Vi er flyttet! modkraft.dk


Uddannelse er også frihed, lighed og fællesskab

Af Trine Pertou Mach | 14. september 2011

Uddannelse har været et af de emner, der har optaget folk i en række af de debatmøder, jeg har deltaget i i de forgangne små tre ugers valgkamp. Uddannelse er for alvor en politisk kampplads - og regeringspartierne har haft pænt travlt med at sige, at de da bestemt ikke har skåret ned. Jeg er helt uenig. Venstrefløjen og de Radikale har til gengæld vist en alternativ vej med investeringer i det, som vi alle sammen mener, at Danmark skal leve af. Og der er i dén grad brug for et nyt politisk flertal også hér.

Uddannelse for mig er en visionær investering i fremtiden. Det er grundlaget for vækst. Det er international konkurrencedygtighed. Det er børns bagage til resten af livet. Det er unges muligheder og drømme, og det er vejen videre for nedslidte, for arbejdsløse, for flygtninge og nye danskere, for tidligere kriminelle, og for alle andre, der har brug for en ny vej frem. Det er udgangspunktet for et blomstrende demokrati, og det er vejen ud af krisen.

For mig er uddannelse også frihed, lighed og fællesskab. Frihed til selv at vælge det liv, man liv leve. Lighed, fordi det ikke kun er de privilegerede, der selv kan vælge. Og fællesskab, fordi vi i Danmark er enige om sammen at betale regningen, så alle kan nyde godt af frihed, lighed og et samfund i vækst.

De seneste ti år er der primært blevet satset på naturvidenskabelige og tekniske universitetsuddannelser. Erhvervslivet har fået foden indenfor på stort set alle niveauer i uddannelsessystemet. Erhvervslivet er repræsenteret i alle bestyrelser for videregående uddannelser. Midler til nye ph.d.studerende er kanaliseret fra universiteterne over i erhvervsph.d.er og grundforskningsmidler er kanaliseret over i erhvervsforskningsfonde.

Satsning på naturvidenskabelige og tekniske uddannelser er godt. Kun godt. Danmark skal fortsat yde sit ypperste for at bidrage til at løse den globale klimakrise med nye miljøtekniske løsninger. Samarbejde med erhvervslivet er også godt. Det er motiverende for studerende at være i nær kontakt med de arbejdsgivere, de senere hen skal ansættes hos.

Hvad der derimod er rigtig skidt, er nedskæring på uddannelse og på grundforskning. Færre midler til universiteter og uddannelsesinstitutioner er lig med færre undervisningstimer. Færre undervisningstimer betyder mindre kontakt mellem studerende og forskere og undervisere, og det betyder, at grundlaget for faglig dialog forsvinder. Når studerende ikke er i en direkte dialog med dem, der underviser dem, fordi timerne er for få og holdene for store, er det både demotiverende for begge parter, og det skaber langt ringere uddannelser.

Der er sket en massiv nedskæring på især humanistiske uddannelser. Det er virkelig ærgerligt. Både fordi dansk kultur forringes, kulturmøde og internationalt udsyn forringes, men også den særlige innovative kræft og kritiske tænkning, der præger de humanistiske uddannelser, går tabt. Samtidig har nedskæringerne været så massive, at meget eksisterende viden er tabt på gulvet. Nedskæringerne på humaniora skyldes både et massivt pres fra regeringen, men også erhvervslivets store indflydelse. Og det er synd. For humaniora har en masse at bidrage med – men ikke når uddannelserne er barberet ind til benet.

Samtidig er det for mig at se farligt at satse så massivt på ganske få uddannelsesretninger. Der er gjort mange forsøg gennem tiden på at forudse, hvilke fagretninger der bliver mest brug for fremover. For det meste uden særligt held. Derfor er det vigtigt, at ansatte på universiteterne fremover igen får den primære indflydelse på, hvor pengene og forskningen skal satses. Det er universiteterne der har fingeren på pulsen, det er forskernes motivation og ”drive”, der er brug for.

Jeg er ikke i tvivl: uddannelse er den grundsten, vi skal bygge vores samfund på. Lad os betale prisen!


Brug din stemme

Af Trine Pertou Mach | 11. september 2011 | 7 kommentarer


Tilliden tilbage til velfærdsuddannelserne

Af Trine Pertou Mach | 7. september 2011 | 1 kommentarer

Det er ikke kun sjov og ballade at være blandt dem, der passer godt på os, når vi er børn og når vi bliver gamle, eller når uheldet rammer og vi bliver syge eller mister vores arbejde. De såkaldte velfærdsuddannelser såsom folkeskolelærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske er kendetegnet ved både at føre til relativt lavtlønnede jobs og ved at have en lav offentlig tillid.

Det med tilliden gælder både de færdiguddannede og det gælder de uddannelsesinstitutioner, som varetager uddannelserne. Til trods for, at velfærdsuddannelserne sammen med de øvrige professionsuddannelser er blevet samlet i 7 mega-institutioner (”professionshøjskoler”) med professionel ledelse, bestyrelse med eksternt flertal og hele svineriet, er der stadig ikke særlig høj tillid til dem. Professionshøjskolerne har langtfra samme frihedsgrader som universiteterne, hverken indholdsmæssigt, kvalitativt eller økonomisk. Det er en glemt reform.

Tag eksempelvis folkeskolelæreruddannelsen. Den mest gennemregulerede uddannelse i Danmark (mere gennemreguleret fra politisk hånd end f.eks. lægeuddannelsen). Hvert enkelt fag er beskrevet med timetal, indhold og eksamen ned til mindste detalje. Det samme gælder lærerjobbet. Her er undervisnings- og evalueringsformer i stigende grad reguleret fra politisk og ministeriel hånd. Og politikere står i kø for at regulere endnu mere.

Men hvad betyder kombinationen af lav tillid og høj grad af regulering for rekrutteringen til læreruddannelsen? Kunne man forestille sig, at det skræmte nogen af de allerbedste hoveder væk fra læreruddannelsen og lærerjobbet? Kunne man forestille sig, at de kreative og de ressourcestærke hellere søger ind på universitetet, hvor de kan få lov at tænke frit, se kritisk på forskellige arbejdsformer og selv vurdere nyeste forskning i forhold til egen praksis?

Undervisningsministeriet offentliggjorte sidste år en stor rekrutteringsrapport om læreruddannelsen, og der er i den forbindelse blevet peget på, at en mulig løsning kunne være at lægge læreruddannelsen over på universiteterne og lade den være forskningsbaseret.

Det er muligt, at det kan være en del af løsningen, men den er nok mere enkel og smart end realistisk og klog. For mig at se, så ligger den bedste løsning et andet sted. Tilliden skal tilbage til velfærdsuddannelserne – både til uddannelserne, til de studerende og til professionerne!

Den nære tilknytning til praksis gennem samarbejde, praktik mv. skal bevares og udvikles. En mulig løsning kunne være at give forskningsmidler til professionshøjskolerne i stedet for at flytte uddannelserne til universiteterne, for det er professionshøjskolerne, der har erfaringen med den vigtige praksistilknytning. I Sverige kan en Høgskola blive akkrediteret til at kunne kalde sig universitet, hvis de opfylder en række objektive kvalitetskrav. Det er en interessant idé, som man i hvert fald kan inspireres af.

En anden løsning kunne være at skabe en kultur for videreuddannelse til selve velfærdsjobbet, frem for væk fra det. Master- og diplomuddannelser, ph.d.forløb mv. bør uddanne og kvalificere til fortsat virke i eksempelvis folkeskolen, frem for at uddanne væk fra den, som synes at være tilfældet i dag. Men det kræver, at løn og tillid og følger med.

Og så skal der et holdningsskift til:

Lad os passe bedre på dem, der passer på os! Vis dem tillid gennem mindre detailregulering, bedre løn, bedre arbejdsforhold og flere smil. Og ved at løfte deres kompetencer. De fortjener det – om nogen!


Statsborgerskab – ikke et samfund med borgere på 2. klasse

Af Trine Pertou Mach | 1 september 2011 | 5 kommentarer

Så er vi kommet til den borgerlige uansvarlighed II. Denne gang ikke økonomisk politik - men:

For nogle uger siden var jeg til et møde i Mjølnerparken. Det allerførste spørgsmål, der mødte mig, var spørgsmålet om statsborgerskab. Ikke ‘ghettoer’, praktikpladser eller kontanthjælp. Men statsborgerskab: Vil der ske noget med statsborgerskabsreglerne, hvis I vinder valget?

Flere af dem, jeg talte med, var uden dansk statsborgerskab. En af dem havde boet her i 29 år og var tydeligt ulykkelig, usikker og frustreret over ikke at være rigtig del af samfundet. En kvinde, der havde forsøgt at søge et par gange, havde efter første forsøg været gennem skilsmisse med deraf følgende tilværelse som enlig mor, hvilket ikke havde gjort det nemt at skulle bestå sprogprøver, beskæftigelseskrav m.v. Som en af mændene sagde, så kan han stadig hverken stemme til folketingsvalg eller forstå, hvorfor han ikke kan få en tilværelse som ligeværdig borger med den følelse af tilhør, det giver.

Det slog hovedet på sømmet både i forhold til den generelle samfundsdebat og i forhold til lovgivningen (lige fra udlændingelovgivning over beskæftigelse til retspolitik, herunder de seneste stramninger af udvisningsreglerne). For hvad er det egentlig for et samfundsfællesskab, vi har skabt? Hvor en stor gruppe mennesker famler i blinde for at få lov til at bevæge sig fra at være en af ’dem’ til at være en af ’os’. Og hvor det er lovgivningen, der skaber de reelle parallelsamfund. Dét har Dansk Folkeparti aldrig forstået.

Jeg vil gerne slå til lyd for et total-opgør med VKO’s regime i forhold til statsborgerskab.

Kravene til statsborgerskab (indfødsret eller naturalisation) er løbende blevet strammet af VKO-regeringen lige siden 2002. Allerede dengang advarede Institut for Menneskerettigheder i skarpe vendinger. I sommeren 2010 blev der igen drejet voldsomt på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere.

Tænk, om man kan starte på en frisk. Lytter man til dem, der arbejder i feltet, er der en række centrale elementer at tage fat på.

Et ny statsborgerskabs-politik bør bygge på følgende grundpiller:

• 1. Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet

• 2. Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

• 3. Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse

• 4. Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

• 5. De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

• 6. Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være tilstrækkeligt, uanset om ens baggrund rækker til niveau 1, 2 eller 3

• 7. Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Lad os se på dem en efter en:

1. Statsborgerskab er et redskab til at styrke integrationen og deltagelsen i demokratiet

Det at blive dansk statsborger er at blive et helt og fuldgyldigt medlem af fællesskabet. Det er fuldstændig afgørende for et menneskes følelse af at høre til. I det danske samfund stilles der vildt mange krav til udlændinge og indvandrere. Vi kræver at de sværger til demokratiet – men vi holder dem i høj grad ude fra selvsamme demokrati.

Hele tilgangen til statsborgerskab – at man skal kæmpe og vente i 9 år (8 for flygtninge) for i taknemmelighed (måske) at modtage statsborgerskabet er hul i hovedet. Lad os dog opfordre borgere, der har permanent ophold her i landet, til at blive statsborgere og blive del af fællesskabet. Lad os ændre reglerne, så de er klare, forståelige og enkle, og adgangen til statsborgerskab bliver nemmere. Hvis man kun er med i samfundet på 2. klasse, altid er en af DEM og aldrig mærker, at man kan blive en af OS, mon så ikke risikoen for mod-identitet, frustration og ligegyldighed stiger.

Den tilgang – at statsborgerskab er en måde at integrere mennesker på i samfundsfællesskabet og give dem mulighed for at deltage i demokratiet – skal være en ny regerings tilgang.

2. Opgør med B-borgerskabet og genindførelse af lighed for loven

Vi har i Danmark nu en situation, hvor der findes tre klasser af borgere – dem med statsborgerskab, dem med mulighed for at opnå det, og dem, der aldrig vil komme i nærheden af det, alene pga. den opvækst de tilfældigvis har fået. Da udvisningsreglerne blev strammet før sommerferien (alle kriminelle udlændinge SKAL nu udvises), var en af konsekvenserne, at der ikke længere er lighed for loven i Danmark.

Virkeligheden for indvandrere, efterkommere af indvandrere og flygtninge er temmelig hård. Børn af indvandrere eller flygtninge har ikke nødvendigvis samme rettigheder som deres jævnaldrende. Det gælder ikke kun den store gruppe af statsløse, som Integrationsministeriet har fejlbehandlet gennem årene – det gælder også den del af efterkommerbørnene, som ikke har fået statsborgerskab til trods for, at de måske er født i Århus, Ringkøbing eller hjertet af København. De skal nu søge om statsborgerskab eller i første omgang permanent opholdstilladelse, når de bliver 18.

Den ‘udlænding’, der risikerer at blive udvist, kan være teenageren Hassan med libanesisk baggrund – uden statsborgerskab, selvom han er født og opvokset i Blågården. Sammen med teenageren Brian, der er dansk og opvokset et andet sted på Nørrebro, begår han noget kriminelt, fanges og dømmes. Efter dommen – smak, skal Hassan så tilmed udvises. Det er ikke lighed for loven!

De stramninger skulle SF i mine øjne ikke ha’ støttet – men når man har vedtaget, at udvisningsreglerne skal skærpes, som de er blevet, så må man som minimum se på, hvad det betyder for borgere her i landet, der ikke har statsborgerskab. Læren af de stramninger er nemlig, at i virkelighedens Danmark lever en stor gruppe borgere reelt udenfor det politiske og rettighedsmæssige fællesskab, som statsborgerskabet giver.

3. Ret til statsborgerskab for alle børn, der fødes i Danmark af forældre, der har permanent opholdstilladelse

Dét er for mig at se den eneste rigtige måde at give børn chancen for at høre til på. For børn af indvandrere, som enten er kommet som små eller født her, er statsborgerskabet også utroligt vigtigt. De har et stærkt behov for at føle, at de virkelig hører til her, og ikke i forældrenes hjemland. Det er svært nok i sig selv at vokse op med to kulturer og i en stemning af ikke at være ligeså god som de etniske danskere. Efter de gældende regler kan man, selvom man er født her i landet, ikke søge før man fylder 18. Man skal opfylde samme kriterier som alle andre – med undtagelse af beskæftigelseskravet, hvis man har gået i skole uden afbrydelser på ansøgningstidspunktet. Automatisk statsborgerskab ved fødslen får man kun, hvis mindst en af forældrene allerede er dansk statsborger. Det vil også fjerne problemet med ulighed for loven som nævnt ovenfor.

4. Det skal være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab

Det fremmer integrationen og har en række praktiske fordele. Mange andre vestlige lande har de seneste år besluttet at tillade dobbelt statsborgerskab.

5. De nye krav til permanent opholdstilladelse bør fjernes

I sommeren 2010 blev der igen drejet på knappen, da man indførte et nyt pointsystem for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse – som er en forudsætning for at opnå statsborgerskab senere. Navnlig to af kravene i pointsystemet giver problemer, og særligt for flygtninge. Det ene er sprogkravet, hvor man nu kræver bestået Dansk 2. Det andet problem er kravet om selvforsørgelse: For at opnå permanent ophold skal man have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse de seneste 2 ½ år, og for at opnå de sidste 15 point skal man enten have været i fuldtidsbeskæftigelse de seneste 4 år, bestået Dansk 3 eller have fuldført en uddannelse i Danmark på bachelorniveau.

Det udelukker reelt personer med deltidsjob eller sæsonarbejde, studerende, arbejdsløse, sygemeldte, pensionister og personer på rehabiliteringsprogram, samt folk med kort eller ingen skolegang bag sig.

Jeg synes, at man i stedet som udgangspunkt automatisk bør kunne opnå permanent opholdstilladelse efter 5 års midlertidig opholdstilladelse (permanent opholdstilladelse er en forudsætning for at søge om statsborgerskab). Siden pointsystemet blev indført har næsten ingen opnået permanent ophold, hvilket tydeligt viser at kravene er blevet urimeligt høje (kun 4,3% af ansøgerne opnåede det i løbet af de første 9 måneder efter indførsel af pointsystemet).

6. Andre sprogkrav: Bestået Danskprøve bør være nok (uanset om niveau 1, 2 eller 3)

Selvfølgelig er det vigtigt for et menneske at tale og forstå sproget der, hvor man bor og lever. Vi ved fra en nyere undersøgelse, at lærerne på danskkurserne betragter undervisningen i dansk som nødvendig og integrationsfremmende, men de påpeger også, at de nye krav forekommer at være en bevidst barriere for at folk skal kunne få permanent opholdstilladelse. Dansk for indvandrere består af tre parallelle forløb på hver sit niveau, man går altså ikke fra det ene til det andet, men tager afgang på Dansk 1, 2 eller 3, afhængigt af de forudsætninger man har for at lære et nyt sprog (en analfabet kan ikke undervises på samme måde som en bachelor). Indvandrere med svagest baggrund er på forhånd forhindret i nogensinde at få permanent ophold. Vi skulle i stedet lave et system, hvor krav til sprogkundskaber, viden om det danske samfund, tilknytning til arbejds- eller studieliv er reelt mulige at opfylde for alle (med udgangspunkt i den enkeltes ballast).

7. Flygtninge bør have lettere adgang til statsborgerskab end andre

Ingen flygter for sjov. Derfor har man et særligt behov for at få statsborgerskab i det, der bliver ens nye hjem. Man vil aldrig kunne vende tilbage til det sted, hvor man har statsborgerskab. Derfor har man behov for anerkendelse som borger. Brug for at føle sig tryg og tro på at man kan blive boende og tage hul på et nyt liv. Det ville også kunne imødegå de traumer og psykiske problemer, der ligger i at sidde på ubestemt ventetid for mange flygtninge.

Flygtningekonventionen siger helt præcist, at staten skal lette adgangen til statsborgerskab for flygtninge.

Statistikken viser i øvrigt, at flygtninge under de nuværende regler stik i mod dén hensigt har sværere ved at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse og statsborgerskab end andre.

I håb om en god debat!


Den borgerlige uansvarlighed 1

Af Trine Pertou Mach | 30. august 2011 | 6 kommentarer

Af uransagelige årsager mener journalister og meningsdannere, at de borgerlige er bedre til af få styr på økonomien end de røde. En vildfarelse, som jeg i denne og et par kommende blogs vil rokke lidt ved.

Intet i denne valgkamp er nemlig vundet, og der skal kæmpes hvert eneste minut for at sikre os ikke bare en ny regering men et rødere Folketing.

Dagens tema: Borgerlige bag dybfrossent boligmarked

Når boligmarkedet er interessant i valgkampen, er det ikke for at kapre hjemløse centrum-demokratiske stemmer, eller for at græde snot over den fordampede murstensformue. Det er fordi, det har enorm betydning for samfundsøkonomien og fordi de borgerlige har fucket ejerboligmarkedet så voldsomt, at både rød og blå stue lige nu er parate til at bruge mere end en milliard kroner som plaster på såret – et forslag som vel og mærke hjælper lige så meget som et plaster på en overrevet pulsåre.

Det dybfrosne danske boligmarked er resultat af Bent Bendtsens og Anders Foghs overbudspolitik. I 2003 indførte VKO - sammen med S og R – de berømte afdragsfri lån, som sammen med en historisk lav rente (omkring 2,5 %), skattestop og høj økonomisk vækst fik boligpriserne til at eksplodere. I gennemsnit steg priserne mellem 58-68 procent fra 2003 til 2006 (for hhv parcel/rækkehus og ejerlejligheder). Ja, det er meget meget voldsomme prisstigninger.

Forklaringen er, at efterspørgslen var stabil høj, mens udbuddet kun langsomt kunne følge med (det tager tid at bygge boliger). Når folk får flere penge mellem hænderne pga. høj vækst og omkostningerne ved at sidde i boligerne falder som følge af skattestop, lav rente og endelig afdragsfrihed, har alle mulighed for at betale mere i kontantpris for ejerboligerne uden at de nødvendigvis har mindre til privatforbrug. Bingo, priserne eksploderer.

Ved at hælde benzin på boligmarkedet blev alle husejere rige på papiret og satte gang i forbrugsfesten. Nogen, typisk potentielle førstegangskøbere og beboere, der var på det private udlejningsmarked, blev efterladt på perronen i dette ræs, men højrefløjens kernevælgere fik en forbrugsfest, de sent vil glemme. Samtalekøkkener, firhjulstrækkere og lækkert tøj.

I dag kender vi prisen for de borgerliges uansvarlige økonomiske politik (og betalerne for en fest, de aldrig blev inviteret til). I titusindvis af boliger kan ikke sælges, mange er teknisk insolvente eller belånt til max og vi kan ikke bruge boligmarkedet som katalysator for at få gang i økonomien igen.

Ejerboligmarkedet spiller en helt central rolle i samfundsøkonomien, fordi det udgør mere end halvdelen af alle boliger i Danmark, udgifter til renter og afdrag udgør en meget stor del af ejernes indkomster, boligerne binder store dele af almindelige menneskers formue og samtidig er markedet forholdsvist tungt i røven, dvs at udbuddet er lang tid om at omstille sig efter efterspørgsel. Er der usikkerhed om værdien af boliger, reagerer almindelige mennesker forsigtigt ved at undlade at købe nyt og sparer i stedet op (eller nedbringer gæld). Omvendt, hvis der er forventninger til at priserne vil stige, så stiger formuen og der er råd til øget privatforbrug.

Danmark er ikke et planøkonomisk samfund og det er ikke bureaukrater eller politikere, der bestemmer priserne. Heller ikke på ejendomsmarkedet. Til gengæld kan markeder reguleres politisk for at imødegå negative virkninger af markedet eller ’markedsfejl’.

Men den borgerlige regering har haft så travlt med at købe stemmer hos middelkasse-Danmark, at der er reguleret med strømmen i stedet for imod den. I en situation, hvor der er høje vækstrater og lav rente (i øvrigt en positiv sjældenhed) skal politikerne naturligvis ikke tillade afdragsfrihed ( lov om realkreditlån og realkreditobligationer fra 2003) eller indefryse ejendomsværdiskatten. Når huskøberne kan betale flere penge om måneden og udbuddet kun langsom følger med, så stiger priserne. Det er uansvarlig politik, så det batter!

I dag står vi i den modsatte situation. Ingen ønsker at handle hus, fordi huspriserne stadig vurderes at være for høje og ingen har lyst til at øge den private efterspørgsel, der ellers er det som til syvende og sidst er det, der skal bringe os ud af krisen.

Tænk hvis politikerne i dag havde haft det private boligmarked som politisk håndtag til at sparke gang i væksten. Desværre drejede de borgerlige håndtaget i bund på det forkerte tidspunkt.


Den brændte jords taktik

Af Trine Pertou Mach | 22. august 2011 | 9 kommentarer

Når man står på kanten af det, der forhåbentlig bliver afslutningen på VKO-regimet og ser tilbage på det forgangne ti-år, går det for alvor op for en, hvor grundlæggende forandringer, dét de-facto-absolutte flertal har formået at påføre Danmark på helt afgørende stræk. Faktisk så afgørende, at de formidable landvindinger, som demokratiske stater har opnået siden 2.verdenskrig, er sat på spil.

De seneste par år har det dog virket som om, at regeringen har erkendt, at dens tid formentlig er ved at rinde ud. At det nu gælder om for enhver pris at vinde det ideologiske slag om Danmark, alene for at kunne sige ’vi vandt’. Uden blik for konsekvenser, hverken på kort eller langt sigt, for det samfund, de har haft ansvaret for siden 2001. Og for de værdier og principper, de ellers hårdnakket hævder, tilhører den ’vestlige verden’.

I militær krigsførelse opererer man med det, man kalder ’den brændte jords taktik’, hvilket betyder en fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger, hvad ødelægges kan - bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden og dermed smadrer så eftertrykkeligt, at det for tilbagevendte beboere intet er bevendt. Vi kender det eksempelvis fra anden verdenskrig, hvor både Sovjetunionen og Nazi-Tyskland benyttede sig af taktikken.

Store ord? Næh. Virkelighed anno 2011:

Med den såkaldte genopretningspakke og efterfølgende aftaler– som blandt andet var nødvendig efter den omkalfatring af skattesystemet, der lod de velhavende feste i opgangstider – betalte sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, miljø og klima samt udvalgte, allerede forfordelte, befolkningsgrupper for oprydningen. Fællesskabet betaler prisen for regeringens pleaser-politik overfor de priviligerede.

Genopretningspakken sneg også et andet ideologisk element ind: Loftet over fradrag for fagforeningskontingenter. Helt i tråd med tiårets kolde luft til fagbevægelsen. Dem, der erindrer Søren Pinds store forbillede, Ronald Reagan og dennes kvindelige udgave, Margaret Thatcher, vil huske, hvordan de ikke mindst satte en bremse i for fagbevægelsen med det klare formål at knægte bevægelsens magt fuldstændigt.

Kerneydelser i samfundet har holdt for. Vi kender konklusionerne af undersøgelser af både folkeskolen og de videregående uddannelser; vi kender tallene for frafald på ungdomsuddannelserne, for slet ikke at nævne den 1/5 af alle unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Hvis man ideologisk ønsker at fremme et privat uddannelsesvæsen – ja, så er det den helt rette strategi at reducere det offentlige system til discount-udgave.

Privatisering-i-praksis-modellen kender vi også fra overbetalte privathospitaler, der som bekendt nyder godt af frit-valgsordninger og garantier, som politisk overhovedet ikke følges op af vilje til at styrke det offentlige sundhedssystem.

De seneste måneder, hvor de borgerliges meningsmålinger konstant peger på, at VKO-regimets tid er ovre, har taktikken indebåret forringelser af pensionsforhold og efterløn. Oveni en række politiske sager, hvor regeringen oplagt har bevæget sig så tæt på kanten – hvis ikke over – af Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet: Sagen om de statsløse, en kritisk eksamen af menneskerettighedernes tilstand i Danmark, regler for familiesammenføring, stramninger af udvisningsregler og så videre.

Dertil kommer, at Danmarks internationale engagement har været præget af selvsamme ideologiske brændstof: Krigen i Irak skete uden FN-mandat. Udviklingsbistanden er ikke blot beskåret, den er også indholdsmæssigt blevet ændret, så den fokuserer på privatsektordrevet vækst stadig uden garanti for, om det gavner verdens fattige mere end en i forvejen velbjærget middelklasse. Tegningkrisen, der grundlæggende var del af et indenrigspolitisk værdipolitisk slag, rettet mod vores muslimske mindretal for at tilfredsstille det nationalkonservative ben i den hellige treenighed, VKO.

De brændte jords taktik er med andre ord et ideologisk ridt på fordelingspolitikken, en slags panik før lukketid. For måske kan regeringen ikke vinde magten ved valget - men den kan måske vinde slaget om farven på Danmarks økonomi og velfærdsstruktur.

Det stiller endog meget store krav til venstrefløjen, hvis man med succes skal kunne gå op i mod det. Taktikken er nemlig del af noget større og for mig at se ganske alvorligt: Det sker ovenpå en værdipolitisk tsunami, der ramte Danmark i 2001 og rykkede stort set alle de demokratiske, retspolitiske og humanistiske landvindinger, man kan komme i tanker om, op med rode, således at alt nu kan udfordres:

Overholdelse af FN-konventioner? Vel kun, hvis det passer os. Forpligtelser overfor verdens flygtende? Ikke hvis de kommer ubelejligt og i større tal. Menneskerettigheder? Det er venstrefløjens opfindelse. Retsprincipper? Ligemeget, hvis det gælder ’udlændinge’. Fællesskab? Kun i udgrænsning af minoriteterne. Kærlighed og privatlivets fred? Det er statens anliggende, overvågning og pointsystemer ja tak.

Der findes kun ét modsvar, hvis venstrefløjen skal vende dén udvikling. Og det er benhård kamp for en række af de dyder, som det progressive venstrefløjsprojekt har hvilet på op gennem tiden siden Rosa Luxemburgs (og Louis Pios) tid:

Social og økonomisk lighed for den såkaldt ’almindelige lønmodtager’ og en insisteren på, at klassekampen i en opdateret form stadig holder vand – ikke kun med omdrejningspunkt i ens placering på uddannelsesskalaen (og dermed hvor ’omstillingsparat’, man er som arbejdskraft eller hvor stor viden, man kan dominere det politiske liv med) men også den økonomiske. Magt over økonomien er af afgørende betydning.

En generobring af værdi- og kulturkampen med inddragelse af kulturradikalismens - og socialismens - fineste sider. Venstrefløjen må genlancere sit politiske projekt for frigørelse af det enkelte menneske og en kulturkamp, der på mange måder kan sammenfattes med formålsparagraffen for 1975-folkeskoleloven om at skabe medlevende og demokratiske mennesker. Det bør være en iboende del af en opdateret klassekamp.

Og endelig: Et massivt forsvar for internationalismen og for pligten til at udvide og udvikle dén internationale retsorden, verden har kæmpet for siden 2.verdenskrig, med folkeret og FN som sit omdrejningspunkt.

Det er tiden nu. Som Fogh siger i mit TV lige nu: Now is the time to create a new Libya.

Well, now is the time to create a new Denmark.


Økonomien skal i tilbage fokus

Af Trine Pertou Mach | 12. august 2011 | 18 kommentarer

Det uhyggelige terrorangreb i Norge og den grundige rapport fra Redox om det højreradikale netværk i Danmark, ORG, fylder selvsagt meget i nyhederne.

Den voldsparathed som yderliggående nationalister viser, er skræmmende og det er hamrende vigtigt, at det kommer frem i lyset.

Men venstrefløjens stærkeste våben i den kommende valgkamp (og den kan komme, før vi ved af det) er stadig kapitalismens krise.

Det vigtigste kort vi har for at få en ny regering og genvinde de arbejderstemmer, der er gået til V og O, er at vise en solidarisk og holdbar vej ud af krisen.

Krisen har for længst bevæget sig fra en finanskrise i banksektoren til en traditionel økonomisk krise i marxistisk forstand, hvor kapitalakkumulation bremses som følge af faldende profit.

I Danmark har dette betydet, at mere ned 140.000 arbejdspladser er forsvundet siden 2008 og virksomhederne varsler nye fyringsrunder.

Det sidste, der er brug for, er de borgerliges krisemedicin, som vil reducere efterspørgslen i samfundet, øge uligheden og forstærke usikkerheden. Og give krisen en ny tak i den forkerte retning.

Afskaffelsen af efterlønnen er det hidtil alvorligste angreb på velfærdssamfundet, vi har set fra VKO.

Det er dét, behovet for en ny økonomisk kurs, vi skal føre frem i den kommende valgkamp.

De borgerlige har åbenlyst ikke forstået, eller ville indrømme, krisens omfang. Alligevel forsøger de at fremstå som dem, der er de mest troværdige, når det kommer til økonomisk politik. Men at tro, at Lars Løkke Rasmussen kan lede dansk økonomi ud af krisen, svarer til strudsen Rasmus’ forsøg på at undgå at blive fanget i ørkenen.

Den borgerlige regering skal angribes på det, de selv tror er deres hjemmebane, nemlig økonomien. Derfor, gå i klinch med deres krisehåndtering, ødelæggelse af boligmarkedet og asociale fordelingspolitik næste gang, I diskuterer med venner, kollegaer og familie.

Jeg er med på, at der specielt her i Modkraft-kredse vil være mange, der vil falde over både S og SF’s økonomiske politik. Fint nok :-) Men lad os i det mindste være enige om, at den afgørende kamp står mod højrefløjen og at vi kun vinder, hvis vi gør det sammen.

Vi SKAL have vippet Løkke af pinden!


Jeg støtter Gaza flotillen - selvfølgelig

Af Trine Pertou Mach | 2. juli 2011 | 66 kommentarer

Israels lobbyindsatser er effektive. Gaza-flotillen er allerede i Grækenland blevet tilbageholdt. De græske havnemyndigheder og politi har været ombord på blandt andet den dansk-canadiske båd og fjernet de officielle papirer, der er nødvendige for at kunne sejle. Angiveligt er det en ministeriel ordre, der har ført til en de facto tilbageholdelse af skibene.

Formålet med flotillen – der består af ti skibe, der med sig ombord har frivillige fra en række forskellige lande og medbringer mad, fødevarer, medicin og brændstof til indbyggerne i Gaza – er at bryde den israelske blokade, som Gaza-striben har været underlagt siden midten af 2007 og som ikke bare har hindret folk i at komme ind og ud men også i stort mål har blokeret nødhjælp og andre livsnødvendige forsyninger at komme ind til den fattige befolkning (Verdensbanken vurderede for et år siden før en mindre lempelse, at 80% af den nødhjælp, der kom ind, kom via de underjordiske tunneller under grænsen til Ægypten).

Med til historien hører Israels voldsomme militære angreb (dec 2008-jan 2009), der kostede mere end 1500 palæstinensere livet (de fleste civile, over 400 var børn). Angrebet smadrede hospitaler, sundhedsklinikker, skoler, fabrikker, forretninger og private hjem, ligesom vand og sanitetsforhold blev ødelagt. Det har bragt Gaza på sammenbruddets rand og udviklet sig til en humanitær katastrofe – men omverdens reaktioner overfor denne kollektive afstraffelse af indbyggerne i Gaza (som jo altså hænger sammen med resultatet at det internationalt overvågede demokratiske valg i januar 2006) har været sparsomme.

Det er egentlig ikke så svært. I Mellemøsten har staten Israel siden 1967 holdt store dele af de palæstinensiske områder under besættelse. I strid med international ret. Med krænkelse af også menneskerettighederne og krigens love. Israel har tillige gennemført denne systematiske blokade af Gaza.

Alt det kan man lukke øjnene for, ignorere eller være ligeglad med. Men man kan ikke fornægte, at det er virkeligheden.

Lige så længe har det store flertal af regeringer, med få klædelige undtagelser, i vores del af verden forholdt sig kritisk ved festlige lejligheder men grundlæggende eftergivende overfor Israels krænkelser af folkeret og menneskerettigheder og knægtelse af den palæstinensiske befolknings rettigheder som individer og som folk.

I min verden er Palæstina-spørgsmålet i sin essens et spørgsmål om alt det, som vi har kæmpet for siden afslutningen af 2.verdenskrig: Opbygningen af et internationalt retssamfund, et stærkt FN med en række FN-grundfæstede principper og rettigheder - herunder Menneskerettighedskonventionen.

FN har gennem tiden vedtaget en række resolutioner, der præcis vedrører relationen mellem Israel og Palæstina. Men alligevel er der ikke sket noget, fordi det internationale samfund pga stormagtspolitik har ladet stå til.

Det kan man lukke øjnene for, ignorere eller være ligeglad med. Men man kan ikke fornægte, at det er virkeligheden.

Derfor er det sgu ikke særlig svært at se ikke bare det sympatiske men også nødvendige i, at ganske almindelige mennesker også her til lands siger stop. Free Gaza-bevægelsen bygger på civil modstand og på anvendelse af ikke-voldelige midler og med det mål at bryde den militære og økonomiske blokade af Gaza-striben. Det turde ikke være svært at bakke op om.

Jeg gør. Og havde min egen livssituation været en anden, så ville jeg være sejlet med. For et frit Gaza.


Solidaritet med Deutsche Bank

Af Trine Pertou Mach | 23. juni 2011 | 13 kommentarer

Når den europæiske centralbank, IMF, EU Kommissionen og en række af de mest indflydelsesrige medlemsstater diskuterer hjælpepakker til de nødlidende lande i EU, med Grækenland i spidsen, lægger de samtidig sporene ud for en historisk stor omfordeling fra skatteydere til finansielle institutioner. Ikke noget der synes at optage den politiske debat synderligt.

Det er sjældent, at finansfolk mener, kollektivisering er vejen frem. Eneste undtagelse synes at være, når deres dårlige lån skal refinansieres. Så er det åbenbart kun naturligt, at fællesskabet træder til og dækker deres tab. At de så målrettet arbejder for at betale så lidt tilbage til fællesskabet i form af skat, lader vi ligge her.

Almindeligvis opfatter jeg mig selv som et solidarisk menneske, jeg samler penge ind til unge i Kenya, køber fair trade produkter, stiller op for den grænseløse kærlighed, bekæmper ulighed og diskrimination. Med meget mere.

Men nu er grænsen ved at være nået. Jeg vil ikke også være solidarisk med Deutsche Bank og de andre finansielle virksomheder, der er ved at brænde fingrene i Grækenland (og de øvrige gældsplagede lande).

Desværre er solidariteten med Deutsche Bank & co ikke noget, jeg bliver bedt om at tage stilling til. Det afgøres først og fremmest i Bruxelles, Berlin og Washington, men regningen sendes videre til alle borgere i EU. Når vi taler beløb i størrelsesordenen 2.536.000.000.000 dkr. (altså for Grækenland alene) kunne man eller godt mene, at det var et emne, som var værd at tale om. Beløbet er svimlende og svarer til, at en gennemsnits græsk familie skylder i omegnen af 1 million dkr. udover deres private gæld.

På højrefløjen er der en vis debat om emnet. ”Lad falde hvad ikke kan stå” råber liberale utopister. De uansvarlige lande må gå i betalingsstandsning og de banker, der har lånt penge til dem, må falde med dem. Det har nu ingen gang på jord. Konsekvenser, både de menneskelige og de økonomiske, vil langt overstige omkostninger ved, at omverdenen træder til. Den ultraliberale konsekvenspædagogik er kynisk, ugennemtænkt og usympatisk.

Hvis statskassen ikke længere kan betale løn, pension eller opretholde sundhedsvæsenet mv., får det fatale konsekvenser for almindelige mennesker, dem med mindst mister mest. Samtidig er den foreslåede græske hestekur også skræmmende. Velhaverne slipper og almindelige mennesker holder for. Derfor går grækerne på gaden.

Meget store tab til banker og andre finansielle institutioner risikerer også at få fatale konsekvenser for samfundsøkonomien. Virksomheder i hobetal ville gå fallit, hvis de mistede deres indestående, blev tvunget til at indfri lån før tid og investeringer ville ikke blive realiseret, fordi det ville blive sværere at få lån. Det var blandt andet for at imødegå dette, at en række regeringer spændte finansielle sikkerhedsnet ud under bankerne i 2008 og 09.

Hvis du skylder banken en million og ikke kan betale, har du et problem, men hvis mange er i samme situation som dig, har banken et problem. Men hvis der er mange banker i samme situation, har samfundsøkonomien et problem. Eller hvis bankerne er store nok, er det nok at en enkelt mastodont falder. Problemet er, at den finansielle sektor har nået et niveau, hvor de store aktører er too big to fall. Derfor må omverdenen ud med redningskranse, når de kommer på dybt vand.

Konsekvensen er, at der altid er banker, der er parat til at løbe efter risikable men profitable udlån. Utallige boligbobler gennem tiden vidner om dette, men køb af statsobligationer med en høj forrentning er et andet eksempel. Ikke desto mindre mødes bankerne ikke af politiske krav – bortset fra finanstilsyn som ikke en gang kunne styre uden om boligboblen. Dog som noget nyt ønskes det, at de skal være med til at refinansiere en del af deres gæld. Men burde der ikke være øget samfundsmæssig kontrol med banker og andre finansielle virksomheder? Ud fra et demokratisk synspunkt: jo. Dette bliver ikke mindre af at fællesskabet skal ind og dække bankernes risikobetonede lån, som de vel at mærke har tjent gode penge på, så længe det gik godt.

Omvendt er det, når det internationale tæskehold i form af Den Europæiske Centralbank, IMF og Kommissionens liberale økonomier træder sammen. Når et land som Grækenland får tilbudt en lånepakke, bliver det fulgt af politiske og økonomiske krav om, hvordan landet skal indrette samfundsøkonomien. Selvom der er krav om mere effektiv skatteinddrivelse, er det borgerlig politik, der står på menuen i Grækenland og som grækerne demonstrerer mod. Omfattende privatiseringer og nedskæringer.

Jeg er ikke uenig i, at Grækenlands højreorienterede regering optrådte stærkt uansvarligt, da den slog bunden i den græske statskasse op gennem 00’erne ved ufinansierede skattelettelser. Og før den, kørte den socialistiske regering også med store underskud. På den lange bane er det ikke holdbart at have store underskud på statsfinanserne, som Grækenland og en række andre lande har haft. Når man årti efter årti låner i udlandet for at finansiere et større forbrug, end man kan betale, efterlader man altid regningen hos andre. Enten i børneværelset eller hos naboerne. Så ingen sympati for Grækenlands økonomi. Men skaden er sket og spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre.

En række ledende økonomer - sjovt nok enkelte af dem, der får deres løn af de store banker eller internationale finansielle institutioner - påpeger at gælden har nået et niveau, hvor det ikke længere er muligt at betale den tilbage uden uacceptable nedskæringer i grækernes levestandard og hvis de økonomiske reformer faktisk bliver gennemført, vil Grækenland blive fanget i en negativ spiral og fastholdt i fattigdom mange år frem. Før eller siden bliver landet tvunget til at smide håndklædet i ringen. De økonomiske hjælpepakker, som gives, køber grækerne tid, men løser ikke deres problem.

Til gengæld har hjælpepakkerne den konsekvens, at gælden kollektiviseres. Det bliver EU’s øvrige medlemsstater, der står med den gæld, der aktuelt er private virksomheders. De private bliver betalt ud, gælden får vi andre. Præcist det samme som skete i begyndelsen af 1980’erne, da verden oplevede den sidste store finansielle krise. Dengang startede det med Mexico, men en lang række udviklingslande var i samme situation, som ikke kunne tilbagebetale deres gæld til private banker i de vestlige lande. IMF og Verdensbanken trådte bredvilligt til og kollektiviserede gælden – og indførte ved samme lejlighed et neoliberalt mørke over store dele af Afrika og Latinamerika i de efterfølgende 15 år.

Som sagt er omverdenen nødt til at træde til i Grækenland og sikkert også andre lande. Men 1) lad det være anledning til at vi får snor i finansmarkederne og 2) vi skal ikke acceptere neoliberale politiske krav i de gældsplagede. Betalingen af de dårlige lån bør foregå fra toppen af samfundet og nedad.


Hykleri for 18 mia: Frontalangreb på solidariteten

Af Trine Pertou Mach | 8. maj 2011 | 33 kommentarer

Det er intet mindre end det hidtil alvorligste angreb på et solidarisk velfærdssamfund, som udspiller sig i Finansministeriet i disse dage.

En koalition af liberalister, der ønsker så lidt stat og velfærdssamfund som muligt, selvudråbte forsvarere for den såkaldte kreative klasse, der ikke mener de kan overkomme at blive beskattet højere af de sidst tjente kroner (€ hvis de selv måtte bestemme) og endelig et nationalkonservativt levn fra forrige århundrede, der er parate til at sælge ud af alle valgløfter og garantier, hvis de blot kan få kalket Dybbøl mølle og kanoniseret den danske forenings samlede værker, er i gang med at afskaffe efterlønnen.

Den nye ”ikke-socialistiske” koalition i Folketinget viser samtidig vælgerne, at der ikke er noget alternativ til de traditionelle arbejderpartier A-F-Ø, hvis velfærdssamfundet skal bevares og udvikles. De arbejderstemmer, som DF og V har haft til låns de sidste år, bør fosse tilbage – for hvad ellers kan overbevise så klart om, at der ikke er et blåt alternativ til arbejderpartierne.

Navnlig DF er demaskeret. Det må være det klareste løftebrud i dansk politik, siden jeg ved ikke hvornår. Fremrykning af folkepensionsalderen og afskaffelsen af efterlønnen. Som venstrefløj står det lige nu som vores vigtigste opgave at gøre borgerne opmærksomme på det. Den borgerlige meningsmagermaskine vil selvfølgelig over for dette forsøge at gemme realpolitik og løftebrud bag politiske proceshistorier om, at ’de rødes alliance er brudt’. Men nej.

Det er muligt, at disse vellønnede kommentatorer ikke selv har brug for efterlønnen – men det er ikke desto mindre det, som FT-valget handler om: Politik og forsvar for efterlønnen, der giver flest mulige lønmodtagere reel mulighed for et ordentligt efter-arbejds-liv. Ikke kommentatorfnidder og spin.

At afskaffe efterlønnen er at lade de dårligst stillede lønmodtagere rydde op og betale regningen for den fest, de velbjergede i vores samfund har holdt sammen med Fogh. Det har INTET med en ansvarlig økonomisk politik at gøre at afskaffe efterlønnen. Der er rig mulighed for både at være ansvarlig og solidarisk. Det er værd at bemærke, at de store huller, der er i statskassen i disse år for en meget stor del kan tilskrives ufinansierede skattelettelser, der primært er kommet de bedst stillede i samfundet til gode. I år vil de højreorienteredes skattefest betyder mere end 40 mia. kr. mindre i statskassen; i 2020 vil det næsten være 30 mia. kr. Mere end rigeligt til at finansiere udgifterne til efterlønnen. Og stadig have penge til at udvide velfærden.

Der er skabt en myte om velbjergede mandlige efterlønsmodtagere i Nordsjælland, der bruger deres skattebetalte frihed på at spille golf. Intet kan være mindre sandt. 85 pct. af alle efterlønsmodtagere er ufaglærte eller faglærte arbejdere, og med en klar overvægt af kvinder i såkaldte udkants-Danmark. For mange af disse mennesker er efterløn et værdigt alternativ til arbejdsløshed. Kun 2 pct. er har en akademisk uddannelse.

At lade som om, at det er dét, man har ondt i røven over, når man i øvrigt selv er på samfundets skattelettelsesbeskinnede solside, er vitterlig til at kaste op over at skulle høre på.

Hvordan Dansk Folkeparti overhovedet kan overveje at deltage i forhandlinger om forringelser af efterlønnen for de lønmodtagere, de foregiver at være talerør og forsvarere for, er uforståeligt. Deres løftebrud er asocialt og hyklerisk. Det er det rene tyveri, partiet har gang i, men åbenbart står symbolpolitik og fremmedfjendskhed (og dyrevelfærd) notorisk højere på deres politiske ønskeliste, end forsvaret for de, der ellers har brug for, at politikere stiller sig op for dem.

På dele af venstrefløjen har de Radikale længe været set som progressive, fordi de på flere stræk er gået i front med de klareste værdipolitiske angreb på VKO. Bemærkninger som ”jeg stemmer enten på Enhedslisten eller de Radikale” har ikke været ualmindelige de sidste par år.

Det bør ikke længere være et issue for mennesker, der tager solidaritet alvorligt. De Radikales opførsel i forhandlingerne kan bedst beskrives som politisk hæleri, som nogen der ”uberettiget modtager, skaffer sig del i eller skaffer andre del i et udbytte”. De Radikale ved, at prisen for afskaffelsen af efterlønnen er endnu en stribe værdipolitiske stramninger på indvandrerområdet og så nyt kalk på Dybbøl mølle i form af fornyet grænseovervågning.

Dén reelle politiske pris for at afskaffe efterlønnen vil de Radikale jo aldrig betale. Det har de folk til.


1 2 3 4 >



www.trinemach.dk

www.facebook.com/trinemach

Cand.scient.pol. fra Århus Universitet med speciale i international politik. Fra Jylland, dér hvor der er højt til himlen (og ikke mindst loftet). Arbejder med demokratisering og menneskerettigheder, herunder kvinders ditto.

Hang til politisk debat og aktiviteter i relation til Mellemøsten, den arabiske verden, integration, og til venstrefløjens trilogi:

Frihed, lighed og bror- og søsterskab.

Er en af SF’s spidskandidater til Folketinget i København Storkreds. Sidder desuden i SF’s Landsledelse.

Og så lige besværgelserne - uden at rødme over nogen af delene: Feminist, socialist og internationalist.




Blogarkiv

14. september 2011
Uddannelse er også frihed, lighed og fællesskab

11. september 2011
Brug din stemme
7 kommentarer

7. september 2011
Tilliden tilbage til velfærdsuddannelserne
1 kommentarer

1 september 2011
Statsborgerskab – ikke et samfund med borgere på 2. klasse
5 kommentarer

30. august 2011
Den borgerlige uansvarlighed 1
6 kommentarer

22. august 2011
Den brændte jords taktik
9 kommentarer

12. august 2011
Økonomien skal i tilbage fokus
18 kommentarer

2. juli 2011
Jeg støtter Gaza flotillen - selvfølgelig
66 kommentarer

23. juni 2011
Solidaritet med Deutsche Bank
13 kommentarer

8. maj 2011
Hykleri for 18 mia: Frontalangreb på solidariteten
33 kommentarer

1 2 3 4 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater