Linksamling til artikler, sites, leksika, videoer til Woody Guthrie 100 år
Volden mod seksuelle minoriteter er ikke problemet
Hadforbrydelser handler ikke primært om vold. Det er derimod holdningerne bag den anti-queer vold, der skal bearbejdes. Homofobi på alle niveauer skal bekæmpes og queers lære at forsvare sig selv.
Af Mads Ananda Lodahl - 17. marts 2011
For nylig efterlyste Institut for Menneskerettigheder (IMR) en bedre indsats mod hadforbrydelser bl.a. gennem indsamling af viden og mere politi. Men hvis man vil bekæmpe hadforbrydelser, bliver man nødt til at forstå, at vold ikke er et problem, men en måde at udtrykke en problematisk holdning på. Problemet er ikke volden, men holdningen og den forsvinder ikke, ved at man bruger politiet til at bekæmpe volden, ligeså lidt som en forkølelse forsvinder ved, at man bruger et lommetørklæde til at pudse næse.
En af de undskyldninger, der bliver brugt for at trække diskussionen i langdrag frem for at gøre noget her og nu, er, at vi ikke har nok »viden om problemets omfang.« Men en undersøgelse fra Justitsministeriet fra 2009 viser, at 4% af voldsofre mener, at motivet var homofobi, og at 12.000 danskere årligt føler sig udsat for hadforbrydelser, herunder udgør seksuelle og etniske minoriteter de to største grupper.
Ifølge Københavns Kommunes hjemmeside, hvor man kan registrere diskrimination, blev 208 homoseksuelle diskrimineret på en måned, herunder blev 95 udsat for fysisk vold. Det er tre homoer, der får tæsk bare i København. Hver dag. Ifølge PET var der 306 hadforbrydelser i Danmark i 2009, men LGBT Danmark mener, det kun er toppen af isbjerget og regner med, at 3.000 er et mere sandsynligt tal.
Selvom ingen af de her tal er sikre, viser de i al tydelighed, at hadforbrydelser er udbredte i hyggelige, lille Danmark.
Volden er kun toppen af isbjerget
Det er ikke kun de registrerede overfald, der er toppen af isbjerget, men volden i det hele taget. For den fysiske og verbale vold, der er dækket af straffeloven, er kun én af mange former for diskrimination. Flere undersøgelser peger fx på, at mellem 33 og 50 % af de unge i skolerne ikke accepterer seksuelle minoriteter, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan denne manglende accept kommer til udtryk i en skoleklasse.
Anti-queer vold er ikke udtryk for en ekstremistisk person, men et ekstremt udtryk for den ret almindelige holdning, at queer mennesker ikke fortjener samme respekt som heteroseksuelle. Og det er den manglende respekt, ikke volden, der er problemet. Det er en vigtig skelnen.
Denne artikel handler kun om hadforbrydelser mod folk, der afviger fra den heteroseksuelle norm (her benævnt queers), dvs. lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede, men også heteroseksuelle, som bliver set som afvigere fra en »normal« måde at være heteroseksuel på, fx feminine mænd og maskuline kvinder. Det skal bemærkes, at racistisk motiverede hadforbrydelser er et mindst ligeså stort problem, selvom det ikke bliver behandlet her.
Kampagne: anmeld vold!
De tiltag, som flere partier, politiet, LGBT Danmark og IMR foreslår, bl.a. i den såkaldte AV!-kampagne (AV står for Anmeld Vold), kan sammenfattes i tre elementer: mere repression mod gerningsmændene (i form af mere og bedre uddannet politi, flere paragraffer og mere fængsel), indsamling og behandling af viden, og at ofre anmelder forbrydelser.
Det er tydeligt, at politiet ikke klarer opgaven godt nok. Det er også klart, at vi skal vide noget om et problem, før vi kan løse det. Og for at få den viden og ruste politiet bedre til deres arbejde, skal ofrene fortælle om overfaldene. Men som man kan se ovenfor, ved vi vist nok om »problemets omfang.« Nu er det tid til at gøre noget ved det.
Det er selvfølgelig positivt, at det officielle Danmark endelig er begyndt at tage hadforbrydelser alvorligt, og de foreslåede tiltag kan måske også hjælpe nogen. Men spørgsmålet er, hvor stor en positiv effekt det kommer til at have. Og om tiltagene i nogle tilfælde endda vil kunne forværre problemet. Der er i hvert fald 4 ting, man kan kritisere ved forslagene:
1. Fængsel er aldrig en løsning
Formålet med at putte folk i fængsel er aldrig at løse et problem, men at fjerne det fra samfundet eller skræmme folk fra en bestemt adfærd.
Hvis man putter en fattig tyv i fængsel for at stjæle, er tyven stadig fattig. Og hvis man putter en anti-queer voldsmand i fængsel for at være voldelig, bliver han ikke mindre anti-queer. Måske tværtimod. Det var trods alt en queer person, der fik ham i fængsel. Og inde i fængslet og når han kommer ud igen, kan han fortsætte med at tæve queers.
Fængsler skader de indespærrede, der ofte kommer ud med traumer, plettet straffeattest, en hærdet personlighed og kriminelle bekendtskaber. Fængsler splitter familier og går udover uskyldige pårørende. Fængsel rammer tit folk, der i forvejen kæmper med økonomisk, uddannelsesmæssigt, personligt og socialt underskud og gør dem hadefulde eller apatiske.
Fængsler nedbryder måske folk fysisk og psykisk, men de nedbryder ikke anti-queer holdninger. Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at man skal lade voldsmænd gå, eller at de ikke kan gøre for, at de er blevet voldsmænd. Jeg siger ikke, at det er synd for dem, at de bliver straffede, eller at hævnen ikke er sød, når man ser sin voldsmand slæbe sig af sted til et halvt år i brummen. Jeg har ikke engang noget bedre bud på, hvad man skal gøre med ham. Jeg siger bare, at man skal være klar over, at paragraffer, fængsler, politi og retssale hverken fjerner anti-queer vold fra gaden eller ændrer anti-queer holdninger.
Der findes problemer, som er svære at se en løsning på, og hvor den eneste mulighed ser ud til at være at gemme folk væk i et rum uden vinduer. Men manglende respekt for queers er ikke et af de problemer.
2. AV!-kampagne og IMR udstiller queers som hjælpeløse ofre
At anmelde en hadforbrydelse alarmerer måske politiet og giver gerningsmanden en straf. Men det øger ikke respekten for queers, at de bliver set som nogen, der ikke kan andet end at bede politiet om hjælp. Tværtimod fastholder det queers i en rolle som hjælpeløse ofre og nogen, det er synd for.
Hvis man vil øge respekten, bliver man nødt til at anerkende, at queers kan andet end at få tæsk og har en stemme, der kan andet end at råbe på hjælp.
3. Politikeres afstandtagen er hykleri
At der overhovedet er en lovgivning og en debat om hadforbrydelser kan ses som et signal om, at ”den slags vil vi ikke acceptere i vores samfund,” som nogle politikere formulerer det. Det er et godt signal at sende, men det klinger lidt hult, når man samtidig accepterer anti-queer udtryk i fx sportens verden, fra politikeres talerstole, i skolerne og mange andre steder.
- IMR og AV!-kampagnen er med til at fremstille queers som hjælpeløse ofre, der ikke kan gøre andet end at anmelde hadforbrydelser til politiet. Men hvis man vil stoppe hadforbrydelserne kommer man ikke uden om ting som selvforsvar, offerhjælp, selvrespekt og en bedre repræsentation af queers i samfundet generelt. Foto: Mads Ananda Lodahl.
Når politikere »tager kraftigt afstand« fra volden, er det ikke et udtryk for, at de bekymrer sig om, hvordan queer borgere har det, men om at de ønsker at høste billige stemmer på noget, som de fleste trods alt er enige om (at fordømme vold), mens de undgår at gøre noget ved den generelle anti-queer stemning i samfundet, som er voldens udgangspunkt, men som man ikke bliver populær af at pille ved.
Hvis politikerne virkelig ville forbedre forholdene for queers, ville de fx skrive dem ind i folkeskoleloven, sørge for, at de blev ordentligt repræsenterede i medierne, lade være med at nedlægge den ene indsats mod hiv/aids efter den anden og til gengæld nedlægge det binære kønstyranni på offentlige dokumenter og toiletter og tusind andre ting.
4. Politiet kan ikke stoppe hadforbrydelser
Endelig er det slet ikke muligt for retssystemet at stoppe hadforbrydelser. Uanset hvor meget politi, der er på gaden, vil der altid være ubevogtede hjørner af Ørstedparken, hvor bøsser kan knalde og/eller få tæsk. Lovgivning har jo heller ikke stoppet cruisere, butikstyve og graffitimalere.
Det betyder ikke, at man ligeså godt kan lade være med at lave love. Man skal bare være opmærksom på, at det ikke stopper volden, og det må derfor ikke blive det eneste, man gør. Hvis queers lægger hele deres skæbne i politiets hænder, kommer de til at få mange tæsk endnu.
Hvordan man stopper vold
Vold er aldrig et isoleret fænomen, og det gælder især når det handler om hadforbrydelser. Hvis man vil stoppe anti-queer vold, bliver man altså nødt til at sætte ind på flere forskellige områder. Der er i hvert fald 6 ting, som man bliver nødt til at have med i baghovedet, når man bekæmper hadforbrydelser.
1. Respekt
Det vigtigste er, at queers kommer til at respektere sig selv, og at andre kommer til at respektere queers. Så vil volden stoppe af sig selv.
2. Selvforsvar
Den 7. januar 2007 blev to drag queens overfaldet på Strøget i København. Angrebet stoppede først, da gerningsmanden blev sparket i maven af begge bøsser. Han faldt til jorden, og politiet kom og samlede ham op.
Den 21. marts 2010 på Vesterbro i København blev en lesbisk kvinde slæbt ind i en tom bygning og tævet af tre mænd. Overfaldet stoppede først da en gruppe kvinder fra den lesbiske bar i nærheden kom hende til undsætning, efterfulgt af politiet.
I de to eksempler stoppede voldsmændene ikke før, de mødte modstand i form af bøssernes spark og en gruppe modige kvinder. Den modstand hedder selvforsvar.
Selvforsvar er mere end noget andet en beslutning om, at man er værd at forsvare og passe på, at man vil gøre det, der skal til i situationen for at undgå at blive ødelagt. Og det er en beslutning, som enhver queer person bliver nødt til at tage for sig selv.
Selvforsvar kan være alt fra, at man ved, når man har drukket for meget til at gå alene hjem i drag og derfor tager en taxa, til at man træner cage fighting, indtil man kan give en voldsmand det, man mener, han fortjener. Hvordan selvforsvar kommer til udtryk er et spørgsmål om personligt temperament, men en ting er sikkert: hvis man vil stoppe hadforbrydelser, kommer man ikke uden om selvforsvar.
3. Offerhjælp
Hvis man får nogen på hovedet, fordi man er for provokerende, kan man beslutte, at man ikke vil være så provokerende fremover.
Men hvis man bliver udsat for en hadforbrydelse, har man ikke selv gjort noget galt, og man kan ikke bare ændre sin adfærd. Hadforbrydelser kan derfor give anledning til en frygt, som kan være svær at håndtere, fordi man ikke selv har nogen indflydelse på situationen.
Strengere straffe hjælper ikke ofrene, men der er andre ting, der kan hjælpe sårene med at hele. Ikke alle har brug for det samme, og offerhjælp kan være mange ting, fx gruppeterapi, involvering i politisk arbejde mod hadforbrydelser eller et gavekort til en kampsportsklub. Betalt af gerningsmanden selvfølgelig.
4. Repræsentation i samfundet
Det er let at hade det, man ikke kender. Det er lettere at hade det, man har et forvrænget, latterliggjort og unuanceret billede af. Når queers overhovedet bliver repræsenteret i vores kultur, er det sjældent som en del af samfundet, men snarere som noget anderledes, noget andet, noget eksotisk. Hvis man (tror, man) kun kender queers fra de stereotype og uvirkelige fremstillinger, er det svært at forholde sig til dem som virkelige mennesker.
Hvis man vil øge respekten for queers, bliver man nødt til at give dem en respektfuld og nuanceret repræsentation i kulturen. Hvilke film bliver vist i TV? Hvilke undervisningsmaterialer er til rådighed i skolerne? Hvilket tøj, legetøj, hvilke bøger og film har børn adgang til? Hvilke emne beskæftiger journalister sig med og ikke mindst hvordan?
5. At lytte til kritik
Når queers kritiserer uretfærdig behandling bliver det i Danmark ofte mødt af et kor af fjolser, der råber tudefjæs og kalder kritikken »offermentalitet.« Det er den billigste og pinligste måde at afvise kritik på og et tydeligt bevis på, at man hverken lytter eller tager kritikken seriøst. At kritisere uretfærdig behandling er ikke et udtryk for offermentalitet. Tværtimod. Det er et udtryk for, at man nægter at være et offer.
Hvis man vil værne om demokrati, menneskerettigheder og respekt, lytter man til mindretal, når de siger noget. Hvis man bare gerne vil have sine privilegier i fred, selvom det er på bekostning af andre (og det er privilegier næsten altid), prøver man at lukke munden på kritikerne hurtigst muligt.
6. Vold er ikke et isoleret fænomen
Hvordan reagerer du, når dine kolleger fortæller anti-queer vittigheder? Griner du med, selvom du ikke kan være sikker på, at alle tilstedeværende er heteroseksuelle? Eller siger du, at du ikke synes, det er sjovt at gøre grin med minoriteter, der bliver udsat for vold hver eneste dag? Hvilke holdninger, ytringer og handlinger tillader du at stå uimodsagt hos dine børn? Dine forældre? Resten af din familie? Hvordan reagerer du på lærere, elever, chefer og kunder, der kommer med anti-queer kommentarer? Hvad gør du, når du hører folk råbe efter queers på gaden? Slukker du nogle gange for radioen, fordi du bliver træt af at høre på ord som faggot, bitch, luder og bøsserøv? Eller lader du musikken spille?Er du selv en af dem, der fortæller vittigheder, der gør det sværere at have respekt for bøsser, transkønnede, kvinder, lesbiske og biseksuelle?
Vold kan ikke ses som et isoleret fænomen. Det er ét udtryk blandt mange, der udspiller sig på en generelt queer-fjendtlig baggrund. Den baggrund består af alle de vittigheder, kommentarer, blikke, berøringer og holdninger, som du og jeg tillader at stå uimodsagt i vores samfund hver eneste dag. Uden den generelle modvilje mod afvigende seksualiteter og køn, ville hadforbrydelserne meget hurtigt forsvinde, men hvis man kun bekæmper had, når det er voldeligt og ulovligt, har man tabt på forhånd.
Mads Ananda Lodahl er uddannet lærer, men arbejder som receptionist i en sexklub for mænd, der har sex med mænd, og er for tiden i gang med at skrive en bog om queer politik og har en blog på modkraft.dk. Han har selv været udsat for omkring 10 homofobisk motiverede overfald siden 1999.
Kommentarer
Kommentar af Karen M. Larsen, 19. marts 2011
Hej Mads
God artikel!
Jeg undrer mig blot over følgende:
Du mener, at fængselsstraf ikke virker da den ikke fjerner gerningsmændenes queerfobi - men du mener, at det vil gøre en afgørende forskel, hvis queers lærer at slå igen når de bliver overfaldet. Men hvorfor skulle en queerfob blive mindre queerfob af at få bank af f.eks. en trans? Hvis fængsel ikke virker hvorfor skulle så selvforsvar (modvold) virke?
Er det i øvrigt kun biologiske mænd, der overfalder queers?
Kommentar af Mads Ananda Lodahl, 19. marts 2011
Hej Karen.
tak for spørgsmålene:
det lette først. nej det er ikke kun biologiske mænd, der overfalder queers, men næsten. hvis man vil have statistik til at bakke det op, kan man se at ca. 97% af de voldsdømte i danmark er mænd. det er selvfølgelig ikke hele sandheden (især ikke fordi hadforbrydelser sjældent bliver anmeldt og derfor ikke fører til voldsdømte), men det peger dog tydeligt i en bestemt retning. derfor det personlige stedord ’han.’
om selvforsvar løser problemet? ja og nej. grundlæggende tror jeg ikke vold løser nogen som helst problemer, lige så lidt som fængsel. det ændrer i hvert fald ikke holdninger. men selvforsvar (hvis det lykkes) har den meget konkrete positive virkning, at det stopper/forhindrer overfaldet. så på den måde er det den bedste, mest effektive, mest direkte og mest logiske måde at stoppe hadforbrydelser på. så er der selvfølgelig den faktor, at det kun virker for dem, der har lyst til og er i stand til at forsvare sig selv. og alle de andre queers har jo lige så meget ret til et trygt liv. derfor er selvforsvar ikke den eneste løsning.
den anden positive ting kan være, at man skaber et andet billede af queers. mange heterosexister har i deres fucked up moralkodeks en ide om at fx bøsser er "klamme og tøsede," men hvis de kan slås (eller på anden måde er mandige) er de okay. det er selvfølgelig dybt problematisk at spille med på det moralkodeks (og fx kalde sig selv straight-acting, som nogle bøsser gør) og det må heller ikke være grunden til at man bruger selvforsvar, for så er man jo igen med til at redproducere moralkodekset og ekskludere alle dem, der stadig hverken kan eller vil følge det. men det kan ses som en gavnlig bivirkning.
og så mener jeg, at det at lære selvforsvar (som jeg også skriver) først og fremmest er en beslutning om, at man er værd at forsvare. hvis man tager den beslutning, helt individuelt og personligt, så har man taget et stort skridt mod sin egen befrielse og mod befrielsen af queers i det hele taget. uafhængig af, hvordan den beslutning så kommer til udtryk i verden (jf. taxi eller cage fightning)
håber det var dækkende?
Kommentar af Karen M. Larsen, 19. marts 2011
Mads:
Jeg kan sagtens følge dig et pænt stykke hen ad vejen. Dog tror jeg, at din præmis om at selvforsvar afværger eller stopper overfald ikke altid holder. Hvis en f.eks. en lesbisk bliver overfaldet af 5 voksne personer så er jeg ikke sikker på, at hun nødvendigvis kan stoppe overfaldet selv om hun forsøger, at forsvare sig. Men på den anden side så er det nok forsøget værd...
Jeg tror du har ret i at den nuværende antihadcrime kampagne fremstiller queers som hjælpeløse ofre (og det er nok ret bevidst fordi man ønsker at opnå en medlidenhedsreaktion fra majoritetssamfundet) - problemet med din indfaldsvinkel er, at den kan drejes i retning af at queers selv er ude om det hvis de får bank (de skulle bare se at få lært selvforsvar eller de har ikke været gode nok til at sige fra overfor queerfobi). Det er derfor godt, at du siger fra overfor en sådan fejltolkning.
Kommentar af La Bestia, 21. marts 2011
Interessant BI-EKSKLUDERENDE demobillede - intet nyt under solen der!
Kommentar af Tobi, 24. marts 2011
Kære Mads.
Din queer-nuancering af den ’gængse’ tilgang til hadeforbrydelser er endnu et kærkomment indspark i debatten. Queer-kritikken kan dog skærpes yderligere overfor LGBT-gruppers kamp om anerkendelse og ligestilling. Jeg mener, at tilgangen formår at stille spørgsmålstegn ved netop det samfundsmæssige grundlag for hadeforbrydelser (diskursive og strukturelle præmisser), og således bevæge sig ud over identitetskampens nulsumsspil (hvor forskellige minoritetsgrupper kæmper om mediernes og det politiske systems kritiske lys).
Queer (Q) har et potentiale, som LGBT ikke rigtigt formår at opfange. Q kan som åben/flydende betegner bedre opfange den mere ’universelle’ kritik af manglende rummelighed og mangfoldighed (jvf. ovenstående ’bi-kommentar’), da kritikken grundlæggende kan stille spørgsmålstegn ved hvorledes vi anvender identiteter. Queer-kritikken kan m.a.o. nedbryde såvel minoriteters som majoriteters stereotypificering af seksuelle (og andre) identiteter og herved forene ’mangfoldigheden’ i bestræbelsen på en bedre accept af hinandens forskelle.
I den betragtning bliver hadeforbrydelser blot et symptom på stereotype samfundsdiskursers magt; nogle diskurser, som desværre oftest forstærkes ved alt for ensidig ’identitets-modstand’ - en modstand som også indadtil i LGBT desværre har en tendens til at ensrette individer efter en ’normdrevet forskellighed’. Queer-kritikken kan - efter min bedste vurdering - stille spørgsmål ved hvorledes ’vi’ (queers) repræsenterer os selv og lader andre repræsentere os.
Dit fjerde punkt kan derfor måske nuanceres? Det handler om større repræsentation af den (uendelige) mangfoldighed af identiteter og praksisser, som mennesker identificerer sig med - MEN uden at dette udtrykkes gennem stereotypificerende identitetsrepræsentationer. Altså, at undgå en genoptagelse af den partikulære identitetskamp og dermed modstå entydige identifikationer.
Det handler derfor ikke om ligestilling med heteronormen (der i sig selv er undertrykkende overfor mangfoldigheden af individer, som identificerer sig med denne kategori) men om nedbrydelse af heteronormens hegemoni.
En god ’queer-anarkist’ har diskuteret dette dilemma i sin Ph.D. i Sociologi: http://www.sexualorientation.info/t...
Kommentar af Frank Molino, 24. marts 2011
Fremragende artikel! Min partner og jeg bliver ofte udsat for verbale eller fysiske overfald, fordi vi som oftest går ens klædt, og gerne i sort tøj. Det gør vi for bevidst at skille os ud som en form for aktivisme, hvor vi klart kan signalere vors sexuelle tilhørsforhold uden i øvrigt at overskride andres grænser (ikke at transer gør det, eller i hvert fald at grænserne er i orden.) Det handler ikke om at tiltrække negativ opmærksomhed, men gøre det mere normalt at fyre holder i hånd og viser sig som partnere, ikke bare professionelt men også privat. Jeg ved ikke, om vi går ind for selvforsvar - det er jo igen en form for vold - men det er vigtigt, at flere med LGBT baggrund er opmærksomme med at holde øje med hinanden og hjælpe, når der sker et overgreb sådan som eksemplerne i artiklen viser kan det hjælpe meget
Kommentar af matilde, 25. marts 2011
At kritisere uretfærdig behandling er ikke et udtryk for offermentalitet. Tværtimod. Det er et udtryk for, at man nægter at være et offer.
lækker reminder i forhold til herskerteknikker osv. TAK!
Kommentar af Miguel, 25. marts 2011
ACH! ( ANMELD CISHOMONORMATIVITET)
Jeg synes at der er er, generelt set, nogle gode pointer i artiklen. Specielt når du fremhæver at diskrimination er en konsekvens af undertrykkelsen og volden er kun toppen af isbjerget.
Men der er også mange begreber som bliver mixed up på en meget forvirrende måde ( bøsse, queer, homo, LGBT....) og artiklen lugter langt fra af cishomonormativitet.
Eksempelvist, på overskriften står:
" HOMOFOBI på alle niveauer skal bekæmpes og QUEERS lære at forsvare sig selv".
Det er en god point at sige at homofobi pisser på alle LGBTIQ’er, men det kunne være godt at definere hvad homofobi er, hvorfår homofobi er strukturelt undertrykkende for os og hvad er forskellen mellem homofobi, transfobi, bifobi, Intersexfobi og andre fobier.
Desuden, hvis man kigger på KK hjemmeside http://www.registrerdiskrimination...., kan man se at de grunde for diskrimination man kan registrere er:
På grund handicap/ hudfarve/ køn/ nationale eller sociale oprindelse/ politiske anskuelse/ religion eller tro/ seksuelle orientering.
Transpersoner kan ikke seriøst registrere diskrimination i den skema. Man kan heller ikke se at de personer som er blevet angrebet er biseksuelle eller homoseksuelle, så denne påstand er forkert:
"208 homoseksuelle diskrimineret på en måned, herunder blev 95 udsat for fysisk vold".
Overskriften af denne artikel er transfobisk og billedet er bifobisk. Så ja, selv om der er nogle gode pointer i, synes jeg at den er præget af patroniserende cishomonormativitet og jeg synes at vi alle burde passe på at udtrykke os cishomonormativt når vi skriver for QueerKraft.
Kommentar af Mads Ananda Lodahl, 26. marts 2011
Kære Miguel, tak for dine kommentarer:
Manchetten (Hadforbrydelser handler ikke primært om vold. Det er derimod holdningerne bag den anti-queer vold, der skal bearbejdes. Homofobi på alle niveauer skal bekæmpes og queers lære at forsvare sig selv.) har jeg ikke skrevet. Den har queerkraft-redaktionen skrevet, så den må stå for deres regning.
Hvad Københavns Kommune gør, vil jeg helst heller ikke stilles til ansvar for. Og jeg er enig med dig i, at det er meget problematisk, at transkønnede ikke kan registrere diskrimination på en ordentlig måde, ligesom de jo i øvrigt heller ikke er beskyttet af diskriminationsparagraffen, fordi den også kun nævner seksuel orientering.
Du ønsker, at jeg skriver noget om "hvorfår homofobi er strukturelt undertrykkende for os og hvad er forskellen mellem homofobi, transfobi, bifobi, Intersexfobi og andre fobier." Men man kan jo desværre ikke skrive om alt i alle tekster, og emnet for denne artikel er hadforbrydelser, de kampagner, der er imod dem, en kritik af kampagnerne og forslag til, hvad man ellers kan gøre. Ikke en undersøgende analyse af forskellige fobier. Det gemmer vi til en anden god gang.
At sige at titlen er transfobisk, og at billedet er bifobisk, synes jeg er lige lovligt hårdt. Jeg er enig med dig i at transkønnede burde have været nævnt i titlen, men "volden mod seksuelle og kønsmæssige minoriteter er ikke problemet" blev simpelt hen for langt og "volden mod queers er ikke problemet" ville have forvirret mange. I øvrigt mener jeg ikke, man automatisk kan sige, at bare fordi en gruppe ikke bliver nævnt (fx på fotoet) betyder det ikke nødvendigvis, at man hader eller ekskluderer dem. Der er jo også masser af andre grupper, der ikke er nævnt.
Når alt det er sagt, kan vi måske få debatten tilbage til emnet, som er: Queers får tæsk hver dag i Danmark. Hvad kan vi gøre ved det?
Kommentar af Miguel, 27. marts 2011
Hej
Jeg stadigvæk mener at det er vigtigt at udpege forskellene mellem homofobi, transfobi, bifobi, intersexfobi og queerfobi hvis du vælger at snakke om LGBTIQ personer.
Men måske kender du ikke forskellene.
Bifobien handler primært om at usynligøre biseksuelerne. Det er også lidt sjovt at du retfærdigør at transpersoner ikke bliver nævnt i overskriften fordi den ellers bliver for langt.
Du kommer med nogle gode pointer men stadigvæk, hele teksten af præget af cishomonormativitet. Det kan du måske ikke se fordi den norm sætter du ikke spørgsmålstegn ved.
Kommentar af Tobi, 28. marts 2011
DROP RETTIGHEDSTILGANGEN!
Ovenstående debat understreger det ufrugtbare i den identitetspolitiske kamp mellem seksuelle (og andre) betegnere. Rettighedstilgangen (og registreringstilgangen) bygger i alt for høj grad på positive definitioner! Min egen seksuelle identitet kan ikke indfanges af sådanne sproglige afgrænsninger - hvilket også er en unødvendig øvelse - hvorfor jeg gerne vil frabede mig at skulle underlægges sådanne (LGBTIQ...) kategorier. Jeg kan overleve med diskursiv anvendelse af Q, så længe den kan anvendes som åben/flydende betegner - men denne kan også kun anvendes i visse fora. Problemet er jo ikke, at vi mangler 10 kategorier på listen - problemet er, at vi har to for meget (M/K)!!!
Der er langt mere i oplevelsen af diskrimination som forener mennesker end adskiller. En hypersensibilitet overfor bestemte identitetsmarkører medfører blot en medlidende anerkendelse som ingen kan være tjent med, og identitetskampen fortrænger opmærksomheden fra dybereliggende strukturelle uligheder såvel som diskursive fastfrysninger af disse.
...men tak for en spændende debat.
Kommentar af Miguel, 30. marts 2011
LIBERALISTISK ARGUMENTERING - QUEER RETORIK
Hej Tobi,
Når du kun refererer til "ovenstående debat" ( de tre sidste indlage under "kommentarer") og kalder LGBTIQ kategorier som "unødvendige", mener jeg at du ignorerer at debatten stammer fra en artikel der faktisk bruger disse kategorier, og som nemlig er konteksten.
Jeg kan godt se pointet når du siger at din egen seksuelle identitet kan ikke indfanges af sproglige afgrænsninger. Alligevel eksisterer disse sproglige afgræsninger og når man siger "homoseksuel" eller "homophobi" man refererer også til en meget bestemt diskurs som ikke kan gælde for alle.
Ersæt ordet homofobi med transfobi eller bifobi i Mads’ artikel og du vil se en masse kommentarer/klager fra mennesker der identificerer sig som homoseksuel.
Når du siger at der er langt mere i oplevelsen af diskrimination som forener mennesker end adskiller, kan jeg ikke være enig med dig. Der er nogle mennesker der oplever forskellige "diskriminationer", derfor er det ikke nok at snakke om "diskrimination". Specielt er det meget problematisk når den "diskrimination" opfattelse man refererer til generaliseres ud fra en cishomoromativ vinkel.
Jeg er heller ikke enig med dig når du siger at den identitetspolitiske kamp mellem seksuelle (og andre) betegner er ufrugtbare, fordi på denne måde ignorerer du simpelthen de privilegier og magtstrukturer der spiller i LGBTIQ+ miljøer. At du identificerer dig som Q betyder ikke nødvendigvis at nogle mennesker identificerer sig med andre bostaver. For os indebærer disse identitetsmarkører også en særlig identitet, som fylder et stort rum i vores subjektivitet.
En af de grunde fordi jeg identificerer mig som biseksuel person er fordi jeg har oplevet lignende undertrykkende strukturer som andre personer der identificerer sig som biseksuelle.Derfor er for mig at fordre ordet bifobi ikke kun et spørgsmål om positive definitioner. Min erfaring er at ignorere gruppe forskellene medfører undertrykkende konsekvenser og assimilering for underrepræsenteret grupper.
Jeg synes det er spændende at diskutere hvordan homofobi pisser på alle LGBTIQ+ personer. Men jeg mener det er ikke ok at bruge homofobi som synomym for bifobi eller transfobi. Jeg mener heller ikke det er ok at skrive om vold mod alle os med bifobiske og transfobiske bemærkninger/billeder.
At sige at identitetsmarkører ikke er vigtige kan medføre at den specifike diskrimination som visse grupper oplever ikke ses som vigtig. Det kan også medføre at cishomoseksuellernes oplevelser bliver generaliseret og deres oplevelser bliver set som gældende for alle. På den måde er vi ikke kun udsat for cisheteroseksistisk direkte vold men også cishomonormativt symbolsk vold, og der er efterhånden en del af os der ikke længere vil finde os i.
Kommentar af Miriam, 3. april 2011
Hej Mads
Hvordan forholder du dig til den statistiske kendsgerning, at stigningen i antallet af forbrydelser mod seksuelle minoriteter, alene skyldes stigningen i antallet af muslimske borgere i landet?
Kommentar af Mads Ananda, 3. april 2011
Hej Miriam.
Det er let nok at svare på. Det er ikke en statistisk kendsgerning, så det forholder jeg mig ikke til.
Kommentarfunktionen er lukket
Stop ACTA
Fastelavn i Ungeren
Anima blander sig i modeugen
Tidsskriftnyt
Nye numre online:
International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today
Marxist books on the global financial crisis and capitalism
Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.
Ingen ledere, ingen vold
28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.
Folkedrabets moralske historie
Assad-regimets krig mod egen befolkning
»Tom« har forladt os
10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”
19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)
Queerfeministisk antiracistisk kritik
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre
»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«
27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.
Faglig énmandshær er død
Støt de græske stålarbejdere
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!
Løb i varmen
27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3
KODA freder YouTube
Piratradio på standby af frygt for myndighederne
