Vi er flyttet! modkraft.dk



SF er ikke et socialistisk parti

SF’s politiske strategi bygger på, at »bevægelsen mod målet er alt«. Det opløser socialisme som målsætning, også i nutidens praksis.

|
Af Esben Bøgh Sørensen - 5. februar 2012


[Kommentar:] Socialistiske partiers regeringsdeltagelse har historisk skabt megen debat og splittelse. I dag har SF søsat et projekt, som genrejser den debat. Diskussionen på venstrefløjen (og i det hele taget i offentligheden) handler om, hvorvidt partiet har ageret rigtigt, både taktisk og principielt.

Diskussionen ender meget tit med en opremsning af det »dårlige« ved regeringen fra kritikernes side: støtte til krig, forringelse af efterløn, tilslutningen til europagt, dyrere offentlig transport, skattelettelser til de rige, opgivelse af undersøgelsen af CIA transport over Grønland, accept af nationale test i folkeskolen, støtte til »fredsbevarende« aktioner, bankpakker, usocial skattereform etc.

Dernæst svares der igen af trofaste partisoldater i SF: afskaffelsen af pointsystemet, starthjælpen, kontanthjælpsloftet og skattefradraget for private sundhedsforsikringer.

Læs Andreas Albertsens svar til Esben Bøgh Sørensen på hans blog: »SF og socialismen«

Sådan kan diskussion blive ved med at køre i et stykke tid, hvor hver side skiftes til at opremse »dårlige« og »gode« ting. Men den stiller ikke spørgsmålet: Er SF stadigvæk et socialistisk parti?

Forsvaret for SF bygger som regel på et forsvar for allerede etablerede velfærdsgoder, eller, i bedste fald, et forsøg på hist og her at afvikle VKO’s mest vanvittige tiltag. Der er meget langt til et egentligt venstreorienteret projekt.

Man må derfor se på »den generelle politiske linje« i SF’s politik. Er den socialistisk eller ej? Egentlig handler det om et spørgsmål, der allerede blev stillet ved arbejderbevægelsens fødsel: socialreform eller revolution?

SF har taget stilling i spørgsmålet til fordel for »socialreform«.

I en artikel i Magasinet F! fra februar 2011 om SF’s igangværende principprogramdiskussion, skriver landsledelsesmedlem i SF, Kasper Bjering Søby Jensen, at i modsætning til Rosa Luxemburg, som mente »at det socialistiske slutmål var det eneste afgørende«, skal socialister i dag erklære, »at bevægelsen mod målet er alt.«

Jensen henviser selv til, hvad han kalder »socialdemokratismens åndelige stamfader« Eduard Bernstein (hvilket i parentes bemærket er forkert, stamfaderen må om nogen være Karl Kautsky). Henvisningen til Bernstein er imidlertid ganske tankevækkende, han udtrykte sig netop således:

»Jeg anser ikke, hvad man almindeligvis forstår ved ’Socialismens endemål’, for at have nogen betydning, og jeg har kun lidt interesse heri. Dette mål, hvad end det måtte være, siger mig intet, bevægelsen er alt« (efter Sørensen 1976 [min oversættelse]: 428).

Angiveligt skulle Jensens mindre rettelse være afgørende. For mig står det dog klart, bevægelsen er alt for SF. Hvis det netop er bevægelsen mod målet, der er alt, så er målet jo intet. Målet reduceres til et rent produkt af bevægelsen.

For et socialistisk parti burde bevægelsen være et produkt af målet, forstået på den måde, at bevægelsen aldrig må overskygge det socialistiske endemål. Hver gang man står overfor at skulle tage stilling til et problem (f.eks. stemme for eller imod bankpakker) må man gøre sig klart, hvilken indflydelse det har på endemålet.

Er det en beslutning, der i fremtiden vil hindre tilvejebringelsen af socialismen? I forhold til at stemme for bankpakkerne, må svaret være ja, det var en hindring, det havde intet med socialisme at gøre. Hvad med skattereformen, kan den siges at være en del af en overordnet taktik til fordel for det socialistiske endemål? Det kan den selvfølgelig ikke.

Pointen er dog, at man ikke bare skal tage stilling i hvert enkelt spørgsmål, men bevidst tilrettelægge de taktiske delmål efter det socialistiske endemål. Gør SF det? Svaret er et stort og rungende nej.

Når Jensen erklærer, at Bernstein skulle være socialdemokratismens åndelige fader, så må det være en understregning af det vigtige i at vælge reform i spørgsmålet: socialreform eller revolution?

Problemet er, at selve spørgsmålet er stillet forkert, det kunne allerede Rosa Luxemburg se. Prøv at læs hvad hun skriver:

»For socialdemokratiet består der mellem socialreformen og den sociale revolution en uadskillelig sammenhæng, i hvilken kampen for socialreformen er midlet, men den sociale omvæltning målet« (Luxemburg 1969: 43).

For Rosa Luxemburg var målet ikke det eneste vigtige, som Jensen påstår. Denne stråmand der sættes op, har angiveligt den funktion, at skubbe det socialistiske endemål ud af SF’s taktiske overvejelser.

Januarudkastet til SF’s nye principprogram er næsten blottet for overordnede taktiske overvejelser, andet end at »styrke repræsentationen i parlamentet og de folkelige bevægelser.« Principprogrammet, som burde være udtryk for det allermest overordnede mål, indsnævres dog også, udover nogle velmenende, men ret tomme bemærkninger om »bæredygtighed«, »demokrati« og »fællesskab«, til at »SF er tilhænger af en styret markedsøkonomi.«

SF’s ultimative mål, dets mest idealistiske horisont, er en smule mere demokrati, bæredygtighed gennem grøn vækst (ikke engang væksttanken gøres der op med) og en styret markedsøkonomi. Er det virkelig, hvad SF anser som sin største vision for det menneskelige samfund?

At styre markedet, udbrede demokratiet, skabe bæredygtig produktion osv. burde ikke opstilles som ultimative visioner for et rigtigt socialistisk parti, men derimod som umiddelbare delmål, der peger direkte hen imod det socialistiske endemål: afskaffelsen af den private ejendomsret, ophævelsen af arbejdsdelingen og organiseringen af samfundet i en association af frie producenter, hvor »enhver yder efter evne, enhver får efter behov« (Marx 1971b: 18) og hvor »hver enkeltes fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling« (Marx 1971a: 47).

Endemålet hos SF har ikke bare indtaget en nærmest retorisk rolle, henvist til en ensomt liv i principprogrammet, men er endda indsnævret stærkt til en »styret markedsøkonomi«.

Hvad med taktikken? Pointen er, at der ikke er nogen overordnet taktik, fordi SF adskiller endemålet fra den politiske praksis. Hør f.eks. her fra udkastet til principprogrammet:

»Vores almindelige strategi er dog at søge at indgå i en magtbærende blok med arbejderbevægelsens øvrige partier, samt progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.«

SF afviser altså ethvert perspektiv om erobring af den politiske magt. Ikke bare i partiets nye politiske praksis som regeringsparti, men også i principprogrammet fremhæves samarbejdet med borgerlige partier.

Rosa Luxemburg tordner imod denne revisionistiske opfattelse af politisk magt: »Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobring af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål (socialismen, red.), men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform« (Luxemburg 1969: 102).

Men hvad er erobringen af den politiske magt? En taktik med erobring af politisk magt som udgangspunkt, anser endemålet og midlerne hertil for hørende tæt sammen. I stedet for at det socialistiske endemål indsnævres til »styret markedsøkonomi«, henvist til en ren ideologisk plads i et principprogram, som ingen betydning har for det daglige arbejde (bevægelsen), ville en egentlig genuin socialistisk taktik sætte socialismen på dagsordnen.

Socialismen er ikke noget, der bare skal stå i et principprogram, men noget der skal kræves gennemført i det daglige arbejde. Det er her SF adskiller mål og middel. Målet forbliver rent retorisk, det eneste, der står tilbage, er, hvad Luxemburg kalder »uvæsentlige forandringer«.

Ifølge en socialistisk taktik (hvor jeg ikke bruger 3. internationales karakteristiske skelnen mellem strategi og taktik) vil et samarbejde med borgerlige partier, indenfor den borgerlige statsmagt, slet ikke komme på tale. Den vil i stedet skabe en folkelig politisk magt, som kan gennemføre socialistiske forandringer, ikke i fremtiden, men nu og her.

Hvis man seriøst mener, at socialismen er endemålet, betyder det ikke, at den skal forskubbes fra nutiden. Tværtimod.

Det fører mig over i spørgsmålet om et socialistisk partis deltagelse i en regering i det samfund, det ønsker afskaffet: kapitalismen. Umiddelbart kunne det se ud som en selvmodsigelse, men det behøver det ikke at være.

Problemet er, at SF er smittet af, hvad Marx kaldte »parlamentarisk kretinisme«, som hindrer udviklingen af et egentligt socialistisk projekt, »tryller de smittede fast til en indbildt verden og frarøver dem ethvert begreb, enhver erindring, enhver forståelse af den hårde verden udenfor« (Marx 1971c: 301).

Den parlamentariske fiksering har skabt en illusion i SF om, at magten befinder sig i folketinget og på ministertaburetterne. Det er simpelthen ikke rigtigt. Rigtigt er det, at den politiske magtelite bl.a. befinder sig her, forkert er det, at et socialistisk parti kan føre socialistisk politik alene fra denne position.

Man flytter ikke magtforhold til fordel for et socialistisk projekt, ved at sidde i folketinget og i regering. Specielt vigtigt er det, at indtrædelsen i en regering, kun kan komme på tale, hvis der er tale om en socialistisk regering. SF sidder i dag i regering med et ikke-socialistisk parti, Socialdemokratiet, og et rent borgerligt neoliberalistisk parti, De Radikale.

Hvordan skulle der kunne kommer ét gram socialisme ud af det? Når SF’ere forsvarer standpunktet med, at »politik kræver kompromisser«, glemmer de, at politik er ikke indskrænket til det der foregår i parlamentet. Det er en umarxistisk og borgerlig forståelse af politik, at en sådan hovedsagligt foregår indenfor statens rammer.

Regeringsspørgsmålet burde være det mindst vigtige, men SF har hævet det til det vigtigste. Hvis man anser indtrædelsen i en regering som det mest centrale for et socialistisk parti, så må man ofre idealer for at kunne opnå dette »mål«.

Problemet er, at ideen om at socialisme kan opnås gennem parlamentarisk strategi og regeringsdeltagelse, er en fejlagtig opfattelse. Arbejderbevægelsens magtfulde position blev aldrig konstitueret ud fra deres plads på Christiansborg, men derimod gennem den stærke samlede bevægelse, den formåede at opbygge ude i det virkelige liv, uden for statens rammer, bestående af fagbevægelsen, kooperationen, ungdomspartiet, socialdemokratiet og kulturbevægelsen.

En arbejder kunne i mellemkrigsårene nemt gå gennem hele livet, uden at have været i berøring med andet end arbejderbevægelsen. Fra børn- og ungdomsforeninger som DUI og DsU, til foreningen borgerlig konfirmation, voksenlivets mange organisationer og foreninger (bolig, forbrug, produktion, lån, etc.) til Arbejdernes ligkistemagasin. Det, der har dræbt den »arbejderoffentlighed«, arbejderbevægelsen engang havde skabt, er netop Socialdemokratiets fiksering på at sidde i folketing og regering.

For at kunne deltage i en regering i det borgerlige parlamentariske demokrati indenfor det kapitalistiske samfund, så er man nødt til allerede at have nået til den erkendelse, at forandringen af samfundet må ske ude i samfundet. Det er nødvendigt at fokusere alle sine kræfter på etableringen af en slags »modmagt«, en modmagt der effektivt kan forandre samfundet grundlæggende, men også skabe basis for organiseringen af samfundet efter forandringen.

En sådan modmagt havde arbejderbevægelsen netop opbygget i mellemkrigsårene. Ikke bare, som allerede nævnt, i Danmark, men i endnu højere grad internationalt. Med Sovjetunionen ladt ude af betragtning som et spørgsmål i sig selv, så kan nævnes f.eks. den stærke austromarxistiske arbejderbevægelse, dvs. arbejderbevægelsen i Østrig.

Dens grundlæggende idé var, at man skulle etablere et samfund i samfundet. Det nye samfund skulle vokse ud af det gamle, og arbejderbevægelsen skulle organisere institutioner, virksomheder, foreninger, organisationer etc. som skulle udgøre rygraden i netop dét socialistiske samfund, som selvsamme bevægelse effektivt ville være i stand til at skabe.

Det var det, Rosa Luxemburg (og i øvrigt også Antonio Gramsci) mente med erobringen af den politiske magt.

Det samme må gøre sig gældende i dag. Hvis et socialistisk parti vil sætte handling bag ordene, må det se på, hvad der rører sig i befolkningerne i dag. Over hele verden er befolkningerne sat i bevægelse. Fra det arabiske forår, over massestrejker og demonstrationer i bl.a. Grækenland, Spanien, Italien, Portugal og Storbritannien, massebesættelser og til Occupy bevægelsen (specielt i USA).

Disse rørelser og bevægelser er ikke bare antikapitalistiske, men ligeledes antipolitiske (forstået som en lede mod det politiske establishment). Det er sådanne elementer et socialistisk parti må forsøge at samle op, og hjælpe til at artikulere en mere generel politisk linje, baseret på et socialistisk alternativ.

Et socialistisk partis mest grundlæggende opgave i dag er derfor, at etablere en politik baseret på en radikal antikapitalisme og en kritik af den politiske magt i dens nuværende liberale demokratiske form. En sådan politik ville kunne basere sig på allerede eksisterende strømninger i verdens befolkninger.

Over hele Europa og i USA er kapitalismen i krise, neoliberalismen i offensiven, og den folkelige antikapitalisme under udvikling. Det bestående borgerlige demokrati er tydeligvis ved at krakelere.

I den situation har SF fedtet sig ind i en taktik, hvor det støtter finanspagt og kapitalisme, modvirker den igangværende antikapitalistiske bevægelse, samt i øvrigt skipper enhver tale om og praksis for socialisme.

En ny socialistisk politik, der baserer sin taktik på faktiske progressive strømninger i befolkningen, og som til stadighed sætter socialismen som endemål, ikke bare som tom snak i et principprogram, men som faktiske krav i en overskuelig fremtid, vil derfor også kunne hente inspiration fra den omtalte taktik-diskussion mellem Luxemburg og Bernstein.

Et socialistisk parti vil erobringen af den politiske magt, ikke bare samarbejdet med borgerlige partier indenfor det nuværende politiske system, og det vil det socialistiske mål nu og her. Fokus må være at samle disse progressive strømninger, og opbygge en modmagt i samfundet, som har overskridelsen af kapitalismen som sit umiddelbare mål.

SF er så langt fra denne tankegang, at spørgsmålet: »Er SF stadigvæk et socialistisk parti?«, giver sig selv. Nej, SF er blevet et småborgerligt parti, en moderne version af det, Marx i det kommunistiske manifest beskrev som den »småborgerlige socialisme« og »bourgeoissocialismen«.

En sådan »socialisme« forstår ved grundlæggende forandringer »imidlertid på ingen måde afskaffelsen af de borgerlige produktionsforhold, der kun er mulig ad revolutionær vej, men derimod administrative forbedringer, der kan foretages på grundlag af disse produktionsforhold og altså ikke forandrer noget i forholdet mellem kapital og lønarbejde« (Marx 1971a: 54).

Hele arbejderbevægelsens historie kan forstås ud fra spændingen mellem den socialistiske modmagt i arbejderklassens folkelige bevægelser, foreninger, organisationer, institutioner etc. og den højeste ledelses stadige svigt af denne socialistiske modmagt, gennem henvisning til »realpolitik« og »kompromisser«.

Pointen er her ikke, at der er fare for at SF foretager endnu et sådant historisk svigt. Pointen er derimod, at SF allerede har svigtet.

Esben Bøgh Sørensen studerer idehistorie og samfundsfag og er medlem af Enhedslisten.

Litteratur:
Marx, Karl (1971a) [1848]: Det kommunistiske partis manifest, i Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, Bind 1, Forlaget Tiden: København

Marx, Karl (1971b) [1875]: Kritik af Gothaprogrammet, i Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, Bind 2, Forlaget Tiden: København

Marx Karl, (1971c) [1852]: Louis Bonapartes attende brumaire, i Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, Bind 1, Forlaget Tiden: København

Luxemburg, Rosa (1969) [1899]: Socialreform eller Revolution?, Gyldendal: København

Sørensen, Curt (1976): Marxismen og den Sociale Orden, Bind 1, GMT: Århus

Artiklen af Kasper Bjering Søby Jensen, samt udkastet til SF’s nye principprogram kan findes på SF’s hjemmeside.

Se også linksamlingen om SF (1959- ) - SF’s historie, personer, programmer og bøger



Kommentarer


Kommentar af Neo, 5. februar 2012

Hej Esben

Jeg synes, du begår en klassisk fejl i din argumentation, nemlig at forvente at SF er noget andet end, det er.

SF har siden sin dannelse (måske lidt uafklaret i det første ti år) været et reformistisk, socialistisk parti. Men du synes at forvente, at det er et ikke-reformistisk parti. Det betyder, så vidt jeg kan se, at du overser de modsætninger og problemer, som SF og SF’erne kæmper med lige nu - nemlig at fastholde pragmatisme og klare politiske målsætninger.

SF’s regeringsdeltagelse er på den ene side opnåelsen af en strategisk målsætning, nemlig at bliver allieret med Socialdemokraterne i en regering, men er på den anden side blevet realiseret med Radikale som den sten i skoen, der får et reformprojekt til at halte, muligvis gå helt i stå (hvilket i øvrigt også let kunne være tilfældet i en "ren" S-SF-regering).

Det indebærer ikke kun et reformsocialistisk projekts nederlag, men muligvis også et socialt reformprojekt - jf. den aktuelle skattediskussion.

Men det indebærer ikke at modsætningen, socialistisk målsætning (omend udvandet i de sidste år) vs. pragmatisk praksis, ikke fortsat er aktivt dilemma og dynamisk motor i SF’s egenudvikling.

Det grundlæggende problem i din kritik er, synes jeg, at fjerne den modsætning, altså at anerkende SF som både socialistisk og reformistisk (i modsætning til Socialdemokraterne, hvor bindingen til klassesamarbejdet har elimineret enhver målsætning om opgør med borgerskabet, og dermed klassesamfundet).


Kommentar af Esben Bøgh Sørensen, 5. februar 2012

Hej Neo

Jeg venter lige et par dage med at svare fyldestgørende på din kommentar, for evt. også at kunne give et samlet svar, hvis der kommer flere kommentarer.

Jeg bliver dog nødt til umiddelbart at påpege, at en af pointerne i min artikel er, at det ikke giver mening at skelne mellem reform og revolution, men at skillelinjen netop går mellem målopgivelse eller ej. Man kritik af SF er altså gyldig, uanset hvordan man opfatter SF, og uanset om man ønsker en mere revolutionær eller mere reformistisk praksis (noget som jeg (og Rosa Luxemburg) som sagt ikke mener giver mening at skulle skelne imellem). Begge skillelinjer har været diskuteret gennem hele SF’s historie, og SF kan derfor ikke bare sådan kategoriseres fra dets grundlæggelse.


Kommentar af Alias, 6. februar 2012

Marx er ikke relevant. Kommunisme er ikke relevant. Det hjælper ikke at insistere på det. Kapitalismen er heller ikke "ved at krakelere" et sådan udtryk giver et fint billede på den vrangforestilling Esben har. Kapitalismen anskues som et positivt problem. Faktisk ser det ikke ud til at der bliver rokket ved den de næste hundrede år frem takket været den marxistiske slumrepude. Den udbyttende kommunismen der GØRES til alternativet er der ingen der egentligt ønsker andre end et fåtal særprægede akademikere der svigter ved at gøre sig til falske profeter for "arbejderklassen" og i en forstand befinder sig under de borgerlige økonomer.

/arbejderen


Kommentar af niller, 6. februar 2012

Hvor mange gange kan man afsige den dom? SF forlod venstrefløjen i 1958, og i 1966, i 1989 og især i 1992. Og nu allermest i 2012. Kommer vi til at læse et blog indlæg i 2020 om, at nu har SF da endegyldigt ophørt med at være et socialistisk parti?

Du kritiserer en kat for at være en hund. SF er et reformistisk parti. Du står nok ret alene med påstanden om, at det ikke giver mening at skelne mellem reform og revolution - også blandt revolutionære.


Kommentar af Jens Voldby Crumlin, 10. februar 2012

Tak for en rigtig god artikel. Det er utrolig vigtig at fremhæve Rosa Luxemborg og hendes tanker omkring reformisme.Desværre er ikke bare SF men store dele af enhedslistens medlemmer ikke skolet tilstrækkeligt i denne forståelse. Det handler om klassekamp.Uden et revolutionært mål ingen mulighed for reformer.


Kommentar af Esben Bøgh Sørensen, 10. februar 2012

@Niller (og Neo)

Det giver ikke mening at kritisere artiklen for at have så meget ret (i at SF har opgivet endemålet (socialismen)), at artiklen er overflødig. Jeg mener at diskussionen mellem midler, mål, reform, revolution etc. altid vil være relevant for et hvilket som helst venstrefløjsparti.

@Jens Volby Crumlin

Selv tak. En anden vigtig ting ved at fremhæve Rosa Luxemburg er hvad man senere har kaldt hendes "friktionsteori". Nemlig det, at arbejderklassen bliver bevidstgjorte gennem den daglige kamp, og dens forbindelse med endemålet. Det vigtigste er ikke, som Lenin mente, at lade et Parti "indpode" arbejderklassen en socialistisk bevidsthed, men netop at lade denne spire frem af selve kampen. Derfor kan man også kritisere et socialistisk parti for ikke at bidrage til denne bevidstgørelse (men faktisk tværtimod ødelægge den), hvis man opgiver endemålet i den daglige kamp, fokuserer indsnævret på det parlamentariske arbejde og samtidig endda i flere tilfælde fører direkte borgerlig politik. I stedet burde man engagere sig i den daglige kamp og forbinde denne kamp med socialisme.

Det betyder selvfølgelig ikke at Partiet ikke skal lave skolingsarbejde. De to ting skal bare kombineres.


Kommentar af Peter Westermann, 12. februar 2012

Hej Esben (og jer andre),

Jeg har engageret mig meget i SF’s principprogramdebat og synes derfor, at det er en meget vigtig debat og kritik, du rejser her. Jeg deler et langt stykke ad vejen din indvending mod at opløse målet i midlet - "socialismens endemål" i "bevægelsen". En bevægelse må selvfølgelig have et mål, hvis den skal være strategisk styret. Det ser jeg nu heller ikke nogen ville (om de så gør det i praksis, må være op til den enkeltes egen analyse). Kasper Bjering, som du tager til indtægt for SF’s samlede strategi, skriver jo netop i sit indlæg i F!:

“Vi må have en sammenhængende idé om, hvordan et samfund forandret i socialistisk retning ser ud. Og det er netop karakteren af denne idé, som må forandres på baggrund af erfaringerne.”

Så kan man være enig eller uenig i målene, men Kasper opstiller for så vidt selv nogle overordnede målformuleringer (stærke lokalsamfund, demokratiseret økonomi og bæredygtig produktion).

Som du ved fra vores fælles tid i SFU, ikke mindst formandsvalget 2008, deler jeg din opfattelse af, at:

“Et socialistisk parti vil erobringen af den politiske magt, ikke bare samarbejdet med borgerlige partier indenfor det nuværende politiske system, og det vil det socialistiske mål nu og her. Fokus må være at samle disse progressive strømninger, og opbygge en modmagt i samfundet, som har overskridelsen af kapitalismen som sit umiddelbare mål.”

Jeg drager blot den konklusion, at det at ville erobringen af den politiske magt og det socialistiske mål, bliver styrket ved at socialistiske partier får en fod i døren til - og endda røve i sæderne på - ministerierne. Alternativet nu og her ville være en SR-regering. Ville du foretrække det?

Spørgsmålet bliver derfor om et socialistisk parti kan gå i regering i en situation, hvor et flertal kun kan findes ved at inkludere de radikale. Det mener jeg godt man kan og samtidig kalde partiet socialistisk. Det afgørende er den samlede politik, der føres af regeringen, og den retning, partiet trækker i. Den opgørelse må man gøre sig løbende, men det kræver nok mere end et halvt år i regering at kunne tegne det større billede.

Jeg er dog enig med dig i, at der ikke bør stå i principprogrammet, at "Vores almindelige strategi er dog at søge at indgå i en magtbærende blok med arbejderbevægelsens øvrige partier, samt progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med." Regeringsdannelse med borgerlige partier kan aldrig være et mål eller et princip, men er, for mig at se, et nødvendigt onde i den nuværende situation, hvor vi ikke har et arbejderflertal. Det kan være en taktisk nødvendighed, men ikke en strategi.

Jeg er, som jeg har skrevet et blog-indlæg om, ikke tilhænger af europagten, men mener stadig, at regeringsdeltagelsens samlede resultat kan ende med at være overvejende progressivt. Jeg vil ikke gentage "pro-SF"-listen, du oplistede, men tilføje, at tiden må vise hvordan opgørelsen falder ud - og den vil jo nok afhænge af øjnene, der ser.

Nok om regeringsdeltagelse og tilbage til SF’s principprogram, hvor jeg synes der er mange fine formuleringer, der slår fast, at SF er et socialistisk parti, fx:

“Grundlaget for en socialistisk udvikling er en demokratisering. Den enkelte skal sikres sine grundlæggende frihedsrettigheder samt retten til og muligheden for indflydelse på alle aspekter af sit eget liv. Demokratiet skal udvides og udbredes til økonomien. Demokrati er ikke kun en styreform eller et regelsæt – demokrati er også en livsform, hvor samtale, argumenter og hensyn til mindretal er i centrum.

SF’s hovedopgave er at samle befolkningsflertallet bag en socialistisk udvikling. Det sker ved parlamentarisk at repræsentere almindelige lønmodtagere og deres allierede. Det sker ved at deltage i opbygningen af folkelige bevægelser. Og det sker ved at deltage i den samfundsmæssige idékamp.

Udgangspunktet er for SF en udogmatisk demokratisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser, og som er inspireret af en marxistisk samfundsforståelse. Dertil kommer en humanistisk og kulturradikal tradition, der vægter menneskelig frihed, udfoldelse og medmenneskelig ansvarlighed.”

Jeg er derfor ikke enig med dig i, at programudkastet ikke er socialistisk. At det måske er knap så revolutionært, er en anden snak.

Jeg savner mange steder en lidt skarpere analyse, ikke mindst af globaliseringen, finanskrisen og SF’s mål for arbejdet i EU. Jeg vil også forsøge at få tilføjet hvad den marxistiske samfundsforståelse (som jeg er glad for nævnes) betyder for SF i 2012 - noget mere om udbytning, fremmedgørelse og klassekamp, hvor jeg savner mere vægt på arven fra Gramsci - at idéstrømmene i et samfund danner magtens mulighedsrum og at de, selvom de oftest udløber fra produktionsforholdene, ikke kan identificeres med disse. Den materielle kamp om produktionens indretning og goderne kan ikke stå alene uden en idékamp.

Skal SF have et skærpet principprogram, kræver det at vi er mange, der engagerer os i diskussionen frem til og på landsmødet. Det håber jeg, at mange vil bidrage til ud fra opfattelsen af, at det er en historisk enestående mulighed for at tegne et skarpt, socialistisk SF, der sidder i regering.

SF er stadig i mine øjne et socialistisk parti, der vil reformere samfundet, så det er grundlæggende forandret - revolutioneret. Skelnen mellem reform og revolution beror i denne betydning på bevægelsens hastighed og tålmodighed, ikke dens mål om at indføre socialisme ved grundlæggende at ændre magtstrukturerne. Det mener jeg, måske i modsætning til dig, Esben, er muligt. Men jeg anerkender, at forholdene i dag er imod os, selvom vi vandt folketingsvalget. Derfor kræver det en stærk, folkelig bevægelse, som SF i højere grad skal understøtte fra regeringspositionen.

Men det er klart, at man alt i alt skal bevæge sig mod målet. Her synes jeg, selvom det går langsomt, at du har afskrevet SF for tidligt.


Kommentar af per19gryn, 15. februar 2012

Udtrykket "bevægelsen mod målet" er en angivelse af en retning. Udtrykket "bevægelsen" handler derimod om de mennesker der foretager det daglige realpolitisk arbejde, dvs det som du senere fremhæver som en succes i mellemkrigsårene (jvf "arbejderbevægelsen"). Artiklen/debatindlægget blander de to ting sammen, eller skelner i hvert fald ikke klart mellem dem.

Som jeg læser Kasper Bjering Søby Jensen-citatet, så omtaler han førstnævnte. Som jeg læser Eduard Bernstein-citatet, så taler han om sidstnævnte.


Kommentar af anders, 25. februar 2012

Jeg har altid synes at ideen om revolution: forstået på den måde at en mindretal af befolkningen tager magten, hører til i en tid hvor demokrati ikke var udviklet. Det er vel ikke fair at de 49 % bestemmer over de 51%?

Der bliver nævnt det kendte "enhver yder efter evne, enhver får efter behov", men er det ikke kommunisme fremfor socialisme "enhver yder efter evne, enhver får efter indsats". Ligeløn for lige arbejde, jovist, men skal Peter der arbejder fire timer få lige så meget, som Jens der arbejder 10?

Kritikken af SF er selvfølgelig helt på sin plads, man kan ikke forsøge afskrive sine socialistiske idealer til fordel for "borgerligt samarbejde" uden at der er tale om en højre-drejning.

Der hvor Esbens artikel bliver rigtig interessant er hans kritik af kampen om ministerierne fremfor kampen om folket. Man kan vel argumentere for, at i et individualistisk minimal-stats demokrati er valg hvert 4 år at foretrække. I en socialistisk verden skal valgene og kampene derimod tages i det daglige. I skoler, arbejde, fritid og drømme. Folketingsvalgene bliver kun en manifestation af hverdagens valg - ikke målet i sig selv.

Man må dog også spørge sig selv om det er SF’s rolle, at drive sådan en bevægelse der gør socialismen til en del af naturlig del af samfundet. Eller er dets rolle blot at være det parti man kan stemme på hvert fjerde år for at vise sin holdning - og at hverdags socialismen må komme andet steds fra?

Hermed ikke sagt at det parlamentariske er ligegyldigt, men man må tage stilling til hvor man mener kampene skal kæmpes!

Jeg er helt enig i at, om ikke SF, så den politiske venstrefløj i det hele taget må samle de progressive kræfter op, som der findes og gøre dem til en del af den socialistiske kamp. De etablerede partier (og andre) har fokus på folketinget i en grad, så den højeste kampform bliver demonstrationer. Demonstrationer der skal få politikerne i folketinget til at stemme anderledes. Man ignorer kampen der burde foregå udenfor den politiske scene. Den bliver højest kæmpet af en langhåret fyr der ryger hash og med foragt graffiti-maler "ned med panserne" - Symboler uden indhold og uden påvirkning. I andre tilfælde bliver det til en obskur handling hvor man tyer til vold for at få et budskab igennem - som om at et samfund kunne blive socialistisk af at få en knytnæve i hovedet. Hvis man vil have fællesskab må man vise at det er bedre end at være alene, at det kan slå kapitalismen. Det er der ikke mange beviser på og ikke mange forsøg på at ændre.

Hvis arbejderbevægelsen er socialdemokratisk, så er NGO-verden socialistisk. Tag noget som Retro Caféerne eller rødekors butikker. Her går man i realiteten ind på alm. virksomheders område og tager magt, direkte! Er det sådan en handling der skal til? og i så fald hvor står SF og EL i dette spil. Vil de bidrage til en sådan udvikling. Eller er det for langt fra Christiansborg?

Hvis man bliver enige om at socialisme kommer af fællesskabet mennesket imellem, så kan man ikke nøjes med at vise dette fællesskab een gang hvert fjerde år, så må den være tilstede altid, hele tiden. I boligform, arbejdsform og fritidsliv.



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer