Vi er flyttet! modkraft.dk



Queerfeministisk glædesdrab

Med lanceringen af selvstudiekursus i queerfeministisk glædesdrab kan du få fingre i tips og tricks til at ødelægge den gode stemning i det konsensusorienterede racistiske heterohelvede vi alle lever i.

|
Af Mathias Danbolt - 1 oktober 2011


Queerkrafts selvstudiekurs 2011

Emne: QUEERFEMINISTISK GLÆDESDRAB

Kursusansvarlig: Mathias Danbolt

Baggrund:
I 2010 begyndte jeg i lære som queerfeministisk glædesdræber. Efter et års målrettet arbejde med at skabe dårlig stemning på akademiske seminarer, aktivistmøder, vennefester og familiemiddage er selvstudiekurset blevet skabt for at inspirere andre queerfeminister til at rase ud over status quo. I arven efter feministiske bevidstgørelsespraktikker tager kurset afsæt i forfatteren Jamaica Kincaids postkoloniale feministiske diktum: »I feel it’s my business to make everyone a little less happy.«

Motivation og fokus:
Nødvendigheden af at rette fokus mod queerfeministisk glædesdrab her og nu kan opsummeres i tre hovedpunkter:

1) Der er behov for en ordentlig dosis raseri som reaktion på bekymringerne over feminismen og kønsforskningens »imageproblem« i kølvandet på Hjernevask-debatten. Dette »imageproblemet« hænger både sammen med, at der pludselig er skabt konsensus i den norske offentlighed om, at queer- og feministisk tænkning og forskning er »ideologisk« og dårlig, og at den bliver udført af humørløse, sure og politisk fastlåste queerfeminister.

Hjernevask-debatten: »Hjernevask« var en populærvidenskabelig dokumentarserie, som blev sendt på den norske TV-kanal NRK i foråret 2010. Med udgangspunkt i spørgsmålet »Født sådan eller blevet sådan?« søgte programmet at finde svar på, hvorfor mennesker er forskellige. Med komikeren Harald Eia som programleder satte »Hjernevask« fokus på tema som køn, homoseksualitet, transkønnethed, ligestilling og race gennem en forenklet og reduktiv »kamp« mellem naturvidenskab og kulturforskning. Programmet iscenesatte evolutionsbiologien som vinderen og »kønsforskning« og især queerteori som den store taber og bluffmager. Serien resulterede i en lang og ophedet debat. For en queerfeministisk analyse af debatten, se Mathias Danbolts tekst »Tilbake til fremtiden« på Vagants hjemmeside.

Nu er det klart, at feminisme heldigvis altid har haft et imageproblem. Nærværende selvstudie i glædesdrab vil (igen) minde om at løsningen ikke er at erstatte rasende feminister med glitrende kusser. Hvis queerfeminismen har et imageproblem, består dette i, at vi må gøre det mere attraktivt at skabe dårlig stemning i det konsensusorienterede racistiske heterohelvede, vi lever i.

2) Kurset i glædesdrab vil videreformidle og hylde den »ulykkelige arv« som er queerfeminismens vigtigste inspirationskilde. Som Sara Ahmed påpeger i den mest opdaterede lærebog på feltet, The Promise of Happiness (2010), er det afgørende at huske på problemmagerne før os. Ahmed giver queer-, feministisk- og antiracistisk ulykkelighed en historie og politisk betydning. Hun trækker på den viden, som ligger i de uudtømmelige arkiver af feministisk fortvivlelse og raseri, og udfordrer os til at se, hvordan angrebene på glædesdrab gør queerfeministisk politik usynlig: »Feminists are read as being unhappy, such that situations of conflict, violence, and power are read as about the unhappiness of feminists, rather than being what feminists are unhappy about.« Det er al mulig grund til at være ulykkelig i dagens samfund: Er raseri ikke den eneste fornuftige reaktionen på forholdene i verden i dag?

3) Den queerfeministiske glædesdræber bidrager i kampen mod lykkeindustrien og den stigende individualisering af kollektive problemer. Som Ole Jacob Madsen påpeger i bogen Den terapeutiske kultur (2010), er der sket en dramatisk stigning i antallet af personer med behov for psykologisk hjælp i Norge i dag, men en manglende interesse for at stille spørgsmål til, hvorfor folk bliver syge. Madsen kobler den terapeutiske kultur til den nyliberale politiks »frigørende« retorik om, at enhver er sin egen lykkes smed – et perspektiv, som afpolitiserer strukturelle og samfundsmæssige vanskeligheder og individualiserer problemerne.

Her kan kritikken fra queerfeministiske glædesdræbere som Ahmed fungere som et korrektiv. Når folk bliver syge og ulykkelige af ikke at leve op til idealer om det perfekte ægteskab eller effektivisering på jobbet, minder glædesdræberne os om, at løsningen måske ikke er at gå til behandling for at takle parforholdet eller at overleve stresset på jobbet. Det, man virkelig behøver hjælp til, er at ændre på de normer og rammer, som organiserer kærligheden og arbejdslivet på måder, som begrænser vore mulighedsrum her i verden.

Den queerfeministiske glædesdræber er derfor ikke en, som dyrker depressionen og fortvivlelsen, men en som ser disse som en ofte uundgåelig reaktion på, hvordan samfundet er sat sammen her og nu. Men glædesdræberen også er bevidst om den energi, som skabes ved at være rasende sammen med andre, hvad enten dette tager form af demonstrationer, aktivistgrupper eller andre modstandsfællesskaber, som fx feministiske tidsskrifter som Fett og netsteder som Queerkraft.

JPEG - 10.7 kb
Audre Lorde er en af de fremtrædende anti-racistiske, feministiske teoretikere, der kan være gode at have ved hånden, når du skal lægge dig ud med hyggestemningen.

Målsætning:
At give selvtillid og motivation til at sætte en stopper for folk som kommer, med racistiske ytringer på jobbet, som presser heteronormative rammer ned over dig i hverdagen eller som fremmer sexistiske holdninger under den hyggelige vennemiddag. Når man raser ud i sådanne situationer, bliver man ofte betragtet som den, der »ødelægger den gode stemning«, selv om udbruddet kun er en naturlig og vigtig reaktion på, at nogen andre med deres utålelige handlinger og kommentarer allerede har ødelagt din mulighed for at have det hyggeligt. Selvstudiet i queerfeministisk raseri ønsker at bidrage til, at glædesdrab igen bliver en attraktiv politisk strategi – og anerkendt overlevelsesmekanisme. Målet med queerfeministisk glædesdrab er, som Ahmed har formuleret det, at åbne mulighedsrum for andre tanker og livsformer, at give plads til nye muligheder og tilfældigheder. Men der er også et etisk imperativ i glædesdrabet, da det med Ahmeds ord minder os om, at »we must stay unhappy with this world«.

Kurset i queerfeministisk glædesdrab vil forhåbentlig ændre din måde at se og agere i verden på, eftersom det både fremmer solidaritet og gør én ydmyg i mødet med andres raseri og ulykkelighed. Få har formuleret dette klarere end Jamaica Kincaid, som i et interview giver følgende beskrivelse af nødvendigheden af at dræbe glæde, hvis vi skal begynde at forestille os en anden verden:

»It’s nice to know that when you sit down to enjoy a plate of strawberries, somebody got paid very little so that you could have your strawberries. It doesn’t mean the strawberries will taste different, but it’s nice to enjoy things less than we do. We enjoy things far too much, and it leads to incredible pain and suffering.«

Arbejdsform:
Øvelse gør mester. Men husk at selv om det ikke er vanskelig at dræbe glæde, er det ofte et tungt og krævende arbejde. At have et netværk af andre glædesdræbere i baghånden anbefales. Selvstudiet bør indeholde både praksis og teori, og her er der et stort arkiv at tage for sig af. Her er en oversigt over væsentlige tekster at begynde med, hvis du vil starte eller genopfriske den livslange læringsproces som queerfeministisk glædesdræber:

Sara Ahmed: The Promise of Happiness (2010). Kursets bibel, som ikke kunne have været skrevet uden Audre Lordes tekster.

Audre Lorde: »The Uses of Anger: Women Responding to Racism«, i Sister Outsider (1984) og Zami: A New Spelling of My Name (1983). Tjek også hendes digte ud!

Jamaica Kincaid: Alt hvad hun har skrevet, men romanerne Lucy (1990) og The Autobiography of My Mother (1995) er gode steder at starte.

Valerie Solanas: SCUM Manifesto (1968). Behøver ingen introduktion.

Birdie Solanas: Society for Cutting Up Couples (2010). Performancekunstner og aktivist Bird la Birds inkarnation som Solanas’ datter er rasende inspirerende.

Judith Jack Halberstam: »The Anti-Social Turn in Queer Theory«, Graduate Journal of Social Science (5:2, 2008). Viser nødvendigheden af at rase ud – indimellem også mod andre feminister og queerteoretikere.

Lauren Berlant: The Female Complaint: The Unfinished Business of Sentimentality in American Culture (2008). En stærk analyse af folks kærlighedsforhold til det konventionelle og normale.

Ole Jacob Madsen: Den terapeutiske kultur (2010). Giver en god baggrund for diskussionen, selv om den ikke selv formulerer en eksplicit feministisk politik.

Mathias Danbolt (f.1983) er queeraktivist, kunsthistoriker, og PhD-stipendiat ved Universitetet i Bergen. Hans forskningsprojekt kredser om samtidens queerpolitiske aktivisme, kunst og performance. Han er redaktør for Trikster – Nordic Queer Journal, og har skrevet om køn og seksualitet, kunst og litteratur, queerteori og -aktivisme i tidsskrifter og bøger i Norden. Han bor og arbejder i København.

Artiklen har tidligere været bragt i det norske feministiske tidsskrift Fett under titlen »FETTs selvstudiekurs 2011«. Queerkraft bringer her serien i en oversat version med forfatterens tilladelse.



Kommentarer


Kommentar af Nicola Ravden, 1 oktober 2011

Fedt, fedt, fedt! Tak Mathias Danbolt!


Kommentar af Simon, 2. oktober 2011

Det er sikkert fint for den, der "raser ud", men alle andre vil betragte dig som repræsentant for dine holdninger, og i sidste ende affærdige både dig og dem. Så hvis formålet er at sprede nogle idéer er det en rigtigt dårlig strategi. Hvem har ikke mødt en eller anden person med marginaliserede synspunkter, der flippede ud over noget, som alle andre betragtede som småting? I mine mange år med mindretalssynspunkter er denne strategi den der har tjent mig dårligst. Det er IMO langt bedre ikke at rase over noget, ikke at gøre sig til den store overdommer, men nærmere at møde folk som ligeværdige og tale ordentligt til dem. Når de opdager at du ikke er en idiot, men rent faktisk kan finde ud af at tage emner op på en ordentlig måde, så bliver de også mere lydhøre overfor dine idéer.

Det skal også tilføjes at folk der alene kører med vrede og indignation som drivkraft sjældent holder mange år.


Kommentar af Doolittle, 2. oktober 2011

Som lebbe, og velsagtens feminist til en vis grænse, kan jeg kun sidde og småhulke lidt. Vidste måske godt at alle de vrede feminister samles, og sidder et sted hvorfra de så kan blive enige om at det er dem der skal være mest synlige i kønsrolle- og diskriminationsdebatten.

Hvorfor må vi ikke være smukke, kvinder, og fremfor alt GLADE lebber? Hvorfor altid sætte sig i rollen som offer, der nu er forsmået, vredt og enormt karseklippet? Jeg trak på smilebåndet, og håbede til det sidste, at artiklen om kursusindholdet flød med sarkasme, og var feministers forsøg på at tage lidt pis på sig selv for engang skyld. Ak. Jeg går tilbage til min tilværelse, hvor de sidste der får nys om min homoseksualitet, er de andre homoer - så kan jeg i det mindste blive ved med at danse på bordene, og nyde livet...

Jeg er udmærket klar over at der ikke skal sættes lighedstegn ml. lebbe og feminist. Synes bare at det som oftest er vrede feminister der taler min lebbe-sag


Kommentar af FraMalertape, 2. oktober 2011

absurdt og selvskabt


Kommentar af Morten G, 3. oktober 2011

Jamen så lad os da få slået al den møg-glæde i hjel.


Kommentar af TQ, 3. oktober 2011

Simon, hvis du tror folk drevet af misantropi, sårede følelser og heterofobt raseri sjældent holder længe, så tror jeg ikke du bruger så meget tid i det danske queermiljø. Queerfestivalen er centrum for forsøgte hate crimes mod heteroseksuelle, og adskillige queers i den offentlige debat agiterer for diskrimination mod heteroer - og det har de sådan set gjort længe.

Mvh, en trist queer.


Kommentar af Farhiya Khalid, 3. oktober 2011

Glædesdrab ftw! Glæder mig til at få kigget på Audre Lorde. Thanks for the enlightenment!


Kommentar af Mogens, 4. oktober 2011

Når man ser på kommentarerne her, er det tankevækkende, at man åbenbart ikke engang behøver FAKTISK at dræbe det racistiske heterohelvedes glæde for at skabe or’nlig ballade: Det er åbenbart nok bare at SIGE, at man vil gøre det? Selv det, potentielt at forstyrre normens fred og ro er åbenbart meget destabiliserende. Og det er da i sig selv temlig opmuntrende!! Ahmed og Lorde here I come!! :o)


Kommentar af Nyslået glædesdræber, 4. oktober 2011

Jubi! Eller skal jeg sige fuck for fanden! Jeg skal ud og slå noget glæde ihjel. Danbolt: Tak for et oprejsende og motiverende kursus!


Kommentar af , 4. oktober 2011

En reminder til debatørerne...

Dette site er modereret. Der er heldigvis mange, der debatterer de artikler, vi sætter på, og det er en vigtig del af at gøre dette sted interessant. Vi vil helst ikke fjerne indlæg, og her har vi brug for hjælp fra jer, der bidrager med kommentarer til artiklerne:

- Husk at argumentere frem for blot at fremsætte påstande om personer/grupper/sammenhænge, der kan opfattes som inkriminerende. Forklar og dokumenter påstande, der kan opfattes som om de dækker over konkrete forhold og handlinger, eller hold dig til at give udtryk for dine holdninger og vurderinger.

Kh. Queerkraft-redaktionen


Kommentar af Ævlebævle, 4. oktober 2011

Fint nok, Queerkraft redaktion. Men der er altså et ret stort MEN - og det findes i de artikler i publicerer. Her sker det nemlig ofte, at der ikke argumenteres og dokumenteres, men blot fremsættes påstande. Ligeledes sker det ikke så sjældent, at artikler udtrykker det budskab og den følelse overfor udvalgte befolkningsgrupper, som TQ påpeger. Når man som redaktion går ud og lægger en endog meget stram linje for debatten, må denne linje også gælde i redaktionen af artikler.

Et mildt eksempel på, hvordan der ofte i Queerkrafts artikler ikke dokumenteres eller argumenteres, men blot fremsættes påstande, findes i ovenstående artikel:

"Når folk bliver syge og ulykkelige af ikke at leve op til idealer om det perfekte ægteskab eller effektivisering på jobbet, minder glædesdræberne os om, at løsningen måske ikke er at gå til behandling for at takle parforholdet eller at overleve stresset på jobbet. Det, man virkelig behøver hjælp til, er at ændre på de normer og rammer, som organiserer kærligheden og arbejdslivet på måder, som begrænser vore mulighedsrum her i verden."

Uanset, at jeg ellers er enig i de påstande, som argumentet bygger på, er der absolut intet, der understøttet dets holdbarhed i artiklen. Ingen dokumentation. Ingen grundpræmis, som understøtter, at det sidste i virkeligheden skulle være det, som man behøver hjælp til. Jeg deler virkelighedsopfattelse med skribenten. Det skal kraftigt understreges. Men hans artikel er altså bygget på rene påstande og på dokumenter, der gentager de samme påstande - ikke velunderstøttede argumenter og dokumentation (empiri?), som i ellers kræver af debattørerne i kommentarfeltet.

Og der findes langt mere brutale eksempler på den rå tone og de omsiggribende postulater i Queerkrafts artikler.

Når man kræver en mere sober og velargumenteret tone af dem, der "ligger og roder" i kommentarfeltet end man kræver af dem, man publicerer artikler af, bygger man et hierarki mellem personer, fremfor at lade det bedste argument vinde og lade dem, der føler sig angrebet, forsvare sig.


Kommentar af Pæretræ, 4. oktober 2011

Jeg også studsede over denne her: "Queerfestivalen er centrum for forsøgte hate crimes mod heteroseksuelle" dvs. TS anklager uden at forklare sig, queerfestivaldeltagerne for overfald!!


Kommentar af Queerkraft-redaktionen, 4. oktober 2011

Svar fra redax’en:

Det er en vurdering hvis man skriver at queerfestivalen har dårlig stil og en hadsk indstilling til heteroer eller at den borgerlige regering har det overfor transseksuelle. Det er selvfølgelig fedest for debatten at man argumentere for sine vurderinger, men omvendt skal det ikke kræve at man er professor i argumentationsteori at skrive kommentarer her på sitet. Så vurderinger og holdninger er der vide rammer for.

Det er en konkret påstand og beskyldning hvis det man skriver at queerfestivalen eller den afgåede borgerlige regering planlægger konkrete hate crimes. Skriver man det, skal man argumentere og/eller dokumentere. Eller man skal omformulere sig så det bliver klart at det er en vurdering, der er tale om og ikke noget konkret. Dette er et site for debat - også hård debat, men ikke for injurier. Hvis moderator vurderer at det går for vidt, sletter vi.

Er du i tvivl om hvorfor et indlæg er blevet slettet, så skriv til queer@modkraft.dk. Finder du et indlæg truende eller krænkende, må du også meget gerne sende os en mail. Vi har dog ikke slettet noget i denne debat - og vil helst heller ikke gøre det. Derfor denne påmindelse.

Forsat god debat og kh. Queerkraft-redax’en


Kommentar af Ævlebævle, 4. oktober 2011

Fint nok, igen. Men kunne I så ikke nøjes med at skrive, at injurielovgivningen gælder her, såvel som alle andre steder? Hvis der endelig skal skrives noget, så længe der ikke er nogen ballade....

Når I lægger sådan et indlæg, som det I først kom med, ind midt i tråden, virker det som om, I er på patrulje.... Dvs. det virker som en unødig, men absolut ikke ligegyldig eller betydningsløs, magtdemonstration. Midt i det hele. Hvorfor rulle ud i "reklamebilen", når der ikke er nogen, der er kommet til skade og heller ikke optræk til at det sker, umiddelbart?

Hvis I i virkeligheden bare lige vil sige, at rødt lyse betyder fuld stop, hvorfor i alverden oplister i så i første omgang en lang række krav til "trafikanterne" i kommentarfeltet?

NB: Jeg håber ikke,, at I synes, jeg er kværulant. Jeg undrer mig bare over stilen her.


Kommentar af Queerkraft-redaktionen, 4. oktober 2011

Hej igen Det var nu mere fordi vi synes det var for dumt at slette et relevant indlæg pga. af noget som måske var utilsigtet. Og ja, vi modererer og følger debatten og føler os forpligtet til at give pejlinger - ikke kun til at slette. Men din kritik er selvfølgelig taget til følge.

Kh. Queerkraft-redaktionen


Kommentar af Sune Køter, 5. oktober 2011

Tror nu mere på queerfeministisk glædes-skaben:)


Kommentar af compromiso, 5. oktober 2011

begge dele?


Kommentar af , 5. oktober 2011

Jeg synes det er en rigtig god idé at konfrontere folk med deres heterosexistiske/racistiske synspunkter og/eller opførsel, også selvom det skaber ’dårlig stemning’. Men konfrontationen skulle gerne lede til intellektuel refleksion og eftertænksomhed hos dem man konfronterer, således at de forstår hvorfor deres opførsel er enormt diskriminerende og ’glædesdræbende’.

Jeg er ikke sikker på at raserianfald er måden at lede folk til den erkendelse. Det er min erfaring at følelsesladede udbrud sjældent får folk til at forstå de holdninger man står for - derimod skræmmer det dem bare til at holde kæft så længe man er i nærheden (hvorefter de fortsætter deres opførsel alle andre steder). Det kan altså efter min mening ikke bruges som en seriøs strategi for bekæmpelse af racisme og heterosexisme, men blot som en personlig (og forøvrigt ganske naturlig) måde at afreagere på.

Jeg vil hellere have et kursus i hvordan man tager en saglig konfrontation, der måske nok ødelægger den gode stemning, men også ’venligt men bestemt’ afkræver dem man konfronterer en forklaring på deres opførsel og en refleksion over konsekvenserne af den.


Kommentar af Lisbeth Merete, 7. oktober 2011

Queerfeminismens svar på Anders Breivik????


Kommentar af Tune, 8. oktober 2011

Hvorfor skal man være så kedelig?

Det gider jeg ikke.

Hvad med lidt selvironi og et par gode spørgsmål til dem, der ødelægger ens gode humør?

Det kommer jeg længere med. Jeg tror det gælder om at lære at genkende ens følelser - angst, had, vrede, frustration - når de dukker op i én, og sige pænt goddag til dem og gå til den derfra. Homofobi og racisme er tillært og kan aflæres - med spørgsmål, som lægger op til refleksion hos den, man giver sig til at tale med. Kun sådan.

Det er klamt at blive ramt, men der sker ikke noget ved bare at spytte tilbage.


Kommentar af Morten G, 8. oktober 2011

@Tune. Udsagnet "racisme er tillært og kan aflæres" lyder godt på den der 70-er-agtige måde. Det er imidlertid ikke sandt og derfor så trættende at høre på.

Problemet med racisme er, at det netop ikke er tillært. Undersøgelser viser, at vi går i forsvarsposition, når vi møder mennesker, som er "anderledes".

Omvendt spejler vi instinktivt andre mennesker, når vi ønsker at vise fredelige hensigter.

Men dermed ikke sagt, at racisme ikke kan overvindes. Men det kræver grundliggende tryghed at kunne rumme "det anderledes".


Kommentar af Tune, 9. oktober 2011

Spændende pointe. Kan egentlig godt huske at have hørt det før. Jeg har ingen erfaringer som modtager af racisme, så mit indlæg gjaldt nok mest homofobien. Men jeg tror også at der er andet end det biologiske (hvis det er det, det er), der holder gang i racismen. Fx medierne. Hvad tror du?


Kommentar af Panik, 10. oktober 2011

Jeg vil også rigtig gerne se evidens for at skæld ud og glædes drab virker på at ændre folks livssyn. Tænk hvis man brugte samme strategier i folkeskolen og på institutioner. Vent... Det gør man jo. Har vi gode erfaringer med det - niks? Sure, bedrevidende lære man aldrig lærer noget af fordi man har set sig sur på dem på forhånd.

Jeg tror på at påpege folks lorte holdninger, særligt når de er sexistiske, homofobiske eller racistiske, men artiklen får det til at lyde som om man ikke har lov til at være glad samtidig med at man er rasende. Raseri over verdens lort, udelukker da ikke glæde over andre ting?

Vil nogen ikke fortælle mig, hvordan det er forkert at glæde sig over ting i verden, mens man er sur over andre ting i verden? Hvorfor er det godt at nyde sine jordbær mindre?


Kommentar af Martinbergvilrik, 10. oktober 2011

Umiddelbart ender jeg selv i heftige skænderier med folk og deres arrogance, især kan jeg blive dum og påståelig når debatten forgår over en tår alkohol :). Det er tit sådan at disse ikke fører ret langt og ofte mister jeg nogle gode og reflekterede pointer i mit raseri anfald(både med og uden alkoholen).

I mange Buddhistiske kredse/samfund er raseri anfaldet tegn på svaghed og ensbetydende med at man har tabt debatten/kampen. Den følelse håber jeg ikke er altoverskyggende for så ville kampen for et bedre samfund være slut!

Det kan heller ikke passe at det er den forulempede, som skal have skylden/æren af at ødelægge den godestemning. Tværtimod! Den som udtaler sig diskriminerende skal have at vide, at personen ødelægger stemningen ved at putte brænde på et i forvejen ustyrligt bål. Jeg vil forslå, at man afkræver en begrundet undskyldning fra vedkomne, således tvangindlægges personen til, at reflektere over emnet og en frugtbar diskussion kan finde sted. -måske skulle man lave en hads-drab workshop istedet..

Mht. pointen om at nyde jordbærerne syntes jeg mildest talt det er en uønskværdig hån af andre menneskers hårde arbejde ikke, som det mindste værdsætte deres slid. Det er jo en svær balance gang. Ligesom at jeg i udlandet taler godt om vores velfærdssystem og modsat brokker mig over dets mangler herhjemme.


Kommentar af leyla, 13. oktober 2011

Bliver utrolig inspireret til at læse og genlæse stof. Nogen der har lyst til lille studiecirkel i nævnte materiale? Kunne være fedt at få et lille netværk som der siges.


Kommentar af Queerkraft-redaktionen, 15. oktober 2011

Der er slettet indlæg, der ikke lever op til god debatstil.

Kh. queerkraft-redaktionen



Kommentarfunktionen er lukket

Se hele kalenderen



Modkraft FOTO

26. februar 2012 | Foto

Stop ACTA



20. februar 2012 | Foto

Fastelavn i Ungeren


6. februar 2012 | Foto

Anima blander sig i modeugen



Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer