Vi er flyttet! modkraft.dk



Kapitalismen vil sejre sig selv ihjel

Kapitalismen er blevet så altdominerende, at den har mistet evnen til at ride kriserne af. Da finanskapitalen samtidig har underlagt sig de folkevalgte, kan de ikke mønstre en regulering, som kan rette op på problemerne. Eneste mulighed er økonomisk demokrati, og her må den offentlige sektor danne fortroppen.

Af Anders Lundkvist - 5. januar 2012


Kapitalismen kan ikke overleve. Så klart var budskabet fra Marx. Kriserne ville blive dybere og dybere, og kapitalens modmagt – arbejderklassen – ville vokse i omfang og organisere sig, indtil vi fik en revolution, hvor arbejderklassen overtog kontrollen med produktionsmidlerne og indførte socialismen. Mere generelt hævdede Marx, at en produktionsmåde først går under, når den herskende klasse ikke længere kan regere, og den undertrykte klasse ikke længere vil regeres. Der er altså to betingelser for kapitalismens sammenbrud.

Spørgsmålet er om vi nærmer os en situation, hvor de to betingelser er ved at blive opfyldt.

Lad os se på den første betingelse, altså kapitalens evne til at få økonomien til at hænge sammen. Der er gode argumenter for at hævde, at den evne er aftagende. Problemet er ikke kriserne som sådan; de er faktisk nødvendige for at rense ud, så kapitalismen kan fortsætte på et sundere grundlag. Problemet er imidlertid, at det lige præcis er det, der ikke skete efter det finansielle sammenbrud i efteråret 2008. Der blev ikke renset ud. Tværtimod gik staterne ind og reddede bankerne, uden at stille krav. Politikerne er blevet kapitalens medmagt. Derfor sidder vi nu – efter det korte opsving i 2010 – endnu dybere i suppedasen.

Det påstås, at kapitalismen udmærker sig ved at være utrolig fleksibel. Derfor finder den altid udveje. Alternativt træder staten til og redder kapitalen fra sig selv ved at luge ud i den værste spekulation, som vi oplevede i den Keynesianske periode. Men i dag er kapitalen kommet på plejehjem, hvor alle behov straks tilgodeses. Kapitalismen har sejret ... sig til døde?

Marx skrev også, at en produktionsmåde først går under, når den har udtømt alle sine muligheder. Kapitalismen kunne ikke finde råvarer og forbrugere nok hjemme. Derfor fik vi imperialismen (jeg forkorter historien lidt), hvor hele kloden blev underlagt princippet om profitmaksimering. Alligevel kneb det med at få solgt skidtet, men så blev hele det ‘åndelige’ område privatiseret, med patenter og copyright, hvilket åbnede nye, spændende markeder. Men hvad hjælper det hele, når den sejrrige kapitalisme rådner indefra, fordi staten finansierer ansvarsløsheden?

Efter den liberale opskrift skulle kapitalismen kunne klare sig selv, i kraft af markedets berømte ‘usynlige hånd’, men denne hånd er det – om jeg så må sige – blevet stadig sværere at få øje på, i takt med at koncentrationen af kapitalen i monopoler og fonde tenderer mod at sætte konkurrencen ud af kraft. Derfor øges behovet for politisk regulering af økonomien.

Men for at denne regulering kan være effektiv, kræves der en stat med en vis autonomi i forhold til kapitalen. Det er denne autonomi, der ikke længere er til stede: Hvad de finansielle markeder ‘mener’ er det første og snart også det sidste argument i næsten enhver diskussion om økonomisk politik. Deraf den aktuelle økonomiske politik, der vil lede Europa ned i et sort hul, fordi det alene drejer sig om nedskæringer, så staterne får penge til at betale renter og afdrag til finanskapitalen.

Politikerne har udliciteret den økonomiske styring til den finanskapital, der senest i 2008 demonstrerede, at den ikke magter denne opgave. Derfor tvivler jeg på, at den vestlige kapitalisme kan overleve. Men hvad vil da træde i stedet?

I Vesten – men ikke nødvendigvis andre steder på kloden – er det svært at få øje på Marx´s arbejderklasse som den kraft, der kan tage over. Umiddelbart er Marx´s anden forudsætning for revolutionen altså ikke til stede. Lønmodtagerne udgør en stedse større andel af befolkningen, men de er blevet mere heterogene, ikke mindst fordi en stadig større andel af almindelige menneskers indkomst består af kapitalindkomster (friværdi, privatpension, aktier osv.). Det gør det svært at samle kapitalens traditionelle modmagt. Det er denne udvikling, der er den materielle grund til nyliberalismens, dvs. kapitalens, opstigende stjerne siden 1980. Kun filosofiske idealister vil forklare Keynesianismens og den traditionelle socialismes deroute med politikernes forræderi, indflydelsesrige nyliberale tænketanke osv. Men hvis ikke arbejderklassen kan mønstre et alternativ til den fallerede kapitalisme, hvor skal vi så kigge efter forandringskraft og nye samfundsmodeller?

I vore dage er demokratisk regulering af økonomien det indlysende alternativ til den haltende kapitalistiske regulering. Når pengemagten ikke kan klare opgaven længere, hvorfor så ikke prøve med folkemagt?

Tanken om økonomisk demokrati åbner en dør til en anden verden.

Først de små skridt, der defensivt søger at begrænse kapitalens indflydelse gennem Tobinskat, samfundsbank, folkevalgte repræsentanter i bankbestyrelser (med vetoret overfor spekulation).

Dernæst virksomhedsdemokrati og Folketingssuverænitet over pengevæsenet og fordelingen af samfundets ressourcer. Det kan fællesskabet ikke finde ud af, hedder det, men det er vel næsten fysisk umuligt for demokratiet at gøre opgaven dårligere end kapitalen. Hertil kommer, at økonomisk regulering i vore dage må være regulering, der fastholder et givent – eller reduceret – ressourceforbrug, og det er kapitalen, med sit gen for ubegrænset ekspansion, ude af stand til at klare.

Den moderne socialismes vej er altså at udvide det demokratiske princip om ‘én person, én stemme’ til det økonomiske område.

Liberalismens vej er den modsatte, som udtrykt i Venstres principprogram: »De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt.« Demokratiske valg er fint, de skal blot have så ringe betydning som muligt. Det er, fordi liberalismen foretrækker den kapitalistiske sektor, der lyder princippet om indflydelse efter tegnebogens tykkelse frem for den offentlige sektor, som Folketinget bestemmer over, og som derfor lyder det demokratiske princip om lige indflydelse (én person, én stemme).

Når det påstås, at kapitalismen truer demokratiet, er det naturligvis ikke det liberale minimaldemokrati, der står for skud. Faktisk giver krisen en fin mulighed for at radikalisere nyliberalismen, så Thatcher´s revolution fremstår som et fredeligt teselskab.

Meget er nået siden 1980, især markedsgørelsen af den demokratiske sektor. Men i det meste af Europa har det knebet med at reducere denne sektors andel af den samlede økonomi. Den gamle 2010-plan (vedtaget i skøn harmoni mellem de ‘gamle’ partier) satsede på en offentlig vækst på 0,5 pct. overfor en skønnet generel vækst på 2-3 pct., altså på sigt en marginalisering af den demokratiske sektor. Ingen – end ikke VK-regeringen kunne dog leve op til det. Nu er der imidlertid håb forude. Sydeuropa skal privatisere, og hele Europa skal reducere de offentlige udgifter drastisk. Finanskapitalen kræver det, og liberalismen ønsker det.

Så hvor store chancer er der for at realisere det demokratiske alternativ?

Umiddelbart ser det skidt ud. Kapitalisme og demokrati indgik tidligere i, hvad der syntes at være en holdbar legering. Arbejderbevægelsen gav afkald på socialismen, og kapitalen indordnede sig under en demokratisk regulering, der sikrede velfærdsstat og økonomisk stabilitet.

I dag er dette historiske kompromis opsagt.

For sydeuropæerne er det blevet skåret ud i pap. Grækenland og Italien har måttet indsætte direkte repræsentanter for den internationale finanskapital – bankfolkene Papademos og Monti – som regeringschefer, efter at Papandreou blev banket på plads efter de havde slået et sidste slag for demokratiet (forslaget om folkeafstemning).

Men også for de øvrige europæiske lande er området for demokratiske valg efterhånden indskrænket til det minimale. Filteret mellem politikerne og finanskapitalens interesser bliver stadig tyndere.

Det kan næsten være ligegyldigt med frie valg, hvis de valgte kun kan ‘vælge’ én ting, kaldet ‘økonomisk ansvarlighed’, fordi kapitalen straffer en alternativ politik med kapitalflugt og tårnhøje renter.

Håbet for det demokratiske alternativ er, at kapitalens manglende styringsevne efterhånden bliver åbenbar, samtidig med at befolkningerne rejser sig i protest mod at være blevet sat uden for indflydelse.

Fortroppen må være den offentlige sektor. Denne inkarnerer demokratiets idé om et lige fællesskab, og det er dens ansatte og brugere, hvis interesser umiddelbart er truet af kapitalismen.

Først bragt som kronik i Information d. 2. januar 2012.



Kommentarer


Kommentar af Peter Westermann, 6. januar 2012

Hej Anders,

Tak for en kontant analyse af tingenes tilstand. Jeg er meget enig med dig i langt det meste - ikke mindst omkring europagten, som jeg skrev en blog om her på Modkraft før jul.

Skal vi lede efter uenigheder os to imellem, er der nok nogle nuancer - fx kunne vi rode os ud i en debat om ressourcemæssig nulvækst versus bæredygtig vækst, men det er ikke mit ærinde her.

Jeg vil meget hellere høre dit bud på, hvordan vi trænger kapitalismen tilbage til fordel for demokratiske og bæredygtige - i samfundsmæssig og økologisk forstand - alternative organisationsformer. Jeg har selv peget på kooperativer som et bud på en delløsning i den nuværende situation. Det skrev jeg denne blog om. Min partikammerat, Andreas Albertsen, har desuden skrevet denne blog om socialistisk markedsøkonomi.

Min store interesse i dette spørgsmål har også en aktuel, praktisk anvendelse: SF er som bekendt midt i at skrive nyt principprogram, så kan der hentes inspiration rundt omkring, vil det kunne styrke programmet.

Venlige hilsner, Peter


Kommentar af Peter Westermann, 6. januar 2012

P.S. Pelle Dragsted har også lige før jul kredset om emnet i denne interessante blog.

Jeg ser frem til din uddybning af de progressive alternativer, der - gerne nedefra og op - kan fortrænge kapitalismen i vores nuværende situation (dvs. en situation med styrkeforhold i klassekampen, der ikke afviger markant fra de nuværende).


Kommentar af Anders Lundkvist, 6. januar 2012

Hej Peter.

Jeg har fulgt debatten her på Modkraft, i kølvandet på indlæggene fra dig og Andreas Albertsen. Herligt at hele denne diskussion om økonomisk demokrati igen tages op.

Min kronik har jo nogle bud på veje til mere demokratisk styring af økonomien, fra Tobin skat til Folketingets overordnede fordeling af ressourcerne (investeringerne). Det handler mest om top-down indgreb. Men bevægelsen nedefra og op, med initiativer til kooperation osv., er mindst lige så vigtige, bl.a. fordi et sådant pres er nødvendigt for at få lovgivningsinitiativer.

Ingen af os har den færdige løsning. Mit eget indspark vil lægge vægt på den historiske erfaring. det er meget vigtigt at lære heraf, så vi ikke ender i utopi og andre urealistiske initiativer. Denne historiske lære er – kort udtrykt – at den brede vifte af ikke-kapitalistiske organisationsformer, som tidligere karakteriserede Danmark, desværre for det meste er blevet udkonkurreret af kapitalistiske virksomheder eller er korrumperet indefra. Jeg tænker på andelsbevægelsen, der for hundrede år siden – da Danmark var et landbrugsland – faktisk stod for en betydelig del af økonomien. Disse foretagendes andel af omsætningen i DK er faldet fra 13% i 1980 til under 5% i dag, og som bekendt er de blevet sammenfattet i Arla og Danish Crown, der i praksis fungerer på samme måde som et mega aktieselskab. Desuden kooperationen – knyttet til arbejderbevægelsen – der også er en skygge af sig selv.

Begge former kan kritiseres ud fra en socialistisk vinkel, men de var trods alt forsøg på alternativer til kapitalistiske virksomheder. Hvorfor tabte de til egt. kapitalistiske virksomheder, dvs. andels plus aktieselskaber, hvis samlede andel af omsætningen er vokset fra 54% i 1980 til 80% i dag? Det synes jeg er et meget vigtigt spørgsmål, når vi i dag diskuterer alternativer til kapitalismen. Alle disse ting har jeg nærmere undersøgt i en artikel ’Fra folkets økonomiske selvforvaltning til selskabskapitalisme’, der kan findes på min hjemmeside (anderslundkvist.net): http://anderslundkvist.net/2010/08/...

Meget kort: Når andelsbevægelsen og – i mindre grad - kooperationen kunne vinde frem, skyldes det nok især to ting. Dels det positive, at bevægelserne blev støttet fra oven, nemlig af hhv. Venstre og Socialdemokratiet (og ikke mindst fagbevægelsen – faktisk var SD i lang tid skeptisk overfor kooperationen), dels det negative, at kapitalismen var relativt uudviklet og derfor ikke stærk nok til at udkonkurrere de alternative økonomiske organisationsformer. Heri ligger også grundene til det senere forfald. Den politiske støtte – bl.a. i form af lovgivning, der favoriserede andel og kooperation i forhold til selskaber – svækkedes, og samtidig fik kapitalen mere styr på tropperne i form af selskabskapitalismen, hvorefter ikke-kapitalistiske former blev udkonkurreret.

Den hurtige konklusion er
- økonomisk demokrati kræver en vækst nedefra og op, men uden støtte oppefra går det ikke,
- økonomisk demokrati kræver en svækkelse af den organiserede kapitalisme (selskabskapitalismen), ellers bliver dette demokrati udkonkurreret. Kooperation kan først slå igennem, når Folketinget regulerer den store kapital.


Kommentar af Peter Westermann, 7. januar 2012

Hej igen, Anders.

Tak for dit svar og linket til din artikel. Lad os håbe, at vi kan skabe en bred, ny debat om alternative økonomiske organisationsformer, der kan vokse frem fra bunden - og som måske, med den nye regering, møde mindre modstand - måske endda medvind! - i bestræbelsen på at skabe en demokratisk og bæredygtig økonomi.

De objektive betingelser for øget opbakning til forandring er jo så rigeligt til stede, som du beskriver så udmærket i dit indlæg.

Venlig hilsen, Peter


Kommentar af Ulrik Hansen, 12. januar 2012

Hej Anders

Jeg har læst din hurtige konklusion, og jeg er delvist enig. Jeg mener dog ikke at kooperativer nødvendigvis udkonkurreres af kapitalistiske virksomheder.

I "Fra folkets økonomiske selvforvaltning til selskabskapitalisme" skriver du på s. 1: "Derfor hæftede de solidarisk for tab og et overskud akkumuleredes ikke med henblik på ekspansion, men fordeltes til medlemmerne (Brixtofte, 1984: 16);".

Lige kort om min forståelse af markedsøkonomien: For at kunne holde sig på markedet må en virksomhed enten have monopolmagt, eller også må den være i stand til at vokse, åbne nye markeder, ekspandere (og bidrage til samfundet økonomiske vækst). Hvis et af disse to forhold ikke gør sig gældende vil virksomheden være nødsaget til at fyre folk i og med behovet for at effektivisere. I sidste ende betyder det at virksomheden må lukke.

Der er to virksomhedsmodeller som jeg vil fremhæve i denne sammenhæng.

1) Clevelandmodellen: Lokalmiljøet har medbestemmelse over finanserne i kooperativgruppen, hvilket betyder at disse virksomheder har en interesse i at tilgodese lokalområdets interesser. Dvs. de fokusere ikke snævert på profit, de flytter ikke væk, og de er interesseret i grøn vækst. At de ikke flytter gør videre at de lokale institutioner, hospitaler og universitet, har en interesse i at støtte op om dem. Det er i institutionernes interesse at betale kooperativerne over markedsprisen da der ligger en gevinst for dem selv i, på sigt, at have et sundt økonomisk nærmiljø (i og med brugerbetaling i USA). I og med at markedet på denne måde stabiliseres for kooperativerne behøver de ikke at ekspandere alene for at bevare markedsandele, hvilket videre medfører at de også af profit-mæssige grunde kan tænke i grønne løsninger.

2) Mondragon (MCC): De har vist at de er konkurrencedygtige på det almindelige marked. De har været i stand til ekspandere, samtidigt med at de 85.000 arbejder-ejere hæfter solidarisk for tab. Der er virksomheder der har forladt gruppen i tiden løb, men den er stadig vokset meget.

Jeg tænker at der må være en grund til at det går så godt for disse virksomheder som det gør, specielt MCC der klart har historiens vægt bag sig. Spørgsmålet er om det er tilfældigt eller om der er sociale, politiske og/eller økonomiske forhold omkring deres opstart og i og med deres virksomhedsdrift som gør at, specielt Mondragon, har vist sig at være et utroligt successfuldt eksempel. MCC har vist sig istand til at vokse, hvor Cleveland modellen, selvom den endnu ikke kan siges at have bevist sit værd på sigt som MCC, dog tager højde for dette problem. Deres løsning er at de kan siges at have fortrinsret til at levere til de lokale institutioner. Altså er der etableret en moderne form for protektionistisk markede, men et protektionistisk markede som er økonomisk fordelagtigt for de involverede parter. En anden måde at sige det på er at de har monopolmagt.

Hvad er det ved MCC som gør at de er konkurrencedygtige? I sin bog "The ownership of enterprise" skriver Henry Hansman at der ikke er mange omkostninger forbundet med MCC’s repræsentativt demokratiske beslutningsstruktur, og det selvom vi har at gøre med meget store og heterogene virksomheder.

F.eks. er de i stand til, modsat kooperationen lyder det til (som jeg forstå dig på s. 4 i din tekst), hurtigt og problemfrit at gå ned i løn (dvs. f.eks. uden strejker og lign. som ville betyde øgede udgifter til produktionen): http://www.yesmagazine.org/issues/t...

Noget andet er at de er utroligt innovative, og altså at de i høj grad konkurrere på deres videns- og produkt-udvikling. Se artiklen "Innovation in industrial cooperative: special features and potential of the Mondragon model" af Lopez, Lopez og Larranaga, fra 2009, International journal of technology management and sustainable development, volume 8, number 1.

Noget nyt er at de er gået igang med at åbne markeder i USA ved at investere i opstart af kooperativer derovre: http://dollarsandsense.org/blog/200...



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer