Vi er flyttet! modkraft.dk



Finanspagten - sparedoktrin i EU og indskrænkning af Danmarks økonomiske handlefrihed

Finanspagten i EU gennemtvinger en konservativ, monetaristisk sparepolitik i EU vendt mod arbejdsløshedsbekæmpelse og velfærd. Og Danmarks muligheder for at føre vækstpolitik og prioritere velfærd indskrænkes markant.

Af Henrik Herløv Lund - 7. februar 2012


I. EU s Finanspagt.

Landene i eurozonen har indgået en såkaldt ”Finanspagt”, som øvrige EU lande er tilbudt at tilslutte sig. 6 af 8 lande, herunder Danmark, tegner til at ville gøre dette.

Pagtens hovedindhold er, at landene er bundet af Vækst – og Stabilitetspagtens krav om, at det årlige løbende budgetunderskud højst må udgør 3 % af BNP og statsgælden højst 60 % af BNP. Hertil tilføjes målsætning for det såkaldt ”strukturelle” (konjunkturrensede) underskud, som højst må udgøre 0,5 % af BNP.

Disse regler skal skrives ind i de nationale forfatninger eller tilsvarende bindende lovgivning. Hvis underskudsgrænsen overtrædes, skal der i lovgivningen være automatiske korrektionsmekanismer efter principper foreskrevet af EU. Overholder et land ikke lovkravene, kan det indbringes for EU – domstolen, som kan idømme en bod på 0,1 % af BNP. (For Danmarks vedkommende omkring 1,5 mia. kr.

Pagtens konsekvenser for den økonomiske politik i EU.

Med finanspagten vil de omfattende lande blive tvunget til generelt at føre en stram økonomisk politik, idet jo kun et begrænset og kortvarigt underskud er tilladt. Finanspagten vil dermed i høj grad begrænse mulighederne for i krisetider at bekæmpe krise og arbejdsløshed gennem en ekspansiv finanspolitik.

Den oplagte konsekvens heraf vil være to ting: For det første vil tvangen til stram økonomisk politik betyde, at arbejdsløsheden vil vokse mere end tilfældet, hvis den imødegås af en ekspansiv økonomisk politik. Og for det andet vil krise og stigende underskud lynhurtigt tvinge staterne til omfattende besparelser på de offentlige udgifter – dvs. på velfærden – for at undgå at komme i konflikt med reglerne. Finanspagten er således opskriften på voldsommere kriser, stærkere arbejdsløshed og voldsommere velfærdsbesparelser

Pagten vil her få stor virkning i EU, da stort set alle lande IKKE overholder pagtens krav.

Men pagten vil ikke alene få negative konsekvenser for den økonomiske politik i krisetider. Den vil også i ikke krisetider i langt større udstrækning end i dag i ikke krisetider tvinge landene til at køre med overskud. For hvis en økonomisk krise kommer med automatisk stigende underskud, vil de kun ved forud at have oparbejdet et betydeligt overskud have ”luft" nok i budgettet til at undgå at komme i strid med kravene. Men det betyder, at i økonomiske opgangstider – hvor midlerne ellers skulle være der til at investere i bedre velfærd – at så vil pengene i langt større udstrækning end i dag i stedet blive sparet op i statskassen. Finanspagten er således opskriften på velfærdsstat på skrump

Vil finanspagten modvirke gældskrisen?

Finanspagten IKKE vil få virkning for den aktuelle finanskrise, idet pagten jo ingen effekt har på den gæld, som landene i Syd – og UdkantsEuropa slås med i dag. Finanspagten kan i bedste tilfælde højst siges at adressere en ny gældskrise om 5 til 10 gennem at bremse op for fremtidig gældsstiftelse.

Hertil kommer imidlertid, at pagten bygger på en meget forenklet og ensidig opfattelse af årsagerne til gældkrisen som værende udelukkende et resultat af ukontrolleret gældstiftelse i nogle enkelte stater. Det må anerkendes, at ukloge økonomiske beslutninger og fejlagtig økonomisk politik, ikke mindst i Grækenland, spiller en ikke uvæsentlig rolle for gældskrisens udvikling. Men det oven anførte billede er alligevel stærkt forenklet og kan ikke danne grundlag for en løsning af gældskrisen.

Pagten løser ikke bagendeliggende grundlæggende problemer i euroen.

For at løse gældskrisen kræves også en løsning af de bagvedliggende, grundlæggende problemer bag denne, hvilket pagten imidlertid IKKE gør. Pagten løser for det første ikke de sydeuropæiske landes store konkurrenceevneproblemer. Der er indenfor eurozonen en stor og stigende ubalance mellem svagere sydeuropæisk og stærkere nordeuropæisk konkurrenceevne.

Før euroen afspejledes Sydeuropas svagere økonomier via valutamarkederne automatisk i svagere nationale valutakurser i forhold til de stærkere landes valutaer, hvilket til gengæld fremmede eksport, valutaindtjening og beskæftigelse fra de svagere lande. De stærkere økonomier, herunder ikke mindst Tyskland, oplevede modsat en kapitaltilstrømning og dermed stigende valutakurser, der bremsede eksport og betalingsbalanceoverskud. Hermed udlignedes forskellene i konkurrenceevne mellem svagere og stærkere økonomier i betydelig udstrækning. Men med euroen forsvandt denne udligningsmekanisme og ulighederne er tværtimod blevet forstærket.

For de svagere økonomier i Syd og UdkantsEuropa kan i kraft af den fælles valuta ikke føre deres egen rente - og valutapolitik og de har tværtimod deres behov oplevet, at euroen er blevet trukket op i værdi i kraft af ikke mindst Tysklands styrke og den generelle revaluering af euroen i konkurrence med dollaren. Euroen har altså yderligere forringet disse landes konkurrenceevne, eksport og underskud og bidraget til at forstærke den som følge af finanskrisen stigende arbejdsløshed.

Modsat har ”overskudslandene” og navnlig Tyskland i kraft af fastsættelsen af kursen for euroen som gennemsnit for eurozonen undgået den kraftige valutakursstigning, som ellers ville være tilfældet. Hvis der ikke var en euro, ville D-marken formentlig været steget mellem 20 og 30 % i forhold til de sydeuropæiske valutaer og have en kurs på linje med Schweizerfranc, hvilket naturligvis ville have bremset tysk eksport og overskud. Tyskland har med andre ord tjent styrtende på euroen og langt mere end de midler, som landet siden har investeret i EU s hjælpefond.

Skal gældskrisen definitivt løses er der brug for en solidarisk udligning fra overskudslande, navnlig Tyskland.

Pagten er udtryk for en konservativ, monetaristisk økonomisk politik og tænkning.

Det er ikke tilfældigt, at finanspagten institutionaliserer en sparepolitik rettet mod arbejdsløshedsbekæmpelse og velfærd, for pagten et udtryk for en borgerlig konservativ, såkaldt monetaristisk økonomisk politik. Ifølge monetarismen skal markedet styre økonomien og derfor skal staten blande sig mindst muligt i den økonomiske udvikling. Det betyder, at det offentlige skal begrænse sin økonomiske regulering og at det offentlige budget som hovedregel skal være neutralt i forhold til økonomien. Dvs. balancere eller have overskud. Staten skal altså hverken bekæmpe arbejdsløshed eller stimulere væksten.

Pagten er her et politisk – ideologisk opgør med den keynesianske økonomisk tænkning og politik, som har gennemsyret Europa siden 2. verdenskrig om, at det er sund fornuft at bekæmpe kriser og arbejdsløshed gennem finanspolitikken. Det er nemt i stedet at genkende monetarismens sparedoktrin i den gældsbremse, som efter tysk forbillede med finanspagten skal gøres alment gældende. En omstridt konservativ ideologisk doktrin som ifølge finanspagten oven i købet skal indskrives i nationale forfatninger eller anden lignende national lovgivning, hvorved den ikke alene bliver almengyldig, men nærmest hævet over enhver diskussion.

Er der en vækstpolitik på vej i EU?

EU – kommissionen på, at der i EU s udviklingsfonde ligger et betydeligt uudnyttet beløb på omkring 82 mia. euro, som kunne målrettes mod beskæftigelse og vækst. Ligeledes har der været peget på disponible midler i EU s regionalfonde.

Tanken om støtte til vækst og beskæftigelse i de gældsramte lande og i EU som helhed er selvsagt rigtig, da arbejdsløsheden i EU er høj og navnlig er det i de gældsramte lande.

Men topmødet vedtog ingen konkrete tiltag, men overlod det til de enkelte lande at gennemføre indsatsen. Men her er det selvsagt dybt selvmodsigende, når man samtidig gennem finanspagten forpligter landene til finanspolitiske stramninger. Ifølge pagten må medlemslandene jo netop ikke bruge penge, de ikke har – og på grund af krisen, er der stort set ikke nogen lande har der penge. Hermed får medlemslandene netop ikke et spillerum til at kunne iværksætte vækst og jobskabelsesinitiativer.

Og skulle de disponible midler i EU s udviklings og regionalfonde faktisk kunne nyttiggøres til vækst og beskæftigelsesinitiativer, må det under alle omstændigheder betragtes som stærkt utilstrækkeligt forhold til størrelsen af de økonomiske uligheder i EU. Skal den allerede akkumulerede gæld rulles tilbage, vil det kræve 10 – 15 gange så store beløb.

II. Danmark og finanspagten.

Finanspagten er udtryk for borgerlig økonomisk politik.

Det er som argument for dansk tilslutning til finanspagten anført, at den bare udtrykker en fornuftig økonomisk politik som et folketingsflertal også selv vil følge fremover. Men pagten er langtfra at være udtryk for sund økonomisk fornuft, men tværtimod udtryk for en borgerlig stærkt konservativ økonomisk politik og en stærkt omstridt, ideologisk farvet, monetaristisk økonomisk tænkning.

Og det hertil tilføjes, at Danmark fører og vil føre samme politik, frikender det ikke finanspagten for at være udtryk for en sådan borgerlig økonomisk politik. Snarere er det desværre udtryk for, at den økonomiske politik både under forrige og nuværende regering selv grundlæggende har været/er borgerlig.

Den danske regering har også anført, at finanspagten ved at hjælpe på gældskrisen er god for dansk økonomi. Men pagten vil som fremgået ikke løse gældskrisen og dermed heller ikke friholde Danmark for følgerne af gældskrisen. Tværtimod, idet der er betydelig risiko for, at gældskrisen vil føre til økonomisk recession i det/de kommende år og for, at den vil medføre en årelang lavvækst i EU. Det vil selvsagt også ramme dansk økonomi med faldende eksport og stigende ledighed og statsunderskud – altså stik modsat af de påståede fordele.

Er dansk accept af finanspagten nødvendig af hensyn til finansmarkederne?

Det er også blevet anført som et argument for tilslutning til finanspagten, at det er nødvendigt for at ”berolige finansmarkederne” om, at Danmark fører en forsvarlig økonomisk politik og at den danske økonomi er sund. Hvis vi ikke gør dette, kunne det ellers få konsekvenser i form af stigende renter på danske lån. Men påstanden holder ikke. Danmarks økonomiske situation er i dag så god i forhold til stort set alle andre lande, at der ingen grund er til at forvente, at finansmarkerne vil straffe Danmark, hvis vi holder os udenfor pagten.

Indskrænker pagten ikke dansk økonomisk handlefrihed?

Det er videre blevet fremført som argument for, at Danmark roligt kan tilslutte sig finanspagten, at den ikke skulle indskrænke Danmarks økonomiske handlefrihed fx til at føre vækstpolitik!

MEN: Skulle et folketingsflertal på et tidspunkt alligel ønske at føre en vækstpolitik, fx stillet overfor en eskalerende krise og arbejdsløshed, bliver man først nødt til at omgøre den budgetlov, hvormed regeringen er forpligtet til at udmønte finanspagten. Men hermed har man i næste omgang i realiteten også overtrådt finanspagten og kan dermed af de øvrige lande i pagten indklages for EU - domstolen og idømmes en bøde på 0,1 % af BNP.

Så finanspagten indskrænker altså Danmarks økonomisk politiske handlefrihed.

Og det må betragtes som i strid med demokratiet, hvis det til enhver tid værende flertal i folketinget på grund af EU pagten ikke længere kan føre en arbejdsløshedsbekæmpende økonomisk politik, selvom et flertal i befolkningen måtte ønske det.

Ringe indflydelse og omgåelse af euroforbehold.

Det sidste argument fra tilhængere for dansk tilslutning til finanspagten er, at Danmark hermed får indflydelse på den førte politik. Men heller ikke det argument holder vand. Realiteten er jo, at eurozonen med finanspagten jo har skilt sig ud som en stat i staten, et ”inderEU” inden i det store EU. Hvilket kommer til udtryk i, at man vil holde sine egne topmøder og vælge sin egen præsident.

Danmark vil ved at tilslutte sig pagten opnå at blive inviteret til et møde i eurozonen om året, men har hermed ingen garanti for blive hørt, når afgørende beslutninger træffes.

Det er også blevet fremhævet af tilhængere af dansk tilslutning til euroen, at euroforbeholdet stadig består, selvom Danmark tilslutter sig pagten. Og det er rigtigt, at den danske regering har opretholdt euroforbeholdet, i hvert fald formelt set.

Realiteten er dog noget andet. For med først dansk tilslutning til Konkurrenceevnepagten (I Danmark også kaldet Europluspagten) og dernæst dansk tilslutning til Finanspagten træder Danmark i praksis længere og længere ind i euro-samarbejdet. Uden vel at mærke folkeafstemning. Euroforbeholdet består, ja – men det undergraves i praksis mere og mere

Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom – cand. scient. adm. Ikke parti – eller bevægelsestilknyttet

Den fulde rapport på 27 s. inkl. noter, dokumentation og illustrationer kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Art...

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene KRITISKE ANALYSER (om velfærd og økonomi) og KRITISKE DISKUSSIONER (om politik) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk



Kommentarer


Kommentar af Jakob Lindblom, 8. februar 2012

Og man kan underskrive kravet om en folkeafstemning her:

http://www.folkebevaegelsen.dk/spip...


Kommentar af Per Mortensen, 8. februar 2012

Henrik Herløv Lunds indgående analyse af finanspagten viser med stor tydelighed, hvilken økonomisk spændetrøje DK havner i. Hertil kommer at pagten sikkert også får indflydelse på de sjældent omtalte reguleringer af det europæiske marked, hvor nationerne bl. a. i god planøkonomisk stil bliver delt op i områder for: Turisme, let industriproduktion, oste produktion, vinfremstilling, skibsbygning, svær industriproduktion, bygning af togvogne osv.

Hvis EUs finanspagt skal skrives ind i de nationale forfatninger, så skal man ændre Grundloven, idet denne finanspagt går langt længere, end selv en § 20 kan klare . Jakob Lindbloms sympatiske opfordring til en folkeafstemmning bliver vel derfor overflødig, idet man må antage, at en Grundlovsændring om Finanspagten i praksis vil være umulig at få vedtaget.

Da utilfredsheden mod Finanspagten kun findes i de tre partier: Enhedslisten, Dansk Folkeparti, og Liberal Alliance, så bliver Finanspagten aldrig et + 90 mandater spørgsmål, hvilket er rart, idet vi så kan få en egentlig demokratisk afstemning om et væsentlig politisk projekt, hvor Folketinget er helt ude af trit med befolkningen.


Kommentar af Rina Ronja Kari, 9. februar 2012

Nu har regeringen bare allerede sagt ret klart, at de ikke vil skrive loven ind i grundloven, men derimod lave en "permanent lov" - uden at nogen i øvrigt kan forklare præcis hvad permanent betyder.

Men i praksis betyder det, at vi ikke skal stemme om en grundlovsændring, og det der derfor et politisk spørgsmål, om regeringen vil indføre Euro-traktaten uden at spørge befolkningen.

Baseret på de nuværende meldinger, så er det nok dét, de gerne vil - altså ikke spørge befolkningen. Og derfor er underskriftindsamlingen vigtig: vi bliver nødt til at presse dem ellers bliver vi helt sikkert ikke spurgt.



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer