Vi er flyttet! modkraft.dk


Fængslet kurderleder udsat for grusom behandling

Af Tue Magnussen | 14. februar 2012 | 3 kommentarer

15. februar er det 13 år siden, at Abdullah Öcalan blev taget til fange og overladt til den tyrkiske regering. Den fængslede, kurdiske politiker Abdullah Öcalan er nok i dag den mest prominente kurdiske fange.

Det var baggrunden for, at Fey Kurd – en paraplyorganisation for forskellige kurdiske organisationer – lørdag 11. februar havde kaldt til demonstration på Københavns Rådhusplads, hvor jeg talte sammen med bl.a. præst Leif Borch Hansen.

Jeg sagde bl.a.:

Uanset, hvad man mener om Abdullah Öcalans baggrund, er han i dag en politisk fange, en fange, der i praksis bliver underlagt den mest grusomme og umenneskelige behandling, i en grad at der reelt er tale om torturlignende behandling.

Den fængslede, kurdiske politiker Abdullah Öcalan har senest været holdt isoleret i ikke mindre end syv måneder. Abdullah Öcalans advokater har ikke haft mulighed for at komme i kontakt med deres klient i de seneste syv måneder. Det er en ulovlig og konventionsstridig behandling.

Abdullah Öcalan blev 15. februar 1999 taget til fange og overladt til det tyrkiske regime, som ifølge flere politikere og menneskerettighedsorganisationers grundige dokumentation fortsat overtræder såvel national tyrkisk lov som folkeretten, både den europæiske menneskerets-konvention og FNs konvention mod tortur og dens tillægsprotokol, der netop skal forebygge tortur og anden grusom og umenneskelig behandling ved besøg i fængsler.

For at protestere mod den konventionsstridige behandling af Abdullah Öcalan er vi - danskere og herboende kurdere af forskellig politisk observans - samlet i dag på Københavns Rådhus Plads for at protestere imod isolationen af den kurdiske PKK-leder, imod den manglende overholdelse af menneskerettighederne og for ikke at glemme, at kurderne i Tyrkiet fortsat bliver udsat for krigsforbrydelser.

Det er kun få uger siden, at de tyrkiske militære grænsemyndigheder kort før nytår begik overlagt mord på op imod 40 civile kurdere, der bragte varer over grænsen. De blev udsat for et overlagt præcisionsmord – kun et par stykker undgik militærets dødbringende våben.

Kun ROJ TV viderebragte den rystende nyhed til de internationale medier. Og det fører mig til i dag at rejse endnu et aspekt af kurdernes årelange mangesidede kamp.

Nemlig den kamp som kurderne kæmper ikke kun for at forsvare deres egne legitime rettigheder, men faktisk også fører for os andre, nemlig det imponerende forsvar for ytringsfriheden, som ROJ TV har ført - foreløbig i byretten. Og der er god grund til at tage til genmæle til forsvar for ikke alene ytringsfriheden, men også for at værne retssikkerheden.

Et forsvar for dels at støtte kurdernes nationale rettigheder, herunder retten til en kurdisk tv-station, dels for at protestere mod det seneste skræmmende eksempel på, hvad terrorlovgivningen indebærer af indskrænkelser i ytringsfriheden og retssikkerheden.

Selvom byretsdommen kun er foreløbig fordi sagen bliver appeleret har den allerede brændemærket ROJ TV. Først opsiger satellitudbyderen kontrakten, så lukker Den Danske Bank for ROJs TVs konti. Det er flot at ROJ-TV under sådanne betingelser kan fortsætte med at sende.

Der er nok tale om et samspil af årsager til forsøget på at bringe ROJ TV til tavshed, men amerikansk pres på Danmark er utvivlsomt - sammen med et stærkt tyrkisk pres på Danmark - blandt hovedårsagerne til såvel hetzen som angrebet på ROJ TV.

Den nye danske regering synes næsten at være endnu mere tavs end den forrige når det gælder støtten til kurderne. Både før og efter at Danmark blev EU-formand har den danske udenrigsminister været rungende tavs i fordømmelse af f.eks. de overlagte tyrkiske mord på kurdiske civile.

Vi må ikke glemme, at 30 millioner kurdere i årtier har levet som en undertrykt national minoritet under nogle af verdens mest modbydelige diktaturer i Mellemøsten. Kun i Irak har kurderne i de sidste tyve år under FNs beskyttelse nydt en vis frihed. Det er ikke kun diktaturer som Iran og senest Syrien, der undertrykker og tilbageholder kurderne.

Tyrkiet lader bestemt ikke diktaturstaterne noget efter. Selv om Tyrkiet er både kandidat til EU og medlem af NATO, som angiveligt skal beskytte vestlige demokratiske værdier, har skiftende regeringer i Ankara i mange år undertrykt kurdernes nationale, kulturelle og sociale rettigheder.

Mere end 30 år efter kuppet i Tyrkiet, hvor militæret indførte en grundlov, der stort set gælder den dag i dag, fastholdes en fanatisk tyrkisk nationalisme og konsekvent undertrykkes etniske mindretal, især kurderne. Den ny tyrkiske grundlov, som er undervejs, giver fortsat ikke kurderne anerkendelse.

Den kurdiske region med over 15 millioner etniske kurdere er fortsat i undtagelsestilstand, de kurdiske medier forbydes, politikere og journalister idømmes langvarige fængselsstraffe. Ifølge Journalister uden Grænser ligger Tyrkiet nede på en bundplads i pressefrihed.

Derfor er det ikke mærkeligt, at nogle kurdere vælger væbnet modstand mod den massive tyrkiske undertrykkelse. Andre, mere fredelige kurdere har valgt at tage kampen op ved at etablere kurdisk satellit-tv, nemlig ROJ TV. Det er - som de danske DR eller TV 2-stationer - en tv-kanal med underholdning, kultur osv., men også nyhedsmæssig dækning af konflikterne mellem kurderne og de lande, de lever i.

Tavsheden fra vestlige regeringer med støtte til kurderne er blevet stadig mere rungende. Den tavshed må vi bryde.

Derfor er det godt at se at så mange i dag har trodset kulden og fulgt Feykurds opfordring til at protestere mod såvel Tyrkiets konventionsstridige behandling af politiske fanger, ikke mindst Abdullah Öcalan, de fortsatte krigsforbrydelser, som kurderne udsættes for og endelig - og ikke mindst højlydt - at protestere mod både hetzen mod og forsøgene på en lukning af ROJ TV - både når det gælder satellittransmission og adgang til deres bankkonti.

Endelig må vi fokusere på ondets rod og derfor kræve at kurdiske organisationer fjernes fra såvel EU’s som USA’s terrorliste. Tak for ordet.


»Putins kys« vinder på Sundance

Af Tue Magnussen | 29. januar 2012

ANMELDELSE. Den 37-årige instruktør Lisa Birk Pedersens dokumentarfilm Putins kys vakte allerede opsigt på den store dokumentarfilm festival i Amsterdam for en måned siden.

Den er blevet rost til skyerne, og har altså i nat fået prisen for bedste fotografering på den prestigefyldte og toneangivende Sundance-filmfestival i USA.

Det er en knaldgod og indsigtsfuld dokumentar om den 19-årige Marsha. Hun arbejder sig hurtigt op gennem det nye politiske oligarki i Rusland i den Kreml-støttede ungdomsorganisation Nashi, der giver klare associationer til nazisternes Hitler-Jugend.

Filmen tegner et skræmmende portræt af et militaristisk, marcherende, nationalistisk, topstyret Putin-Jugend, der som politisk projekt har tilsvining af den gryende, demokratiske opposition mod Putin.

Ja, i bogtaveligste forstand skider de nationalistiske ungdommelige stormtropper på oppositionens biler som led i kampagnen mod »Ruslands fjender«. Med Masha som den centrale figur beskriver filmen de vigtigste faser i ungdomsbevægelsens Nashis udvikling.

Putins Kys er også en god kilde til at forstå udviklingen i Rusland. Således udtalte udgiveren af det internationalt respekterede Moscow Times for nylig, at hvis man ville forstå det moderne Rusland, så skulle man se filmen.

Samtidig er det på sin vis en portrætfilm af to unge russere, Masha og Oleg. Masha Dragova, født 1989, blev kendt som pigen, der som 23-årig for rullende TV-kameraer gav Putin et kys. Takket være flid og loyalitet samt blondt hår og stor barm blev hun talskvinde og fik endog - i bedste Berlusconi-stil - job som vært i et TV-talkshow.

Oleg Kashin, dokumentarens anden hovedperson, ansporer til Mashas gryende tvivl.

- Jeg er en kritisk, oppositionel journalist, sagde han ved en forevisning af filmen med efterfølgende debat i Grand-biografen i København.

Masha begynder at forholde sig stadig mere kritisk til Putins projekt, den politiske elite og det nye oligarki, som hun er blevet en del af. Masha og Olegs prøvelser binder dem sammen i et venskab, der cementeres, da Oleg overfaldes og næsten slås ihjel af ekstreme Nashi-tilhængere.

Filmen er endnu ikke vist i Rusland. Oppositionen er glade for, at historien bliver fortalt, for det er ikke ligefrem den slags historier, der får prominent plads i russiske medierne.

Masha selv er bekymret for sin karriere. Hun er helt ude af politik i dag og arbejder på et reklamebureau.

Hun vil helst undgå alt for meget opmærksomhed.

Hun skal - efter hvad instruktøren og Oleg Kashin oplyste - være bevidst om, at begge parter - altså både de regeringsvenlige og de kritiske - er interesseret i at »bruge« hende og hendes historie.

Selv vil hun helst bare videre med sit liv.

DR viser Putins kys i Dokumania på DR2 senere i år.

Men den fortjener at blive set før som eksempel på en imponerende, potent dansk dokumentarfilm og som tankevækkende baggrund til den aktuelle situation i Rusland.

Putins kys. Instruktion: Lisa Birk Pedersen. 82 minutter.


Ingen undskyldning for feltpræsters lovbrud

Af Tue Magnussen | 28. januar 2012 | 10 kommentarer

Kaptajn i hæren, Mads Silberg, udtaler søndag 22.1 til avisen.dk at "Virkeligheden er sådan, at alle hjælper til - også feltpræsten, når en lejr er i alarmberedskab eller under direkte angreb”.

Kaptajnen oplyser endvidere, at det ikke er noget særsyn, at danske feltpræster deltager aktivt i krigshandlinger i militærlejrene fordi det har ”været fast praksis i de fremskudte lejre, at feltpræster udstyret med automatvåben og granater tager del i krigshandlinger, når Taliban angriber” i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Dét bør få advarsels- og kirkeklokkerne til at ringe for alvor, ikke alene i Forsvarsministeriet og på Institut for Menneskerettigheder, men især bør det få såvel officerernes og feltpræsternes egne organisationer til at sige stop.

At en klar overtrædelse af krigens love – Geneve-konventionerne – eller andre internationale konventioner ikke er noget særsyn, er jo ingen undskyldning. At nogen ikke overholder et lands love eller Folkeretten er jo ikke et holdbart argument for at droppe hverken trafik- eller skattelove for slet ikke at tale om det absolutte forbud mod tortur.

Brud på internationale konventioner bliver tværtimod vigtigere at få stoppet straks så det ikke bliver praksis eller sædvane.

Danmark har traditionelt haft rollen som foregangsland for menneskerettigheder. Det bør betyde, at vi alle - politikere og enkeltpersoner, civile og folk i uniform - bør sige fra og - enkeltvis eller gennem f.eks. vores fagforeninger - bør sikre, at andre medborgere, naboer, kollegaer eller familie – ja endog ens læge eller (felt)præst - ikke handler i strid med hverken Folkeretten eller lægeløftet.

Og det uanset om en minister, som forsvarsminister Nick Hækkerup (S), til Jyllandsposten udtalte "Om præsterne laver piruetter, klasker folk på skulderen, trykker dem i hånden eller laver V-tegn, vil jeg ikke blande mig i, hvis det giver soldaterne tryghed."

Det er til gengæld en udtalelse, der bør vække bekymring, blandt såvel socialdemokratiske vælgere, menneskerettighedsforkæmpere og soldater - uanset rang.

Heldigvis for regeringens anseelse – ikke mindst med tanke på EU-formandskabet - udtalte hans ministerkollega, kirkeminister Manu Sareen (R), mandag 23.1 til Avisen.dk sin bekymring, med en næsten jydsk underdrivelse: "Det er problematisk, hvis feltpræsten går ind og bliver krigerisk i sin velsignelse".

Og netop derfor var det også befriende at læse den københavnske biskop Peter Skov-Jakobsens kronik »Foregøglet fædrelandskærlighed« i Berlingske onsdag, hvor det klogeligt hed:

"Besindighed er også tilrådelig i krig. Men der er også brug for ...én, der fandt på at sige, at man skal elske hinanden, og derfor er det vel ikke for meget at bede om for sig selv og for de andre, at man må bevare agtelsen for fjenden."


Anmeldelse af »1/2 Revolution«

Af Tue Magnussen | 24. januar 2012 | 4 kommentarer

Dokumentarfilmen »Kairo - ½ Revolution« bliver vist tirsdag den 24. januar kl. 21 på DR2’s Dokumania. Genudsendes lørdag den 28. januar.

Dokumentarfilmen »1/ 2 Revolution« er en dybt personlig skildring af, hvad der skete i januar 2011 et stenkast fra Tahrirpladsen, da Kairos befolkning tog skæben i egen hånd.

Den amerikanske journalist John Reed dækkede i 1913 den mexicanske revolution. Det blev til bogen Storm over Mexico. Efter selv at have oplevet den russiske revolution i 1917 skrev han det klassiske værk Ti dage der rystede verden.

Da det arabiske forår i februar marts i år nåede Ægypten, var den danske filminstruktør Omar Shargawi selv på Tahrir-pladsen med sit kamera. Shargawi, der i 2010 modtog en Robert for filmen Fra Haifa til Nørrebro har i de seneste år pendlet mellem Danmark og Ægypten.

Denne gang blev det til dokumentarfilmen 1/ 2 Revolution, der i december havde premiere i 40 biografer landet over i forbindelse med Doxbio. Den er bliver tillige en af de fire danske dokumentarfilm, der er udvalgt til at deltage ved Sundance Film festival januar 2012 i Utah, USA.

Mens Ti dage der rystede verden er blevet en monumental klassiker, er Storm over Mexico ingen »objektiv« skildring af et politisk forløb. Den er en personlig skildring af de mennesker John Reed mødte og de begivenheder, han kom ud for.

Subjektiv tilgang

Naturligvis kan man ikke klandre Omar Shargawi, at han ikke er journalisten John Reed - og der er også langt fra Moskva til Tahrir-pladsen i den ægyptiske hovedstad. Men udfordringen var fælles for John Reed og Omar Shargawi: Hvordan skildrer man mødet med en folkelig opstand, der afgørende ændrer et lands politiske og sociale strukturer?

Og samtidig: Hvordan udtrykker man bedst sin kærlighedserklæring til de sultende, lasede, ofte forhutlede, men altid utålmodige og mobiliserede masser, der - organiseret eller uorganiseret - har besluttet at gøre en ende på undertrykkelsen, koste hvad det vil? Omar Shargawi har valgt den absolut subjektive tilgang.

Det er både dokumentarfilmens styrke og svaghed.

Egentlig var Omar Shargawi i Kairo for at lave en dokumentarfilm om gadebørn og for at forberede en spillefilm, da det folkelige oprør brød ud 25. januar.

I Kairo startede det med en demonstration for frihed og mod præsident Mubarak, som den følgende uges tid udviklede sig til en regulær gadekrig. Her skød politiet med skarpt ind i den tusindtallige forsamling af demonstranter. Militær med pansrede køretøjer ødelagde brolægningen i Tahrir-pladsens sidegader og spredte frygt og rædsel blandt demonstranterne.

De andre projekter blev lagt til side, og i stedet vendte Omar Shargawi og hans ven og filmfotograf, den svenskegyptiske Karim El Hakim kameraet mod demonstranterne. Desuden omgav de sig i en lejlighed i et tydeligt velhaverkvarter nær Tahir-pladsen med et halvt dusin venner og familierelaterede.

De havde ganske vist en kosmopolitisk-arabisk baggrund, men som vel mærke i filmens start erklærer »Vi er alle palæstinensere« med reference til Intifadaen, palæstinensernes opstand(e) mod den årelange israelske besættelse.

Ved hjælp af videokameraer og mobiltelefoner lykkedes det Omar Shargawi og Karim El Hakim de næste ti dage at optage så meget materiale, at det er blevet til en dokumentarfilm på 72 minutter.

Oprør i sidegaderne

Det er en film om det, som foregår i sidegaderne til Tahrirpladsen under revolutionen. Man fristes til at sige kun et stenkast fra Tahirpladsen. Hvor vi fra TV husker optagelserne overvejende fra selve pladsen, ser vi i filmen, det man ikke - eller kun sjældent - har set på TV med alt hvad dette indebærer.

Fra at vove sig ud om natten for at skaffe mælk til babyer og rene bleer, mens lyden af maskinpistoler høres lige nede foran hoveddøren, til heftige gadekampe rundt om i byen, hvor også adskillige mennesker blev såret eller dræbt lige foran filmgruppens øjne og kameralinser.

Den euforiske stemning og følelserne, der vekslede mellem optimisme og vrede, som de demonstrerende ægyptere udtrykte, gennemlevede filmfolkene også. Det lykkedes dem med simpel digital teknik, rystende håndholdt kamera at bringe tilskuerne helt tæt på begivenhederne og demonstranterne.

Man kan næsten lugte blodet og sveden fra de mange desperate demonstranter der flygter fra politiets dødbringende projektiler.

Gribende dokumentar

Det er en gribende dokumentarfilm, der lang tid formår at fastholde tilskuerens opmærksomhed, men 72 minutter er lang tid for en dokumentarfilm.

Den er samtidig flimrende og i sin fragmenterede klipning - blandet med råb på arabisk og engelsk - er den næsten anstrengende at følge for et dansk publikum. Efter 5 kvarters intensivt følelsesmæssigt bombardement sidder man tilbage i biografens trygge stole i en uforløst stemning efter mødet med 1/ 2 Revolution.

Den fortjener, uanset denne kritik, at blive set i biografen eller på TV eller endnu bedre som led i møder og konferencer om det arabiske forår. Her kan den stærke, personlige beretning ledsages at en mere perspektiverende samfundsmæssig analyse. Det skylder vi de demonstrerende, aktionerende og - forhåbentligt - sejrende folkemasser.

1/2 Revolution. Instruktion: Omar Shargawi. Fotograf: Karim El Hakim. 72 minutter.


Guantánamo er en skamplet

Af Tue Magnussen | 11. januar 2012 | 2 kommentarer

I disse dage, helt bestemt den 11. januar, kan Guantánamo-fangelejren fejre sin 10-års fødselsdag.

Det er der imidlertid ikke nogen grund til at fejre. Tværtimod - Danmark burde på egne og EU’s vegne bruge den formelle ovetagelse af EU-formandsskabet til at sætte fokus på den caribiske fangelejr.

Guantánamo har i 10 år været en skamplet på alle retsprincipper. Guantánomo symboliserer sammen med Abu Ghraib og CIA-fly det pres som menneskerettighederne har været under siden 11. september 2001. I en erklæret kamp mod terror har man gjort tortur stuerent.

Omkring 170 »terror-mistænkte« bliver fortsat tilbageholdt på Guantánamo uden en ordentlig retssag. Nogle har været tilbageholdt i mere end 8-9 år, uden sigtelse eller adgang til egentlig advokatbistand. Nogle ved knap, hvorfor de tilbageholdes. Flere har forsøgt at begå selvmord, og mange af dem er torturofre.

Til trods for internationale protester og Obamas løfte om at lukke Guantánamo fortsætter den ulovlige, konventionsstridige tilbageholdelse af fanger på basen. I kølvandet på Obamas løfte om at lukke lejren må andre lande opfordre til, at Obama snarest muligt sætter en dato for Guantánamos lukning.

Villy Søvndal »glemte« tilsyneladende helt at nævne det overfor Hillary Clinton eller - det må vi håbe - valgte han at bruge dagen idag til at sætte fokus på spørgsmålet.

Ansvaret for Guantámo ligger hos USA. Ingen tvivl derom. Men det betyder ikke, at den øvrige verden ikke kan hjælpe eller presse på for at få afviklet Guantanamo og få retsforfulgt de ansvarlige.

Herhjemme har regeringen afvist, at Danmark skal modtage nogle af de fanger, som ikke har noget sted at rejse hen, når Guantánamo lukker. Man siger, at det er USA’s ansvar. Det er på den ene side ikke forkert, men hvorfor skulle Danmark ikke række USA en hjælpende hånd når det ovenikøbet er i en god sags tjeneste? Danmark har om noget land erfaring i, hvordan man med en tværfaglig rehabilitering kan hjælpe torturofre.

USAs vicepræsident Dick Cheney erklærede , at han personligt godkendte CIAs brug af »forbedrede forhørsmetoder« som fx waterboarding (simuleret drukning) i Guantánamo-fængslet og at han mente, at Guantánamo-lejren burde eksistere, så længe »krigen mod terror« står på.

Cheneys tilståelse rejste spørgmålet om en egentlig retsforfølgning. FN’s konvention mod tortur pålægger de lande, der har ratificeret konventionen – heriblandt USA - til at retsforfølge tortur. Her kan man med rette tale om, at USA burde leve op til sit ansvar. Derfor bør Danmark - som erklæret foregangsland i arbejdet mod tortur - opfordre Obama-administrationen til at få undersøgt anklagerne mod Bush-administrationen for ansvar for tortur på Guantánamo.

Når Guantánamo er afviklet, de tilbageholdte er kommet for en dommer og evt. blevet dømt eller er blevet løsladt samt der er indledt en retsforfølgning for at placere ansvaret for overgrebene er der grund til fejring.

Se også links om Guantanamo på Tidslinjen 11. januar 2002


Villy og Hillary: Skuffende udmeldinger

Af Tue Magnussen | 16. december 2011 | 1 kommentarer

Nok havde udenrigsminister Villy Søvndal inden mødet torsdag aften (dansk tid) med sin amerikanske kollega, Hillary Clinton, søgt at skrue forventningerne ned.

Men alligevel er det skuffende udmeldinger fra det usædvanligt lange pressemøde kun at høre om, at Danmark fortsat vil stå USA bi med at afholde de store militære udgifter i forbindelse med krigsførsel som i Afghanistan og Libyen og varme ønsker for klimaet og det arktiske område.

Nok blev menneskerettighederne nævnt, men der var intet konkret, hverken en opfordring til, at Obama snart indfrier sit løfte om at lukke Guantanamo eller at de ansvarlige for tortur i Bush-tiden bør retsforfølges.

I det seneste årti har Villy Søvndals forgængere på udenrigsministerposten efterfølgende oplyst, at de under samtalerne med deres kollegaer havde kritiseret bl.a. USAs brud på internationale menneskerets-konventioner.

I næsten alfabetisk kan man nævne CIA-flys brug af dansk luftrum, brug af dødsstraf i USA, Guantanamo, havretskonventionen, bindende klimamål, tortur og endog - i overensstemmelse med en enig dansk folketingsbeslutning – at opfordre USA til at ratificere Tillægsprotokollen til FNs konvention mod tortur.

I opremsningen af forglemmelserne denne gang bør også nævnes UNESCO, en FN-organisation, som USA nu lægger økonomisk pres på, efter at Palæstina er blevet optaget som medlem.

Det kritikløse pressemøde reflekterede heller ikke dansk kritik af USA’s obstruktion af ethvert initiativ til støtte og anerkendelse af palæstinenserne.

Den fælles kamp mod terror blev nævnt, men ikke at danske menneskerettighedsorganisationer som Amnesty, FN-forbundet, Den Danske Helsinki-komite samt IMR og RCT - og ikke at forglemme - politiske partier som Radikale Venstre og Enhedslisten samt SF har opfordret regeringen til - via FN og EU - at arbejde for, at terrorlisterne bliver afskaffet. De fører til mere krig og terror, og ødelægger fredsmægling samt kriminaliserer støtte- og solidaritetsarbejde med den 3. Verden.

Det er mere aktuelt end nogensinde og var også et spørgsmål, som burde været rejst overfor Hillary Clinton, som man må forvente var mere lydhør overfor en kritisk udenrigsminister fra Danmark, USA’s traditionelle allierede.


Overraskende stor FN-kritik af menneskerettighedernes tilstand i Danmark

Af Tue Magnussen | 12. december 2011 | 5 kommentarer

Danmark var til eksamen i menneskerettigheder. Det skete, da Danmark i maj for første gang blev bedømt i FN’s Menneskerettighedsråd. Selv om Danmark ligger i den absolut pæne ende, når det handler om demokrati og menneskerettigheder, blev det klart meldt ud, at der også i Danmark er plads til forbedring.

Danmark fik overraskende mange anmærkninger, i alt 133 anbefalinger fordelt inden for 11 forskellige emner, herunder bl.a. børns og kvinders rettigheder, Danmarks forhold til internationale konventioner, diskrimination af etniske minoriteter samt forholdene for flygtninge og asylansøgere.

VKO-regeringen afleverede sit svar på anbefalingerne i juli. Konklusionen blev, at man afviste hver tredje, ialt 49 anbefalinger, herunder bl.a. at man ikke vil indføre et generelt forbud mod diskrimination eller individuel klageadgang i forbindelse med handikapkonventionen eller oprette en børneombudsmand. Endvidere afviste man – og det var måske det værste - en national handlingsplan for menneskerettigheder.

Danmark bør opgradere sit arbejde på menneskerettighedsområdet ved at vedtage en samlet plan for, hvordan vi herhjemme kan sikre og styrke menneskerettigheder.

I Wien Deklarationen fra 1993 anbefaler FN, at alle 193 FN-medlemslande overvejer at indføre en national handlingsplan til at fremme og beskytte menneskerettigheder. Det støtter både Institut for Menneskerettigheder (IMR) og en række civilsamfundsorganisationer, herunder den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og FN-forbundet.

29 lande har allerede indført, 3 lande – heriblandt Danmark - har for nylig direkte afvist at indføre en handlingsplan:

Ministerierne har ikke noget samlet overblik over de forskellige menneskeretlige udfordringer i Danmark. Man kan derfor kun vanskeligt koordinere de initiativer, man søsætter på forskellige samfundsområder. Der er heller ikke indsigt i, hvad man politisk vil opnå. Dermed bliver det vanskeligt at lave ordentlige politiske prioriteringer på menneskerettighedsområdet.

Et eksempel på konsekvensen af den usystematiske tilgang er, at den danske regering burde have gjort FN opmærksom på, at benlås-metoden bliver brugt i Danmark. I Danmarks rapport til FNs Menneskeretsråd står der intet står om brugen af benlås, og om at en person døde i Kolding Arrest som følge af benlås.

Metoden ‘fikseret benlås’ blev i 1994 ulovlig i Danmark, efter at Benjamin Christian Schou blev hjerneskadet og senere døde som følge af metoden, som er i strid med FN’s retningslinjer og strider mod FN’s principper om, at man ikke bruger umenneskelig og nedværdigende behandling.

Derfor burde FN’s Menneskerettighedsråd have været informeret, da Danmark var under eksamination.

Nok har der har været en nedgang i brugen af isolation i forbindelse med varetægtsfængsling, men brugen af isolationsfængsling som straf i Danmark er fortsat meget udbredt. Isolationsfængsling bliver ikke kun brugt i forbindelse med politiets opklaringsarbejde.

Fængslerne benytter sig af en lidt mildere form for isolation, når Kriminalforsorgen har besluttet, at en fange skal straffes med udelukkelse fra fællesskab i en periode. Udelukkelse fra fællesskab sker på en særlig afdeling i fængslet eller i egen celle. Især brug af ubetinget strafcelle er steget kraftigt siden 2000. Desuden forekommer bæltefiksering, og sager, hvor personer dør i politiets varetægt, fortsat alt for ofte.

I mange tilfælde står det også uklart, hvad regeringen vil gøre for at gennemføre anbefalingerne. Den ny regerings grundlag havde flere positive træk, men f.eks. arbejdet mod tortur og fremme at dansk ratifikation af konventioner må man lede forgæves efter.

Lovede kommissionsundersøgelser af CIAs tortur-flyvninger af påståede terrorister blev syltet og regeringen har endnu ikke taget initiativer, der har udfordret Danmarks nære venner som USA og Israel med krav om overholdelse af menneskerettigheder.

IMR og Rådet for Menneskerettigheder, der består af en række civilsamfundsorganisationer er enige om, at en national handlingsplan for menneskerettigheder kan bidrage til at løse mange af disse problemer. En national handlingsplan vil klargøre, hvilken kurs man ønsker at sætte på menneskerettighedsområdet.

Man må håbe, at den nye regering vil benytte konferencen i dag, 12. december til at få igangsat arbejdet med at udarbejde en handlingsplan, der kan styrke menneskerettighederne i Danmark og ikke glemme Danmarks internationale forpligtelser i en national dansk handlingsplan for menneskerettigheder.

Det drejer sig f.eks. at få undersøgt CIA-flys brug af dansk luftrum til tortur-flyvningerne, få stoppet brug af såkaldte "terrorlister" i EU og USA-regi og i stedet fremme folkeretten ved at Danmark efter års nølen får ratificeret FNs konvention mod tvungne forsvindinger og fremmet de eksisterende konventioner ved f.eks. at bidrage til at få retsforfulgt tortur: at give torturofre oprejsning ved at stille torturbødler fra Zimbabwe, Guantamo og Ruslands fængsler til ansvar.

Og senest - når det gælder Bahrain - de ansvarlige for den omfattende dokumenterede tortur af den 49-årige dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper.

Og - når det gælder de danske myndigheder - har udvist afviste syrisk-kurdiske asylansøgere til tortur til Syriens efterretningstjeneste, det danske PETs lokale samarbejdspartner i Syrien, indtil for få måneder siden.


Stop hetz mod de arbejdsløse

Af Tue Magnussen | 7. december 2011 | 4 kommentarer

Efter mit ansættelsesforhold på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, udløb med november måned har jeg som mange andre måtte opleve at være jobsøgende og arbejdsløs.

Man pendler ikke fra hjem til job som tidligere, men mellem jobsøgningskurser i A-kasse og de såkaldte jobcentre, som også har svært ved afgørende at få mindsket køen af ledige. Men det sociale møde betyder, at man får indblik i manges situation.

Derfor ved jeg af egen erfaring, at det altdominerende flertal af arbejdsløse kun har et ønske, og det er at komme tilbage i arbejde. Derfor er det meget ubehageligt at opleve den mistænkeliggørelse af de arbejdsløse, som har præget den seneste tids debat.

De seneste år er tusindvis af danskere blevet arbejdsløse, de fleste på grund af den økonomiske krise andre er fagligt eller forfulgt på anden måde. Det er for flertallets vedkommende mennesker, som har passet deres job og betalt deres skat til fællesskabet hele livet. De skal ikke hetzes og mistænkeliggøres. De skal have en hjælp og støtte til at komme tilbage i arbejde. Og de skal have rimelige økonomiske forhold i den periode, de er arbejdsløse.

Det er en ubehagelig tendens at give de arbejdsløse skylden for deres arbejdsløshed. Og nogle går så vidt, at de antyder, at de arbejdsløse ”vælger” at være arbejdsløse.   Selv statsministeren hopper med på mistænkeliggørelsen og kaldte på sit ugentlige pressemøde det for »stærkt provokerende«, at en tredjedel af de kvindelige kontanthjælpsmodtagere angiveligt ikke skulle ønske et arbejde.   Statsministeren byggede sit udsagn på en historie i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten, hvor kan man læse om en undersøgelse med 15.000 deltagere, der viser, at 33,9 procent af kvinder på kontanthjælp ikke vil have et arbejde.   Også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kom på banen, da historien spredte sig. Imidlertid viste DRs Orientering med hjælp fra Danmarks Statistik, at undersøgelsen bygger på et meget tyndt grundlag, da der reelt kun er 250 personer, der har deltaget i særkørslen og kun 33 kvinder har oplyst, at de pt. ikke søger job. Men man ved ikke hvorfor - om det skyldes, at de f.eks. er i færd med at søge (efter) uddannelse.   De socialdemokratiske ministre skylder de arbejdsløse en klar og uforbeholden undskyldning.   For få måneder siden blev anden tvivlsom statistik brugt til at konkludere at ældre arbejdsløse ikke ville arbejde. Myterne om de arbejdsløse er mange, virkeligheden er  barsk. For overhovedet at modtage kontanthjælp skal man tage de job, der findes og selv aktivt søge job. Ellers smækkes kassen i.

Problemet er ikke, at de arbejdsløse er dovne. Problemet er, at der ganske enkelt ikke findes job til alle arbejdsløse. I øjeblikket er der omkring 8-10 arbejdsløse per ledigt job, i sommer ville det for mit vedkommende sige at der kunne være over 200 ansøgere til et job, nu kan man havne i en bunke blandt over 400 ansøgere. Det kan være svært for selv den mest profilerede person ikke at drukne i bunken med liden udsigt til igen at komme i job.

Ovenikøbet møder man oftest økonomiske problemer. Overførselsindkomsterne til arbejdsløse er ikke for høje. De er for lave. En almindelig LO-lønmodtager mister omkring halvdelen af sin indkomst, hvis hun/han mister sit job og kommer på dagpenge. Faldet er endnu større, hvis man bl.a. pga. af en længere uddannelse har haft en løn over LO-niveauet. Faldet er endnu mere dramatisk, hvis han/hun ryger på kontanthjælp.

Her er det udveksling af tips om julehjælp, der måske akut kan tjene som et plaster. De få politiker-protester og modsvar fra f.eks. socialrådgiverformand Bettina Post kan knapt tænde et lille lys i julemåneden.

 I de seneste årtier er det blevet dyrere og dyrere at blive arbejdsløs. For 20 år siden udgjorde dagpengedækningen over 70 procent, i dag udgør den under 50 procent.

En af årsagerne er, at man med satspuljeforliget besluttede ikke at lade overførselsindkomsterne følge den almindelige indkomstudvikling. Det betyder, at det år for år bliver dyrere at blive arbejdsløs.

Arbejdsløsheden kan ramme os alle, og derfor har vi alle en interesse i, at der findes et sikkerhedsnet som griber os, når uheldet er ude. Og nok er julehjælp vigtig, men der skal et mere tætmasket netværk til:

Det er ikke udtryk for krævementalitet. Det er udtryk for det solidariske fællesskab, som historisk har gjort Danmark til et stærkt samfund.


Stands NATO’s udlevering af afghanske fanger til tortur

Af Tue Magnussen | 11. oktober 2011 | 5 kommentarer

Afghanske fanger udsættes for tortur. Det fremgår - ifølge Ritzau og de internationale nyhedsbureauer - af en ny FN-rapport, der blev offentliggjort mandag.

I rapporten skriver FN’s Afghanistan-mission, UN Assistance Mission in Afghanistan (UNAMA), for første gang, at der er klare og ”vægtige beviser” for, at medlemmer af efterretningstjenesten National Directorate of Security (NDS), i særligt fem fængsler, ”systematisk udsætter indsatte for tortur med det formål at opnå tilståelser og oplysninger”. Også børn og overdragne fanger er blevet udsat for tortur.

UNAMA har interviewet 379 varetægtsfængslede og dømte fanger i 47 fængsler og arresthuse under sikkerhedstjenesten, National Directorate of Security (NDS), og det afghanske politis kontrol.

Det bør få alarmklokkerne til at ringe i den danske regering og indgå i vurderingen af den danske indsats i Afghanistan. Såvel i strategien for den danske indsats i Afghanistan 2008-12 som i planen for den danske indsats i Helmand-provinsen indgår polititræning som en vigtigt og højt prioriteret indsats. De krigsallieredes ansvar for den åbenlyst mangelfuld polititræning i Afghanistan bør undersøges, ikke bortforklares.

Det er ikke nok at sige, at det skyldes gamle indgroede vaner i afghansk politi. Her er tale om klare brud på både afghansk lovgivning og internationale konventioner, som også falder tilbage på de, der har påtaget sig en politiuddannelse.

Offentliggørelsen kommer kun en uge efter regeringens tiltræden og offentliggørelsen af ”Et Danmark der står sammen”, der bebuder en undersøgelseskommision, der netop skal se på ”Danmarks overholdelse af internationale konventioner i forbindelse med krigsførelsen i Irak og Afghanistan".

Som første skrift bør folketingspolitikere kalde forsvars-, udenrigs- og statsministeren i samråd for at få belyst omfanget af Danmarks brud på internationale konventioner.

Dernæst må Danmark arbejde for at NATO øjeblikkeligt stopper al udlevering af fanger til afghanske myndigheder.

Rapporten dokumenterer , at NATO endnu en gang har udleveret fanger til de afghanske myndigheder uden sikring mod tortur. Tværtimod har det afghanske retsvæsen og politi endnu gjort sig skyldig i tortur. Derfor bør man kræve, at udleveringen stopper øjeblikkeligt. Det er i strid med international lovgivning at udlevere fanger til myndigheder, hvor der er grund til at tro, at fangerne kan eller vil blive udsat for tortur.

FN’s undersøgelse viser, at politiet og sikkerhedstjenesten har udsat fanger for falanga (dvs.slag på fodsålerne) fødderne med f.eks. kabler. Fanger er blevet ophængt til loftet eller lænket til jernrør eller lign. i længere perioder med fare for varige ledskader, blevet udsat for elektrisk stød, vridning af kønsorganer, afrivning af tånegle og er blevet tvunget til stående stillinger gennem længere tid. Tillige er der dokumenteret brug af hætter, og fangerne er blevet nægtet lægehjælp.

Endelig er det vigtigt at sikre, at torturofrene straks får tilbud om rehabilitering. Ofrene og deres familier har ikke alene et moralsk, men også et konventionsmæssigt krav på den fornødne hjælp og rehabilitering. Dernæst bør man - for at få undersøgt de alvorlige mistanker - iværksætte en uvildig undersøgelse, hvor første led kunne være en snarlig afholdelse af en høring med inddragelse af internationale anti-torturorganisationer bl.a. Amnesty International samt især danske NGO’er og menneskerettighedsorganisationer, som f.eks. Helsinki-komiteen, FN-forbundet og RIKO-tænketanken m.fl.,

Under henvisning til Danmarks traditionelle rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur vil jeg opfordre til, at Danmark tillige - på eget initiativ - udover de krigsallierede underretter FN’s komite mod tortur og FNs menneskerettighedsråd, der netop har vurderet Danmarks opfyldelse af internationale konventioner.

Læs også »Afghanistan - krig og besættelse« hos Tidsskriftcenteret.


Danmark bør straks anerkende Palæstina

Af Tue Magnussen | 23. september 2011 | 2 kommentarer

Fredag 23. september 2011 vil den palæstinensiske præsident Abbas bede FN’s Sikkerhedsråd om at anerkende staten Palæstina som en suveræn stat. En anerkendelse er i forlængelse af Sikkerhedsrådets centrale resolutioner, herunder 242, 338 og 1397 og følger princippet om folkenes ret til selvbestemmelse samt Generalforsamlingsresolution 181.

Anerkendelsen skal umiddelbart gælde det territorium, som er defineret af grænserne fra før 6-dages krigen i 1967, dvs. et territorium omfattende Vestbredden – inkl. Øst-Jerusalem – og Gaza-striben med tilhørende kystområde.En anerkendelse skaber en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis bliver en realitet.

Alle magtudøvende parter, herunder Hamas, skal fra anerkendelsen ophøre med militær magtanvendelse samt søge at forhindre militære aktioner uden for eget område, defineret af 1967-grænserne. Alle parter afstår fra at øge den militære kapacitet i en overgangsfase.

FN’s Sikkerhedsråd skal i overgangsfasen sammen med regionale organisationer garantere for sikkerheden i både Palæstina og Israel. Der skal oprettes en fredsbevarende styrke, som skal kunne etablere de sikkerhedsforanstaltninger som kræves og have uhindret adgang overalt i begge lande.

Desværre er der budskaber som må gentages. For ikke at glemme Israels angreb på Gaza var der i januar kaldt til demonstration på Kultorvet i København, sammen med andre holdt jeg en tale; jeg sluttede med at sige

Endelig bør Danmark i lighed med mange lande, senest Norge og flere latinamerikanske lande snarest anerkende Palæstina.

Det er i dag en yderst vigtig opfordring, som også bakkes op af bl.a. tre tidligere danske udenrigsministre.Op til FNs generalforsamling kaldes der nu til demonstationer verden over.Også i København er der blevet demonstreret for anerkendelse af Palæstina.

Initiativet er klart palæstinensisk og sker som del af den palæstinensiske premierminister Salam Fayyads to-års plan fra 2009, der sigter på at gøre palæstinenserne klar til at styre deres egen stat. Med kampagnen ”Palestine 194”, appeleres til det internationale samfund i håb om, at Palæstina bliver medlemsland nummer 194 i FN.

Palæstinenssernes krav om anerkendelse er et konkret udmøntning af palæstinensernes folkeretslige krav om selvbestemmelse og visionen om en to-statsløsning, som er det internationale samfunds bud på en varig løsning af Israel/Palæstina-konflikten.

Næsten 2/3 af FN’s medlemsstater har tilkendegivet deres anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat, herunder Kina og Rusland, men USA har forlods meldt ud, at de agter at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet mod at optage en palæstinensisk stat i FN som fuldt medlem.

Israel er modstander af det palæstinensiske initiativ og har i de seneste par måneder gjort meget for at modarbejde initiativet.

Der er god grund til at frygte, hvad den israelske reaktion på FN-initiativet vil være, og hvordan sikkerhedssituationen for palæstinenserne vil udvikle sig i fremtiden.

Men tidligere har det internationale samfund, herunder Danmark, alt for ofte ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Man har glemt at international retsorden ikke en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred.

Nu skal vi bruge folkeretten fremadrettet.Den ny danske regering bør så hurtigt som muligt anerkende Palæstina, det vil sige. at man ikke skal afvente en afklaring i EU-regi, men snarere følge Norge og straks melde en dansk anerkendelse af Pæstina ud - dels som et klart signal til Israel, dels som retningsgivende for EU og vigtigst som et håndslag til Palæstina.

Det er det vigtigste her og nu.Men erfaringen viser, at man aktivt må fastholde fordømmelsen af Israels overgreb og tage konkrete skridt til at udtrykke den.

Et første klart skridt kunne være, at Danmark i EU-regi og under sit formandsskab aktivt arbejder for en suspension af EU’s associeringsaftale med Israel.

Et andet skridt kunne være, at Danmark tog initiativ til en international våbenembargo overfor Israel, indtil Israel har accepteret at søge konflikten løst gennem egentlige fredsforhandlinger.

En anerkendelse af Palaestina skaber en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis bliver en realitet.

Alle magtudøvende parter, herunder Hamas, skal fra anerkendelsen ophøre med militær magtanvendelse samt søge at forhindre militære aktioner uden for eget område, defineret af 1967- grænserne. Alle parter afstår fra at øge den militære kapacitet i en overgangsfase.

FN’s Sikkerhedsråd skal i overgangsfasen sammen med regionale organisationer garantere for sikkerheden i både Palæstina og Israel. Der oprettes en fredsbevarende styrke, som skal kunne etablere de sikkerhedsforanstaltninger som kræves og have uhindret adgang overalt i begge lande.Grænserne mellem Israel og Palæstina kan senere justeres ved at bytte landområder, hvis parterne opnår enighed herom.

Herudover må man arbejde på

Man må håbe, at der snarest dannes en fælles regering i Palæstina, bl.a. som resultat af forsoningsaftalen mellem Fatah og Hamas. Danmark og EU skal bidrage til denne proces ved at ophøre med at behandle Hamas som en terrororganisation


1 2



Tue Magnussen, Frederiksberg, (født 1955) er cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og tillige cand.mag med fagene geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter (RUC) 1983.

Udover kortvarig undervisning i gymnasieskolen underviste han i årene 1983-99 bl.a. på geografi, internationale udviklingsstudier og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, Institut for Statskundskab (international politik) og Østeuropa-instituttet, KU, samt Østasien-studier, Århus Universitet.

Fra 1999-2011 har han været ansat på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Fra 1999-2002 som international programkoordinator med ansvar for Balkan og Mellemøsten, og siden som kommunikations- og advocacy-koordinator.

Han har i en årrække arbejdet med globalisering, udenrigspolitik, udvikling, menneskerettigheder og sociale forhold.

Udover viden om Balkan har han et mangeårigt engagement i u-lands- og solidaritetsarbejde. Han er bl.a. bestyrelsesmedlem i FN-forbundet og i den Danske Helsinki-komité samt medlem af Rådet for MS/Action-Aid.




Blogarkiv

14. februar 2012
Fængslet kurderleder udsat for grusom behandling
3 kommentarer

29. januar 2012
»Putins kys« vinder på Sundance

28. januar 2012
Ingen undskyldning for feltpræsters lovbrud
10 kommentarer

24. januar 2012
Anmeldelse af »1/2 Revolution«
4 kommentarer

11. januar 2012
Guantánamo er en skamplet
2 kommentarer

16. december 2011
Villy og Hillary: Skuffende udmeldinger
1 kommentarer

12. december 2011
Overraskende stor FN-kritik af menneskerettighedernes tilstand i Danmark
5 kommentarer

7. december 2011
Stop hetz mod de arbejdsløse
4 kommentarer

11. oktober 2011
Stands NATO’s udlevering af afghanske fanger til tortur
5 kommentarer

23. september 2011
Danmark bør straks anerkende Palæstina
2 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater