Vi er flyttet! modkraft.dk



Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

Sidste år erklærede en retspsykiatrisk undersøgelse, at Anders Behring Breivik var psykotisk og ikke kunne straffes. Nu skal han undersøges påny.

|
Af Johannes Lang - 11. februar 2012


At erklære Breivik psykotisk destabiliserer de norske fortællinger om massemordet den 22. juli. Diagnosen udgør en trussel mod muligheden for at bearbejde de moralske og politiske implikationer af drabene på en meningsfuld måde.

Indtil den psykiatriske rapport forelå, blev massemordet tilskrevet en bestemt mening: det multikulturelle, demokratiske Norge var blevet angrebet af en ideolog, som ønskede en anden samfundsorden. Volden var ikke tilfældig, ikke meningsløs; den var politisk. Da det umiddelbare chok var aftaget, var den første reaktion på volden derfor også politisk: mere åbenhed og demokrati.

Efter den politiske respons kom mediernes forsøg på at personliggøre og nedvurdere gerningsmanden; han var feminin, usikker, forfængelig, personlighedsforstyrret. Men fascinationen af Breivik var ambivalent, for han ønskede sig jo netop opmærksomhed. Flere medier påstod, at de aldrig ville give ham en talerstol, men samtidig læste og citerede man Breiviks manifest og skabte billedet af en fanatiker, en ”ensom ulv”.

Mini-tema:
I kølvandet af massakren

I næste uge bringer QueerKraft en tekst af Mathias Danbolt, der også tænker over, hvad vi bør lære af Breiviks angreb. Danbolt præsenterer en queerfeministisk antiracistisk kritik, der kan hjælpe til et "opgør med de forskelligartede racistiske eksklusionsmekanismer".

Læs også Stine B. Svendsens Et brev om tragedien på Utøya

”En af os”

Det var denne tendens til at se morderen som udenforstående og anderledes, dette forsøg på at gøre ham til et individuelt problem, som den berømte norske kriminolog Nils Christie reagerede mod, da han i den norske avis Aftenposten i september argumenterede for, at Breivik var ”en af os”. Christie var bekymret for, at gerningsmanden skulle forsvinde fra os, blive en uløselig gåde, en repræsentant for ”det onde”.

Hans forsøg på at bringe Breivik tættere på os havde den konsekvens, at der blev dannet en skillelinje mellem gerningsmanden og hans handlinger: ”Handlingerne kan kaldes onde, men manden selv?” skrev han. Christie mindede os om, at Breivik engang var en almindelig dreng. Referencen til barnet henviser til uskylden, til mennesket inden det formes – og i dette tilfælde korrumperes – af samfundet. Christie skelner altså mellem gerningen som et moralsk problem og årsagerne til, at Breivik i den sidste ende valgte at handle på en måde, som samfundet anser som umoralsk og derfor strafbar.

Drabsmanden som offer

I dagene op til 29. november, hvor den psykiatriske rapport forelå, var det netop fortællingen om ”barnet Breivik”, der dominerede den norske nyhedsdækning af ham. Billeder af en lille dreng, den tabte uskyld, omsorgssvigt, rygter om seksuelle overgreb: massemorderen psykologiseres og menneskeliggøres. Man gør som Freud; forsøger at finde årsagsvirkninger i barndommen. Fokus skifter fra moralsk og juridisk ansvar til muligheden for, at drabsmanden måske også selv er et slags offer.

I det perspektiv begynder historien om ideologen, som dræber i ideernes navn, at slå sprækker. Denne alternative fortælling har stadig en mening og en moral, men den er anderledes. Her er budskabet ikke, at vi skal kæmpe mod ideologierne, men at vi skal passe på vore medmennesker, for individet kan ødelægges af mangel på kærlighed og støtte.

Volden var måske ikke først og fremmest politisk motiveret, rettet mod AUF og Arbeiderpartiet, men snarere et resultat af den ensommes had mod samfundet og de velintegrerede unge lejrdeltagere. Den isolerede føler sig fremmedgjort, den fremmedgjorte føler sig overflødig, og den, som føler sig overflødig, kan blive fristet til at gøre alt for at blive set, for selv at blive meningsfuld og vigtig.

Fra sociologisk til psykiatrisk forklaring

Denne forklaringsmodel bliver udfordret af påstanden om, at Breivik er alvorligt psykisk syg. Med diagnosen paranoid skizofreni indtræffer et skift fra en sociologisk til en psykiatrisk forklaring. Nu er det isolationen fra andre mennesker, der bliver set som den umiddelbare årsag til sindsforvirringen. Man putter Breivik i en anden kategori: fra Christies kriminologi, der beskæftiger sig med relativt raske mennesker, til retspsykiatrien.

Det syge, vrangbilledet, bliver defineret som det, der adskiller sig radikalt fra vores fælles virkelighedsopfattelse. Det kan være fristende at bruge diagnosen til at frikende vores samfund og dets kulturelle ideer: vi deler ikke Breiviks verdensbillede. Breivik anerkender ikke de magthavendes legitimitet og har i stedet identificeret en højere autoritet – men på den måde adskiller han sig ikke fra mange andre. Det virker umiddelbart som om, Breivik først og fremmest adskiller sig fra almindelige ideer i sit samfund ved, at han giver sig selv retten til at bestemme over liv og død.

JPEG - 147.6 kb
Foto: NRK P3

Fravær af moralsk bevidsthed?

At vi ikke deler Breiviks verdensbillede, er dog ikke i sig selv nok til at definere ham som syg; forskellen mellem ham og os ville i så fald stadig være politisk. Der må være noget andet, som adskiller de ideologiske ideer fra de psykologiske vrangforestillinger. Psykiaterne siger, at Breivik indimellem er usammenhængende, men hvad betyder det?

Det kan ikke henvise til, at hans verdenssyn ikke hænger logisk sammen – det gjorde eksempelvis nazisternes ideologi heller ikke. En del af baggrunden for, at Holocaust og dets gerningsmænd har fascineret så mange store tænkere, er netop, at nazisternes folkedrab var et eksempel på, hvordan rationaliteten kan bruges i det irrationelles tjeneste. Breivik stiller os over for et lignende spørgsmål: hvordan kan et så beregnende sind planlægge og med ekspertise udføre et projekt, som i sig selv virker så sindssygt? Måske er virkeligheden så kompleks, at et menneske på forskellige tidspunkter både kan handle rationelt og være psykotisk.

Breiviks påstand om, at han dræbte af kærlighed til sit folk, minder også om mange nazisters beskrivelse af deres motiver. De var også overbeviste om deres ret til at dræbe mennesker defineret som fjender af folket, og mange var berusede af deres magt og deres rolle i skabelsen af en ny verdensorden. Diagnosen paranoid skizofreni må dog indikere noget andet: nemlig et fravær af en moralsk bevidsthed.

Det var det, filosoffen Hanna Arendt krævede af den notoriske nazist, Adolf Eichmann: evnen til at tænke kritisk og indse den lidelse, som hans handlinger ville påføre andre mennesker. Han burde, og han kunne have handlet anderledes. Dette er ikke et spørgsmål om fri vilje, men om selve evnen til at indse, at man gør noget forkert. Breivik har taget mange valg i årene op til 22. juli, 2011, og han har vidst, at det ville være svært at stå overfor sine ofre. Er dette ikke tegn på en form for moralsk bevidsthed?

Meningen forsvinder

Det nationale narrativ om kampen for demokratiet bliver sårbart i patologiens skygge. Den psykiatriske diagnose reducerer kompleks mening til galskabens selvrefererende univers. Handlingernes politiske budskab risikerer at blive punkteret og begravet i psykosens meningsløshed. Politik, sociologi og moral bliver neurovidenskab. Retsstaten står ribbet tilbage: massemorderen bliver en patient. Hans kontakt med virkeligheden er ikke tilstrækkelig til, at han kan holdes ansvarlig og dømmes. Et moralsk, politisk og retsligt problem bliver et medicinsk anliggende.

Det kan virke, som om Breivik er klar over denne fare; en af hans største bekymringer var at blive erklæret sindssyg. Hele hans projekt afhænger af, at vi tager ham alvorligt, at vi lytter til ham, læser hans manifest og diskuterer dets indhold. Galskab placerer ham, ifølge retspsykiatrien, hinsides en sådan diskussion, isolerer ham i eksperternes domæne. Han er ikke længere repræsentant for et system, der er større end ham selv. Ideer er smitsomme, skizofreni er ikke. Som psykisk syg bliver Breivik nemt set bare som en repræsentant for sig selv og sine symptomer. Men er han virkelig kun det? For kan galskaben og paranoiaen ikke også være politisk?

Teksten har tidligere været bragt på DIIS’ hjemmeside og bringes her med forfatterens tiladelse.

Se også linksamlingen på Modkraft.dk om Terrorangrebet i Norgen 22. juni 2011



Kommentarer


Kommentar af Lisbeth Merete, 11. februar 2012

Udemærket og nærværende artikel, men er den ikke anbragt i den forkerte kategori. Jeg kan ikke sen den har noget at gøre med queer.


Kommentar af bønne, 11. februar 2012

Du har en meget snæver opfattelse af hvad queer er. Patologisering og racisme har alt muligt med queer politik at gøre. Desuden burde det vist være klart for enhver hvad enten man kan lide det eller ej, at dette modkraft-site - og queer - også handler om, men ikke begrænser sig til sex og køns-emnearbejde.


Kommentar af Lisbeth Merete, 11. februar 2012

Artiklen har absolut sin berettigelse på Modkraft, men jeg har svært ved at se hvordan Breivik (eller racisme for den sags skyld) har noget at gøre med queer, med mindre da at i vil hænge jer i rygtet om at Breivik er transvestit og det er nok lidt uvæsentligt i den store sammenhængen.


Kommentar af Ole Sandberg, 12. februar 2012

@ Lisbeth: Som ’bønne’ påpeger, så er queer-teori/-analyse ikke begrænset til spørgsmål om køn og seksualitet. Det er en analyse-model, der handler om ting som ’rationalitet’, ’identitet’, definitionsmagt, undertrykkelse og dominans og meget mere. Psykiatri er særdeles relevant for queer-teori - og det er nationalisme og racisme for så vidt også.

Men selv hvis man skulle (hvilket man som sagt ikke skal) begrænse Queerkraft til kun at bringe artikler om kønsspørgsmål, så er Breivik stadig relevant, eftersom han i høj grad også er drevet af en fantasi om at være den super-maskuline, aggressive han, der kæmper imod ’feminisering’ og ’slaphed’ (værdier, der i hans og mange andre ganske almindelige og indflydelsesrige folks øjne indebærer eftergivenhed overfor muslimer, kriminelle, andre lande og fører til civilisationens undergang, hvorimod en sund og stærk nation må fremme ’maskuline’ og voldsberedte værdier for at kunne forsvare sig og stå stærkt... dette fremgår af Breiviks manifest, men det er som sagt en forholdsvis udbredt tankegang som også har eksisteret på regeringsniveau i Danmark). Hans terrorhandling og ideologi hænger altså i høj grad sammen med en bestemt kønsopfattelse.


Kommentar af emmurk moselund, 12. februar 2012

uanste om han er sykisk syg eller hvad han udgøre sig for at være skal han spæres inde for livstid,og ikke andet.

Emmurk. moselund


Kommentar af paul sehstedt, 12. februar 2012

Lisbeth Merete har faktisk ret, at artiklen ikke helt passer ind i queers redaktionelle grundlag, hvilke dog ikke forandrer artiklens kvalitet. Redaktionen er fritstillet i udvalget.

ABB bliver for nogen en religion ligesom 11. september er blevet for andre.

Hvordan skal den brede folkeskare forstå ABB og ugerningen?

Vi vil forstå det, vi ikke kan forstå!


Kommentar af Vibeke, 12. februar 2012

Artiklen er komplet irrelevant for queer-teori og tematiserer overhovedet ikke Breiviks køn.

Det ændrer dog ikke på, at det er den bedste artikel, bragt på Queerkraft i årevis. Tak for den. Uanset i hvilken sektion af Modkraft, den ellers bringes.


Kommentar af øjne at se med, 13. februar 2012

Ovenfor fremgår det at artiklen er en del af følgende:

"Mini-tema: I kølvandet af massakren

I næste uge bringer QueerKraft en tekst af Mathias Danbolt, der også tænker over, hvad vi bør lære af Breiviks angreb. Danbolt præsenterer en queerfeministisk antiracistisk kritik, der kan hjælpe til et "opgør med de forskelligartede racistiske eksklusionsmekanismer""


Kommentar af Ole , 13. februar 2012

@ Vibeke: Ligesom jeg skrev til Lisbeth (se tidligere kommentar), så må jeg også fortælle dig, at queer-teori/-analyse ikke er begrænset til kun at handle om køn. Queer-teori er som sagt en tendens, der problematiserer og diskuterer begreber som "rationalitet" (som denne artikel gør), og patologisering (altså stempling af folk som ’syge’ - noget denne artikel direkte handler om), "normalitet" (også denne artikel) og meget mere. Historisk har bl.a. Michel Foucault skrevet om udviklingen og forandringen af hvad og hvem vi betragter som "sindsyge", hvilket i dag for eksempel kan være relevant for transseksuelle idag, men da så sandelig også for det emne denne artikel tager op.

Kan vi ikke komme ud over denne ensporede opfattelse af hvad queer-redaktionen må skrive om (og hvad queer-teori må handle om)? Det er vel først og fremmest dem selv, der er redaktionen :)


Kommentar af Vibeke, 13. februar 2012

Jeg ved godt, hvad queerteori er, Ole. Du behøver ikke at holde foredrag for mig. Jeg kan godt selv læse - og har gjort det.


Kommentar af Ole , 13. februar 2012

Jeg holder nu ikke foredrag, og det er da ikke alle der ved hvad queer-teori er, Vibeke. Det er da glimrende, at du godt ved det, men så forstår jeg ikke hvorfor du skriver, at denne artikel er "komplet irrelevant for queer-teori"? Det synes jeg ikke den er - af grunde som jeg har nævnt.


Kommentar af Vibeke, 13. februar 2012

Michel Foucault var ikke queerteoretiker, men poststrukturalist. Han døde inden queer-begrebet og queerteori blev udbredt. Men fred med det. Ingen grund til metadebat her.


Kommentar af Ole , 13. februar 2012

@ Vibeke: Foucault var lige så lidt poststrukturalist som han var queer-teoretiker, men hans forfatterskab har givet inspiration til og dannet udgangspunkt for begge tendenser. Desuden er queer-teorien i højeste grad også en del af den post-strukturalistiske tendens, så der er ingen grund til at antage et modsætningsforhold der. Adskillige af de første (og nuværende) selverklærede queer-teoretikere baserede sig da også bl.a. på Foucault.


Kommentar af Vibeke, 13. februar 2012

Jeg antager ikke et modsætningsforhold.

Og jo, Foucault indgik aktivt og bevidst i dialog med strukturalisterne. Det er der historisk belæg for. Vi aner til gengæld ikke, hvad han ville have ment om nutidens selvdefinerede queerteoretikere. For at gøre dette helt enkelt, så handler min anke om, at der er en tendens til at definere alt som queer, inklusiv en stor del af feminismen. Selv om queer reelt udgør en meget lille del af den feminisme, filosofi, politiske teori og videnskabsteori, som perspektivet rodes sammen med. Begrebet er således under kraftig udvanding. Ikke mindst i nærværende spalter. Da jeg mener, at debatten bliver klarest, hvis man benytter sig af præcise begreber, synes jeg vi skulle begynde på det - i stedet for at bruge modeordet "queer" om hvad som helst, inklusiv radikal feminisme anno 1971 og gode gamle Foucault med galskabens historie anno 1961, bevidst skrevet op ad strukturalismen.

Men hvad Queerkraft selv synes er sjovt at bringe i spalterne, må de selv om. Jeg er bare glad for den her artikel, som ikke er spor queer. Modkraft bringer jo heller ikke altid noget, der er særlig meget imod - apropos debatten om Modkrafts forholden sig til den siddende regering...


Kommentar af Lisbeth Merete, 13. februar 2012

På mig virker det lidt som at "queerkraft" er et smart og trendigt navn nogle har fundet på at give deres blog på Modkraft, hvor de i øvrigt har tænkt sig at skrive hvad som helst der lige falder dem ind.
Som læser har man en lidt anden tilgang til overskrifterne i den grå linje øverst på siden. Som læser opfatter jeg det som kategorier der giver en vis ide om hvilket indhold artiklerne i den givne sektion har. Men det kan da godt være at jeg er ikke er post-strukturalistisk nok. ;-)


Kommentar af dødtræt bruger, 14. februar 2012

@lisbeth merete & vibeke hvor er jeg dog træt af at læse jeres kævlerier her. Debatten skal altså bruges til debat af indhold eller redaktionel kritik der løfter sig. Ikke til selvsving. Prøv lige at stil lidt kvalitetskrav til jer selv. Lisbeth merete, dette er ikke en blog - og du må være ret afkoblet, hvis du synes at det er de samme genre og holdninger der præger teksterne der oploades her. I reducerer jer selv til netkværulanter. men måske er det for meget at håbe på at modkraft skulle være anderledes end andre mediers røvsyge netdebatsektioner, hvor den personlighedstype fylder det hele. Jeg ved godt at det gør I nok ikke, queerkraft, men helt ærligt: kan i ikke udvikle en skarpere moderering af debatten her, der stiller lidt kvalitetskrav til brugerne?


Kommentar af Vibeke, 14. februar 2012

Og jeg er dødtræt af debatpansere som dig, dødtræt bruger. Du har været på før og du hader nogle få udvalgte debattører, fx mig. Man genkender dig på, at du bruger et dæknavn - noget nyt hver gang og ofte noget negativt ladet, som ikke er et menneskenavn. Og så sviner du ellers nogle bestemte meddebattører med letgenkendeligt ordvalg, sprogbrug og argumentation. Det samme hver gang. Kan du ikke bare give dig til kende som et menneske, fremfor at give dig til kende som en bestemt debatstil. Smid dem jeg ikke kan lide ud, er spydspidsen i din argumentation - argumentet plejer at være, at du er træt af nogle bestemte personer, arme menneske.

Du er den samme person, som jeg for et stykke tid siden her på Modkraft spurgte om du var demokrat.

Du skal være velkommen til at hade, men kan du ikke selv komme med et konstruktivt og velargumenteret bidrag fremfor blot at afpatruljere området og give den som udsmider overfor bestemte mennesker?


Kommentar af En anden dødtræt bruger, 14. februar 2012

Det der med at police, det klarer du vist helt fint Vibeke. Men tak for dine komplet uinteressante og uvedkommende -nærmest fornærmende- betragtninger om, hvad queerkraft er, hvad queer betyder, hvem Foucualt var og skrev om og imod og andre emner, du åbenbart ved mere om end alle andre.

At du beder Dødtræt bruger om at "komme med et konstruktivt og velargumenteret bidrag" er i bedste fald hamrende morsomt efter alle dine kommentarer, som hverken er konstruktive, velargumenterede, relevante eller noget der minder om. Du har f.eks. ikke én gang i denne helt ubegribeligt uinteressante kommentartråd kommenteret artiklens indhold.

Og ca. det samme går til Lisbeth Merete.

Og ca. det samme går så også til mig, der deltager i det her cirkus.


Kommentar af Vibeke, 14. februar 2012

Jo, jeg har flere gange kommentaret artiklens indhold. Jeg har igen og igen sagt, at det er strålende, men ikke queer... Det handler om indhold. Og jeg argumenterer. Så hvorfor i alverden skal jeg slammes?

Hvad queerbegrebet angår, så er jeg personligt meget interesset i, hvordan begreber generelt udvikler sig over tid og hvordan de bruges. Hvis nogle begynder at kalde nyliberalistisk politik for socialisme, vil I sandsynligvis også kunne finde mig i de kommentarfelter. Er det fornærmende? Er det policing? Begrebsdebatter er spændende. Eller bør de være tabu?


Kommentar af Ole , 14. februar 2012

egentlig blev jeg lidt træt af den her debat, men jeg øjner en mulighed for at komme tilbage til artiklens emne.

Vibeke skrev: "jeg har flere gange kommentaret artiklens indhold. Jeg har igen og igen sagt, at det er strålende, men ikke queer"

Jeg har i et par kommentarer ovenfor kommet med nogle sporadiske (og ganske overfladiske) henvisninger til, hvorfor patologisering (sygeliggørelse) af politiske holdninger (og det anderledes generelt) i allerhøjeste grad er et emne, der passer fint ind i queer-teoriens fokusområde. Hvis du, Vibeke, har fremført nogen argumenter for det modsatte andet end at sige "nej det passer ikke", så kan jeg virkelig ikke se dem.

Som sagt har jeg blot fremført overfladiske henvisninger idet diskussionen har gået på en uenighed om hvad queer-teori er for noget (og kendsgerningerne er altså at den er en filosofisk retning, der startede indenfor poststrukturalisme og dekonstruktivisme og bl.a. var inspireret af Foucault. Det er altså historiske kendsgerninger som kan slås op i et leksikon). Men det kan gerne uddybes, så debatten kan blive relevant i forhold til artiklen:

Psykiatri/psykologi har - iflg queer-teorien - ofte været brugt af magthaverne til at marginalisere og udstøde de, der ikke passer ind i den dominerende normalitet eller udgør en trussel for dens selvopfattelse som "det rigtige". Homoseksuelle har været stemplet som psykiske "afvigere", det har stærke kvinder også (det psykiatriske begreb "hysteri" har bl.a. været brugt som våben), og det samme gælder for andre sociale afvigere såsom hjemløse/omrejsende m.v. ligesom Stalin-regimet brugte det overfor politiske dissidenter. Transkønnede bliver det til dels endnu i dag. Formålet har været at hævde en bestemt norm, som det eneste ønskværdige og "naturlige", hvorfor alle der ikke passer ind i den norm eller ikke ønsker det jo må stemples som om der er noget "galt" med dem - de må være "irrationelle", hvis de ikke indpasser sig under det, der "åbenlyst" er det eneste gode og sande.

Patologisering bruges ikke bare til at udstøde andre, men også til at begrunde bruge af tvang overfor dem. Hvis de er irrationelle og ikke har nogen egentlig "fri vilje" (hvis de havde en rationel fri vilje, så ville de jo have valgt ligesom os), så er det jo til deres eget bedste, hvis man tvinger dem på rette vej. De kan jo ikke selv foretage de rette valg.

Patologisering er også en måde at frakende sig ansvar eller at frikende de samfundsmæssige strukturer fra noget ansvar. Når folk går amok på en arbejdsplads eller skole i USA, når folk bukker under for depression og stress og så videre, så kan det hele reduceres til indidviduelle og uforklarlige psykiske årsager, der ikke har noget med de sociale forhold at gøre. Systemet kan fortsætte mens dets konsekvenser ikke betragtes som symptomer på et irrationelt system men istedet gøres til irrationelle afvigelser fra et ellers sundt system.

Men denne patologisering kan vel også bruges til at udstøde en af "ens egne". Som jeg skrev her, er Anders Behring Breiviks politiske holdninger og hans opfattelse af virkeligheden jo ikke på nogen måde atypisk eller unormal i vort samfund. Tværtimod bliver de konstant bekræftet fra etablerede og indflydelsesrige institutioner i samfundet. Det er heller ikke unormalt i Europa at ønske at foretage politiske handlinger (endda mere eller mindre voldelige og tvangsbetonede) på baggrund af denne ideologi.

Breiviks forestilling om at der er en sammensværgelse mellem humanistiske politikere, FN, feminister og den arabiske liga, som går ud på at svække den nationale kampvilje for at fremme en islamisk magtovertagelse, er efter min mening rablende vanvittig, men den er ikke unormal. Hvis man var klinisk sindssyg alene på baggrund af sådanne vildfarelser og vrangforestillinger, så ville der være mange - også danske - politikere og kendte holdningsautoriteter, som også ville være stemplet som klinisk sindssyge.

Alle er enige om at Breivik er et monster, som man må tage afstand fra. Men hvordan gør man det, uden at tage afstand fra hans ideologi, som man måske selv er mere eller mindre enig med? En måde kunne være at få ham marginaliseret som klinisk sindssyg, hvorved hans handling bliver fuldstændig adskilt fra hans motiver - den bliver et resultat af noget helt personligt, uforklarligt og irrationelt, som ikke har noget med hans egne begrundelser at gøre. Dermed kan man selv dele hans motiver og fortsætte med at tale om og fremme en blodig "krig mellem kulturer" samtidig med at man kan deltage i den rituelle afstandtagning fra manden, der ifølge sin egen overbevisning udkæmpede et slag i denne krig.

Ideologien kan altså fortsætte, mens et konkret resultat af den reduceres til en irrationel afvigelse fra en ellers sund og rask ideologi. Det vi ikke kan lide, og ikke vil vedkende os, stempler vi som irrationelt og sygt, for at undgå at forsøge at forstå det og indrømme at det også er "en af os". Patologiseringen er en mekanisme som udstøder det, der udstiller og udfordrer normaliteten, for dermed at bevare normaliteten og sikre dens status som "normal" og "rigtig".

Jeg ved godt at jeg sikkert har gentaget meget af det der står i artiklen, men som sagt: Denne analyse er faktisk helt i overensstemmelse med den analysemodel, som queer-teorien kan være, og det område, den beskæftiger sig med.


Kommentar af Hængeøre, 14. februar 2012

@Vibeke: Jeg er ligesom Dødtræt Bruger pisirriteret på din diskussionsstil. For du er tonedøv over for andres indlæg.

Sidste latterlige eksempel er din påstand om, at Dødtræt Bruger tidligere har været i clinch med dig. Det har vedkommende (sandsynligvis) ikke. Det er vist mig, du sigter til - jeg er tidligere blevet fristet til sarkasmer, der bevægede sig på kanten af Modkraft debatregler, pga. indlæg fra dig.

Derfor: Prøv dog at slå ørerne ud - for at lytte, ikke for at klaske din røv oven på dem og fylde øregangene med dit eget lort.


Kommentar af Hængeøre, 14. februar 2012

@Ole: Tak. Tålmodighed og fastholdelse af fokus er en dyd.


Kommentar af Vibeke, 14. februar 2012

Når et begreb pludselig bruges om alt - jeg erindrer hvordan ord som "socialkonstruktivisme" og "diskursanalyse" hjemsøgte alle samtaler fra cafébord over auditorium til diskogulv for 10-15 år siden - så er det ved at være dødt. Queer har toppet og er derfor nu reduceret til modeord. Hvad bliver mon næste trendbegreb, hvem kommer vi til at se på catwalken, hvilke journalister vil dække begivenhederne og - ikke mindst - hvem puster sig op som udsmidere og dørmænd? Det bliver spændende.

Jeg synes ikke, det er "pisirriterende". Jeg synes, det er komisk.

Nu har jeg vist provokeret nok for i dag. Tid til aftensmad. Jeg er sulten.


Kommentar af Esben Bøgh Sørensen, 14. februar 2012

Ole

Har Vibeke ikke ret i at Queer er blevet et noget udvandet begreb? Er Foucaults Galskabens Historie et Queerteoretisk værk? Det burde det være i følge din definition.

Ellers er jeg fuldstændig enig i analysen af situationen omkring Breivik.


Kommentar af Ole , 14. februar 2012

@ Vibeke: Jeg savner stadig noget argumentation fra din side - noget som argumenterer for dine påstande. Du siger du har gjort det, men jeg kan som sagt ikke se det noget sted. Det er ikke fordi jeg vil drille og være insisterende - hvis du ikke gider at debattere så bare sig til (eller lettere: bare lad være). Jeg forstår bare ikke pointen med at komme ind igen og sige "æh bæh i er dumme" en gang til, hvis du ikke vil fortælle hvorfor du måske skulle have ret?

Du har i øvrigt naturligvis ret i at teoretiske tendenser er netop tendenser og at de går af mode og bliver genopdaget osv. Det gælder jo dem alle. Det samme kan du sige om fænomenologi, marxisme, eksistentialisme og så videre, men at konstatere det er da ikke meget argument for din påstand om at denne artikel ikke er relevant for queer-teori eller nogen af dine andre påstande. Så hvad er det egentlig vi skal bruge det til?

@ Esben: Det er muligt at ordet "queer" er ved at være udvandet. Som sagt så går der jo gerne noget tid fra et fænomen bliver "opfundet" hvor det er et niche-fænomen og så bliver det mere udbredt og populært og dermed "udvandet". Sådan går det jo med alle tendenser - også akademiske.

Men det at man kan bruge en filosofisk analyse-model eller teori på andre områder end den først blev anvendt på, da den blev undfanget, er ikke i sig selv et tegn på at den er blevet udvandet. Det er bare et tegn på at den bliver brugt og at den er et redskab som kan bruges på mange forskellige områder.

Jeg tror at en grund til en del misforståelser herinde er, at nogen tror at queer-teori kun er teori OM et bestemt område (køn og seksualitet). Det er det ikke. Det er et redskab/en analyse-model, som kan bruges på hvad som helst. Alt er naturligvis ikke queer-teoretisk, for queer-teori er noget man gør, men det er ikke begrænset af hvad man studerer - det er den måde man studerer på. Giver det mening?

Altså ligesom at man kan slå med en hammer på mange forskellige ting - det bliver den ikke mindre end hammer af. Hammeren er ikke defineret ved kun at kunne slå på søm - det er et redskab der kan gøre noget bestemt, og som kan gøre det på mange forskellige områder (jeg ved ikke om det gav mere mening?).

Marxismen er jo heller ikke begrænset til at kun at måtte udtale sig om økonomi. Man kan sagtens lave "marxistiske analyser" af ting som race, køn, kunst og meget mere. Det betyder jo bare at marxismen er et alsidigt redskab. Marxismen startede som en analyse af økonomi, og queer-teorien startede som en teori der studerede køn, men der er ingen grund til at kræve at de skal holde sig indenfor de områder de startede med at forholde sig til.

I øvrigt: Som sagt er queer-teori en gren, der er skudt ud af poststrukturalismen. Uden at gå i detaljer så er post-strukturalisme kendetegnet ved at have et notorisk problematisk forhold til definitioner og klare svar (i hvert fald efter min mening). Dermed er det ikke så underligt, hvis vi har svært ved at definere queer-teori, for det er på en måde en teori som handler om at nægte at anerkende faste definitioner :)

Tag for eksempel denne definition:
"Queer is by definition whatever is at odds with the normal, the legitimate, the dominant. There is nothing in particular to which it necessarily refers. It is an identity without an essence. ’Queer’ then, demarcates not a positivity but a positionality vis-à-vis the normative."

Det er jo ikke fordi der ikke er indhold i den, men indholdet er defineret på en måde, så det altid kan skifte. Det handler ikke om en fastlåsning af et bestemt indhold men om at teorien er en måde at forholde sig til forskellige ting på - de ting kan være alt fra seksualitet og etnicitet til Anders Breivik og psykiatri.

Om "Galskabens Historie" er et queer-teoretisk værk? Det ved jeg virkelig ikke. Det kommer jo an på demarkering (grænsedragning) af hvem der er queerteoretikere - noget de fleste queer-teoretikere selv sandsynligvis slet ikke har lyst til at deltage i. Da jeg ikke selv er så udpræget poststrukturalist, så vil jeg sige nej: Det er et værk der er skrevet før der var nogen der fandt på queer-teorien. Men på den anden side er det et værk, der danner grundlag og inspiration for de første queer-teoretikere (som stort set alle baserede sig på bl.a. Foucault). Jeg er i øvrigt overhovedet ingen ekspert i Foucault - jeg ved han selv forkastede alle prædikater og nægtede at blive puttet i en kategori, men også at han altså har været inspirationskilden til mange fra forskellige kategorier og -ismer.


Kommentar af Michael, 14. februar 2012

Jose Esteban Muñoz, Judith Jack Halberstam og David Engs har skrevet en ret fantastisk introduktion til et særnummer af tidsskriftet Social Text, der hed What’s queer about queer studies now? (2005). Her diskuterer de, hvad queerteori er og kan være i dag.

Mens jeg læste kommentarerne på denne side, blev jeg ved med at tænke på deres argumenter og gennemgang af queer kritik som en subjektløs kritik.

Jeg tror, denne argumentation vil gavne diskussionen her. Så jeg vil oversætte og parafrasere nogle brudstykker fra introduktionen her:

De starter deres indledning med at bemærke, at den homoseksuelle identitet ikke længere er queer per definition. Snarere ser de at ’den homoseksuelle’ i dag er blevet mainstreamet til en "mass-mediated consumer lifestyle and embattled legal category".

De minder os derfor om, at queer studier altid må være opmærksomme på at seksualitet er intersektionelt, at seksualitet ikke er udenfor andre former for forskel. At queerteori altid må holde fast på, at queer er en politisk metafor (snarere end en specifik teori eller låst fast på en bestemt kanon) uden et fikseret genstandsfelt (altså ikke kun eller nødvendigvis om fx køn og seksualitet).

Queerteori må insistere på brede overvejelser om nutidens globale kriser, og den måde de kriser har konfigureret nye og rekonfigureret gamle og historiske relationer mellem politiske økonomier, overvejelser om krig og terror, og de nationale udtryk for seksuel, racial og kønnede hierarkier.

Derfor bør queerteori interessere sig for, hvilket mange queerteoretikere netop også gør, ’bredere emner’ som neoliberalisme, krig (mod terror), statsvold, imperialisme, ’fundamentalisme’, nationalisme, patologisering af immigranter som ’terrorister’ og racialiserede andre som ’kriminelle’, statsborgerskab og udvisning, intimitetskontrol og -styring, og den liberale omformning af ’frihed’ til ’sekularisme, privatliv og ægteskab’.

De skriver, at i denne tid af krig og død, af amerikansk overmagt og frit marked, så er det endnu mere vigtigt end før, at queerteorien forkuserer sit kritiske blik på offentlige debatter om betydningen af demokrati og frihed, medborgerskab og immigration, familie og fælleskaber, om den fremmede og det menneskelige i deres mange nationale og globale betydninger.

Queer studier i dag har store og vigtige bud på netop disse brede emner. De har produceret masser af arbejde om teorier om race, om problemer forbundet til transnationalisme, om konflikter mellem global kapital og arbejde, om emner som diaspora og immigration, om spørgsmål om medborgerskab, nationalt tilhørsforhold og nekro-politik.

Arbejder som bl.a. insisterer på at overvejelser og analyser af imperiet, race, migration, geografi, "subaltern communities", aktivismer og klasse er centrale i den fortsatte kritik af queerness, seksualitet, seksuelle subkulturer, begær og anerkendelse.

De tre forfattere vender ’tilbage’ Judith Butlers klassiske essay "Critically Queer" (1993), hvor hun skriver at "queer" aldrig må ende med at fuldstændigt beskrive, det og dem "queer" søger at repræsenterer.

Butler skriver, at det er nødvendigt, at holde fast i, at "queer" ikke er en bestemt kategori. Queer skal derimod hele tiden defineres af dem og det, som falder uden for netop denne kategori, men som med rette kan forvente at blive repræsenteret af kategorien.

Queer må tage betydning af det, som endnu ikke kan formuleres eller defineres, og måske af en yngre generation (og andre grupper), hvis politiske sprog er andeledes og har andre investeringer.

At queerness forbliver åben for en vedvarende kritik af queerteoriens egne priviligerede antagelser, fortsætter Butler, burde være helt centralt, da det både fortsætter med at demokratisere queerteoris politiske fokus, men også for at udstille, bekræfte og genbehandle at queer er en historisk term.

Den queer kritik kan altså ikke blive bestemt på forhånd eller fastlagt for fremtiden. Genopfindelsen af queer er afhængig af at dens mulige forældelse. Derfor må queeteori nødvendigvis afvise enhver fastlåsning af queerteoriens kritiske potentiale eller sigte. Ligesom den må afvise enhver statisk idé om queerteoris publikum eller afsender.

Muñoz, Halberstam og Eng skriver endvidere, at denne vedvarende queerteoretiske kritik af queerteoris egne eksklusioner og manglende politiske opmærksomhed altid har været et af queeteoriens helt centrale teoretiske og politiske løfter.

Man kan kalde det en subjektløs kritik, som ikke tillader nogen form for bestemmelse af et bestemt subjekt (hvad ’queer’ er) og heller ikke tillader noget bestemt objekt (hvad ’queer’ skal interessere sig for).

Queerteori har ikke nogen fikseret politisk referent.

Selv om de anerkender en vis ’strategisk essentialisme’ (Gayatri Spivaks berømte ord), så skriver Muñoz, Halberstam og Eng, at queerteori insisterer på en vedvarende dekonstruktion af positivistiske grundidéer, som er det helt centrale i identitetspolitik. En queerteoretisk tænkning må instistere på, at gentænke seksualitet for dets positivistiske antagelser.

De tre forfattere vender sig til Michael Warners berømte introduktion til Fear of a Queer Planet, hvor Warner skriver en subjektløs kritik fokuserer på det brede felt af normalisering, som den forstår som stedet for social vold. Warner skriver, at vores opmærksomhed derfor må være på de hegemoniske sociale strukturer, som gør nogle subjekter "normale" og "naturlige" ved at producere "perverse" og "patologiske" Andre.

Og Warner afviser en minoritets-logik, som vi finder den "tolerancens" logik (homoer er helt ok) eller i simple politiske interesse repræsentationer (homoer skal have de samme rettigheder). I stedet vil han have en gennemgribende modstand mod det normales regime.

I dag befinder vi os i det ironiske historiske øjeblik, som David Eng har beskrevet som "queer liberalisme" (The Feeling of Kinship: Queer Liberalism and the Racialization of Intimacy, 2010), hvor normaliseringens mekanismer omfavner ikke bare homoseksuel identitetspolitik.

På mange måder, som påvist af Eng og Jasbir Puar (Terrorist Assamblages, 2007), er normaliseringens mekanismer også indenfor den queerteoretiske kritik. Fx ved at forsøge at konstituere en styrende logik omkring visse priviligerede subjekter. Ved at lave standarder for seksuel opførsel og for politisk eller intellektuelt engagement.

I netop dette historiske vendepunkt er det afgørende igen at insistere på queerteoris kapacitet til at mobiliserer en bred social kritik af race, køn, klasse, nationalitet og religion. Og også seksualitet.


Kommentar af Vibeke, 15. februar 2012

@Ole

Jeg synes faktisk, at Michael giver en meget god forklaring på, hvorfor jeg har ret i, at ordet "queer" er et udvandet begreb, eller positivt formuleret, så fleksibelt, at det er blevet en metafor, fremfor et begreb for et teoretisk perspektiv. Analogier kan jo fortsættes ad inifitum, så ja, der er ingen grænser for, hvor langt man kan komme. Det er ikke at sige æhbæhbuh, men en konstatering. Jeg holder meget af poesi og synes, det er fint, at man kalder metaforer for metaforer.

Du hævder, som jeg ser det, noget helt andet, nemlig en omvendt historie - altså at al fortidig teori og filosofi, som inspirerer en nutidig, også kan tages til indtægt for den nutidige, at nutidens teorier definerer fortidens. Det svarer til at påstå, at Johanne Schmidt-Nielsen er mor til Karl Marx. Eller at Marx var socialdemokrat, kapitallogiker eller freudomarxist. Hvis du nu bare nøjedes med at kalde "queer" en metafor og henvise til, hvad nulevende queerteoretikere og "queerforbilleder" mener er en hensigtsmæssig retning at bevæge sig for dem, der bekender sig til denne metafor kaldet "queer", ville vi ikke være uenige. Så har "queer" bare udviklet sig til noget andet end den leksikalske betydning af ordet. Men fint med mig. Bare vi er enige om, hvad vi taler om. Altså poesi og faglige idolers definitionsret bestemmer, hvad "queer" betyder i en aktuel kontekst. Ikke Michel Foucault.


Kommentar af Så Queer, 15. februar 2012

Gaaaab. Hold kæft hvor er jeg glad for at jeg er queer i den virkelige verden. Hvor svært kan det være? Jeg er ikke et udvandet begreb, tværtimod!

Mit liv som queer er det fedeste i hele verden. Hvis Vibeke, Foucault, Julemanden og resten af den akademiske verden vil diskutere, så værsgod. I har intet at gøre med hvordan det er at være queer på gaden, derhjemme eller i omklædningsrummet.

Nu går jeg ud og er queer, langt væk fra pseudo-diskusioner om hvem der har lov til at sige queer. Jeg har!


Kommentar af Vibeke, 15. februar 2012

@Så Queer

Det urkomiske ved det hele er, at folk kalder mig queer ude i den virkelige verden. Jeg har ikke selv defineret mig som sådan og kunne heller ikke finde på det, da jeg ikke identificerer mig med det miljø, hvor de har tiltaget sig definitionsretten over, hvad og hvem der er queer. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har rigtig mange af de træk, som får folk til at sætte den etiket på en. Så hvem har ret til at sige queer?

Måske er betegnelsen queer bare ved at ende som betegnelsen feminist - sidste stop var Spice Girls. Og nu skal jeg nok knytte min sylte.


Kommentar af Peter, 15. februar 2012

På trods af den megen galde og personlige fnidder, har denne diskussion faktisk været meget oplysende og interessant. Debatten understreger bl.a. hvordan vi, der beskæftiger os med eller identificerer os som queer, har personlige investeringer i projektet.

Michaels udredning af nyere queer teori, synes jeg, egentlig viser at queer er blevet hvad dekonstruktion var for 10-20 år siden: en term de færreste forstår, men alle bruger lystigt. I den skitse af nyere queer teori, som Michael giver, er queer analyse vel egentlig ikke til at adskille fra dekonstruktiv social analyse, eller hvad?

Personligt foretrækker jeg at være mere old school i forhold til queer-begrebet. Jeg mener, at queer uden sex er som en kage uden sukker, eller mere præcist, at queer må handle om seksualitet og køn for ikke at blive et andet ord for kritisk teori, dekonstruktion, eller bare akademisk analyse.

Det undrer mig at nyere queer teori, særligt den gren der beskæftiger sig indgående med racisme, grænser, liberalisme, kolonialisme, er så decideret usexet. Når seksualitet nævnes er det nærmest udelukkende diskurser om seksuelle identiteter, der menes. "Bøsser er blevet en del af et hvidt mainstream forbrugersegment" osv. osv. Det er som om at alt det snavsede, seksuelle og praktiske er blevet skubbet tilbage ind i skabet, så vi i stedet kan diskutere øst-vest-konflikter og undertrykkelse af den tredje verden.

Seksualitet er ikke en identitet, det er en praksis, eller en ’way of life’, som Michel Foucault skrev. De praksisser ved vi i Danmark meget lidt om, historisk og kontemporært. Hvordan praktiseres heteroseksualitet i dag? biseksualitet? homoseksualitet) osv. Praktiseres de på en måde, hvor det giver mening at holde dem adskilt? Hvordan praktiseres de i forhold til køn, klasse, geografi, uddannelse osv.?

Der er så lidt akademisk analyse af seksualitet og seksuelle praksisser i Danmark, at det er synd, hvis alle queer teoretikerne allerede ’er kommet videre’ til grænsekontrol, racisme og international politik.

Jeg ville egentlig gerne høre fra Michael (og jer andre), om queer analyse ikke er ved at blive så bred og fritsvævende - uden subjekt og objekt - at den egentlig er meningsløs, og man i stedet kunne sige: ’Jeg bedriver kritisk social analyse af det kontemporære samfund’ i stedet?

I min ph.d. skrev jeg at jeg bedrev ’queer historie’. Jeg tror, næste gang jeg skriver noget, vil jeg vare mig for at påtage mig det perspektiv, da det er ved at blive perspektivløst.

Mvh, Peter


Kommentar af Michael, 16. februar 2012

Peter, bemærk at den subjektløse kritik er en central del af Butlers argumentation i Critically Queer og i Warners intro til Fear of a queer planet. Begge fra 1993. Så jeg ved ikke hvad det er for en ”old school queer” du hentyder til? ”Old school queer” var vel netop en kritik af Gay & Lesbian Studies, Kvinderstudier og seksualitetsstudiers givne genstandsfelter og deraf manglende evne til at tænke, teoretisere og arbejde (akademisk og aktivistisk) intersektionelt. Det du kalder old school queer teori lyder i mine øre mere som old school seksualitetsforskning.

Jeg mener sagtens man kan tale om og arbejde med en række forskellige queerteorier, som arbejder forskelligt og med forskelligt fokus. Og deraf forskellige genstandsfelter og analysestrategier, og det er i høj grad tilfældet i den akademiske queerforskning, der spænder ret bredt (tænk blot på Edelman, Puar, Halberstam, Butler). Og i øvrigt også tilfældet med queer aktivismen, der spænder nok så bredt og indgår i mulige og umulige alliancer.

Det, som jeg mener, der binder forskellige akademiske queer studier sammen, - det, som kvalificerer paraplybegrebet "queer" fra andre dekonstruktive eller andre kritiske teorier og studier - er det eksplicitte fokus på normaliseringens vold.

At det sociale felt forstås et sted, hvor hegemoniske sociale (affektive, psykiske, diskursive, materielle mm.) strukturer producerer nogle subjekter og populationer som "normale" og "naturlige" samtidigt med at de strukturer (i samme bevægelse) producerer "perverse" og "patologiske" Andre.

Man kan sige, at queerteori har en særlig historicitet, som gør, at queer studier ofte bruger seksualitet, køn og race som centrale analysepunkter (jf. queerteoris rødder i Gay and Lesbian Studies, feministiske studier og sort feminisme, aktivistisk såvel som akademisk). Og i denne historie har queerstudier vist sig at være særdeles gode til at forstå normaliseringens teknologier og produktionen af seksualiserede, kønnede og raciale andre. Men det er vel ikke et argument for kun at analysere den slags genstandsfelter.

Når queerteoretiske studier kan sige noget ganske interessant og politisk potent omkring ’andre emner’ (som ret beset i en foucauldiansk analyse hænger sammen med seksualitet, det at studere seksualitet er netop at studere biomagtens virke) som (neo-)liberalisme, sekularisme, terrorisme, krig, grænser osv., så er det vel bare at springe ud i det.

At du finder det usexet at arbejde med kolonialisme, racisme, grænser, liberalisme mm., er der vel ingen, der kan lave om på. Men det diskvalificerer vel ikke intersektionelle queerstudier.


Kommentar af Peter, 16. februar 2012

Michael, Det jeg mener med old school queer ligger tættere på Foucault, Eve Sedgwick, den tidlige Butler (Gender Trouble, Bodies that Matter), George Chauncey, David M. Halperin og Jeffrey Weeks mv. Det er klart, at flere af disse ikke kaldte deres studier for queer, men de var centrale i opgøret med essentialistiske seksualitetsstudier. Og de var centrale i det tidlige forståelse af hvad queer teori var og kunne.

Fælles for dem var at de netop ikke tabte objektet (seksualitet) af syne, men gjorde det centralt i deres analyser. At de ikke så seksualitet som isoleret fra andre sociale felter er klart, og var en del af forcen ved deres arbejder.

De senere år ser det ud til at queer studier har deres centrale objekt i racisme, (post)kolonialisme, neoliberalisme og Vestens hegemoni. Seksualitet bliver en sidebemærkning, særligt menneskers konkrete kropslige og psykiske oplevelser af deres seksualitet - ofte er seksualitet reduceret til diskurser om seksuelle identiteter. Det synes jeg er synd - for hele den verden, som seksualitet udgør, forsvinder i analyserne.

Det ser ud til, vi kan blive enige om, at queer studier ofte i dag kan defineres som et kritisk / dekonstruktivt opgør med normaliteter. Så synes jeg ikke, der er brug for queer studier som et særligt akademisk felt, for så kan vi gribe til kritisk teori, dekonstruktion, eller stort set enhver art af antropologi, sociologi eller etnologi. Opgøret med forestillingen om ’det normale’ er temmelig almindelig (for ikke at sige banal) i humanistiske studier.

Jeg mener, vi må fastholde seksualiteter som det centrale objekt for queer studier, hvis feltet skal give selvstændig mening.

PS. Jeg synes ikke det er ’usexet’ at studere kolonialisme, racisme, grænser, liberalisme mm. Det var en lidt smart bemærkning fra min side. Det jeg mener er, at menneskers konkrete kropslige og psykiske oplevelser af deres seksualitet(er) ofte er minimal i mange af tidens queer studier. Det er synd, særligt i et land som Danmark, hvor vi har så få humanistiske studier af seksualitet.


Kommentar af Lisbeth Merete, 17. februar 2012

OK! Homoseksualitet er simpelthen blevet for mainstream for at være queer, så nu kaster queer teoretikerne sig over Breivik i stedet ;-) Kan man så forvente at se queerkraft gentage det gamle Marxistiske dogme om at homoseksualitet er borgerlig dekadence?


Kommentar af Q, 17. februar 2012

Det er mega queer at erklære queer i opløsning.


Kommentar af Elis Vejvad, 18. februar 2012

Særdeles velskrevet artikel af Johannes Lang fra DIIS - sprogligt velskrevet med indholdmæssigt indsigtsfuld fortolkning. ’Du har fingeren på pulsen’. ET forhold, der har manges interesse, kan ikke skjules, hvilket ABB ved. Fængsel, diagnose er irrelevante forhold, der slet ikke kan skjule selve budskabet. Konfrontationen er der, og de der ikke erkender det, laver selvbedrag.

Til de ’overfølsomme’ debattører - klik http://www.diis.dk/sw95073.asp læs http://diis.dk/sw720.asp
- åbn derefter din visionære hjerne og koordiner. Men artiklen burde også sættes i et andet forum i modkraft.dk

Om bedømmelse af ABB se Johann Cullberg http://fokusert.com/?p=16782


Kommentar af Elis Vejvad, 18. februar 2012

ABB har sig selv og sit motiv, men også retten til, at hans motiv danner grundlag for sagens pådømmelse. Bedømmelse skal derfor ikke bruge en tilstandserklæring i sagens dom, men alle præmisser ved aktionen og tilløbet til den. Da det er velkendt fra tidligere sager at myndighederne bruger retspsykiatere i sager til at afværge rettens stillingtagen til nationalkritiske forhold, og ABB’s aktion fra starten af er i et globalt forum med fuldt publikum som observatører og kritikere, så vil en lignende gentagen diagnose kun afsløre retssystemet som manipulerende med beviset stilling.

ABB’s aktion henvender sig til alle. Norge er internationalt kriminelt involveret. Da ABB tydelig og fast formulerer sit angreb på de norske nationale forhold, er dette motivet, og det er omhyggeligt veldefineret. Uanset hvad den norske stat kalder deres behandling af ABB og sagen, så varetages hans interesser ikke retsligt upartisk, idet den norske stat er angrebet af ABB. Dette forhold betyder at retsbehandling i dette tilfælde kun kan ske retfærdigt i et internationalt retsforum, hvor dommer og domsmænd er fra en nation uden mellemværende med Norge.

Den internationale opmærksomhed er intens, idet alle har opdaget at ABB-sagen er en tilståelsessag, hvor anklagede ønsker og forlanger at optræde som sig selv og sandhedsvidne til de forhold han har ud-/bevirket. Da ABB’s interesser i aller højeste grad går ind i nationale ’dunkle’ forhold, er norsk ret allerede her inhabil som pådømmende ret, idet retten fungerer i statens interesser.

Da ABB opbevares under tvangforhold og frasocialiseres, lider han allerede derunder og fratrækkes de konsekvenser ikke i den psykiatiske vurdering, er den ugyldig. Dette ved såvel retten som psykiaterne, hvorfor diagnosens bestilling og resultat må ses som såkaldt ’bestilt arbejde’, til at fordreje sagens præmisser med loven, som statens regering har lavet - og ABB er en trussel for staten. Rettens stillingtagen bliver dermed en kamp mod ABB. Vi er allerede mange der ser det og ved det.

Alle stater har forhold de har skjult, fordi de ikke ønskede at staten skulle ændres deraf. Meget tyder på at norsk ret anvendes til at skjule ABB. Imidlertid er hans budskab ude og at ville skjule kendsgerningerne for publikum, vil være et klodset forsøg på at neddrosle sagen, der vil skærpe interessen hos publikum.

Lykkes det ikke at lægge sagen på is med forvaring og tvungen medicinsk behandling af ABB, vil vi sikkert se at ABB istedet bliver ’syg’ i fængslet. Dette trick er allerede praktiseret på en tidligere politisk konkurrent til den nuværende norske statsminister.

ABB bør have en dom for drab og forventer det. Det er alt. Hans budskab har samme ret som dit og mit. Han er ophav og ytrer sig. Det er vilkårene i en åben verden. Laver vi undtagelser og hindringer for nogle og noget, lukkes denne verden.



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer