop kaffe, spise en småkage, mindes El Arado sammen med mig, og bede om hjælp til Modestas medicinregninger.

Da jeg var på brigade i El Arado i 1994 boede jeg hos Modesta og Jorge. De flyttede til byen for ti år siden, da Jorges mormor solgte gården, som de boede på. Mercedes arbejdede en del år i tekstilfabrikkerne, og var altså fodsoldat i maquilaens boom i Nicaragua, men fik så sukkersyge og dårligt blodomløb. Var først på sygeorlov, så arbejdsløs, så passede hun sin syge mor et stykke tid.

Nu er hun tilbage i zonen, på et nyt id-kort ganske vist, det gamle var der jo en lang sygehistorie vedhæftet, for lang til at hun kunne få job på det. Hun var et par måneder på et kvalitetskontrolbord, det var hårdt at stå op. Nu er hun ved en symaskine og sidder ned. Det går bedre, men hendes fødder er alligevel helt blå og opsvulmede når hun kommer hjem. Pauser til at lette trykket på benet kan der jo ikke være tale om. Hun har ikke været hjemme i Terrabona i mange måneder, det tager mindst to dage, og de har kun søndagen fri. Som det er lige nu i zonen, med fabrikslukninger og massefyringer, kan hun ikke tillade sig hverken sygedage eller fraværsdage eller at sige nej til det ”frivillige” overarbejde om lørdagen. Desuden kan hun slet ikke gå de sidste par kilometer over bjergkammen.

På en god måned tjener hun over halvanden hundrede dollars om måneden i zonen – det er tre gange så meget som hendes mand Jorge tjener som cowboy på en malkekvægsfarm i Tipatapa. Det er ren udbytning, men han er simpelthen for langsomt tænkende til, at han nogensinde får et andet job. Han kan ikke sætte to ord sammen, men dyr forstår ham, og han forstår dyr. Jeg har altid syntes, at han er helt fejlplaceret i Managua. Men El Arado var for lille til Modesta.

Jorge og Modesta var rent på røven i de mange måneder Modesta gik arbejdsløs, og vi havde Jorge på fast besøg hver anden søndag efter morgenmalkningen. I den tid fik de ”afsat” to børn til tjeneste i huset hos en dame i Managua, og søster Mercedes tog en pige til sig ude i El Arado, så kun de to mindste munde blev tilbage i huset. Den ene pige er siden flyttet hjem igen, hun kunne ikke klare den gamle dame, som hun gik til hånde for i Managua. Jorge taler ofte om hvor godt det er at have afsat børnene til anden side, men han kan ikke skjule sorgen i sin stemme, mens han priser denne forlorne lykke.

Nubia Nubia holder kaffepause.

Nubia

Forleden bad Nubia, som gør rent hos os, så om hjælp til medicin til vores guddatter Margarita Esperanza. Hun er fire år gammel, datter til Ileana, som er Nubias søsterbarn og som Nubia har taget sig af siden søsteren døde af druk sidst i halvfemserne. Esperanza har lige haft en tur på hospitalet med en metalforgiftning fra et rustent stykke kobberledning, som hun fik i hånden. Nubia havde sort samvittighed fordi de ventede så sent med at tage hende til læge, men det koster altid så mange penge i medicin hver gang man er hos sådan en.

Esperanza lå fire dage på sygehuset og kom så hjem med en kostbesked fra lægen om at drikke masser af frugtsaft og ikke at spise så mange bønner. Den besked fnyser Nubia af: ”Hvad bilder han sig ind! At give sådan en besked til en familie, hvor der ikke er råd til andet end kaffe, bønner og ris, tre gange om dagen!” Jeg tænker på min egen datter, som får juice to gange dagligt, aldrig undværer kylling, pølse eller kød til frokost og aften, og højst spiser bønner tre gange om ugen…

Familierne Overby Hansen og Miranda Jarquin Miranda-Jarquin- og Hansen-familierne

Pligt

Mine venner i El Arado. Nubia og hendes slæng. Det er mine to nicaraguanske familier: folk, som jeg boet hos, som jeg har kendt på godt og ondt igennem årene, som har beriget mit liv, og som jeg langsomt har pådraget mig ”nicaraguanske” forpligtelser overfor. Jeg sukker altid, når Jorge står ved lågen, eller når Nubia væver omkring inden hun skal hjem på den meget sigende måde, der betyder, at der er nød derhjemme. For en dansker som mig skal venskab jo være smertefrit, noget, der handler om at dele holdninger og glæder og oplevelser, et fællesskab mellem ligemænd, hvor jeg forventer at få lige så meget som jeg giver.

Men i Nicaragua er venskab, ligesom familie, først og fremmest en forpligtelse. Den, der har, giver. Eller holder op med at være familie. Det sker selvfølgelig også tit.

Fattigdomskultur, magt og globalisering

Disse tre små situationer, jeg har beskrevet – som er gentaget mange gange i løbet af årene – får mig til at tænke på sammenhængen mellem fattigdom, politik, kultur og globalisering.

At forbande uretfærdigheden i samfundet og velsigne velynderen, som nyder godt af samme uretfærdighed – den slags hovedpineskabende mentalgymnastik er et af de mange sår, fattigdommen giver sjælen, en del af en fattigdomskultur, hvor overlevelse alt for ofte sker på bekostning af selvværd og stolthed. De daglige ydmygelser, som fattige sluger hver eneste dag af deres liv, sætter virkelig det danske skred fra et rettighedsbaseret samfund i perspektiv. I Danmark erkender vi sjældent hvor stor en gave til menneskelig værdighed, den gode gammeldags velfærdsstat var.

Man kan sommetider undre sig over den lave klassebevidsthed i Nicaragua, et af de mest ulige samfund i verden. Min rolle som middelklassemedlem af mine to nicaraguanske familier har givet mig svaret: enhver, der kan kan regne med et velstående familiemedlems eller en vens støtte i dagligdagen, priser sig lykkelig. Han eller hun velsigner dette held mere, end han eller hun forbander sin åndssvage arbejdsgiver – som i øvrigt ofte er den samme. Kampen for med alle midler at opretholde den sociale kontrakt med ”den gode herre”, det er den fattiges daglige klassekamp og samtidig samfundets stærkeste redskab til social kontrol, roden til denne verdens Ortegaer og Alemaner.

No guns allowed Nubias familie byggede dette indkøbscenter til Nicaraguas globaliserede middelklasse.

Men vi skal huske, at det ikke er et ”gammeldags” samfund, jeg skriver om her. Jarquinerne er lige så “globale”, måske endda mere, end en hvilken som helst dansk familie. Jarquin-familien var fodsoldater i senhalvfemsernes maquilaboom og bragte dermed Nicaragua ind i den transnationale nyorganisering af globale produktionskæder. Og de har været med til at koble landsbyen El Arado til globaliseringens andet særkende, den transnationale arbejderklasse, der flytter fra land til land og i dag skaffer Nicaragua en fjerdedel af sit bruttonationalprodukt i hus.

Flores-familien, min anden nicaraguanske familie, er ikke lige så mobil som min familie i Terrabona. Nubia og hendes flok er managuanere, og kun to af dem er søgt til udlandet, til Guatemala, hvor ingen har hørt fra dem i ti år. For resten er udlandet blevet ved drømmen. Men Flores familien var med til at bygge Nicaraguas første indkøbscenter, selv om de aldrig har købt ind der. Dermed indvarslede de endnu et af globaliseringens særkender, den stigende sociale kløft mellem de mange, der knokler for globaliseringen, og den lille forbrugerstærke middelklasse, der forvalter den og som den er indrettet til at betjene.

Så det hele hænger sammen: Bondegårdene i El Arado er en nødvendig livsbetingelse for den arbejdskraft, der sikrer overskuddet for denne verdens Dominos, Subway og Walmart. Nubias fattigdom er det nødvendige grundlag for den mindretals-forbrugerkultur, som forener hele verdens middelklasse og driver verdensøkonomien. Livsstilsreklamerne i Managuas gader og lægens middelklasseråd om god kost er meningsløse uden babyer, der drikker tynd kaffe i stedet for mælk.

Det betyder, at den autoritære trussel, vi i disse år ser samle sig mod Mellemamerikas skrøbelige demokratier, Alemanerne og Ortegaerne, ikke er levn fra fortiden, som Ulla Tørnæs og hendes bande kan redde os fra ved at skære i u-landsbistanden. De er meget samtidige produkter af den sociale opløsning, de sociale skel, og og det totale fravær af socialt ansvar, som transnational kapital insisterer på skal gælde både for koncernerne og de stater, hvis politik de dikterer.

José Tomás 3 dias


En dag i historien

Af Sven Gårn Hansen | 13. oktober 2009

Forleden var vi oppe og besøge Masaya vulkanen syd for Managua. Som sædvanlig flot, imponerende, smukt, osv. Se bare billedet. Og Nicaraguas stort set eneste børnevenlige museum. Men det er ikke pointen.

Pointen er den lille oplysningsfolder, som vi fik med og heri et lille stykke tekst, som sådan cirka gik ud på: ”Nationalparken Masaya-vulkanen blev stiftet ved lov den 24. maj 1979.”

Hmm, tænkte jeg. Hvad var det, der ellers skete i 1979?

Jeg googlede parken og fandt så ud af, at det var den 23. maj 1979, at Generalmajor Anastosio Somoza Debayle klokken fem om eftermiddagen underskrev regeringsdekret nummer 76, om oprettelse af nationalparken ”Masayavulkanen”.

Så der sidder generalmajoren i den sene eftermiddagssol ved sit skrivebord i kontoret i bunkeren på toppen af Tiscapa, i al sin magt og vælde, i sin regeringstids trettende år, sammen med sit regeringsråd af ministre og udsteder loven om Nicaraguas allerførste nationalpark (i hans tid var det præsidenten, ikke parlamentet, der vedtog love).

Samme dag underskrev Somoza og hans ministre:

* En ny lov om møntudstedelse * En budgetrevision med en lønforhøjelse til statens ansatte * En nedskæring af undervisningsministeriets budget på 4 millioner cordobas, der fordeles til en række andre ministerier. * En lov om uddelegering af statens priskontrols funktioner til kommunerne.

45 dage senere sad generalmajoren og alle hans ministre i et fly på vej til en militær flyvestation udenfor Miami: en slagen general, en fratrådt præsident, en afsat diktator. Jimmy Carter nægter ham opholdstilladelse.

45 dage fra Business As Usual til Seriously Not Welcome. Hvad fanden skete der? Jeg googlede noget mere for at se, hvad der ellers skete den 23 og den 24. maj i Nicaragua.

JPEG - 12.9 kb
German Pomares (i midten)

Den 24. maj døde guerillakommandant Germán Pomares, leder af sandinistrontens nordlige front, efter kampe i Jinotega. Hans kollonne havde lavet et forhastet angreb på Nationalgardens kaserne i Jinotega den 19. maj. Hastværket skyldtes at Pomares forsøgte at lette presset på sandinisternes «Jacinto Hernández» kollonne i Nueva Guinea, som den 17. var faldet i i et veltilrettelagt baghold, havde mistet de fleste af sine chefer, og var på vild flugt i bjergene.

Tabet af German Pomares, en af de få overlevende medstiftere af sandinistfronten, guerillaens militære leder igennem mange år, en af de få, der opretholdt den interne front og med et stærkt følgeskab blandt tropperne, var et hårdt slag for FSLN. Mange mener, at hvis han havde levet, var det ham, der havde blevet revolutionens præsident, og ikke Daniel Ortega. Diktaturet må have betragtet ham som en farligere fjende end eksil-konspiratorerne i Havana og Costa Rica: Ortega-brødrene, Tomas Borge, og de andre.

En god dag for Somoza. I april havde hans hær i forvejen nedkæmpet et folkeligt oprør i Esteli, med store tab for de få sandinistguerillaer. Og så likvidere en guerillakolonne, kappe hovedet af terroristernes militære ledelse og ovenikøbet åbne et nyt kapitel i naturfredningens historie i Nicaragua. Hvor godt kan det gå?

Men samme nat overskred 300 oprørere grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua og åbnede derved sandinisternes Sydfront. De overfalder dagen efter et gods udenfor Rivas, hvor godsejeren henrettes efter en folkedomstol. Den 28. maj graver invasionshæren sig ned på en bakke syd for Rivas og indleder et to måneder langt åbent slag med Nationalgarden. Samtidig indleder guerillakolonner overalt i landet den endelige offensiv, og sandinistfronten opfordrer til generalstrejke og oprør.

I den første uge af juni starter generalstrejken. Guerillaen angriber Matagalpa og Managua. Chinandega, Leon og Masaya bryder ud i åbne oprør, de første i en bølge, der varer helt til den endelige sejr i juli. Mens Sydfronten binder Nationalgardens mest effektive enheder, forfølges resten af Somozas hær af guerillaens konstante myggestik, og forbløder endeligt i den ene velplanlagte folkelige rejsning efter den anden.

På 45 dage vendte billedet, Fra at være i gang med en (troede han) succesrig forfølgelse af nogle få dusin guerillaer, med tid tilovers til naturbevarelse og møntreform, til at være under belejring af, og til sidst på flugt fra, tusinder, ti-tusinder, af sten- og Molotovkastende unge.

På den måde er Masaya vulkanen altså ikke kun en lektie i naturens voldsomhed. Men også i hybris, i dialektik, i klassekamp, i ikke at stirre sig blindt på at tælle soldater og geværer, i hvordan magten reelt konstitueres i et samfund, hvor hurtigt et hegemoni kan smuldre (hurra for Gramsci!), på enkeltpersoners betydning (hvad ville revolutionen være blevet til med Pomares ved roret), og mangel på samme (gavnede hans død Somoza en tøddel?).

Og også om hvordan et samfund, selv midt i den heftigste borgerkrig, stadig holder andre jul i gang: revisorerne arbejder stadig, naturelskerne presser stadig på, priskontrolkontoret skal stadig decentraliseres. Det man selv sidder i midten af er aldrig alt, hvad der sker.

For kilder, se den samme artikel på min blog.


Midaldrende mænd

Af Sven Gårn Hansen | 12. februar 2009

I går blev han anholdt og fængslet. De gik og huggede kaffebuske fri af lianer og krat, da den forhenværende ejer kom med en betjent. De har et flot dokument, et “asignationsbrev” uden megen juridisk gyldighed, men i regeringens pastelfarver og med en kommandants underskrift. Ejeren havde en dommerkendelse på, at ejendommen ikke måtte røres før ejendomsforholdene var helt klarlagte. Fængslingen holdt i fire timer, før en anden dommer blev overtalt til at annulere den førstes kendelse.

JPEG - 130.2 kb

Det hele er nærmest rutine. Disse mænd har alle været anholdt mange gange igennem de sidste 18 års jordkampe, besættelser og barrikader, lige siden de tabte revolutionen. Men lidt surt, at det stadig skal ske nu “vi” har regeringsmagten igen…

De var alle unge under revolutionen. Landarbejdere, som revolutionen gjorde til mænd og til ledere: militssoldater, reservister, partikadrer, fagforeningsledere på deres statsfarme.

De var de stålsatte, der ikke fandt sig i det, da revolutionen tabte valget og Violeta de Chamorro ville forære de godser, som de havde givet deres ungdom til, tilbage til de gamle herrer. Herrer, som ikke var klar over, at selve begrebet “herre” var forsvundet, mens de var i eksil i Miami.

JPEG - 23.9 kb

De blev jordbesættere, barrikadebyggere, og nogle blev “recompas”, “re-kammerater”: tog igen op i bjergene med geværet i hånden og rygsækken på skulderen, bare for at vise Doña Violeta, hvad det ville koste hende, hvis landbrugsreformen blev rullet for langt tilbage. En lille guerillakrig midt i 90ernes fred.

“Konfliktgodserne” kaldte de sig selv. Nogle solgte deres jord, så snart de vandt den. Grådigheden, usikkerheden, frygten eller gældsbyrden vandt, hvad godsejeren ikke kunne. Nogle af dem stod distancen, fik skøde, satte gang i landbruget, blev på jorden i stedet for at sælge den. Atter andre måtte en tid endnu forblive landarbejdere på de godser, de følte var deres.

JPEG - 27.1 kb

De øjnede en enestående chance da Verdensbanken og Vietnam sammen sendte kaffepriserne i bund i 2001. Mens Gevalias forbrugere jublede krakkede overbelånte kaffegodser i snese- og hundredvis. Tusinder af landarbejdere sultede, gaderne i Matagalpa var fyldt af deres børn, som tiggede og sov i byens parker. 3.000 gik på barrikaden, spærrede Panamerican Highway i månedvis med krav om, at krisepakken også skulle omfatte de fattige, ikke kun de rige. De var på barrikaden i 2001. Og i 2002. Og i 2003.

Til sidst begyndte ting at rykke. Seks godser blev det til, nogle af Matagalpas rigeste kaffeplantager. Pantsat til staten, solgt til arbejderne. “Det her er en mini-landbrugsreform, måske den sidste”, sagde deres leder dengang stolt.

Det var disse mænd, der organiserede maden, logistikken, turnus på barrikaden: hvert gods en uge ad gangen. Og forhandlede regeringens funktionerer i gulvet. På mødet i dag er dagsorden en anden: i dag snakker de om andelsselskabernes legale status og kurser til bogholderne, om såsæd og produktivitet, om lån fra landbrugsfonden, om gødning fra Venezuela.

JPEG - 25.7 kb

Deres bevægelse er under pres. Juraen om godsernes ejendomsret og deres fælles andelsselskab er endnu ikke i orden. Selv om deres parti har haft regeringsmagten i to år. Godserne er nemlig stadig værdifulde, og der er kræfter i partiet, der øjner dem grådigt. Deres leder er ikke “født” ind i partiets indercirkel, han har mast sig ind med de 3-5-10.000 stemmer, han kan vejlede, og den kampkraft, han kan mobilisere.

Der er kræfter, der gerne vil mase ham ud igen. Han har tabt nogle slag, er blevet udmanøvreret et par gange. Der er løfter, han ikke har kunnet holde. Nogle af mændene ved dette møde har haft følere ude til en anden bondebevægelse om medlemskab der i stedet for her: det er uholdbart for dem ikke at kunne drive forretning og ikke kunne tage lån i jorden, måske skulle de finde en anden platform at kæmpe fra.

Mødet er et møde om at samle kræfter, stå sammen igen. Lederen har maøvreret, lappet broer, gjort et godt stykke arbejde for partiet under kommunevalget, har fået aftaler i stand, nye allierede. Nu skal han samle sine spredte tropper. Disse syv mænd kan få 3000 familier til at bevæge sig i samme retning, når det virkelig gælder. De ved godt, hvad de kan sammen, de ved også godt, hvad nøglen til deres fremgang, selv i partiets egne rækker, er: “Jeg har sagt til partiet: I kan regne med os, hvis vi kan regne med jer. Men det er noget for noget; vi giver, når I giver.”

JPEG - 27.3 kb

Det er klassebevidste gamle kæmper, det her. De er folk, der er brudt igennem til magten nedefra, de har ikke venner deroppe og ved, at det kun er deres medlemmers aktive opbakning, der sikrer dem en plads ved bordet. “Tiene gente” - “Han har folk”: det er hvad de har brug for, at der siges om dem, når både partispidser og klassefjender taler om dem.

Ingen af disse mænd er naive længere. Alle har indgået kompromisser. Alle har ofret eller svigtet noget for at vinde igennem - idealer, venner, deres ord, deres ærlighed. De har alle måtte indgå en aftale med fanden på et eller andet tidspunkt. De manøvrerer, lægger baghold, laver tricks. De leder gennem styrke og taber, når de viser svaghed. De stiller aldrig op til et valg uden at have sikret sig hvem, der vil vinde.

De har alle været på kønsbevidsthedskurser, kender den styrke bevægelsen får, når kvinderne også er mobiliseret, men er alle mandschauvinister, når det gælder. De er ved at blive gamle og tænker alle på, at det er på tide at have en gård og et skudsikkert skøde og en sikker indtægt. Der er brug for, at de unge kommer til i bevægelsen, men det er svært at give slip: der er meget kort afstand fra at træde til side og til at være ude.


Hvis jeg var Daniel...

Af Sven Gårn Hansen | 24. januar 2009 | 1 kommentarer

På Modkraft er 10 punkts-manifester jo populære for tiden. Det sker i en bred diskussion om, hvad socialisme og socialistisk politik er, og om der overhovedet er grundlag for det i dagens verden. Her er mit bidrag: Det kunne kaldes Ti grunde til, at Daniel Ortega ikke er socialist. Eller Ti grunde til, at jeg ikke er sandinist. Eller Ti punkter til, hvad der kunne have været socialistisk politik i Nicaragua.

Så here goes:

Hvis jeg var Daniel...

... ville jeg også være stolt over, at jeg og min kone Rosario igennem to års regeringsførelse, og efter 16 års skånselsløs liberalisme, igen har sat fattige mennesker i centrum for statens politik.

Jeg har opnået at:

1. Fokus på fødevareselvforsyning

Uddele en "fødevareselvforsyningspakke" til 32.000 småbondefamilier, med en drægtig ko, et hønsehold, såsæd til mark og grøntsagshave, til en værdi af små 1000 USD per familie. Det kan potentielt set gøre meget for at rette op på sult og fejlernæring på landet.

* ... men jeg ville have ladet programmet styre af bondebevægelsen fremfor af de lokale partisekretærer, der ofte udvælger målgrupper efter stemmefiske-parametre fremfor efter behov og kapacitet, og lade bønderne rådgive af bondebevægelsens tusinder af erfarne promotorer og tillidsfolk fremfor universitetspraktikanter, der aldrig har set en bondegård i deres liv. Risikoen er, at jeg har købt en stemme og en god julemiddag til bonden, når han slagter sin ko, men ikke opnået meget andet.

* ... og jeg ville huske, at jeg ikke har gjort meget for de mange, som ikke har jord nok til at have en ko gående.

2. Kvinder som udviklingsmotor

Finansiere lavtforrentede lån til 70.000 kvindelige små-entrepenører: tortillabagere, kioskejere og barriofrisører, osv, og styrke den uformelle sektor, som flertallet af landets befolkning arbejder i.

* ... men jeg ville ikke bede disse kvinder om til gengæld at skulle stille op bag mine partibannere til valgkampe,

* ... og heller ikke samtidig organisere en ikke-betaler bevægelse mod de mikrokreditinstitutioner, der finansierer 500.000 andre af landets fattige familier,

* ... og dermed igen opmuntre til en kultur, hvor lån er en præmie for polititisk loyalitet, som ikke skal betales tilbage, og som derfor ikke behøver investeres i økonomisk fornuftige familieprojekter. Dermed mister jeg almindelige menneskers virke som udviklingskraft i landet.

JPEG - 119.9 kb

3. Kontrol over madpriserne

Intervenere i basisfødevaremarkedet ved at lade staten opkøbe bønner hos småbønderne, og sælge dem til ca. 100.000 mennesker via 2600 barriokiosker, og derved bringe de løbske fødevarepriser under en vis kontrol.

* ... men jeg ville være forsigtig med at lade den borgermagtsbevægelse, jeg selv har reduceret til et parti-instrument, udvælge kioskejerne og kunderne.

4. Gratis offentlige ydelser til alle

Formindske brugerbetalingen i det offentlige sundhedsvæsen, så flere fattige har råd til at bruge det: antallet af lægebesøg i det statslige system er vokset med 10%, og antallet af kirurgiske indgreb med 50%. Og afskaffe brugerbetaling i skolevæsenet og indføre skolefrokoster, så flere fattige har råd til at sende deres børn i skole.

* ... men jeg ville have fordoblet de to væseners budgetter, som de øgede mål kræver.

* ... og ikke efterkommet den internationale monetære fonds krav om ikke at øge statsbudgettet (fordi jeg vil tækkes USA),

* ... og ikke betale hundreder af milllioner af dollars hvert år til landets bankører, som har snabler i landets statskasse gennem ulovlige statsobligationer, som de bestak mine forgængere til at udstede (for at tækkes borgerskabet)

* ... og ikke beholde den enorme bistand fra min kammerat Hugo Chavez (i 2007 fordobledes landets internationale bistand på grund af ham) i mit partis hænder, fremfor at lade den gå over finansloven, hvor jeg kunne have brugt noget af den på uddannelse og sundhed (for at sikre mine drømme om mere magt).

5. Afskaf analfabetismen

Sætte statens kræfter bag voksenuddannelsen, så analfabetismen igen er på kraftig retur.

* ... men, ikke noget. Det er et fint program. Bortset fra at de fyrede landets voksenuddanner nummer et og i stedet gav programmet til ungsandinisterne, for at de kan genopbygge deres hensygnende organisation.

6. Inddrag de udstødte

Forpligte staten overfor samfundets udstødte børn ved at opnå kontakt til 1500 gadebørn, hjælpe 150 børn på børnehjem eller i plejefamilier tilbage til deres familie og 50 i adoption, genetablere et statsligt børnehavesystem, hvor der nu går 100.000 børn.

* ... men jeg ville sætte et budget bag dette flotte program, så tallene blev mere end blot symbolske, og jeg ville opsøge de NGOer og bevægelser, der har arbejdet med sektoren i de 16 år, staten har været ligeglad med den. Alene de programmer, den lille danske NGO International Børnesolidaritet finansierer, har kontakt til tre gange så mange gadebørn.

7. Ny økonomisk model: fokus på den folkelige økonomi

Rette statens økonomiske politik i retning af de små og mellemstore bønder og den bevægelse, der har kæmpet for denne klasses overlevelse igennem 16 års liberalisme, ved at landbrugsministeriet overtages af ledere fra bondebevægelsen, ved at rette mine venner i Venezuelas ønsker om at sælge gødning samt importere kvæg og bønner til bondesektoren, ved at holde op med at pushe nordamerikanske koncerners genmodificerede såsæd i statens programmer og i stedet bruge bøndernes egne sorter, og ved at købe de varer, som mine andre programmer har brug for (såsæd, skolefrokost, bønnesalg i storbyerne, fødevareselvforsyningsprogrammet), hos småbønder fremfor hos store selskaber.

* ... men jeg ville i højere grad udnytte bøndernes egne, møjsommeligt opbyggede strukturer til disse programmer, fremfor mit partiapparat,

* ... og jeg ville være lidt forsigtig med at lade Venezuelas oliebaserede landbrugskemiske industri sætte dagsorden for småbondebruget, når dets organisationer i 16 år har bevæget sig i mere økologisk retning,

* ... og jeg ville fremfor alt opfylde mit løfte om en statslig, folkeligt kontroleret udviklingsbank for landbruget. Jeg har hele tiden udskudt den, fordi mine venner i bankerne stadig slås med mine venner i bondebevægelsen og mine venner i den statslige administration om hvem, der skal bestemme over denne bank (og jeg stadig venter på at afgøre, hvilke af disse grupper, hvis støtte jeg bedst kan undvære), og måske fordi jeg egentlig allerhelst ville lade mit parti formidle penge til landbruget, så jeg med tiden kunne slippe for en bondebevægelse, der er så stærk, at den kan afkræve mig en ministerpost for sin støtte.

8. Ny demokratisk model: uddyb demokratiet

Opbygge en borgermagtsbevægelse, og bruge den til at give borgerne reel indflydelse i den offentlige forvaltning.

* ... Men jeg ville have bygget videre på de strukturer for borgerindflydelse, som var blevet tilkæmpet i løbet af 90erne af en alliance af bevægelser, NGOer og udenlandske donorer, fremfor at sætte den til side for at opbygge mit eget (partistyret) apparat. Jeg risikerer at underudnytte for mange gode lokale kræfter og erfaringer på den måde.

* ... og jeg ville ikke beordre sandinistiske kandidater og statslige programmer at give denne bevægelse veto- og indstillingsret overfor programmer, ansættelser og målgrupper, - samtidig med, at jeg egenhændigt udpeger dens ledelse oppefra (det er min kone Rosario) og giver den en snæver partimission (støtte sandinistpartiets valgkamp), så den reelt ikke er en borgermagts-, men en partimagtsbevægelse.

9. Konsolider regeringsmagten

Forsigtigt manøvrere nationalt for at vende mit mindretal (jeg blev valgt med 38% af stemmerne) til et folkeligt flertal, gennem alliancer på tværs af klasserne.

* ... men jeg ville ikke basere mit klassesamarbejde på ren afpresning af det største borgerlige parti gennem den klemme jeg har på dets forbryderiske formand ved, at det politiserede retsvæsen er under mit partis kontrol.

* ... og jeg ville ikke forsøge at tvinge folks stemmer ind i bestemte kanaler ved at begrænse deres valgfrihed: annullere de små midterpartiers opstillingsret, og fjerne min værste konkurrent fra sit partis bestyrelse for at tvinge ham over i det andet borgerlige parti, hvis forbryderiske formand er i min lomme.

* ... og ikke bruge de statslige programmer som platte stemmekøbskampagner ved at overlade dem til mine lokale partisekretærer at fordele deres goder. Jeg ville bejle til og respektere de mange uafhængige organisatoriske udtryk, der er opstået i landsbyer, barrioer og på landsplan under 16 års liberalisme, og som har erfaring, græsrodskontakt og kapacitet til at manøvrere i denne liberale økonomi og det samfund, den har skabt, som jeg selv og mit parti i udpræget grad mangler. Jeg ville kanalisere midler gennem lokaldemokratiske kræfter, hvis integritet jeg ville respektere, fremfor udelukkende at satse på statslige programmer med mit navn og mit logo på.

* ... og jeg ville ikke forskrække middelklassevælgere ved at bruge staten mod mine politiske fjender, ved at alliere mig med gadebander om at forfølge lovlige demonstrationer, fyre politifolk, der ikke ville lade sig bruge politisk, lade mine politiserede borgermagtsgrupper have vetoret overfor offentlige ansættelser, og gemme millioner af borgernes dollars væk fra offentlig indsigt i diverse partikasser. Jeg ville huske fra min tid som guerillasoldat, at statens undertrykkelse kan rettes mod hvem som helst, når den først slippes løs. Jeg ville tiltrække middelklassevælgere, som er frustrerede over den galoperende korruption og stigende vold i samfundet, gennem min åbne og gennemsigtige forvaltning af midler og ansættelser, og gennem min gode socialpolitik overfor storbyungdommen.

* ... og når politiet nægter at bryde loven, ville jeg ikke mobilisere mit partis ungdom og kontrahere med ungdomsbander for at tæske lovlige demonstrationer væk fra gaden - bagefter tager banderne hjem i kvarterene, hvor de med fornemmelsen af at have frit lejde fra regeringen indleder en række morderiske bandeopgør.

* ... og ikke tvinge kvindebevægelsen væk fra sit naturlige politiske hjemsted for at sikre mig de katolske og evangeliske kirkehierarkiers opbakning, ved at støtte et totalforbud mod abort, som tvinger læger til at tage mere hensyn til det ufødte barns liv end til moderens. Jeg ville være mere interesseret i at sætte ord på det store flertals praksis omkring seksualitet og moderskab (langt de fleste nicaraguanske kvinder bruger prævention, et stort mindretal får foretaget en socialt betinget abort i løbet af deres liv, stort set alle er enige i, at hvis både fosteret og moderen er i fare, skal moderens liv vægtes højt af lægen, af hensyn til de allerede levende børn). Fremfor at styrke den hykleriske dobbeltmoral og skam, som kirkerne tvinger folk til at anlægge overfor deres egne liv og overfor beslutninger, som er svære nok at tage i forvejen.

* ... og jeg ville ikke lade min personlige vrede over, at kvindegrupper og indenlandske NGOer betragter min holdning til abort som barbarisk og morderisk føre mig ud i trusler mod hele NGO-sektoren.

* ... og ikke bruge al min politiske kapital på at forsøge at udbygge min egen og min families magt. Jeg ville i stedet at konsolidere min bevægelses og mit partis magt (hvis jeg ikke forlængst havde afskallet den første og gjort det andet til min egen personlige maskine)

* ... og jeg ville i det hele taget være forsigtig med at undergrave de demokratiske institutioner, som kostede landet 100.000 døde at gennemføre i første omgang. Jeg ville jo huske, at stærke retslige og demokratiske institutioner i sidste ende tjener de fattige klassers interesser mere end det borgerlige oligarkis.

10. Internationale alliancer

Forsigtigt manøvrere internationalt som det lille bitte, afhængige land Nicaragua jo er: Udnytte at USAs interesse er optaget af at konsolidere sin nye baggård i Mellemøsten, ikke sin gamle i Latinamerika, og at USA allerhelst vil vende et blindt øje til hvad der foregår her i min lille andedam. Alliere mig med Cuba, Venezuela og Bolivia, som også travlt udforsker grænserne for USAs blinde øje. Holde mig gode venner med Lula. Holde mig gode venner med de udenlandske donorer. Lade være med at provokere USA direkte. Se hvor lang jeg kan komme uden at undertrykke mit lokale borgerskab, eller endnu farligere, de internationale koncerner der er aktive i mit land, hvilket sammen med samarbejde med dets militære fjender er det, der nemmest får alarmklokkerne til at ringe i USAs udenrigsministerium. Når slagene endelig skal tages, prøve at tage dem der, hvor folket er bag mig. Ligesom Evo og Hugo gør.

* ... men jeg ville ikke opsøge nostalgiske, men praktisk set ret værdiløse alliancer med Iran og Rusland, blot fordi jeg stirrer mig blind på, at disse lande ligesom Taiwan giver deres bistand som en handel: så og så mange millioner for en stemme i FN, no questions asked.

* ... og ikke blande mig som "mægler" i krigen i Colombia, hvor jeg ikke aner hvad jeg laver, og hvor USA har store (narko)-interesser på spil.

* ... og når min blanding af at købe vennerne og true fjenderne ikke sikrer mig et oplagt flertal hos vælgerne, ville jeg ikke smide al min omhyggeligt opsparede og dyrt købte goodwill hos kirken, hos borgerskabet, hos de udenlandske donorer, hos USA væk på et kommunalvalg, hvor jeg stjæler 10 borgmesterkandidater fra netop den solide forretningsmand, som er den eneste politiker i landet, som USA stoler på, for at tækkes min alliance med den mest korrupte politiker i landet, og for at fremme mine ambitioner om at kunne genvælges trods grundloven og uden et flertal bag mig.

Hvis jeg endelig skal provokere imperialismen skal det dog være på mine sociale programmer, på min gennemgribende demokratisering af landets politik og dets økonomi. Ikke på at ødelægge det demokrati, jeg selv kæmpede en krig for at etablere, for at forlænge min egen og min families magt.

Det var ikke det her, som mine børn døde for, som en gammel dame sagde i radioen forleden.


USA-forbrydere hjælper Sandinos kristne sønner til at vinde mere frihed

Af Sven Gårn Hansen | 14. december 2008 | 1 kommentarer

Nicaragua stander i våde efter kommunevalgets fiasko. Udenlandske donorer suspenderer det ene program efter det andet. Parlamentet er lammet, når det ikke er fordi de liberale medlemmer strejker, så er det fordi de sandinistiske obstruerer. Imens er vigtige bevillinger frosset inde. Den internationale krise rammer så småt turist- og pensionist-skattelysbranchen, byggeriet og tekstilindustrien, hvor 15-19.000 arbejdere er blevet fyret.

Alligevel går det godt: Sandinos sønner har besejret imperialismens lakajer, landet er friere, fordi det er fattigere, og USA har set sig sort på regeringens kristendom. Og mod Gud kæmper imperialismen helt sikkert forgæves, ikke? Hugo Chavez er stadig på vores side, og så har vi russisk flådebesøg!

Sandinos sønner

Efter kommunevalget her i Nicaragua førte de liberales forsøg på at gennemføre protestdemonstrationer mod den påståede valgsvindel til voldsomme gadekampe i Managua og Leon. Sandinisterne vandt. Undervejs nåede de fleste politikere at beklage, at demonstrationerne udartede sig til vold, opfordre deres tilhængere til besindighed og udtrykke ønsket om, at nicaraguanerne løser deres problemer fredeligt. Men ikke vores ærlige førstedame.

Her udtaler Rosario Murillo sig den 21. november om gadevolden:

“Min beundring, min respekt, min anerkendelse, min dybe følelse af kærlighed til dette heltemodige, ubøjelige sandinistiske folk, dette nicaraguanske folk, som igen besatte sine gader med ædelt mod, til forsvar for sine rettigheder, sine sejre. De skrev ekstraordinære sider i den sandinistiske kamps historie.

Vi er sønner og døtre af Sandino, børn af guerillaen, børn af bjergene, børn af ilden som bragte flammerne til skoven til byerne, som forvandlede hver gade, hvert hus, hvert kvarter til en sandinistisk kaserne til nationens befrielse.

Vi har endnu engang set ungdommen bære revolutionens bannere med ære og hæder, vi har set vores revolutionære kamps symboler i vovemodets og ærens rødsorte farver, i maskerne, i gademortererne, i det fest-fyrværkeri, som i fest og sang følger hvert skridt på den heroiske rute mod friheden.”

Hun ER en stor digter, Ortegas kone og hans regerings kommunikationsdirektør.

Nicaragua befriet af USAs antikristne kampagne

Som respons på at regeringen har afvist den samlede oppositions krav om genvalg eller nyoptælling, har USA fastfrosset de næste faser af sit “Millenium Challenge Account” bistandsprojekt. Projektet bygger veje og støtter landbrugsproduktion i Leon og Chinandaga. Ca. 64 millioner af det 175 millioner dollars store projekt vil ikke komme til udbetaling.

Fra Caracas, hvor han var til topmøde i ALBA, lød Daniel Ortegas respons:

“Dette gør os bare friere. Sandheden er, at vi er en smule friere og når vi har magtfulde instrumenter som ALBA, føler vi os ikke alene i disse slag”...

Men et par dage efter, da bønderne i Leon og Chinandega havde været i nyhederne med deres triste ansigter, mente Ortega også:

"Hvis den nordamerikanske regering gennemfører den brutalitet, det er at overtræde det nicaraguanske folks menneskerettigheder ved at nægte det ressourcer, som de skylder Nicaragua, så vil det være endnu en forbrydelse mod Nicaragua." Og han lover, at Nicaragua vil fortsætte fremad "med eller uden Millenium Ufordringen, takket være Gud".

De stakkels amerikanske imperialister. Selv når de gør godt, gør de skidt...

Gud på Ortegas side

Efterhånden som han har mistet det katolske kirkehierarkis opbakning er Gud blevet en endnu mere synlig partner i Ortega-regeringen. I Caracas sagde Ortega også:

"Yankeerne render altid rundt og leder efter slagsmål i Latinamerika. De har rejst deres kampagne, fordi de er opmærksomme på de sociale programmer, som vi sat igang takket være ALBA og vores regerings kristne orientering.”

Bush som antikristen korsfarer. Så har man hørt det med.

JPEG - 88.9 kb
»Den nationale forsonings og enhedsregering: Folket som præsident! At adlyde folket er at adlyde Gud! Forenet vil Nicaragua triumfere. Borgermagt«. Foto: Sven Gårn Hansen

Og vi har russisk flådebesøg. Ortega har personligt inviteret dem til landet og har modigt trodset det lammede parlament, der ellers normalt skal give tilladelse til fremmed militær på landets jord. Kække sømænd fra Sibirien deler i disse dage mad ud til de fattige i Bluefields! Så kan det ikke helt gå galt.

Venstrefløjen har faktisk et historisk "window of opportunity" i Latimamerika i disse år. I nogle lande har venstrefløjen ledere, der udnytter det: Raul, Hugo og Evo er måske ikke ligefrem den internationale klassekamps mest pletfrie eller geniale riddere, men de er i det mindste seriøse politikere. De strukturer de prøver at rokke ved, er væsentlige, og det de siger, er sommetider værd at lytte til.

I Nicaragua har vi Daniel og Rosario...


Jeg vil hjem, papi!

Af Sven Gårn Hansen | 22. november 2008

– Papi! Jeg vil hjem.

Det er Roberto. Han står og græder. Han er ikke fuld, men har drukket. Klokken er 10. Da han var forbi i morges, ville han ikke hjem, ville arbejde dagen igennem, så han kunne tage hjem med lommen fuld af mønter, redde lidt ansigt hjemme hos bondefamilien i Esteli. Nu er han allerede tilbage uden en øre i lommen, men med brændevinsstanken ud af munden. Endnu en dag, der startede i beslutsomhed og tog en omvej om det første glas, så snart der kom en mønt i lommen.

– Jeg vil hjem. Det går overhovedet ikke. De tager det hele. Jeg vil hjem, papi.

Stemmen sløret, beskidt, ansigtet forslået, pupillerne som små sorte prikker, det ene øje stadig skævt efter det lag tæsk, han fik i august.

To gange har jeg gjort mig selv klar til at køre ham til busstationen, to gange skulle han lige hen og vaske sig inden afrejsen, to gange dukkede han først op igen et par dage efter, totalt ødelagt. Denne gang tager jeg ham på ordet med det samme, og før han ved af det, er han selv, hans skopudserkasse, taske og sparegris, på vej til busstationen i en taxi.

JPEG - 45 kb
Roberto. En uskyldig sjæl fra landet, fortabt i den store stygge by, viklet ind i en 17-årig alkoholiker fra helvede. Foto: Sven Gårn Hansen

– Giv mig bare penge til bussen, så kan du tage taxaen hjem igen, siger han, da vi når frem.

Du kan tro nej, tænker jeg. Jeg følger ham ind, køber billet til ekspressen til Esteli.

– Jeg vil alligevel ikke tage hjem. Jeg kan ikke tage hjem, når jeg er så snavset.

– Jeg har lovet din søster at sætte dig på bussen, og det gør jeg, siger jeg. Sæt dig op i bussen.

– Jeg er sulten.

– Du får penge med til mad, når du er i bussen.

– Giv mig to cordobas til toilettet, jeg skal tisse.

Jeg får buspersonalet til at sætte hans ting ind i bagagerummet, inden han får pengene. Pant. Jeg følger ham også helt ind og ud igen, han har ikke en chance. På toilettet kigger folk i køen og personalet underligt på mig. Hvad har jeg for med drengen?

Tilbage ved bussen prøver han en sidste gang:

– Jeg vil ikke, jeg kan ikke tage hjem uden penge på lommen.

– Jeg lovede din søster at sætte dig på bussen. Hun vil have dig hjem med eller uden penge, og sådan bliver det.

Endelig giver han op og sætter sig op i bussen.

– Det holdt hårdt, hvad?, smiler busassistenten til mig, da døren endelig lukker. Der er flere, der smiler til mig, avissælgeren, saftevandsdamen. Jeg er den venlige gringo, der hjælper en gadedreng ud af den onde by. En af de små daglige barmhjertighedsgerninger, som byen, så rig på fattigdom og ødelagte skæbner, også er rig på. Lidt hjertevarme at tage med hjem fra markedet i dag.

De ved ikke, at i går aftes stod jeg og råbte ad ham, da han stod og græd ved lågen og ville hjem og alligevel ikke ville hjem, fuld som en allike. Råbte? Jeg skreg! Noget så unicaraguansk. Jeg tabte den helt. Heldigt, at Maggan fik mig sat ned og til at holde kæft, og fik ham sendt væk med nogle venlige ord. Ellers havde jeg stået og råbt hele natten.

Da bussen kører, følger jeg den så længe, jeg kan. Så ringer jeg til søsteren i Esteli:

– Så er han på bussen. Ekspressen 10:45.

– Tak Gud, siger hun lettet.

– Gid Gud vil belønne dig, for vi kan ikke…

Jeg siger, at jeg lover, at han var med, da bussen kørte, men jeg lover ikke at han er der, når den kommer frem. Jeg beder hende forhindre, at han tager tilbage til Managua igen. Den her by er dårlig for ham, siger jeg. Hun siger, at hun ved det, men at han ikke lystrer.

Det her er det rene Pelle Erobreren, tænker jeg, da jeg lægger røret. Totalt forudsigeligt. Fortalt en million gange. Roberto gennemlever sit manuskript til punkt og prikke. En mønsterskuespiller i sit eget liv. Også jeg er ren kliche: den godhjertede gringo, der ender med at stå og råbe i afsindigt raseri ad det sølle skrog. Maggan, min kæreste, har rollen som den forstående, der skal forklare seeren, hvad der sker (det er åbenbart et socialrealistisk stykke, det her): han er syg, han kan ikke gøre for det, det er samfundet. Hold dog op med at råbe sådan. “Folk siger, at Jeppe drikker, men folk siger ikke, hvorfor Jeppe drikker.” Jeg HAR forstået det.

Men Roberto er altså for viderekomne. En uskyldig sjæl fra landet, fortabt i den store stygge by, viklet ind i en 17-årig alkoholiker fra helvede. Dum og snedig, en omvandrende hjernerystelse, som det gør ondt at se på.

I august forsvandt han fra den ene dag til den anden. Lidt efter lidt stykkede vi den historie sammen, at han var gået helt i hundene, var blevet alvorligt overfaldet nede på rundkørslen, og til sidst var blevet hentet af sin familie fra Esteli, tre timer og en dagsløn væk med bus.

Det var med en synkende fornemmelse, at jeg for godt en måned siden hørte hans stemme igen ved lågen. Han kom tilbage til os ren og energisk, stærk og sund efter en måneds arbejde i solen ved farens side i bønnemarken, og efter en måned på kost hos familien. Det var ikke dejligt at se ham - men det var dejligt at se ham sådan.

Han var blevet træt af bønner og kun bønner, og følte også at måtte gøre noget for familien. Faren og moren havde været rasende, da han ikke havde penge, da de fandt ham, og derfor måtte bekoste ikke bare deres rejse til til Managua, men også hjemrejsen for de tre. Han skyldte dem gengæld, og havde brug for det for selvrespektens skyld.

Han var klar i hovedet og i øjnene, havde klare mål og klare idéer: ville arbejde i Managua til december, tage hjem til familien med penge og julegaver, ville undgå de dårlige venner, som hans far havde forklarede ham om:

– “Den, der inviterer til en tår, er ikke din ven”. Det siger min far, og det er rigtigt.

Det holdt mindre end en uge. Han havde svært ved at komme i gang, hver dag var der en grund til, at han ikke gik i gang med sit skopudsearbejde. Så var han væk i tre dage, på druk, begyndte at få sine ting stjålet, holdt sig ikke i stand og begyndte at få tandsmerter, hovedpiner og sår. Talte mere og mere sort, også når han ikke var fuld. Begyndte at tale om at tage hjem.

Tog sig sammen. I tre dage var der hver aften. 30 cordobas, 40 cordobas til sparegrisen, jeg havde købt til ham, plus 20 eller 30 til hans måltid mad. Men længere holdt den heller ikke, og de sidste par uger har hver mønt, han har set, gået til druk. Løgnene begyndte: ting blev stjålet, som han bad mig købe til ham igen, bagefter blev det klart, at han havde solgt dem for at drikke.

Her på det sidste har han tre gange på tre dage med inderlig drankerfortrydelse lovet sig selv og mig med, at det er slut med sprutten, og er hver aften kommet tilbage med pibende stemme, stinkende af brændevin. I forgårs aftes stod han og græd og ville hjem, kunne ikke mere, fuld som en allike. Ville have penge til billeten, til et måltid mad, til hvad som helst. Havde ikke spist i et døgn, havde ikke mere skopudsercreme. men sprut i vommen, det havde han kunnet finde ud af.

Jeg håber inderligt, jeg aldrig ser ham igen. Men det gør jeg nok.

En gang vi var på rejse i Mellemamerika, spurgte en god veninde mig, hvor tit jeg gav, når en tigger bad om hjælp. Jeg sagde, at det afhang lidt af situationen. Hun sagde fast og bestemt, at hun gav hver gang. Jeg beundrede hendes holdning, tog den til mig og har siden prøvet at leve den. Men jeg er begyndt at forstå den kolde, foragtende og foragtelige middelklasse holdning til fattigdom, som mange af mine naboer udviser. Jeg er selv begyndt at udvise den. Ikke se, ikke høre. Det er din egen skyld. Hold dig væk.

“Lad være med at opmuntre dem”, advarede flere naboer mig, dengang jeg stadig prøvede at hjælpe alle, der kom forbi min dør. De ville ikke have, at jeg trak dem til gaden. Da en af de knægte, vi havde hjulpet, rensede vores hjem for værdier sidste år, var der flere naboer, der fortalte os, at det var løn som forskyldt. Men vi har alligevel tilsyneladende alle vores yndlingstigger, undtagelsen, som bekræfter reglen og skal redde vores samvittighed. For Don Alberto er det den benløse skærsliber. For damen for enden af gaden er det de herreløse hunde. For mig blev det Roberto. Som sagt, ren kliche.

Hvordan fanden kan det være, at et skuespil, der blev skrevet for to hundrede år siden, og en roman, der blev skrevet for hundrede år siden, stadig blive genopført millioner af gange hver eneste dag? Har ingen af os virkeligt lært at gøre det bedre? Jeg bliver så inderligt rasende, over min egen forudsigelige uformåenhed og over Robertos forudsigelige og stædige selvødelæggelse. Han har hele sin fremtid bag sig, men er sgu stadig kun en dreng! Det er til at blive marxist af, er det.


Wylie Coyote gør det igen!

Af Sven Gårn Hansen | 18. oktober 2008 | 5 kommentarer

Så hopper jeg også på krisevognen i min blog:

Ifølge George Monbiot, der skriver på Znet, har den globale finansindustri indtil videre haft et tab på mellem en og halvanden trilliard dollars. Det er femten hundrede milliarder dollars, eller halvanden million millioner dollars. Vel i samme størrelsesorden altså, som hvis den samlede private boligmasse i Danmark, plus nogle af kontorerne, havde brændt ned på en uge.

Samme Monbiot citerer Pavan Sukhdev, en økonom fra Deutsche Bank, for at alene den globale afskovning hvert eneste år koster os mellem to og fem trilliarder dollars, hvis man beregner værdien af de tjeneste-ydelser, som den nedhuggede skov tilfører den menneskelige økonomi: suge kul fra atmosfæren, give os rent vand, og så videre.

Hans pointe er selvfølgelig, at finanskrisen er en dværg sammenlignet med, hvad miljøchokket vil koste “os”, den dag det rammer “os” for alvor. (“Os” og “vi” skal her forstås som mediernes fiktive ”os”, det vil i praksis sige de finanskoncerner, der ejer medieindustrien).

Hans anden pointe er, at den samme blindhed og kortsyn, der har fået liberalismens politikere til at fodre finanskapitalens stupide grådighed, stadig fodrer vores industrisamfunds blindhed og kortsyn, når det gælder den igangværende miljøkatastrofe. Det er de samme politiske og sociale mekanismer, der er på spil: finanskapitalens spekulationseventyr (eller “nyliberalisme” eller “globalisering”, kært barn har mange navne) har længe har spredt arbejdsløshed, død og fattigdom omkring sig blandt almindelige mennesker, men “vi” har endelig fået øjnene op for dets idioti nu, hvor det risikerer at koste aktionærer penge. Det vil være det samme med miljøchokket. Bare en størrelsesorden værre.

Løsningerne er lige så kortsigtede som de politikere, der har fremtvunget dem: skru yderligere op for “væksten” for at løse de problemer, som “væksten” skaber, giv præmier til dem, der har har skabt krisen, lad de fattige og miljøet betale. (“Vækst” skal her forstås som mediernes “vækst”, dvs. vækst i kurser og udbytter i de finanskoncerner, der ejer dem, ikke i livskvalitet, glæde, sikkerhed, tryghed osv., som alle er “eksternaliteter“ i et firmaregnskab).

Monbiot giver et eksempel: Islands regering overvejer nu at melde Island ind i EU og sætte skub på fiskeriet. Det vil lægge Island under EUs fælles fiskeripolitik, der allerede har ødelagt det europæiske fiskeri gennem overfiskning. Løsningen på finanskrisen er altså at skrue udbytningen af miljøet i vejret.

I forvejen har EUs overfiskning ført til, at EU igennem sine handelsaftaler tvinger afrikanske lande til at tillade det europæiske industri-overfiskningscirkus at migrere til Vestafrika, hvor vi siden 1979 har spredt sult, nød og miljøkatastrofe blandt fisk og fiskere. Siden 1994 er mængden af fisk, der fanges i Senegals farvande for eksempel blevet halveret. Dette i et land, hvor fisk er den væsentligste proteinkilde. Så Islands fremtid ligger i Senegal! Juhuu. Hvor ligger Senegals fremtid, når EU er færdig med det?

Den slags løsninger sælges til arbejderklassen og dens partier, fordi “det vil redde arbejdspladser”. “Ja”, siger de til os, “Finanskapitalens krise er forårsaget af dens egen stupiditet og af politikernes medløberi, men vi skatteborgere må alligevel redde finanskapitalens profitmargen ikke for deres skyld, men for at redde vores jobs”. Vi nærmer os afgrunden – så sæt farten op! Jo hurtigere vi løber, jo længere kan vi blive i luften! Jamen, hvor dumme kan vi være?

Vil vi klare miljøchokket bedre? Det er her jo faktisk allerede. Spørg verdens forsikringsselskaber, hvordan det går med miljø-katastrofe-forretningen. Spørg de fattige i New Orleans, Indonesien og Mellemamerika. Spørg verdens bønder, hvordan det går med høsten. Spørg forbrugerne i verdens fattige lande, hvordan det går med fødevarepriserne (i Danmark, 10% af et familiebudget, i resten af verden, 50-60%). Spørg alle de lande, som USA holder besat for at sikre sig verdensmonopol på energien. Spørg indbyggerne i verdens skove og strande, som er ved at blive så sjældne, at de skal bevares som turistobjekter for de rige fremfor levesteder for de fattige.

Det er altsammen miljøets “eksterne” omkostninger, der maser sig ind i regnskaberne, om vi vil det eller ej. Ligesom ejendomsboomets “eksterne virkelighed” til sidst masede sig ind i regnskaberne (Hvor mange gange kan et endeligt antal mursten egentlig belånes? Hvor mange renter og afdrag kan en endelig mængde produktion egentlig betale for?)

Men fuck det, for som Naomi Klein skriver, er kriserne stadig så begrænsede, at de kan fodre en hel ny bølge af “katastofekapitalisme”: de kan manipuleres som et nyt, profitskabende privatiseringsområde for finanskapitalen og serviceindustriens pirattogter. Så længe der kan tjenes penge, er der ingen kriser, og de kan stadig sælges til arbejderklassen som godt fjernsyn og arbejdspladser. For unge latinamerikanske mænd er et job i USAs besættelseshære i dag den bedste vej til et nordamerikansk immigrantvisum...

Kan du huske tegneserien med prærieulven og fuglen? Vi griner af den der tegneserie coyote, der trods alle hans Acme-løsninger altid ender med at skulle løbe i luften. Men vi hopper sgu selv på den gang på gang. Hvor længe?

Face it, folks: De rige lande er rige nok. Væksten er blevet problemet, ikke løsningen. Vores økonomiske maskine skal lægges om fra vækst til udvikling. Vi skal ikke have flere nye dimser i vores liv. Vores forskere skal forske i forlænget levetid, mindre råvareforbrug, mindre energiforbrug for den enorme mængde dimser, vi allerede har, ikke i at udvikle nye. Vi må lære at udvise potens sammen med vores elskere i stedet for igennem vores nye biler, nye rejsedestinationer, nye skærme, eksotiske fødevarer og latterlige parfumer. Brug MINDRE benzin, i stedet for at ekspropiere de fattiges mad til biobrændsel. Kald vores fiskere hjem fra Vestrafrika. Drik mindre kaffe og betal mere for det. Lad Morales og Chavez være i stedet for at pumpe penge penge i at afsætte dem. Lad de fattige om at vokse lidt.

(Monbiots kommentar er desværre på Znets betalingsdel, men jeg kan da maile den til dem, der har interesse for det. Læg en kommentar.)


1 2



Freelance-konsulent og solidaritetsarbejder i eksil i Danmark. Lever af oversættelser og af at formulere og evaluere u-landsprojekter. Beskæftiger sig bl.a. med bondeorganisering, opbygning af andelsselskaber, børns ret til uddannelse, kvinders kamp for abort.
Organisering: Mellemamerika Komiteen, Mediesyndikatet Monsun og Enhedslisten.
Blogger også på Svensblog og Znet.
Øjeblikkets kæphest: Manipulerende, demagogiske regeringer, der giver sig ud for at være venstreorienterede.




Blogarkiv

4. april 2011
Magt og afmagt på Sejrenes Plads
1 kommentarer

27. marts 2011
Borgermagt i den bolivarianske revolution
2 kommentarer

2. juni 2010
Den gode jord

4. november 2009
Familieforpligtelser
3 kommentarer

13. oktober 2009
En dag i historien

12. februar 2009
Midaldrende mænd

24. januar 2009
Hvis jeg var Daniel...
1 kommentarer

14. december 2008
USA-forbrydere hjælper Sandinos kristne sønner til at vinde mere frihed
1 kommentarer

22. november 2008
Jeg vil hjem, papi!

18. oktober 2008
Wylie Coyote gør det igen!
5 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Ønsker de krig? Det kan jeg skaffe Dem den dag i morgen. Men få os ud af krigen igen, det overstiger mine kræfter.

A. P. Bernstroff. (1735-1797) Tysk født statsmand i dansk enevældes tjeneste fra 1758. Udtalelse til danske skibsreddere.

Flere citater