Vi er flyttet! modkraft.dk



Mit møde med en revolution

Jeg har aldrig før været i et land i revolution. Det er en ganske overvældende oplevelse. Personlige indtryk fra Venezuela.

|
Af Andreas Bülow - 6. september 2010


[November 2005] Venezuelanerne har aldrig været kendt for at være et genert eller stille folkeslag.

I Madrids lufthavn, Barajas, får jeg bekræftet dette. En gruppe velhavende venezuelanere, iklædt det nyeste modekluns fra mærkevarebutikkernes hylder – kvinderne med gucci-tasker – taler højlydt om den politiske situation i deres hjemland.

»Ja, vi er faktisk den lykkeligste befolkning i verden. Men når først vi kommer af med Chávez, overgår vi os selv i lykke,« skråler den mandlige passager ud i forsamlingen, så den halve lufthavn kan høre det.

Inden min afrejse var jeg udmærket klar over, at vandene var delte i Venezuela, men jeg blev alligevel forbavset over, hvor åbenlyst denne polarisering kom til udtryk.

Så snart jeg sætter mig ind i flyet, falder jeg i snak med et ægtepar på nabopladserne. De er begge oprindeligt fra Spanien, men har i omkring tyve år boet i Venezuela, hvor de underviste på UCV – Venezuelas Centrale Universitet, som altid har været elitens højborg. Nu skal de tilbage til Venezuela for at besøge noget familie.

JPEG - 79.8 kb
Mange kvinder er blevet aktive i politik for første gang. Her ses kvindelige medlemmer af den nationale bondefront Ezequiel Zamora (FNCEZ). Foto: Andreas Bülow.

Manden er meget ivrig for at høre min baggrund, og om hvad jeg dog vil foretage mig i Venezuela. Han præciserer, at »den politiske situation jo ikke ligefrem tillader initiativ og muligheder for en ung foretagsom mand som mig«.

Jeg orker ikke en lang politisk diskussion med manden, som åbenlyst har rødder i den sorteste konservative fløj af Spaniens politiske spektrum, og forklarer derfor blot, at jeg har tænkt mig at udforske landet i et par måneder, hvilket jo ikke er forkert.

Ægteparret forklarer mig ivrigt, at alt var fryd og gammen i Venezuela, lige indtil Chávez kom til magten. De kigger med nostalgi tilbage på tiden under regeringer som Carlos Andrés Pérez og Rafael Caldera.

Manden spørger mig dernæst, om jeg kender noget til spansk politik, og igen spiller jeg uvidende. Han forklarer mig, at PP (det konservative parti) er det eneste parti, som har »uddannede folk« og »folk med økonomiske ressourcer«, og at »Zapatero [Spaniens socialdemokratiske premierminister] nu er upopulær...ikke engang hans mor vil stemme på ham ved næste valg...«.

Jeg takker for samtalen og åbner min bog for at få tiden til at gå. Indtrykket af en klar forbindelse imellem de spanske og venezuelanske overklasser sidder dybt indprentet i mig efter denne samtale.

Modsætningernes by

Allerede fra busturen ind imod Caracas by kan man mærke den spændte stemning i samfundet.

I lufthavnen modtages de ankomne af et skilt, der siger, »Du bevæger dig nu ind på bolivarisk territorium«. På vejene fra Maiquetia ind imod hovedstaden er væggene prydet med politiske slogans, vægmalerier og graffiti i alle regnbuens farver. En af dem er et citat af Simón Bolívar: »Et uvidende folk er et blindt redskab for dets eget undergang«.

Caracas må betegnes som intet mindre end modsætningernes by. Da jeg kommer ned fra busterminalen i selskab med en spansk kammerat, som har hentet mig i lufthavnen, støder vi på tonsvis af gadesælgeres boder, de såkaldte buhoneres. Her er alt til salg, lige fra strygejern til de nyeste Hollywood film på brændte pirat-DVD’er. Det er overvældende, hvor stor en del af gadebilledet de egentligt tegner sig for.

Hovedstadens gader er utroligt beskidte og misvedligeholdte. Biler fra 60’erne og 70’erne kører rundt for fuld drøn og oser forurening ud i luften. Forskellene på det stenrige øst og det ludfattige vest forekommer mig ubegribelige. Tager man metroen fra det østlige Plaza Altamira til det vestlige Plaza Sucre i bydelen Catia, er det som en rejse fra én verdensdel til en anden.

Caracas ligger i en dal, omgivet af bjerge på alle sider. Op ad bjergenes skrænter kan man se tusinder af fattigmandshjem, de såkaldte ranchos. Improviserede boliger af pap, bølgeblik og hjemmestøbte betonblokke med halvfærdige tage.

Jeg tænker over, hvad disse huses beboere gør, når regntiden indfinder sig i Venezuela. Det må være noget af et postyr at komme op af skrænterne i myldretiden.

JPEG - 268.5 kb
Ranchos i udkanten af Caracas. Halvfærdige, improviserede bebyggelser, som huser en eller flere familier. Foto: Andreas Bülow.

Bogstaveligt talt side om side med disse ranchos kan jeg øjne de enorme skyskrabere, som projekterer reklamer for de velkendte multinationale virksomheder. Nestlé, Grupo Banco Santander og Pepsi-Cola International er nogle af de multinationale, hvis bygninger jeg kan observere ved første øjekast ud over Caracas.

Anti-imperialisme til folket

Så snart jeg åbner fjernsynet, kan jeg tage pulsen på stemningen i landet. I stedet for de trivielle programmer og serier, som dominerer dansk TV, hersker der en form for stemning af hastværk på alle de venezuelanske kanaler.

Det gælder både kanal otte, den eneste pro-Chávez kanal, og det dusin af privatejede kanaler, som alle er imod Chávez og dedikerer program efter program til at udstille deres ærkefjende som korrupt, uhæderlig og diktatorisk.

Den aggressive retorik kommer ikke helt bag på mig, men alligevel er det overraskende, hvor aggressiv oppositionen er. Omtalte TV kanaler kører i øvrigt uden den mindste form for censur.

Det samme gør tonsvis af dagblade og magasiner, som alle syder af anti-chavisme. En af dagene smutter jeg ned og køber et eksemplar af de vigtigste af dem for med egne øjne at se, om det virkelig er sandt, at ytringsfriheden i Venezuela skulle være under pres.

På forsiden af det ultra-oppositionelle dagblad Tal Cual, ledt af tidligere arbejdsminister Teodoro Petkoff, kan jeg læse overskriften »Heil Hugo!« ledsaget af en billedmanipulation, som sammenligner Venezuelas præsident med ingen mindre end Adolf Hitler.

Den værste af TV-kanalerne er Globovision, som i folkemunde kaldes »golpe-vision« (kup-vision) med henvisning til denne kanals direkte og åbenlyse medvirken til det mislykkede forsøg på statskup mod Chávez i april 2002. Et lille ordspil, som er meget typisk for venezuelanernes kombination af humor med politik.

På den anden side kan man skrue over på kanal otte, Venezolana de Television (VTV), hvor man kan se, hvordan regeringen forsøger at igangsætte sociale programmer i slumkvartererne for at udrydde analfabetismen og for at give gratis lægehjælp til de fattige. Denne dag transmitterer fjernsynet også et portræt af Che Guevara, som er dagens berømte person.

En anti-imperialistisk demonstration opreklameres på kanal otte. Demonstrationen skal finde sted den efterfølgende dag i anledning af Chávez’ tale i Argentina ved Mar del Plata, hvor han befinder sig, som modsvar til George Bush’ rundtur i Sydamerika.

Demonstrationen indkaldes på VTV med slagordene: »Vamos todos – contra el imperialismo, en defensa de nuestra soberania!« (»Lad os alle gå med – imod imperialismen, til forsvar for vores suverænitet!«).

Tørst efter idéer

Næste dags demonstration er den første, som jeg deltager i i Venezuela. Venezuelanerne har deres helt egen måde at demonstrere på. De er alle iført røde t-shirts og kasketter. En højtaler skratter forskellige latinamerikanske musikrytmer ud, bl.a. kan jeg genkende en smule cumbia og samba.

Jeg bemærker, at folk nærmest løber om kap for at få fat i de løbesedler og andet politisk materiale, der bliver delt ud til demonstrationen. Ikke én pjece ligger efterladt på jorden.

I Caracas møder jeg en række kvindelige fagforeningsaktivister, fra provinsbyen Barquisimeto. De er i hovedstaden for at kræve deres ret til sygesikring på det statslige hospital, hvor de arbejder.

Sammen med dem og et par unge venezuelanere drager jeg til Barquisimeto et par dage efter ankomsten til Caracas. Formålet er dels at se byen og dels at deltage i et stormøde for en gruppe unge revolutionære, som skal holdes på en teknisk skole i byen.

Det er i den anledning, at jeg lærer kammeraterne fra FAR (Frente América Rebelde) at kende. Det er en gruppe på omtrent tyve unge fra Barquisimetos skoler og universiteter. De udgiver deres eget månedlige organ, Alba Estudiantil. De har også opbygget rådsorganer på flere universiteter – controloria social – hvis opgave er at modvirke bureaukrati og korruption i uddannelsessektoren.

I de efterfølgende uger og måneder ser jeg dusinvis af grupper, som minder om FAR i Barquisimeto. Det er et gennemgående træk i Venezuela, at revolutionen har fået unge og arbejdere overalt i landet til at danne lokale og regionale politiske grupper.

De har ikke alle noget klart politisk program, ideologi eller målsætning, men de udgør de første forsøg fra masserne på at tage revolutionens skæbne i deres egne hænder. Folk føler, at de må gøre noget.

Indtrykket af de første dage i Caracas og rejsen til Barquisimeto er, at det er som om, hele samfundet rør på sig, ikke kan ligge stille, men konstant må bevæge sig og forandre sig. Det, man kan mærke, er en massiv folkelig deltagelse i det politiske liv.

Eftersom at jeg aldrig før har været i et land i revolution, er det en ganske overvældende oplevelse.

JPEG - 108 kb
Revolutionær og anti-imperialistisk graffiti er vokset frem overalt i Venezuela. Ofte med et humoristisk islæt. Foto: Andreas Bülow.

Det minder på mange måder om den situation, som den amerikanske journalist John Reed beskrev under hans rejse i Rusland 1917:

»Hele Rusland var i færd med at lære at læse, og var ved at læse – politik, økonomi, historie – fordi folket ønskede at vide besked . . . I hver by, i de fleste småbyer, langs fronten, havde hver politisk gruppe sit blad, ofte flere. Hundredtusinder af pjecer blev fordelt af tusinder af organisationer og øst ud over hærene, landsbyerne, fabrikkerne, gaderne. Tørsten efter oplysning, der så længe havde været holdt nede, brød i revolutionsmånederne frem som en besættelse. Alene fra Smolnyj-instituttet blev der i de første seks måneder hver dag sendt tons, vognlæs, vognladninger af litteratur ud for at mætte landet. Rusland absorberede læsestof som varmt sand drikker vand, ustandseligt. Og det var ikke fabler, opbyggelsesskrifter eller bedøvende romaner, men sociale og økonomiske teorier, filosofi, Tolstojs, Gogols og Gorkijs værker ...
Og der mest det talte ord, hvor fortidens revolutionstaler blev stillet i skygge. Foredrag, debatter, taler, i teatre, cirkus, skoler, klubber, marketenderier, fagforeningskontorer, kaserner ... Møder i skyttegravene ved fronten, på landsbypladser, i fabrikker ... Hvilket vidunderligt syn at se Putilov-værkernes 40.000 arbejdere strømme ud for at høre socialdemokrater, socialrevolutionære, anarkister, hvem som helst, så længe de ville tale, blot de havde noget på hjerte! I måneder var hvert gadehjørne i Petrograd og i hele Rusland en offentlig tribune. I jernbanetog, sporvogne, altid en pludseligt opstående diskussion, alle vegne.« (John Reed: Ti dage der rystede verden.

Viden er magt

Tilbage i Caracas er jeg betaget af et socialt projekt, som jeg tager ud og besøger en af dagene. På et hospital i bydelen Antímano har lederen af fagforeningen inviteret mig ud til en snak. Han præsenterer mig for to mødesale i et udhus, som tydeligvis er blevet istandsat for nyligt.

Han fortæller stolt, at det var en privat virksomhed, som havde huset stående ubenyttet ved siden af hospitalet. Fagforeningen havde derfor grebet til handling, besat bygningen og istandsat den med egne ressourcer. Til sidst havde hospitalsledelsen købt bygningen af de juridiske ejere og givet den til fagforeningen. Nu bliver den både brugt til fagforeningsmøder og til las missiones, det omfattende uddannelsesprogram, som regeringen har igangsat.

Missionerne har flere trin. Det laveste hedder Robinson og svarer til en folkeskoleeksamen, dernæst kommer Ribas, som svarer til en studentereksamen og til sidst Sucre, som er mellemlang videregående uddannelse. Der gives også undervisning i venezuelansk kulturs oprindelse, litteratur og politik. Ideen er, at jo mere viden folket får, jo mere vil de være i stand til at udøve magt og selv styre samfundet.

Ifølge verdensorganisationen for uddannelse, UNESCO, har Venezuela på fem år udryddet analfabetismen. De deltagere på missionerne i Antímano, som jeg taler med, er da også rimelig tilfredse med undervisningen.

En midaldrende kvinde betror mig følgende: »Førhen havde vi aldrig den mulighed. Men nu kan alle lære at læse og skrive. Jeg har set pensionister græde, fordi de skriver deres eget navn for første gang«.

Kamp for arbejderkontrol

Efter en lille uges ophold går turen sydøst på. Destinationen er Ciudad Bolívar, en provinsby med en halv million indbyggere. Udover at være hovedstad for Bolívar-regionen, Venezuelas største delstat, har byen en speciel historisk betydning.

Det var her, Simon Bolívar boede i årevis, og der var her, han åbnede Angostura-kongressen, som proklamerede oprettelsen af Gran Columbia (Stor Columbia), idéen om én fælles latinamerikansk stat.

Bolívars historiske centrum er præget af den spanske koloni-arkitektur. De kridhvide bygninger med store vinduer og smalle gader minder mig om Andalusien. Udsigten ud mod Orinoco-floden giver byen en ekstra charme.

Men ud over det historiske skær er Bolívar vigtig som del-stat på grund af dens enorme koncentration af industri. Jern, stål, aluminium, guld og diamanter udvindes og produceres i massevis og sendes som eksportvarer via bådene, der sejler langs Orinoco-floden.

Den første fabrik, jeg besøger i Venezuela, er ALCASA, en stor aluminiumsfabrik, som beskæftiger omkring 2.800 medarbejdere. ALCASA er i starten af 2005 blevet restruktureret.

Chávez udnævnte Carlos Lánz, en venstreorienteret aktivist og tidligere guerilla-leder, til præsident for virksomheden og gav grønt lys til indførelsen af »Cogestión obrera«. Direkte oversat til dansk betyder det »arbejder-medbestemmelse«, men langt de fleste arbejdere har fortolket det som arbejderkontrol.

I indgangsreceptionen til ALCASA hænger der et skilt med sloganet »Al magt til arbejderne!«. Plakater med diagrammer over den nye rådsstruktur er sat op, hvor det forklares, at arbejderne nu vælger deres mellemledere, og at disse mellemlederes mandater kan trækkes tilbage, hvis 70 procent af arbejderne stemmer for et mistillidsvotum.

På den måde håber man på at sikre, at mellemlederne ikke svigter de medarbejdere, der har valgt dem.

I den efterfølgende tid lærer jeg vidt og bredt om arbejderbevægelsen i Venezuela, om fabriksbesættelser, om kampen for arbejderstyre, om bureaukrati og om fagforeninger. Først og fremmest fascinerer Bolivar – og især dets industrielle centrum Puerto Ordáz (også kendt under det historiske navn, Ciudad Guayana) – på grund af dens proletariske komposition. Hele området er indrettet til at holde den enorme arbejdsstyrke kørende.

Byen Puerto Ordáz ligner ikke de traditionelle venezuelanske byer. I stedet for huse bor de fleste i lejligheder, hvilket gør, at byen er langt mere koncentreret, rent kvadratmetermæssigt. Om aftenerne kan man se hundredvis af arbejderne i de samme uniformer, på vej hjem fra fabrikkerne.

En aften tager jeg f.eks. ud på stålværftet SIDOR, som beskæftiger 15.000 arbejdere – nogle løsansatte og andre fuldtidsansatte. Valgkampagnen til det årlige valg til fagforeningsposterne er i fuld gang, og jeg er herude for at interviewe en af kandidaterne, som stiller op for en socialistisk liste.

Efter samtalen med José Melendez fra liste 3 venter vi på arbejdsskiftet, så vi kan tage bussen sammen med arbejderne hjem. På klokkeslettet 23:00 ankommer op imod hundrede busser, fyldt med arbejdere der skal på nattevagt. De bliver kørt hele vejen ind igennem port 3, hvor busserne sætter dem af og henter de tusinder af arbejdere, som skal hjem fra arbejde.

Vi springer med op i bussen og får os nogle hyggelige samtaler med nogle af arbejderne, som er nysgerrige efter at vide, hvad en spanier og en dansker dog laver ude på deres stålværft.

Livet i et slumkvarter

Los Proceres er navnet på et slumkvarter i udkanten af Ciudad Bolívar. Der er ikke mange officielle statistikker, men beboere i nabolaget informerer mig om, at kvarteret har omkring 60.000 indbyggere.

Selve kvarteret må betegnes som et ganske traditionelt venezuelansk slumkvarter. Nogle huse er malet i lysende farver, men det kan ikke rode bod på de halvfærdige tage, de beskidte avenuer fyldt med gadeboder, pølsevogne og kioskejere, der sælger krimskrams og andet ragelse, for at tjene lidt til dagen og vejen.

Omtrent 70 procent af beboerne i Los Proceres stemmer normalt på Chávez, og kvarteret er højborg for flere venstreorienterede bevægelser.

Nogle unge fra det lokale universitet har spurgt mig, om ikke jeg kan give dem en hånd med at organisere en studiekreds om marxistisk teori. Med det formål beslutter jeg mig for, at slå mig ned i byen i en længere periode, og da de alle er bosat i Los Proceres, er det en oplagt mulighed at bosætte mig her.

Til at starte med flytter jeg ind hos en af de unges familie, som byder mig varmt velkommen i deres hus, mens jeg leder efter et mere fast sted at bo.

JPEG - 105.2 kb
I februar 2006 demonstrerede vrede studenter og aktivister fra Ciudad Bolívars Consejos Comunales foran indgangen til borgmesterens bygning. De var vrede over stigning i bustaksterne. Foto: Andreas Bülow.

Familien Carrizal består af fem familiemedlemmer. Faderen, Alfonso på 47 år, har tidligere arbejdet på det nærliggende stålværft SIDOR. Men i 1997 blev det privatiseret under Rafael Calderas regering. Det betød, at Alfonso og tusinder andre fuldtidsansatte metalarbejdere måtte lede sig om efter anden beskæftigelse.

Da familien stod uden indkomst overhovedet efter Alfonsos fyring, måtte moderen Rosa, som nu er 44 år gammel, tage sagen i egne hænder. Hun forklarede mig, at hun gjorde alt for at finde en indtægtskilde.

Til sidst fandt hun en dobbeltsidet løsning; Om morgenen laver hun pizza, hamburgere og hjemmelavede is, som familien sælger ved deres hoveddør. Jeg lærer at hjælpe med til at betjene kunderne, hver gang en forbipasserende på gaden standser op og råber »Helado!« (»Is!«).

Om formiddagen forbereder Rosa frokosten til skolebørn i kvarterets folkeskole og tjener derved lidt ekstra skillinger, som lige præcis får husstanden til at køre rundt.

Rosa betror mig, at hun vågner klokken halv fem hver morgen ved tanken om, at hun må begynde arbejdet med at lave hamburgere og andet fastfood, så hendes børn kan få en bedre fremtid og et anstændigt liv.

Rosa fødte det første af sine tre børn, sønnen Aldo, som blot 17-årig og datteren Desiré, som 22-årig. Det var en af grundene til, at hun aldrig fik en uddannelse og dermed var bundet til ufaglært og dårligt betalt arbejde resten af livet.

Hun forklarer mig, at hun altid har insisteret på, at hendes børn fokuserer på uddannelse, og at begge studerer på universitet, så de ikke nødvendigvis er tvunget til at gå i samme spor som hende selv.

Gratis lægehjælp og mad

Tæt på familien Carrizals hus ligger en lille lægeklinik, og ved siden af den ligger et mellemstort byggeri. Skilte annoncerer, at en lokal »Barrio Adentro 2« er under konstruktion. Barrio Adentro, som oversat til dansk betyder noget i retningen af »Ind i nabokvarteret«, er et af regeringens mest succesfulde sociale programmer.

Efter aftale med Cuba er 15.000 cubanske læger blevet udstationeret overalt i Venezuela, hvor de giver gratis lægehjælp til fattige mennesker, som aldrig nogensinde før har haft adgang til sundhed, med mindre de gik til en dyr privatejet klinik.

Barrio Adentro 1 er de små lægeklinikker, som fungerer som en slags lægevagt, der tager sig af de mest almindelige sygdomme. Barrio Adentro 2 og CDI er små hospitaler, som kan udføre mere sofistikerede operationer af patienterne, m.v.

Det er Alfonso, som en af dagene tager mig ned til denne lægeklinik for at få en ekstra vaccination, som jeg ikke nåede at tage i Danmark. De cubanske læger på klinikken smiler og spørger, oprigtigt interesserede, om, hvor jeg kommer fra.

Uden nogen som helst form for brugerbetaling betjener de mig og giver den pågældende vaccination. Ved senere lejligheder bruger jeg igen og igen Barrio Adentro og CDI (Centro service Diagnóstico Integral), og i langt de fleste tilfælde modtager jeg et meget respektfuld og omhyggelig tilsyn fra de cubanske læger, som altid er gæstfri og vedkommende.

Samme dag tager en af mine venner mig med ned ad en sidegade i kvarteret, for at spise frokost dér, hvor hans mor arbejder, nemlig i et de hundredvis af Casas Alimentarias (madhuse), som regeringen har oprettet.

Huset har 150 daglige brugere – handikappede, syge, hjemløse og marginaliserede – som ikke kan forsørge sig selv. De får gratis mad, som bliver tilberedt af min vens mor og de tre-fire andre kvindelige medarbejdere på madhuset.

Det er de traditionelle venezuelanske retter, der står på menuen – kyllingesuppe, ris og ristede platanos. Og så selvfølgelig Arepa, det berygtede brød af majsmel, som venezuelanerne bruger til så godt som alle hverdagens måltider.

Det venezuelanske køkken er klart betinget af landets begrænsede fødevareproduktionen. Udover klimaets effekt bærer de fleste måltider præg af nødvendigheden af at mætte i en lang periode. I stedet for at spise tre måltider dagligt spiser mange venezuelanere blot to, eller to og så et halvt om aftenen.

Studerende og fattigfolk i bevægelse

Livet i Los Proceres er ikke lutter lagkage. Mange af de mest banale problemer, som vi danskere umiddelbart tænker, er noget fra en svunden fortid, popper op igen og igen.

I Los Proceres har omtrent halvdelen af indbyggerne kun adgang til vand halvdelen af døgnet, og det er som regel i nattetimerne. De fleste lader vandhanen stå tændt, så de kan opmagasinere vand i dunke eller spande.

En af mine venner forklarer mig, at årsagen er, at kvarteret er blevet bygget uden nogen planlægning overhovedet. De fleste har simpelthen bare fundet en ledig grund og bygget et hus, uden noget hensyn til kloakforhold og vandledninger. Det giver efter sigende ekstra tryk på forbruget og forårsager, at vandforsyningerne lukkes halvdelen af døgnet.

Men det er kun én af forklaringerne. Flere lokale beboere peger på, at et multinationalt selskab har monopol på vanddistributionen i Bolívar. Et andet problem er, at elektriciteten ofte svigter i flere timer. Med det tropiske klima er temperaturen i Bolívar næsten hver dag 35 graders varme, og strømmen er derfor et must, for at få aircondition og ventilatorer til at køre rundt.

De lokale organiserer sig i et Consejo Communal (kommunalråd) og kræver en løsning. Consejo Communales findes i slumkvarterer i hele Venezuela. Regeringen støtter idéen og har bl.a. opfordret befolkningen til at bruge disse kommunalråd til at løse lokale problemer.

Jeg deltager på et af deres møder, som foregår på den lokale asfalterede fodboldbane. Omtrent halvanden hundrede mennesker er mødt op. Diskussionerne går højt, men alle er enige om, at der må gøres noget, ikke kun ved problemet med vandforsyningen, men også – og først og fremmest – ved problemet med den kollektive transport.

I Ciudad Bolívar foregår den kollektive trafik dels i slidte og overfyldte minibusser og dels i personbiler, som med et simpelt skilt i forruden markerer, at de tilhører kategorien carritos, en slags minibus.

De fleste af disse transportmidler er ejet af en lokal mafioso, som kaldes »caballero de hierro« (Jernmanden). Det rygtes, at han er i ledtog med den lokale borgmester, Lenín Figuera, som oprindeligt blev valgt på Chávez’ liste, MVR, men som har skuffet sin vælgerbase dybt, da flere eksempler på korruption er kommet frem i lyset.

I de første måneder af 2006 har Jernmanden og de andre ejere af byens kollektive trafik valgt at hæve prisen på en billet fra 500 til 1.000 bolivares. For mange fattigfolk og studerende er denne prisstigning dét, som får bægeret til at flyde over.

En dag i februar organiseres en demonstration i løbet af 24 timer. Da den når frem til byrådets bygning, vælger demonstranterne at indtage bygningen og kræve, at borgmesteren løser problemerne.

Det kommer til håndgemæng med politiet, men demonstranterne er i stort flertal og får banet sig vej frem og indleder en besættelse af byrådet. En intens protest, som varer timer, før der endelig findes en løsning.

Borgmester Figuera giver efter for presset og dekreterer, at ejerne af den kollektive trafik ikke må hæve priserne uden tilladelse fra byrådet.

Dagen efter kommer en gammel mand over til mig, mens vi står og spiser morgenmad ved en af madboderne i Los Proceres. Han smiler over hele ansigtet.

»Denne gang fik vi dem«, udbryder han tilfreds. »Men det er bare én enkelt episode. Næste gang sætter de den op til det tredobbelte!«.

»Det tredobbelte!«, bliver han ved med at sige, mens han fægter med hænderne.

Kamp om jorden

En dag, da jeg er i Caracas, møder jeg nogle aktivister fra FNCEZ. FNCEZ er en forkortelse for bøndernes nationale front »Ezequiel Zamora«.

Zamora var en berømt leder af bondeopstande under den føderale krig i 1840’erne. Hans hovedslogan var »Tierra y hombres libres, horror a la oligarquía« (»Frie mænd og land, der er frit, er oligarkiets mareridt«).

Aktivisterne i Caracas arrangerer en demonstration med omkring 15.000 fattige bønder. Ikke en stor demonstration i forhold til andre demonstrationer i Caracas, men alligevel et stærkt tegn på bøndernes styrke.

De fleste af disse tusinder af bønder har rejst imellem ti og femten timer i bus, fra de landlige regioner til hovedstaden. De kommer for at bede Chávez om at intensivere jordreformen. I Venezuela er 80 procent af den frugtbare jord nemlig ejet af små 5 procent af befolkningen.

Bøndernes demonstration er anderledes end mange af de andre protestmarcher i Venezuela. Mænd og kvinder er ledsaget af deres børn. En lille gruppe bønder har taget deres macheter med, som de fra tid til anden holder op i vejret i udstrakte hænder.

Fra de medbragte højtalere spiller de traditionelle slagsange hos bondebevægelsen. En af dem proklamerer højlydt »Oligarcas temblad, viva la libertad!« (»Oligarker tag jer i agt, leve friheden!«).

Efter demonstrationen tager vi en kop kaffe med en af lederne af FNCEZ. Han fortæller i detaljer om deres kamp.

Beretningen er intens, og det lyder nærmest som om, at der udspiller sig en borgerkrig på landet. Godsejerne jager bondeaktivisterne fra delstat til delstat. De får hjælp af colombianske paramilitære styrker, som bliver smuglet ind i Venezuela.

»Táchira er blevet for farlig. Vi kan ikke operere dér længere«, fortæller kammeraten fra bondefronten. Táchira er den delstat, der grænser op til Columbia og er bl.a. berygtet for narkohandel og for fascistbanders hærgen.

»Chávez-regeringen er ude af stand til at kontrollere, hvad der virkelig foregår i Táchira«, siger lederen af FNCEZ.

Et andet eksempel, han giver os, er delstaten Barinas, hvor landejerne i slutningen af oktober 2003 bestak lokalt politi til at rydde en grund, der var besat af fattige bønder. Rydningen var nådesløs: Politiet smadrede en lokal folkeskole og beslaglagde 240.000 pund korn, som bønderne havde produceret.

Ved en senere lejlighed får jeg mulighed for at besøge en af de delstater, hvor bondebevægelsen står stærkt.

Det er Mérida, en region i Andesbjergene. Selve byen er et paradis for studerende, som kommer fra både ind- og udland for at læse på ULA – Universidad de los Andes.

På en tur rundt i det landskab, der omkranser Mérida, får vi mulighed for at se nogle af de store landområder, markerne og gårdene. Vi taler med bønderne, som næsten alle stemmer på Chávez.

De forklarer, at regeringen har vedtaget love om at give billige lån til fattige bønder, som vil starte landbrugsproduktion. Men i flere tilfælde bliver pengene holdt tilbage.

»Godsejerne sidder fortsat i sadlen!«, siger en af dem. Vi kan mærke deres bekymringer og frustrationer, som var de vores egne.

Græsrodsmedier

»I 2002 lærte vi mediernes vigtighed«.

Carlos fra den brugerstyrede lokal-TV-kanal, CatiaTeVe, i et af Caracas’ vestlige kvarterer giver et foredrag for mig og en gruppe udlændinge, som er kommet på rundtur (på tv-stationen) en dag i slutningen af november.

På CatiaTeVe er sloganet; »Se ikke fjernsyn, lav det!«. Bygningen, som huser CatiaTeVe, stod efterladt og blev derfor overtaget af kommunen, efter pres fra en række initiativrige unge. Nu er kanalen et vigtigt kommunikationsredskab for lokalsamfundet.

Carlos beretter om 2002. Beretter om optakten til statskuppet. Om hvordan overklassen brugte deres monopol på medierne til at fordreje sandheden om den skæbnesvangre massakre på Llaguno-broen i centrum af Caracas.

Om hvordan den nye kup-regering lukkede Kanal 8 og derved midlertidigt formåede at hindre Chávez’ tætte samarbejdspartnere i at forklare, at præsidenten ikke var trådt frivilligt tilbage, men at han var taget til fange imod sin vilje.

Carlos sammenfatter kort og enkelt den kollektive erfaring, som Venezuelas græsrodsaktivister gjorde sig efter det mislykkede statskup:

»Fra da af indså vi for alvor, hvilken strategisk rolle medier spiller i nedbrydelsen af de riges magt. Vi begyndte at tage visse forholdsregler.«

CatiaTeVe er produkt af denne nye mediestrategi. Men det er ikke det eneste. Tusinder af lokalradioer og lokale fjernsynskanaler er blomstret op i Venezuela igennem de seneste år, der forsøger at nedbryde højrefløjens mediemonopol.

Utilfredshed med bureaukrati

Jo længere jeg giver mig hen i landet og dets befolkning, jo mere begynder jeg at forstå, at revolutionens endelige udfald slet ikke er afgjort.

Jeg fornemmer en speciel stemning i blandt de mest aktive lag i Chávez’ bevægelse, en stemning af utålmodighed med den langsomme udvikling, ja i nogle tilfælde sågar af mistænksomhed overfor de øverste lag i bevægelsen.

Nogle af de mennesker, som jeg snakker med, udtrykker det i yderst kontante termer; I løbet af den første måned kan jeg tælle på mere end to hænder, mængden af folk der konstaterende har forklaret mig, at »Chávez er omringet af uduelige ministre«.

Det er som om, at den første eufori er væk. Folk er ikke længere bare tilfredse med sociale projekter, som ganske givet betyder vigtige ændringer i folks hverdag, men som ikke rykker på de grundlæggende magtforhold i det venezuelanske samfund.

Indtrykket af en gærende utilfredshed bliver styrket den 4. december 2005, da et parlamentsvalg giver Chávez-partierne en total sejr, men samtidig viser en bemærkelsesværdig nedgang i valgdeltagelsen, i forhold til folkeafstemningen i august 2004.

Mange begynder at ønske en radikalisering af revolutionen, eller som Chávez udtrykker det i slutningen af 2004; »En revolution, inde i revolutionen«.

Senere begivenheder skal igen og igen vise sig at bekræfte denne tese.

Andreas Bülow er bosat i Venezuela og arbejder som journalist for den internationale solidaritetskampagne Hands off Venezuela.


Artiklen er første kapitel i bogen Den venezuelanske revolution - Øjenvidneberetning og analyse som udkommer den 6. september.
Bogen udgives af forlaget Hands Off Venezuela, med støtte fra LFS, 3F Esbjerg og Venezuelas ambassade i Danmark.
Den er på 309 sider og koster 200 kroner.

Man kan læse mere om bogen og bestille den på www.handsoffvenezuela.dk

Kommentarer


Kommentar af Sgt. Overkill., 9. september 2010

Meget spændende skildring af den venezuelanske virkelighed. Jeg kommer til at undre mig over en ting... Kan folk ikke stemme de uduelige, bureaukratiske ministre ud, som sænker hele processen? Eller er de forhindrede i at have indflydelse over disse?


Kommentar af Andreas Bülow, 13. september 2010

Hej Sgt. Overkill,

Ministrene udpeges af Chávez, ikke af befolkningen. Så de kan desværre ikke stemmes ud.

Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at flere af det som vi kan betegne som uduelige ministre er blevet vraget ved interne kandidatvalg (dvs. urafstemninger) i socialistpartiet PSUV. F.eks. tabt Diosdado Cabello, både tidl. vicepræsident og boligminister, et valg til den nationale partiledelse i 2008. Jeg vil anbefale alle interesserede, i at læse en artikel fra de seneste interne kandidatvalg op til parlamentsvalget i september, som afslørede en vigtig fragmentering i bevægelsen imellem højre og venstrefløj: http://www.marxist.com/venezuela-sh...

mvh. Andreas


Kommentar af Sgt. Overkill, 21. september 2010

Hej Andreas. Hvis de udpeges af Chavez, hvordan kan det så være han vælger nogen som dem, som forsøger at bremse hele processen? Tak for linket. Skal læses!

Ses formentlig nok til mødet i aften.


Kommentar af , 26. september 2010

Mon ikke dem han udnævner er hans nære venner eller familie:D


Kommentar af Poul Simonsen, 30. september 2010

Hej Andreas Bülow.

Jeg er meget usikker på opbakningen til Chavez vedr. det netop afholdte valg. Er det rigtigt, at parlamentsmedlemmernes antal ikke proportionalt afspejler folkets stemmeafgivning? Er det rigtig, at Chavez ikke opnåede flertal hos vælgerne og, at de valgkredse hvor han står stærkest er overrepræsenteret? Kunne vi ikke få en gennemgang og analyse af den venezuelanske valglov?


Kommentar af Andreas Bulow, 7. oktober 2010

Hej Poul Simonsen,

- Undskyld at jeg ikke har svaret foer nu - har haft ret travlt paa det sidste og desuden har jeg foerst set kommentarerne nu.

Proev at se denne artikel (paa engelsk):

http://venezuelanalysis.com/analysi...

Den giver en grundig og saglig forklaring af hvordan det venezuelanske valgsystem fungerer.

venlige hilsner, Andreas Bulow



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer