Vi er flyttet! modkraft.dk



Hvor sidder X-faktoren egentlig?

Hvad er det egentlig, programmer som X-factor leder efter? Og hvorfor finder de det aldrig?

|
Af Kim Ingemann - 16. februar 2012


KOMMENTAR: Som det utvivlsomt er de fleste læsere bekendt, har Danmarks Radio en programserie, som hedder X-factor. Public service mediet har købt retten til at benytte konceptet, som er ejet af Simon Cowell, selvom ideen til konceptet blot er en kopi af de talentshows, som har fundet sted i småbyer verden over lige siden forekomsten af professionelle kunstnere.

En tidligere deltager i X-factor, Ercan, har for nogen tid siden beklaget sig over programmet og det, det gjorde ved ham. Det skete på Facebook, hvor han skrev:

– Der er mange, der har spurgt, om jeg har fået noget ud af ’X Factor’? Nej. Tror faktisk, der er flere døre, der er lukket. Jeg fortryder det inderligt. Især min præsentation til live shows. Jeg styrede intet, havde intet at sige. Jeg var bare en dum perle, der bare nikkede med hovedet, skrev han.

Patricia Bull, der selv har deltaget i X-factor, har en blog på Danmarks Radios website, hvor hun blandt andet skriver, at Ercan med den udtalelse »saver den gren over, han selv sidder på«:

– Nu har jeg intet imod at man siger sin mening. Jeg er stor fortaler for at få sagt det, der tynger en. (…) Ercan har sagt fra det øjeblik han røg ud af X Factor, og faktisk hele dagen inden han røg ud, at han ikke var tilfreds med hans (sic! red.) sangvalg, skriver hun og fortsætter:

– Man kan gøre to ting i den situation. Man kan skifte sangen koste hvad det vil, eller man kan gennemføre, og gøre det bedste man kan. Desværre for Ercan, tror jeg pludselig det blev svært for ham at give hans (sic! red.) sjæl i sangen, skriver hun.

Som enhver, der har fulgt X-factor, ved, handler dette program om ret meget andet end musik. Og som ovenstående antyder, er programmet endda til skade for musikaliteten og udtrykket hos den optrædende, for vedkommende har åbenbart bare at være tilfreds med sit påtvungne sangvalg, også selv om det »pludselig« skulle blive svært at give sin »sjæl« i sangen.

I dette univers og under disse omstændigheder i et public service medie forsøger de involverede dommere og optrædende og publikum at finde den mystiske ubekendte, som skaber de store kunstneriske oplevelser.

Det lader sig ikke gøre.

For hvor sidder x-faktoren egentlig? Og er den et mysterium?

Den er kun et evigt mysterium for den, der er bundet ind i en liberalistisk forestillingsverden, hvor al værdi skal omsættes i pengeværdi. Hvis ens hjerne ser ud som et regneark, vil den kunstneriske oplevelse med stor sikkerhed ende som et x i ligningen.

Pengenes magt

Talentshows har altid været de smarte promoteres og manageres lette vej til indtjening, ligesom X-factor er det for bagmanden Simon Cowell. Blandt andet fordi de optrædende ikke får honorar – de har jo ingen status, men får blot lov at drømme om den.

Der findes ingen eksempler på, at talentshows i sig selv har fremelsket talent, som ikke fandtes i forvejen. Men der er mange eksempler på det modsatte. For eksempel blev verdens største populærmusikalske succes i nyere tid The Beatles altid nummer sjok i de talentkonkurrencer, de deltog i.

Ikke at der ikke forefindes en naturlig kappestrid blandt kunstnere om at være de bedste. Det er bare ikke noget, man kan stemme om eller kvantificere. Kun eksponeringen og opmærksomheden og antallet af solgte enheder kan kvantificeres.

Musik, visuelle forestillinger, drama, poesi og gribende fortællinger er noget yderst værdifuldt for de fleste mennesker, men værdien har ikke umiddelbart noget med kvantitative størrelser eller penge at gøre.

Den kunstneriske oplevelse kan ikke byttes for noget andet eller gøres lig med noget andet. Den er et forhold mellem kunstneren og den enkelte, der oplever værket. Til gengæld kan den med fordel deles i et fællesskab, fordi den vellykkede oplevelse af et kunstværk altid indeholder antydningen af et muligt fællesskab mellem mennesker.

Hvordan virker kunst?

Den kunstneriske oplevelse er en levende spilsituation, hvor værket spiller på krop og sind, og dette kræver i første række et åbent sind, der er i stand til at reflektere tilværelsen i samspil med kunstværkets refleksioner.

I enhver kunst findes en antydning eller en lille fraktal af utopien, en bedre indrettet verden, fordi kunstværket i sig selv er en lille menneskeskabt orden. Og denne orden forbindes med et konkret fællesskab i det kunstneriske spil. Også for eksempel de kristne salmers kraft kommer af, at de materialiserer en afspejling af det kommende himmerige, og samtidig bekræfter de et konkret fællesskab.

Dette formidles bedst via en kunst, som i sig selv er en spejling af eksistensen, og som sætter den oplevendes egne spejlinger i bevægelse.

Konkret sker der det, at den oplevendes nu erstattes af eller smelter sammen med værkets nu.

Derved spiller værket, som altid opleves i et tidsmæssigt forløb, sammen med den oplevendes erindring, det foregående nu, på den ene side, og forventningen til det næste nu på den anden side. Og dermed udfordres oplevelsen af den levende eksistens med nye spejlinger, som i øjeblikket træder i stedet for det levede liv. Dermed har kunstværket potentiale til flytte bevidsthedens oplevelse af tid og rum og egen placering i forhold hertil.

Jagten på x-faktoren

Siden massekulturen for alvor brød igennem i industrisamfundene i begyndelsen af 1900-tallet – og hvor for eksempel musik og film var helt afhængig af appel til masserne – har de små og store forretningsfolk, som begav sig ind på området, forsøgt at finde frem til, hvad der får for eksempel et stykke musik til at slå igennem i stort omfang. Effekten og omfanget på markedet var vigtigere end udtrykket og originaliteten. Som det var typisk i industritiden gik kvantitet foran kvalitet.

Men det i en sang eller et kunstværk, der rammer den enkelte eller masserne, er ikke noget, der kan kalkuleres. Om et værk er i pagt med sin tid og resonerer i det omgivende rum af muligheder, kan ikke bestemmes på forhånd.

Selv når man arbejder med standardunderholdning eller appellerer til laveste fællesnævner i et tilfældigt sammensat publikum, skal der i den konkrete performance være noget, en leg, der spejler tid og sted, som gør lige netop denne performance til en værdifuld oplevelse.

X-factors problem

X-factors problem er, at en forudsætning for, der kan opstå et samspil mellem kunstneren og den oplevende, er, at kunstneren formår at forbinde sig med det mulige fællesskab, som er tilstede i rummet, hvor det hele foregår.

Dette kræver, at kunstneren faktisk behersker sin kunst, at liv og forestilling hænger sammen. Og at publikum er blevet åbnet for det mulige fællesskab.

Da de prøvende, usikre optrædende i X-factor ikke rent faktisk befinder sig på dette niveau, må publikum åbnes med alt muligt andet, blandt andet den dramatiske »fortælling« om et menneske, der møder sin skæbne ved at satse og muligvis tabe.

Og »dommerne«, som i visse tilfælde foregiver at forsvare deltagernes kunstneriske integritet, er også i konkurrence med hinanden, hvilket bevirker, at de selv bliver grænseoverskridende og meget ofte netop træder på de optrædendes integritet.

Det var for eksempel den selvudnævnte forsvarer for »den gode smag«, Thomas Blachman, der satte »sin« kunstner Ercan uden for indflydelse på det, han skulle udtrykke.

Men er der da slet intet, som er godt ved X-factor? Det fungerer jo, der er mange mennesker, der ser programmet?

Jo, seeren møder personer, som udfordrer deres skæbner ved at springe ud på en scene. De fleste mennesker rummer nogle kvaliteter, som man, når man møder dem, har lyst til at vide mere om. Og programmet giver seeren en mulighed for indlevelse i andre menneskers skæbne sammen med en følelse af magt ved, at det er muligt at være med til at afgøre den.

Men seeren snydes for virkelig at lære personerne at kende, fordi de kun i ringe grad udtrykker sig selv i deres indordning under konkurrencens regler. Det eneste, det handler om i sidste ende, er det liberalistiske grundspørgsmål: Er det her en vinder eller en taber?

Og svaret på dette spørgsmål er ovenikøbet en gratis ydelse fra seeren til musikindustrien, som kan forvente, at en vis procentdel af de, der stemmer, også vil købe musikken.

Stjernesystemet uddør

I dag er musikindustrien truet, fordi dens monopol på kommunikationskanalerne er blevet brudt. Det er i dag teknisk muligt på klassisk kommunistisk vis at dele sin kulturelle rigdom med andre uden at miste noget værdi ved det. Og dermed er vi helt praktisk på vej ud af det liberalistiske regime på dette område.

For værdier, der kan deles, uden at de mister værdi, kan ikke værdibestemmes på et marked i almindelig forstand. Der kræves ingen balance mellem udbud og efterspørgsel, kun en udveksling af ideer, som ikke kræver noget mellemled.

Massekulturen og stjernesystemet er i færd med at atomisere i nye, selvstændige netværk.

Kapitalismen har ikke mere nyt at tilbyde musikken (omsætning til units, omsætning til varer, omsætning i koloniserede distributionskanaler ).

Alt det, som før var de liberales domæne: Produktionsledelse, salgsekspertise, branding, talentkonkurrencer, talentudvikling, tilretning og design er enten ved at være irrelevant eller på vej til at høre under kunstnernes eget domæne.

Og hvad står så tilbage? At skabe et tv-show, der består af lige netop disse elementer. Plus en tyk dyne af liberalistisk propaganda i håb om at forestillingen om det gamle regimes dominans kan leve lidt længere endnu.

I X-factor er konkurrencen hævet op til det ultimative eksistensvilkår. Historien om det enkelte menneskes kamp mod andre mennesker om opmærksomhed og anerkendelse, dramaet ved at skulle lære sig selv at leve op til de vildeste forventninger og dramaet ved at se sin drøm tænde og ultimativt slukke.

Alt dette er vigtigere end musikkens umiddelbare kommunikation af et fællesskab mellem mennesker.

Dette fællesskab formidles kun som simili-kunst, hvor den optrædende efterligner en anden kunstners værk. I enkelte tilfælde er der nogle af deltagerne, som reelt fortolker det givne materiale og derved sætter sig selv personligt igennem i udtrykket. Men det er undtagelsen. Originalitet er bandlyst og vinder aldrig. Konceptet styrer.

Da deltagerne netop ikke udtrykker deres egne indre kreationer, bliver der allerhøjest tale om at fremelske ekvilibrisme og lydhørhed overfor de stillede krav.

De optrædende er selvfølgelig kunstnere i den forstand, som trapezkunstnere og slangemennesker er det, men de siger intet som helst, der kan udfordre publikums erkendelse af virkeligheden, for de forventes ikke at vise det mindste tegn på kunstnerisk forestillingsevne.

Det mystiske ekstra

Og det er denne unikke evne, evnen til at forestille sig en anden verden og materialisere den antydningsvis i en konkret form – det være sig i en enkelt lille sang eller i en symfoni eller roman - der gør det muligt at skabe det fælles rum for vore forestillinger, som kan udvide grænserne for vores erkendelse af verden og fællesskabets muligheder.

Det er denne erkendelse, der slår igennem som uforudsete hits og holdbare kunstneriske udfordringer.

Det er den, der er den ukendte faktor, som ikke rummes i det liberalistiske univers.

Der er nemlig slet ikke tale om ”det mystiske ekstra”, som liberalisten tror. Der er tale om selve substansen i al kunst.

Og det er derfor, programmet X-faktor aldrig finder, hvad det leder efter, og de kunstige stjerner sortner, så snart blitzlyset forsvinder.

Kim Ingemann er kulturredaktør for Modkraft.

Læs også Marco Malcorps’ blog »En stor kickflipper, tak!« om talentshows og stjernernes holdbarhed.

Læs også Patricia Bull’s blog »Jeg har ondt af Ercan«.



Kommentarer


Kommentar af Bavianen, 16. februar 2012

Flot skrevet. Occupy DR og Tv2. Efter min mening er det ikke kun x-factor showet der i sig selv, viser sig som bunden af inspirerende tv, fra mainstream kanalerne, men kanalerne i sig selv. Og hvordan kunne man få flere til at hjernevaskes med Paradise hotel, x-factor, singelliv etc. Jo man gik ind og indførte medieforliget i marts 2009, og gjorde ende på de uofficielle tv-kanaler. Ja uhyggeligt men sandt: Et barn er født på paradise hotel. Men forhåbentlig er folk jo også ved at vågne op, gennem de gode publiseringskanaler på internettet, så ingen tvivl om at det er liberalisternes sidste desperate forsøg på at holde et nogenlunde monopol på, hvad og hvordan der skal sendes.


Kommentar af ni, 16. februar 2012

Chill. Det er bare et tv program.


Kommentar af Vibeke, 17. februar 2012

Tjaah, jeg ser langt mere sort på kunstens evne til at overleve liberalismen. Når både artiklen og kommentarerne udtrykker optimisme med afmonopoliseringen som eneste begrundelse, er det også klassisk liberalisme. Problemet er bare, at internettet og de nye kanaler har fremmet celebrity-, bestseller- og blockbustermarkedsføringen på nye intrikate måder. Vi har aldrig været så gennemsyrede af global celebritykultur, som vi er i dag. Stjernesystemet uddør? Nej, stjernesystemet er større end nogensinde. Det er der faktisk også forskning i nettet, der påviser.

Det nye er, at stjernernes kunst er mindre vigtig. Her kommer Xfactor i den grad ind i billedet. I nettets tidsalder investerer vi vores følelser - ikke i kunst, men i medrivende figurer og karakterer, hvis historier vi lever os ind og personligheder, vi identificerer os med. Dette er kalkuleret af underholdningsindustrien.

Hvis Xfactor (eller firmaer som følger Xfactor tæt) var smarte havde de en hel pakke af habengut, som vinderne skulle brande og markedsføre under og efter showet. Præcis som stjernerne i amerikansk hiphop-industri, eksempelvis. Jay Z er ikke blevet den rigeste stjerne i amerikansk musikindustri på musik. Musikken er klatører. Han er blevet rig på branding. Harry Potters mor er heller ikke blevet rig på skønlitteratur, men på salget af sin celebrity Harry, med henblik på alle mulige former for produktudvikling, som hans navn fungerer som brand for. En skikkelse som Sarah fra Xfactor ville helt sikkert også have kunnet bruges til at markedsføre et tøjbrand og andre produkter til unge.

Problemet for Xfactor er, at det er en del af gamet, at sidste års stjerner skal falme og glemmes lynhurtigt, så nye kan komme til at stråle endnu mere. Så der kan ikke koges meget suppe på pølsepinden, læs: den celeb, de har skabt. Han eller hun skal disses i Se & Hør et halvt år efter og derfor kan figuren ikke rigtigt bruges som brand... Det duer jo ikke at den nye Adidas sko, som stjernen for en aften har lanceret, lige pludselig betragtes som kikset, fordi den celebrity, som har farvesat den, pludselig regnes for at være en værre Tivolitaber. På den måde opslider Xfactor den amerikanske drøm lynhurtigt. Men stjernesystemet består skam. Aldrig har så mange stjerner tjent penge på at være stjerner - uden at producere særlig meget kunst.


Kommentar af Kim Ingemann, 17. februar 2012

@Vibeke: Tak for kommentaren. Jeg synes, du modsiger dig selv - eller også definerer du "stjerne" anderledes, end jeg gør. En stjerne er en, der udlever og udsiger det, som andre ønsker at udleve og udsige og derfor bliver et ikon, som andre kan identificere sig med. I kunstnerisk og underholdningsmæssig forstand er disse ikoner blegnet så meget, at de er nødt til at blive rige på branding og salg af merchandise og så videre. Det er jo ikke en redning for stjernesystemet, men et krisetegn. For "stjernerne" betyder efterhånden så lidt for deres fans, at den store indtjening ikke kan baseres på fanvæsenet. Når den store indtjening baseres på sponsorer og side-produkter, bliver selve eksponeringen af kunstner og produkter et formål i sig selv, og det kunstneriske udtryk bliver blot et middel til at skabe mere eksponering. Det bliver man ikke stjerne af, for den kunstneriske integritet har intet at stå imod med, før kunstnerne siger fra eller nægter at spille med. Og det er netop musikindustriens problem: flere og flere nægter at spille med, og det, som medierne kommer op med, er tom eksponering af flere og flere ligegyldigheder. Vi venter stadig på, at modstanden mod det regime viser sig i form af oprørske "reality-stjerner", men det skal nok komme.


Kommentar af Vibeke, 17. februar 2012

Jeg definerer stjerne anderledes end dig. En stjerne er blot en celeb. Og der er rigtigt mange, som identificerer sig med det, som disse celebs udlever. En stjerne behøver ikke kunstnerisk integritet for at få fans. Det handler mere om personlighed og fortælling. Kan den person eller figur repræsentere en fortælling, som kan sætte stærke følelser i gang hos folk? Eller kan skikkelsen være forbillede? Hele celebritykulturen er i familie med social markedsføring, dvs. de former for viral markedsføring, hvor en trendsetter definerer, hvordan vi andre skal gå klædt og forbruge i øvrigt. Klassens populære pige. Hende der tør fx. En Sarah fx. Håndboldholdets anfører. Eller eventyrprinsessen, der går så grueligt meget igennem. Førstedamen. Nyhedsoplæseren. Supermodellen. Shitney Lee. Whatever. Ham, frisøren bliver bedt om at klippe ens hår som. Du har til dels ret i, at det er tom eksponering, men det virker altså. Hvis man spørger frisørerne om, hvem vi gerne vil ligne, så er det ikke de store kunstnere, men de kendte og berømte. Musik er blot et befordringsmiddel i den kontekst. Om det lyder godt er lige meget. Bare spørg Paris Hilton.

Det, som du betragter som ligegyldigt, lægger rigtig mange mennesker stærke følelser i. De bliver snydt, ja. Om kunstnerne laver et oprør er ligegyldigt for den økonomi. For der står tusinder klar i kulisserne, som drømmer om at blive populære.


Kommentar af Rasmus Espenhain, 17. februar 2012

Tak for et godt, originalt og gennemtænkt indlæg Kim. Det dækker selvfølgelig ikke alle perspektiver, og man kan måske være uenig i nogle af forudsætninger/præmisserne som indlægget bygger på - hvilket jeg tror, er det, der skinner igennem i Vibekes indlæg. Også fordi vinklingen måske er forskellig hos jer.

Én ting er synet på kunsten (og dens rolle), kunstneren og stjernen - og jeg er sådan set meget enig med dig i din analyse af x-faktor-logikken og den specifikke italesættelse af ’musikalsk sandhed’, der kommer til udtryk herigennem; netop den formulariske æstetik og tekniske udførelse - men som en kendt sociolog engang har sagt, så er kunstskøjteløb ikke kunst, bare fordi ordet indgår.

Der hvor jeg tror vores kultursyn (og analyse af spektret af tv/radio-mainstream-fænomener) kan gøres praktisk anvendeligt ift det musikalske landsskab, kunne være at kræve, at public service-forpligtelserne rent faktisk tages alvorligt. For jeg er helt enig i din iagttagelse af atomiseringen af musikgenrer, sub-økonomier, etc - omend man ikke skal lade sig narre af de store selskabers satelit-bureauer. DR og TV2 må tvinges til at indse, at de musikker de lader komme til repræsentation på sendefladen blot er få blandt utallige mange andre. Hvis tv/radio-stationerne med public service-forpligtelser skal have nogen berettigelse, så må de også tjene det formål, at lade bredden af kultur-landsakbet blive repræsenteret. Det betyder, at andre udtryk end de samtidige flertals-musikker (et flertal, der er blevet mindre, end da beatles og elvis var stjerner) og de vedtagne historiske favoritter skal frem på sendefladen og behandles seriøst. P6 viser nogle af tendenserne, men det er bestemt ikke nok.

Det handler grundlæggende om mediernes oplysnings/uddannelses-roller - hvordan vil man forsvare at understøtte et multikulturelt (det har i øvrigt intet med etnicitet at gøre i sig selv) og diversitets-præget samfund, når det man reelt gør er at præge børn og unge til at tro, at Blachmann er et musikalsk orakel?

Anyways. Tak igen for artiklen. Jeg håber det kan være medvirkende til også at skubbe lidt til nogle af de i vores lejre, der med, nogle gange påtaget, selvironi stadig dyrker denne fuldstændigt konserverende form for tv- og musik-kultur.


Kommentar af Kim Ingemann, 17. februar 2012

@Vibeke: tak for opklaringen. Efter min definition er en celebrity en berømthed, altså en "kendt", én, der får omtale. En stjerne, derimod, er en, som betyder noget i kraft af, hvad han eller hun er i stand til at skabe. For eksempel på et filmlærred eller i et stykke musik.

Celebrities har ikke nødvendigvis fans, det er bare nogle, man snakker om, fordi de er en god fortælling. Men fortællingen henviser ikke til noget. Det er et Baudrillard’sk simulacrum med berømtheder som blot henviser til sig selv og hinanden og siger "se på mig" hele tiden. Derfor er »reality-stjerner« kun kortvarige celebrities: blålys, der foregiver at bekræfte et fællesskab, i centrum for fællesskabet er der ingenting. I dag er der stor forskel på stjerne og celebrity, stjernerne forsvinder, men du har ret i, at celebrities myldrer frem.


Kommentar af Vibeke, 17. februar 2012

@Kim: Du har tydeligvis et lysere sind end mig. Du tror på, at folk elsker kunsten og nok skal finde den. Og at de ikke bliver afledt af alt det andet lir eller har tåbelige idoler, som ikke er værd at leve op til.

Jo, celebrities har fans, vil jeg så påstå. Masser. Desværre. Det er derfor, der satses så meget på dem, rent kommercielt. De er langt bedre forretninger end de fleste af dem, du kalder stjerner, som insisterer på at koncentrere sig om deres kunst. Derfor forsvinder stjernerne. De er dårlige investeringer i sammenligning med celebrities. Måske skal vi have nogle tal på bordet, for at kunne snakke ordentligt om det her. Hvad koster reklameblokken, der ligger op ad et realityshow i sammenligning med reklameblokken, der ligger op ad et portræt af en klassisk musiker? Hvis man er tøjdesigner, hvem kan det så bedst betale sig at klæde på - en komponist eller en talkshowvært?


Kommentar af kim b n, 18. februar 2012

seriøst i ser for meget fjernsyn



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer