Vi er flyttet! modkraft.dk



Næste Stop Damaskus?

Antiimperialister må bekæmpe »humanitær-interventionisme,« som forsvarer USA’s verdenshegemoni.

|
Af Jacques Herch - 16. februar 2012


Verden er blevet kompliceret. Alligevel er udviklingen ikke vanskelig at forstå. Gennem mit lange liv har jeg lært betydningen af at forholde sig skeptisk og kritisk overfor medierne og de diskurser, der rumsterer i det politiske rum.

Churchill skal have sagt at historien skrives af vinderne! Det er deres fortolkning, der bliver accepteret som sandheden. Når dette er sagt, er det naturligt at spørge, hvordan en anden fortolkning af historien eller nutidens begivenheder så overhovedet kan opstå endsige gøre sig gældende?

Svaret er, at den alternative fortolkning må bygge på en bestemt metode i den analytiske tilgang. Det er den tilgang der har påvirket vores måde at analysere verdensudviklingen: Betydningen af kontekst og inddragelse af forskellige dimensioner i analysen, f. eks. hvilke interesser der er på spil, gør det muligt at skelne mellem kernen i sagen og dens fremtrædelsesformer.

Eller sagt på en anden måde »Cui Bono?« (Til gavn for hvem?)

Med hensyn til kontekst er det en grundlæggende forudsætning at forholde sig til det kapitalistiske verdenssystems måde at fungere på.

I 1970’erne udgav Ellen Brun og jeg en bog, som hed Kapitalismens udviklingssystem, som argumenterede for, at det, vi havde med at gøre med, var et imperialistisk system, hvor de rige lande udbyttede de fattige lande (råvarer, olie, arbejdskraft, markedet, etc.)

Vores forståelsesramme byggede bl.a. på Marx’ og Lenins teoretiske bidrag, som vi den gang som nu, med få ændringer, mente kunne anvendes til forståelsen af vores tid.

Forskellen mellem imperialisme-teorien og andre teorier om internationale relationer og geopolitik er, at mens imperialisme-teorien sætter fokus på økonomiske og materielle elementer i relationerne mellem lande (dvs. »follow the money!«) snakker de andre teorier om magt uden at inddrage økonomi i analysen.

Dermed være ikke sagt at materielt forankrede overvejelser slet ikke findes blandt politikere i de imperialistiske lande. Det gør de, og jeg vil komme tilbage til det om et øjeblik.

(I parentes er det ikke uinteressant at bemærke, at Lenins tese selv var påvirket af den engelske liberale politiker John Hobson, der havde kritiseret imperialismen som økonomisk spild for det britiske samfund (!). Til gengæld mente Lenin at imperialismen var en forudsætning for kapitalismens trivsel og overlevelse).

Før jeg kommer ind på situationen i Mellemøsten, vil jeg gerne først sige et par ord om verdens strukturelle opbygning for bedre at forstå for eksempel hvad der foregår omkring Syrien i denne tid.

Det kapitalistiske verdenssystems har været analyseret af en proto-marxistisk teoretisk skole som en enhed bestående af hovedsagelig tre kategorier lande: 1. Center-lande; 2. Semi-periferi-lande; og 3. Periferi-lande.

Deres placering i verdenssystemet afhænger af den måde, de deltager i den internationale arbejdsdeling. Center-landene er udviklede og har behov for markeder samt råvarer fra periferi-landene, mens semi-periferilande udgør et mellemled mellem de to kategorier.

Denne opdeling giver spændinger og mobilitet i verdenssystemet.

Historisk har det kapitalistiske verdenssystem på forskellige tidspunkter haft en leder-nation, som dels varetog sine egne interesser og dels beskyttede det internationale system imod udfordringer fra periferien og revolutionære omvæltninger, der kunne true systemet.

Det vil i marxistisk terminologi sige antaste den internationale arbejdsdeling og den globale kapital-akkumulation!

Imperialistiske lande er således gået i krig mod hinanden f. eks. under Første og Anden Verdenskrig. De etablerede magter blev udfordret af nye opdukkende magter, der stræbte efter en bedre placering i verdenssystemet samt større andel af kolonier.

Center-landene har også ført krig imod revolutionære og socialistiske bevægelser i periferien. Blandt betydningsfulde eksempler var den vestlige intervention i den russiske borgerkrig, hvor tropper fra omkring 14 kapitalistiske lande, koordineret af Sir Winston Churchill, allerede i 1918 direkte deltog på de Hvides side imod de Røde.

Dette foregik med andre ord endnu før det bolsjevikiske regime havde knap nok nået at afsløre hvilken politik, det ville føre på nationalt og internationalt plan.

Viden om den omfattende vestlige intervention er ikke særlig udbredt i analyserne af det sovjetiske eksperiment. Den vestlige antagonisme spillede imidlertid fra først færd en betydningsfuld rolle for USSR’s videre interne udvikling.

Også ignoreret i Vestens historiske hukommelse er den kendsgerning, at store revolutionære bevægelser i flere Central- og Østeuropæiske lande i samme periode blev særdeles voldeligt nedkæmpet, til tider med anvendelse af udenlandske tropper.

Grunden til, at jeg henviser til disse begivenheder, er, at hver ny generation synes at blive påvirket af en bestemt oplevelse, som kommer til at spille en særlig rolle for den politiske forståelse.

Borgerkrigen i Spanien, hvor Nazi-Tyskland og italiensk fascisme deltog i en krig imod en progressiv regering, blev stiltiende accepteret af de vestlige imperialistiske magter. Det samme var tilfældet med Japans invasion af Manchuriet og Italiens krig imod Etiopien i 1930’erne.

De militære interventioner og regime-skifter, som foregår i disse år kan således betragtes som en forsættelse af en lang imperialistisk tradition. Det er også i denne kontekst man bør vurdere den nuværende udvikling i Mellemøsten og Nordafrika.

I sin bog Killing Hope påviser William Blum, at det amerikanske demokrati i perioden mellem 1798 til 1945 anvendte militæret i sin udenrigspolitik i 162 tilfælde, endvidere har USA i årene 1949 til 2003 været involveret i 38 mord-forsøg på udenlandske statsledere, især i den Tredje Verden.

Hvis man vil forstå politik på verdensplan, er det ikke uvæsentligt at inddrage USA’s politik, som leder af det globale kapitalistiske system. Hvad er logikken eller motiverne bag den rolle, som Washington har påtaget sig siden Anden Verdenskrig og efter Den kolde Krigs ophør?

Svaret på det spørgsmål kan bidrage til en større forståelse af nutidens talrige konflikter rundt om i verden, hvor USA ikke sjældent er direkte eller indirekte indblandet.

Efter sejren over statssocialismen i USSR og de østeuropæiske satellit-stater blev der i USA lanceret to paradigmer, som skulle hjælpe til at forstå den ny situation, nu hvor der ikke fandtes et socialistisk alternativ til liberalkapitalismen.

Optimismen var høj i den kapitalistiske lejr. Ikke alene var socialismen besejret, men historien havde nået sin afslutning. Menneskehedens ende-station var, ifølge Francis Fukuyama, det liberale demokrati. Denne tese forudså en vis harmoni i de internationale relationer og var derfor ikke helt i det militær-industrielle kompleks’ eller neokonservatismens interesser.

Få år senere opstod tesen om »Civilisationernes sammenstød« lanceret af en anden amerikansk politolog, Samuel Huntington.

I stedet for harmoni hed det sig nu, vil den nye epoke være præget, ikke så meget af systemiske og økonomiske spændinger, som konflikter mellem civilisationer: især en konflikt mellem Vesten på den ene side og på den anden, en alliance mellem den konfucianske civilisation og de olie-rige islamiske nationer.

Denne tese synes at have vundet indpas i den amerikanske politiske kultur og blev det semi-officielle verdensbillede, især efter 11. september 2001.

Angsten for muslimer grænser i dag nærmest til en religiøs antagonisme, mens Kinas enorme økonomiske fremgang i det sidste årti siges at true den arbejdende befolkning. Begge latente fobier er en stiltiende del af den populistiske diskurs også i den politiske klasse i Washington.

Men oversat til en materialistisk forståelse handler det om olie, som de mellemøstlige lande eksporterer og Kina importerer; samt industriprodukter som Kina kan levere og de mellemøstlige lande har behov for.

Kort sagt: truslen imod den globale arbejdsdeling under USA’s kontrol!

Et historisk tilbageblik kan bidrage til forståelsen af nutidens internationale politiske økonomi. Kort efter Anden Verdenskrig, der cementerede USA’s position som det kapitalistiske systems ledende nation, gjaldt det om at udbrede det amerikanske system som modvægt til kommunismen og den nationalistiske bølge i Europa og den koloniale verden.

Sovjetunionen havde overlevet Den store Patriotiske Krig, som det hed i USSR. I Kina var kommunisterne på vej til at besejre nationalisterne i verdens folkerigeste land. Nationalisme og anti-kolonialisme rumsterede i den afroasiatiske verden. Også i Vesteuropa var kommunister og socialdemokrater kommet styrket ud af krigen.

Som lederen af det kapitalistiske verdenssystem var det en udbredt opfattelse i USA’s politiske klasse, at kapitalismen på verdensplan var truet og dermed også det amerikanske system.

I en tale på Baylor Universitet i marts 1947 om USA’s rolle og opgave i verden, sagde daværende præsident Harry Truman, at det var nødvendigt at hele verden overtog det amerikanske »free enterprise«-system (dvs. frihandelssystem).

Det system var truet af både Sovjetunionens og de vesteuropæiske socialdemokratiske regeringers kontrol over handelsrelationerne. Skæbnesvanger var især Trumans grundantagelse: at »det amerikanske system kun kunne overleve i USA, hvis det blev et verdenssystem.«

Formålet med amerikansk udenrigspolitik blev således at opbygge et vestligt domineret internationalt system under USA’s ledelse, som kunne kontrollere verdens ressourcer især på bekostning af de tidligere kolonier.

Denne målsætning blev et år senere (februar 1948) udpenslet af lederen for State Department’s Planning Staff, George Kennan, i et på det tidspunkt top-hemmeligt dokument.

Dokumentet er betydningsfuldt, fordi det formulerede USA’s fundamentale strategi. Det er siden blevet fulgt af alle regeringer, uanset partifarve. Hvad Kennan sagde den gang kan også bruges i diskussionen af nutidens Mellemøsten-problematik.

Derfor kan det være lærerig at citere det pågældende afsnit:

»Vi har ca. 50 procent af verdens rigdomme, men kun 6,3 procent af verdens befolkning. … I denne situation kan vi ikke undgå at blive genstand for misundelse og vrede. Vores virkelig opgave i den kommende tid er at skabe et mønster af forhold, der vil tillade os at opretholde denne ulighed. … For at gøre det må vi glemme al sentimentalitet og dagdrømmeri. … Vi må holde op med at snakke om vage urealistiske målsætninger som menneskerettigheder, hævelse af levestandarder og demokratisering. Dagen er ikke fjern, hvor vi vil blive tvunget til at anvende klare magtbegreber. Jo mindre vi er hæmmet af idealistiske slagord des bedre.«

Den kynisme, som George Kennan anså som en nødvendig bestanddel af amerikansk udenrigspolitik, gav sig i flere årtier udtryk i fjernelsen af demokratisk valgte socialistiske eller nationalistiske regimer.

I min generation husker vi USA’s direkte eller indirekte støtte til følgende kup: imod Mossadegh i Iran i 1953, Jacobo Arbenz i Guatemala i 1954, Patrice Lumumba i Congo i 1960, Sukarno i Indonesia i 1965-66, Salvador Allende i Chile i 1973, etc.

Alle blev anset for at være en trussel for USA’s økonomiske interesser i verden! Det var ikke deres tilhørsforhold til demokratiet, der fik USA til at gennemføre regimeskifter, men deres nationalisme og planer om at anvende deres natur-ressourcer til deres egne landes udvikling.

De pro-amerikanske regimer, der bagefter kom til magten begik grusomme forbrydelser samt krænkelser af menneskerettigheder med Washingtons økonomiske og militære hjælp. Krigen i Indokina var underlagt den samme logik i form af »domino-teorien«!

Det nye efter Sovjetunionens sammenbrud, var at USA (og Vesten) nu begyndte at anvende en retorik om demokrati og menneskerettigheder som motivation for indblanding i 3. Verden landes og post-statssocialistiske landes indre forhold.

En innovation, som George Kennan ikke forudså, da han formulerede USA’s strategiske målsætning. Han mente, at magt var midlet til at opretholde Amerikas interesser. Men magt kan give sig udtryk på flere måder.

Undermineringen og fjernelsen af, hvad Washington betragter som uvenlige regimer, kan foregå gennem mobilisering af bevægelser i disse lande. I 1980’erne udviklede man en strategi der byggede på en såkaldt »promovering af demokrati.«

En hel række halv-private fonde (foundations) blev etableret i USA med det formål at aktivere grupper i lande i Østeuropa, ulande, etc.

De vigtigste er nok National Endowment for Democracy (NED), International Republican Institute (IRI), National Democratic Institute (NDI), Freedom House og International Center for Non-Violent Conflict.

Gennem disse formelt ikke-statslige NGO’er begyndte Washington at uddanne og støtte politiske grupperinger og individer i andre lande for at promovere den amerikanske dagsorden i forhold til ulydige regimer.

Den amerikanske bistandsorganisation USAID, som er underlagt State Department, arbejder tæt sammen med disse NGO’er. Desuden har de amerikanske fagforeninger længe samarbejdet med State Department og CIA om at vælte progressive regimer i andre lande.

Målgrupperne for de amerikanske NGO’er i disse år er studerende og ungdomsorganisationer i de pågældende lande, som kan påvirke en større tilslutning til oppositionen. De såkaldte »farve revolutioner« i Serbien, Ukraine, Georgien var kendetegnet af et sådan samarbejde.

Den samme strategi blev gennemført i Venezuela i 2003, som dog resulterede i et mislykket kupforsøg imod Hugo Chavez.

Disse NGO’er er tilstede i de fleste lande med regimer, som USA betragter som uvenlige. De er aktive ikke alene i Latinamerika, i Mellemøsten (Iran, Syrien og andre) men også i Rusland, Centralasiatiske lande og sågar Kina.

De bevægelser, som promoveres af disse amerikanske organisationer, er i sagens natur anti-kommunistiske, anti-socialistiske, pro-kapitalistiske og pro-imperialistiske.

Et andet element i denne strategi er mediernes rolle som instrument for udbredelsen af disse oppositionelle gruppers budskab og propaganda. Dette var tydeligt sidste år i Libyen, hvor al-Jazeera blev talerør for anti-Gaddafi oprørerne.

Inddragelsen af dette aspekt af USA’s strategi er vigtig, fordi det er blevet enormt svært at modstå virkningen af den »demokratiske retorik« fra disse gruppers side kombineret med de informationer, vi får gennem den etablerede presse.

Mange venstre-orienterede organisationer i Vesten gik således med til at støtte NATO’s oprindelige intervention i Libyen, som var blevet legitimeret af FN’s Sikkerhedsråd. Flere gik sågar så vidt som til at kritisere ALBA-lande i Sydamerika for deres modstand imod NATOs militære indblanding i en konflikt, der udviklede sig fra en opstand til en borgerkrig efter den udenlandske intervention.

Enhedslisten var langtfra alene i sin stillingstagen!

Siden NATO’s overfald på Libyen er et nyt brændpunkt opstået i Mellemøsten, som kræver politisk »fornuft og følsomhed«!

Situationen i Syrien må således forstås i den skitseret historiske kontekst. Desuden er det nødvendigt at analysere krisens forskellige niveauer, dvs. i en national, regional, og global sammenhæng.

Den Syriske Arabiske Republik er et ressource-fattigt land, som ikke desto mindre har enorm geopolitisk betydning. Befolkningen består af ca. 74 procent sunnimuslimer, 12 procent alawi-muslimer, 10 procent kristne, og 3 procent drusere.

Mens 90 procent af befolkning således er muslimer, består de 10 procent kristne af kristne-arabere, assyrere og armenere. Etnisk er landet opdelt mellem de 90 procent arabere, 9 procent kurdere, assyrere, armenere og circassianere.

Denne komplekse befolknings-sammensætning gør at regimets ideologi og politik har stor betydning, især for de 25 procent som er i mindretal.

Regimet under Bashar al-Assad er det sidste styre i området, der identificerer sig med den arabiske-nationalisme tradition. I regimets selvforståelse er styret sekulært og demokratisk. Mange vil imidlertid stille spørgsmålstegn ved det syriske demokrati. På den anden side vil en hel del andre stille spørgsmålstegn ved selve demokrati-begrebet i sin vestlige hegemoniske forståelse!!!

Som eksponent for arabisk nationalisme regnes regimet for ideologisk at være sekulært, tilknyttet pan-arabisme, republikansk, anti-zionistisk, anti-monarkistisk, anti-feudalt, anti-imperialistisk.

Det betyder, at det Arabiske Socialistiske Ba’ath parti har en betydelig liste af fjender og modstandere internt og eksternt.

Internt: Det muslimske Broderskab, al Qaeda-elementer, rester af feudalisme, kommunister og andre politiske retninger, som var modstandere af Ba’ath partiets pseudo-socialisme. Demokratiske kræfter som er modstandere af regimets diktatoriske tilbøjeligheder.

Regimet har indført neoliberalistiske økonomiske reformer i de sidste årtier, hvilket har svækket den arbejdende befolknings tilslutning til regimet.

Eksternt: Golfstaternes monarkier og Saudi-Arabien (som dominerer Den arabiske Liga) Israel, den gamle kolonimagt Frankrig og ikke mindst USA. Alle har været og er fjender af arabisk nationalisme i alle sine former. Desuden er alle disse fjender engageret i en potentiel krig imod Iran, som er Damaskus’ vigtigste regionale allierede.

På den anden side kommer støtten til regimet fra de 25 procent af befolkningen (de forskellige etniske og religiøse mindretal) som frygter en borgerkrig og et islamisk styre bagefter.

En »YouGov« opinions-undersøgelse foretaget for Qatar-foundation i december viste, at 55 procent af befolkningen ikke ønskede at Assad-regering skulle gå af, mens 68 procent misbilligede Den arabiske Ligas sanktioner imod landet. Sådan nogle oplysninger bliver ikke udbredt i den internationale presse.

Medierne har heller ikke været gode til at dække de massive demonstrationer, som har fundet sted for at støtte Assad-regimet.

Et sigende eksempel på misinformation og manipulation har været hemmeligholdelsen af en rapport udarbejdet af en observatør-gruppe som Den arabiske Liga havde sendt til Syrien.

Rapporten blev heller ikke forelagt FN’s Sikkerhedsråd eller omtalt i medierne. Grunden er, at den inddrog oprørernes voldelige handlinger imod civile på lige fod med regeringstropperne!

Styret i Damaskus støttes eksternt af sin alliance med Iran, forholdet til Hizbollah i Libanon og Hamas i Palæstina. Desuden har Syrien haft et historisk godt forhold til Rusland, der sammen med Kina lige har nedlagt et dobbelt veto i FN’s Sikkerhedsråd imod en ensidig resolution, der kunne tillade en international militær intervention.

Erfaringen med NATO’s anvendelse af Sikkerhedsråds resolutionen 1973 som begrundelse for sin intervention i den libyske borgerkrig har vækket Ruslands og Kinas modstand imod USA’s politik i området.

Situationen i regionen er meget farlig og dette skyldes i betydelig grad det nye politiske projekt, som alliancen mellem amerikansk imperialisme/NATO/den zionistiske kolonialistiske stat og Saudi Arabiens feudale kongehus har sat på dagsorden i regionen.

Man skal ikke tage fejl: En fjernelse af det nuværende regime i Damaskus vil ikke bidrage til fred i regionen. En udenlandsk militær intervention vil skabe grobund for en borgerkrig i Syrien, der vil gå ud over landets mindretal.

Det vil gøre et angreb på Irans atom anlæg mere sandsynligt eller aktivere kræfterne internt i Iran for at fremkalde et regime-skifte i Tehran. Fjernelsen af Bassad-styret vil heller ikke forbedre palæstinensernes situation.

Det er ikke Irans atombomber som sådan, der står på spil.

1) Væltes Den islamiske republik Iran, vil Israel bliver regionens hegemoniale magt, en slags sub-imperialisme for USA.

2) Mere globalt vil de tætte økonomiske relationer mellem Iran og Kina blive brudt. Det må ikke glemmes, at det er Kina, der er USA’s potentielle udfordrer på globalt plan og på længere sigt!

3) Og for det tredje bliver de politiske, anti-imperialistiske bånd til de progressive regimer i Latinamerika også sat ud af spillet.

Syrien kan således blive åbningen til et stort drama i Mellemøsten, som kan føre til en større verdenskonflikt eller en ny fase i USA’s forsøg på at (gen)etablere og bevare sit globale hegemoni.

Er man imidlertid af den opfattelse, at »Vesten« med USA i spidsen er en kraft for godhed i verden, og at »Resten« er en potentielt ondskabsfuld størrelse, som ikke vil underlægge sig vores normer, er valget klart: Vi skal støtte (også militært) de regimer, sociale kræfter og religiøse kræfter, som vil bekæmpe nationalisme, sekularisme og anti-imperialisme.

På den anden side har man forstået imperialismens væsen som udbyttende, manipulerende og krigerisk, er man nødt til at tage stilling imod »humanitær-interventionismen« fra NATOs side; opbygge en modvægt imod de etablerede medier, som ensidigt fremmer en militaristisk politisk kultur; afsløre Den arabiske Liga som en sammenslutning af reaktionære regimer, der under Saudi-Arabiens ledelse har underlagt sig USA’s interesser i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien; udvide solidariteten med den palæstinensiske kamp for en national stat; lancere og støtte projektet om et atomfrit Mellemøsten!

Sidst men ikke mindst har progressive kræfter i vores del af verden den opgave at støtte de bevægelser og regimer, som prøver at opstille en antiimperialistisk agenda, en ny udviklingsdagsorden samt et nyt demokrati (der inkluderer bekæmpelse af økonomisk ulighed).

Jaques Hersh er dr.scient.soc., skribent og samfundsforsker.

Artiklen er oprindeligt et oplæg til debat ved et åbent møde i Enhedslistens internationale udvalg den 4. februar 2012.

Læs også Christian Juuls kommentar »Fredelig løsning i Syrien er nødvendig« på Kontradoxa.

Læs også Alfred Langs artikel »Assad-regimets krig mod egen befolkning« på Kontradoxa.

Se også links på Modkraft.dk’s Tidslinje, 15. marts 2011



Kommentarer


Kommentar af amalie skram, 16. februar 2012

Sikke en lang lang smøre, der for mig at se peger i én retning: At stække oprøret i Syrien ved at argumentere for, at det er ’ufornuftig’ og farligt for resten af verden. ’Så ti dog stille og lid i fred - så lær dog at acceptere jeres brutale diktator’ synes du at sige til de tusindvis af mennesker, der hver eneste dag sætter deres liv på spil i kampen for et liv i frihed. Det er kynisk og horribelt! At støtte oprøret i Syrien er IKKE ensbetydende med at støtte USAs hegemoni i verden. Pjat. At støtte oprøret i Syrien er ensbetydende med at udvise indlevelsesevne, menneskelighed og solidaritet. Hvis ikke venstrefløjen kan finde ud af det, kan den godt pakke sammen. Så er den INTET værd.


Kommentar af Mikkel_a, 17. februar 2012

Omvæltningerne i de arabiske lande er virkeligt komplekse og os vesterlændinges skråsikre vurderinger af hvad der er det rigtige at gøre (og hvem det er rigtigst at holde med) er nok mest udtryk for en lyst til at udtale sig om hvad som helst, nårsomhelst og betragte faktorer som egen reel viden og indsigt som sekundært. Anyway, med fare for at udstille egen uvidenhed...: Med reference til omvæltningerne i Tunis, Libyen og Ægypten giver det os vel ikke et optimistisk fremtidsperspektiv for den almindelige syrer (eller Egypter, tuneser eller Libyer.). Kvinder bliver stadig betragtet som andenrangsmennesker, og mennesker fra alle slags minoriteter (kristne, bøsser, intellektuelle,... you name it!) flygter over hals og hoved hvis de altså kan komme slippe ud og bagefter slippe ind et andet sted (og det er jo ikke just nemt i en indvandringsforskrækket nabo-europa). Ægypterne har afholdt demokratiske valg, hvor de har valgt Det Ægyptiske Broderskab ind på 70% af posterne - Broderskabet er på linje med Hamas i deres forankring i en konservativ islam-tolkning, der netop ikke peger i retning af´demokrati og mennekserettigheder....men de er demokratisk valgt..så det er ikke nemt...så hvad burde være god solidarisk dansk udenrigspolitik ift. de arabiske omvæltninger? Giv et bud!


Kommentar af Jens Voldby Crumlin, 18. februar 2012

Tak for en god og meget nødvendigt artikel. Der findes ikke nogle nemme svar på spørgsmålet om hvad der er rigtigt at gøre for venstrefløjen i forhold til omvæltningerne i mellemøsten. Men jeg synes det er skræmmende at se i hvor høj grad venstrefløjen har underlagt sig den imperialistiske dagsorden. Når man kunne støtte angrebet på Libyen, og nu en tilsvarende koalition mod Syrien har man jo klart signaleret at det er nødvendigt at bruge våben i kampen om den politiske magt. Det pakker man så ind i smuk tale om solidaritet og humanitær indsats når det gælder konflikter de steder hvor det også passer ind i den imperialistiske dagsorden at omstyrte diktatorer. Men hvis det gælder støtte til befrielsesbevægelser som FARC og PFLP i Colombia og Palæstina som kæmper i lande med mindst lige så meget undertrykkelse,men hvor den imperialistiske dagsorden er øget støtte til de undertrykkende regimer, så lyder der helt andre toner, her skal man sandelig ikke have blod på fingerne og lægger derfor afstand til disse gruppers ret til at gøre oprør. Det er for mig kynisme og en helt horribel mangel på politisk mod til at fortælle folk om hvad det virkelig handler om, nemlig at de vestlige regeringslederes bekymring for overgreb på civilbefolkningen i Libyen og Syrien er rent hykleri. De rør ikke en finger for at stoppe Israels apatheid politik og mord på ubevæbnede palæstinensere, og de nye magthavere i Libyens overgreb på afrikanske gæstearbejdere, tortur og mord overfor den del af civilbefolkningen som ikke støtter dem. Den imperialistiske dagsorden har aldrig handlet om andet end magt og udbytning. At så mange på den danske venstrefløj kan fortrænge det og aktivt spille med på den dagsorden er rystende.



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer