Vi er flyttet! modkraft.dk



Folkedrabets moralske historie

Selvom international lovgivning skal hindre folkedrab, er det stadig svært at indfri håbet af imperativet »Aldrig mere Auschwitz«.

|
Af Loke Bisbjerg Nielsen - 25. februar 2012


Den 27. januar 1945 var dagen, hvor de sidste halvdøde, udsultede og forfrosne menneskelige rester blev befriet fra den største af de nazistiske koncentrations- og udryddelseslejre: Auschwitz.

Dagen blev verden over markeret som Auschwitz-dagen. Men denne dag handler ikke blot om Auschwitz.

For Auschwitz betegner for eftertiden ikke blot et sted eller de tragedier, der knyttede sig til stedet. Auschwitz er blevet et begreb. Et begreb der udtrykker den største brutalitet og ondsindethed, som mennesker kan udøve.

Det er et begreb, der udtrykker det absolutte politiske fordærv, statsterror, had, racisme, diskrimination, undertrykkelse og ikke mindst død i en hidtil uset skala og koncentreret form. Det er et begreb, der formår at indfange et uigennemtrængelige mørke i menneskets historie og bevidsthed.

Når »Aldrig mere Auschwitz« udråbes som en maksime, der skal guide os igennem konflikternes historie, bringes vi gang på gang til skam, da begrebets gentagelse er en uigenkaldelig virkelighed.

Vi mindes da om vores magtesløshed, vores ubetydelighed og mangel på handlekraft. Samtidig mindes vi også om, at de institutioner, der burde udtrykke og gennemføre vores mangel, ikke lever op til deres funktioner. Når nøden har været størst, har hjælpen været tilsvarende utilstrækkelig.

Hvem er det, vi skal hjælpe, og hvorfor skal vi hjælpe dem? Et svar på første spørgsmål synes at give sig, når de lidende skriger og blodet flyder; når det ikke længere er væbnet militær, men ubevæbnede civile, der må lade livet for mere eller mindre abstrakte årsager.

Det andet svar kan gives på et flertal af måder. En måde at belyse det på er ved at skildre historien og en historisk bevidsthed om katastrofale tragedier, som vi som mennesker og verdenssamfund har taget med os, og som danner folkedrabets moralske historie.

Folkedrabets fødsel Denne bevidsthed kan siges at have sit udspring mange steder, men et sted at starte er i den polske jurist Raphael Lemkins undren over, at det daværende Osmanniske rige i 1915 kunne dræbe 1,5 millioner af sin befolkning uden at nogen greb ind, eller uden at nogen efterfølgende blev straffet eller stillet til regnskab for gerningerne.

Som Lemkin så det, var der et misforhold i, at vi f.eks. straffede folk med døden for pirateri, mens en stat kunne behandle sin befolkning, som den ville, uden at nogen blev stillet til regnskab.

Lemkin satte sig til at undersøge dette forhold nærmere og opdagede i sit arbejde, at mange forbrydelser, som den Osmannerne begik mod armenierne, bar præg af at være gruppeorienteret.

Staterne begik ikke blot tilfældige overgreb på deres indbyggere, men gjorde det mod bestemte grupper ud fra specifikke kriterier.

Med Folkeforbundets oprettelse efter 1. Verdenskrig blev grundstenene til en International Lovgivning, der kunne bryde med ideen om absolut statssuverænitet, lagt. Her kunne Lemkin for første gang i Madrid i 1933 præsentere ideen om, at massakrer rettet mod befolkningsgrupper har en så speciel karakter, at de kræver verdenssamfundets fulde opmærksomhed og et brud med statssuverænitet.

Lemkins forslag blev ikke imødekommet. Folkeforbundet havde også nok at se til i det uroplagede Europa, og som polsk jøde skulle Lemkin snart selv opleve på nærmeste hold, hvordan den gruppespecifikke, systematiske nedslagtning af civile kan tage sig ud.

I 1939 invaderede de nazistiske tropper Polen opildnet af Hitlers bemærkning: Hvem husker Armenierne? Som massakren på Armenierne var gået i historiens glemmebog mente Hitler, at det samme ville ske med jøder og polakker. Den statssanktionerede massakre på civile ville i de kommende år få nye betydninger og ansigter.

Lemkin så hurtigt, hvor den nazistiske politik bar hen, og han nåede at flygte i tide. Han kunne derfor se sine bange anelser om den gruppeorienterede forbrydelses totalitet og modbydelighed i øjnene, som lejr efter lejr blev befriet, og det strømmede ud med nye historier om det mulige omfang af lidelse og død.

Auschwitz, et massekompleks af total død, underkuelse og ekstremt menneskeligt fordærv, kom til at stå som det absolutte udtryk for nazisternes forbrydelser.

Churchill, krigens utrættelige poet, kom til kort over for denne ubeskrivelige tragedie. Han kunne blot konstatere, at vi her havde at gøre med ‘A crime without a name’.

Lemkin, som efter 2. Verdenskrig kun havde få overlevende familiemedlemmer tilbage, havde nu en mission: Forbrydelsen skulle have et navn.

Lemkin kom op med den nu kendte term genocide som på dansk oversættes med folkemord eller folkedrab. Han afledte termen af det græske ord Genos (gruppe, folk) og det latinske Cide (at slå ihjel).

Lemkin havde ikke held med at få indført sit begreb i de utallige retssager som fulgte 2. Verdenskrig, men i 1948 blev termen vedtaget som international lov i de Forenede Nationer. Menneskeheden havde hermed fået et navn på forbrydelsen over alle forbrydelser, samt et svar eller en modreaktion på det nye imperativ, som var opstået af Europas aske, ‘Aldrig Mere Auschwitz’.

Efter Folkedrabs konventionen blev vedtaget fulgte årtier af stilhed. Termen blev brugt løst af forskellige organisationer, men loven blev ikke taget i brug. ‘Folkedrab’ var endnu ikke trådt ind i folks bevidsthed, men tragedien fra 2. Verdenskrig stod stadig lysende klart i begrebet ‘Auschwitz’.

Således var det arven fra Auschwitz, der i 1992 fik folk til at indse det sande omfang af blodighederne i ex-Jugoslavien. Godstoge fulde af udsultede og skræmte mennesker kørte igen i Europa, og billederne af de udsultede fanger bag pigtråden i Trnopolje-lejren (som lignede dem taget i 1945 af fangerne i Bergen-Belsec) gjorde billedet komplet: ‘Auschwitz’ (som begreb) var igen en realitet.

Auschwitz-imperativet ‘Auschwitz’ demonstrerede sin kraft som imperativ og som moralsk bevidsthed. Med »Aldrig mere Auschwitz!« sagde vi: »Aldrig mere en tilstand der minder om Auschwitz.«

Når en situation minder os om Auschwitz, får vi en nærmest intuitiv følelse af afsky og modvilje som vækker vores moralske bevidsthed til en eksplicit fordømmelse af den pågældende situation. Begrebet ‘Auschwitz’ står derved som en empirisk moralsk rettesnor som Folkedrabs konventionen i sin formelle karakter ikke kan være med tilsvarende kraft.

Auschwitz-imperativet kan derved siges at være det 20. århundredes a posteriori imperativ; et praktisk imperativ funderet i den menneskelige erfaring.

Det var denne erfaring Theodor Adorno beskrev, når han beskrev de lidendes skrig som betingelse for enhver sandhedssøgen. Han tilstræbte derfor, at vores tænkning og institutioner blev indrettet således, at de levede op til imperativet »Aldrig mere Auschwitz!«. Løsningen var en kritisk anti-autoritær tænkning, som mange tænkere billigede og opfordrede til.

En af dem var Hannah Arendt, som ligefrem vurderede ondskabens problem til at være filosofiens omdrejningspunkt efter 2. Verdenskrig, som Teodicé-problemet havde været det for mange af Oplysningens filosoffer. Det blev ikke tilfældet.

Men Auschwitz synes at udfordre Teodicé-problemet som et konkret menneskeligt problem. Vi adresserer ikke længere Gud, når vi spørger til verdens ondskab. Vi adresserer os selv som mennesker.

Men hvad der skete i Auschwitz synes at undslippe den menneskelige forstand. Selve sætningen ‘jeg har forstået’ synes at krænke de lidendes historie. Primo Levi’s lidelsesfælde i Auschwitz, Clausner, havde indgraveret et sådant budskab i bunden af sin madskål, som en daglig påmindelse til sig selv, og en evig påmindelse til eftertiden: Ne pas chercher á comprendre – Prøv aldrig at forstå.

Vi står dermed tilbage med et fænomen, der synes at afkræve en menneskelig forklaring men samtidig undviger vores forstand. Auschwitz udløser derfor en moralsk og epistemologisk destabilisering, som Loytard beskriver som et jordskælv, der ikke alene destruerer mennesker og bygninger, men som også destruerer instrumenterne til at måle selve katastrofen.

Vi har med andre ord ingen forklaringsmodel, der gør, at vi kan forstå, hvad der skete i Auschwitz, og Auschwitz åbner derved op for et sort område på det menneskelige landkort.

Friedrich Nietzsches erklæring af ‘Guds død’ forsøgte at fjerne vores teoretiske fundamenter for moralsk orientering således, at vi kunne rydde ud i gamle metafysiske genfærd og fatamorganaer. Auschwitz syntes at destruere enhver mulighed for en moralsk erfaring. Selve metafysikken, fundamentet for vores moral, blev gjort suspekt.

Nietzsches håb om en omvurdering af alle værdierne faldt til jorden med et brag, og vi var efterladt med imperativet ‘Aldrig igen!’ hængende tungt over vores hoveder.

Det begrænsede imperativ og den forsinkede konvention Der skulle gå ni år fra billederne fra Trnopoljo udløste Auschwitz-imperativet til dens juridiske sidestykke, Folkedrabskonventionen, blev brugt.

Det var dog ikke lejrene i ex-Jugoslavien, men den brutale nedskydning af 8.000 civile i området i og omkring byen Srebrenica, der førte til at Radislav Krstić i 2001 blev dømt for at have bistået med udtænkningen, koordinationen og udførelsen af massakren på de 8.000 muslimske mænd.

Selvom konventionen blev brugt, havde den dog ikke nogen mærkbar effekt. Den reddede ikke nogen, og Krstić blev dømt af en domstol, der mere syntes at afspejle dårlig samvittighed end oprigtig interesse i at hjælpe det lille ressourcesvage område i udkanten af Europa.

På samme tid som konflikten i ex-Jugoslavien var på sit højeste iværksatte en gruppe ekstremister en voldskampagne mod en etnisk minoritet i et land ved navn Rwanda, som over 100 dage i 1994 kostede 800.000 mennesker livet.

Reaktionen fra det internationale samfund på konfliktens udbrud kom prompte: Ambassadører og civile blev evakueret i storstilede militære aktioner, og FN-styrken i landet blev skåret ned til 500 dårligt udrustede soldater, med et mandat, der begrænsede dem til at være en rekognosceringsstyrke.

Et nøje planlagt drab på 10 belgiske FN-soldater fremkaldte skrækscenarier, som gav ekko tilbage til ‘Black Hawk Down’ episoden i Mogadishu i 1993, og ingen ønskede nogle gentagelser. Mens det internationale samfund trak tropper og mandskab ud af Rwanda, blev rwandanesere hugget ned i tusindtal.

Lemkins begreb lå på alles læber, som dødstallet steg med flere tusinde om dagen, og talskvinder og -mænd verden over måtte bide sig selv hårdt i læben for at undgå at det slap ud og fremtvang kravet om handling.

Fire år efter massakrerne i Rwanda var ophørt udtrykte præsident Clinton noget, der mindede om oprigtig anger, da han i Kigali lufthavn sagde, at der verden over havde siddet folk som ham i deres kontorer og ikke indset omfanget af tragedien.

Men med den mængde af information, der var tilgængelig om, hvad der skete i Rwanda, er spørgsmålet, om Rwanda var for sort og for langt væk til, at nogen gad interessere sig for, hvad der skete.

Selv ‘Auschwitz-imperativet’ syntes ikke at kunne nå helt til hjertet af Afrika, hvilket fremkaldte spekulationer om, hvorvidt imperativet standsede ved Vestens grænser.

Drabet på de belgiske soldater fik yderligere militær og befolkninger i FN landende til at spørge, hvorfor de skulle sætte deres liv på spil for noget, som ikke vedkom dem?

Samme år som Clinton besøgte Kigali lufthavn blev Lemkins term håndhævet for første gang som lov: Jean-Paul Akayesu blev den første dømt for folkedrab. Hans dom reddede ikke en eneste fra at blive dræbt i det område, som han var borgmester for, men det sendte forhåbentligt et signal til ledere verden over om, at de vil blive holdt til ansvar for de forbrydelser, som de begår.

I kølvandet på krigen i Jugoslavien og konflikten i Rwanda, inspireret af de to ad hoc domstole (ICTY og ICTR) som man nedsatte for at straffe forbrydere fra de to konflikter, blev den Internationale Straffedomstol (ICC) yderligere oprettet for at imødekomme behovet for at straffe krænkelser og forbrydelser.

Med den kunne man sende et direkte signal til individer involveret i konflikter verden over om, at deres handlinger har konsekvenser.

Dette blev f.eks. gjort med anholdelsen af Thomas Lubanga Dyilo som brugte børnesoldater aktivt i borgerkrigen i Congo. Hans anholdelse gav et signal til andre krigsherrer om, at ICC gjorde alvor af deres ord.

Det kan dog være med til at forlænge konflikterne, da krigsherrerne nu ved, at de bliver stillet for en domstol, hvis de indgår en fredsaftale. Yderligere er der en skævvridning i, hvilke lande der er står til ansvar for domstolen, og hvilke lande der ikke gør.

USA, verdens mest krigsførende nation, gør f.eks. ikke. Da en deling amerikanske soldater i 2005 gik amok i den irakiske by Haditha og dræbte civile kvinder og børn blev de ansvarshavende stillet for en amerikansk domstol og fik imponerende lave straffe sammenlignet med andre lignende tilfælde.

Yderligere kan det siges at ved at afholde en lokal/national retssag frem for en international, som kunne understøtte ideen om krænkelsernes universalisme, understøttedes ideen om, at det er menneskeheden, som man bliver stillet for retten og dømt af, ikke. De universalistiske aspirationer påbegyndt efter 1. Verdenskrig synes konstant at nå grænser og blindgyder.

Lemkin har udstyret os med to svar efter 2. Verdens Krig: han gav Churchills navnløse forbrydelse et navn, og han gav os et praktisk juridisk svar til ‘Auschwitz-imperativet’. På trods af det synes vi stadig at have svært ved at indfri arven fra Auschwitz.

Internationale konventioner og institutioner har dog ikke formået succesfuldt at reetablere vores mulighed for moralsk orientering. Den postmoderne fragmentering af erkendelsens grundlag synes også at have ramt konflikternes moralske landskab. Selvom instrumenterne til at måle katastrofer givetvis er blevet bygget op igen, er det som om, at deres målinger ikke giver os nogle klare svar.

Vi ville fortælle statsledere verden over, at de ville stå til ansvar for de forbrydelser, som de begår. Vi ville fortælle, at der var ting, som gjorde, at geografisk afstand ikke var en undskyldning for at sidde passivt til. Vi ville fortælle om noget universelt og forpligtende.

‘Auschwitz’ er en genkaldelse af denne aspiration. Det er en påmindelse om imperativet, og en opfordring til at gøre status og genkalde sig verdens mørke.

For fra Cambodia til Sri Lanka, over Bangladesh og Palæstina, til Dafur og Congo har vi set eller ser vi stadig tilstande der vækker bevidstheden om et ‘aldrig mere’.

Loke Bisbjerg Nielsen studerer filosofi ved Københavns Universitet.

Artiklen blev oprindeligt skrevet i forbindelse med Auschwitz-dagen den 27. Januar 2012.

Se også linksamlingen om Auschwitz og holocaust på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer