Vi er flyttet! modkraft.dk



SRSF´s kommende reform af førtidspension og fleksjob: Ikke hjælp, men øget økonomisk pisk til samfundets svageste.

SRSF vil gerne sælge reformen af førtidspension og fleksjob som hjælp til de svage. Men med endnu større besparelser end VK de kommende år vil der være ringe udsigt til flere penge til de påkrævede flere behandlingstilbud. Det kontante indhold af reformen vil derfor være omfattende forringelser af ydelser og vilkår = øget økonomisk pisk.

Af Henrik Herløv Lund - 19. februar 2012


1. Konklusion: Først og fremmest øget økonomisk pisk.

SRSF vil påberåbe sig et mål om at skaffe førtidspensionister tilbage på arbejdsmarkedet. Det er i sig selv sympatisk og rigtigt og der skal heller ikke herfra lyde nogen indvendinger mod, at man giver førtidspensionister og fleksjobbere flere tilbud om behandling. Tværtimod – flere tilbud vil være godt. Der hvor kæden hopper af er, når SRSF indigneret afviser de nuværende ordninger med, at man her lader mennesker gå til spilde på passiv forsørgelse. Og med det som argument samtidig åbner op for kraftige nedsættelser af ydelserne for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere og for øget usikkerhed i form af midlertidige ydelser. For har mennesker i udviklingsforløb mm ikke brug for et liv på anstændige leve- og indkomstvilkår, hvis de skal kæmpe sig tilbage til arbejdsmarkedet? Hvorfor ikke give behandlingstilbud på de nugældende ydelsesvilkår.

Man fristes til at spørge, om SRSF inderst inde ikke selv tror på de behandlingstilbud, som de ellers vil tale så meget og så højt om, siden det nok så kontante indhold af regelændringer er massive forringelser af ydelse og vilkår for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere – massiv brug af økonomisk pisk. En skepsis overfor løfterne om behandlingstilbud er desværre også velbegrundet. Behandlingssystemerne er i forvejen økonomisk udsultede, navnlig i psykiatrien. Og især mange kandidater til førtidspension med psykiske lidelser har kroniske og alvorlige lidelser, som vil kræve langvarig og omfattende behandling. Skal psykiatrien og det sociale behandlingssystem til også at give sådanne behandlinger til yderligere mange personer i udviklingsforløb og fleksjob, vil det forudsætte tilførsel af økonomiske midler i betydeligt omfang.

MEN: Der er ringe udsigt til, at regeringen vil kunne afsætte de påkrævede midler til den betydelige oprustning af behandlingstilbuddene i psykiatrien, som er nødvendig for at sikre målet om at give førtidspensionister og fleksjobbere bedre helbred og funktion. Tværtimod vil SRSF i deres kommende 2020 plan skærpe besparelseskravene til kommuner og regioner – og tilmed også spare gennem reformen. SRSF vil så her komme med slagord om ”bedre koordinering” og effektivisering og afbureaukratisering. Også disse bestræbelser skal bestemt hilses velkomne – det vil kun være godt, hvis noget af det lykkes og vi kan blive fri for noget af al VK s kontrolbureaukrati. Men det er intet mirakelmiddel og når man samtidig på grund af statsunderskuddene fortsætter med store krav om effektiviseringer og besparelser i kommuner og regioner, er det altså ikke troværdigt, hvis man vil lægge op til, at man på den måde kan hekse mange flere behandlingstilbud frem. Risikoen er at det ender med lappeløsninger og discounttilbud, som det er endt med i forbindelse med aktivering af sygedagpengemodtagere.

Også målet om, at førtidspensionister kan komme tilbage til arbejdsmarkedet er i sig selv godt. Der skal her ikke lyde nogen indvendinger i mod at gøre en indsats herfor. MEN: At gennemføre massive forringelser af ydelserne under midlertidig førtidspension og fleksjob for herigennem at presse folk ud på arbejdsmarkedet er ikke bare socialt skævt. Det er også udsigtsløst, for der er ikke større udsigt til jobs på arbejdsmarkedet med 170.000 ledige blandt dem, som normalt vil være arbejdsgivernes førstevalg.

Med ringe udsigt til reelle og kvalificerede behandlingstilbud og uden reel udsigt til jobs vil den reelle effekt af reformen være, at personer med ofte alvorlige psykiske lidelser og handicaps henvises til at tilvejebringe årevis på langt lavere ydelser end i dag og under stærkt belastende øget usikkerhed i midlertidige udviklingsforløb eller fleksjob. SRSF erstatter hermed nogle ordninger, som ikke er perfekte, men dog i det mindste i dag sikrer et tåleligt liv, med langt dårligere vilkår uden sikkerhed for at kunne komme ud af dem.

Det er ingen tilfældighed, at SRSF s forslag til regelændringer i høj grad vil ligge op ad VK s tidligere reformudspil. Det reelle og kontante indhold af SRSF ´s reform bliver nemlig som VK s så en spareøvelse, hvor vilkårene og ydelserne forringes i omfattende grad for kommende førtidspensionister og fleksjobbere og hvor der gennem nedsat refusion til kommunerne samtidig lægges et økonomisk pres, der uanset berettigelse vil gøre det endnu sværere at opnå fleksjob og førtidspension. SRSF fører på dette område – som i den økonomiske politik i øvrigt – overvejende borgerlig politik.

SRSF vil sætte sig selv på den moralske høje hest: VI vil ikke opgive fleksjobbere og førtidspensionister – VI vil hjælpe dem, så de i stedet kan få det bedre og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men det vil være tvivlsomt om der er dækning for plusordene og de gode hensigtserklæringer. Mennesker på førtidspension og i fleksjob er folk der i forvejen ligger ned med dårligt helbred og manglende erhvervsevne – effekten af reformen risikerer at blive at man træder på de, som i forvejen ligger ned.

Skyldes salgsretorikken om at tage hånd om de svage så ønsketænkning eller er det spin, som skal få forringelserne til at glide ned? Herom må enhver selv dømme.

Desværre har en del af offentligheden tilsyneladende ladet sig forføre af den besnærende retorik om, at man vil hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere. At borgerlige aviser gør det er ikke overraskende, men at faglige organisationer og eksperter også lader til at have købt dette billede af reformen som hjælp må overraske. Realiteterne er på trods af alle plusordene, at reformen i det væsentlige må forventes at medføre langtidsparkering af arbejdsmarkedets og samfundets svageste på discountvilkår. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Med det kriterium er og bliver den samlede dom over SRSF s kommende reform af førtidspension og fleksjob ikke positiv.

2. Forventede regelændringer vil medføre omfattende forringelser!

Førtidspension: Ingen forbedringer, men omfattende forringelse.

Indholdet af den forventede reform tegner til at ligge meget langt fra at skabe forbedringer for førtidspensionister, når vi ser på de konkrete ændringer af de nuværende regler. SRSF- regeringens kommende udspil må tværtimod for det første forventes at indebære, at førtidspension gennem indførelsen af ”udviklings-/rehabiliterings forløb” bliver midlertidig for alle under 40 år. For over 40 årige bliver den også midlertidig, i hvert fald formentlig de første 5 år.

De således kun ”midlertidige førtidspensionister” i udviklings-/rehabiliteringsforløb skal nu indstille sig på efter 5 år at skulle igennem en ny vurderingsmølle og på igen at skulle kæmpe for at få deres ydelse. Dette er i sig selv stærkt negativt, idet det slet og ret vil skabe stor usikkerhed og stress for en gruppe mennesker, der i forvejen har vanskeligt ved at klare og overskue tilværelsen. Det vil ikke bidrage til at de får det bedre – som målet ellers lyder -, snarere tværtimod.

Tilmed skal de i udviklingsforløb indplacerede for det andet klare sig på et langt ringere forsørgelsesgrundlag end, hvis de havde fået førtidspension, fordi alternativet til førtidspensionssatsen på længere sigt uvægerligt må forventes at blive den langt lavere kontanthjælpssats.

Nogle af samfundets svageste mennesker langtidsparkeres således på et sidespor ikke alene under øget psykisk belastning, men også på fattigdomsvilkår.

Og det kan forudses, at de herunder også bliver kastebold for alle mulige og umulige ”aktiveringsforslag”, og for vedvarende ”opfølgninger”, der skal retfærdiggøre fastholdelsen af dem i disse ”udviklingsforløb”, og om muligt presse dem tilbage på arbejdsmarkedet. Og med en forventet reduktionen af refusionssatserne må der som anført for det tredje også forventes givet et stærkt økonomisk incitament til, at kommunerne - uanset ansøgerens berettigelse - tildeler så få egentlige førtidspensioner som muligt.

I stedet for forbedring for førtidspensionister må de forventede regelændringer altså samlet set altså ventes at indebære en kraftig devaluering af førtidspensionen. Førtidspensionister er blandt arbejdsmarkedets svageste, som kun tildeles pensionen, fordi de i det væsentlige vurderes at være uden erhvervsevne og uden muligheder for at klare sig selv. Det er mennesker, som i forvejen ”ligger ned”. Ikke desto mindre må denne reform gennem midlertidige og langt lavere ydelser altså desværre forventes at ”træde på dem, der i forvejen ligger ned.”

Fleksjob: Er S og SF på vej til at sælge deres eget barn til stanglakrids?

Hvad angår det det kommende udspil fra SRSF vedrørende fleksjob må for det første som beskrevet forventes, at fleksjob for under 40 årige på tilsvarende måde som for førtidspensionister bliver rent midlertidige a 5 års varighed og for over 40 årige måske også bliver det, i hvert fald for det første fleksjob. Alle fleksjobbere uanset alder må således også forventes at hvert 5 år at skulle igennem en ny vurderingsmølle og på igen at skulle kæmpe for at få deres ydelse. For under 40 årige ifølge regeringens forslag tilmed gang efter gang indtil de bliver 40. Det vil også for fleksjobbere give en stor usikkerhed og stress på samme måde som de 5 årige udviklingsforløb for førtidspensionister vil.

Tilmed skal langt de fleste fleksjobbere for det andet også klare sig på et ringere forsørgelsesgrundlag ligesom tilfældet vil være for førtidspensionister. Reformen vil her blive forsøgt solgt som et opgør med nogle få fleksjobbere, som tjener op mod 700.000 i årlig ydelse. Men det gælder under 5 % af fleksjobberne, mens den typiske fleksjobber ikke tjener mere end en gennemsnitlig lønmodtager. Den væsentlige ændring af fleksjob for så vidt angår ydelse er, at løntilskuddet generelt må forventes nedsat og navnlig nedtrappet.

Hermed må alle andre end fleksjobbere på lavtløn forventes at ville få forringet deres ydelse væsentlig, idet tilskuddet ikke længere vil være proportional med lønnen, men vil blive aftrappet for middelindkomster og helt bortfalde for højere indkomster.

Effekten vil sikkert – som tilsigtet – være at afholde mange med lønninger over lavtløn fra at søge ordningen, fordi de ikke har råd.

Og med den forventede større eller mindre reduktionen af refusionssatserne vil kommunerne for det tredje endelig få et stærkt økonomisk incitament til heller ikke at oprette fleksjob og navnlig til at finde begrundelser for at sige nej efter det første midlertidige fleksjob.

S + SF synes på vej til så gennemgribende at amputere ordningen, at man må spørge sig selv om de to partier er ved at sælge fleksjobordningen, som de selv skabte som hjørnestenen i det rummelige arbejdsmarked, til stanglakrids?

Ikke mindre ulighed, men en omfattende og socialt skæv forringelse for de svageste.

Fra SF s side har man motiveret sin tilslutning til reformen med at ville bekæmpe ulighed (forstået som højtlønnedes adgang til fleksjob) gennem kravet om loft over fleksjobydelsen. Man kan overhovedet ikke være uenig i at der skal lægges loft over fleksjobydelsen. Men det er vanskeligt – for ikke at sige umuligt - at genfinde denne begrundelse om at mindske ulighed i det samlede forventede reformkompleks for fleksjobordningen, hvor en forventet omlægning og nedtrapning af ydelsen for alle andre end de lavest lønnede vil ramme langt flere.

Tværtimod må det forventede reformforslag vedr. fleksjob samlet set forventes at have stor social slagside. For det vil gøre det langt vanskeligere for en svag gruppe - mennesker med reduceret arbejdsevne - at blive på arbejdsmarkedet, fordi de bortset fra de lavest lønnede dårligt vil have råd. Tilsvarende gælder, at ændringerne, hvad angår førtidspension, også må forventes at indebære stærk forringelse af levevilkårene. Tilmed for en gruppe, som er så svag, at udgangspunktet for at få ydelsen i dag er, at man efter omfattende arbejdsprøvning og sagsbehandling vurderes ikke at have nogen erhvervsevne overhovedet. Øge ulighed og den tunge ende nedad gælder også denne del af SRSF s forventede kommende reformkompleks.

Som det allerede i forhandlingsøjemed er signaleret af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil SRSF s udspil ligge tæt op ad VK s udspil før valget. Selvom SRSF gik til valg på bekæmpelse af ulighed og socialgenopretning er der altså tale om en reform, der skaber øget ulighed og social skævhed for nogle af arbejdsmarkedets og samfundets svageste. SRSF gik til valg på et politisk alternativ til VK. Men på dette område tegner der i stedet til at blive tale om en videreførelse af den borgerlige forringelses og besparelsespolitik på velfærdsområdet. Det sker med den begrundelse, at man helt vil hjælpe folk ud af førtidspension og fleksjob. Men som vi skal se, vil der næppe være realiteter heri.

3. Reformens mål og begrundelser holder ikke.

For mange i fleksjob og på førtidspension?

SRSF vil for det første begrunde deres reform med til, at der siden 2000 er kommet over 50.000 flere i ordninger, hvilket har medført en merudgift på 9½ mia. kr. Og man vil slå ud med armen og henvise til, at det da ikke er holdbart. Nej, det ville det ikke være, hvis det var korrekt, men det er det heller ikke, når man ser det i en større sammenhæng. Det er også ubestrideligt, at antallet af førtidspensionister og fleksjobbere isoleret set tilsammen er steget fra omkring 250.000 i år 2000 til 300.000 ved udgangen af årtiet. Og det ses også, at der er korrekt, at denne stigning især sker i fleksjobordningen.

MEN: En væsentlig del af tilgangen til fleksjob og førtidspension skyldes, at der til gengæld så er blevet færre på en række andre overførselsordninger. Fx er henvisning til revalidering og indplacering i fleksjob alternative muligheder for kommunerne ligesom tilkendelse af førtidspension ofte følger efter længevarende modtagelse af sygedagpenge og kontanthjælp. Derfor må tilgangen til disse forskellige ordninger ses i sammenhæng dvs. for ordningerne under et. Hermed fremkommer et helt andet billede. Fra 2003 til 2009 er antallet at personer i fleksjob, ledighedsydelse og førtidspension som tidligere fremgået steget betydeligt, nærmere bestemt i dette åremål med godt + 37.000, men modsat er det samlede antal personer i sygedagpenge, på kontanthjælp og i revalidering faldet med – 41.000.

Kritikken af tilgangen – og dermed også af udgifterne - til fleksjob og førtidspension for at ”være løbet løbsk” skyder altså forbi. Jo, der har været stigende tilgang til fleksjob og førtidspension. Men sammenhængende hermed er tilgangen til revalidering, kontanthjælp og sygedagpenge samtidig faldet modsvarende, fordi kommunerne i stedet for revalidering har valgt fleksjob og fordi de har visiteret fra sygedagpenge og kontanthjælp til førtidspension. Der er således ikke er kommet for mange mennesker i fleksjob og førtidspension, fordi der modsvarende og sammenhængende hermed er blevet færre på revalidering, sygedagpenge og kontanthjælp. Og det er dermed heller ikke er rigtigt, at udgifterne er løbet løbsk, fordi de stigende udgifter til fleksjob og førtidspension har erstattet endnu dyrere udnyttelse af andre ordninger.

Stort forbedringspotentiale for førtidspensionister og fleksjobbere?

Hovedargumentet for SRSF s kommende reform er, at førtidspensionister i stedet for passiv anbringelse skal få det bedre. Den underliggende grundopfattelse er, at fleksjobbere og førtidspension med tiden får det og kan det få det bedre, hvorfor det er forkert at ”fastlåse dem” på vedvarende overførselsindkomst. Det gælder navnlig vedrørende under 40 år, som tildeles førtidspension på grundlag af psykiske lidelser.

Men tallene fortæller en helt anden historie. Data der tilmed er indhentet af Arbejdsmarkedskommissionen viser, at 2/3 af alle førtidspensionister ikke får det bedre, men tværtimod værre – selv efter at have opnået ydelsen. Når reformtilhængerne vil slå på, at der er en stigende del af unge under 35 – 40 år, som tildeles førtidspension og en stigende del, som tildeles på grundlag af psykiske lidelser, er det korrekt. Men den underliggende synspunkt om, at unge jo udvikler sig og kan få det bedre. Og at psykiske lidelser kan gå over, er der til gengæld ikke belæg for, når vi ser på det store flertal af førtidspensionstildelinger.

En meget stor del af tildeling af førtidspension i det hele taget på grundlag af psykiske lidelser sker tværtimod overvejende på grundlag af alvorlige, kroniske psykiske lidelser med deraf følgende ringe og kun langsigtede forbedringsmuligheder. Fx mental retardering, psykisk udviklings-forstyrrelse, skizofreni, forstyrrelser i personlighedsstruktur samt skizotypiske sindslidelse.

Det siger vel sig selv, at når tilkendelse af førtidspension altovervejende sker på grundlag af kroniske dvs. vedvarende lidelser, kan muligheden for forbedring naturligvis ikke afvises, men der vil i hvert fald IKKE være udsigt til nogen hurtig og stor forbedring. Snarere betyder de kroniske lidelser, at den forbedring, der måtte kunne opnås, vil kræve en lang og omfattende behandlingsindsats (herom senere) Generelt er der således ikke umiddelbart noget stort forbedringspotentiale vedr. førtidspensionister med psykiske lidelser.

Udsigt til omfattende behandlingsindsats for førtidspensionister og fleksjobbere?

Her vil SRSF så pege på, at man så sandelig da også har tænkt sig at indføre ”målrettede behandlingsforløb”. Det skal understreges, at der fra undertegnede slet ingen uenighed er i målsætningen om at give førtidspensionister – og fleksjobbere - tilbud om behandling. Tværtimod, der er i allerhøjeste grad brug for, at sådanne tilbud bliver givet. Men det vil kræve en omfattende støtte – og behandlingsindsats i det sociale og psykiatriske system, hvis de ofte kroniske og alvorlige, langvarige psykiske lidelser skal afhjælpes så meget, at ansøgere om førtidspension kan få forbedret helbred og førtidspension så meget, at de ikke har behov for førtidspensionen.

Virkeligheden er imidlertid, at det sociale behandlingssystem i kommunerne i disse år undergår omfattende besparelser og at det psykiatriske behandlingssystem i regioner er udsultet og lider af kapacitets – og kvalitetsmangel blot i forhold til de nuværende behandlingsbehov. Det vil kræve tilførsel af betydelig midler, hvis disse behandlingssystemer skal oprustes til også at skulle kunne tage sig af en lang række indplacerede i udviklingsforløb og midlertidige fleksjob.

Men sådanne merbevillinger er der ingen udsigt til. Ganske vist har SRSF på finansloven med Enhedslisten foreløbig i 2012 afsat midler lidt flere permanente midler til psykiatriindsatsen samt på vanlig vis tilført psykiatrien nogle hundrede millioner fra satspuljen. Men samtidig må SRSF s kommende 2020 – plan forventes at lægge op til kun 0,4 % årlig realvækst i det offentlige forbrug dvs. fortsat næsten nulvækst i det offentlige forbrug. Dermed er der ingen udsigt til gennemførelse af valgløfterne fra ”Fair Løsning” om et samlet årligt løft i det offentlige forbrug på 1,4 %. Og der er dermed selvsagt heller ingen udsigt til de yderligere 5 mia. kr. til behandling og forebyggelse, som Fair Løsning opererede med.

Ganske vist stiller man i udsigt, at der i 2013 afsættes en reserve på 5 mia. kr, som bl.a. skal ”tilgå sundhedsområdet, men også forskningsområdet samt regeringens højt prioriterede områder”. Men når sundhedsområdet skal dele med forskning og formentlig også uddannelse og psykiatrien igen skal dele med sygehusområdet i øvrigt, herunder kræft, er der hermed ingen udsigt til et større løft af psykiatrien. Der er altså generelt næppe udsigt til at SRSF vil foretage give det psykiatriske behandlingssystem det omfattende økonomiske løft, som det blot vil kræve at komme ud af den nuværende ressourcemangel. Og slet ingen udsigt til det betydelige løft, som det vil kræve, hvis det psykiatriske behandlingssystem skal oprustes og opdimensioneres til at tage mod flere patienter i udviklingsforløb og midlertidige fleksjob.

Kan bedre koordinering og afbureaukratisering forventes at muliggøre flere behandlingstilbud?

Her kan SRSF så forventes at ville tale om, at den nødvendige behandlingsindsats kan skabes gennem bedre at koordinere beskæftigelses -, social – og sundhedssystemerne og gennem effektivisering og afbureaukratisering. Igen kan man på ingen måde være uenig i, at disse ting skal gøres og at de vil repræsentere fremskridt.

MEN: Der er i forvejen i økonomiaftalerne med kommuner og regioner forudsat betydelige årlige effektiviseringer. Hvilket ikke mindst netop sygehusområdet har haft svært ved at leve op til – heraf de årlige tilbagevendende fyringsrunder i sygehusvæsenet. Udsigterne for SRSF s kommende 2020 plan tyder på ingen måde på, at dette besparelseskrav vil blive mindre idet man generelt tegner til at øget budgetforbedringsbehovet fra VK s 47 mia. kr til op mod 67 mia. kr i 2020. Udsigten til at der gennem effektivisering således kan frigøres og omfordeles større midler til psykiatrien er således ringe.

Der er ingen tvivl om, at der i beskæftigelsespolitikken – som påpeget af Mette Frederiksen – kan spares betydelige midler på VKO s kontrol og aktiveringsforanstaltninger. Men vil SRSF – regeringen vil gennemføre et sådant gennemgribende opgør med al den stund, at man i henhold til eget regeringsgrundlag tværtimod grundlæggende viderefører VK s økonomiske politik og arbejdsmarkedsreformer. Og hertil har brug for udstrakt samarbejde med og goodwill fra VK? Hertil kommer, at der jo sættes andre tiltag i stedet.

Og så er der problemet med, at med det ovennævnte endnu større årlige besparelsesbehov end VK s, så vil der blive hårdt brug for alle besparelser til ”budgetforbedring”. Det forekommer derfor også særdeles tvivlsomt, at der vil blive frigjort større midler til psykiatrien fra beskæftigelsessystemet.

Tilsvarende overvejelser kan gøres ved det kommunale sociale behandlingssystem, som også vil skulle spille en vigtig rolle i at forebygge førtidspension. Men hvor realiteten er, at kommunerne kommer under endnu mere økonomisk pres end regionerne på grund af den endnu strammere økonomiske politik de kommende år. Og ikke mindst det sociale område i kommunerne er hidtil blevet pålagt store besparelser for at reducere et hidtidigt stort overforbrug.

Tilbage er der med andre ord, at midlerne til behandling af personer i udviklingsforløb og midlertidige fleksjob skal komme fra ”systemet selv” - ”systemet” selv må blive bedre gennem bedre organisering, administration og tilrettelæggelse. Og undskyld mig – det lyder ikke særligt troværdigt, når det gælder om at rejse betydelig midler til et løft i det sociale og psykiatriske behandlingssystem..

MEN: Hvis der ikke kommer en udbygning og oprustning af behandlingssystemet, er reformens fremadrettede del med udviklingsforløb osv. mere eller mindre luft. Og tilbage står så kun en omfattende forringelse af vilkårene for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere.

Er der udsigt til jobs til førtidspensionister og mere arbejde til fleksjobbere?

I SRSF s oplæg vil det endelig blive angivet – som tidligere hos Arbejdsmarkedskommissionen og VK – hedde, at effekten af reformen vil blive en forøgelse af beskæftigelsen. Det er imidlertid ren ønsketænkning. Der er alene tale om en rent udbudsøkonomisk effekt. Selv en så begrænset beskæftigelses-effekt er der her efter finans – og gældskrisen ingen udsigt til at opnå. For når der i forvejen er 170.000 ”normalledige”, som arbejdsgiverne under alle omstændigheder vil vælge først, så vælger de selvfølgelig ikke af egen drift en ”halv” eller kvart arbejdskraft fra en fleksjobber eller førtidspensionist. Især ikke, når de i forvejen har afskediget de 170.000 normalledige for at tilpasse kapaciteten og nedsætte omkostningerne.

Og de økonomiske realiteter så langt som vi kender dem, handler om stor og vedvarende arbejdsløshed. I denne sammenhæng skaber det selvfølgelig ikke mere beskæftigelse, selvom man gennem forringet forsørgelsesgrundlag presser mennesker med i forvejen begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet. De mennesker med reduceret arbejdsevne, som det fx kunne lykkes gennem denne reform at forhindre i at få førtidspension og fleksjob, har derfor ingen jordisk chance for at opnå beskæftigelse i det arbejdsmarked, som tegner sig en årrække fremover.

Selv den Arbejdsmarkedskommission, som også SRSF vil bygge meget på som tidligere VK gjorde det mente, at ” arbejdsudbuddet fra personer med nedsat arbejdsevne kan øges, men det forventes ikke at bidrage nævneværdigt til holdbarheden af de offentlige finanser.” Forøgelsen af arbejdsudbuddet vil dog ifølge kommissionen selv være særdeles begrænset: 5.000 personer. Ud af godt 300.000 personer i ordningerne i dag, er det altså kun lidt over 1,5 pct. dvs. nærmest symbolsk. Og ifølge Arbejdsmarkedskommissionen ville bidraget til forbedring af de offentlige finanser være lige så symbolsk: 0,75 mia. kr

En moralsk reform – eller en amoralsk?

SRSF må i forbindelse med deres kommende forslag til reform af førtidspension og fleksjob i høj grad forventes at ville iføre sig den moralske førertrøje. Man vil harmdirrende og indigneret afvise de nuværende ordninger med, at man her lader mennesker gå til spilde på passiv forsørgelse. Hermed vil man indirekte også stemple evt. forsvarere af det nuværende sikringssystem med, at det har de åbenbart bare tænkt sig - at lade mennesker henslæbe tilværelsen på udsigtsløs passiv forsørgelse. Er man fx tilhænger af, at de nuværende satser for førtidspension og fleksjob skal bevares, er hermed næsten indført omvendt bevisbyrde: Så skal man bevise, at man ikke er bagstræberisk og reaktionær.

I stedet vil SRSF sætte sig selv på den moralske høje hest: VI vil ikke opgive fleksjobbere og førtidspensionister – VI vil hjælpe dem, så de i stedet kan få det bedre og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og det er her tilsyneladende lykkedes at forføre både faglige organisationer, eksperter og betydelige dele af offentligheden. For det må jo da være rigtigt, at vi skal forsøge at hjælpe i stedet for bare at lade folk henslæbe tilværelsen i en af disse ordninger.

Som tidligere understreget skal der her slet ikke anføres nogen uenighed i, at man under alle omstændigheder skal søge at hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere og heller ikke i, at vil være bedre for dem at komme ud på arbejdsmarkedet….. HVIS det kan lade sig gøre? Men for det første har vi set, at der umiddelbart ikke er den store udsigt til at mange førtidspensionister og fleksjobbere vil få det bedre i udviklingsforløb respektive midlertidige fleksjob. De fleste får det værre selv efter tilkendelse af førtidspension. Og for de meget omtalte ”unge med psykiske lidelser”, som får førtidspension, gælder som vist, at de langt overvejende lider af kroniske og/eller alvorlige psykiske lidelser, som vil kræve omfattende og langvarig behandling.

Men for andet må man stille sig særdeles til, at SRSF kan levere den oprustning af det sociale og psykiatriske behandlingssystem, som det kræver, hvis førtidspensionister og fleksjobbere skal få det bedre og komme tilbage? Menuen står i de kommende år i stedet på øgede besparelser og voksende krav om effektivisering i kommuner og regioner. Og sidst men ikke mindst: Skulle det forhåbentligt lykkes at bedre funktionsevnen hos førtidspensionister og fleksjobbere, så vil der med 170.000 normalledige ikke være (mere) arbejde til dem

Konsekvenser er, at så erstatter SRSF bare nogle ordninger, som i dag sikrer et tåleligt liv, med langt dårligere vilkår, således som vi har set foran. I stedet for at gøre det rigtige får vi mere ulighed og social skævhed for de svageste på arbejdsmarkedet. I stedet for en moralsk reform får vi i realiteten en amoralsk. Konklusionen er også, at de smukke ord i SRSF– regeringens udspil om, at der skal sættes behandling ind i udviklingsforløb for at forebygge førtidspension, næppe står mål med virkeligheden.

Er der i stedet tale om moralsk udsprunget ønsketænkning? Eller er der slet og ret tale om spin, som skal dække over omfattende besparelser på førtidspension og fleksjob og gennemførelsen af en borgerlig politik? Jeg vil overlade til læseren at fælde dommen.

4. Der er brug for alternativer

I stedet for dette skæve reformudspil kan stilles en række alternative forslag: Revalidering bør prioriteres som effektivt instrument til rehabilitering, bl.a. gennem øget refusion.

Behandlingssystemet bør oprustes gennem tildeling af større midler. Beskæftigelse af personer med reduceret arbejdsevne bør støttes gennem præmiering af virksomheder, som opretter sådanne jobs.

Førtidspension bør bevares for både under og over 40 årige – det handler ikke om alder, men om udsigter til generhvervelse af erhvervsevne. Men den forud for førtidspension gående undersøgelse, arbejdsprøvning og sagsbehandling kan med fordel samles i et tidsbegrænset 3 til max 5 årigt rehabiliteringsforløb med reelle behandlingstilbud.

Fleksjob bør ikke gøres midlertidige og løntilskudsmodel og ydelse bør i hovedsagen bevares, således at de følger med arbejdsgiverbetalingen op. Dog bør der indføres et loft, således at der ikke gives tilskud for arbejdsgiverbetaling udover 200- 250.000 kr.

Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom – cand. scient. adm. Ikke parti – eller bevægelsestilknyttet medlem af centrum venstre

Henvisning:

Den fulde KRITISKE ANALYSE rapport på 70 sider , inkl. illustrationer, noter og dokumentation, kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/art...

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene KRITISKE ANALYSER (om velfærd og økonomi) og KRITISKE DISKUSSIONER (om politik) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk



Kommentarer


Kommentar af , 28. februar 2012

Det er en mærkelig måde den nye regering tænker på. Jeg troede at denne regering ville gøre noget for dem, som har det dårligst i dette samfund, men nu ser det ud til, at der bare skal sparkes til dem, som i forvejen ligger ned........ Jeg er selv på fleksjob. I forvejen havde jeg en god uddannelse, og er ansat indenfor området. Det vil så også sige, at jeg får den efter overenskomsten gældende løn. Hvordan hænger tingene sammen, hvis arbejdsgiver skal ha’ mindre tilskud til en bedre løn, og samtidig få færre arbejdstimer?????? Hvorfor skal jeg ikke ha’ lov til at blive på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsgiver ikke har råd? - få en løn jeg kan leve af, og som passer til mine kvalifikationer? - og giver mig arbejdsglæde i min hverdag? Hvis regeringens forslag bliver gennemført, vil der kun være én jobmulighed indenfor fleksjob. Der vil fra arbejdsgivers side, kun blive tilbudt de aller lavest betalte job, for at få et tilstrækkeligt tilskud. Jeg er ikke ond, men håber at den næste der falder af taburetten i folketinget får en skade og skal på fleksjob til 15.000 Kr. om måneden, fordi der ikke er råd til mere........

Med venlig hilsen en fleksjobber



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer