Vi er flyttet! modkraft.dk



Splittelsen af Det faglige Verdensforbund

Fagbossen Eiler Jensens og antikommunismens rolle i splittelsen af det internationale faglige samarbejde i 1945-49. Uddrag af bogen »Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse«.

|
Af Dino Knudsen - 27. januar 2012


Introduktion

Inspireret af alliancen mod Hitlers Tyskland opstod der i slutningen af Anden Verdenskrig en spirende faglig koordinering mellem de allierede landes faglige organisationer. Efter krigen førte den til skabelsen af en ny faglig internationale, der forenede alle verdens arbejdere i én samlet organisation, på tværs af idelogiske og nationale skel.

Det faglige Verdensforbund organiserede både arbejdere fra Europa, USA, Sovjetunionen og den tredje verden. Alligevel var der en faglig landsorganisation, som glimrede ved sit fravær: det var AFL (American Federation of Labor).

I USA var der to store landsorganisationer, som gjorde krav på at repræsentere arbejderne. Congress of Industrial Organization havde tilsluttet sig faginternationalen, mens AFL erklærede den krig.

I AFL mente man, at ethvert samarbejde med kommunister var et knæfald for totalitarisme.

Læs Modkrafts interview med Dino Knudsen: »Forsker: Skumle dollars gik til socialdemokratisk propaganda«.

Læs også Jens Kristians Jensens anmeldelse af bogen Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse: »Da socialdemokrater lod sig finansiere af CIA« på Modkrafts sektion Modkultur

I verdenskrigens sidste år opbyggede AFL netværk i europæisk fagbevægelse med henblik på at genopbygge bevægelsen, der mange steder var blevet knust af fascismen, tvunget under jorden eller stækket.

Nu blev disse netværk styrket for at imødegå morgendagens fjende i arbejderbevægelsen, kommunismen.

Målet var en demokratisk fagbevægelse fri for statsinteresser, »free labor« som AFL kaldte det. Kontinentets fremtid, og på længere sigt amerikansk fagbevægelses egen skæbne, afhang heraf. Det mente i hvert fald AFL-lederne.

Hvad de ikke fortalte var, at de selv var mere afhængige af statsinteresser, end de foregav. I takt med at freden afløstes af den kolde krigs spændinger og sammenstød, og også den amerikanske regering erklærede, at kommunismen skulle inddæmmes, kom AFL-lederne til delvis at stå i ledtog med den amerikanske stat og efterretningstjeneste.

Lederen af AFL’s antikommunistiske kampagne i den internationale fagbevægelse var Jay Lovestone. Hans mand i marken hed Irving Brown. Med en kuffert fyldt med dollars og en gammel skrivemaskine, indledte makkerparret en veritabel diplomatisk offensiv, i fagbevægelsesregi.

Deres vej gik forbi Danmark, hvor Brown knyttede kontakt til Eiler Jensen, formand for De samvirkende Fagforbund, datidens LO.

Jensen var socialdemokrat og antikommunist af overbevisning. Hurtigt fandt de nye venner fælles fodslag med hensyn til at splitte Det faglige Verdensforbund.

JPEG - 49.1 kb
Formanden for De samvirkende Fagforbund, Eiler Jensen, på talerstolen til et større friluftsmøde i Moskva i 1946 i forbindelse med Det faglige Verdensforbund. Det var en uvant oplevelse for den danske forbundsformand at dele talerstol med bl.a. kommunister. Mødet fandt sted før danskerne, godt ansporet af amerikanske og britiske kolleger, fik kolde fødder og trak sig fra organisationen. Foto: Arbejdermuseet og ABA.

De samvirkende Fagforbund og Det faglige Verdensforbund

Eiler Jensen og De samvirkende Fagforbund havde oprindeligt hilst etableringen af Det faglige Verdensforbund velkommen.

Allerede inden stiftelsen af organisationen udtalte De samvirkende Fagforbund på et møde med de nordiske broderforbund i København, at man fra dansk side anså det for rigtigt at forsøge at forene både russere og amerikanere i et nyt verdensforbund.

For en kort stund var antikommunismen således lagt i skuffen til fordel for en åben holdning over for muligheden for at forene den internationale fagbevægelse.

Efter stiftelsen af Det faglige Verdensforbund kunne Arbejderen, De samvirkende Fagforbunds »meddelelsesblad«, der udkom to gange om måneden, og som Eiler Jensen redigerede, konstatere, at man før krigen ligefrem altid havde savnet »Arbejderne i Sovjetunionen i den internationale fagbevægelse«.

Det var nye toner.

På det anførte nordiske møde havde De samvirkende Fagforbund sluttet op om en fælles udtalelse. Heri hed det, at »de nordiske landes faglige organisationer er beredte til at støtte enhver stræben, der kan jævne vejen for Arbejderklassens enhed«.

Videre stod der: »stærke og veldisciplinerede Arbejderorganisationer, forenede i en handlekraftig, international Sammenslutning, vilde have været i stand til at hindre Hitlerismens fremvækst til Magt og Indflydelse. De kunne have hindret Krigen […]. Indsigten herom bør udgøre Grund nok for Fagbevægelsen til i Fremtiden at undgaa Splittelser og indbyrdes Strid […]. Internationalt Samarbejde mellem Verdens Arbejdere er en Forudsætning for Betryggelse af Verdensfreden.«

Det var bemærkelsesværdigt, at de skandinaviske landsorganisationer mente, at en faglig internationale ville kunne forhindre en ny verdenskrig.

Uofficielt var danskerne dog mere tilbageholdende. Eiler Jensen kunne således den 5.-6. januar 1946 over for sine kolleger i SAMAK (Arbejderbevægelsens nordiske samarbejdskomite) – hvor repræsentanter fra de socialdemokratiske partier og faglige landsorganisationer i norden mødtes hvert halve år – rapportere at den nye verdensorganisation var et »fait accompli«, et nødvendigt onde.

Men han tilføjede: »Saalænge Briterne kan være med, kan vi ogsaa […].«

Eiler Jensen var blevet valgt som de nordiske landsorganisationers repræsentant i Det faglige Verdensforbunds Eksekutivkomite. Han fandt det »betryggende« at britiske Walter Citrine var valgt til formand for internationalen.

Personligt mente Jensen, at forudsætningen for et fortsat velfungerende samarbejde i Det faglige Verdensforbund var, at stormagterne kom godt overens. Det var en realistisk holdning, men den vendte den tidligere udtalelse om Det faglige Verdensforbund som et værn mod en ny verdenskrig på hovedet.

I Jensens opfattelse var det fraværet af spændinger og krig, der var forudsætningen for verdensforbundet, ikke omvendt.

Et tilbagevendende stridsspørgsmål i Det faglige Verdensforbund var faginternationalens organisatoriske bestemmelser. Drøftelserne herom satte spørgsmålet om selvbestemmelse fra og uafhængighed af faginternationalen på dagsordenen.

I september 1945 havde Jensen advaret om at de »russiske, franske og latinamerikanske medlemmer [ønskede] en Verdensorganisation med uindskrænket Magt til at tage beslutning med hensyn til politik«.

På de skandinaviske landsorganisationers vegne havde han fremført behovet for udbredt autonomi. Andre landsorganisationer havde samme standpunkt.

I Det faglige Verdensforbund var der derfor indgået et kompromis, hvor medlemsorganisationerne ikke var forpligtede til at udføre beslutninger i DfV-regi, men i så fald inden for tre måneder skulle aflægge rapport herom.

Et andet spørgsmål var, hvorledes man skulle tilknytte de internationale fagsekretariater til Det faglige Verdensforbund.

Fagsekretariaterne bestod af 25 internationale sammenslutninger af fagforeninger med brancheidentitet, f.eks. metalarbejderne. De havde hidtil fungeret selvstændigt og uden russisk medlemskab. Da der ikke kunne opnås enighed om, hvorledes de skulle inkorporeres i og underlægges Det faglige Verdensforbund, udsatte man en afgørelse af spørgsmålet.

Fra skandinavisk side, på nær i Island hvor kommunisterne dominerede, var man tilfreds med at fagsekretariaterne havde opnået »en betydelig virkefrihed«.

Netop hjemvendt i juli 1946 fra et møde i Det faglige Verdensforbunds eksekutivkomite i Moskva, kunne Eiler Jensen på et nyt SAMAK-møde rapportere om situationen i faginternationalen.

Fra russisk side ønskede man ikke at give indrømmelser til fagsekretariaterne, refererede Jensen. Han anbefalede sine skandinaviske kolleger, at man skulle arbejde for, at fagsekretariaterne blev en del af Det faglige Verdensforbund, så længe de »stadig bevarede en vis selvstændighed«, som han udtrykte det.

Striden fortsatte. På et fagligt møde i Oslo i januar 1947 kunne Eiler Jensen rapportere til sine skandinaviske kolleger, at konflikten handlede om de internationale fagsekretariaters hovedkvarters beliggenhed, deres finansielle stilling og valg af ledelse.

Der var uenighed blandt skandinaverne om, hvorledes man skulle stille sig til de spørgsmål, men Eiler Jensen skar igennem:

»Vi skal ikke nære nogen illusioner. Den nye faginternationale bliver større, men ikke stærkere, end den gamle […]. Den faglige internationale er helt afhængig af om FN bliver en succes eller ej. Der er stærke modsætninger i Faginternationalen […]. På et møde i Eksekutivkomiteen i Moskva har jeg givet udtryk for den skandinaviske indstilling om nødvendig selvstændighed for fagsekretariaterne, og sagt at vi vil støtte sekretariaternes rimelige krav.«

Hermed gentog Jensen synspunktet om, at fred og samarbejde mellem staterne var en forudsætning for ro og enhed i internationalen, og ikke omvendt. Særligt svenskernes bakkede op om synspunktet. Hermed opgav man tanken om at arbejdernes internationale solidaritet skulle forhindre konflikt mellem stormagterne.

Nu gjaldt det om at vælge side, hvis en stormagtskonflikt brød ud. Og det blev tilfældet, da Truman i foråret 1947 fremsatte sin inddæmningsdoktrin, og udenrigsminister Marshall samme sommer luftede ideen om Marshallplanen.

I august 1947 afholder metalarbejdernes internationale fagsekretariat kongres i København.

I ledelsen af metalforbundene, inklusive i den danske, er der utilfredshed med en beslutning, som Det faglige Verdensforbund har truffet kort tid forinden. Beslutningen går ud på, at de internationale fagsekretariater skal slås sammen i 15 fagdepartementer med hovedsæder i samme by som Det faglige Verdensforbund.

På kongressen retter metalforbundene kritik mod de landsorganisationer, der ikke har rejst indvendinger mod beslutningen, herunder De samvirkende Fagforbund (som mente at beslutningen udgjorde et godt kompromis).

Irving Brown er amerikansk delegeret på kongressen. Fra AFL’s side har man lige fra Det faglige Verdensforbunds dannelse anvendt spørgsmålet om fagsekretariaternes uafhængighed til at angribe internationalen.

Brown holder en, også i faglig sammenhæng, meget lang tale, som han benytter til en længere rosende fremstilling af forholdene i USA, fra løn- og arbejdsforhold til beskæftigelse. Særligt fremhæver han den amerikanske økonomi, og at den bør komme Europa til gavn i form af hjælp.

Til slut appellerer han til, at fagbevægelsen i Europa indkalder til en konference om Marshallplanen og fremhæver, at der er behov for en helt ny international faglig organisation.

Browns tale giver genklang i fagforeningsverdenen og bliver i metalarbejderforbundet i Tyskland genstand for kommunistiske angreb.

Brown går efterfølgende i aktion for at gøre talens visioner til virkelighed. I de to første måneder af 1948 mødes han med repræsentanter for hele 14 landsorganisationer.

Nedenfor skal vi se på, hvorledes han koordinerede sin aktion med dansk og nordisk fagbevægelse, samt mere generelt forfølge, hvorledes De samvirkende Fagforbunds syn på Det faglige Verdensforbund ændrede sig.

Dansk fagbevægelse og splittelsen af Det faglige Verdensforbund

I slutningen af november måned 1947 sendte Brown en meddelelse til Eiler Jensen:

»Jeg føler at tiden snart er inde til at alle vi der har fælles overbevisninger og mål, skrider til handling til forsvar for det internationale frie fagforeningsvirke.« Han tilføjede, at han håbede, at de snart kunne mødes.

Af samtidig korrespondance med Lovestone fremgår det, at Brown var meget bevidst om, hvor ømtåleligt et spørgsmål Marshallplanen var for europæerne, og at han af den grund planlagde, at få skandinaverne til at være medindkaldere til en faglig konference om hjælpeprogrammet.

»Det ville bære for meget brænde til kommunisternes bål hvis konferencen alene blev indkaldt af amerikanere eller af angelsakserne«, skrev Brown.

Brown mødtes med formanden for det norske socialdemokrati, Haakon Lie. Sidstnævnte havde opfordret Eiler Jensen til at samle lederne af de skandinaviske landsorganisationer for, at de kunne tilslutte sig planerne, og havde forsikret Brown om opbakning. Sammen med Benelux-landenes landsorganisationer ville skandinaverne kunne få briterne til at følge trop, mente Lie.

Den 28. december meddelte Brown Lie, at Eiler Jensen var parat til at mødes. Eiler Jensen havde i mellemtiden svaret Brown, at det var muligt at have en »helt uformel samtale« med deltagelse af de nordiske kolleger.

Det var det.

Mødet finder sted den 5. januar 1948 i København sammen med repræsentanter fra landsorganisationerne i Sverige og Norge (der er usikkerhed om, hvorvidt der også var repræsentanter fra Finland til stede på mødet.).

Brown kan bagefter, »uden for referat«, rapportere til Lovestone, at skandinaverne er imødekommende over for forslaget om Marshallhjælp, men at de ikke mener, at en faglig konference om spørgsmålet kan finde sted uden briterne.

Brown foreslår personligt Eiler Jensen, at man fra skandinavisk side bør lægge pres på briterne. Og Jensen svarer ham, at han vil gøre »alt der står i hans magt« for at overtale sine skandinaviske kolleger til at bakke op.

Brown mødes samtidig med den amerikanske ambassadør i Danmark, Josiah Marvel. Ambassadøren refererer Brown for, at hans forslag er blevet godt modtaget af de skandinaviske fagbevægelser, og at »danskerne synes at være mere villige end de andre til at overveje hans forslag«.

Marvel kan dog rapportere hjem til udenrigsministeriet i Washington, at Eiler Jensen, i forbindelse med en samtale med en ambassademedarbejder, har udtalt, at man fra skandinavisk side ikke ville tage noget initiativ til at trække sig fra det faglige verdensforbund eller etablere en ny organisation. Man ville kun følge et sådant initiativ fra amerikansk eller britisk side.

Eiler Jensen havde samtidig udtalt, at Det faglige Verdensforbund burde eksistere så længe FN eksisterede, men havde alligevel åbnet for en anden udvikling, da han i samme åndedrag tilføjede: »Min regering støtter Marshallplanen, og vi (fagbevægelsen) støtter regeringen.«

Om end Eiler Jensen altså var tvetydig i sine samtaler med den Amerikanske Ambassade, var der grundlæggende overensstemmelse mellem hans og Browns synspunkter.

I De samvirkende Fagforbund sørgede man dog for at undlade at bringe sig i en situation, hvor man kunne anklages af de danske kommunister for undergravende virksomhed i Det faglige Verdensforbund.

Havde Eiler Jensen overhovedet håb tilbage på Det faglige Verdensforbunds vegne, opgiver han dem definitivt i begyndelsen af februar måned 1948, da det ikke viser sig muligt at få spørgsmålet om Marshallplanen bragt på dagsordenen i Det faglige Verdensforbunds Eksekutivkomite.

Af et referat fra et SAMAK-møde kort tid derefter fremgår det, at Jensen var frustreret. Han ønskede en åben debat i verdensforbundet, fordi en splittelse, efter hans mening, alligevel er uundgåelig.

Derfor burde den ifølge Jensen forceres i stedet for at trækkes i langdrag.

Medvirkende til Jensens negative holdning til Det faglige Verdensforbunds skæbne er muligvis, at han i mellemtiden var blevet briefet af både amerikansk ambassadepersonale og den amerikanske fagbevægelse. Her havde Jensen fået information om, at man fra russisk side ville lægge op til at køre en ren »kominform-linje« i Det faglige Verdensforbund.

Men Jensens ønske om at forcere begivenhederne kan også være et resultat af hans konstatering af, at modstanderne af Marshallplanen havde flertal i Det faglige Verdensforbunds ledelse.

Til gengæld må man udelukke at to vigtige begivenheder, henholdsvis nationalt og internationalt, fik overbevist Jensen. Senere i februar måned tog kommunisterne magten i Tjekkoslovakiet, hvor der indtil da havde været forsøgt et regeringssamarbejde mellem kommunister og ikke-kommunister.

Og i marts-april måned, under den såkaldte anden påskekrise, var der rygter om, at en sovjetisk invasion af Danmark ville føre til samme resultat herhjemme. Dermed blev den kolde krig uhyre konkret i Danmark og skærpede også fronterne i fagligt regi.

Men det fandt alt sammen sted efter at Eiler Jensen definitivt havde afskrevet Det faglige Verdensforbund. De skandinaviske forbund besluttede sig i sidste ende for at takke ja til invitationen til konference i London om Marshallplanen (for de forbund der ønskede at tilslutte sig planen og bryde med Det faglige Verdensforbund, red.).

Dermed opgav De samvirkende Fagforbund definitivt positionen fra sommeren 1945, da man havde været med til at erklære, at en ny, stærk faglig verdensorganisation ville kunne afværge en verdenskrig.

På londonkonferencen offentliggør De samvirkende Fagforbund sin støtte til Marshallplanen og tager dernæst formel kontakt til regeringen i forhold til implementering af planen i Danmark.

Dansk fagbevægelse har bekendt kulør og er fra nu af en medspiller i hjælpeprogrammet.

Men hvilken skæbne overgår Det faglige Verdensforbund? Den 28. Oktober 1948 offentliggjorde den britiske landsorganisation Trade Union Congres, TUC, en resolution, hvori organisationen stillede krav om at Det faglige Verdensforbund indstillede sin virksomhed i et år. TUC truede med i modsat fald at trække sig fra organisationen.

I et brev fra en ambassademedarbejder i Danmark blev det amerikanske udenrigsministerium informeret om, at medarbejdere havde gennemført en samtale med Eiler Jensen i den forbindelse, og at han havde gentaget det danske synspunkt: Dansk fagbevægelse ville følge et amerikansk og britisk initiativ, hvis de valgte at trække sig fra Det faglige Verdensforbund, men ikke selv være den initierende part.

På en fælles nordisk konference den 29. oktober blev situationen i fagligt regi drøftet. Eiler Jensen refererede, at Det faglige Verdensforbund var blevet »et værktøj for sovjetpolitikken«, og meddelte at fagsekretariaterne definitivt havde afslået indlemmelse i Det faglige Verdensforbund.

Kai Lindberg, medlem af De samvirkende Fagforbunds ledelse, fremhævede, at man kun burde være med i Det faglige Verdensforbund, så længe stormagterne var medlemmer, men Eiler Jensen satte ham på plads.

Jensen fremhævede, at stormagternes ageren ikke kunne være en gyldig grund for dansk udtræden af verdensforbundet, idet De samvirkende Fagforbunds ledelse aldrig over for medlemmerne havde betinget dansk medlemskab med hensyn til stormagternes indbyrdes forhold.

Flertallet i Det faglige Verdensforbunds ledelse afslog ikke uventet at følge TUC’s opfordring og indstille aktiviteten. Og på et efterfølgende møde i Det faglige Verdensforbunds Eksekutivbureau sprængtes organisationen reelt, da bl.a. TUC’s og CIO’s repræsentanter udvandrede efter en voldsom konfrontation.

Selvom Eiler Jensen aldrig havde været »forelsket i verdensforbundet«, som han udtrykte det over for sine nordiske kolleger, beklagede han efterfølgende, at briterne ikke har handlet i overensstemmelse med parlamentarisk konduite.

Samme ræsonnement gik igen, da Jensen i december 1948 mødtes med TUC’s øverste leder Vincent Tewson og Arthur Deakin (sidstnævnte var stadig formelt formand for Det faglige Verdensforbund).

Det fremgår af mødereferatet, som højst usædvanligt for dansk fagbevægelses vedkommende er forsynet med stemplet »fortroligt«. Briterne meddelte Jensen, at de længe havde ledt efter en anledning til at bryde med Det faglige Verdensforbund.

Eiler Jensen meddelte, at De samvirkende Fagforbund altid havde ønsket at følge den linje, TUC og CIO repræsenterede i Det faglige Verdensforbund, og »100 Procent delte de engelske følelser over for det kommunistiske misbrug« af verdensforbundet.

Men, tilføjede han, problemet var at skandinaviske arbejdere var vant til »kun at rette sig efter kompetente forsamlingers beslutninger«. Derfor foreslår Jensen sine britiske kolleger at indkalde til et delegeretmøde i verdensforbundet, som skulle afgøre dets videre skæbne, underforstået lukke organisationen ned.

Men briterne bed ikke på. De havde trukket sig fra organisationen for bestandigt og havde ikke noget problem med, hvorledes det var foregået.

Derpå forsikrede Jensen sine britiske kolleger om, at De samvirkende Fagforbund kun ventede på en god anledning til at trække sig. Og, tilføjede han, danskerne var meget forlegne over at være ladt alene tilbage med kommunisterne.

Det fik tilsyneladende briterne til at vise mere imødekommenhed over for Jensen. I hvert fald foreslog de Jensen at gøre brug af spørgsmålet om fagsekretariaterne til at erklære et brud med det faglige verdensforbund.

Jensen havde lyttet til sine britiske kollegers råd, skulle det snart vise sig.

Som det fremgår af Jensens møder med nordiske og britiske kolleger, bør hans og De samvirkende Fagforbunds kvaler i forhold til at forlade Det faglige Verdensforbund altså ikke ses som et forbehold over for et brud med verdensforbundet.

Det var snarere et udtryk for at dansk fagbevægelse ønskede at undgå at bringe sig i en position, hvor man fra kommunistisk side kunne skyde skylden for Det faglige Verdensforbunds sammenbrud på De samvirkende Fagforbund og de øvrige socialdemokratisk orienterede landsorganisationer.

De samvirkende Fagforbund meddelte ikke sin udtræden af Det faglige Verdensforbund førend en beslutning herom var truffet på landsorganisationens kongres i maj 1949.

Nogle få måneder før, helt præcist den 29. januar til den 1. februar, havde Eiler Jensen deltaget i et møde i Det faglige Verdensforbunds Eksekutivkomite. Her havde han støttet op om briternes forslag om et års suspension af verdensorganisationen og beklaget, at fagsekretariaterne definitivt havde meldt ud, at de ikke ønskede indlemmelse i Det faglige Verdensforbund.

Hjemvendt kunne Jensen konstatere, at de ideologiske modsætninger i internationalen var for store til, at den stod til at redde. På De samvirkende Fagforbunds egen kongres fremhævede han dog, at man fra dansk side trak sig fra organisationen, fordi den var blevet splittet og hermed ikke længere udgjorde et verdensforbund.

Dertil tilføjede han, at organisationen aldrig kom til at spille den rolle som man havde håbet på, altså en faglig og ikke en politisk rolle. Og at det ikke havde været muligt at integrere de internationale fagsekretariater i verdensforbundet.

Hermed afsluttede De samvirkende Fagforbund sit engagement i det faglige verdensforbund.

Skulle nogen være i tvivl, blev verdensforbundet i De samvirkende Fagforbunds blad Arbejderen afskrevet som »en politisk organisation under kommunistisk ledelse«.

Dino Knudsen er forfatter til bogen Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse. Marshallhjælp, kold krig og transatlantiske forbindelser, 1945-1956.

Bogen er udgivet på forlaget Museum Tusculaum 2012 og koster 198 kroner. Den kan bestilles direkte hos forlaget.

Artiklen er et let redigeret uddrag af bogen, hvor dokumentation med litteratur og kilder også kan findes.

Se også Tidslinjen 7. november 1944 for links om Socialdemokratiet under Den Kolde Krig



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer