---

Universiteterne er biopolitiske koncerner

Traditionelle forestillinger om klassekamp, arbejderbevægelse og statsmagt har ingen fremtid – ingen steder,

Af Peter Nielsen - 10. januar 2011

---

Den industrielle kapitalisme og velfærdsstaten eksisterer ikke længere. Vi lever i dag i et grænseløst samfund, hvor velstand er det immanente styringsprincip. Velstandssamfundets omdrejningspunkt er voksende velstand gennem vækst og effektiviseringer.

Alle andre værdier, mål og visioner er underordnede i det offentlige rum og preller helt af på den samfundsmæssige konsensus, som både er økonomisk, politisk og kulturel.

Overgangen fra velfærdsstat til velstandssamfund, der har fundet sted siden 1960’erne, har blandt andet medført, at arbejdet i stigende grad bliver biopolitisk.

Denne udvikling i produktionen ser vi i særlig grad på universiteterne. Men forholdene på universiteterne er i det hele taget et fortættet udtryk for samfundets aktuelle karakter.

Biopolitisk arbejde

Den kapitalistiske produktion bliver i stigende grad biopolitisk, hvilket betyder, at resultaterne »er sociale relationer og livsformer« (Hardt og Negri 2009: 131), og arbejdet »bliver biopolitisk, hvilket understreger, at skellene mellem arbejde og liv og mellem produktion og reproduktion i stigende grad flyder ud« (ibid: 134).

Overgangen til det biopolitiske regime spiller sammen med tre hovedtrends i forandringen af arbejdet.

Den første er tendensen til det immaterielle arbejdes hegemoniske status: »[B]illeder, information, viden, affekter, koder og sociale forhold, for eksempel, er ved at overskygge materielle varer eller de materielle aspekter af varer i den kapitalistiske værdiskabelsesproces« (ibid: 132).

De typer arbejde, som frembringer disse immaterielle goder er »arbejde med hjertet og hovedet, såsom servicearbejde, affektivt arbejde og kognitivt arbejde«, der involverer »hele kroppen og sindet«, så selvom produkterne er immaterielle, så er de produktive aktiviteter »både kropslige og intellektuelle« (ibid).

Den anden hovedtendens medfører en ’feminisering’ af arbejdet, hvilket henviser til tre forskellige forandringer. For det første kvindernes indtog på arbejdsmarkedet siden 1960’erne i alle dele af verden. Det er en kvantitativ overgang. Denne virker sammen med en kvalitativ overgang, der har at gøre med større tidsmæssig fleksibilitet i arbejdet for både kvinder og mænd. Det industrielle arbejde var domineret af fast arbejde med fast arbejdstid.

Det ’feminiserede’ biopolitiske arbejde er præget af skiftende jobs, deltid, uformelt arbejde, skiftende arbejdstider og flere jobs på én gang.

Men ’feminiseringen’ af arbejdet spejler også det immaterielle arbejde, idet alt arbejde i stigende grad er præget af »de karaktertræk, der traditionelt er forbundet med ’kvinders arbejde’, såsom affektivt, følelsesmæssigt og relationelt« (ibid: 133).

’Feminiseringen’ af arbejdet skal dog ikke forstås sådan, at der er skabt kønsmæssig lighed i arbejdslivet og det sociale liv i det hele taget. Det er der absolut ikke tale om.

Den tredje hovedtendens i biopolitiseringen af arbejdslivet »resulterer af nye mønstre for migration og processer for sociale og racemæssige blandinger« (ibid: 134). Arbejdsmarkeder har overalt i verden behov for »konstante flows af både legale og illegale migranter for at supplere den lokale arbejdsstyrke«.

Det biopolitiske regime er i forlængelse af arbejdets transformation præget af en ny type produkter, »der tenderer mod at overskride al kalkulation og antage fælles former, der er lette at dele og svære at gøre til privat ejendom« (ibid: 135-6).

Udbytningen antager en ny form i velstandssamfundet, idet »[d]en kapitalistiske akkumulation i dag i stigende grad står uden for produktionsprocessen, sådan at udbytning tager form af ekspropriering af det fælles« (ibid: 137).

Nye fabrikker

Fabrikkerne var centrale institutioner i den industrielle kapitalisme. I et bredere perspektiv var fabrikkerne sammen med skoler, fængsler og hospitaler vigtige disciplinære institutioner i den kapitalistiske modernitet.

Alle disse institutioner eksisterer stadig, og på globalt plan fylder de umiddelbart mere i dag, end de nogensinde har gjort. Disse forhold får nogle til at konstatere, at kapitalismen er sit gamle, kendte selv.

Disse teoretikere og politikere fokuserer på industrien og velfærdsstaten som omdrejningspunkter for progressive forandringer. Her er der intet nyt under solen. Det er arbejderklassen, der skal rejse sig og omstyrte kapitalismen, og mens vi venter på det – eller hvis man er blevet træt af at vente på noget, der aldrig sker – kan vi i stedet bruge energien på at styrke fagbevægelsen og hæve lønnen, samt forsvare og udbygge velfærdsstaten.

Det er korrekt, at industrielt arbejde og fabrikker stadig er meget udbredte, og at forhold der knytter sig til disse livsformer er meget relevante og aktuelle for en stor del af den globale befolkning, især i de fattige lande.

Det er på mange måder vores empiriske virkelighed. Men det, der har forandret sig for altid, er, at fabrikker, lønarbejde og klasseforhold er indskrevet i velstandssamfundets almene, globale dynamik, hvilket indebærer, at traditionelle forestillinger om klassekamp, arbejderbevægelse og statsmagt er forældede overalt i verden.

Analyser og perspektiver, der bygger på sådanne forestillinger, hører fortiden til. De har ingen fremtid – ingen steder. Velstandssamfundet er den globalt dominerende tendens, selvom de empiriske forhold mange steder minder om gamle dage i de rige lande.

Så længe venstrefløjen og sociale bevægelser hænger fast i utidssvarende forestillinger, vil kapitalismen være hegemonisk, samtidig med at den degenererer og korrumperer.

Vi skal ikke være kustoder i et museum for marxistiske og keynesianske oldtidsfund. Vi skal agere i, modsætte os og forandre de aktuelle samfundsforhold med fremtiden for øje. Vel vidende, at de sociale tendenser ikke er faste og ydre ting styret af transcendente love, men immanente, omskiftelige kampzoner, som ingen nogensinde vil opnå fuld klarhed eller kontrol over.

Både den industrielle kapitalisme og dens modbillede i form af den traditionelle socialisme er fortid. Velstandssamfundet har for altid udraderet arbejderklassen som historiens progressive subjekt og fabrikkerne som socialismens arnested.

Højere løn og ’bedre velfærd’, dvs. større offentligt forbrug, til de privilegerede lag i det globale forbrugssamfund skaber kun større global ulighed, en skærpet forbrugstendens og voksende pres på de begrænsede resurser.

Arbejderbevægelser og velfærdsstater er ikke længere privilegerede progressive rum, som kan danne basis for større lighed, fællesskab og demokrati. Arbejderbevægelser er knudepunkter i velstandsnetværket. Velfærdsstater er blevet velstandsstater.

Centrene i velstandssamfundet er ikke fabrikkerne, de andre disciplinære institutioner og velfærdsstaten. Kapitalismen er i dag hovedsageligt koncentreret andre steder, eller skal vi sige ikke-steder, i det sociale liv.

Hvis man skal pege på en enkelt institution, der er for velstandssamfundet, hvad fabrikken var i den kapitalistiske modernitet, så er universiteterne det absolut bedste bud. Informatisering er et af kodeordene.

Universiteterne er de nye, åbne fabrikker. Velstandssamfundets forskudte centrum.

Universiteter skifter ham

Universiteterne har forandret sig sammen med samfundet i det hele taget og er blevet et helt centralt udtryk for samfundslivet. Man kan identificere lignende tendenser i de andre dele af uddannelsessystemet, men universiteterne træder frem som eksemplariske af flere grunde. Mest af alt på grund af det særlige element, der adskiller dem fra andre uddannelsesinstitutioner, nemlig forskningen.

I efterkrigstiden var universiteterne præget af bureaukratisk topstyring og faglig selvregulering, men i 1970 blev der i Danmark vedtaget en demokratisk styrelseslov.

Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser.

Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement, så længe universiteterne kunne fremvise brugbar viden og velfungerende arbejdskraft.

Der opstod en konsensus om, at demokratisk selvstyre på universiteterne var i alles interesse. Ud over de radikalt demokratiske visioner i 1968 byggede denne konsensus på en skrøbelig fælles grund mellem positivisme og tidlig kritisk teori, der var de dominerende vidensparadigmer i perioden.

Positivister og kritiske teoretikere var viklet ind i talrige fejder, men var fælles om et grundlæggende syn på viden og sandhed. Positivismen, der var hegemonisk i videnskabsteorien indtil 1960’erne, byggede på en forestilling om objektiv sandhed. Den tidlige kritiske teori byggede på en forestilling om sandhed som alment forankret i arbejderklassen som historiens progressive subjekt.

Begge positioner byggede altså på en forestilling om objektiv, almen viden og sandhed som et ydre forhold – noget der skal opdages af videnskaben. Den fælles forståelse, der hermed etableres, er, at universiteterne bør være autonome i forhold til samfundets dominerende interesser og styres ud fra principper, der udspringer af de særlige forhold, der kendetegner videnskab og viden.

For positivister handlede det først og fremmest om renhed og om at sikre en position uden for samfundet, hvor den videnskabelige viden kunne opsamles og akkumuleres uden skadelig indflydelse fra andre grupper i samfundet, såsom præster og politikere. For tidlige kritiske teoretikere handlede det også om at etablere en position, der var uden for samfundets dominerende interesser, da disse grupper udspredte ideologi og propaganda i modstrid med de undertryktes almene interesser.

For at skabe viden måtte universiteterne altså være præget af autonomi. Dette er aksen, der går på tværs af 1970, mens tiden før var præget af autonomi efter positivisternes hoveder, og tiden efter var præget af studenteroprørernes udgave af autonomi.

Det, der sker omkring 1970, er altså, at de store omvæltninger i tiden efterhånden aflejrer sig som en relativ fredstilstand omkring det institutionelle set up mellem de toneangivende positioner, både internt på universiteterne og bredt i samfundet, gennem en konsensus om demokratisk selvstyre.

Kampene udspiller sig i stedet inden for disse institutionelle rammer. Men det var en stakket frist, for de forestillinger om objektivitet, viden og sandhed, som denne konsensus byggede på, blev i stigende grad undermineret.

Farvel til virkelighed og viden

Positivismen var i krise allerede i 1970’erne, men i 1980’erne kommer den tidlige kritiske teori også i krise. Ikke mindst fordi den i stigende grad bliver identificeret med lige netop positivismen.

Det, der kendetegner de postmodernistiske perspektiver, der fik stigende indflydelse op gennem 1980’erne og var toneangivende i 1990’erne, er, at skytset rettes mod de modernistiske perspektiver, som favner både positivismen og den tidlige kritiske teori.

Dette medfører en glidende destabilisering af opbakningen til det demokratiske selvstyre internt på universiteterne, idet tæppet bliver revet væk under den fælles forståelse omkring virkelighed og viden.

Der er mange forskellige postmodernistiske perspektiver, men det gælder for dem alle, at der sker en radikal problematisering af de sammenknyttede forestillinger om objektivitet, entydig sandhed og uafhængig viden (se også Buch-Hansen og Nielsen 2005: kapitel 5).

For Laclau og Mouffe er alt eksempelvis diskursivt. Det betyder ikke, at der ikke eksisterer en objektiv virkelighed, for de indskærper, at »[d]en kendsgerning, at ethvert objekt er konstitueret som et diskursobjekt, har intet at gøre med, om der eksisterer en verden uden for tanken« (Laclau og Mouffe 2001: 108).

De skelner mellem væren og eksistens, og denne distinktion indebærer, at ting, der er diskursivt artikuleret, siges at have væren, mens ting uden for diskurserne kun har eksistens.

Det accepteres altså, at der eksisterer noget på ’ydersiden’ af diskurserne – også selvom dette ’noget’ ikke ’er’. Men denne accept af en ikke-diskursiv virkelighed har ingen praktisk betydning.

For ved at fastholde, at ting ikke er noget uden for det diskursive, gøres eksistensen til en abstraktion, som i praksis er ubetydelig eller decideret ligegyldig. Faktisk tømmer Laclau og Mouffe helt verden uden for diskurserne for indhold, og gør det hermed meningsløst at forsøge at tale om andet end lige netop diskurser.

Andre postmodernister forholder sig på en lignende facon til spørgsmålet om en objektiv virkelighed. Den eksisterer, men er tom og meningsløs. Postmodernister har altså ikke meget at sige om virkeligheden uden for diskurserne – ud over altså at den er der.

Tænkningen bar i det hele taget præg af omfattende virkelighedstab. Diskussionerne kredsede om diskurser, (de)konstruktioner og simulationer. Virkeligheden gik i glemmebogen eller blev vredt kastet på møddingen.

Postmodernister relativerer sandhed i forhold til diskurser – hvis ikke de helt afviser forestillingen om sandhed.

Foucault bruger begrebet sandhedsregime: »Hvert samfund har sit sandhedsregime, sine generelle ’sandhedspolitikker’: Det vil sige den slags diskurser, som det accepterer og får til at fungere som sande; de mekanismer og instanser, som gør én i stand til at skelne mellem sande og falske udsagn« (Foucault 1980: 131).

Sådanne sandhedsregimer – og dermed den ’sandhed’, som de producerer – »er cirkulært sammenkædet med magtsystemer, som producerer og opretholder det, og til effekter af magt, som det foranlediger, og som udvider det« (ibid: 133).

Foucault tror således ikke, »det handler om at skelne mellem det i en diskurs, som kan kategoriseres som videnskabeligt eller sandt, og det som kan kategoriseres på andre måder, men om at se historisk på, hvordan sandhedseffekter bliver produceret indenfor diskurser, der i sig selv hverken er sande eller falske« (ibid: 118).

Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

Laclau (1990: 196) forfægter ligeledes et konstruktivistisk syn på sandhed, idet han argumenterer for, »at al sandhed er relativ i forhold til en diskursiv formation, at alle valg mellem diskurser kun er mulige ved at konstruere nye diskurser, ’sandhed’ er essentielt pragmatisk og bliver i den forstand demokratisk«.

Opfattelsen af sandhed og magt som intimt forbundne størrelser går igen hos alle postmodernister, såsom Lyotard, der mener, at den videnskabelige viden mere end nogensinde er »underordnet magten«, således at »viden og magt er to sider af det samme spørgsmål: Hvem beslutter, hvad der er viden, og hvem ved, hvad det er rigtigt at beslutte?« (1984: 8-9).

Penge spiller også en hovedrolle i forhold til sandhed, og effektivitet bliver den nye legitimeringsinstans: »De videnskabelige sprogspil bliver de riges spil, hvor hvem som helst med flest penge har de bedste muligheder for at få ret. Der etableres en ligning mellem velstand, effektivitet og sandhed« (ibid: 45).

Men også en ligning mellem penge, sandhed og magt: »[V]idenskabsfolk, teknikere og instrumenter købes ikke for at finde sandheden, men for at forøge magten« (ibid: 46).

Ny kritisk teori

Konsekvensen af den postmodernistiske bølge var, at forestillingen om, at man på universiteterne skaber uafhængig viden, der har absolut sandhedsværdi i forhold til en objektiv virkelighed, led døden som regulerende ideal.

Denne udvikling fandt sted i en social kontekst, der gav de postmodernistiske perspektiver vind i sejlene og samtidig undergravede positivismen og den tidlige kritiske teori.

Begge modernistiske perspektiver blev i vidt omfang overhalet af den sammenvævning af virkelighed og kunstighed, der kendetegner overgangen til forbrugssamfund og nyliberalisme, og blev ligeledes tilsidesat af den tiltagende virtualisering og medialisering.

Den tidlige kritiske teori blev så yderligere delegitimeret af arbejderklassens fortløbende opløsning og revolutionens fravær i Vesten. Luften gik også ud af 68-oprøret, og de nye sociale bevægelser blev integreret i velstandssamfundet, så der var ikke meget tilbage at vælte på universiteterne, da muren faldt i 1989. Men murens fald og kapitalismens globalisering var alligevel de sidste søm i den tidlige kritiske teoris ligkiste.

Men kun når vi taler om kritisk teori i den tidlige udformning. Postmodernismen er en videreførelse af kritisk teori i en ny tid, for, som Negri (2008: 86) understreger, »repræsenterer Frankfurterskolen den direkte og umiddelbare forgænger for alle postmoderne syn på verden. Frankfurterskolen var faktisk den mest magtfulde af de revisionistiske marxistiske skoler«.

Den nye kritiske teori er dog en kritisk teori uden subjekt og i varierende omfang også uden objekt, så den har mistet sin forankring i centrale sociale forhold. Uden en arbejderklasse eller en tilsvarende social aktør, og med et flimrende billede af en objektiv virkelighed, folder den kritiske teori sig i stigende grad ud i et lufttomt rum.

Den eksisterer og appellerer stadig, men der er ikke længere en særlig gruppe i samfundet, der potentielt har magt til at føre den ud i livet. Den taler for så vidt til alle og ingen – og vinder kun opbakning i marginale miljøer og korte livsfaser.

Hvor arbejderklassen var en dominerende social gruppe præget af et livslangt engagement, så tilhører nutidens kritiske subjekter underordnede grupper, som normalt også er præget af midlertidigt engagement. Det drejer sig typisk om unge og studerende.

Derfor er der også kun et kort stykke lige og oplyst vej fra kritisk teori til mainstreamforskning og ideologi.

Postmodernistisk teori indeholder i udgangspunktet markante kritiske og anarkistiske impulser, men i takt med at den er vandret gennem institutionerne og opad i hierarkierne er den enten blevet udvandet eller decideret indoptaget i den herskende ideologi.

Hardt og Negri (2000: 151) finder det ikke spor overraskende, at »postmoderne tænkning og dens centrale begreber er blomstret på talrige områder for kapitalens teori og praksis, såsom marketing, ledelse og organisering af produktionen. Postmodernisme er i allerhøjeste grad den logik, som den globale kapital opererer efter«.

Det bedste eksempel på postmodernismens radikalt forskellige ansigter er Foucault, som ud over eksempelvis at have udviklet banebrydende analyser af nyliberalismen, leverer håndfast ammunition til venstreradikale aktivister, er vellidt på reklamebureauer og direktionsgange, og kan autorisere flove banaliteter i den akademiske verden.

Postmodernismen som mainstream og ideologi er dog kun en storm i et glas vand i forhold til den lignende skæbne, der er overgået marxismen.

Marx og senere marxister har ikke kun måttet lægge navn til officielle statsideologier som stalinismen, men har også gennem generationer plaget venstrefløjen med doktrinære tankemønstre og talrige andre undertrykkelsesformer, såsom centralisme, elitisme og sexisme.

Derfor var og er postmodernismen grundlæggende frigørende. De postmoderne teorikomplekser har samlet set bidraget til teoretisk og politisk progression – også for venstrefløjen og den kritiske teori.

Farvel til demokrati og selvstyre

Sideløbende med postmodernismens sejrsgang på universiteterne er positivisterne fulgt med tiden, idet nyliberalistisk økonomi og rational choice-teori på denne front er blevet det hegemoniske projekt. Konsekvensen af disse udviklinger er en permanent krise på universiteterne.

Set indefra har postmodernismen ført til en identitetskrise, og de nyliberalistiske perspektiver har samtidig langsomt, men sikkert savet den gren over, som den universitære konsensus om det demokratiske selvstyre hvilede på.

Set udefra er der tale om en legitimitetskrise, og i kølvandet heraf gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning i slutningen af 1990’erne. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter (se også Schmidt-Nielsen og Nielsen 2009).

De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var gumpetunge og ineffektive. Der blev også stillet spørgsmål ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal.

Disse samvirkende kriser var den perfekte baggrund for nyliberalistisk chokterapi, og i 2003 blev en ny universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten. Socialdemokraterne stemte for og har også i årene efter 2003 bakket op om lovens grundlæggende indhold.

Der var og er stor modstand på universiteterne og bredt i samfundet, men både internt og eksternt er modstanden for svag til at imødegå universiteternes integration i velstandssamfundet.

Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredegamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed.

Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. De første bestyrelser skulle godkendes af Videnskabsministeren, men i dag er de selvsupplerende. De eksterne bestyrelsesmedlemmer er hovedsageligt erhvervsfolk og offentlige ledere.

Fra dette centrum går beslutningerne oppefra og ned. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra.

Forskningsfriheden er også forsvundet, for lederne kan pålægge forskerne arbejdsopgaver i hele arbejdstiden og forskningen skal i det hele taget finde sted inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.

Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med videnskabsministeren, og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne.

Hermed er der grundlag for endnu mere politisk styring af forskningen, for sektorforskningsinstitutioner som Danmarks Miljøundersøgelser er i modsætning til universiteterne underlagt fagministerier og i langt større grad politisk styrede herigennem.

Fri forskning og grundforskning eksisterer stort set ikke på sektorforskningsinstitutioner, der hele tiden har øjnene stift rettet mod fremtidige bevillinger og hovedsageligt bedriver empirisk, anvendt forskning, samt rådgiver ministerier omkring praktisk politik.

Stadigt større dele af de offentlige midler fordeles også på grundlag af konkurrence mellem universiteter og forskere. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler, og det hele finder sted i et nyt regime, der styrer individer gennem incitamenter og konkurrence.

Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer afskaffelsen af gruppeeksamen, samt det stigende fokus på eliten.

Nyliberaliseringen af universiteterne kommer også markant til udtryk ved, at uddannelse i dag hovedsageligt ses som menneskelig kapital, der skal vokse og vokse. Her smelter nyliberaliseringen af universiteterne sammen med deres indoptagelse i forbrugssamfundet. Økonomisk fornuft er den dominerende ledetråd.

Frit valg i supermarkedet

Det, der populært kaldes viden, står meget højt på den politiske dagsorden og prægede Globaliseringsrådet, hvis anbefalinger lagde grunden for en bred politisk aftale i 2006, der kaldes globaliseringsaftalen.

Alle partier undtagen SF og Enhedslisten stemte for, men i 2010 kom også SF med på vognen. Aftalen indeholder konkrete målsætninger om forskning, udvikling og uddannelse. Samtidig inddrages innovation og efteruddannelse.

På forskningsområdet var den afgørende kvantitative målsætning, at statens udgifter til forskning og udvikling skulle nå op på 1 procent af BNP i 2010. Det mål er opnået og svarer til 18 mia. kr. i 2010 i forhold til 14 mia. kr. i 2006, hvilket er en høj vækst i lyset af den generelt meget stramme offentlige udgiftspolitik i den økonomiske konsensus.

Denne konsensus opererede med en årlig vækst i det offentlige forbrug på omkring 1 procent, mens udgifterne til forskning og udvikling altså er vokset med mere end 25 procent på fire år.

Universiteterne er rykket ind i forbrugssamfundets centrum. Forskning og uddannelse ses som forbrug – og det skal vokse hurtigt. Derfor skal det offentlige forbrug på området oprustes.

Men det skal det individuelle uddannelsesforbrug også.

På uddannelsesområdet er de afgørende kvantitative målsætninger i globaliseringsaftalen, at mindst 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, og mindst 50 procent af alle unge en videregående uddannelse i 2015.

I takt med disse målsætninger gennemgår uddannelserne på universiteterne en radikal udvikling, hvor uddannelse bliver en vare i et nationalt og globalt forbrugssamfund. Overalt bliver uddannelser splittet op, standardiseret, deklareret, akkrediteret og genstand for frit valg i konkurrerende supermarkeder.

De studerende agerer som hypermobile forbrugere, og underviserne forsøger at holde trit med de nyeste impulser på markedet. Individerne skal gennem deres forbrugsvalg optimere deres menneskelige kapital på uddannelsesmarkedet og indgå i det biopolitiske arbejdsliv, som universiteterne også er førende inden for.

En stor del af livet leves på de ekspanderende universiteter.

Arbejdet på universiteterne

Siden 1960’erne er universiteterne vokset enormt på både uddannelses- og forskningssiden, hvilket korresponderer med tendensen til det biopolitiske arbejdes hegemoni. Kernearbejdet – herunder de studerendes arbejde – er immaterielt.

På den ene side er det diskursivt og kommunikativt, idet der produceres tekster, paradigmer og fortællinger. Det foregår både i forskning og undervisning.

På den anden side er det affektivt, da der produceres socialisering, livsformer og følelsesmæssige relationer. Det er først og fremmest i undervisningen.

Men der er også i videre forstand sket en ’feminisering’ af arbejdet på universiteterne. Der er i dag en svag overvægt af kvinder blandt studerende og de nyudklækkede kandidater.

Der er sket en rivende udvikling siden 1950’erne, hvor kvinder udgjorde omkring 10 procent af kandidaterne. Men her stopper ligestillingen, og i særdeleshed kvindernes såkaldte overtag på universiteterne, imidlertid også, for mens andelen af henholdsvis kvindelige og mandlige studerende er forholdsvis lige store, er det store flertal af forskere, vejledere og undervisere mænd. Det ses i statistikkerne. Bevæger man sig bare en smule op ad den akademiske rangstige, opdager man, at kvinderne falder fra.

Tal fra udgangen af 2006 viser, at omkring 40 procent af adjunkter og postdoc’er er kvinder, på lektorniveau er tallet faldet til 25 procent, og man skal se overordentligt langt efter kvindelige professorer i Danmark, da kvinder kun udgør 12 procent af den samlede professorstab.

Af universiteternes samlede forskerstab udgør kvinderne 26 procent. Sagt med andre ord: Bag langt de fleste forskerskriveborde sidder en mand. Kvinderne er altså stormet ind på universiteterne, men mændene sidder stadig tungt på de dominerende positioner, hvilket illustrerer, at ’feminisering’ absolut ikke betyder ligestilling. Hverken mellem kvinder og mænd eller mellem forskellige grupper af lønmodtagere.

Den anden side af ’feminiseringen’ er nemlig den stigende fleksibilisering af arbejdet for både kvinder og mænd.

Denne nye arbejdsstruktur er meget udpræget på universiteterne, hvor der ud over teknisk og administrativt personale med faste ansættelser er en lille kerne fastansatte lektorer og professorer uden øvre arbejdstid og et tiltagende mylder af tidsbegrænsede ansættelser, deltidsarbejde, løs- og projektarbejde.

Det gælder ph.d.’ere, postdocs, adjunkter, undervisningsassistenter, videnskabelige assistenter, eksterne lektorer osv. For disse mennesker er der ofte tale om dobbeltarbejde og delvist ulønnet arbejde, hvilket jo også kendetegner ’kvinders arbejde’.

Man kan med en samlebetegnelse kalde arbejdet prekært. De seneste års store tilførsel af midler til universiteterne har fået denne prekære del af universiteternes kernearbejde til at vokse yderligere, men der er også sket en markant forskydning i retning af mere ledelse og administration, altså en djøfisering.

På Københavns Universitet voksede udgifterne til den centrale administration såvel som ledelse og administration på det naturvidenskabelige fakultet med 25 procent fra 2005 til 2007 (FORSKERforum, februar 2009: 4). Der er samlet set kommet væsentligt flere i såvel de lave som de høje indkomstgrupper, og ledernes lønninger er skudt i vejret, så universiteterne danner også ramme om voksende økonomisk ulighed.

Sidst men ikke mindst er universiteterne også et af de områder, hvor hybridiseringen og globaliseringen er mest fremskreden. Der er et eksplosivt voksende globalt uddannelsesmarked, og også på forskningssiden er der relativt stor mobilitet på tværs af grænser og etniske grupper.

I Danmark er denne udvikling hjulpet på vej af udbredelsen af engelsk som arbejdssprog, da dansk er en betydelig hæmsko for hybridiseringen på det danske arbejdsmarked.

Universiteterne er her i stigende grad på linje med de store koncerner, så måske er det mest rammende at sige, at universiteterne er velstandssamfundets nye koncerner, og ikke de nye fabrikker.

Fra viden til information

Hvor universiteterne i efterkrigstiden var udtryk for velfærdsstaten og efter 1968 var den mest systematiske institutionalisering af kravet om radikalt demokrati, er de nu en frontzone i velstandssamfundet.

Universiteterne er ikke længere demokratiske forbilleder, men et af de steder, hvor udbytningen af det fælles er mest koncentreret. Deres rolle er at skabe større konkurrenceevne og økonomisk vækst, fra det individuelle til det regionale niveau, for hermed at forøge velstanden.

Udviklingen er symbolsk. Den totale indoptagelse af universiteterne i velstandssamfundet indikerer, at de sidste reservater er koloniserede. Det er billedet på velstandens definitive sejrsmarch gennem historien.

Den populære forestilling om vidensamfundet afspejler situationen, men er samtidig en kontant ideologi. Viden gennemsyrer ikke samfundet. Det, der gennemsyrer samfundet, er information.

I moderniteten var den fremherskende dynamik spændingsfeltet mellem virkelighed og viden; forstået som dyb og generel erkendelse med lang holdbarhed. I velstandssamfundet er den fremherskende dynamik spændingsfeltet mellem støj og information; forstået som overfladiske vidensfragmenter med specifik, kortfristet brugbarhed.

Moderniteten pressede viden ud af virkeligheden. Velstandssamfundet omformer en voksende støjmængde til information. Det er en generel overgang, men rammer især universiteterne, der tidligere var bærende vidensinstitutioner.

Kodeordene på universiteterne i dag er produktivitet og selvhævdelse. Man skal på egen hånd producere en masse tekster. Det, som andre har tænkt eller undersøgt, er intet værd i sig selv. Man avancerer ikke ved at påpege, at andre har ret og har lavet et godt stykke arbejde.

Selvfølgelig skal man udvise passende hensyn til traditionen og dem, der har magten. Men det, det egentlig handler om, er at skille sig ud ved at vise, at andre tager fejl eller går helt galt i byen. Man skal finde nye vinkler på kendt stof og kile sig ind i tekstuniversets sprækker og åbninger.

Systemet indebærer, at studerende og forskere får en instrumentel holdning til viden. Det er ikke viden som mål i sig selv og fælles velstand, der er i centrum. Konkurrencens pris er, at den primære relation til viden er: Hvad kan jeg bruge den til i mit eget arbejde?

Det er kun omsætning af viden til selvstændigt arbejde og nye resultater, der belønnes.

Konsekvensen er en enorm vækst i produktionen sideløbende med individualisering og opløsning af målet. Vækst bliver et mål i sig selv. Produktionen finder sted for akkumulationens skyld.

På grund af en uoverskueligt voksende tekstmængde bliver den eksisterende viden skubbet i baggrunden, og de guldkorn, der faktisk fremkommer her og der, forsvinder i den brusende informationsstrøm.

Universiteternes aktivitet er i dag ensbetydende med eskalerende overproduktion af tekster. Viden bliver til løsrevne fragmenter uden mening og retning – til information. Personen skygger for sagen, der fortaber sig i det uvisse. Alle forskere og studerende prioriterer deres helt eget arbejde, selv om forsvindende få skaber ny viden.

Der er sket en kulturrevolution på universiteterne. De særlige normer, der engang herskede i disse reservater, er blevet erstattet af samfundets dominerende mål og værdier.

Velstandssamfundet har sat sig helt igennem på et felt, der tidligere var præget af relativ autonomi. Forestillingen om entydig sandhed er ikke længere bredt accepteret. Derfor er der ingen institutioner eller aktører, der kan bestemme, hvad der er viden. Der kan heller ikke opnås enighed om, hvad der adskiller viden fra information og støj.

Værditomrummet fyldes ud af kapitalismen. Viden skal være nyttig og effektiv. Målet er vækst, og produktiviteten skal forøges gennem hård konkurrence med vægt på individuelle præstationer. Når universiteterne i stigende grad producerer information og støj, er det altså mest af alt udtryk for, at de nu er integreret i informationstidsalderen, hvor ubegrænset vækst i velstanden stimuleres af en generaliseret informationsstrøm, hvor også kritik og modstand er konstant cirkulerende forbrugsgoder, der stadigt hyppigere skal opgraderes og fornys.

Selv modsætninger og modstridende synspunkter er del af det informationskaos, hvor glatte budskaber vedvarende markedsføres i nye, spektakulære indpakninger og indgår i varierende kollager. I dette forskelsløse mediehav drukner alle budskaber lynhurtigt og kan så recirkuleres igen og igen for hermed at bidrage til den almindelige ophobning af informationsoverskud.

Udviklingen er paradoksal. Universiteterne er et centrum i velstandssamfundets sociale dynamik, men udviklingen er samtidig præget af udglatning, decentrering og opløsning. Universiteterne er velstandssamfundets koncerner, og internettet er informationstidsalderens sociale paradigme.

Fremtiden må være virtuelle universiteter. Men her er der tale om overeksponeringer af systemets ekstreme former, hvilket ikke er retningsgivende for velstandssamfundets generelle og aktuelle tilstand.

Måske bliver systemet bragt ud af kurs, før det ekstreme bliver almindeligt. For front- og randzonerne er også kampzoner, og velstandssamfundet er præget af en permanent, tiltagende krisetilstand, der bevirker en generel stagnation og korruption.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC

Artiklen er et let redigeret kapitel fra bogen Velstandssamfundet, der udkommer 31. januar 2011 på forlaget Frydenlund.

Litteratur:
Buch-Hansen, Hubert og Peter Nielsen (2005) Kritisk realisme. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Foucault, Michel (1980) Power/knowledge. Selected Interviews and Other Writings 1972-1977. Harlow: Longman.

Hardt, Michael og Antonio Negri (2000) Empire. Cambridge/London: Harvard University Press.

Hardt, Michael og Antonio Negri (2009) Commonwealth. Cambridge, Massachusetts: The Belknap Press of the Harvard University Press.

Laclau, Ernesto (1990) New Reflections on the Revolution of Our Time. London: Verso.

Laclau, Ernesto og Chantal Mouffe (2001) Hegemony and Socialist Strategy – Towards a Radical Democratic Politics. 2. udgave. London/New York: Verso.

Lyotard, Jean-Francois (1984) The Postmodern Condition: A Report on Knowledge. Manchester: Manchester University Press

Negri, Antonio (2008) The Porcelain Workshop – For a New Grammar of Politics. Los Angeles: Semiotext(e).

Schmidt-Nielsen, Johanne og Peter Nielsen (2009) »Køn, viden og demokrati på universiteterne« i P. Nielsen og L. Poulsen (red.) Værdikampe. København: Frydenlund.

---

Kommentarer

---

Kommentar af Troels Panduro, 11. januar 2011

---

Kommentar af Neo, 12. januar 2011

---

Kommentar af Rene, 14. januar 2011

---

Kommentar af Emil BB, 17. januar 2011

---

Kommentar af Jeppe, 30. januar 2011

---

Kommentar af danny, 7. februar 2011

---

---

Kommentarfunktionen er lukket

---