Verdensbanken: Finanskrisen koster en million børn livet

Finanskrisen rammer nu verdens fattigste med langt større kraft end tilfældet er i den vestlige verden. Mindst en million børn risikerer at dø som følge af krisen.

Af Martin Lindblom/Monsun - 21. april 2009
Emneord · Globalisering

– Fødevarekrisen, energikrisen og nu finanskrisen rammer allerhårdest i de fattigste lande i verden. Det vil føre til stigende fattigdom, sult og uroligheder. Og det selv om ulandene absolut ingen anpart har i krisen. De har nemlig haft godt styr på deres banker, siger international direktør i Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach til Ugebrevet A4.

Og både Verdensbanken og den private britiske hjælpeorganisation Oxfam deler sortsynet:

– Aldrig nogensinde før har så mange lande på en og samme tid været ramt af en økonomisk krise. Chokbølgerne vil ramme verdens fattigste som en hammer og sende millioner under sultegrænsen,« siger direktør i Oxfam, Duncan Green.

Ifølge Verdensbankens beregninger vil finanskrisen hvert år frem til 2015 koste mellem 200.000 og 400.000 børn livet i de fattigste lande.

Verdensbanken har regnet sig frem til, at 100 millioner mennesker allerede nu er røget tilbage i fattigdom på grund af finanskrisen – og står bankens mest dystre forudsigelser til troende, vil følgerne af krisen frem til 2015 koste mindst én million børn livet.

»En global uretfærdighed af dimensioner«

En af forklaringerne på, at de i forvejen fattigste rammes ekstra hårdt, er, at den vestlige verdens investeringer i ulandene er svundet kraftigt ind. Tænketanken Institute of International Finance har således beregnet, at tilførslen af penge og investeringer i Afrika og andre udkantsområder er svundet ind fra cirka 1.000 milliarder dollars i 2007 til et forventet beløb på bare 165 milliarder i 2009.

Samtidig mister ulandende arbejdspladser, fordi deres produkter er sværere at afsætte, prisen på råvarer styrtdykker, turisterne bliver hjemme og de familiemedlemmer, der taget til Europa og USA kan ikke længere sende så mange penge hjem som tidligere.

Endelig er der det faktum, at mange landes ulandsbistand udgør en bestemt procentdel af deres bruttonationalprodukt, og når det falder, reduceres bistanden tilsvarende. Christian Friis Bach kalder det »en global uretfærdighed af dimensioner«:

– Krisen er skabt af os og rammer benhårdt i ulandene. Derfor nytter det selvfølgelig ikke noget at skære i bistanden. Vi burde gøre det stik modsatte, siger han til A4.