Vi er flyttet! modkraft.dk



Ingen ledere, ingen vold

Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.

|
Af Nathan Schneider - 28. februar 2012


De, der lovpriser ikke-vold, bliver måske skuffet over at erfare, at Occupy Wall Street officielt accepterer en ‘mangfoldighed af taktikker’ – en vending, der ofte dækker over, at man tolererer eller går ind for voldelige handlinger.

Den måde, som Occupy-bevægelsen har opført sig på, kan imidlertid måske give os en anden opfattelse af dette begreb. For besætterne er der i mindre grad tale om en mulighed for at gribe til vold (en form for license to violence) – som de generelt har afholdt sig fra – end om et bredere idégrundlag for en koordineret, decentraliseret aktivisme.

Siden bevægelsens første stadier har de mennesker, der har taget del i den, ikke kunnet nå til enighed vedrørende spørgsmålet om ikke-vold. Fra et planlægningsmøde, der fandt sted i Tompkins Square Park forud for den 17. september, husker jeg en ung mand, der sagde: »Der er en risiko forbundet med at gøre begrebet om ikke-vold til en fetich i et sådant omfang, at det udvikler sig til et dogme.«

JPEG - 250.2 kb
Fra Occupy Wall Street aktion i oktober 2011. Foto: Charlotte Lund.

En kvinde tilføjede til min forbløffelse, at »ikke-vold betyder blot, at man ikke tager initiativ til vold«. Spørgsmålet om ikke-vold blev denne aften og tiden efter henlagt. »Diskussionen er fuldstændig spild af tid,« var der en, der konkluderede.

Ødelæggelse af ejendom

Spørgsmålet om ødelæggelse af ejendom og selvforsvar er derfor forblevet en del af dagsordenen. De relevante punkter i de retningslinjer for demonstrationer, som Occupy Wall Streets arbejdsgruppe Direct Action Committee senere bekendtgjorde, er disse:
• Anstift ikke til fysisk vold mod betjente eller omkringstående.
• Vi respekterer doktrinen om en mangfoldighed af taktikker, men vær opmærksom på, at vores handlinger kan påvirke hele gruppen.

Dette sprog kunne igen virke, som om man mente, at individuelle demonstranter frit kan gribe til vold, især som selvforsvar. Men i praksis har besætterne i vidt omfang sværget til ikke-vold. Deres selvforsvar mod politivold har primært været udført ved hjælp af kameraer, ikke fysiske kraftudladninger (selv om man indimellem, når bølgerne går højt under konfrontationer med politiet, ser nogle få demonstranter komme meget tæt på afgrunden).

Der har, så vidt jeg ved, ikke været 
nogen som helst tilfælde af bevidst ødelæg- gelse af ejendom.

En af grundene til dette er helt sikkert brugen af almindelig sund fornuft. Når man står over for en i bund og grund paramilitær institution som New Yorks politi, er der ikke det store håb om, at nogle få hundrede eller nogle få tusinde demonstranter kan opnå noget som helst ved hjælp af vold.

En anden grund er den pointe, der fremhæves i den anden retningslinje (der er nævnt ovenfor), der peger på, at en voldelig handling kan påvirke alle andre i bevægelsen, hvor der også vil være mange, der ikke tolererer det.

Så indtil videre har denne ‘mangfoldighed af taktikker’ ikke så meget været ensbetydende med en åbenhed over for vold, men snarere udtryk for en samlet holdning til konkret handling, der har rod i anarkistisk tænkning.

Aktionsgrupper beslutter selv

I denne henseende har begrebet om en ‘mangfoldighed af taktikker’ rod i arven fra og i den logik, der kendetegner de åbne forsamlinger, der er kernen i Occupy-bevægelsen.

Tag for eksempel denne passage fra en pamflet, der blev uddelt på den besatte Liberty Plaza (også kendt som Zuccotti Park), Anarchist Basics:

Aktionsgrupper [der består af mellem 5 og 20 personer] beslutter selv, hvad de vil gøre, og hvordan de ønsker at gøre det, og er ikke forpligtet til at tage imod ordrer fra en person længere oppe i systemet. Som sådan udfordrer de den hierarkiske beslutningsproces og den hierarkiske organisation og giver dem, der er engageret, bemyndigelse til at udføre konkrete handlinger i verden omkring dem...

Aktionsgrupper er af natur decentraliserede og ikke-hierarkiske, hvilket er to vigtige principper for anarkistisk organisation og anarkistiske aktioner.

Denne organisationsform afspejler den slags værdier, som mange i Occupy-bevægelsen forfægter: individuel autonomi, skabelsen af beslutninger gennem konsensus, decentralisering og lighed.

Politivold mod fredelige demonstranter udstiller politiet

Tænk for eksempel på de to centrale begivenheder, der henledte offentlighedens opmærksomhed på bevægelsen og skabte sympati for den, nemlig arrestationen af næsten 100 mennesker i forbindelse med en protestmarch omkring Union Square den 24. september (en politiaktion, der også inkluderede anvendelsen af peberspray), og de omkring 700 demonstranter, der en uge senere blev ar- resteret på Brooklyn Bridge.

I begge tilfælde fulgte arrestationerne direkte i kølvandet på autonome aktioner udført af mindre grupper, der afveg fra den plan, der var lagt af Direct Action Committee. (På Union Square var der en diskussion om, hvorvidt demonstrationen skulle gå tilbage til Liberty Plaza eller mod FN-bygningen, og på Brooklyn Bridge gik flere hundrede demonstranter ud på kørebanen i stedet for at blive på det smalle stykke til fodgængere.)

I begge tilfælde reagerede politiet på disse autonome aktioner med en vol- delig overreaktion, der selvfølgelig udløste en enorm interesse fra medierne.

Rodede aktioner virker

Jeg har tidligere opfordret bevægelsen til at implementere mere ordnede former for civile ulydighedsaktioner, der er direkte rettet mod de love, de er modstandere af – for eksempel med inspiration fra borgerrettighedsbevægelsens sit-ins i 1960 (hvor sorte studerende i større grupper afholdt sit-ins i de cafeterier, der ikke ville servere mad for dem; o.a.). Jeg har imidlertid måtte indse, at de mere rodede aktioner også synes at virke.

Min fornemmelse af den dynamik, der er på spil her, går på følgende: New York Police Department opererer som en hierarkisk, stærkt struktureret organisation i overensstemmelse med bestemte planer og procedurer, der er fastlagt på forhånd.

Politistyrkens ledere forsøger at indhente så korrekte oplysninger som muligt om, hvad de demonstrerende har i sinde, og agerer i overensstemmelse hermed.

Når demonstranterne overskrider rammerne for de planer, som politiet har forberedt sig på, eller når deres planer ikke fremstår som en helhed, føler politiet på en eller anden måde, at de ikke har andet valg end at gribe til vold, hvilket igen i mediereportagerne kaster lys over de demonstrerendes ikke-voldelige tilgang, hvorefter bevægelsen vokser.

Den samlede effekt er, at det næsten virker, som om politiet bevidst forsøger at hjælpe bevægelsen, eftersom deres valg af aktionsformer netop synes at gøre dette.

Voldelige magtstrukturer er sårbare overfor ikke-vold

Vi ved allerede, at magtstrukturer, der er afhængige af vold, kan være meget sårbare over for koordinerede, ikke-voldelige aktioner.

Under borgerrettighedsbevægelsen havde en struktureret og disciplineret aktion i en segregeret by, som for eksempel en sit-in eller en Freedom Ride, evnen til at konfrontere systemet på en meget konkret og direkte måde, hvor man samtidig præsenterede magthaverne for et valg mellem voldelig overreaktion eller kapitulation. Sådanne aktioner er siden blevet ritualiseret og er generelt ineffektive i de amerikanske protestbevægelser.

Erfaringen fra Occupy Wall Street peger på det anarkistiske princip om, at hierarkiske kommandostrukturer er sårbare over for ikke-hierarkiske aktioner. Hvis dette er tilfældet, var den virkelige styrke, der var forbundet med demonstrationerne mod WTO i Seattle i 1999 – hvorefter begrebet om en ‘mangfoldighed af taktikker’ blev en del af det aktivistiske ordforråd – ikke så meget de specifikke taktikker, der blev anvendt, mindst af alt de ‘sorte grupperingers’ ødelæggelser og anstiftelse af optøjer.

Det var snarere den decentraliserede måde, sådanne taktikker blev organiseret og anvendt på.

Besætterne kan ikke bryde de love, de kritiserer

En af de primære grunde til, at traditionelle former for civil ulydighed ikke forekommer så velegnede i relation til Occupy Wall Street, er den kendsgerning, at besætterne ikke engang er i stand til at bryde de love, de kritiserer.

Mens aktivisterne i borgerrettighedsbevægelsen kunne sætte sig i den ‘forkerte’ ende af en segregeret bus, kan besætterne på Liberty Plaza ikke ligefrem trodse de love, der har at gøre med finansieringen af politikeres valgkampagner, eller love med relation til reguleringen af banker.

Sådanne love er uden for de fleste menneskers rækkevidde – hvilket netop er problemet. Som følge heraf er bevægelsen tvunget til at ty til det - som politologen Bernard Harcourt har peget på - vi i modsætning til den civile ulydighed kunne kalde for ‘politisk ulydighed’:

Forskel på civil og politisk ulydighed

Civil ulydighed accepterede de politiske institutioners legitimitet, men afviste de eksisterende loves moralske autoritet.

Politisk ulydighed gør i modsætning hertil modstand mod selve den måde, vi regeres på: Den modsætter sig, at alt reduceres til partipolitik, kravet om politiske reformer, opfordringen til at identificere sig med et bestemt parti og selve de ideologier, der har domineret efterkrigstiden.

‘En mangfoldighed af taktikker’ er en form for politisk ulydighed par excellence, eftersom dens betoning af autonomi snarere end af autoritet repræsenterer en direkte modsætning til den form for orden, som almindelig politik forudsætter.

»Du skal ikke forveksle denne bevægelses KOMPLEKSITET med KAOS,« står der skrevet på et af de mange hjemmelavede papskilte på Liberty Plaza.

Hvis det er rigtigt – hvilket jeg efterhånden mener, det er – at en ‘mangfoldighed af taktikker’ har været meget meningsfuldt praktiseret af Occupy-bevægelsen, samtidig med at den er forblevet ikke-voldelig – er der behov for en revision af definitionen af dette begreb.

Medierne har fokuseret på uprovokeret politibrutalitet

I stedet for blot at give tilladelse til brugen af vold er en opretholdelse af en ‘mangfoldighed af taktikker’ i sin egen ret en god tilgang til at gøre modstand – og en tilgang, der formentlig er langt mere effektiv, når den forbliver ikke-voldelig.

Dette blev fremhævet i den del af Naomi Kleins tale på Liberty Plaza, der fik det højeste bifald:

»Noget andet, som denne bevægelse gør rigtigt: I har forpligtet jer på ikke-vold. I har nægtet at give medierne de billeder af smadrede vinduer og gadekampe, de så desperat behøver. Og denne enorme disciplin har betydet, at medierne igen og igen har fokuseret på den skandaløse og uprovokerede politibrutalitet ... I mellemtiden vokser støtten til denne bevægelse.«

Resultaterne synes at støtte hendes synspunkt. En meget omtalt rapport fra Freedom House fra 2005 peger på, at bevægelser, der benytter sig af ikke-voldelige metoder, har langt større chancer for at få gennemført demokratiske reformer end andre bevægelser – og ikke blot fører til, at ét autoritært system erstattes med et andet.

Vold bør ikke være en del af den verden, vi arbejder for

Især dette burde vække genklang i Occupy-bevægelsen, der i så høj grad forsøger at inkarnere et mere demokratisk samfunds idealer i de midler, de bruger for at realisere dette samfund.

En liberal holdning til anvendelse af vold bør ikke være et træk ved den verden, man arbejder for, og derfor bør denne holdning ikke bydes velkommen i ens bevæ- gelse.

Samtidig er samfundsforskerne Erica Chenoweth og Kurt Schock gennem statistiske studier kommet frem til, at eksistensen af en såkaldt ‘radikal flanke’ – en voldelig minoritet – i en protestbevægelse giver en noget mindre succesrate og et betragteligt lavere niveau af offentlighedens inddragelse.

De canadiske aktivister Philippe Duhamel og David Martin anerkender dette i deres opfordring til en »mangfoldighed af ikke-voldelige taktikker«. De argumenterer for, at »nogle taktikker ikke skal blandes sammen«, for når vold først er blevet en del af billedet, monopoliserer den konfliktens landskab, underlægger sig andre taktikker og støder potentielle deltagere fra sig.

Det gælder om at underminere magthavernes legitimitet

Dette var uden tvivl tilfældet den 15. oktober, hvor et lille antal mennesker, der ødelagde privat ejendom i Rom, fik overskrifter som »Protester bliver voldelige« til at dominere opfattelsen af en altovervejende ikke-voldelig aktionsdag i byer over hele verden.

Blot en måned inde i besættelsen og mindre end tre måneder efter, at planlægningen for alvor begyndte, er Occupy Wall Street begyndt at have de sammentømrede aktionsgrupper, som en tilgang med udgangspunkt i en ‘mangfoldighed af taktikker’ kræver.

Nogle af disse aktionsgrupper har anført aktioner som afbrydelse af en auktion på Sotheby’s og en sit-in i en afdeling af JPMorgan Chase.

Det er taktikker som disse – snarere end massearrestationer som følge af at have blokeret for trafikken – der kan være med til konkret at underminere legitimiteten af de magthavere og kræfter, besætterne retter deres kritik mod.

I forbindelse med aktioner som disse er det afgørende, at aktivisterne forholder sig ikke-voldeligt, hvorved de sikrer, at de bevarer deres egen legitimitet i offentligheden.

Den komité, der er ansvarlig for Occupy Wall Streets forhold til pressen, har forberedt beskeder – helt ned til specifikke Twitter-beskeder – der kan bruges i det tilfælde, at nogle i bevægelsen vælger at gribe til vold.

Selv de folk i komitéen, der ikke er modstandere af alle former for vold, anerkender, at sådanne aktioner kan skabe enorme udfordringer for bevægelsens troværdighed, både i medierne og blandt deltagerne.

Men netop på grund af tilstedeværelsen af en ‘mangfoldighed af taktikker’ kan så at sige alt ske, og komitéen hører ofte først om, hvad der er sket, efter en aktion er forbi.

Lad os håbe, at der ikke bliver brug for disse Twitter-beskeder.

Ovenstående artikel udgør kapitel 7 i bogen »Vi er de 99% - Occupy Wall Street Bevægelsen«, der samler bidrag fra en række aktører i Occupy Wall Street bevægelsen. Mellemrubrikkerne er tilføjet af Kontradoxas redaktion.

Nathan Schneider skriver om emner som religion, fornuft og vold for forskellige publikationer, herunder The Nation, The New York Times, The Boston Globe, Commonweal, Religion Dispatches, Alter-Net og Truthout. Han er redaktør for Killing the Buddha og Waging Nonviolence, hvor denne tekst første gang blev publiceret den 19. oktober 2011.

Nathan Schneider, Naomi Klein m.fl: »Vi er de 99% - Occupy Wall Street Bevægelsen«. (Forlaget Tiderne Skifter - 144 sider - 2012)

Se også links om Occupy-bevægelsen på Tidslinjen, 17. september 2011



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer