Vi er flyttet! modkraft.dk



Queerfeministisk antiracistisk kritik

3. del af QueerKraft og Mathias Danbolts queerfeministiske selvstudiekurs handler om antiracistisk kritik i kølvandet af Breiviks angreb på den norske venstrefløj.

|
Af Mathias Danbolt - 17. februar 2012


JPEG - 96.8 kb
Foto: Joachim S. Müller

Queerkrafts selvstudiekurs del 3

Emne: QUEERFEMINISTISK ANTIRACISTISK KRITIK

Kursleder: Mathias Danbolt

Baggrund:

Det politiske angreb mod den norske venstrefløj fra den radikaliserede højrefløjs-«korsfarer» Anders Behring Breivik den 22. juli 2011 har fået politikere og samfundsdebattører til at opfordre til selvransagelse og selvrefleksion. Selvstudiekurset i queerfeministisk antiracistisk kritik ønsker at eftertænksomheden skal munde ud i et opgør med de forskelligartede racistiske eksklusionsmekanismer, som har struktureret norsk offentlighed i årtier.

Derfor retter kurset fokus på queerfeministiske kritikere, som længe har advaret mod effekterne af den stigende kulturelt, såvel som genetisk, motiverede racisme, som er blomstret op (igen) i Europa og Nordamerika i de seneste år.

Motivation og fokus:

At sprede viden om queerfeministiske analyser af racisme er vigtigt, hvis vi skal blive bedre til at forstå vort eget og andres ansvar for det samfund, vi lever i. Kurset ønsker at give inspiration til at revurdere egne tankemønstre, samt forbedre egen argumentation i møde med folk, som fremmer voldelige racistiske ideologier under dække af at bedrive «legitim» kritik i ytringsfrihedens navn. Tre punkter er vigtige:

1)

Det hvide hegemoni i norsk offentlighed må demonteres. Et omfattende antal avisartikler har efter angrebet beskrevet chokket over, at gerningsmanden var «en af vore egne». At folk er overraskede over, at en hvid mand kunne gøre dette mod «Norge» siger meget om forestillingerne om, hvem «vi» nordmænd er, og hvem «vi» ser på som vore «egne» og som «fremmede».

JPEG - 18.6 kb
Sara Ahmed: Strange Encounters

Som den antiracistiske queerteoretiker Sara Ahmed skriver i Strange Encounters, er det vigtigt at huske, at forestillingen om «den fremmede» sjældent henviser til det, vi ikke kender, men derimod til det vi har lært os selv at genkende som «fremmed». De verbale og fysiske angreb mod ikke-hvide nordmænd i timerne efter terrorangrebet viser tydeligt racialiseringen af det «fremmede» i en norsk kontekst: I de sidste årtier har vi lært, at det «fremmede» har mørk hudfarve og bærer «muslimske» symboler og klædedragter. Hvis vi ikke ved, hvem der er, der gør «os» noget, kan vi bare skyde skylden på «de fremmede», som vi allerede kender.

Det er essentielt at vi for alvor tager et opgør med de racistiske strukturer, som gør, at dele af den norske befolkning kun bliver genkendt som (potentielt) «fremmede». Vi må med andre ord holde op med at fetichere den «fremmede» som den, der bringer fremmedhed med sig og i stedet udfordre de systemer, som indlemmer nogle kroppe i det nationale «vi» ved at ekskludere andre (kendte) «fremmede».

Udfordringen består i at modarbejde den racistiske monokulturalisme på en måde, som ikke reproducerer et eksklusivt nationalt «fællesskab», hvor hvidhedens hegemoni fortsætter i en «farverig» form. Derfor bør vi også undgå at fejre den liberalistiske multikulturalismes interesse i at «tolerere» eller «inkludere» (eller re-assimilere) «den fremmede», så længe selve inklusionsmekanismen producerer «os» som hvide, gode og storsindede subjekter med ret til at byde «de andre» – ikke-hvide – velkommen i «vores» land.

Selv om det er let at være enig i velmenende stemmer, som i disse dage opfordrer os at sige «til vore indbyggere med muslimsk tro, at vi holder af dem og er stolte af, at have dem i vort land» (Per Fugelli, Dagbladet, 5. aug. 2011), er det vigtigt at forstå, at selv sådanne udsagn (gen)skaber et norsk hvidt «vi» gennem sympatien for «vore» andre. Kunne man forestille sig det omvendte scenario? At ikke-hvide nordmænd fortalte, at de var stolte af at have hvide kristne i «vores» land?

Som Ahmed påpeger, fabrikerer overfladiske forståelser af multikulturel inklusion «det hvide subjekt som den, der kan genkende forskelle, selv om forskellene ikke længere kan siges at være uden for selvet eller det sociale miljø». Ja, alle kan blive «fremmede» i specifikke situationer. Pointen er, at nogle kroppe gang på gang bliver indstiftet som farlige fremmede – en differentiering, som ofte går på livet løs.

Queerkrafts selvstudiekurs
Del 1: Queerfeministisk Glædesdrab
Del 2: Queerfeministisk Ønsketænkning

2)

Vi må modarbejde den allestedsnærværende ikke-racistiske politik i Norge og kæmpe for at videreudvikle queerfeministisk anti-racistisk politik. I artiklen «‘You’re Calling Me a Racist?’» skelner den feministiske forsker Sarita Srivastava mellem «ikke-racistisk» og «anti-racistisk arbejde»: Ikke-racistisk arbejde henviser til et liberalistisk «farveblindt» lighedsideal, som ønsker at overkomme forskelle ved at overse forskelle. I kontrast til dette står anti-racistisk arbejde, som forsøger, at ændre og modarbejde strukturelle og politiske effekter af racial forskelsbehandling.

I Norge er et ord som «race» længe blevet anset for et fyord i politiske diskussioner – som et levn fra nazismens racehygiejne. Norsk politik har vært præget af et farveblindt ideal, hvor undvigelse af spørgsmål om «race» har vært koblet til ønske om, at hudfarve skal være irrelevant.

Men denne form for «racial stilhed», som adoptionsforskeren Lene Myong kalder det, er et dårligt udgangspunkt for anti-racistisk arbejde. Som Myongs forskning viser, får det farveblinde sprog, trods sine «gode intentioner», den modsatte effekt fordi, «erfaringer af racialisering og marginalisering i forhold til en hvid norm udviskes og fornægtes i farveblindheden».

Hvis vi vil modarbejde den hvide norm, må vi derfor turde tage fat på spørgsmålet om, hvordan race fungerer som en ekskluderingsmekanisme i samfundet. Dette gælder også i efterspillet af terrorangrebet.

3)

Vi må undgå, at bearbejdningen af terrorangrebet blindt reproducerer et glansbilde af det «ekseptionelle» Norge, som overgår alle i excellence, hvad enten det gælder fremskridt, ligestilling, sammenhold, åbenhed eller godhed. Denne form for ekseptionelle glansbilleder viderefører en nationalistisk-hierarkisk struktur, som betragter alle andre folkefærd som underordnet «os».

Det er selvsagt godt, at raseriet og hævnlysten ikke har fået lov at råde i Norge på samme måde, som de gjorde det i USA efter 11/9. Men samtidig kan man spørge, som queerforskeren Maja Bissenbakker har gjort, om det egentlig er så mærkeligt, at det netop er kærlighed og omsorg, som har domineret billedet.

Hvem skulle man egentlig vende hadet mod i Norge efter ABBs angreb? Hvide norske mænd? Og dog, hvorfor ikke? Kan der måske, som Bissenbakker har påpeget, være noget frugtbart og reparativt i raseriet «hvis det vendes indad i selvrefleksion i stedet for udad i en dæmoniserende projektion? Hvad hvis nationen havde samlet sig i raseriet mod egen racisme i stedet for at elske og tilgive sig selv for racismens voldelige afkom?»

JPEG - 29 kb
Jasbir Puar: Terrorist Assemblages

Det er væsentlig, at refleksionerne over den norske selvbeherskelse efter angrebet ikke bidrager til det, queerteoretiker Jasbir Puar i den vigtige bog Terrorist Assemblages kalder «hvidhedens dominans».

Fortællingerne om, at Norge efter terrorangrebet «mistede sin uskyld» er – foruden udtrykkets sexistiske undertoner – en måde at overse og omskrive de komplekse historier om, hvordan hvidhed har haft og fortsat har en strukturerende betydning i norsk politisk offentlighed: Fra den langvarige dehumaniserende behandling af samerne i Norges kolonisering af Sápmi, til de sidste års selektive tvangsudsendelser af asylsøgere og flygtninge som følge af stramninger i norsk udlændingelovgivning.

Billedet af Norge som et i udgangspunktet «uskyldig» land, som er blevet «griset til» af terror, viderefører en problematisk kobling mellem hvidhed og moralske værdier som «ren», «god», «rationel» – værdier, som gøres forståelige i kontrast til det urene, farlige, irrationelle «mørke». Det er derfor vigtigt, at ønsket om at «tage Norge tilbage» ikke reparerer og reproducerer et ideal om den «gode» nation Norge – et nationalistisk-ekseptionelt ideal, som Breivik kæmper for i en ekstrem variant.

Målsætning og arbejdsform:

Selvstudiekurset har som mål at modarbejde det, Srivastava kalder, den «følelsesmæssige tilknytning til uskyldighed», som præger mange hvide feministers – så vel som hvide nordmænds – selvforståelse.

Kurset resulterer forhåbentlig i øget bevidstgørelse over egen delagtighed og ansvarlighed i forhold til den verden, vi er en del af – men målsætningen begrænser sig ikke til at øge kursdeltagerens selvrefleksivitet.

For selv om det er centralt for blandt andre hvide queerfeminister (som undertegnede kursleder) at arbejde med den livslange aflæring af racemæssige og kønnede privilegier, er målet ikke, at refleksionsprocessen skal få os til at «føle os bedre tilpas», men derimod, at vi, som Srivastava formulerer det, skal «ville tænke og handle bedre».

Følgende læseliste kan hjælpe på vejen til at blive en bedre queerfeministisk antiracist:

Mathias Danbolt (f.1983) arbejder med queerteori, anti-racistisk politik, kunsthistorie, aktivisme og en Ph.d.-afhandling om queerfeministiske politiske historier. Han bor og arbejder i København.

Artiklen har tidligere været bragt i det norske feministiske tidsskrift Fett. QueerKraft bringer her artiklen i en oversat version med forfatterens tilladelse.



Kommentarer


Kommentar af Miguel, 17. februar 2012

Skide god tekst Mathias!

Tak



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer